Det Collinske Hus og H.C. Andersen (34)

 Almene betragtninger om H.C. Andersen 6

 Andersens talenter

 Sprogtalent

Spørger man saaledes, om han havde Talenter, da svarer jeg ja og skal nævne nogle; men først vil jeg omtale et Talent, som han ikke havde, nemlig Sprogtalent. Han har ofte følt Savnet, men han var selv den Første til at spøge dermed, dog maaskee kun ligeoverfor os. Af de mange Anekdoter derom, som circulerede i vor Kreds, vil jeg nævne nogle enkelte. Det synes næsten, at han har søgt Anledning til Samtaler, som vilde have sat enhver Anden i Forlegenhed. Han fortæller selv, at han paa et Dampskib i Dardanellerne traf en Perser; til denne siger han: Bereschit bara, hvortil Perseren svarer: Yes. Dette var dog kun en Spøg; derimod var det ikke Spøg, naar han skulde bevæge sig mellem Tydskere, Franskmænd og Englændere uden at kunne deres Sprog.

Det tyske sprog

Han kom tidligt til Tydskland. Her var der ikke Tale om en Conversation som den med Perseren; her kom han ind i Familielivet, og der hed det: Da hilft kein Maulspitzen, hier muss gepfiffen werden«. At han aldrig har kunnet lære det tydske Sprog saaledes, at han kunde skrive det, har dog gjort ham ondt; og ved hans udbredte Brevvexling med Tydskland var det jo ogsaa generende, at han maatte tye til Andres Hjelp. I Talen lærte han dog efterhaanden at udtrykke sig aldeles ugenert, men saa ugrammatikalsk som muligt. Kun eet Exempel: da han fra en tydsk Ven fik et Brev, der begyndte med: Verehrter Hr. Professor — sagde han: »Han maa jo være blevet vred paa mig, ellers skrev han altid: Theures liebe Freund.«

Det franske sprog

Det franske Sprog var ham selvfølgelig endnu mere fremmed. Hans udmærkede Hukommelse hjalp ham til at bevare en Mængde Gloser, men han formaaede ikke at sætte dem sammen til en Sætning; han hjalp sig ved at bruge alle Verber i Infinitiv, og de fleste Substantiver vare for ham feminine. Hvor en Glose svigtede ham, hjalp han sig hurtigt med en Omskrivning eller med pantomimiske Fagter.

Det engelske sprog

Med det Engelske gik det neppe bedre; idetmindste har han selv fortalt, at Dickens sagde til ham: »Tal heller Dansk, det forstaaer jeg bedre«. Man har fortalt mig følgende Anekdote om ham. I London raadede man ham til at optegne Navnet paa den Gade, i hvilken han boede, for, hvis han gik vild, at kunne vise en Constabel dette. Han fulgte Raadet, standsede ved Gadehjørnet og opskrev de Ord: “Stick no bills” (Forbud mod at opslaae Plakater). Han gik derpaa vild, men viste sin Opskrift til en Constabel; Følgen var, at han blev ført til en Politistation og først frigivet, da den danske Consol indfandt sig og forklarede, at han ikke var gal.

H.C. Andersen var god med nål og garn

Naar jeg nu skal tale om de Talenter, som han havde, vil jeg begynde med det, som vistnok var det tidligst udviklede, nemlig at kunne sye. Formodenlig er det dette, som hos hans Moder vakte de senere feilslagne Forhaabninger om, at han kunde blive Skrædder. Men det Morsomme er, at hans Sympathi for denne Gjerning vedblev at holde sig. Han reiste aldrig uden at være forsynet med Naal og Garn ; thi han syede selv Knapper i sine Buzer og stoppede selv sine Strømper. Ordet »stoppe« er forresten ikke ganske correct; han klippede en Strømpe itu og lappede dermed de andre. Og tager jeg nu hans større Manuscripter frem, da finder jeg i mange, at Forandringer, Udslettelser og Tilføielser ere foretagne derved, at han har syet et Blad ovenpaa det andet, rundt om paa alle Kanter, dækkende det Gamle med det Nye.

Sider:  1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32   33   34   35   36   37   38   39   40