Det Collinske Hus og H.C. Andersen (31)

Ængsteligheden for spise og drikke

Jeg kommer tilbage til hans »Ængstelighed«. Denne var alvorlig med Hensyn til hvad han nød af Spise og Drikke, det vil sige: han fik let en Mistanke. Et Exempel paa denne mistænksomme Ængstelighed er følgende. I lang Tid fik han hver Formiddag hos os en Kop Salep; en Dag besørgede imod Sædvane Pigen dette i Kjøkkenet. Men han var ikke at formaae til at røre det; han frygtede for, at Pigen kunde ude i Kjøkkenet have »taget feil af hvidt Sukker og Arsenik«.

H.C. Andersens ængstelighed for at blive levende begravet

Han havde ogsaa den let begribelig Ængstelighed med Hensyn til at blive levende begravet; men hans Sikkerhedsforanstaltning derimod var ganske eiendommelig. Han havde nemlig i lang Tid liggende paa sit Natbord en Seddel, hvorpaa stod skrevet: »Jeg er skindød I« .Ængstelserne under hans senere virkelige Sygdom finder jeg ingen Grund til at beskrive.

Andersens skiftende stemninger

Til hans Charakteristik hører derimod ogsaa en Betragtning af hans skiftende Stemninger. Jeg forbigaaer de mange Beviser, der kunne hentes fra Brevene fra Skoletiden, og holder mig kun til hans tidlige Forfatterliv. Jeg maa dog advare imod, at hans Ord altid betragtes som Udtryk for en virkelig Stemning. Naar han fandt et piqvant Udtryk for Charakteriseringen af en Person eller en Situation — og af saadanne Udtryk havde han et stort Forraad — generede en Overdrivelse ham ikke. I daglige Samtaler i den nærmeste Kreds ødslede han med dem, men man finder ogsaa mange i hans Breve. Et af de groveste Exempler, som han selv har ladet trykke, er følgende:

»Tungt var det vist for min bedste Ven,
Han samled al Gift og gav mig den:
»Det styrker ! Det maa Du drikke«.

Han vidste godt, at dette ikke foruroligede mig; han truede mig oftere med, at han vilde bruge dette eller hiint Udtryk om mig; men det endte gjerne med, at han kun sagde: »det er da ogsaa ærgerligt, at man ikke kan gjøre Dem gal i Hovedet.« Undertiden vare hans haarde Udtryk meente, f. Ex. naar han kalder sine Recensenter »vaade Hunde, der komme ind i hans Stue og lægge sig paa de bedste Steder«. Men naar han til en ung Pige i vor Familie skriver (1843) om sin Glæde over »Den grimme Ællings« Modtagelse og tilføier, »at Kundskabstræets Slange neppe siger sin Mening, naar det næste visne Blad, som man kalder intelligent, falder fra Træet,« og naar han betroer hende dette som en Hemmelighed, »uden Frygt for at blive jaget med Flamme-Riis ud af VenskabsParadiset i Amaliegade« — saa er Hensigten kun at sige noget Piqvant om Heiberg og at det tilføiede Hib til Familien skal komme til dennes Kundskab.

Som det meest fremtrædende Exempel vil jeg nævne Agnete-Historien og hvad der fulgte paa denne. Paa samme Tid som han sidder i Rom og forelæser Agnete for Thorvaldsen og de andre Kunstnere, »som bleve dybt rørte«, og medens »han hører hjemme fra, at de ere smeltede i Taarer«, faaer han, ligeledes hjemmefra, Kritiken, nemlig Molbechs og Heibergs Breve om hans to Vaudeviller, og mit nu rimeligviis berygtede Brev af 18. Decbr. 1833 (Trykt Samling Nr. 35); »og nu«, siger han, »seer han sin Ære tabt, alle sine ‘ Forhaabninger som falske Bobler, nu har han tømt Giften, som Vennerne række ham.«

 H.C. Andersens stemningsudbrud fra 1834

Af hans skiftende og næsten samtidige Stemningsudbrud, ogsaa i Anledning af »Agnete«, vil jeg forære Dig følgende Blomstersamling fra 1834:

8. April til Fra Læssøe: »Man har knækket Svingfjederen paa Fuglen. Gud gav mig det aandelige Adelsdiplom, som man har sønderrevet. Min Sjæls Lykke hang kun ved en Traad, og den har min kjæreste Ven overskaaret.«

16. Maii til Ludvig Muller: »Edvard er min solideste Ven.«

26. Maii til E. Collin: »Deres Hjerte kan maaskee undvære mig, mit kan ikke undvære Dem.«

17. Junii til Jette Wulff: »Jeg er krænket af et Menneske, jeg har betroet hver Tanke. Digteren er død, myrdet i Italien.«

11. Julii til Jonas Collin: »Der ere dog mange gode Mennesker til; og de Poeter, som sige, at Verden er en Jammerdal med Kjeltringer i, skulde have Prygl.«

11. Julii til E. Collin: »Nu sees vi jo snart! mon De seer ældre ud? Kom mig nu ret kjærligt, ret broderligt imøde.«

3. Aug. : var han atter hos os »som et hjemvandret Barn i den kjære Kreds.«

Og i October »var der Digterselskab hos Collins; Hertz, Heiberg og jeg vare de Fremmede, eller, som den gamle Collin sagde, der var kun to Fremmede, thi Andersen er en Søn af Huset; Heiberg var vittig, Hertz døv, (men ungdommelig), og jeg var morsom. Ja De kan ikke troe, hvor jeg har taget mig op. Collin siger: han er bleven en ganske solid Fyr, men de gamle Manerer har han ikke lagt af. Fru Drewsen og Louise forsikkre: Han er bleven ellevild og overgiven, kaad i høieste Grad.«

Den myrdede Digter var saaledes baade hurtigt og grundigt — indtil videre — kommet til sig selv igjen.

Sider:  1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32   33   34   35   36   37   38   39   40