Det Collinske Hus og H.C. Andersen (33)

Brev fra Andersen til Edvard Collins kone 3. oktober 1865

Hvorledes optog han nu dette? Paa den smukkeste og for mig glædeligste Maade blev Sagen afgjort ved hans Brev af 11. Junii 1831. Vel dukkede Tanken op igjen i hans Breve af 24. Sept. 1833 og 28. Aug. 1835 ; i en spøgende Form kommer den igjen i hans Breve af 26. April 1846 og 27. Junii 1847.

Jeg kommer nu til Forklaringen af, hvorfor jeg har opholdt mig ved denne Barnehistorie. Blandt hans Papirer har jeg fundet et ikke fuldført og aldrig afsendt Brev til min Kone, dateret Stockholm 3. October 1865, hvori han, ligesom i samtidige Breve til mig, skildrer sin Glæde over den mageløs hjertelige Modtagelse, han fandt der. Han fortæller, at han i Upsala blev modtaget med følgende Digt:

Der kommer han, der kommer kongen,
Vår barndoms, våra drömmers kung,
Se diktan, or hans hjerta sprungen,
Och vid hans sida evig ung.
Hun er hans brud, han har ei annan
Ån den af himlen sjelf han fik —

og føier hertil:

»Jeg blev veemodigt grebet ved disse sidste Stropher, fik hele Fornemmelsen af min Eensomhed; thi rigtigt Huus og Hjem trænger jeg til. Min Musa forlade mig det, hun har jo givet mig Hæder og Levebrød; men Hjertet forlanger endnu noget meer. — Idag var hos Beskow en stor Middag for mig. (Her komme Lunerne pludseligt over ham). Da jeg for 16 Aar siden var her, sagde den gamle høit ærede Herre med de mange Ordener: »Andersen, vi maa sige Du til hinanden«. Jeg blev yderlig forlegen men maatte gaae ind derpaa. Jeg havde en Sky derfor; De veed, at jeg i ungdommelig Hengivenhed for Deres Mand foreslog ham det samme; han vilde det ikke, men drak paa samme Tid Dus med den meget hæderlige **; aldrig har jeg glemt det. At jeg endnu skriver det ned, bør smigre ham. Just iaften er jeg kommet til at tænke derpaa ved den Betydning Beskow lagde i sit og mit broderlige Forhold, og hvor langt anderledes er det ikke mellem Deres Mand og mig, uagtet vi ikke sige Du. Han er mig saa kjær endnu, som da jeg i ham saae en Søn af den mægtige Collin, og jeg var den fattige Andersen, de Alle turde sparke til og spytte paa. —

Hvorfor skriver jeg nu dette til Dem, som jeg slet ikke vil sige noget Uvenligt, Dem jeg ærer og skatter; men naar jeg løftes rigtig høit, bæres op mellem Mænd man bemærker, kommer hele Fortiden saa forunderligt frem. Jeg føler, hvor Intet jeg er uden Vorherre, men jeg føler dertil, hvor tidt Menneskene her ikke ville erkjende Guds Naade for mig, og da blusser det op i mig. En ganske udsøgt Kreds havde Beskow samlet idag«. —

Hermed slutter Brev-Fragmentet.

H.C. Andersens sygelige stemninger

Og dette skriver Andersen som en bedaget Mand efter 30 a’ 40 Aars Samliv med mig, et Samliv, i hvilket hiin barnagtige Begivenhed ikke havde kastet den mindste Skygge.

Var det ikke Sygdom? Samtidigt sender han os to gemytlige Breve om sin Modtagelse i Upsala, om Middagen hos Beskow, og i det Hele i en glad men længselsfuld Stemning.

Spørges der nu, hvorfor jeg har rippet op i denne Historie, som vist hos de Fleste vil stille mig i et ufordeelagtigt Lys, da er mit Svar, at den fremfor alt Andet er et Beviis paa den sørgeligste Eiendommelighed hos Andersen, nemlig hans Trang til at tilbagekalde i Erindringen alle Ubehageligheder, der havde truffet ham i Livet; han formelig ledte efter dem og tirrede sig selv dermed. Disse Udbrud vare ikke Charakteertræk men sygelige Stemninger. I det daglige Liv mellem os mærkede vi saa godt som ikke noget dertil, men desto tydeligere vare de, naar han borte fra Hjemmet følte sin Eensomhed, og da næsten altid meest, naar han efter en Dag, fuld af overstrømmende Hædersbevisninger fandt sig ene i sit Logis; da førte den sygelige Phantasi ham ind i Sammenligninger mellem ude og hjemme; ethvert ubetydeligt Tilfælde fra hans tidligste Tid, en formeentlig Tilsidesættelse, en Mangel paa den Anerkjendelse, han troede sig berettiget til at fordre, en alvorlig Kritik — alt dette stod da med levende Træk for hans Phantasi som ligesaa mange personlige Krænkelser; og saa maatte han skaffe sig Luft. Disse Aftenstemninger nedskrev han da strax, og de gik da videre til dem i Hjemmet, hos hvem han troede at finde Gehør for sine Klager. Naar i Weimar »de høie Herskaber kom ham saa hjerteligt imøde« kunde han ikke lade være »at tænke paa Maanedsskrift for Literatur og den sølle Cl. Petersen i Fædrelandets Spalter.« Undertiden skrev han sine Klager paa løse Sedler (som ere fundne efter ham). En enkelt Kritik bragte ham f. Ex. til at nedskrive:

Den vaade sorte Snegl ved Rosen sad
Og ærgred sig — ham Godtfolks Tale stødte —
»De kalde Rosen smuk, fy, jeg maa spytte!
Nu har jeg sat mit Mærke paa dens Blad.«

 H.C. Andersens sidste sygdomsår og hans mentale tilstand

En Beskrivelse af hans sidste Sygdoms-Aar vil jeg ikke indlade mig paa, men jeg maa nødvendigviis berøre hans mentale Tilstand under denne. Det er jo naturligt, at hans febrilske Paroxysmer vare baade hyppigere og intensivere. Han maatte nu meddele Andre, endog ganske Fremmede, alt det Krænkende, der var mødt ham i Livet, og som han nu opfattede og gjengav med en ved Sygdommen potenseret Bitterhed, som han i Virkeligheden aldrig havde følt. Ja selv med Hensyn til min Fader, det Menneske, som han havde elsket meest i Livet, kunde en øieblikkeiig Misforstaaelse, som for 40 Aar siden havde forstemt ham, nu staae for ham som en dødelig Krænkelse, og han udtalte sig da derom i de voldsomste Udtryk ligeoverfor Fremmede. Det vilde være sørgeligt, om de, der have været Vidne dertil, skulde opfatte dette som Andet end som en Deel af hans Sygdom. Jeg kjender selv kun Lidet af hvad han i denne Retning har sagt; af hvad der er fortalt mig vil jeg kun anføre eet Exempel, det nemlig, at han i sin høie Alder kom i Sindsbevægelse ved at mindes og fortælle Fremmede, at han havde staaet i vor Stue, da H. Steffens
kom til min Fader, og at denne ikke havde presenteret ham for Steffens.

Men naar disse Paroxysmer vare overstaaede, følte han godt sin Tilstand og var ulykkelig derover. Derfor sender han en Dag Bud, om min Kone strax vilde komme til ham; og han modtager hende da med det Udbrud: »O hvad skal jeg dog gjøre, jeg er saa fuld af onde og hadefulde Tanker«. Det er paatide, at jeg slutter mit Skriveri. Jeg kan ikke andet end være enig med Dig i, at Andersens hele Væsen bedst forklares ved at meddele fremtrædende Træk af hans Liv og hans egne Betragtninger om sig selv. Forsaavidt disse angaae hans Charakteer, skal jeg omtale dem længere hen i dette Brev; jeg vil begynde med nogle uvæsenlige, som dog ogsaa bidrage til en Skildring af ham og ialfald fortjene at opbevares.

Sider:  1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32   33   34   35   36   37   38   39   40