Det Collinske Hus og H.C. Andersen (22)

Ansøgningen om rejsestipendiet

I »Mit Livs Eventyr« S. 108 — 9 dvæler han ved en udførlig Omtale af hvad der gik forud for Bevilgelsen af Reisestipendiet; han mener vel derved at bevise, at han havde Ret til at være mistænksom. Han siger: »Det var sagt mig, at just i dette Aar — jeg følte ret Betydningen — var der saamange udmærkede unge Mennesker, som søgte, saa det kunde have Vanskelighed« o. s. v. Den, som har sagt ham dette — om min Fader eller jeg, erindrer jeg nu ikke — har sagt den rene Sandhed. Det begrændsede Beløb, som Fonden ad usus publicos aarlig anvendte til Reisestipendier, samlede en stor Mængde Concurrenter af alle Videnskabsfag og desuden Digtere, Malere, Billedhuggere, Musikere og Technikere, saavel fra Kongeriget som fra Hertugdømmerne. At Chancen for den Enkelte var slettere, naar han maatte concurrere med mange og velanseete Ansøgere, var jo uimodsigeligt; og Andersen modsagde det heller ikke dengang; han gik endog villigt ind derpaa. Man see f. Ex. hvorledes han omtaler det i et Brev til Ingemann (Trykte Samling S. 112). Først 22 Aar derefter kommer han med den Fordring, at man den Gang skulde have saa at sige anticiperet hans Berømmelse. — Da Fr. Paludan Muller i 1837 søgte om Reisestipendium, maatte han — der dengang havde skrevet »Kjærlighed ved Hoffet«, »Dandserinden«, »Amor og Psyche« samt »Zuleimas Flugt« — finde sig i at staae tilbage for »andre udmærkede unge Mennesker« og nøies med Tilsagn om Stipendium det næste Aar. — Naar Andersen tillige har beklaget sig over, at han maatte skaffe Anbefalinger, da maa jeg tilføie nogle Ord derom, men forøvrigt henvise til, at han i 1845 ikke fandt noget Forunderligt i, at P. L. Møller anmodede ham om i Forening med Oehlenschlæger skriftligt at understøtte hans Ansøgning om Reisestipendium.

 Ansøgningen fra Hertz og Andersen

Jeg var dengang Secretair ved Fonden ad usus publicos, jeg refererede Ansøgningerne og var den Eneste, der kunde bedømme, hvilke Udsigter der vare for den Enkelte; for Andersen vare de tvivlsomme. Naar man skulde tage retfærdigt Hensyn til alle Fag, var det meget tvivlsomt, om der kunde »blive Raad til to Digtere.« Det var et Uheld for Andersen, at Hertz søgte sammen med ham. Hvad var da naturligere end at jeg, som skulde motivere Indstillingen, benyttede det lovlige Middel, at støtte ham ved Anbefalinger fra saadanne Mænd som de nævnte. Og derfor hedder det i Indstillingen om Hertz — næstefter en Henviisning til hans indtil den Tid udgivne og opsigtvækkende Arbeider: »Den roesværdige Maade, hvorpaa Hertz har forfulgt sin Bane, idet han først fuldendte sine akademiske Studier, senere fik Medaillen for en Afhandling, og først da han efter flere Aars grundige Studium havde dannet sig en videnskabelig Theori af Kunsten, fremtraadte som moden Skribent, borger noksom for« o. s. v.

om Andersen: »Hans Ansøgning er ledsaget af Erklæringer fra . . ., som alle ere enige i, at han har en sand poetisk Natur, der, kæmpende med ydre Forhold, bestandig har meer og meer gjort sig gjeldende, men ligeledes enige i at erkjende hans Trang til at uddanne sit Talent ved Reiser, som formenes at kunne give hans noget regelløse Phantasie en sikkrere Retning; fremdeles, at han ved forøgede Kundskaber vilde vinde en høiere Smag, en skarpere Sands for det Paasende, og at han overhovedet vilde have godt af i den nærværende Periode af sit Liv, der maa ansees som hans høiere Opdragelses, at rives ud af den Nødtørftighed, der kun altfor ofte har tvunget ham til at producere.«

Hvad enten disse Motiveringer nu findes at kunne bestaae for Kritiken eller ikke *)

*) De ere ialfald lige saa gode som de moderne: »for at samle nye Indtryk og skaffe er det ialfald vist, at de gjorde deres Virkning, idet Directionen accepterede dem; thi dette var i den Tid tilstrækkeligt. Frederik den Sjette blandede aldrig en personlig Mening ind i denne Slags Sagers Afgjørelse, ligesaalidt som han tog Notice af Udenforstaaendes Forsøg paa Protection. Under Christian den Ottende blev Forholdet det omvendte; en klog Ansøger henvendte sig da bedst til Adler.

Man vil maaskee finde, at jeg her har dvælet for længe ved Bagateller, men man vil forstaae, at jeg tillægger dem nogen Vægt, naar jeg meddeler, hvorledes Andersens Betragtning af dem er blevet benyttet udenlands.

Efter en Omtale af »le Maanedsskrift , petit journal d’une critique aigre et morose, dont le conseiller Molbech dirtgeait les attaques« fremstilles Andersen som »désespéré, sur le point de grossir le martyrologe litteraire.« »Je ne saurai si je suis vraiment un poete que lorsque le tribunal de létranger se sera prononcé sur mes oeurres s’écria Andersen en se mettant sur les rangs pour obtenir une bourse de voyage; puis il alla — derniere humiliation — solliciter l’appui des principaux ecrivains de Copenhague. Tous repondirent a son appel et accordérent par leurs certificates tant de titres litteraires a l’enfant que l’on répudiait, qu’il lui arriva de ne voir dans ces témoignages d’estime si inattendus que la derniere aumone jetée a un malkeureux. Mais s’ il fuit le sol natal, faute de se sentir l’énergie nécessaire pour faire faqe a l’orage, sa pensée ne le rame’ne pas moins sur les rivages arides et au milieu des sombres forets de sa patrie! *)

*) Poétes et romanciers du Danemare par Ch. Rahl.

Forsaavidt man skulde betragte hans hyppigt forekommende Yttringer mod det Heibergske Huus som grundede i en Mistanke om, at han led nogen Forfølgelse derfra, da maa jeg bestemt benægte Rigtigheden heraf.

Sider:  1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32   33   34   35   36   37   38   39   40