Almene betragtninger om H.C. Andersen 2.
H.C. Andersen var familiens “søn”
Han blev behandlet som Søn af Huset; og fra denne Tid er, hele hans Liv igjennem, udenfor de daglige Smaabegivenheder Intet foregaaet i dette Familieliv, uden at han tog Deel deri. Jeg kan ikke sige, at han var særdeles skikket til at tage virksom Deel i vort Ungdomslivs Munterhed; thi ung eller rettere ungdommelig var han aldrig. Vi have alle ofte folt, at han led under dette Tryk.
Andersen som lysepuster !
Af alle Billeder af Andersen i de forskjellige Aldersperioder staaer næsten intet klarere for mig end Billedet af hans Personlighed fra denne første Tid. Jeg seer ham siddende ved det lange Bord ved en Familiefest; naar Lysene skulde pudses — og dette maatte jo skee hvert Øieblik, da vi i den Tid kun kjendte Tællelys — betragtedes Andersen som selvskreven til denne Forretning paa Grund af sin langstrakte Figur, der gjorde det muligt for ham, uden at forlade sin Plads, med sikker Haand “at behandle Lysene i en ofte utrolig Afstand.
Visesangen – bordsangen
I vor Familie spillede Bordsangen en fremtrædende Rolle ved festlige Leiligheder. Fra min Barndom erindrer jeg Viser af Rahbek og Oehlenschlæger; senere fik vi Bidrag fra Heiberg, Hertz, Chr. Winther, H. P. Holst o. Fl.; men Opfinderen af den egenlige Familievise, med dennes ubundne Skjemt, var Husets Svigersøn C. J. Boye. I dennes Spor gik, med meer eller mindre Held, Andersen, og senere, da dette ikke kunde forslaae, Andre af Familien, ogsaa jeg. Derfor hedder det i en af disse Viser:
Som Fuglens Sang fra Hækken
Her Glæden ofte lød,
Vor Glæde var som Bækken,
Den Bæk, som sagte flød.
Hver af os var en Kilde
Til Lunets muntre Elv;
Naar ingen Anden vilde,
Saa skrev vi Viser selv.
I hvilket Omfang denne Visefabrikation blev drevet, fremgaaer deraf, at der findes opbevarede 72 af Andersen og 124 af mig. Jeg tvivler om, at der er nogen af Andersens mange Viser, der egne sig til Offentliggjørelse ; de fleste vare skrevne til d. 6. Januar, min Faders Fødselsdag, fulde af dyb kjærlig Følelse for ham, men formløse — thi at file og afrunde var jo ikke hans Sag — og uden Munterhed. Naar han vilde slaae ind i den lystige Stiil, som passede til Stemningen hos os og maaskee allermeest hos min Fader, mærkede man altid, at det ikke var Aand af hans Aand. Jeg maa udtrykkelig bemærke, at dette kun gjelder hans Viser.
Sider: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40