Det Collinske Hus og H.C. Andersen (20)

Morsomheden og de komiske træk fra hverdagen

I den mundlige Samtale, hvor Ironien var med og hans Humor kunde gjøre sig gjeldende, kunde han være uforlignelig morsom. Jeg har aldrig kjendt Nogen, der saaledes kunde gribe et enkelt i og for sig ubetydeligt Træk og befrugte det med sit Lune, uden just at lade sig genere af Correctheden. Han havde næsten hver Dag en pudsig Fortælling om Et eller Andet, der var hændet ham; og man kan ikke undre sig over, at Commandeur Wulff engang efter saadan en Fortælling greb sig i Haaret og raabte: »det er Løgn, det er Djævlen gale mig Løgn, saadan Noget passerer jo aldrig os Andre« — en Scene, som Andersen gav meget morsomt. Han havde desuden et stort Forraad af Historier fra Skoletiden, især fra Meislings Huus; men de taale ikke at genfortælles, kun han kunde fortælle dem. Man maa have seet ham fortælle en Situation som den, da han i Tydskland gik ind i et Apothek og forlangte »Amerikanisches Oel«. Ingen forstod ham, men da han gjorde sig forstaaelig ved nogle Fagter, som en erfaren Læser selv vil kunne tænke sig, udbrød Personalet: »Ah, Ricin-Oel«.

Paa denne mærkværdige Evne til at opfatte den komiske Side ved dagligdags Smaabegivenheder , som gik os andre ubemærkede forbi, give hans Eventyr mange Beviser. I disse forstod han i en mærkelig Grad at benytte Smaatræk hos hans Omgivelser, og af saadanne har den Collinske Familie rundet mange fra sin egen Kreds. Jeg vil nævne nogle Exempler. Min Datter havde som Barn viist ham en Springgaas og spurgte ham da, om han troede, at den kunde springe saa høit som en Loppe. Samme Dag kom han igjen og oplæste sit Eventyr: »Springfyrene«. — Han forelæste for min Kone en Prolog, som han havde skrevet til et Carneval i Casino : hun havde en heel Deel Indvendinger mod den. Han gik da hjem for at skrive den om og kom igjen med en Omarbeidelse, i hvilken han havde indført som Talende en Madam Sørensen, hvem han havde lagt alle Indvendingerne i Munden. Jeg er den, som han personlig har været meest nærgaaende imod, idet han indfører mig som »Skyggen«, der vil gjøre sig vigtig; men det var jo kun Gjengjeld.

Det er ubegribeligt, men det er desværre sandt, at den ringe Omstændighed, at ogsaa jeg skrev Familieviser, har skaffet Andersen mange bittre Øieblikke og os ligesaa mange ubehagelige Scener. Da hans Pirrelighed netop i dette Forhold første Gang fremtraadte i sin fulde Skarphed, og da jeg har bestemt mig til at gjøre Situationen og hans Forhold til denne saa klar som mulig, kan jeg ikke undgaae at omtale denne Sag nærmere, uden Hensyn til, at jeg derved, meer end jeg kan ønske, indblander min Person i Fortællingen.

Andersen hader “ordspil”

Det maa da først bemærkes, at vi dengang levede i »Ordspillenes« Tid. Andersen kunde aldeles ikke gaae ind paa denne Genre; han drog sædvanlig nogle dybe Suk over dem, og allerede heri laae en Fristelse til flere Forsøg i denne Retning; vi vare jo meget unge. I mine Breve fra den Tid har jeg vist plaget ham meget dermed, som en Modvægt mod hans Sentimentalitet. Men i mine Viser var denne Legen med Ord Hovedingredientsen. Jeg skrev dem kun for at more min egen Familie i de korte Middagstimer, og jeg kjendte mit Publicum. Hvis det derfor er sandt, at »den Vise, som er vel hørt, er og vel qvædet«, da skulle de have denne Roes; og jeg har aldrig tænkt paa at fornærme den danske Literatur ved at indrangere dem i samme. Ligeoverfor min Familie har jeg kun havt Glæde af deres Modtagelse; men ligeoverfor Andersen maa jeg mindes de Ord: »Som den, der aflægger Klæder den Dag det er koldt, saa er den, som synger Sange for et Hjerte, der er ilde tilfreds«.

Andersens Humor og Vittighed kom aldrig til Udtalelse i hans Viser; de Løier, som kun refererede sig til det i Øieblikket Givne, kunde han ikke gaae ind paa; dertil var han for tung, han kunde ikke slaae Gjækken løs; hertil kom, at han savnede Lethed i Behandlingen af Sproget. Den solide Vittighed kan ikke concurrere med den luftige Spøg, som under Gildets Glæder maa opfattes øieblikkeligt uden forklarende Anmærkninger. Den blotte Klang maa tiltale; thi under Reflectionen ere vi allerede i den næste Linie. Jeg erindres herved om En af de mindre Indviede, der engang var tilstede, som ikke lo af det første Vers, før vi vare inde i det andet.

Sider:  1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32   33   34   35   36   37   38   39   40