H.C. Andersen: I Sverrig – XXIX. Svinene
Den kjære Charles Dickens har fortalt os om Svinet, og siden den Tid komme vi i Humeur ved blot at høre det grynte. Helgenen Sanct Antonius har taget det under sin Glorie, og tænker man paa »den forlorne Søn«, saa er man midt i Svinestien, og foran en saadan var det netop at vor Vogn holdt stille ovre i Sverrig. Ved Landeveien der, tæt op til sit Huus, havde Bonden Svinesti, og det en, som der neppe findes flere af i Verden, det var en gammel Stads-Karreet; Sæderne vare tagne ud af den, Hjulene skaffede bort, og saaledes uden videre stod den paa Maven, og fire Sviin vare lukkede ind i den; om disse vare de første der havde været der, kunde man ikke see, men at den var født til Stads-Karreet vidnede Alt om, lige til den Saffians Las, som hang fra Loftet og vidnede om bedre Dage. Det er sandt hvert evige Ord.
»Øh!« sagde det derinde, og Karreten klagede og knagede, det var jo en sørgelig Ende den havde taget. »Det er forbi med det Skjønne!« det sukkede den, det sagde den, eller det kunde den have sagt.
Vi kom her igjen om Efteraaret, Karreten stod her, men Svinene vare borte, de vare Herrer i Skoven. Regn og Rusk regjerede, Blæsten rev af Træerne alle Blade, og undte dem ikke Ro eller Hvile. Trækfuglene vare borte. »Det er forbi med det Skjønne!« sagde Karreten, og gjennem Naturen gik samme Suk, og fra Menneske-Hjertet klang det:
»Det er forbi med det Skjønne! med den deilige grønne Skov, med det varme Solskin og Fuglenes Sang, forbi! forbi!«
Det sagde det, og det knagede i Stammerne af de høie Træer, og der hørtes et Suk, saa inderligt dybt, et Suk, lige fra Hjertet af den vilde Rosenbusk, og den der sad der, det var Rosenkongen; kjender Du ham! han er bare Skjæg, det deiligste rødgrønne Skjæg; han er god at kjende. Gaae hen til de vilde Rosenhækker, og naar i Høsten alle Blomster ere borte, og kun de røde Hyben staae tilbage, see man tidt mellem disse en stor rødgrøn Mosblomst, det er Rosenkongen; der groer ham et lille grønt Blad ud af Toppen, det er hans Fjer, han er paa Rosenbusken det eneste Mandfolk af sin Slags, og ham var det der sukkede.
»Forbi! forbi! – det Skjønne er forbi! Roserne ere borte, Træernes Blade falde af! her er vaadt, her er raat! Fuglene, som sang, tie stille, Svinene gaae paa Olden, Svinene ere Herrer i Skoven!«
Det var kolde Nætter, det var graa Dage, men Ravnen sad paa Grenen og sang alligevel: »bra’, bra’!« Ravn og Krage sad paa den høie Green; de have stor Familie, og alle sagde de »bra’, bra’!« og Mængden har jo altid Ret.
Under de høie Træer i Huulveien var der stor Søle, og her laae Svineflokken, Store og Smaa, de fandt Stedet saa mageløst;»oui! oui!«sagde de; mere Fransk kunde de ikke, men det var jo altid noget. De vare saa kloge og saa fede!
De Gamle laae stille, for de tænkte; de Unge derimod vare saa vimse, de havde ingen Ro paa sig; een lille Griis havde Krølle paa Halen, den Krølle var Moderens Glæde, hun troede, at Alle saae paa Krøllen og tænkte kun paa Krøllen, men det gjorde de ikke, de tænkte paa sig selv og paa det Nyttige, og paa hvad Skoven var til. Altid havde de hørt, at den Olden, som de aad, voxte paa Roden af Træerne, og altid havde de derfor rodet der, men nu kom en lille Een, for det er altid de Unge der komme med det Nye, han paastod, at Olden faldt ned fra Grenene, han havde selv faaet een lige paa Hovedet, og det havde givet ham Ideen, saa havde han gjort Iagttagelser, og nu var han ganske vis i sin Sag. De
Gamle stak Hovederne sammen, »øh!« sagde Svinene, »øh! Stadseriet er forbi! Qvidderiet af Fugle er forbi! Frugter vil vi have! hvad der kan ædes, det duer, og vi æde Alting!«
»Oui! oui!«sagde de Allesammen.
Men Svinemoderen saae paa sin lille Griis med Krøllen paa Halen. »Man maa ikke glemme det Skjønne!« sagde hun.
»Bra’, bra’!« skreg Kragen, og fløi ned for at blive ansat som Nattergal; een skulde der jo være, og saa blev Kragen strax ansat.«
Der var vaadt, der var graat, der var Kulde og Blæst, og gjennem Skoven og hen over Marken pidskede Regnen som lange Vandtaager. Hvor ere Fuglene, som sang, hvor ere Blomsterne paa Engen og de søde Bær i Skoven? Forbi, forbi!
Da skinnede der et Lys fra Skovhuset, som en Stjerne tændtes det og kastede sin lange Straale ud mellem Træerne; der lød en Sang derinde fra; deilige Børn legede der om den gamle Bedstefader, han sad med Bibelen paa Skjødet og læste om Gud og det evige Liv, og talte om Vaaren, der atter vilde komme, talte om Skoven, der skulde grønnes paany, Roserne, der vilde blomstre, Nattergalene, der vilde synge, og det Skjønne der igjen skulde sidde paa Høisædet!«
Men Rosenkongen hørte det ikke, han sad i det vaade, kolde Veir og sukkede: »forbi, forbi!« – –
Og Svinene vare Herrer i Skoven, og Svinemoder saae paa sin lille Griis og hans Krølle.
»Der bliver altid Nogen, som har Sands for det Skjønne!« sagde Svinemoder.
Afsnit: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.