H.C. Andersen: I Sverrig – XI. Stockholm

H.C. Andersen: I Sverrig – XI. Stockholm

Vi kaste Runer her paa Bladet, og fra den hvide Grund hæver sig for dig Billedet afBirger Jarlssexhundredaarige Stad.

Runerne trille! seer Du. I den hvidgraa Morgentaage komme skovgroede Klipper tilsyne; talløse Skarer af vilde Fugle bygge trygt deres Rede her, hvor Mälarens søde Vande styrte sig i Saltsøen. Vikinge-Skibet kommer; i Stavnen staaer KongAgne, han bringer som Bytte den finske Kongedatter. Egetræet hvælver sig her over deres Brudekammer; Egetræet bærer ved Daggry Kong Agne, hængt i sin lange Guldkjæde; det er Brudens Værk, og Skibet seiler bort igjen med hende og de frelste Finlændere.

Skyerne jage forbi, Aarene som de.

Jæger og Fisker reiser sig en Hytte; – den staaer igjen forladt her, hvor kun Søefuglene have hjemme; hvad skræmmer saa disse talløse Flokke? Maage og Vildand flyve skrigende om, der hamres og pæles,Olof Skjødkonning lader store Bjælkestokke bore ned i Grunden, stærke Jernkjæder fæstes hen over Strømmen: »fangen est Du Olof Haraldsson *, fangen med Skibe og Mandskab, hvormed Du hærgede Kongestaden Sigtuna, ei slipper Du ud fra den tillukte Mälarsøe!« Det er een Nats Værk kun; den samme Nat, da Olof Haraldssonmed Jern og med Ild sprænger sig Vei i den haarde Grund; før Dagen gryer vælter sig der Mälarens Vande; gjennem det skaarne Kongedyb i Øst seilede den norske Prinds Olof bort. Bjælkestokkene, hvor Jernkjæderne hænge, maa bære

* Siden kaldet Oluf den Hellige.

Forskandsninger; Borgerne fra det nedbrændteSigtunareise sig et Bolværk her, og paa Stok-Holmenbygge de sig deres ny, lille By.

Skyerne gaae, Aarene gaae. Seer Du, hvor Gavlene voxe, der kommer Castel og »Kärna«.Birger Jarlgjør Stockholm-Byen til Fæstning, Vagten staaer med Piil og Bue deroppe paa Muren, speider over Sø og Fjord, overBrunkebergSand-Aas. Derhenne, hvor Aasen skraaner fra Rørstrands-Søen bygges ClaraKloster, og mellem det og Byen voxer der en Gade, der voxe flere, en udstrakt Stad, snart Partiernes Kampplads, hvor Ladulås’s Sønner plante Banneret, og hvor tydske Albrechts Svende brænde Svenskerne levende inde. Stockholm er dog Rigets Hjerte, det veed de Danske nok, det veed de Svenske, og der er Strid og blodig Kamp. Blod flyder for Bøddelhaand, Danmarks Christian den Anden, Sverrigs Bøddel, staaer paa Torvet – -! ruller I Runer! see, hvor paa Brunkebergs Sandaas, hvor den svenske Almue beseirede den danske Hær, Maistangen reises, det er Midsommer-Aften, Gustav Wasa holder sit Indtog i Stockholm. Om Maistangen voxer op Frugt- og Kaal-Haver, Huse og Gader, de svinde i Flammer, de reise sig igjen; det skumle Castel med »Kärnan« forvandles til et Slot, og Staden staaer prægtig med Taarne og Vindelbroer; paa Sandaasen voxer en By for sig, paa Klipperne mod Syd voxer frem en tredie; de gamle Mure falde paa Gustav Adolfs Bud, de tre Byer ere een, udstrakt og stor, malerisk broget med gamle Steenhuse, Træboder og græstagede Hytter, Solen skinner paa Taarnenes Messingkupler; en Skov af Master ligger i den sikkre Havn.

Fra Versailles sminkede Guddom gaae Skjønheds-Straaler ud i Verden, de naae til Mälarens Strande ind i Tessins Slot, hvor Kunst og Videnskab bydes til Gjæst hos Kongen,Gustav den Tredie; støbt i Malm staaer hans Billed ved Stranden foran det prægtige Slot. Det er i vore Dage, Akasien skygger over Slottets høie Terrasse, paa hvis brede Rækværk Blomster prange i saxisk Porcellain; brogede Silkegardiner hænge halv ned for de store Glasvinduer, Gulvene ere bonede glatte som et Speil, og under Buen hist, hvor Roserne voxe mod Muren, lever evig i Marmor Grækenlands Endymion; som Æresvagt staaer her Fogelbergs Odin, Sergells Amor og Psyche.

Vi stige ned af den brede Kongetrappe; foran den, hvor fordum Olof Skjødkonning spændte Jernkjæder over Mälarens Løb, er nu en prægtig Bro med Boutiker foroven og »Strømparterren« forneden; just derhen styrer det lille Dampskib »Necken«, opfyldt med Passagerer fra Djurgården til »Strømparterren.« Og hvad er »Strømparterren?« Det er i Smaat, i meget Smaat, Stockholmernes Villa reale, vil Neapolitaneren sige; det er i Smaat, i meget Smaat, Stockholmernes »Jungfernstieg,« vil Hamborgeren fortælle. Det er en ganske lille, halvcirklet Ø, hvorpaa Broen støtter sine Buer, en Have fuld af Blomster og Træer; man seer fra Broens høie Brystværn ned over den. Damer og Herrer spadsere om dernede; Musikanter spille, Familier sidde i Grupper og nyde Forfriskninger i de hvælvede Haller under Broen, og see mellem det Grønne ud over det aabne Vand, til Huse og Gaarde, men ogsaa til Skov og Klipper; man glemmer, man er midt inde i Byen.

Det er Broen her, som forbinder Stockholm med Norrmalm, hvor største Delen af den fornemme Verden boer i to lange, berlineragtige Gader; dog af alle de store Huse ville vi kun besøge eet, og det er Theatret.

Vi gaae ind paa Scenen selv, den har historisk Betydning. Her ved første Coulisse fra Lamperækken tilhøire, idet vi see ned mod Tilskuerpladsen, blevGustav den Trediemyrdet paa Maskeraden; der over i det lille Værelse, tæt ved Scenen, blev han bragt, medens alle Udgange besattes, og de brogede Skikkelser, Harleqviner, Polichineller, Vildmænd, Guder og Gudinder, med aftaget Maske, blege og forfærdede knugede sig sammen; den dandsende Ballet-Farce var blevet en virkelig Tragedie.

Dette Theater varJenny LindsBarndomshjem; her har hun, som lille Pige, sunget med i Choret, her er hun først fremtraadt og opmuntrende hilset som Barn; her har hun fattig og sorrigfuld, da Stemmen forlod hende, udgydt Taarer, opsendt fromme Bønner til sin Gud; herfra fløi Nordens Nattergal ud over Landene og forkyndte Kunstens Reenhed og Hellighed. Hvor det er smukt, fra Vinduet heroppe at see ud over Vandet til Strømparterren, til det store, prægtige Slot, til Ladugårdslandet med de store Caserner, til Skibsholmen og Klipperne, der stige steilt op af Vandet med Sødermalms Haver, Landsteder, Gader og Kirkekupler mellem grønne Træer. Skibene ligge derhenne, saa mange og saa tætte, med vaiende Flag. Det Skjønne, som en Digters Øie seer, maa Verden ogsaa see; ruller I Runer! Der staaer den hele brogede Udsigt, en Regnbue spænder sig som Ramme derom. See dog! det er Solnedgang, det graaner over Sødermalm, det Graa bliver mere og mere mørkt, en beegsort Grund, og paa den staaer en dobbelt Regnbue; Husene ere bestraalede af et saa stærkt Sollys, at Væggene synes et Transparent; de nys udsprungne Linde i Haverne træde frem som frisk, ung Skov; fra de gothiske Bygninger paa Øen skinne de lange, smalle Vinduer, som ved en festlig Illumination, og mellem de mørke Graner falder fra Ruderne bagved et Skin, i tusinde Flammer, som om Træerne stode med blussende Julelys; stærkere og stærkere blive Regnbuens Farver, Grunden mere og mere sort, og de hvide Maager flyve solbelyste forbi. Regnbuen sætter sin ene Fod høit oppe paa Sødermalms Kirkegaard. Hvor Regnbuen berører Jorden ligge Skatte begravne, siger Folketroen. Regnbuen støtter sig paa en Grav deroppe, Stagnelius hviler her, Sverrigs herligste Sanger, saa ung og saa ulykkelig; og i samme Grav er Nicander lagt, han som sang om Kong Enzioog om»Lejonet i öknen«*,

* »Løven i Ørkenen«.

sang med blødende Hjerte; det friske Drueblad kjølede Vunden og dræbte Sangeren. Fred med Støvet, Sangene leve evigt! Vi gaae til Eders Grav, hvor Regnbuen peger. Herligt er Skuet deroppe. Terrasseformigt løfte sig Husene i de brolagte, steile Gader; gjennem smalle Gyder, op ad Bjælketrapper, kan Fodgjængeren forkorte sig Veien, og altid Nedsigt og Udsigt til Vand, Klipper og Grønt. Her er smukt at boe, her er sundt at boe, men det er ikke fornemt, som ved Brunkebergs Sandaas; dog det bliver det nok! paa Sødermalms Klippegrund skal engang Stockholms»Strada Balbi«rejse sig.

Vi staae heroppe. Hvilken anden Verdens By har en bedre Udsigt over den salte Fjord, over den friske Sø, over Taarne, Kupler, sammendyngede Huse og et Slot, som Kong Enzio selv kunde have bygget det, og rundt derom de sorte, alvorlige Skove med Ege, Gran og Fyr, saa nordisk, drømmende i den synkende Sol. Det er Dæmring, det bliver Nat, Lysene tændes i Byen dernede, Stjernerne tændes paa Himlen deroppe, og høit mod Stjernegrunden løfter sig Taarnet fra Ridderholms-Kirken, Stjernerne skinne derigjennem; det er som af Kniplinger, men hver Traad er af støbt Jern og bjælketyk.

Derned, derind gaae vi i den stille Aften. En Aandeverden hersker herinde. See, i de hvælvede Gange sidde paa træudhugne Heste Rustninger, der engang bares af Magnus Ladulås, Christian den Anden, Carl den Niende. Tusinde Faner, der engang vaiede under Spil og Klang, under Pilekast og Kanontorden, smuldre her; i lange Laser hænge de fra Stangen, og Stænger ligge henkastede hvor Fanerne længst ere blevne Støv. Indenfor disse Mure blunde i Sølv- og Kobberkister næsten alle Sverrigs Konger. Fra Alterets Gang sees gjennem den aabne Gitterdør ind imellem opstablede Trommer og ophængte Faner; her gjemmes en blodig Kjortel, og i Kisten smuldrer Gustav Adolph. Hvo er den døde Gjenboe i Capellet tvers ovre i Kirkens anden Sidegang? Der bag Glaslaag ligger en gjennemskudt Klædning, paa Gulvet et Par tunge, tykke Støvler, – de tilhørte Heltekongen, Vandreren, hvis Rige nu er denne snevre Kiste, Carl den Tolvte.

Hvor her er helligt under disse Hvælvinger! Aarhundreders Mægtige samledes her, forgjængelige som de mølædte Faner, stumme og dog saa talende. Og udenfor rører sig Livet; Verden gaaer sin gamle Gang; Slægter skifte i de gamle Huse, Husene skifte, men altid er dog Stockholm Sverrigs Hjerte, Birgers Stad, hvis Aasyn bestandig forynges, bestandig forskjønnes.

Afsnit:  1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24  25   26   27   28   29   30

Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.