H.C. Andersen: I Sverrig – XXI. I Skoven

H.C. Andersen: I Sverrig – XXI. I Skoven

Vi ere et langt Stykke over Elven, vi have forladt Kornmarkerne og ere netop komne ind i Skoven, hvor vi holde ved det lille Vertshuus, som til Midsommersfest er pyntet over Dør og Vinduer med grønne Grene. Hele Kjøkkenet er pyntet med Birk og blomstrende Rønnebærgrene; Knækkebrødet hænger paa lange Stænger under Loftet, Skovørkenens Manna svæver over Hovedet paa den Gamle, som just staaer og skurer sin Messingkjedel blank. Skjænkestuen, hvor Bønder sidde og svire, er ligesaa stadselig pyntet med Grønt. Midsommer reiser overalt sin Løvhytte, dog størst er den i Skoven selv; milevidt strækker den sig, milevidt gaaer vor Vei der, uden at vi øine et Huus eller mueligt møder Kjørende, Ridende eller Gaaende. Kom! Holdkarlen spænder friske Heste for Vognen, kom med ind i den store Skov-Ørk, vi have jevn, banet Vei at fare, Luften er sommervarm, og Duft af Birk og Linnéa. Det gaaer Bakke op og ned, altid i Bugter og derved i Afvexling, men dog altid Skoven, den tætte, tykke Skov; vi komme forbi smaa Søer, de ligge saa dybe og stille, som om de gjemte Natten og Søvnen bag deres mørke Glasflade. Nu ere vi ved en Skovslette, hvor rundt omkring kun staae forkullede Træstubbe oven over Roden; sort, afbrændt og øde er den lange Strækning, ikke en Fugl sees flyve hen derover. Nu hilses vi igjen af høie Hænge-Birke; et Egern springer legende over Veien og op ad Træet; vort Øie speider hen over den skovgroede Bjergside, der saa langt, langt, skraaner opad, men der øines endnu intet Huus, intetsteds stiger den blaalige Røgsky, der viser, at her findes Mennesker. Solen skinner varm, Fluerne dandse om Hestene, sætte sig paa disse, flyve igjen op, dandse for paany at hvile og sidde stille, de tænke maaskee da: »nu gaaer det ikke mere fremad, der er ingen Bevægelse, vi sidde jo stille!« de tænke som mange Mennesker tænke, og huske ikke, at Tidens Heste altid flyve frem med os! Hvor her er eensomt! velsignet eensomt! man er saa deiligt ene med Gud og sig selv. Som Sollyset strømmer hen over Jorden og over de udstrakte, eensomme Skove, saaledes strømmer Guds Aand over Mennesket og ind i Mennesket. Ideer og Tanker udfolde sig fra Sjælens Dyb, det uendelige, uudtømmelige, som han er det, som Magneten, der tildeler Jernet af sine Kræfter, og selv ingen mister derved. I Skovnaturen her, paa den lange, eensomme Vei gjennem den bliver der just Færdsel paa Tankens Landevei gjennem vort Hoved. Underlige, rige Caravaner drage forbi fra Digternes Værker, fra Erindringens Hjem, og nye, som Øieblikkets Omgivelse føder. Der komme fromme Barneprocessioner med vaiende Faner og glade Sange; der komme dandsende Mænader, Blodets vilde Bacchanter. Solen brænder hedt her i den aabne Skov, det er som om Sydens Sommer havde lagt sig her op i nordisk Skov-Eensomhed, udsøgt sig en Skovdal, hvor den hviler paa Solens hede Straaler og sover; derfor denne Stilhed, som var det Nat, ingen Fugl høres, ingen Green rører sig? Hvad drømmer Sydens Sommer her oppe i Nord mellem Graner og duftende Birke? I Oldtids-Skrifter fra Sydens classiske Jordbund meldes der Sagn om mægtige Feer, som i Svaneham fløi op mod Norden, til Hyperboreernes Land, »oven om Nordenvinden,« deroppe i de stille, dybe Søer badede de sig og vandt forynget Skikkelse. Vi ere i Skoven her ved disse dybe Søer, vi see Svaner i Flok flyve hen over os, svømme paa de stride Elve og paa de stille Vande. Mod Vest og mod Nord strækker sig Skoven, altid større, altid tættere; Kjøreveiene slippe, og kun til Hest kommer man didhen ad den eensomme Sti til Grændsen. – Sagn om »Digerdødens Tid« rinder her i Tanken*,

* 1350.

da Pesten drog gjennem Landene, og forvandlede dyrkede Marker og Byer, hele Sogn til Vildmark og Skov. Forladt og glemt, overvoxet med Mos, Græs og Buske stode, i Aaringer, Kirker dybt i Skoven, Ingen vidste om dem meer, indtil i et nyt Aarhundred en Jæger forvildede sig hid, hans afskudte Piil faldt tilbage fra den grønne Muur, hvis Mos han løsnede, – og Kirken var fundet. Skovhuggeren fældede Ved, hans Øxe slog mod den overgroede Klippevæg, og den gav efter for Slaget; Fyrreplankerne faldt, og en Kirke fra »Digerdøden« var fundet, atter skinnede Solen klart gjennem Dør og Vindues-Aabning ind paa Messingkronen og Alteret; hvor Nadverkalken endnu stod. Gjøgen kom og satte sig og kukkede: mange, mange Aar skal Du leve.

Skovensomhed, saadanne Billeder opruller Du her for Tanken. Skovensomhed, gjennem dine hvælvede Sale drager Folket med Qvæg og Huusgeraad, nu ved Sommertid; Børn og Gamle drage til den eensomme Græsgang, hvor Echoet boer, hvor Folkesangen springer frem, som den vilde Bjergblomst.

Lifligt de synge:
Klang! sade bjälla
Långt bort i fjella;
Der gal göken,
Der vexer löken,
Der springer svala,
Der är godt att vara,
Dit ska’ vi fara!*

* Melodien til denne og flere Sange fra Dalarne findes iSvenska vallvisar och hornlatar, utgifna af Richard Dybeck 1846.

Seer Du Toget! mal det om Du kan. Den brede Pindevogn, høit belæsset med Kister og Tønder, med Stol og med Krukke; den blanke Kobberkjedel og Tinfadet skinner i Solen. Øverst paa det hele Læs sidder den gamle Mormo’er og holder paa sin Spinderok, der slutter Pyramiden. Fader kjører Hesten, Moder bærer paa Ryggen det mindste Barn, syet ind i et Skind; Skridt for Skridt gaaer Toget; Qvæget drives af de halvvoxne Børn, de have stukket een af Køerne en Birkegreen mellem Hornene, men den synes ikke stolt af denne Pynt, den gaaer i samme stille Gang som de Andre, og slaaer med Halen efter de næsvise Fluer. Bliver Natten kold paa den eensomme Græsgang, da er her Ved nok, Træet falder af sig selv, det falder af Ælde og ligger og raadner derinde. Men vogt Baalet vel, frygt Ildaanden i Skovørkenen; han kommer fra det ikke slukkede Baal, han kommer fra Tordenskyen, ridende paa den blaa Lynstraale, der tænder Jordens tykke tørre Mos; Træer og Buske tændes, Flammen slaaer fra Træ til Træ, det er som et Snefog af Ild, Luen flyver op i Toppen af Træerne, hvilken Knagen og Brusen, som var det Havet i sin Gang. Fuglene flyve i Skarer op og synke ned qvalt af Røgen; Dyrene flygte, eller brændes op omspændte af Ilden. Hør deres Skrig! Ulvens og Bjørnens Skrig, kan Du kjende det. Kun Vindstille, Regndage og Skovsletterne selv mægte at begrændse Ildhavet; den brændte Skov staaer da forkullet i sorte Stammer og sorte Stubbe, som vi saae det her i Skoven ved den brede Hovedvei; paa denne holde vi os, men slettere og slettere bliver den, og er egentlig slet ikke Vei, den bliver først til nu; store Stene ligge halv udgravede hvor vi kjøre, store Træer ere omkastede og netop faldne hvor vi skulle frem; vi maae af Vognen, Hestene spændes fra; Bønderne hjælpe med at løfte og skyde Vognen over Grøfter og ubanet Sti. Solen skinner ikke mere, der falder enkelte Regndraaber, og snart er det en jevn Regn, – men hvor Birken dufter derved! Der er i Afstand reist Hytter af løse Træstammer og friske, grønne Grene, og inde i hver brænder en stor Ild; see, hvor den blaa Røg hvirvler gjennem det grønne Løvtag, Bønder staae derinde i Arbeide, hamre og smede; der synges iblandt:

»Stackars du min gosse,
Som uti skogen står!
Åh, utan skor och tofflor!
Det går väl, som det går.«

Hist holdes Maaltid, her er man ifærd med at lægge en Mine for at sprænge Klippestykket; – – og stærkere og stærkere falder Regnen, og prægtigere dufter Gran og Birk.

Det er deiligt i Skoven!

Afsnit:  1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24  25   26   27   28   29   30

Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.