H.C. Andersen: I Sverrig – XXVII. Billeder i det Uendelige
Ja, Billeder i det Uendelige, en Rigdom af Skjønhed er der i Verden om os, og det selv i det Smaa, i det øieblikkeligt Forsvindende,det, som Mængden slet ikke agter paa.
Vanddraaben fra den stillestaaende Vandpyt har en heel levende Verden i sig, men Døgnets Draabe af Hverdagslivet har ogsaa i sig en Verden af Billeder i Skjønhed og Poesi, luk bare dit Øie op for den.
Seeren, Digteren skal pege hen herpaa, og ligesom synliggjøre den med Mikroskopets Klarhed og Bestemthed, og da vil ogsaa Mængden see den, og siden paa sin egen Livsvandring selv blive den vaer, og som Seende glæde sig, thi Livet er ligesom blevet rigere – rigere paa Skjønhed.
Det stillestaaende Huusliv har sin Billed-Rigdom, hvad maa da ikke Reiselivet have den! selv der, hvor det kaldes trivielt, Billed ved Billed i det Uendelige opruller dog, om endogsaa Alt kun i det Smaa, i det meget Smaa, manglende alle store Momenter, dem man kalder Begivenheder, Landskaber, historiske Grupper, kort Blomsterne i Reise-Guirlanden; men denne selv er der dog – og af den ville vi give lidt, af dette Bladgrønne, disse i hinanden glidende Smaabilleder, der komme og forsvinde, poetisk hver, malende hver, og dog ikke nok til at stilles ene paa Staffeliet for at beskues.
En Times Tid fra Reisen give vi, een af de Timer, hvor, det kan der ogsaa siges, der egentligt ikke passerede noget, ingen
Ting var at see, til at fortælle om, det var – ligesom gjennem Skoven hen ad Landeveien.
Intet at fortælle og dog saa meget.
Tæt ved Veien var en høi Banke, overgroet med Enebærbuske; de ligne i deres friske Tilstand Cypressen, men her vare de alle visne, og havde aldeles Farve som Mephistopheles’s Haar; forneden myldrede der med Sviin, magre og fede, smaa og store; midt paa Banken stod Svinehyrden, laset og barfodet, men med en Bog i Haanden, han var saa fordybet i Læsningen, at han ikke engang saae op da vi kjørte forbi; maaskee en kommende Lærd, for de kommende Tider.
Vi kjørte forbi en Bondegaard, og netop idet vi kom forbi den aabne Port og saae ind til Hovedbygningen, hvis Tag var af Græstørv, og hvor en Mand laae ovenpaa og pudsede af, blev et lille Træ, som vist i et Par Aar havde voxet paa Taget, hugget om; vi fore forbi lige i det at Øxen blinkede i Solen, og det lille grønne Træ faldt.
I Skoven var hele Jorden overvoxet med Lilieconvaller, der blomstrede og duftede, det var næsten bedøvende. Solstraalerne faldt stærkt mellem nogle høie Fyrretræer, netop ned paa en Ædderkops colossalt udspændte Væv, hvori alle Traadene, der paa langs og paa tværs med mathematisk Nøiagtighed nærmede sig hverandre, glindsede som fine Prismer; midt i sit svævende Slot sad, fed og fæl, Ædderkoppen selv. Hexen i Skoven var det, skulde vi sætte det i et Eventyr.
Vi kom til Vertshuset; der var uordentligt inde og ude, Alt var paa urette Plads. I Stuen havde Fluerne saaledes gjødet de hvidkalkede Vægge, at de kunde gjælde for malede; Meublerne vare invalide og med Støv, tykt nok til Overtræk. Landeveien udenfor gik op i bare Mødding og over den løb Husets Datter, ung og velskabt, hvid og rød og paa bare Been, men med store Guldringe i Ørene; Guldet skinnede i Solen mod de blomstrende røde Kinder; hendes hørgule Haar havde løst sig og hang om den smukke Skulder. Havde hun vidst sin egen Deilighed, saa havde hun bestemt vadsket sig!
Vi gik hen af Veien, der laae et Huus, hvidtet og venligt, ganske Modsætning til Gaarden. Døren stod aaben; derinde sad en ung Moder og græd ved sit døde Barn; der stod en ganske lille Dreng ved Siden af hende, den Lille saae med kloge, spørgende Øine paa Moderen, aabnede de smaa Hænder, i hvis Huulhed han skjulte en lille Sommerfugl, han havde fanget og bragt; og Sommerfuglen fløi hen over det lille Liig; Moderen saae paa den og smiilte, hun forstod vist Tilfældets Poesi. Og Hestene vare spændte for og Vognen rullede med os, og Billed paa Billed rullede op, i Skoven, paa Veien, og i Tanken med, Billeder i det Uendelige!
Afsnit: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.