H.C. Andersen: I Sverrig – XXIII. Fahlun
Vi vare endelig ude af Skoven, og saae foran os en By i tyk Røg-Omhylling, som de fleste engelske Fabrikbyer vise sig, men her var Røgen grønlig, det var Staden Fahlun. Veien gik nedad mellem store Banker, blevne til af det fra Smelteovnene bortkastede Affald, der seer ud som udbrændt størknet Lava; ingen Spire var at see, intet Græsstraa pippede frem ved Veikanten, ingen Fugl fløi forbi, en stærk Svovllugt, som mellem Kraterne i Solfatara, fyldte Luften. Kirkens Kobbertag skinnede med irret Grønt; lange, lige Gader aabnede sig, dødsstille var her, som om Sot og Syge laae inde i disse mørke Træhuse, og skræmmede Beboerne fra at komme ud; dog Sot og Syge komme her kun til enkelt Mand. Da Pesten rasede i det svenske Land, tyede de Rige og Mægtige just her til Fahlun, hvis svovlfyldte Luft var den eneste sunde. Et okkerguult Vand løber som Bæk mellem Husene, der af Røgen fra Gruber og Smelteovne have faaet en egen Farvetinte, selv ind i Kirken er Kobberrøgen trængt; de slanke Kirkepiller ere mørke af den. Det var tilfældigviis Tordenveir, da vi kom; men dette Bulder og disse Lyn passe just til ByenFahlun, der viser sig, som om den var reist paa Randen af et Krater.
Vi gik ud til Kobbergruben, der giver hele Egnen Navn af»stora Kopparberget«; dets Rigdom blev efter Sagnet opdaget ved, at to Geder, der stangedes, stødte mod Jorden med Hornene, og fik da Kobberærts paa dem. Fra den eensomme okkerrøde Gade kom vi derud mellem de høie Dynger af udbrændt Affald og Steenbrokker, der ere voxede til hele Volde og Høie. Fra Smelteovnene skinnede Ilden i grønne, gule og røde Tunger under en blaagrøn Røg; halvnøgne, sortsmurte Karle væltede store, glødende Ildmasser, saa Gnisterne fygede rundt om. Man kom til at tænke paa Schillers »Gangen til Jernværket«. Fra de opkastede Dynger, hvor Ilden nedenfra var i fuld Virken, væltede den tykke Svovlrøg; Vinden drev den tvers over Veien hvor vi skulde frem. I Røg, og gjennemtrukket af Røg, ligger Bygning ved Bygning, men underligt kastede mellem hverandre; Jord- og Steendynger, som var det ufuldførte Forskandsninger, strække sig rundtom, Stilladser og lange pludseligt afbrudte Træbroer, vare reiste der. Store Hjul dreiede sig, lange Toug og Jernkjæder vare i en bestandig Bevægelse. Og vi stode foran et uhyre Svælg,»stora Stöten«kaldet; før var det i tre Dele, men det styrtede sammen; nu seer denne mægtige Sænkning ud, som en stor Dal; de mange Aabninger dernede ind til Schachterne see ovenfra ud som Jordsvalens sorte Redehuller i Leerskrænterne. Der laae et Par Træhytter dernede. Nogle Fremmede i Bjergmandsdragten med deres Fører kom frem paa Bunden, hver med den tændte Fyrrespaan, og forsvandt igjen i et af de sorte Huller. Inde i mørke Træhuse, hvor tætved store Vandhjul dreiede, kom fra svimlende Svælg, fra smalle, dybe Brønde nogle af Arbeidsfolkene; de stode i deres Træsko, to og to, paa Randen af Tønden, der, hængende i stærke Jernkjæder, heisedes op. Syngende og svingende Tønden til alle Sider kom de nok saa lysteligt. Vanen gjør forvoven. Man fortalte, hvorledes tidt een og anden, under Opfarten, traadte af Kaadhed ud af Tønden og satte sig mellem de løse Stene paa det fremspringende Klippestykke, medens der dybt dernede blev skudt og sprængt saa det rystede efter, og Stenene rundt om ham ramlede ned; varede man da den Forvovne, da havde han til Svar den sædvanlige Vittighed her: »Jeg har jo aldrig slaaet mig ihjel før!«
I enkelte Schachter stiger man ned ved et Maskineri, bestaaende af to lige for hinanden stillede Jerntrapper, der vexelviis bevæge sig op og ned, saa at man ved at træde over paa det opadstigende Trin til den ene Side og derpaa over paa det andet idet det gaaer i Veiret, bestandig løftes opad; ved at gaae paa de nedad synkende kommer man saaledes ogsaa efterhaanden til Bunden. Det er meget let, blev der sagt, man maa kun stige rask til, at ikke Foden kommer imellem og bliver knust, og saa maa man huske paa, at her ikke er Rækværk, og lige udenfor er den dybe Afgrund, som man kan styrte i. – Den dybeste Schacht har lodret Dyb af over hundrede og halvfemsindstyve Favne; her er iøvrigt slet ingen Fare, siges der, man maa kun ikke være svindel, og ikke være angest. Med en brændende Fakkel steg en af Stigerne ned, Flammen belyste den mørke Fjeldvæg, og blev lidt efter lidt et svagere Skjær kun, der snart forsvandt. Man fortalte os, at et Par Dage forud havde fem, sex Skoledrenge listet sig herind, og fundet Morskab ved, i Bælmørke at stige fra Trin til Trin paa disse ligesom levendegjorte Stiger; men tilsidst vidste de ikke ret op eller ned, og havde da begyndt at raabe og skrige om Hjelp; de slap da lykkeligt den Gang.
Ved en af de store Aabninger, »Fedt Mads« kaldet, findes rige Kobberminer, men som endnu ikke ere rørte; en stor Bygning staaer der ovenpaa; her i Svælget var det, 1719, at man fandt Liget af en ung Bjergmand, der syntes at være faldet ned samme Dag, saa uforandret saae han ud, men Ingen kjendte ham; da traadte en gammel Kone til, og brast i Graad; den Døde var hendes Brudgom, som for ni og fyrgetyve Aar siden var forsvundet; hun stod rynket og gammel, han var ung, som da de sidste Gang mødtes*.
* I en anden Grube fandt man 1635 en Død, af friskt Udseende, næsten som en Sovende, men hans Klædning og de gamle Kobbermønter, der fandtes hos ham, vidnede om, at det var 200 Aar siden han her omkom.
Vi gik til»Væxthuset«, som det kaldes, hvor Vitriolen sættes. Som lange Stykker græsgrønt Sukker voxte den om lange Pinde, der staae ned i det kogende Vand. Dampen var ætsende stærk, Luften herinde lagde sig paa vor Tunge, det var ligesom om man gik med en irret Skee i Munden. Det var ordentlig en Forfriskning at komme ud igjen i den fortyndede Kobberrøg under aaben Himmel.
Ligesaa dampende, udbrændt og væxtløs som Grube-Egnen er paa denne Side Byen, ligesaa forfriskende, grønt og frodigt er det paa den modsatte Side af Fahlun; høie løvfulde Træer voxe tæt op til de yderste Huse. Man er strax i den friske Gran- og Birkeskov ud til Søen og til de fjerne, blaanende Bjerghøider vedSäther. OmEngelbrechtog hans Dalkarles Daad, omGustav Wasaseventyrlige Vandring kunde Folket der fortælle dig og vise dig Minder. Men vi blive her i den røgindhyllede By, med de stille Gaders mørke Huse. Det var næsten Midnat, da vi endnu gik her og kom over Torvet; der var Bryllupsfest i et Huus, og en stor Skare Mennesker stod udenfor, Qvinderne nærmest, Mændene lidt mere tilbage. Efter gammel svensk Skik raabte de Brud og Brudgom frem, og de kom, de turde ikke andet; Brudepigerne med Lys i Hænderne stode paa hver Side. Det var et heelt Tableau: Bruden med nedslagne Øine, Brudgommen smilende, og de unge Brudeterner leende over hele Ansigtet, og Folket talte: »vend jer lidt! nu Ryggen! nu Ansigtet! Brudgommen heelt om, Bruden lidt nærmere!« Og Brudeparret vendte sig, og Kritiken manglede ikke; her var den imidlertid til Roes og Hæder, men det er den ikke altid; det kan blive en piinlig, frygtelig Time for de to; behage de ikke Publicum, eller dette har Noget imod Partiet eller Personerne, da faae de det at vide; de høre maaskee ogsaa en og anden raa Spøg, ledsaget af Folkets Latter. Man har fortalt os, at selv i Stockholm, for nogle Aar tilbage, var endnu den samme Skik blandt de ringere Klasser, saa at et Brudepar, der, for at undgaae denne Udstilling, kjørte bort, blev standset af Mængden, Karreetdøren aabnet paa hver Side, og nu spadserede det hele Publicum igjennem Vognen, de vilde see Brud og Brudgom, det var deres Ret.
Her i Fahlun var Skuet gemytligt. Brudeparret smilte, Brudeternerne ligesaa, og Forsamlingen loe og raabte Hurra; paa den øvrige Deel af Torvet og i Gaderne rundt om var dødsstille og eensomt. Aftenrøden skinnede endnu, den gik over i Morgenrøden, det var Midsommertiden.
Afsnit: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.