H.C. Andersen: I Sverrig – XXIV. Hvad Straaene sagde

H.C. Andersen: I Sverrig – XXIV. Hvad Straaene sagde

Ude paa Indsøen gled en Baad, og Selskabet deri sang svenske og danske Sange; men ved Bredden, under den høie Hængebirk, sad fire unge Piger, saa smukke, saa svævende; og de rykkede hver op af Græsset fire lange Straa, og bandt disse to og to sammen, foroven og forneden. »Nu skulle vi see, om de hænge fast i en Fiirkant,« sagde Pigerne, »skeer det, da gaaer i Opfyldelse hvad jeg tænker paa!« og de bandt og de tænkte – Ingen fik at vide den hemmelige Tanke, Hjertets stille Ønske. En lille Fugl sang dog derom. Den Enes Tanke fløi over Hav og Land, over de høie Bjerge, hvor Mulen i Taage finder Vei, ned til Mignons skjønne Land, hvor Guder leve i Marmor og Farver. »Der hen, der hen! kommer jeg nogensinde der!« – det var Ønsket, det var Tanken; og hun aabnede Haanden, saae paa de sammenbundne Straa, – og de hang kun to og to bundne sammen.

Og hvor var den Andens Tanke? Ogsaa i fremmed Land, i Krudtdampen, mellem Blink af Kanoner og Vaaben, hos ham, Barndomsvennen, kjæmpende for Keiseren mod Ungarerne. »Kommer han tilbage karsk og glad, tilbage til Sverrigs fredelige, velafsluttede, lykkelige Land.« – Straaene viste ingen Fiirkant, en Taare bævede i Pigens Øine.

Den Tredie smilede, der var Ironi i Smilet. Skulde vor bedagede Ungkarl og den gamle Frøken derhenne, som nu vandre saa unge, smile saa unge og tale saa unge med hinanden, ikke blive et Brudepar før Kukkeren kukker næste Aar, see det gad jeg vide!« og Smilet sad Tænkerinden om Munden, men hun udtalte ikke sin Tanke, Straaene bleve skilte ad, og Ungkarl og Pebermø altsaa ogsaa. »Det kan dog gjerne skee alligevel,« tænkte hun vist; det laae der i Smilet, det laae der i Kastet, hvormed hun smed Straaene hen.

»Der er Intet jeg vil vide, Intet jeg er nysgjerrig efter!« sagde den Fjerde, men bandt dog Straaene sammen; thi ogsaa her var et Ønske levende – men ingen Fugl har sjunget derom; Ingen gjætter derpaa; gyng Dig kun tryg i Hjertets Lothus-Blomst, Du skinnende Colibri, dit Navn skal ikke udtales, og Straaene sagde ogsaa her – »uden Haab!«

»Nu De, nu De!« raabte de unge Piger til en Fremmed, langveis fra Nabolandet, fra den grønne Ø, som Gefion pløiede fra det svenske Land. »Hvad Kjært vil De vide skal skee eller ikke skee! siig os Ønsket!« – »Hvis Oraklet lyder godt for mig!« sagde han, »da skal jeg sige Dem den stille Tanke og Bøn, hvormed jeg binder disse Knuder paa Græsstraaene, men har jeg ikke bedre Held end De, da tier jeg!« og han bandt Straa til Straa, idet han leende gjentog: »det betyder ikke noget!« – Og han aabnede nu Haanden – hans Øine lyste klarere, hans Hjerte slog stærkere! – Straaene dannede en Fiirkant! »Det skeer, det skeer!« raabte de unge Piger. »Hvad tænkte De paa?« – »At Danmark snart maa vinde en hæderlig Fred!« – »Det skeer, det skeer!« raabte de unge Piger, »og naar det skeer, ville vi huske paa, at Straaene have sagt det forud!«

»Jeg vil gjemme disse fire Straa, bundne prophetisk i Krands for Seier og Fred!« sagde den Fremmede, og var Oraklet sandt, da tegner jeg dem det hele Billed, som vi sidde her under de hængende Birke ved Søen og see paa Säthers blaa Bjerge, hver af os bindende Straa ved Straa.

Et rødt Mærke blev skrevet i Almanaken 1849, det var den sjette Juli.

Et rødt Mærke blev samme Tid skrevet i Danmarks Historie, med sit Blod skrev den danske Soldat et Seiersmærke: Slaget ved Fredericia.

Afsnit:  1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30

Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.