H.C. Andersen: I Sverrig – XXV. Digter-Skiltet

H.C. Andersen: I Sverrig – XXV. Digter-Skiltet

Skulde man male Digteren et Skilt, da vilde det vist være det meest betegnende, at male af Tusind og een Nat Schehersad, som fortæller Historier for Sultanen. Schehersad er Digteren, og Sultanen er Publicum, der skal behageligt underholdes, thi ellers halshugger han Schehersad. Stakkels Schehersad! – Mægtige Sultan!

I mere end tusinde og een Skikkelse sidder Sultan-Publicum og lytter. Lad os betragte et Par af disse Skikkelser.

Der sidder en gusten, gnaven Lærd; hans Livstræ bærer glosebeskrevne Blade, Flid og Udholdenhed kryber som Snegle paa den Svinelæders Bark; der er gaaet ham Møl i Maven, den er slet, meget slet. Tilgiv Sangens rige Fylde, den uoverlagte Begeistring, det friske, unge Sind! halshug ikke Schehersad! men han halshugger hende aldeles.

Der sidder en verdensprøvet Syjomfru; hun kommer fra fremmede Familier, fra et eensomt Kammer, hvor hun sad og fik Menneskekundskab; hun kjender det Romantiske. Tilgiv, o Jomfru, om ikke Fortællingen spænder Dig nok, Du som har siddet spændt ved Sytøiet, og i dit Livs Prosa gisper efter Romantik.

»Halshug!« siger Syjomfruen.

Der sidder en Skikkelse i Sloprok, denne Nordens østerlandske Dragt for Grevebarnet, Durchlauchten, den rige Bryggers Søn, etcetera etcetera, – det læses ikke ud af Sloprokken eller af Herreblikket og det fine Smiil om Munden, til hvilken Stilk han hører; hans Fordringer til Schehersad ere netop de samme som Sypigens: spændes, risles ned af Ryggen, proppes med Mysterier, dem allerede salig Spieß kjendte.

Schehersad er halshugget!

Vise, oplyste Sultan! Du kommer i Skoledrengens Skikkelse; Romere og Grækere, spændte i Bog-Remmen, bærer Du paa din Ryg, som Atlas bar Himlen. Oversee ikke den stakkels Schehersad, døm hende ikke, før Du har lært din Lexie og er Barn igjen – halshug ikke Schehersad.

Unge, festklædte Diplomat, paa hvis Bryst vi i Ordenstegn kunne tælle, hvor mange Hoffer Du med dit høie Herskab har besøgt, eller hvor tidt Du har bragt Breve, nævn med Mildhed Schehersads Navn! tal om hende paa fransk, at hun kan adles over sit Modersmaal; oversæt af hendes Sang kun een Strophe, saa slet Du kan, men bær den ind i den straalende Salon, og hendes Dødsdom hæves i Naadens søde»Charmant!«

Mægtige Knuser og Opløfter: Bladenes Zeus, Ugeskrifters, Maanedsskrifters og Avisernes Jupiter, ryst ikke i Vrede dine Lokker, udslyng ikke din Lynild, om Schehersad synger anderledes end Du er vant til i din Familie, eller gaaer uden Suite af dine Bymænd.

Halshug ikke!

Endnu een Skikkelse ville vi see, den farligste af dem Alle, ham med den stormflodsvulmende Lovsang paa Læberne, den blinde Enthusiast. Vadskevandet fra Schehersads Fingre er ham et Kastaliavæld, Tronen, han reiser til hendes Apotheose, bliver hendes Skafot.

Det er Digterskiltet, mal det!

»Sultanen og Schehersad.«

Men hvorfor ingen af de værdige Skikkelser, de milde, ærlige og skjønne; de komme ogsaa, og paa dem fæster Schehersad sit Øie, ved dem hæver hun kjækt sit stolte Hoved høit mod Stjernerne, og synger om Harmonien deroppe og hernede i Menneskenes Hjerte.

Dette vilde gribe forstyrrende ind i Skiltet»Sultanen og Schehersad«.Dødssværdet hænger over hende medens hun fortæller, og Sultan-Skikkelsen maa lade os vente, at det vil falde. Schehersad er den seirende, veed vi af Arabiens Fortælling, Digteren er det, som hun; seirende, riig er han, selv i sit fattige Kammer, i sine eensomste Timer, da skyder frem Rose ved Rose, Boble ved Boble, Himlen lyser med Stjerneskud, som skabtes en ny Stjernehimmel, og den gamle rullede hen. Verden faaer det ikke at vide, det er Digterens egen Fest, rigere end Kongers kostelige Fyrværkeri. Han er lykkelig, som Schehersad er det, han er seirende, han er mægtig;Phantasiensmykker hans Vægge med Tapeter, ingen Drot eier dem prægtigere.Følelsenlader Skjønheds-Accorden klinge til ham fra Menneskeslægtens Bryst;Forstandenløfter ham gjennem det Skabtes Herlighed til Gud, uden at han glemmer at staae med faste Fødder paa den sikkre Jord. Han er mægtig, han er lykkelig, som Faa, vi ville ikke have ham paa Miskjendelsens Synderbænk til Ynk og Beklagelse, vi male bare hans Skilt, dyppe i Farverne paa Verdens Vrangside, og faae det Forstaaelige af »Sultanen og Schehersad.«

See det er det! – halshug ikke Schehersad!

Afsnit:  1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30

Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.