H.C. Andersen: I Sverrig – X. Skjærgaardene

H.C. Andersen: I Sverrig  –  X. Skjærgaardene

Canalreisen gjennem Sverrig gaaer først bestandig opad, gjennem Elve og Søer, Skov og Klippeland; fra Høiden seer man ud over Skovstrækninger og Vande, og lidt efter lidt synker Fartøiet igjen ned af Bjergterrassen; vedMemer man igjen nede ved den salte Fjord; et eensomt Taarn løfter sig mellem lave, tykke Muurrester, det er Stegeborgs Ruiner. Kystlandet strækker sig med melankolske sorte Skove, der omslutte smaa græsgroede Dale; skrigende Maager omflyve vort Fartøi, vi ere ved Østersøen, vi mærke den friske Søvind, den lufter som i de gamle Heltetider, da Vikingerne, høibyrdede Fædres Sønner, her øvede deres Daad. For os, som for dem, viser sig Havfladen, den samme, med sine talløse Øer; i tusindviis ligge Klippe-Øer og Steenblokke her strøede i Vandet langs den hele Kyst; Dybet mellem disse og Fastlandet er det vi kalde »Skjærgaarde,« de flyde i hinanden med vexlende Pragt. Vi see dem i Solskin og Havblik, og det er som et stort engelsk Have-Anlæg, men Grønsværs-Gulvet er her det dybe Hav, Blomsterbedene deri ere Klipper og Skjær, der prange med Fyr og Gran, med Egetræer og Løvbuske; see det, naar Vinden kuler fra Øst og Søen brydes over blinde Skjær og sprøiter tilbage fra Klipperne; gjennem Skibet selv føle dine Lemmer Søens Magt, du løftes som af overnaturlige Hænder.

Vi flyve mod Vind og Sø, som var det Havgudens egen fnysende Hest der bar os, fra Skjærgaard til Skjærgaard; Signalskud skydes, og fra det eensomme Træhuus kommer Lodsen. Snart see vi den aabne Sø, snart glide vi igjen ind imellem sorte Steenøer; de ligge som Kjæmpe-Uhyrer i Vandet, een har Form af Skilpaddens buede Skal, en anden har Elephantens Ryg og skruppede graa Farve. Smuldrende hvidgraa Klipper forkynde, at Aartusinders Vind og Veir pidskede hen over dem. Vi nærme os større Fjeldøer og Fastlandets graa, brokkede Urklipper, hvor forkuede Granskove voxe under idelig Kamp med Blæsten; snart er Skjærgaarden en snever Kanal kun, snart en udvidet Sø, bestrøet med Smaaholme, alle af Steen, tidt kun en ringe Steenblok, hvor et enkelt lille Fyrretræ klamrer sig fast; skrigende Maager omflagre de opstillede Sømærker. Nu sees en enkelt Gaard, hvis røde Malning skinner frem fra den mørke Grund; en Gruppe Køer ligger og soler sig paa Steenfladen nær en lille, smilende Græsgang, der synes opelsket her, eller skaaret ud af en Eng i Skaane. Hvor eensomt maa det ikke være at leve paa denne lille Ø. Spørg Drengen, som sidder ved Qvæget, han vil kunne fortælle. »Her er levende og lysteligt!« siger han.

»Dagen er saa lang og lys, Sælhunden sidder derude paa Stenen og gøer i den tidlige Morgen, og alle Dampskibene fra Canalen maa her forbi! jeg kjender dem allesammen! og naar saa om Aftenen Solen gaaer ned, er det en heel Historie at see ind i Skyerne over Landet; i Sølv og i Guld, i Rødt og i Blaat staae Bjerge med Slotte, seilende Drager, der have Guldkam, eller en gammel Kjæmpe med Skjæg til Maven, altsammen af Skyer, og altid skifte de. Ved Efteraarstid kommer Stormveiret, da er det nu tidt en Angest, naar Fader er ude at hjælpe Skibe i Havsnød, men man bliver ligesom et nyt Menneske derved. Om Vinteren ligger Isen fast, og man kjører fra Ø til Ø og til det faste Land; og faae vi Besøg af Bjørnen og Ulven, saa tage vi hans Skind til Vinterpels! varmt er der i Stuen, og der læses og fortælles om gammel Tid!«

Ja gamle Tid, hvor ruller du op med Erindringer just her i disse Skjærgaarde. Gamle Tid, da Alt tilhørte den Tappre. Disse Vande, disse Klippeøer og Strande saae Helte, mere storvirkende end godvirkende, de svingede, til Banehug, Øxen, den hvinende Jetteqvinde, som den kaldes. Her kom Vikingerne med deres Skibe; paa Næsset hist øvede de Strandhug, det græssende Qvæg blev slagtet og slæbt bort; smuldrende Klipper, havde I Mæle, I fortalte om Holmgangen og om Kjæmpernes Færd. I saae Helten hugge med Sværd og kaste med Spyd, hans venstre Haand forstod det saa godt som hans høire. Sværdet rørte sig i Luften, saa at det syntes at være tre. I saae ham, naar han i sine Hærklæder sprang forlænds og baglænds, høiere end han selv var høi, og sprang han i Søen, svømmede han som en Hval. I saae de kjæmpende To; den ene kastede sit Spyd, den anden greb det i Luften og drev det tilbage, saa at det fløi gjennem Skjold og Mand ned i Jorden. Kjæmper med skarpe Sværd og vrede Hjerter saae I! Sværdet hug ned for at ramme ved Knæet, men Manden sprang i Veiret, saa Sværdet susede under hans Fodsaaler. Mægtige Sagn fra gamle Dage! smuldrende Klipper, kunde I mæle derom.

Disse dybe Vande bar Vikingens Skib, og naar den Stærke i Kampen løftede Jernankeret og kastede det mod Fjendens Fartøi, saa Planken gik itu, styrtede I eders mørke, tunge Søer ind i Rummet, saa Skuden sank. Den vilde Berserk, der med Brystet nøgent stod imod Fjendehug, galen som en Hund, hylende som Bjørnen, sønderslidende sit Skjold, styrtede sig mod Havbunden her og hentede Steen, som Mænd ikke kunde løfte. Historien befolker os disse Vande, disse Klippeøer, en kommende Digter vil mane dem fast til dette nordiske Archipel, meisle de sande Skikkelser ud af de gamle Sagaer, det Djærve, det Raae, Tidens Storhed og Brøst i dens meest fremtrædende Øieblikke.

Da hæver sig for os igjen paa Øen derhenne, hvor Vinden nu suser i den unge Fyrreskov, Huset af Bjælker, Taget med Bark; gjennem Lufthullet hvirvler Røgen fra Ilden paa den brede Steen i Hallen, hvor tætved Mjødkarret staaer, Hynderne ligge paa Bænken foran de lukkede Sengesteder, Dyrhuder hænge over Bjælkevæggen, smykkede med Skjolde, Hjelme og Brynier. Gudebilleder, snittede paa Sætstokkene, staae foran Høisædet, hvor den ædle Viking sidder, en høibyrdet Faders yngste Søn, stor i Rygte, men større i Gjerning; Skjalde og Fostbrødre sidde ham nærmest. De beskjærmede Landsmændenes Kyster og den fromme Qvinde, de hentede fraEnglandHvede og Honning, de gik tildet hvide Havefter Zobel og Pelsværk; Sangen fortæller deres Eventyr. Vi see Gubben ride i Hædersklædning med guldsømmede Handsker og med Hat fra Garderike; vi see Ungdommen med guldknudet Pandebaand, vi see dem paa Thinge, vi see dem i Kamp og i Leeg: det gjælder at kunne hugge Øienbrynene af hverandre uden at ridse Huden eller blinke med Øinene, ellers er Straffen at rømme Gaarden og miste sin Lønning. I Bjælkehuset sidder Qvinden ved Væven, og i de silde, maaneklare Aftener komme Gjengangerne af de Faldne og sætte sig om Ilden, hvor de ryste de vaade, dryppende Klæder; men Trællen sover i Aften og paa Stegersets Bænk, og drømmer at han dypper sit Brød i den fede Sod og slikker Fingrene.

Du kommende Sanger, Du meisle af Sagnene de forsvundne Skikkelser, Du befolke disse Øer, og lade os ved Aandens Kraft glide forbi Oldtidsminder, klare og sande, som vi ved Dampens Magt nu flyve forbi det faststaaende Sceneri, det svulmende Hav, Klipper og Skjær, Fastland og skovgroede Øer.

Vi ere alt Braavigen forbi, hvor de talløse Skibe laae fra Nordens Riger, da Upsals Konge Sigurd Ringmødte, æsket af Harald Hildetand, der gammel og graa frygtede Straadøden og vilde falde i et Slag; og Fastlandet dundrede under Hestehov, somMarathons Slette under Kampen. Skjolde og Skjoldmøer omgav Dannerkongen; høit paa sin Vogn reiste sig den blinde Olding, hans sølvhvide Haar og Skjæg fløi for Vinden, Hestene gav han frit Løb, og huggede ind; -Odin selv var Hildetands Kjøresvend og – Bane; Baalet tændtes, Kongen lagdes paa det, og Sigurd opmanede Alle at kaste Guld og Vaaben, det Kostbareste de eiede, ind i Ilden, og Skjaldene sang dertil og Skjoldmøerne sloge med Spyd paa de blanke Skjolde, men Upsals DrotSigurd Ringblev Konge over Svithiot ogDanmark, saa lyder Sagaen, der klang over Land og Vand fra disse Kyster.

Oldtids-Minder gjennemflyve Tanken! Oldtids Skueplads for Idræt og Stordaad flyve vi forbi! fra Skjærgaard til Skjærgaard kløver Skibet med Jernskovler de stærke Vande.

Afsnit:  1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24  25   26   27   28   29   30

Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.