H.C. Andersen: I Sverrig – VII. Tiggerdrenge

H.C. Andersen: I Sverrig  –  VII. Tiggerdrenge

Maleren Callot, ja hvo kjender ikke Navnet, idetmindste efter Hoffmanns»i Callots Maneer«, har givet et Par ypperlige Billeder af italienske Tiggere; eet af disse er en Karl, paa hvem den ene Las slaaer den anden; han bærer sin Pakkenilleke og en stor Fane med Indskrift: Capitano de Baroni; man troer ikke, at der i Virkeligheden kan findes en saadan vandrende Pjaltebod, og vi tilstaae, at i Italien selv have vi ingen seet, thi Tiggerdrengen der, hvis hele Paaklædning tidt kun bestaaer i en Vest, har i den ikke Tøi nok til slige Laser; men oppe i Norden saae vi den.

Ved Canalveien mellem Wenern og Wigen, paa den magre, tørre Bjergslette stode, som Skjønhedstidsler i det fattige Landskab, et Par Tiggerdrenge, saa lasede, saa flængede og malerisk skidne, at vi troede at have Callots Originaler, eller at see et Arrangement af industriøse Forældre, der vilde vække de Reisendes Opmærksomhed og Godgjørenhed; Naturen skaber ikke Sligt; der var noget saa dristigt i Kludebehængningen, at hver Dreng øieblikkelig blev enCapitano de Baroni.

Den mindste havde omkring sig Noget, der vist engang havde været en meget corpulent Mands Trøie og naaede nu Drengen næsten til Anklerne; det Hele hang iøvrigt fast ved et Stykke Ærme og ved en Sele, der dannede sig af den Sømning, som nu var eneste Rest af Foret. Det var meget vanskeligt at see Overgang fra Trøie til Buxer, Laserne gled i hverandre; hele Klædningen var indrettet til at give Luftbad, der var Trækhul i alle Ender og Kanter; en guul Linnedklud, heftet til de nederste Regioner, syntes at skulle antyde Skjorte. En meget stor Straahat, vistnok overkjørt flere Gange, sad skjævt paa Hovedet og lod Drengens struttende, hørhvide Haar voxe frit gjennem Aabningerne, hvor Pullen skulde sidde; den nøgne, brune Skulder og Overarm, der var ligesaa bruun, var det Smukkeste.

Den anden Dreng havde kun Beenklæder paa, de vare ogsaa lasede, men Laserne vare bundne fast ind til Lemmerne, bundne med Seilgarn; een Traad ved Anklerne, een under Knæet og een ovenover, og dertil rundt om Livet; han holdt dog sammen om hvad han havde, og det er altid respectabelt.

»Pak jer!« raabte Capitainen fra Skibet, og Drengen med de fastbundne Laser vendte sig om, og vi – – ja, vi saae ikke andet end Seilgarn, i Sløife, gentil Sløife. Kun Forsiden af Drengen var beklædt; han havde alene Buxer fortil, det øvrige var kun Seilgarn, det bare, nøgne, velsignede Seilgarn!

Afsnit:  1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24  25   26   27   28   29   30

Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.