H.C. Andersen: I Sverrig – XV. Sala
Sverrigs store Konge, Tydsklands Redningsmand,Gustav Adolph, anlagde Sala; den lille Skov nær herved fredes endnu ved Sagn om Heltekongens Ungdoms-Kjærlighed, hans Møde her med Ebba Brahe. Sala Sølvgruber ere de største, de dybeste og ældste i Sverrig, de naae ned til hundred og halvfjerdsindstyve Favne, altsaa næsten til Østersøens Dybde. Dette er allerede en Deel til at vække Interesse for en lille By; hvorledes seer den nu ud.»Sala,«siger Reisebogen,»ligger i en däld, uti en flack och föga angenäm nejd.«Og saaledes er det ogsaa. Der var ikke videre yndeligt ad den Kant, og Landeveien førte lige ind i Byen, der er en By uden al Physiognomi. Den bestaaer af en lang Gade med Knude paa og saa nogle Trevler; Knuden er Torvet, og Trevlerne er de Par Stræder, som hænge ved. Den lange Gade, det vil da sige lang i en lille By, var aldeles mennesketom, Ingen traadte ud fra Dørene, Ingen saaes i Vinduerne. Det var derfor en Glæde endelig, ved en Isenbod, hvor der i Vinduet hang et Brev Knappenaale, et Tørklæde og to Theepotter, at see et Menneske, en eensom, stillestaaende Boutikdreng, som hældede sig over Disken hen imod den aabne Dør og saae ud. Visselig skrev han til Aften i sin Dagbog, havde han en: »i Dag kjørte her en Reisende igjennem Byen, vor Herre kjendte ham, jeg ikke!« ja det sagde Boutikdrengens Ansigt, og det var et ærligt Ansigt.
I Vertshuset hvor jeg kom var samme Gravstilhed som paa Gaden; Porten var vel lukket, men inde stode alle Døre paa viid Gab, Gaardhanen gik midt i Stuen og galede, for dog at vise, at der var Nogen hjemme; iøvrigt var Huset ganske malerisk, det havde aaben Altan ud til Gaarden, ud til Gaden havde været altfor livligt. Der hang det gamle Skildt og knagede i Blæsten, det var ligesom det var levende. Jeg saae det fra mit Vindue, jeg saae ogsaa, hvor Græsset paa Gaden havde faaet Magt over Brolægningen. Solen skinnede klart, men som i Pebersvendens eensomme Stue og paa den gamle Jomfrues Balsamine i Urtepotten; det var stille, som paa en skotsk Søndag, og det var en Tirsdag; man blev stemt for Youngs Nattetanker.
Fra Altanen saae jeg ind i Naboens Gaard; der var ikke en Sjæl at see, men der havde leget Børn derinde; der var lavet en lille Have af bare tørre Pinde, de vare stukne ned i den bløde Jord og vandede; Potteskaaret, der vist havde været Vandkande, laae der endnu. Pindene betød Rose og Geranium. Det havde været en deilig Have! ak ja! vi store voxne Mennesker vi lege jo ligesaadan, lave os en Have med Kjærlighedens Rose og Venskabets Geranium, vi vande dem med vore Taarer og med vort Hjerteblod – og dog er og bliver det tørre Pinde, uden Rod. Det var en trist Tanke, jeg følte det, og for at faae de tørre Pinde i min Tanke til at blive blomstrende Aronstave, gik jeg ud; jeg gik i Trevlerne og i den lange Traad, det vil sige i de smaa Stræder og i den store Gade, og her var mere Liv end jeg turde vente; jeg mødte en Flok Køer, som kom hjem eller gik ud, det veed jeg ikke, de gik uden Fører. Boutikdrengen stod bag Disken endnu, heldede sig ud over den og hilsede, den Fremmede tog Hatten af igjen; det var den Dags Begivenhed i Sala. Tilgiv, du stille By, som Gustav Adolph byggede, hvor hans unge Hjerte følte den første Kjærlighed, og hvor Sølvet ligger i de dybe Schachter, det vil sige udenfor Byen,»uti en flack och föga angenäm nejd!«
Jeg kjendte Ingen her i Byen, Ingen førte mig, saa gik jeg med Køerne, og kom til Kirkegaarden; Køerne gik forbi, jeg steg over Stenten, og stod mellem Gravene, hvor Græsset voxte høit, og næsten alle Liigstene laae med udslettede Indskrifter, kun paa en og anden var læseligt, »Anno -« ja hvad da? Og hvem hvilede her? Alt var udslettet paa Stenen, udslettet som Jordlivet af den, der nu her var Jord i Jorden. Hvilket Livsdrama have I Døde spillet i det stille Sala? Den nedgaaende Sol skinnede hen over Gravene; intet Blad rørte sig paa Træerne; Alt var stille, dødsstille i Sølvminernes Stad, der for den Reisendes Erindring kun er Ramme om Boutikdrengen, der heldte sig ud over Disken.
Afsnit: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.