H.C. Andersen: I Sverrig – XXVI. Dal-Elven
Før Homers Heltetid var der ogsaa Helte, men de kjendes ikke, ingen Digter gav dem Navnkundighed; det er ligesaa med Natur-Skjønheder, de maae gjennem Ord og Billeder føres ud i Verden for Mængdens Øie, faae et Slags Verdens-Patent paa hvad de ere, og da først blive de levendegjorte. Nordens Elve bruse tusindaarige i ukjendt Skjønhed. Verdens store Landevei løber ikke herop; intet Dampskib fører beqvemt den Reisende ad Dal-Elvens Strømning, Fald paa Fald gjør et ubetaleligt Sluseværk nødvendigt. Saa vidt vi vide er Schubert den eneste Fremmede, der har skrevet og talt om Dalarnes vilde Pragt og sydlandske Skjønhed, og fremhævet især Dal-Elven og dens majestætiske Elfkarleby Fald.
Klar som et Havs Bølger strømmer den mægtige Elv, i uendelige Bugter, gjennem Skovørkener og vexlende Sletter, snart udvidende sit dybe Leie, snart indtrængt, afspeilende de hældende Træer og eensomme Byers røde Bjælkehuse, snart styrtende som Fos over mægtige Klippeblokke. Milevidt fra hinanden, ud af Bjergryggen mellem Sverrig og Norge, kommer Øster- og Vester-Dalelven, der først oven for Bålstad flyde sammen i eet Leie. Elve og Søer have de optaget i deres Vande.
Søg herop! her er en Billed-Rigdom at finde, i det Du følger fra det piblende Væld ovenfor Finnens Hytte, og speider i hver Forgrening af Strømmene de optage. Ved den norske Grændse, i Sernasogn, sees det første mægtige Fald, Njupeskärs Vandfald.
Bjergstrømmen styrter lodret fra Fjeldet i et Dyb af halvfjersindstyve Favne.
Vi dvæle ved den mørke Skovørk, hvor Elven synes at samle i sig Naturens hele dybe Alvor; Strømmen vælter sit klare Vand over Porphyrgrund, hvor Møllehjulet drives, og de kjæmpestore Porphyr-Vaser og Sarkophager slibes.
Vi følge Strømmen gjennem Siljan-Søen, hvor Overtroen seer Nøkken svømme som Flodhest med tanggrøn Manke, og hvor Luftspeiling viser Trolddoms-Syner paa den varme Sommerdag.
Vi seile paa Strømmen fra Siljan-Søen ind under Præstegaardens hængende Pile, hvor Svanerne samles i Flokke. Vi glide langsomt med Heste og Vogn paa den store Færge hen over den dybe, stride Strøm under Bålstads maleriske Kyst, her breder Elven sig og ruller majestætisk gjennem et Skovlandskab, udstrakt og stort, som Nord-Amerika eier det.
Vi see den rivende Strøm underAvesta’sgule Leerskrænter; som et flydende, flyvende Rav styrter det gule Vand i maleriske Fald ud for Kobberværket, hvor regnbuefarvede Ildtunger løfte sig og Hammerslag paa Kobberpladerne runge til Elvfossernes eensformigt brusende Drøn.
Og nu som Slutnings-Pragtbillede i Dalelvens Liv, før det taber sig i Østersøens Vande, viser sig Elfkarlebyfaldet.
Schubert sammenligner det med Faldet ved Schaffhausen, men vi maae huske, at Rhinen har ikke der slig Vandmasse, som den der styrter sig ved Elfkarleby.
Halvtredie svenske Miil fra Gefle, hvor Hovedlandeveien til Upsala gaaer over Dal-Elven, seer man fra den murede høie Bro, man skal over, hele det mægtige Fald. Tæt op til Broen er et Huus, hvor Bropenge betales, derinde kan den Fremmede overnatte, og fra sit lille Vindue see ud over de styrtende Vande, see dem i det klare Maaneskin, naar Mørket har lagt sig ind i Granens og Egens Tykning, og al Lysvirkning er i det skummende, flyvende Vand, see dem, naar Morgensolen spænder, i det zittrende Vandstøv, sin Regnbue som en luftig Farvebro fra Bredden til den skovgroede Klippe-Ø midt i Faldet.
Vi kom hertil fra Gefle, og saae allerede langt borte paa Veien de blaa Skyer af det knuste stigende Vandstøv løfte sig over de mørkegrønne Trætoppe. Vognen holdt nær ved Broen, vi traadte ud, og tæt foran os styrtede den hele, fulde Elv.
Maleren kan ikke give os paa Lærredet det sande levende Billede af et Vandfald, Bevægelsen deri mangler. Hvorledes vil man kunne beskrive det med Ord, udtale denne majestætiske Storhed, Farve-Skjønhed og piilsnare Fart, – man kan ikke, men man prøver dog derpaa, sætter stykkeviis med Ordene et Omrids sammen af det Speilbilled, vort Øie gav os, og som selv den stærkeste Erindring dog kun har i usikkre Streger.
Ovenfor Faldet deler Dal-Elven sig i tre Arme, de to omslutte en skovgroet Klippe-Ø, og styrte sig ned om dens glat afskaarne Steenvægge; det høiere Fald af disse er det rigeste; den tredie Arm gjør en Omvei, og kommer til Hovedstrømmen igjen først nedenfor de forenede Fald, der styrter sig ud, for ligesom at standse de to større, og rives nu i kogende Hvirvler bort med den piilsnare Strøm, der jager afsted, skummende mod de murede Piller, som bære Broen, som maatte de rives med. Landskabet, da vi saae det, oplivedes til Venstre ved en Mængde Geder, der græssede mellem Nøddebuskene, de vovede sig heelt ud til den yderste Skrænt, opfødte her og vante til Vandets dumpe Tordendrøn; til Høire fløi en Skare skrigende Fugle hen over de prægtige Egetræer. Kærrer, hver med een Hest for, og hvor Kjørekarlen stod opreist med Tømmen i Haanden, kom paa den brede Skovvei fra »Øens Bruk«.
Derhen ville vi, for at tage Afsked med Dal-Elven paa et af dens mest deilige Steder, en Plet, der levende henflytter den Fremmede ligesom i et langt sydligere Land, i en langt rigere Natur, end han anede den fandtes heroppe. Veien er smuk, Egen voxer her frodig og stærk med mægtig Bladkrone.
»Øens Bruk« ligger saa idyllisk deilig.
Vi kom derhen; der var Liv og Røre! Møllehjulene gik, svære Bjælker bleve gjennemsavede, Jern smedet paa Ambolten, og Alt ved Vandets Kraft. Arbeidernes Huse danne en heel By; det er en lang Gade med rødmalede Træhuse, under maleriske Ege og Birke.
Grønsværet var saa fløielsblødt at see, og oppe paa Herregaarden, der foran Haven reiser sig som et lille Slot, var i Stuer og Sale Alt hvad Englænderen kalder comfort.
Vi traf ikke Verten hjemme, men Gjæstfrihed er altid Huus-Alf her. Vi fik det hjemligt og godt. Fisk og Fuglevildt blev fremsat dampende og duftende, som i de skjønne, fortryllede Slotte. Haven selv var en Fortryllelse; her stod tre henplantede Bøgetræer, og de trivedes. Alleen af de vilde Castanier havde den stærke Nordenvind underligt rundet i Kronerne, de saae ud som om de havde været under Gartnerens Sax; i Drivhuset hang de guldgule Oranger; de prægtige Syd-Blomster havde i Dag faaet Vinduerne halvt op, saa at den kunstige Varme mødte den friske Solluft i Nordens Sommer.
Den Arm af Dal-Elven, som gaaer uden om Haven, er bestrøet med Holme, hvor deilige Hængebirke og Fyrretræer voxe i nordisk Pragt. Der er Smaa-Øer med stille, grønne Lunde, der er Smaa-Holme med rigt Græs, høie Bregner, brogede Klokker og Kodriver; intet tyrkisk Tæppe har friskere Farver; Strømmen mellem disse Øer og Holme er snart hurtigtrindende, dyb og klar, snart som en bred Aa med silkegrønne Siv, Aakander og brunfjedrede Rør; snart er den en Bæk med stenet Grund, og nu breder den sig ud i en stor, stille Mølledam.
Det er her et Landskab i Midsommer for Nøkkens Leeg og Elverpigernes Dandse. Her i Fuldmaanens Glands maa Dryaden fortælle Eventyr, Nøkken gribe Guldharpen, og troe at man kan blive salig, i det mindste en eneste saadan Nat.
Paa den anden Side af Øens Bruk bruser Hovedstrømmen, den fulde Dal-Elv. Hører Du de eenstonende Drøn! det er ikke fra Elfkarlebyfaldet det naaer herhid, det er tæt herved, det er Laa-Fossen, hvori Askøen ligger; Elven skummer og bruser over de springende Lax.
Lad os her mellem Klippestenene ved Bredden sidde i den røde Aftensol, der strøer Guldglands paa Dal-Elvens Vande. Herlige Flod! Kun et Par Secunders Arbeide har Du i Møllerne derhenne, og Du styrter Dig skummende over Elfkarlebyklipperne ned i dit dybe Flodleie, der fører Dig til Østersøen, din Evighed.
Afsnit: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.