H.C. Andersen: I Sverrig – XVIII. Midsommerfesten i Leksand
Paa den anden Side Dal-Elven, som Veien nu tredie eller fjerde Gang igjen førte os over, laae Leksand. Det et Stykke fra Kirken reiste maleriske Klokketaarn af rødmalede Bjælker løftede sig over de høie Træer paa den lerede Skrænt; gamle Pile hældede sig smukt ud over den stærke Strøm. Flydebroen gyngede under os, ja den sank endogsaa lidt, saa Vandet slog om Hestenes Fødder, men den Natur har de Slags Broer; Jernkjæderne, som holdt den, peb og raslede, Plankerne knagede, Brædderne svuppede, Vandet piblede, rislede og bruste, – og saa kom vi over, hvor Veien skraaner opad mod Byen; tæt herovenfor stod fra ifjor endnu Maistangen, med visne Blomster; hvor mange Hænder, der bandt disse, ere vel nu visne i Graven.
Smukkere, end at følge den lige Kjørevei ind i Byen, er det at gaae heroppe paa Skrænten langs Elven; Stien fører mellem Græsmark og Løvtræer hen til Præstegaarden. Derinde blev Aftenen tilbragt, hos den venlige Præstefamilie; Huusfaderen var nylig død, de gik Alle i Sorg. Den unge Datter havde noget, jeg veed ikke selv hvori det var, men jeg maatte tænke paa Hørrens fine Blomst, der synes for fiin for Nordens korte Sommer. De talte om Midsommerfesten imorgen og om Vintertiden heroppe, naar Svanerne, tidt over tredive Stykker, laae udenfor paa Elven, og udstødte underlige, sørgelige Toner; altid kom de parviis, to og to, og saaledes fløi de ogsaa igjen; døde een af dem, saa blev Magen her, længe efter at alle de andre vare borte, ventede, klagede og fløi saa tilsidst eensom afsted.
Da jeg om Aftenen gik fra Præstegaarden, Nyet var tændt, reistes Maistangen. Hen over Siljans Søen ind i Elven kom det lille Dampskib Prinds August med Fartøier paa Slæbetoug; der steg en Spillemand iland, han blæste til Dands under den bekrandsede, høie Maistang, og rundtom den gik det i lystig Kreds, saa glædeligt, som var hele Livet en deilig Sommernat.
Næste Morgen var Midsommerfesten, det var Søndag, det var den 24de Juni, en deilig, solklar Dag. Det mest maleriske Skue ved Festen er, at see Folkene fra de forskjellige Sogne komme skareviis i store Baade over Siljans Søen og stige iland.
Vi kjørte ud til Landingsstedet Barkedalen, og mødte allerede, før vi endnu kom ud af Byen, hele Skarer, der kom derfra, ligesom ogsaa fra Bjergene. Tæt ved Leksand selv er paa begge Sider af Veien en Række lave Træboder, der indvendig faae deres Belysning kun gjennem Døren, de danne en heel Gade, og tjene til Stald for Sognefolkenes Heste, men ogsaa, hvad især var Tilfældet denne Morgen, til at gaae ind i og sætte sin Stads ilave. Næsten de fleste Boder vare fyldte med Bønderfruentimmer, der løsnede og bandt paa Klæderne, for at faae dem i de rigtige Folder, og imidlertid ideligt skottede ud af den lave Dør, for at see, hvem der kom forbi. Mængden af de kommende Kirkegængere tog til; Mænd, Qvinder og Børn, Gamle og Unge, selv Pattebørn, thi ved Midsommerfest bliver Ingen hjemme til at passe dem, og saa maa de jo med; Alle skulle til Kirke.
Hvilken skjærende Farvepragt! ildrøde og græsgrønne Forklæder skinne os imøde. Qvindernes Klædning er iøvrigt et sort Skjørt, rødt Livstykke og hvide Ærmer. Alle bare Psalmebogen svøbt i deres sammenlagte Silke-Lommetørklæde, de smaa Pigebørn aldeles i Guult og med røde Forklæder, de allermindste ganske i gurkemeieguul Klædning. Mandfolkene havde sorte Kjoler, som vore Paletots, med Broderi af rødt Uldgarn; et rødt Baand med Qvast hang ned fra den store, sorte Hat; mørke Buxer og blaa Strømper med røde Læder-Strømpebaand; kort sagt, det var en skrigende Farve-Rigdom, og det i den klare Solskins-Morgen inde paa Skovveien! denne førte steilt ned til Søen, der laae blank og blaa. Tolv til fjorten lange Baade, af Form som Gondoler, laae allerede trukket op paa den flade Strandbred, der her er oversaaet med store Steen; disse selv tjente de Landstigende til Bro; hen til disse lagde Baadene, og Folkene klattrede, gik og bar hinanden gjensidig iland. Der stode vist henved tusinde Mennesker paa Strandbredden, og langt ude paa Søen kom en ti à tolv Baade endnu, nogle paa sexten Aarer, andre paa tyve, ja fire og tyve, roede af Mandfolk og Fruentimmer, og hver Baad pyntet med grønne Grene. Disse og de brogede Klædninger gav det Hele noget saa festligt, saa phantastisk rigt, som man ikke skulde troe Norden eier det. Baadene kom nærmere, alle propfulde af Mennesker; men stille, uden Støi og Tale kom de og balancerede op til Skovskrænten; Baadene bleve trukne op paa Sandet; det var til at male, især eet Punkt, nemlig Veien op ad Skrænten, hvor den hele Skare bevægede sig mellem Træer og Buske; mest fremtrædende der vare to lasede Unger, ganske klædte i brandguult, hver med en Skindbylt paa Nakken; de hørte hjemme i det fattigste Sogn i Dalarne; der gik ogsaa en halt Mand med sin blinde Kone, jeg tænkte paa Abc-Verset fra Barndomstid:
»Den Halte seer, den Blinde gaaer,
Ved fælleds Hjælp de Byen naaer.«
Og vi naaede ogsaa Byen og Kirken, derhen strømmede de Alle; man sagde, at der var over femtusinde Mennesker samlede. Klokken ni begyndte Gudstjenesten. Orgel og Prædikestol vare pyntede med blomstrende Sirener; Børnene sad med Siren-Blomster og Birkegrene; de ganske Smaa havde hver et Stykke Knækkebrød, som de fornøiede sig med at spise. Der var Altergang for de unge Confirmander, der var Orgelklang og Psalmesang, men der var ogsaa frygteligt Barneskrig og Lyden af tunge Fodtrin; de klodsede, jernbeslaaede Dalsko stødte haardt mod Steengulvet. Alle Kirkestole, Pulpiturer og Hovedgangen vare ganske opfyldte med Folk; i Sidegangen saae man forskjellige Grupper, legende Børn og andægtige gamle Folk; ved Sakristiet sad en ung Kone og gav sit lille Barn Die, det var et levende, deiligt Billede af Madonna selv.
Det første Indtryk af det Hele var gribende, men kun det første; her var altformeget, der forstyrrede; gjennem Sangen lød Barneskrig og Larm af Gaaende; og dertil kom en utaalelig Lugt af Løg; næsten Alle førte de med sig smaa Løg-Knipper, som de sad og spiste af; jeg kunde ikke udholde det, og gik ud paa Kirkegaarden; her, som altid i Naturen, var det gribende, det var helligt. Kirkeportene stode aabne, Orgelklangen og Psalmesangen lød herud i Guds Solskin ved den aabne Sø. De Mange, der ikke kunde faae Plads inde i Kirken, stode her udenfor og sang med af Psalmebogen; rundtom paa Gravstederne, der næsten alle ere af støbt Jern, sad Mødre og gav deres Smaa Die; Livets Kilde sprang over Død og Grav. En ganske ung Bonde, han var saa smuk, stod og læste Indskriften paa en Grav:
»Ach hur södt att hafve lefvet,
ach hur skönt att kunne döe!«
Kristelige skjønne Tankesprog, Vers, vistnok af Psalmebogen, læstes rundt om paa Gravene, og de bleve alle læste, thi Kirketjenesten varede flere Timer, Noget, der imidlertid aldrig kan være godt for Andagten.
Endelig strømmede Skaren fra Kirken. De ildrøde og græsgrønne Forklæder skinnede; mere og mere blev Menneskemassen tættere, og trængte fremad; de hvide Hovedtøier, Lin og hvide Ærmer var Farvestyrken, det saae ud som en heel Procession i de catholske Lande. Der blev igjen Liv og Røre paa Veien med Gaaende og med Kjørende, og hen over Søen roede igjen de overfyldte Baade bort. Men dog var der endnu Folk tilbage. Karle og Mænd stode i Grupper i Leksands brede Gade, fra Kirken og op til Vertshuset. Jeg boede her og maa bekjende, at mit danske Maal klang dem alle saare fremmed; jeg brød da paa det Svenske, og Pigen i Vertshuset forsikkrede, at hun forstod mig bedre, end hun ifjor havde forstaaet Franskmanden, der talte Fransøsisk til hende.
Som jeg sidder i min Stue, kommer Vertindens lille Datterdatter ind, et net lille Barn, der var lykkelig ved at see min brogede Natsæk, min skotske Plaid og det røde Saffian i Kufferten; jeg klippede i Hast til hende, af et Ark Papir, en tyrkisk Moskee med Minareter og aabne Vinduer, og hun styrtede lyksalig afsted. Lidt efter hører jeg megen Talen høit ude i Gaarden, jeg havde en Anelse om at det gjaldt min Udklipning; jeg traadte sagte ud paa Træ-Altanen, og saae nede i Gaarden Mormoer staae og løfte med straalende Ansigt min Udklipning høit i Veiret. En heel Skare Dalkarle og Dalkuller stode rundt om, alle i Kunstextase over mit Værk, men Ungen – den lille, velsignede Unge – skreg og rakte Hænderne op efter sin lovlige Eiendom, som hun ikke maatte beholde, da den var altfor deilig. Jeg listede mig, høist smigret og opmuntret, ind igjen, men et Øieblik efter bankede det paa Døren, det var Mormoer; hun kom med en heel Tallerken fuld af Pebernødder.
»Jeg bager de bedste Pebernødder i Dalarne«, sagde hun, »men de have de gamle Faconer fra min Mormoers Tid; Herren klipper nu saa vel, skulde han ikke kunne klippe os nogle nye Faconer!«
Og jeg sad den hele Midsommeraften og klippede Faconer til Peberkager: Nøddeknækkere med Ridderstøvler, Veirmøller, der var baade Mand og Mølle, men i Tøfler og med Dør paa Maven, og Dandserinder, der med det ene Been pegede mod Syvstjernen. Mormoer fik dem, men Dandserinderne vendte hun op og ned paa, Benene gik hende for høit, hun troede at de vare eenbenede og trearmede.
»Det skal blive nye Faconer!« sagde hun, »men de ere svære.«
Jeg haaber, at jeg i Dalarne lever i nye Faconer af Peberkager.
Afsnit: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30
Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.