Det Collinske Hus og H.C. Andersen (37)

Almene betragtninger om H.C. Andersen 7

H.C. Andersen som LykkePeer

Den store vide Verden betragter Andersen som en LykkePeer; hvor langt er dette ikke fra Sandheden. Der gik neppe en Dag, hvor han ikke havde en Plage; var der ingen virkelig, stillede hans Phantasi en ligesaa nedtrykkende i Stedet. Og selv paa de Tider, hvor al jordisk Hæder syntes at strømme over ham, kunde hans urolige Aand ikke finde Hvile i en ublandet Glæde; hans melancholske Temperament fremmanede en mørk Erindring ved Siden af det Lyse, ligesom for at spotte dette. Saaledes kunde han plage sig selv; og det er det Uudgrundelige: han vidste, at han skuffede sig selv, men han kunde ikke undlade det. Men var han ingen Lykke-Peer i Livet, saa var han det endnu mindre i Døden; han gik ikke som hiin herfra i en Seirs-Ruus, hans sidste Dage gave ham Ro og Sind til at trække sig tilbage i sit eget Indre, glemme Verden, og med Fatning og gudhengiven at gaae Døden imøde.

Vi, der kjendte ham, ville med Tak og Vemod bevare Mindet om hans trofaste Sind og varme Hjerte.

Jonas Collin og H.C. Andersen

Der er talt og skrevet saameget om hvad Jonas Collin har gjort for Andersen; denne har selv bidraget meest til at udbrede det. Jeg skal ikke undervurdere dette; men jeg kan ikke gaae ind paa, at min Fader fornemmelig charakteriseres ved denne Brøk af hans velsignelsesrige Virksomhed. Hvorsomhelst han sporede noget Undertrykt, var han rede til at opreise og række en hjælpende Haand; dertil og til at fremme ethvert nyttigt Foretagende benyttede han sin store Indflydelse; eiendommelig for ham var den resolute Indgriben i saadanne Tilfælde. At ikke enhver hurtigt grebet Forholdsregel havde det ønskede Udfald for ham, er vist; men Tilfældene vare for sjeldne og for ubetydelige til at forstyrre hans Virksomhedsplan. Det lykkedes ham med Andersen, her greb han til i det rette Øieblik ; kun Faa vilde have havt Mod dertil ligeoverfor et saa besynderligt Væsen. Men han fik ogsaa Løn herfor ved Andersens Fremgang; thi om end denne ikke just gik i den Retning, som han ønskede, gjorde han sig dog snart fortrolig med den Tanke, at Andersen ikke kunde omskabes, men maatte ad sin egen Vei modnes ved Livet. Med hvilken faderlig Følelse han fulgte ham i Aarenes Løb, fremgaaer tydeligt nok af Brevene, der ogsaa vise, i hvilken Grad Andersen var taknemmelig ligeoverfor Velgjøreren, og med hvilken Kjærlighed han hang ved Faderen. Thi det er ikke noget Mundsveir, naar Andersen saa ofte nævner som sit Maal, at kunne glæde ham, at gjøre ham Ære; ja han vilde gjøre ham « berømt », idet han selv blev berømt. Ak, hvor lidet kjendte han min Fader; naar denne havde det Valgsprog — som staaer i hans Signet — qyi bene latuit bene vixit, da udtrykkes deri hans Hjertensmening. Aldrig har Nogen, der har havt Krav paa Berømmelse og Hædersbevisninger, havt mindre Stræben derefter.

At Andersens urolige Higen mishagede ham, forstaaer sig af sig selv ; og det har i den første Tid ikke manglet paa haarde Ord ; men da disse kun fremkaldte Graad, uden Udsigt til nogen grundig Forandring i Andersens Leveplan — i hvilken der ikke var Tale om noget alvorligt Studium, mildnede han sin Fremgangsmaade ; og saaledes vedblev han hele sit øvrige Liv; de Bebreidelser, man hist og her vil kunne træffe paa, have altid idetmindste Formen af en godmodig Skjemten. Jeg derimod maatte høre ilde for mit Forhold ligeoverfor Andersen. At man i dette, som nu ved mine Breve fra hiin Tid er bekjendt for Mange, vil finde endeel Gammelklogskab eller Snuusfornuft eller hvad man nu vil kalde det, er rimeligt; men det vilde vist være gaaet mangen Anden som det gik mig, der, selv holdt til Bogen, ærgrede mig over den daglige Flaneren, som umuliggjorde al Studeren.

Min Faders Eftergivenhed ligeoverfor Andersen viste sig, og til liden Tilfredsstillelse for ham selv, især i Forholdet til Theatret. Han kjendte Censurerne fra den Tid, der laae mellem hans to Theaterperioder ; man vil af disse, som jeg ovenfor har meddelt, see, at deres Form vel kunde vække Mistanke om, at der i dem laae noget af — om ikke just Forfølgelse, saa dog en forudfattet Mening, en Kamp imod Personen, idet saagodtsom alle Andersens Arbeider bleve skaarne over een Kam. Lad være, at Domsconclusionen var rigtig, Præmisserne maatte dog ægge til Modstand. Hvor aldeles forskjelligt herfra den Heibergske Censur opfattedes af min Fader, derom vil jeg faae Leilighed til at yttre mig ved Omtalen af den anden Periode af hans Theaterbestyrelse.

Hermed slutter jeg hvad jeg troede at burde sige til Forklaring af Andersens Charakteer og Væsen, og gaaer nu over til “det Collinske Huus”.

Læs videre om “Det Collinske Hus” her !

Kilde: “H.C. Andersen og det Collinske Huus” af E. Collin, Kjøbenhavn 1882. Ovenstående er en del af værket. Overskrifterne på de enkelte sider er nutidige.

Typografien og opsætningen er ændret nogle steder i forhold til den oprindelige tekst, alt i respekt for forfatterens skrivemåde.

Lars Bjørnsten Odense

Sider:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40