Det Collinske Hus og H.C. Andersen (29)

 Almene betragtninger om H.C. Andersen 4

 Edvard Collins brev til sin niece Jonna om H.C. Andersen ( fortsat)

Andersens tidligere Forfatterlivs Historie frembyder saa mange Exempler paa afvigende Domme, at man, da man jo ikke tør forudsætte, at de ere grundede i Partiskhed — kunde fristes til at undersøge Grunden. Nærmest ligger da Spørgsmaalet om den forskjellige Opfattelse ude (især i Tydskland) og hjemme, om nemlig den aandelige Constitution i Tydskland er saa forskjellig fra den danske, at han paa disse to Steder maatte opfattes saa forskjelligt. Det Sentimentale stod, som bekjendt, tidligere, maaskee endnu i Andersens Tid, høit blandt Tydskerne: her hjemme blev der, af en maaskee overdreven Sands for det Humoristiske, snarere gjort Løier dermed. Man behøver blot at betragte Dommene om: »Kun en Spillemand«. I Tydskland gjorde den overordenlig Lykke, det har jeg personlig erfaret; han blev paa sine Reiser der introduceret som »Forfatteren af Nur ein Geiger«. I England, som vel forøvrigt ikke er Sentimentalitetens Land, omtales «Only a fiddler» som et af de interessanteste Værker, der i en Række af Aar have forladt Pressen. Og hvad sige vi saa her hjemme? Søren Kierkegaard siger — jeg maa gjentage disse mærkelige Ord netop for Dig: — »Hvad der i Romanen gaaer tilgrunde, det er ikke et Geni i dets Kamp, men et Flæb, om hvilket det forsikkres, at det er et Geni, og som kun har det tilfælles med et Geni, at det lider en Smule Gjenvordighed, som det endog ligger under for«. Her udtaler sig en Stemme fra dem, der havde den legemlige Andersen daglig mellem sig og saae ham selv i Meget af hvad han skrev. Hauch derimod holdt med Tydskerne, naar han siger, at Andersen, som selv bar drukket af det malurtfulde Bæger, giver sin Fremstilling en Sandhed og Alvor, ja en tragisk og smertevækkende Pathos; det er den krænkede Menneskenatur, der her udtaler sin Smerte.«

Jeg raadede engang Andersen til at lade foretage en Folketælling over hans Forsvarere og hans Modstandere (her og i Udlandet) og trække de Sidste fra de Første, og jeg indestod ham for at han kunde være tjent med Resultatet.

 Berømmelsen som eventyrforfatter

Om hans Berømmelse som Eventyr-Forfatter kan der jo ikke reises Tvivl ; det er Eventyrene og tildeels hans Romaner, der i Tydskland og England have grundet hans Berømmelse; hvor langt denne forøvrigt strakte sig tør jeg ikke afgjøre, men den naaede ialfald til Amerika. C. C. Rafn skrev til ham i 1850, at der fra New York skrives: »Fra Utallige bestormes jeg med Spørgsmaal, om ikke Andersen tænker at bereise de forenede Stater, saasom de ere overtydede om at hans Reise vilde blive et sandt romersk Triumphtog«.

Jeg troer ikke, at hans lyriske Arbeider have høstet større Roes i Udlandet end herhjemme. Hans dramatiske Arbeider synes at være saagodt som ignorerede i Udlandet: ialfald har Kritiken ladet dem gaae fri. Dette kan nu visselig ikke siges om hans eget Fædreland. Hvor skarpt han i denne Henseende blev bedømt, vil sees af de i denne Samling meddeelte Theatercensurer. Jeg har behandlet disse saa udførligt, for ikke at tilbageholde noget, der kunde styrke Andersens Berettigelse til at betragte sig som forfulgt. Det maa dog erindres, at han ikke har kunnet kjende disse som de foreligge her; han fik kun Resultaterne at vide, og han kunde nu engang ikke tænke sig disse grundede i Andet end ond Villie eller personlig Animositet imod ham, og da meest fra Molbechs Side. Naar denne næsten stadigt kom til det Resultat, at Stykket ikke kunde antages, da behøver det ikke at forsvares, at han fulgte sin Overbeviisning om hvad der hørte til den danske Skuepladses berettigede Fordringer; men det er sandsynligt, at ikke Faa ville misbillige de haarde Udtryk i Motiveringerne. Det er dog ikke billigt at glemme, at Censurprotokollen var en for Almeenheden lukket Bog, og at Molbech saaledes her kun har gjort sig en Privatfornøielse af at give sin Ærgrelse Luft, den aldrig ophørende Ærgrelse over det, som han kaldte Sjuskeriet. Men lad os et Øieblik komme tilbage til Eventyrene og deres Bedømmelse samt min Fremstilling, der er foranlediget ved, at Brandes har saa at sige deelt Andersens Forfatterliv i to Dele:

a. det jagede Dyr i den danske Literatur,

b. den lykkelige Eventyrdigter.

Jeg har ikke Noget mod en Tvedeling, men vel imod denne kortfattede Charakteristik af den første Periode. Det er jo forøvrigt let forklarligt, at der findes noget Modstridende i Opfatningen af Andersen og hans Digterskjæbne, naar den Ene — der har kjendt ham fra Barne- til Oldinge-Alderen — beskriver ham som Menneske og søger at vise, at netop dette Menneskelige maatte give hans Forfattervirksomhed dens særegne Præg, medens den Anden, der ikkun har havt et kortvarigt Bekjendtskab til ham, construerer ham for den første Halvdeel af »Mit Livs Eventyr», og for den anden Halvdeel af sin egen geniale Opfatning af Eventyrene. — Jeg henviser til Afhandlingen om disse; thi den er lystelig at læse og tale om. Det er i Grunden Indledningsordene, der have bragt mig til at skrive dette; de lyde saaledes:

«Der skal Mod til at have Talent. Man maa vove at fortrøste sig til sin Indskydelse; man maa stole paa, at det Indfald, der opstaaer i Ens Hjerne, er sundt, at den Form, der falder En naturlig, selv om den er ny, har Ret til at være; man maa have vundet Dristighed til at udsætte sig for at blive kaldt affectert eller vild, for man kan betroe sig til sit Instinct og følge det hvorhen det fører og byder. Armand Carrel sagde: Jeg skriver ikke som man skriver, men som jeg skriver — og dette er Begavelsens almindelige Formel.

Et talents ret til at danne nye former

Tagne i deres Almindelighed synes disse Ord at udtale en omfattende Syndsforladelse for de fleste Digterfeil — hvorfra dog udtrykkeligt undtages « Jaskværk og Skaberi » — og altsaa en Afviisning af alle Ankerne over Andersens tidligere Production. Andersen skulde altsaa have Ret, naar han til Dadelen over Sproget i hans Ungdomsarbeider svarede: «det er eiendommehgt for mig». Dette er naturligviis ikke Brandes’ Mening; til Overflod bekræftes dette ved en senere Anmærkning om, at Eventyrene en sjelden Gang plettes af stygge Sprogfeil, især af Germanismer. Han indleder kun sine Betragtninger over den hidtil ukjendte Fortællemaade ved at hævde « Talentets Ret til, hvor ingen gængs Form tilfredsstiller dets Naturs eiendommelige Krav, at danne nye Former, naar det finder en Byggeplads, hvor disse kunne udfolde sig let og frit. En saadan Byggeplads fandt Andersen i Eventyret ». Det er ligesaa sandt som det er smukt anvendt paa Andersens »dristige Pretension : at udtrykke sig mundligt skjøndt paa Prent ».

Dette henleder mine Tanker paa hine Tider, da Andersen fandt “Byggepladsen”. Du er jo netop et af hiin Tids Børn, og Du har vist bevaret en levende Erindring om ham som Fortæller. Derfor endnu nogle Ord for at opfriske denne Erindring.

 H.C. Andersen fortæller børnene livlige historier

I flere af de Kredse, hvor han daglig kom, fandtes Smaabørn, som han gav sig af med ; han fortalte dem Historier, som han deels selv lavede i Øieblikket, deels hentede fra bekjendte Eventyr; men hvad enten han fortalte sit eget eller gjenfortalte, var Fortællemaaden saa udelukkende hans egen og saa levende, at den henrykte Børnene. Ham selv morede det at give sit Lune dette frie Spillerum, Talen gik ustandseligt, rigeligt udstyret med de for Børnene bekjendte Talemaader, og med Fagter, som passede dertil. Selv den tørreste Sætning gav han Liv: han sagde ikke: »Børnene kom paa Vognen og saa kjørte de«, men: »saa kom de paa Vognen, farvel Far, farvel Mor, Pidsken smældede smæk, smak, og væk foer de hei vil du gaae.« De, der senere have hørt ham oplæse sine Eventyr, kunne kun danne sig et svagt Begreb om dette Foredrags eiendommelige Livlighed i Børnenes Kreds.

Det er ganske vist i de Tider ikke faldet ham ind, at noget Saadant kunde bruges paa anden Maade end mundligt og til Forlystelse for Børn. Men den Glæde, som de mundlige Fortællinger vakte i hans Kredse, maatte naturligviis lede til det Spørgsmaal, om ikke Flere kunde gjøres deelagtige deri, altsaa gjennem Pressen ; men skulde de trykkes, maatte de komme frem i hans Taleform; enhver anden var umulig. Meningen var neppe, at Børn skulde læse dem, men at de Voxne skulde oplæse eller gjenfortælle dem, saåvidt muligt i den Andersenske Tone. Forsøget blev altsaa gjort med et beskedent lille Hefte i Sedez, som kostede 24 Sk. Det var saaledes let tilgængeligt og fandt ogsaa god Afsætning. Samlingen voxede til to Bind (1835 — 42) og oplagdes flere Gange. — Men hvad sagde Kritiken? havde den Øie for, at her var fremkommet noget Usædvanligt? »Maanedsskrift for Literatur« betragtede det vel som en let Spøg, der stod udenfor den danske Literatur. To Anmeldelser har jeg ovenfor omtalt; og skulde Du tage disse til Indtægt for Din Mening om Datidens Bornerthed, saa kan jeg ikke fortænke Dig deri.

Sider:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40