Det Collinske Hus og H.C. Andersen (25)

Dommerne

Andre ville maaskee dømme endnu strængere om min Uforbeholdenhed. De ville sige, at man var berettiget til at vente, at der fra min Haand ikke vilde udkomme Andet end hvad der kunde tjene til min afdøde Vens Ære. Dersom jeg vilde forsvare mig med, at han i levende Live saa lidt forstod at skjule sine Svagheder, at disse vare bekjendte for hele hans Omgang, da vilde man vel sige: saa lad det være kjendt i denne Kreds, men bring det ikke ud i Verden. Men den Kreds, der kjendte ham, var stor og ikke altid mildtdømmende ; hans ydre Væsen har fundet mange haarde Dommere, som ikke kjendte hans Charakteer og ikke kunde finde anden Forklaring end : Egoisme, Hovmod, Forfængelighed o. s. v. Men naar jeg, som har fulgt hans Livshistorie fra hans tidlige Ungdom til Graven og været saa nøie knyttet til den, ikke troer men veed, at Grunden maa søges i en Disposition — legemlig eller aandelig eller begge Dele — som det ikke var ham muligt at frigjøre sig for; naar jeg netop deri seer en undskyldende Forklaring af det, som har været Andre til Forargelse — skulde jeg da tilbageholde det?

Kritikerne

En Kritik af Andersen som Menneske og som Digter har jeg ikke villet skrive; Kritik, veed Du jo nok, har aldrig været min Sag. Min Tip-Tipoldefaer var Veier, Maaler og
Vrager i Kolding, men der er Intet af Faget gaaet over i mit Blod. Men vil man kalde det Kritik, at jeg fremstiller Phænomenerne, og søger at forklare deres Grund — da faaer det være. Thi jeg kan ikke fravige den Mening, at der gjøres Andersen den bedste Tjeneste ved at vise Verden, hvor sygt hans Sind var, saa at det staaer tydeligt for Enhver, at alt Frastødende, alt det, som Verden forargedes over, skyldes dette Sind. Han kjendte sin Sygdom, men vidste intet Raad imod den, og han var tidt i Sandhed ulykkelig derover. Jeg har ikke givet nogen Beskrivelse af, men kun en Hentydning til de Paroxysmer, under hvilke han var aldeles utilregnelig; men jeg kan ikke ganske forbigaae dem, da det kun kan være i saadanne, at der er undsluppet ham Yttringer, som ere opfangede og priisgivne Verdens Dom. En bebudet Reaction mod ham kan godt bygges derpaa.

Samfundet

Hvad nu det Samfund angaaer, i hvilket Andersen bevægede sig i hiint for hans Udvikling saa vigtige Tidsrum, da har Du faaet det Indtryk, at hiint Samfund var noget pedantisk og for snevert til heelt at kunne forstaae ham, og at Formen spillede en overmægtig Rolle.

Jeg skal ikke her komme tilbage til Striden om Formen, dette misforstaaede eller dog kun halvt forstaaede Begreb — langt mindre til Andersens Betragtning af dette Stridsæmne *)

*) Skjøndt det er stridende mod Skik og Brug at skrive Anmærkninger til Breve, vil jeg dog her meddele Dig af et brev til Andersen “en Vens« Betragtning”. Til følgende Distichon:

»Altid, naar Aandens Mosesstav det vilde,

Fremsprang, trods Formens Klippe, Livets Kilde«

føier han: »Og Du veed ogsaa, hvor tidt vi have leet sammen af Hertz’s Formsludder. «

Men var det nu kun hans Forsyndelse mod Formen, der vakte Datidens Kritik imod ham? Forsøg at tænke Dig, at hiin Tids Andersen — ikke Eventyrdigteren, men den dramatiske Forfatter — optraadte i vor Tid — hvorledes vilde han da blive behandlet?

At der kunde være meget at sige mod Samfundet i den Tid, vil jeg indrømme; jeg mindes selv meget af Bureaukrati, Servilisme , sneverhjertede Anskuelser om det Tilladelige og Passende. Men ere da alle disse ubehagelige Begreber forsvundne fra vor Tid, og er der ikke opstaaet nye Former af den Egoisme, der er alle Tiders ulægelige Sygdom? Og hvad den æsthetiske Literaturs Omraade angaaer, da vil jeg minde om, at vi havde vor Opdragelse gjennem Mænd som Baggesen, Oehlenschlæger og Heiberg. Jeg troer derhos, at vi vare mere unge end Nutidens unge Mennesker. Jeg har idetmindste ikke hørt Noget fra de sidste 30 Aars Ungdom i Retning af Digterens:

Griller, Griller, fly, fly,
Vort Sind behøver godt Veir,
Et muntert Sind gjør Guld af Bly
Og Sølvtøi udaf Potter.

Men dette bliver mellem os ; thi jeg vil ikke have Klammeri med Ungdommen. Endelig vil jeg spørge, om det ikke er noget for tidligt at betragte hiin Tids Virksomhed paa det aandelige Gebet som en Deel af »det forsvundne Kjøbenhavn«.

Sider:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 3233 34 35 36 37 38 39 40