H.C. Andersen: I Sverrig – XIX. Ved Siljan-Søen

H.C. Andersen: I Sverrig – XIX. Ved Siljan-Søen

Vi ere høit oppe i Dalarne, vi ere ved Siljansøen,»Dalarnes Øie«, hvori Soller-Øen med sin skinnende hvide Kirke danner Øiestenen.

Deiligt er her ved Midsommertid. De fjerne Bjerge fortone sig saa reent blaa, Sollyset strømmer ud over den klare, blanke Vandflade, hvor stundom Ørkenens Fee, Middelhavets Troldhex, Fata Morgana, kommer og reiser sit Luftslot. Gjennem Siljansøen, Dalbonden siger det, svømmer Nøkken som Flodhest med sivgrøn Manke. See ud over Vandet, hvor Baadene komme med Brudefolk og Gjæster, med Sang og med Spil, see op ad de nærmeste Skovskrænter, hvor de rødmalede Træhuse prange i Solskinnet, hvor Klokkerne paa Gederne klinge og Sangen lyder fuld og stærk, som blæst gjennem Luren: »Huja! Huja!«

Deiligt er her en Sommerdag, deiligt er her ved Vintertid, om end Qviksølvet fryser i den stærke Kulde. Himlen her er da dobbelt høi og blaa; Granskoven staaer grøn i den hvide Snee. Kulbrænderens Ild skinner derinde; den raske Jæger fælder Ulv og Bjørn, og paa Siljans Iisspeil glide hundredviis Slæder hen over det dybe Vand; Riimfrosten hænger i den Kjørendes Pels, i hans Hue og Skjæg. See det ved Fuldmaanens Glands og ved Nordlysenes røde og blaagrønne Flammer. Træd ind i Stuen her, naar Ilden knittrer i Ovnen, og Familien sidder i Kreds foran den. Her er hjemligt godt at være. Spørg kun Dalfolket! ihvor de end komme i Verden, og ihvor godt de endogsaa faae det, altid længes de hjem til det fattige Bo: »thi« – sige de – »vi leve saa kjærligt derhjemme.«

Sundhed, Arbeidslyst og fornøiet Sind er Dalbondens Rigdom; selv føler han sig fra gammel Tid ædelfødt, han er »Husdrott«; til Kongen selv siger han Du.

Da under KongCarl Johanen af dennes Sønnesønner kom op i Dalarne, traadte en gammel Bonde hen til ham, trykkede hans Haand og bad:»Vil Du ogsaa hilse din gamle Farfaer i Stockholm!«

Dalfolket elsker Sang og Dands: »Nyckel-Harpen« og »Bockhornet«, Sækkepiben og Violinen. Et Digter-Hjerte sidder i dette Folk, og Digter-Hjertet elsker sin Konge. Dalfolket bar længst den Vold og de Plager, som gjerrige og onde Fogeder her øvede i Kongens Navn. Det var under Danskens Herredømme; Dansken har i gammel Tid handlet ilde i Svenskens Land; det havde den svenske Soldat i Minde, da han under Carl den Tiende foer haardt og ondt afsted mod Bonden i Danmark.

Velsignet være de Harper, som klang, de Stemmer, som sang Forsoning! velsignet være den nye Tid! Lad os alt i denne Verden forstaae og elske hverandre! det er saa godt, at Naboer og Brødre boe i Enighed og Venskab. Fredens Sollys i Gud straale over Landene!

Dalarnes historiske Minder vende vort Blik tilbage til hine blodige Tider; – fra Dalarne opgik Sverrigs Eenhedsstjerne.

Skandinaviens Dronning Margareta var ingen kjærlig Moder for sit svenske Land. KongErik af Pommern, hvem en kommende Digter vil føre for Nationernes Domstol, var endnu haardere mod det; hans Navn lød i Forbandelse under raa Fogeders Grusomhed;»Swenska Folkets sago-Häfder«melde om »Fængselsstenen« ved den aabne Sø, hvor Bonden sattes nøgen ud i Frost og Kulde, melde om, hvordan han blev ophængt i Røg, og tidt qvaltes i den; der skete ham hans Ret, sagde de, han kunde ikke, eller vilde ikke betale. Døde det sidste Krik, han eiede, saa spændtes han selv for Ploven, og Hustruen for Hølæsset. En dansk Foged,Jøsse Erikson, grum som SveitzerlandetsGeßler, øvede alt Ondt og Vold mod det brave Dalfolk; den bittre Skaal løb over, og Dalboerne undsagde Jøsse Erikson og bad ham vogte sig for at lade sig see blandt dem. Pilene bleve hvæssede, Staalbuerne tagne frem, og til Fører kaaredesEngelbrecht Engelbrechtsson, der boede ved »Kopparberget«, hvor nuFahlunligger, han var i sin bedste Alder, fribaaren og ædel; han havde tjent i fremmed Land, og var øvet i Vaaben og ridderlige Sæder. Oprør mod Fogeden er dog Oprør mod Kongen, meente han, bad dem derfor holde ud, til han havde gjort den lange Reise til Kjøbenhavn og talt med Kongen, og det gjorde han. Den lille, fiirskaarne Dalkarl med de klare Øine, den stolte Pande og Haaret ned om Hærderne, traadte ind i Kong Eriks Sal, og udtalte med klar, lydelig Stemme Folkets Klager. Gode Løfter bleve givne ham, men ikke holdte, og Engelbrecht drog anden Gang til Kongen, men fandt ikke Adgang hos ham; da reiste Dalfolket sig under Engelbrecht, bortjog de onde Fogeder og ødelagde deres Gaarde; Dal-Øxen overhug Baandet mellem Kong Erik og Sverrigs Rige.

Historien kaster en Glands over Dalarne. Fra Historiens Blade synger det for dine Ører, naar Du besøger disse Egne.

Ved Siljan-Søen, hvor Rättvik ogMora Kirketaarne speile sig i Vandfladen, og i de mørke Skove heroppe var det, atGustav Wasa, forladt og forfulgt, drog om i sin Ungdoms bittre Tid, nu rigt Stof til Billeder og Sange. Det var paaChristjernsKongebud, at de Bedste af den ædle Sture Slægt, og mellem disse den unge Gustav Erikson Wasa, førtes som Gidsler til Kjøbenhavn og der hensattes i detblaa Taarn. Snart efter førtes dog Gustav til et mildere Fængsel paa Kalø Slot i Jylland; hans Ungdom og Skjønhed indtog for ham, han fik Lov at gaae om med ringe Bevogtning; den saae ham tidt sidde halv drømmende og med de store blaa Øine sorgfuld see over Kattegattet mod Sverrigs Kyst. Man var tryg for ham, – og under denne Tryghed slap han bort, løb gjennem Skove og over Heder, og standsede først, da han var tolv Mile fra sit Fængsel. Jydsk Qvæg blev drevet til Tydskland, og Gustav Wasa blev Qvægdriver; saaledes naaede han Lübeck, hvor han for Borgemester og Raad talte sin Sag saa vel, at de gave ham Beskyttelse, og skaffede ham paa et Skib, der gik til Sverrig. Paa Steensø-Næs ved Calmar steg han iland, og da Mængden rundt om endnu troede paa Kong Christjerns Løfter om Mildhed og Naade, maatteGustavi natlige Farter snige sig gjennem sit Fædrelands tætte skove; Sturernes bedste Mænd gik her som Fredløse, og efter dem, dog mest efter Gustav, speidede de danske Fogeder. Alt Krigsfolk drog op mod Stockholm, der stod Blodbadet; ved Rygtet herom flygtede Gustav til Dalarne. I Dalkarle-Dragt, med Øxe paa Skulderen, kom han til »Rankhyttan«, to Miil fra Fahlun, og her hos sin fordums Skolekammerat, den rige Bergsmand Anders Pehrsson, tog han Tjeneste og tærskede for Dagløn. Pigen i Huset kom til at see den guldstukne Silkekrave, han havde under sin grove Klædning, og hun fortalte det til sin Husbond, der da hemmelig kaldteGustavfor sig, og af ham hørte om Blodbadet i Stockholm, om Gustavs Moder, der holdtes fangen i Kjøbenhavn, og om al den Nød, der overgik Sverrig, og at Liv og Blod nu maatte voves, men det blev spildte Ord, og Gustav maatte drage fra»Rankhyttan«op i Skovene. Det var Vintertid, Isen paa Lill-Aaenbrast under ham; i Glottorp Færgestue tørrede han ved Ilden sine vaade Klæder, og vandrede saa til Ørnæs, hvor Arendt Pehrsson boede; men denne var ham en falsk Ven, der forraadte ham og lod Fogeden komme med syv af sine Mænd. De vare allerede i Gaarden, men Arendts Hustru, den brave Barbro Stigsdotter havde advaret Gustav, der, før de naaede ind i Stuen, heisede sig fra Loftslugen ned til Drengen, der paa Barbros Ordre holdt med den forspændte Slæde, og jog saa afsted til Korsnæs, til Sandwiks-Hyttorna og til Svardsjø, altid jaget og skræmmet af Speidere og Forfølgere. Hos Ungdoms-Vennen fra Skoletid, Sognepræsten Hr.Jonn, blev han vel optaget, i otte Dage talte de sammen, stille og hjerteligt, om Sverrig; men da Arendt fra Ornæs og Fogeden der stadig sendte Speidere og Vagter, maatte Gustav atter flygte, og neppe var han traadt ind i den varme Stue hos Hr.Swen i Isala, før Fogedens Folk ogsaa vare her; men snildelig sprang Swens Hustru hen til Gustav, gav ham et Slag over Ryggen og skjændte som i Vrede: »Hvad staaer Du der og gaber efter paa de Fremmede, som om Du aldrig havde seet Folk før! Pak Dig ud i Laden at tærske!« Og Gustav anstillede sig dum og gik at tærske. Det faldt ikke Fogedens Folk ind, at den pryglede Knøs just var ham de skulde fange. Paa alle Veie vrimlede det med Speidere og væbnede Folk overalt i Dalarne, de søgte efter de Fredløse, dog meest efter Gustav Erikson Wasa.

Dalfolket vidste, at han var deroppe, det vidste, at han havde givet sig hen til dem, og hver og een svor i sit Hjerte, at han, som alle Dalkarles Gjæst, skulde være tryg hos ham, Ingen vilde vorde en Forræder, som Arendt paa Ornæs.

Swen i Isala troede ikke Gustav sikker hos sig, og ønskede at have ham høiere op i Skoven til Marnäs By; her boede to redelige Mænd, Brødrene Maths og Pehr Olofsson; men paa alle Veie derhen stode Vagter, ved hvert Led og ved hver Bro; derfor gjemtes Gustav i et Læs Halm, som Swen selv kjørte, og det lige midt ind imellem Fogedernes Udsendinge; Een af disse stak sit lange Spyd ind i Halmen og traf Gustav i det ene Been. Saaret var let, men Blodet dryppede dog ud fra Halmen, og da Swen saae det, skar han i Smug sin Hest i Foden, saa at den blødte, og Ingen fattede Mistanke. I Leksands Skove, ved Liungsø-Aaen under et stort, omfaldet Træ, hvis vidtudstrakte Grene dækkede et vidt Rum, skjulte Brødrene i tre Nætter og Dage den Flygtende, og bragte ham her sin Føde. En Nat endnu var hans Skjul og Hvile her under en stor nedhængende Birk; her vaktes Beslutningen hos ham at tale til det forsamlede Folk, og han vovede sig hen til Rättvik. Paa Kirkegaarden der talte han til Menigheden om Blodbadet i Stockholm og alt hvad Ondt Svensken maatte lide; Mængden blev bestyrtet, og svor at tage Hævn, men vendte strax igjen om til den Forsigtighed, først at høre, hvad der sagdes om den Ting i Nabosognene.

Og Gustav drog over Mor atil Ulmelands By, hvor Maths Larssons Hustru gjemte ham i sin Kjelder, og satte det store Ølkar over Lemmen, for at ikke Fogdens Folk, der kom, skulde finde ham. Han gjemtes her til ind i Julen, og paa en af Helligdagene traadte han da frem paa en Høi ved Mora, og talte med høi og klangfuld Røst til Dalkarlene, som kom fra Kirke. Han mindede dem om deres Fædres Kjærlighed til Frihed og Fædreland, hvorledes de havde kjæmpet underEngelbrechtogSturerne, han talte om Blodbadet i Stockholm og om Christjerns Grumhed mod Stures Enke og Børn. Den hele Forsamling blev opfyldt heraf, Nogle græd, Andre raabte høit, at de vilde gribe Vaaben, men der traadte ogsaa snart Mange frem og talte imod Gustav; de sagde, at Christjerns Blodbad gjaldt kun Herrerne og ikke Bønderne; og de kunde have troet dette med Ret, thi Christjern, Adelens Tyran, var fattig Mands Ven, hans menneskekjærlige Love til Værn for den da som Dyret behandlede Bonde ere Vidnesbyrd for ham i Nutiden.

Mora-Karlene vaklede i deres Forsæt, de fleste raadede Gustav til at drage længere bort, ud over den norske Grændse, og modløs drog han afsted, han opgav sit Fædreneland.

Allerede øinede han de norske Fjelde; dybt bedrøvet standsede han; sulten og tørstig var han; Klokkerne klang fra Lima Kirke, derind gik han og holdt sin Andagt. I brændende Bønner løftede sig hans dybtbedrøvede Hjerte til Gud, der gav ham Mod, Ild og Kraft til engang endnu at tale til Bønderne; de hørte ham, de forstode ham, men vovede ikke at gjøre noget, og han drog afsted igjen og kom til Sälens By, den sidste ved Norges Grændse. Endnu engang, den allersidste, vendte han sig mod Dal-Landet, og saae tilbage ud over dets Granskove, Iis og Snee. – Da kom, med Dampens Fart paa deres Skier løbende over Iis og frossen Snee, to Mænd, gode Skiløbere, udsendte fra Folket i Mora, for at søgeGustav, og kalde ham tilbage som deres Høvding. Vor Herre havde villet det saa, at netop daGustavdrog fra Mora, kom der som Fredløs den navnkundige KrigsmandLars Olofsson; han talte om Blodbadet og at Christjern rundt om i Landet reiste Galger, at det samme ogsaa snart vilde skee i Dalarne, at Skatter og Plager vilde komme over dem for deres Troskab mod Sturerne, og det fortrød dem, at de havde givet slip paa Gustav; da reiste sig der en gammel Mand og sagde, at hver Gang Gustav talte her, havde det blæst en frisk Nordenvind, det huskede de; og da efter gammel Tro heroppe hvert Foretagende, der begyndtes i Nordenvind, lykkedes, saa reiste de sig Alle, Alle som Een; de vilde vove Liv og Gods for Fædrelandet og for Gustav Erikson Wasa.

I Mora hyldedes han, og drog saa med 1000 Mand til store Kopparberget og fangede Bergsfogeden ogChristjerns andre Mænd. De Fredløse søgte ham, alt Folket, hvor han kom, sluttede sig til ham, hans Hær var voxet til 15000 Mand, da den ved Brunbäck Færge mødte sine væbnede Fjender.

»Och flera Dalpilar i luften der samm,

Än haglet nedfaller ur skyn,«

staaer der i den gamle Sang. Dal-Pilene susede hen over Dal-Elvens Strømme.

»Et Folk, som æder Bark og drikker kun Vand, kan Fanden selv ikke betvinge,« sagde den danske Biskop Beldenack, som var der og raadede sine Landsmænd: at see til de kom bort; men Dalkarlene trængte paa, Liig laae ved Liig, med Staalpilen gjennem Brystet ud af Ryggen. Stort var Danskens Tab, Dalfolket synger endnu:

»Brunbäcka älf är wäl diup och så bred,

Der sänkte de så många Jutar ned.

Så kördes de Danska ur Swerige.«

Og Gustav med sine Dalkarle drog fremad til Upsala, frem til Kamp ved Brunkeberg og Seiersindtog i Stockholm, hvor han da, som Visen lyder, kunde sige til sine Dalkarle:

»I hafwen med mig ståndit som trogna Swenska män,

Will Gud mig lifwet unna, jag gör Eder godt igen.«

Til Dalarne, hvor Gustav vandrede vildsom og forfulgt! til Dalarne, hvor Folket er nøisomt og glad, hvor de gamle Staalpile og Buer ere ophængte over Ovnen, hvor Dandsen gaaer rundt om Maistangen i Skjærsommer, ville vi komme, Maler og Digter! lidt af de to ere vi dog allesammen, thi ellers forstod vi dem ikke.

Vognen er forspændt, Holdkarlen venter. Fra Leksand kjøre vi langs Søen ad Rättvik og Mora. Karlen vil fortælle dig om Kong Gustav, hvert Barn her kjender ham; og er Du dansk og Bonden fornemmer det, da vil han med venligt Smiil tale til Dig om de gamle, fjendtlige Tider, og hvor godt det nu er! vi kjende hinanden, og ere hinanden saa lige! Dansken kommer herop i Besøg, og Svensken gaaer ned til de Danske; de svenske Krigsfolk have skrevet hjem og fortalt, hvor godt og vel de fandt det som Venner i Danskens Land; han vil fortælle Dig, hvor brav de forstode hinanden, hvor lig de ere i Skik og Brug, i Tro og Tanke. Du faaer ogsaa at vide, hvor rigt og vel i de sidste Aar Kornet trives iSverrig, selv oppe iDalarne; det er kun Aaringer tilbage, da var her Hungersnøden saa stor, at en Bonde kom til Provsten for at kjøbe et Knippe Halm, der skulde skjæres smaat og blandes i Barkbrødet, til at spises. »Nu er det gode Tider!« siger han, og viser dig sit sorte, haarde Knækkebrød, som han bryder med de hvide, stærke Tænder.

Solen skinner klart over de mørke, skovgroede Bjergaase og over Søens stille Flade. Fra Veien ved Bergsänger Udsigten meest udstrakt over Siljan; man seer herfra Mora Kirkes Kobberspiir, og bag ved det de blaa Bjerge i dobbelt Række. Til Bergsäng, sædvanligviis ikke længer, kommer den Reisende, her vender han om, han har da seet det Smukkeste af Dalarne, men dog ikke seet Landet i al dets Afvexling. Under os, tæt herved ligger Rättvik Kirke, skinnende hvid som en Svane ude paa det grønne Næs; derhen ville vi til et venligt Hjem, til Provstegaarden, til glade, godmodige Mennesker. Skoven dufter saa stærk, rundt om voxe vilde Ripsbuske, rundtom blomstrer med sine røde Blade Midsommer-Blomsten: primula farinosa.

»Velkommen til os!« lyder det, og vi føres ind i Provstegaardens store Havesal; her er vinterkoldt, skjøndt det dog er Midsommer, men snart lunes her godt; store Træstykker stilles paa Kant i begge Kaminerne, Ilden knittrer og løfter sin Flamme høit op i Skorstenen. Kjære Naboer, Præsten, Lægen, Venner fra Nabolavet samles, Punschebollen damper og Samtalen bliver levende, sund og frisk, som Naturen heroppe.

Efter Bordet gjøre vi en Vandring ned til Kirken, de brogede, malede Billeder herinde beskinnes just af det stærke Sollys. Udenfor Kirkens Dør staaer Fattigbøssen, Lazarus kaldet, et underligt Træbilled, der forestiller en Tigger. Nu komme Mænd, Qvinder og Børn; et Liig føres til Graven, Mændene tage til Hatten for den Døde, det er saa Skik her, som i de catholske Lande.

Vi vandre gjennem Skoven forbi en lille Kornmark. »Her kom jeg ifjor,« fortalte os en af vore Ledsagere. »Midt paa Marken gik en Person, jeg troede det var Præsten, og vilde til at raabe god Dag, men betids saae jeg at det var Nalle, som vi kalde ham.

Det var en stor Bjørn, der gik paa Bagbenene i godt Humeur, gnavede paa en Havrekjærv og brummede saa smaat. Jeg sagde ikke mit god Dag, jeg skjøttede mig selv, og det gjorde ogsaa han.«

Fra Skoven komme vi ud paa den brede Kjørevei, hvorfra Rättvik Kirke, Søen og de fjerne Bjerge danne et deiligt Billed; vi ere ved den nye Bade-Anstalt; beqvemt og vel indrettet staaer den med hyggelige Værelser, Læsestue og Badekamre. Derinde kan du see Dal-Mumier, – levende, friskblomstrende, rødkindede Mænd, indsvøbte i Tæpper, kun Hovedet er frit; det er Badegjæsterne, som lige ere komne op af det kolde Bad. Vandanstalten ved Rättvik er ganske som den i Gräfenberg i Schlesien. Paa Bordet i Læsestuen ligge Bøger og Aviser; Du har igjen fat her i Traadene til den levende, urolige Verden, Du fornemmer gjennem det trykte Ords electromagnetiske Strøm, hvad der rører sig og skeer ude, og springer saa igjen ud i Naturen, i Solskinnet, i Birkeduften ved den aabne Siljan-Sø.

Endnu en Vandring til Præstens Huus under de høie Træer med Udsigt til Søen. I de smaa Stuer er saa hyggeligt og smukt; fra de store Bogreoler skinne bekjendte Navne; hele Skandinaviens nye Literatur venter her paa Vintertiden for at aabne sin Tryllehave, naar Iis og Snee ligger udenfor, og Dalarne er som lagt udenfor Europa. Poesi og Videnskab sprudler med evige Kilder, medens Naturen maa blunde sin Vintersøvn.

Fra Rättvik drage vi tilMora, hvor Gustav talte til Menigheden; vi drage op til Porphyr-Værket, hvor de prægtige Skaale slibes; vi ride paa den eensomme, smalle Skovvei op til Finnernes Hytter. Eensomt og helligt, broget og herligt er det i Dalarne, deiligst dog ved Siljan.

Maler, tag Skizzebog og Farver, drag op i Dalarne, Billed ved Billed vil aabenbare sig for dig.

Kom her i Foraarstid, naar de unge Karle drage i Leir til Vaabenøvelse, stil Dig ved Veien, lidt fra hvor Ledet aabnes, og hele Stimmelen kommer med Spillemanden foran. Børn og Gamle staae paa Høien under den hængende Birk og vinke Levvel.

Træd ind i »Klädstugan«, rigere Farvepragt end her frembyder ingen Stue i Tyrkernes farvebrogede Hjem. Klædningsstuen er sædvanligviis et fritstaaende Træhuus, der opbevarer Formuen af Klædningsstykker, det er reist paa høie Pæle, for at ikke Rotter eller slige Dyr skulle slippe derop, Trappen stilles op til Døren og Du kommer ind. Under Loftet og hen ad Væggene hænge, udspændt paa Tøndebaand, Fruentimmernes Skjørter og Kjortler af alle Farver, en Mængde i det utrolige, hver Person i Familien eier tidt sytten, atten Stykker. Her hænge Forklæder og Livstykker, her hænge Karlenes Kjoler, Veste og Buxer; Strømperne synes at mylre frem, saa mange ere der; Lintøiet, baade det ærmeløse og Overstykket hertil har sin bestemte Plads herinde. Gulvet er som oversvømmet af Sko, saa klodsede, kunstige, pukkelryggede og træskoformede, at det synes en heel Opfindelse at lave dem saaledes. Psalmebøgerne staae i Række paa den blomstermalede Hylde; Væggen selv, hvor man kan see den for Klædningsstykker, er ogsaa malet. Der f. Ex. svæver Propheten Elias paa sin Ildvogn, trukket af Solheste, der i Tegningen temmeligt see ud som Grise; ogsaaJakob, der brydes medJehova, kan man see, ogJehovahar Livkjole, Skindbuxer og lange Støvler. Henover Vinduerne staae Bibelsprog og Navne; Tulipaner og Roser blomstre der, som de aldrig blomstre i Naturen. Giv os et Billed af Klædningsstuen idet at unge Piger hente der deres Pynt, eller hænge den op igjen.

»Det er ikke noget at male!« siger Du maaskee, naa, saa er det noget at see, kom kun.

Maler og Digter, tag hinanden i Haanden, kom op til Dalarne, det fattige Land er rigt paa Skjønhed og Poesie, rigest dog ved Siljan-Søen.

Afsnit:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30

Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.