H.C. Andersen: I Sverrig – II Trollhättan

H.C. Andersen: I Sverrig – II Trollhättan

Hvem traf vi ved Trollhättan? Ja, det er en mærkelig Historie og den ville vi fortælle.

Vi stege i Land ved den første Sluse, og stode som i et engelsk Have-Anlæg; de brede Gange ere belagte med Gruus, og hæve sig i korte Terrasser mellem den solbelyste Grønsvær; her er venligt, yndigt, men slet ikke imponerende; vil man derimod betages paa denne Maade, da maa man gaae lidt høiere op til de ældre Sluser, der dybe og smalle ere sprængte gjennem den haarde Klippeblok. Det seer storartet ud, og Vandet bruser til Skum dybt nede i det sorte Leie. Her oppe overseer man Dal og Elv; Flodbredden paa den anden Side hæver sig i grønne bølgeformige Høie, grupperede med Løvtræer og rødmalede Træhuse, der begrændses af Klipper og Granskov. Gjennem Sluserne stige Dampog Seilskibe, Vandet selv er den tjenende Aand, der maa bære dem op over Fjeldet; fra Skoven summer, bruser og larmer det. Trollhättafaldenes Drøn blande sig med Larmen fra Saugmøller og Smedier.

»Om tre Timer ere vi gjennem Sluserne«, sagde Capitainen, »i den Tid kunne De see Faldene. Ved Vertshuset deroppe træffes vi igjen«.

Vi gik ad Stien gjennem Skoven, en heel Skare barhovede Drenge omringede os, Alle vilde de være vore Førere; den ene skreg i Munden paa den anden, hver gav sin modsigende Forklaring, hvor høit Vandet stod og hvor høit det ikke stod, eller kunde staae; der var ogsaa her stor Uenighed blandt de Lærde. Og snart standsede vi paa en lyngrød Klippe, en svimmelgjørende Terrasse; foran os, dybt nede, det brusende Vand: Helvedsfaldet, og over dette atter Fald ved Fald, den rige fuldtstyrtende Elv, Udløbet af Sverrigs største Indsøe. – Hvilket Skue, hvilken Brusen, foroven, forneden! det er som et Havs Bølger, men et Hav af skummende Champagne, af kogende Mælk; øverst ombruses to Klipper, saa Vandstøvet løfter sig som Engtaage, nedenfor trænges Vandet mere sammen, styrtes igjen, skyder fremad og gaaer i Cirkel tilbage som smult Vande, og vælter da i Helvedsfaldet sit lange havtunge Fald. – Hvilken Orkanbrusen i Dybet, hvilket Syn! man har ikke Ord!

Og det havde her heller ikke vore skrigende smaa Førere, stumme stode de, og da de igjen begyndte med Forklaringer og Fortællinger kom de ikke langt dermed, thi en gammel Herre, Ingen af os havde tidligere lagt Mærke til ham, men han var nu mellem os, trængte anderledes igjennem med sin forunderlig klingende Stemme; han vidste Besked om Stedet og om gamle Dage, som om disse havde været igaar.

»Her paa Klippeholmene,« sagde han, »var det i hedenske Tider, som de jo kaldes, at Kjæmperne afgjorde deres Strid. Kjæmpen Stærkodder boede i denne Egn, og syntes godt om den smukke Pige Ogn Alfafoster, men hun kunde bedre lide Hergrimer, og saa blev han af Stærkodder fordret til Strid her ved Faldet, og fandt sin Død, men Ogn sprang til, tog sin Brudgoms blodige Sværd og stak det i sit Hjerte; Stærkodder fik hende ikke. Saa gik der hundred Aar og atter hundred Aar igjen, Skoven var da tyk og tæt, Ulve og Bjørne gik her, Sommer og Vinter; onde Røvere huserede, Ingen kunde finde deres Skjul; derhenne var det; ved Faldet ud for Top-Øen, paa norsk Side, var deres Hule, nu er den styrtet sammen. – Klinten deroven over -!«

»Ja,Skrædderklinten!« raabte alle Drengene, »den styrtede i Aaret 1755.«

»Styrtede!« sagde Manden, ligesom i Forundring over at Andre end han kunde vide det. – »Alting styrter en Gang, og Skrædderen strax. Røverne havde stillet ham op paa Klippen og forlangte, at vilde han løses fra dem, da skulde hans Løsepenge være, at han deroppe ihast syede en Klædning færdig; og han prøvede ogsaa paa det, men ved det første Sting, idet han trak Traaden ud, svimlede han ned i det brusende Vand; og saa fik Klippen Navn af Skrædder-Klinten. En Dag fangede Røverne en ung Pige, hun forraadte dem; hun tændte en Ild derinde i Hulen, Røgen blev seet, Hulen fundet og Røverne fangne og dræbte; Tyvfaldet hedder det der udenfor, og der, nede under Vandet, er endnu en Hule, Elven styrter sig der ind og koger tilbage; man seer det nok heroppe, man hører det, men det høres bedre inde under Bjergmandens Loft!«

Og vi gik videre, langs Faldet, henimod Topøen, altid paa siirlige, med Saugspaaner belagte Gange til Polhems Slusen, en Sprængning i Fjeldet for det først paatænkte Sluseværk, der ikke bragtes istand, men hvor Kunsten derved har skabt det mest imponerende af alle Trolhættens Fald; lodret i det sorte Dyb falder det ilende Vand. Fjeldsiden her er sat i Forbindelse med Topøen ved en let Jernbro, der synes som kastet hen over Afgrunden; man gaaer paa det gyngende Gulv hen over det henflyvende knusende Vand, og staaer da paa den lille Klippe-Ø, mellem Fyr og Gran, som skyde frem fra Revnerne; foran os styrter et Havs Bølger og knuses mod Steenblokken hvor vi staae, overstænkede af den fine, evige Regn; paa hver Side flyver Strømmen, som skudt ud fra en Kjæmpekanon, og brydes i Fald ved Fald; vi see ud over dem alle, og gjennemfyldes af de harmoniske Drøn, de samme altid, gjennem Aartusinder.

»Over til Øen der kan da aldrig Nogen komme?« sagde Een af vort Selskab, pegende mod den større Ø ovenfor det øverste Fald.

»Jeg veed dog een,« sagde den Gamle og nikkede med et eget Smiil.

»Ja det kunde min Bedstefader,« sagde den største af Drengene, »men ellers kommer der knap nogen hvert hundred Aar. Korset, der er sat op derovre, har min Bedstefader sat. Det havde været en haard Vinter, hele Wenern var lagt til, Isen dæmmede Udløbet, og saa blev her mange Timer tør Bund, Bedstefader har fortalt det, han gik med to Andre over, satte Mærket op og kom tilbage; men saa knaldede det saa frygteligt, ligesom det var Kanoner, Isen gik og Elven kom over Engen og Skoven. Det er sandt hvert Ord jeg siger.«

En af de Reisende citerede Tegnérs:
»Vildt Göta störtade från Fjällen,
Hemsk Trollet från sit Toppfall röt!
Men Snillet kom och sprängd stod Hällen,
Med Skeppen i sit Sköt!«

»Stakkels Trold,« vedblev han, »det gaaer tilagters med Din Magt og Herlighed! Menneskeaanden overflyver Dig, Du kan gaae i Lære hos den.«

Den snaksomme Gamle gjorde en Grimasse, mumlede noget i Skjægget – – men vi vare netop ved Broen udfor Vertshuset, Dampskibet gled gjennem den aabnede Vei, Enhver skyndte sig med at komme ombord, og snart tog det Fart hen ad Elven oven for Faldet, som om dette slet ikke var.

»Og det lader sig gjøre!« spurgte den Gamle. Han kjendte slet ikke til Dampskibe, havde aldrig før i Dag seet et saadant, og derfor var han ogsaa snart oppe, snart nede; nu stod han ved Maskineriet og stirrede ned paa den hele Sammensætning, som skulde han tælle Nagler og Skruer, nu var han høit paa Hjulkasserne, eller halv over Relingen. Canalveien syntes ham noget ganske nyt, Kortet over den og Reisebøgerne vare ham ganske fremmede Gjenstande, han vendte dem, han dreiede dem, læse troer jeg ikke han kunde. Men Besked i Egnen vidste han, det vil sige Besked fra gamle Tider.

Hele Natten paa Wenern sov han ikke; han studerede Dampskibsfarten; og da vi i Morgenstunden fra Søen steg op ad Sluse-Terrasserne, høiere og høiere, fra Sø til Sø, hen over Høisletten, høiere, altid høiere, var han i en Travlhed, der syntes ikke at kunne blive større; og vi naaedeMotala.- Den svenske Forfatter Tørneros fortæller om sig selv, som Lille, at han da spurgte engang, hvad det var, der dikkede inde i Uhret, og man svarede ham:»det er Blodløs!«- En Rædsel som den der da greb ham og bragte Barnets Pulse i Feberslag og Haaret til at reise sig med Isnen paa Hovedet, øvede ogsaa i Motala sin Kraft over den Gamle fra Trollhättan. Vi gik om i Motalas store Fabrik. Hvad der dikker i Uhret, slaaer her med stærke Hammerslag. Det er »Blodløs,« der drak Liv af Mennesketanken, og ved den fik Lemmer af Metaller, af Steen og Træ; det er Blodløs, der ved Mennesketanken vandt Kræfter, som ikke Mennesket selv physisk eier. I Motala sidder Blodløs og gjennem de store Haller og Stuer strækker han sine haarde Lemmer, hvis Led og Dele ere Hjul ved Hjul, Kjæder, Stænger og tykke Jerntraade. – Træd herind og see hvor de gloende Jernstykker presses til lange Jernstænger, Blodløsspinder den gloende Stang. See hvor Saxen klipper i de tunge Metalplader, klipper saa stille og saa blødt, som var det i Papir; hør hvor han hamrer, Gnisterne flyve fra Ambolten! see hvor han knækker de tykke Jernstænger, knækker efter Længde-Maal, det gaaer, som var det en Stang Lak der brødes. Foran dine Fødder rasle de lange Jernstykker, Jernplader høvles i Spaaner; foran dig dreie sig de store Hjul, og hen over dit Hoved løbe levende Jerntraade, svære, tunge Jernsnore, det hamrer, det surrer, og søger du ud i den aabne Gaard, mellem store omkastede Kjædler til Dampskibe og Bane-Vogne, da strækker ogsaaBlodløsher ud en af sine favnelange Fingre og haler afsted. Alt er levende, Mennesket staaer kun og stiller af og stopper! Vandet springer En ud af Fingerspidserne ved at see derpaa, man dreier sig, man vender sig, staaer stille, bukker og veed ikke selv hvad man skal sige af bare Ærbødighed for den menneskelige Tanke, der her har Jernlemmer, og imidlertid gaaer bestandig den store Jernhammer med tunge Slag, det er som den sagde: »Banko, Banko! mange Tusind Daler Banko i reen Fortjeneste! Banko, Banko!« – hør det, som jeg hørte det, see det, som jeg saae det; – den gamle Herre fra Trollhättan gik op i bare Beskuelse, sveiede og svingede sig, krøb paa Knæ og stak Hovedet ind i Kroge og mellem Maskiner, han vilde nu kjende Alting saa nøiagtigt, see Skruen paa Propél-Fartøiet, forstaae dens Mekanisme og Virken nede under Vandet, og Vandet selv haglede ham ned ad Panden; han gik ubevidst baglænds i mine Arme, ellers var han gaaet i Maskineriet og knækket over; han saae paa mig, han trykkede min Haand.

»Og Alt dette gaaer naturligt til,« sagde han, »simpelt og begribeligt.

Skibene gaae mod Vind og mod Strømmen, seile op over Skove og Bjerge, Vandet maa løfte, Dampen maa drive?«

»Ja,« sagde jeg. – »Ja,« sagde han, og atterja, med et Suk – – det forstod jeg ikke den Gang, men Maaneder efter forstod jeg det, og til den Tid vil jeg strax gjøre Springet, og vi ere igjen ved Trollhättan. Jeg kom her i Høsten paa min Tilbagereise, blev nogle Dage i denne mægtige Natur, hvor det travle Menneskeliv meer og meer trænger ind og forvandler lidt efter lidt det Maleriske til det Fabriknyttige. Trollhättan maa gjøre Gavn, sauge Bjælker, drive Møller, hamre og bryde; den ene Bygning voxer op ved den anden, om halvtredsindstyve Aar er her en Stad. – Men det var ikke Historien! jeg kom som sagt her tilbage i Høst; den samme Brusen, de samme Drøn, den samme Stigen og Synken i Sluserne, de samme sladdrende Drenge, der førte Reisende til Helvedsfaldet, til Jernbroen, Øen og til Vertshuset. Her sad jeg og bladede i de gjennem en Række af Aar samlede Bøger, hvori Reisende have nedskrevet deres Navne, Følelser og Tanker ved Trollhättan; næsten altid det samme, Forbauselse udtalt i forskjellige Sprog, sædvanlig paa Latin og da med de Ord:»veni, vidi, obstupui!

«Een har skrevet: »jeg har seet Naturens Mesterstykke vandre gjennem Kunstens!« en anden kan ikke sige hvad han saae, og hvad han saae kan han ikke sige. En Brugspatron gaaer ind paa det Nyttige og har skrevet: »Med største Fornøielse seet dette for os i Wermland nyttige Arbeide Trollhättan.« En Provstinde fra Skaane, saaledes underskriver hun sig, har holdt sig til Familien og kun tegnet i Mindebogen som sin Følelse ved Trollhättan:

»Gud give min Svoger Lykke, Forstand har han!« Enkelte have til de Andres Følelser føiet flaue Vittigheder, dog som Perle paa denne Skrift-Dynge glindser Tegnérs Digt, af ham selv nedskrevet her den 28de Juni 1804

»Götha kom i dans från Seves fjällar,
Kölar spelte på dess lugna flod;
Plötsligt ur en borg af hällar
Trollhättan i hennes förväg stod.
Skum och fasa Trollet kring sig spydde,
Seglarn såg, och bäfvade och flydde.
Snillet kom – med mäktig hand
Slog det klippan, som föll ner och lydde.
Ock knöt så ihop, i evigt band
Ocean och fjällboens land.«

Jeg saae op fra Bogen og hvem stod foran mig, stod for at gaae igjen – den Gamle fra Trollhättan; medens jeg havde flakket om heelt op til Siljans Bredder, havde han bestandigt gjort Canalreiser, seet Sluer og Fabrikker, studeret Dampen i al dens Tjenestedygtighed, han talte om de paatænkte Jernbaner i Sverrig, Banen mellem Hjelmaren og Wenern. – Jernbaner havde han imidlertid endnu aldrig seet, jeg beskrev ham derfor disse udstrakte Veie, der snart løfte sig som Volde, snart som taarnhøie Broer, snart som milelange Haller, sprængte gjennem Fjældene, talte om Amerika og om England.

»Man spiser Frokost i London, og samme Dag drikker man Thee i Edinburgh.«

»Det kan jeg,« sagde Manden, og det sagde han som om Ingen uden han kunde det.

»Jeg kan ogsaa,« sagde jeg, »og jeg har gjort det.«

»Og hvem er da De?« spurgte han.

»En sædvanlig Reisende,« svarede jeg, »en Reisende, der betaler for Befordringen. Og hvem er De?«

Da sukkede Manden. »De kjender mig ikke, min Tid er forbi, min Magt er ingen, Blodløs er stærkere end jeg.« – – Og saa var han borte.

Da begreb jeg hvem han var! ja hvor en stakkels Bjergaand maa være tilmode, der kun hvert Aarhundred kommer op for at see, hvorledes det gaaer fremad paa Jorden. Det var Bjergaandenog ingen anden, thi i vor Tid er ethvert oplyst Menneske betydeligt klogere; og jeg saae med en Slags stolt Følelse paa min Tidsalder, med de susende Hjul, de tunge Hammerslag, Saxen der klipper saa blødt i Metalplader, de tykke Jernstænger, der knækkes som en Stang Lak, og Musiken, hvor Hammerslaget lyder: »Banko, Banko, hundredtusind Banko!« og alt ved Damp – ved Aanden og Aanden.

Det var Aften; jeg stod paa Høiden ved Trollhättans gamle Sluser, saae Skibene med udspændte Seil glide hen over Engen, som Spøgelser, store og hvide. Sluseportene aabnedes med Tyngde og Brag, som man fortæller omden hemmelige Rets Kobberporte.

Aftenen var saa stille; i den dybe Ro hørtes Trollhätta-Faldene, som var det et Chor af hundrede Vandmøller, altid een og samme Tone, kun een, og i den klang et dybt, mægtigt Bulder, der syntes at forplante sig igjennem Jorden, og just ved Alt dette føltes den uendelige Stilhed i Naturen. Pludselig fløi en stor Fugl ud fra Træerne, saa tung fløi den ind i Skoven, ned mod Faldene.

Var det Bjergaanden? – Vi ville troe det, det er interessantest.

Afsnit:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30

Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.