H.C. Andersen: I Spanien (1863) XIX. Over Pyrenæerne til Biarrits.
Skyerne skiltes ad, Solen brød frem, Afreisens Time slog, vi fore afsted, Sneen laae kastet høit paa begge Sider af Jernbanen; Vinden havde feiet hen ad den tykke Iis, der laae over Vandgrave og Damme. Det gamle Cartuja med sine Steenfigurer henad Taget stod aldeles fyget inde. Snee og altid Snee saae vi paa den hele Strækning til Vitoria, men inde i Vognen var Sydens Livlighed, den blomstrede i Tale og Sang; kun kort Tid endnu skulde jeg høre Spaniens skjønne klangfulde Sprog, der i mit Øre lyder mere fyldigt og kraftfuldt end selv det italienske. Hvilken Musik!
Af Rhythmer i Castagnetter
er Klang i det spanske Sprog;
Det bølger melodisk, som sang det
fra Hjerternes Nodebog.
Det som en Toledoklinge
sig bøier og hugger dog til;
Det Ord har med Janushoved,
til Folkehumorens Spil.
Betragt saa Murillos Madonna,
meer Himmelsk dit Øie ei saae;
Det spanske Sprog maa hun tale,
og Englene det forstaae.
Det klang i Melodi for mit Øre, det lød ind i mit Hjerte. Vi vare nu i Baskernes Land; Toget holdt ved Vitoria, en By, rig paa Erindringer fra Krigshistorien. I Borgerkrigens blodige Kamp blev her*
* Den 27de Oktober 1834.
den christinske Hær slagen af Zumalacarregui, Carlisternes folkelige Helt; Hyrden forlod sin Hjord, Bonden sin Plov for at tjene ham, de vovede ufortrøden deres Liv ved at bringe Rapporter. El Tio, Onkel, kaldte Soldaterne ham skjemteviis. Her foran Vitoria stormede han frem paa sin hvide Hest, ingen Kugler ramte den eller ham, der dog var saa let at kjende paa den røde baskiske Hue, Pelstrøien og de røde Buxer.
Vitoria var i den seneste Tid, om kun for nogle faa Timer, Øieblikkets bevægede Skueplads i Videnskabens Tjeneste; den 18de Juli 1860 var her samlet Europas Astronomer for at iagttage den totale Solformørkelse.
Vi saae hverken Sol eller Himmel, kun tunge, mørke Skyer, Sneen fygede, Vinden blæste, Vitoria selv skjulte sig bag dette hvide, bevægelige Gardin. Hvergang Vogndøren aabnedes, fik vi en Overhaling af store tunge Sneefnug; enhver Reisende, der traadte ind, rystede en heel Sneeladning af sig. Banen her var for ikke længe siden bleven aabnet, Locomotivet var noget Nyt, noget Djævelsk for mangen gammel Señora, Enhver af dem korsede sig ogsaa, naar de stege ind i Vognen, de korsede sig, naar de toge Plads og naar de hørte Lyden af Signalpiben.
Det var mørk Aften før vi naaede den interemistiske Banegaard ved Olazagoitia, hvor Jernbanen slipper. En eneste Tranlygte i Døren skulde være Lys nok for tre Ventesale. Gulve og Gange vare sølede og sorte af Snee og leret Jord; her kunde man blive gjennemblæst, dersom man ønskede sig den Sundhedscuur. Her var Vind og Træk som foran en Blæsebælg; er det at være i Spanien , tænkte jeg, er det at være i de varme Lande? Her var som hjemme, høit i Norden, naar man ved Juletid kjører fra Landeveien ind i Staldbygningen ved en Kro, hvor Portene staae aabne, Vinden farer lige igjennem og giver Mundsmag af den fygende Snee.
Olazagoitia har jeg ikke Forestilling om, uagtet vi maatte blive her over en Time; ikke en Bygning var at øine i Mørket, som rugede her; et eensomt Lys skinnede hen over nogle Sneedynger; der, sagde man, fandtes en Restauration. Passagererne vadede i Sneen til op over Knæene, for at naae derhen. Jeg blev tilbage i Haab om at opdage vore Kofferter og see til at de kom paa den Diligence, vi skulde med. Her holdt en halv Snees Vogne, nogle skulde til Bilbao, andre til Pamplona, og atter andre til Bayonne. Reisegodset, Kofferter, Natsække og Hatteæsker glede i Sneebelysning forbi mig; de kastedes paa de forskjellige Vogne i en Fart, som var det en Taskenspillerkunst; man kunde være glad om man i det Roderi og Mørke fik sine Sager paa den rette Vogn. Jeg opgav Haabet derom.
Koldt var her, sulten var jeg, min Reisefælle bragte mig Mad og Drikke, denne “solide røde Traad”, der gaaer gjennem enhver stor Reise, men som man i Beskrivelser søger at dække. Brødet var ærværdigt gammelt, Skinken trevlet og tør, Vinen vakte Længsel efter lunkent Regnvand med Anisette eller anden bitter Mixtur.
Nu bleve vi puttede i Vognen, Hestene havde ikke Lyst til at gaae, de fik af Pidsken, de bleve trukne, de bleve ledet, endelig kom de i Trit. Aftenen var mørk, Natten blev ligesaa mørk, Sneen laae høit, Vognlygten lyste ud over den paa Klipper, Buske og dybe Afgrunde tæt ved, hvor vi kjørte, opad, altid opad.
Disse Bjerge vare i Borgerkrigen Scenen for mange blodige Guerillakampe; i disse Bjerge drev Don Carlos om i Regn og Snee, hvert Øieblik stødende paa Christinernes Vagtild; nu laae Alt i Fred og Ro, ikke engang de paa Bjergveiene sædvanlige ridende Gensdarmer til Veiens Sikkerhed saae vi her noget til; her var trygt i den mørke Nat. Vi fore gjennem smaa, indsovede Byer, men jeg sov ikke; et Par tungt belæssede Diligencer, hvis lysende Lygte langt forud meldte deres Komme, var det eneste Møde; stille, eensomt, vinterkoldt var her, som kjørte vi ved Juletid over Bjergaasen mellem Norge og Sverrig og ikke fra Spanien ind i Frankrig.
Vi vare i Baskernes Land, vi fornam dets haarde Clima ved Vintertid.
Endelig gik Veien nedad, Sneelagene bleve tyndere og tilsidst forsvandt de ganske. Vi kjørte ind i en By, Lygterne brændte her endnu i Morgenstunden. Byen tog sig anseelig og godt ud med velbyggede Huse og store Buegange. Vi vare i San Sebastian. Diligencen holdt foran en Fonda, der ved sin Reenlighed og næsten, maa jeg kalde det, Elegance, maatte overraske. Vi saae os om baade i Stuer og Kjøkken; Chocoladen og Melken blev kogt i blanktpolerede Kar; hele Kjøkkenet straalede, og den unge baskiske Pige, som styrede der, forstod ogsaa at lade sine Øine straale; de vare saa sorte, saa smukke; hvad de sagde var lettere at forstaae end det baskiske Sprog, hun talte; Escuara kalder Folkestammen det, og de Lærde sige, det ogsaa skal være beslægtet med Sanskrit; men hvormange af os Europæer forstaae Sakontalas Tungemaal?
San Sebastian ligger særdeles malerisk ved en Vig af den baskiske Havbugt; Klipperne rundt om løfte sig steilt op fra det dybe, grønne Vand. Vi saae Byen ved den opgaaende Sol, der malede Skyerne ildrøde. Ingen havde særligt fremhævet denne Stad, som værd et længere Besøg, det den tilfulde fortjener; den har saa ganske Charakteer af en spansk By i en deilig Omgivelse. Ved Sommertid blomstre Bjergene her med vildt voxende Jasminer, Luften er fyldt af Duft. San Sebastian er da Maalet for Franskmændenes smaa Udflugter ind i Spanien; her er man hos dette Lands oprindelige Folkestamme, de kraftige, udholdende Iberer, i deres baskiske Sprog Escualdunac.
Det var en stor Forandring, en Overraskelse, her paa den nordlige Side af Pyrenæerne at finde et langt mildere Clima end det vi kom fra. Bag ved os laae Bjergene bedækkede med Snee, her derimod, jo længere vi kom frem mod Nord, vare Enge og Markstrækninger grønne, og da vi naaede Yrun, den sidste spanske By vi havde, stode i alle Haverne et heelt Blomsterflor, og mellem Orangetræernes mørke Løv vare endnu Oranger.
Vore Pas havde vi i Madrid for meget høi Betaling maattet lade visere, men i Yrun forlangtes endnu en lille Tribut; nogen Plage skulde man dog have for ikke at finde Alt i Spanien paradisisk, og dog var det Hovedindtrykket, Erindringen straaler i Deilighed.
Gjennem Tankerne flyver al den Herlighed, den Skjønhed, den Ridderlighed, man her saae og fornam, det Meget, her er at elske og beundre, og man jubler i Afskeden:
Spanien, hvilken Rigdom har Du
af Naturens Deilighed;
Palmeskov og Cactus-Vildhed,
udbrændt Ørken, Blomsterbed.
Skjønheds Skikkelser her vandre,
malerisk er hver en Dragt,
Og om dine Kyster svulmer
Havet i sin Storheds Magt.
Maurerfolket gav Dig Minder,
hvori Aand og Skjønhed boer;
Ved Cervantes og Murillo
er i Snillets Hjem Du stor;
Og din Nutid eier Ungdom,
Munkene Du fra Dig jog;
Spaniens Blomstren forudseer jeg
lyse vil i Fremtids Bog.
En lang Bro ved Behobie gjør Grændsen; den halve Bro er Spaniens , den halve er Frankrigs. Reisebesværlighederne, jeg havde frygtet for i det fremmede, aflukkede Land, vare gledne hen som aldeles ingen. Jeg var stemt, som kom jeg fra en Fest, hvor jeg ret havde glædet mig og været lykkelig og nu skulde til Hjemmet, hvor trofaste Hjerter sloge for mig og toge inderlig Deel i mit Vel og Vee.
Landkort-Tegningen viser os, at Spanien er Jomfru Europas Hoved; ind i det deilige Ansigt havde jeg seet, jeg glemmer det aldrig. Dansk og Spansk forener sig i Rimets Klang til Digtning, en saadan udfolder sig i min Erindring fra Barndomsaar, Spanierne under Zamora i Danmark, en saadan knyttes i det danske Land til Folkeaandens Heltebilled, Holger Danske, der i den spanske Pyrenæerdal ved Roncesvalles kæmpede mod Maurerne. I Spanien løftede han sit Sværd, i Danmark løfter sig hans Aand. Fremtidens Digtere ville synge om ham og i Digtning knytte Spanien til Danmark .
Vi vare inde i Frankrig. Solen skinnede, Foraaret var her og snart naaede vi Bayonne, hvor Skinken blev disket op, et nordisk Gudemaaltid. Ilden i Kaminen var vort Juleblus; en Voxstabel, snoet om Champagneflasken, blev tændt som Julelys, Proppen knaldede, og Skaaler udbragtes for Danmark og alle Kjære der, de syntes os saa nær og dog stode vi her endnu kun nogle Timers Vandring udenfor Spanien; dets vinterklædte Bjerge lyste for os. Vort Farvel skulde de modtage fra Biarrits; dette besøgte Badested ligger nær Bayonne, ved den aabne “spanske Sø”. Derhen fore vi. Solen skinnede deiligt varmt, Træerne knoppedes, det var som Foraar.
Blikstille strakte sig det uendelige Hav, og dog ind imod Kysten rullede fra den glatte Flade lange Søer, de kom som en Flok sprøitende Hvaler, satte lange Skyller hen over Sandet og dannede der forskjellige Vandlag med Skum, som var det en heel Kniplingsbesætning.
Havet har bidt store Mundfuld af den porøse, steile Klippekyst, dannet store Huler, ind i hvilke dets Pulsslag fornemmes som Lyden af Kanoner. Chaotisk, vildt kastet mellem hverandre, ligge langs Kysten ude i Havet gjennembrudte Klippeblokke, som store, selsomme Søuhyrer, som Forverdenens forstenede Dyr eller som var det Vrag af sjunkne Skibe. Brændingen sprøiter favnehøit, medens det udstrakte Hav længer ude synes en stille Flade. Løfter Vinden sig, reiser den baskiske Bugt sine Bølger, da er det et Verdenshav, der her vælter mod Kysten, mod det er Niagara en Møllebæk. Fra Høiden her saae vi nu sidste Gang Pyrenæerne , Spaniens deilige Bjerge.
Jeg jubler af Fryd paa fremmed Strand,
Men Glæden har Taarer i Hjemmets Land.
Mod Hjemmets Land fløi jeg med Trækfuglenes Hær for at see Bøgen springe ud, høre Kukkeren og alle de qviddrende Fugle, gaae i det høie, friske, grønne Græs, høre Modersmaal og dansk Melodi, see trofaste Venner, medens jeg selv i mig bar en Skat af Minder.
Livet er det deiligste Eventyr, det lærte mig at juble:
Gud Fader i Himlen, hvor er Du dog god!
Jeg føler dit Aandedrag gjennem mit Blod.
Du løfter, Du leder, beskjermer og glæder,
Dit Smiil er selv i de Taarer, jeg græder.
Hvor Verden er deilig, og Mennesket med!
Ja, Ordet, som skabte, er Kjærlighed!
Jeg lever, jeg jubler, min Fryd er saa stor,
At jeg i Dig paa en Evighed troer;
Og var selv mit Liv kun den flygtende Stund,
Det var dog et Kys af din Fadermund.
Afsnit: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19
Kilde: I Spanien (1863). H.C. Andersens Samlede Skrifter Ottende Bind, Anden Udgave, Kjøbenhavn C.A. Reitzels Forlag 1878, Bianco Lunos Bogtrykkeri.