H.C. Andersen: I Spanien (1863) VII. Cartagena.
Den første Time kjørte vi endnu i den frugtbare Campagne, men saa var den Herlighed forbi, Landskabet blev stenet, tørt og udbrændt; en stærk, gjennemtrængende Vind blæste fra Havet; rundtom var øde, kjedeligt og mennesketomt. Foran en eensom Bygning, ved Veien, holdt vi, og man falbød os lunkent Regnvand, der blev blandet med stram, daarlig Anisette. Klokken Fire om Eftermiddagen naaede vi Cartagena, og gjennem snevre, mørke Gader Fonda Francesa, det os særdeles anbefalede Hotel. Lange, sorte Gange, med snevre, steile Trapper, havde vi at betræde, skummelt og mørkt saae her ud; høie, fængselsagtige Kamre; Vinduerne, alle med Jernstænger, sad saa høit oppe, at man maatte krybe op paa Bordet for at see ud eller rettere see ind til Gjenboen af hans aabne Balcondør, denne var altid i nær Berørelse med de modsatte Vinduer. Et saadant Værelse fik Collin, jeg fik et med Altandør og en lille Glasrude i den tykke Muur. Her var aldeles ikke hyggeligt, uden man vil kalde det hyggeligt, at man strax boer som i Familie, lever med Gjenboens uden dog at være i deres Stue, der er en Gaderevne imellem, men den er overkommelig. Et Skridt i Luften og man er i Familien. Gardinet derovre havde man trukket tilside, Solen skinnede jo ikke, uden fra den unge Señoras Øine, og det vilde være Uret af mig at lukke dette Solskin ude fra mit Værelse.
I Afrikanerbyen,
i Cartagena jeg boer,
I den smalle, snevre Gade,
saa snever, Du knap det troer;
Jeg naaer med Haanden Balconen
derovre hos Gjenbomo’er,
Hvor den deilige Datter sidder
i Ungdommens Skjønhedsflor,
Saa fyldig, kraftig og ildfuld;
det lange, kulsorte Haar
Nu Moderen løser af Fletning;
det ned til Fødderne naaer.
Og Skuldren er som Antikens,
og Øinene som et Lyn;
Det er næsten ikke muligt
at udholde dette Syn.
Fra Afrika brænder Luften,
og Blodet er Ild som den; –
Nu vil jeg slukke Lampen
og hvert et Ord med den.
Tidlig paa Morgenstunden, Klokken var neppe Fire, bankede det paa min Dør; en Karl meldte, at Dampskibet, der gik til Malaga, var indtruffet og seilede tidlig paa Formiddagen, det kom mig noget overraskende; jeg var træt af Kjørselen og havde endnu ikke seet mig om i Cartagena. Karlen lod falde nogle Ord om, at imorgen eller Dagen derpaa kom endnu et Skib, der gik til Malaga , og da jeg hørte den Mulighed, lod jeg det staae til med at blive.
Vor danske Consul, Spanieren Bartolomeo Spotturno, modtog mig med megen Venlighed og overdrog sin unge Søn, som er russisk Viceconsul, opdragen i Tydskland og taler godt det tydske Sprog, at være mig og min Reisefælle til Tjeneste, og han var det i elskværdig Grad, vi kunde ikke ønske os en bedre Fører, Ingen, der med større Livlighed og Kjendskab kunde vise os om.
Gjennem Puerta del Mar kom vi til Havnen, der er af stor Udstrækning og forbausende Dybde, en Klippeø dækker den for Vinden, Forterne Fuerte de Navidad og Castillo de Santa Barbara beskytte den mod en Fjende. En mere vild, udbrændt Natur, end her, har jeg intetsteds seet, ingen Træer, ingen Buske, ikke engang den solvoxende Cactus var at øine. Klipperne nær ved og langt borte have en Farve som rødguul Tørveaske. I Bjergene findes Sølvminer, og i Dalene voxer saa rigeligt Esparto-Græsset, at Byen deraf har faaet sit Tilnavn Spartaria. Naar om et Par Aar Jernbanen er fuldført fra Madrid til Cartagena, vil unegtelig Havnen her blive den meest besøgte af alle spanske Havne. Fulgt af en ung Søofficeer, en Slægtning til vor Consul, satte vi i en Baad over til Arsenalet, saae der de uhyre Skibsværfter og den storartede Dokke, et svimmeldybt Klippebassin; overalt arbeidede Galeislaver. For Øieblikket syntes al Travlhed her at bevæge sig i Anledning af Dronningens forventede Besøg. I flere Stuer arbeidedes paa at udskære og bemale Skjolde, Transparenter og andre Sager til Udziring; foran Arsenalet blev anlagt en konstig Have, der blev bragt Jord, Planter og Buske derhen.
Cartagena ligger lavt, kun en enkelt Gade klattrer lidt op ad Klippekysten; Skuet herfra ud over Bugt og Hav er overordenlig malerisk. Jeg gik alene denne Vei, høiere og høiere op; der mødte jeg en Bonde paa sit Muuldyr med to fyldte, tunge Sække foran sig, den ene var gaaet itu; der dryssede ud af den en okkerrød Masse; han maatte beplastre Posen med en gammel Las og et Par Naale; det var den røde Almagrojord, han bragte; den graves ved en Landsby her tæt ved, forklarede han mig, og bruges til at blandes i Snuustobakken. Endnu et Stykke gik jeg og kom til et vindueløst lille Huus; al Lysning derinde fik det gjennem den aabne Dør; udenfor den sad en ung, nydelig Pige og syede paa sit ildrøde Skjørt; det var stor Syning, derfor havde hun taget Skjørtet af og holdt det paa Skjødet; tæt ved hende stod en lille Dreng i sin stumpede Skjorte, han lænede sig til Dørkarmen og slog Castagnetter, dog det var ikke den rette Klang. Jeg gik forbi, men maatte samme Vei tilbage; store Regndraaber faldt, der kom en Skylle, jeg tyede ind i det vindueløse Huus til den lille Dreng med Castagnetterne og til den unge Deilighed. Hun talte til mig, som om jeg hørte hjemme i Cartagena, som om vi oftere havde seet hinanden, og var dog i sit Væsen saa qvindelig, saa nydelig, bestemt et forbyttet Grevebarn; hun gjorde et Kast med Nakken, som eiede hun hele Cartagena og stod klædt i Silke og Guld, og saa havde hun dog kun et rødt Skjørt. Hun viste den lille Dreng hvorledes han skulde slaae med Castagnetterne, og paatog sig derhos en Alvor, der var morsom. Regnen holdt altfor tidlig op, og kun Regnen gav mig Ret til at blive, men jeg hørte længe endnu hendes Castagnetslag; de ligesom besvaredes nede hvor Gaden begyndte, ogsaa der klang Castagnetter, og da jeg kom op i min Stue klang de fra Gjenboens Huus.
Der vare smukke Døttre, der kom unge Soldater i Besøg; de kastede deres Trøier, Castagnetterne udslyngede Rhythmer og Melodi, slog Forziringer, Triller og Trimulanter, det var sand Konstfærdighed! Dandsen begyndte, de loe, de sang, der blev klimpret paa Guitar, den solvarme Dag slog over i stjerneklar Aften, men Luften var hed, man havde en Fornemmelse af at blive ildnet op til Spanier. Jeg sad paa Balconen og saae over paa den lykkelige Ungdom.
De dandse med Castagnetter,
det er den hele Musik;
De see hinanden i Øiet,
det er en berusende Drik.
De hvirvle sig som Mænader,
alt i den strengeste Takt;
O hvilken uendelig Skjønhed
er dog i et Menneske lagt!
En Nellike og en Granatblomst!
i Dandsen de leve og groe.
I, som bleve Konstens Udkaarne,
beseir i Dandsen de To.
De saae hinanden ind i Øinene, de læste deres Fremtid i Stjernerne; den lykkelige Ungdom! de saae ind i Himlen, jeg saae op i den, ud i det lysende Uendelige. De kyssede hinanden derovre og lod mig see paa det, og den ærværdige, ældre Dame, med den sorte Mantille, saae paa det, hun var bestemt Moderen, og da hun saae paa det, saa var Kysset Forlovelse. Hvor deiligt at være livsglad og ung, gaae op i Flamme! den brændte derovre, den var nær ved at tænde i Gjenbohuset, – man maatte ud paa Altanen.
Hvor Himlen har Stjerner! jeg kjender jo hver,
De hjemlige Venner, hvor funkle de her!
De sende en Luftning saa frisk og saa mild,
En Lædskedrik i den brændende Ild,
Et Vindpust over det glødende Sand,
Det er som et Kys fra det danske Land!
Søndag afgaaer intet Dampskib fra nogen spansk Havn; Løverdagaften vidste vi altsaa, at nu var her idetmindste een heel Dag at blive; Collin vilde anvende denne til et Besøg i Sølvminerne. Anderledes flink end jeg til at gaae lange og besværlige Veie, fik han saaledes tilfods langt mere at see af Byernes Omegn, end jeg kunde det. Fra Barcelona, Valencia og Murcias Bjerge hjembragte han Samlinger for sin Videnskab og fortalte mangt et godmodigt Træk hos den spanske Bonde. Før han naaede Sølvminerne strømmede Regnen ned; jeg tilbragte den meeste Del af Dagen med at læse Aviser i Circulo Cartagenero, Byens Klub, hvor vi vare blevne indførte af den unge Spotturno. De smukke Stuer omfattede en marmorlagt Gaard, der er den egenlige Høisal herinde med Himlen til Loft; under det Loft hang idag de tunge Regnskyer, der udtømte deres Rigdom, saa Vandet flød over Marmorgulvet, og der maatte lægges Dæmninger af Saugspaaner mellem Søilerækken foran de aabne Stuer, at de ikke ogsaa skulde sættes under Vand.
Regnen spiller iøvrigt en ikke ringe Rolle i Cartagena; paa en af de høie Bjergsletter ovenover Byen samler Regnvandet sig til en heel Sø, og strømmer den over, da gaaer det ud over Cartagena . En anden ond Gjest er her den saakaldte Mistral, en kold og haard Vind, den skulde vi ogsaa kjende. Der kom voldsomme Vindkast, og under disse Efterretning om, at efter Midnat vilde Skruedampskibet Non plus ultra indtræffe og medtage Passagerer til Malaga.
Vi skulde med, og det blæste en Storm, den kunde lægge sig til imorgen, men ogsaa rase et Par Dage, det var fornøieligt at tænke paa. Vinden susede hen over Cartagena og ind i de lange Gader, Spalter kun mellem Husene; det klang i Luften som jamrende Klagetoner. Verdi har i sin Opera “Rigoletto”, i sidste Acts Effectscener efterlignet med Menneskestemmer disse Vindens Klagelyd. Søen maatte være i et voldsomt Oprør, og derud skulde vi, jeg blev som kogt ved at tænke derpaa.
Stormen tog til, men ud skulde vi og vilde vi! der kom Angest og Alvor, – der kom igjen Ro, men ikke i Luft og Hav, der susede det, men i mig sang det:
Hvor flyver min Tanke imorgen den Dag?
Den evigt leve jo vilde;
Mit Legeme bliver et Sjunket Vrag
Men Draaben fra Evigheds Kilde,
Mit Jordliv? Som Blinket det brat henfoer!
Min Tanke har kæmpet en Kamp saa stor,
I den var Vor Herre tilstede.
– – Min Barnetroes hellige “Fadervor”,
Vær du mig mit Hvilesteds Klæde!
Jeg lukker mit Øie til evig Ro,
Hvad eller til Klarhed i Gud og Tro.
Det var den sidste Nat i Cartagena, Hasdrubals By, og i den drømte jeg, at jeg gik paa den dybe Havbund; sælsomme Planter, i en Fylde og Kraft som Elches Palmetræer, slyngede sig henover mig; jeg saae kostbare Perler, ingen af dem havde dog Glands som de Øine, jeg havde seet i det spanske Land; henover mig rullede Havet med Orgelklang, med Psalmesang. Jeg var Havdybets Fange og længtes efter Livet deroppe i Solglands.
Da jeg i Morgenstunden vaagnede op, var det deiligt Veir, Stormen faren hen, hver Sky borte, ikke en Vind rørte sig, Havnen var speilblank og Havet, saa langt vi kunde see, blikstille. Skruedampskibet Non plus ultra laae med vaiende Flag. Vi gik ombord og nøde i flere Timer Skuet af Cartagena og dets kraternøgne Fjelde, først henimod Klokken To toge vi Fart ud i rum Sø.
Det var et efter de givne Beskrivelser ægte spansk, skident Fartøi, vi vare komne paa. Dækket var opfyldt med en Mængde Passagerer fra anden Plads; her var snavsede Unger, der nok tilhørte een Familie; de tumlede sig som eneraadende hen over hele Dækket; Forældrene bredte Sengeklæder ud til Familiens Hvile og Beqvemmelighed. Collin og jeg vare de eneste Reisende i første Kahyt; denne var lav, snever og med høist smudsige Sophapuder; jeg maatte, for at hvile der til Natten, tage fra min Koffert et Stykke reent Linned og svøbe om Hovedpuden, den var for fedtet at berøre uden Overtræk. Styrmanden og vistnok Maskinmesteren, ligesom de kom fra deres Virksomhed, toge Plads ved Middagsbordet, men det var godmodige, beskedne Mennesker, og Styrmanden kjendte ikke blot den Stad Hamborg, men endogsaa Kjøbenhavn, saa nordlig havde han været. Oppe paa Dækket brændte Solen, vi havde intet Solseil; Søen var rolig; meer og meer blev den blank og stille, ganske en Modsætning af hvad jeg i den stormfulde Nat i Cartagena havde udmalet mig. Havet sov, min Frygt for det sov ogsaa ind, men vaagnede, da Mørket kom og jeg laae i Kahytten, hvor Lampen var gaaet ud, da Ingen passede den; Skruen paa Skibet gjorde en forfærdelig Larm; der var Noget i Maskineriet som idelig stødte, som om det arbeidede paa at slaae Hul i Skroget. Det var hvert Øieblik, som stødte vi imod eller skrabede hen over Klippegrund; jeg kunde ikke forstaae det, ikke forklare mig det og ravede i Mørke op paa det mørke Dæk, hvor ikke et Menneske uden Manden ved Roret var at opdage, Dækspassagererne laae skjult under Sække og uldne Tæpper. Jeg saae over Rælingen ned i det dybe Vand; store, forunderlige Fiske lysnede der i deres Bevægelser.
Jeg steg igjen ned i Mulm og Mørke, mødte paa Trappen Capitainen, den Flinkeste af dem Allesammen, gemytlig og høflig; han fik igjen Lampen tændt, men for mig var det umuligt at sove. Skruen og Stemplerne, eller hvad det var, stødte ideligt, saa at jeg tilsidst bildte mig ind, at vi løb for nær Land og at det aldrig kunde gaae godt. Jeg klavrede igjen op. Skibet gik som en Dødsseiler, uden levende Mandskab at see.
Endelig lysnede det i Horizonten, Himmel og Hav bleve viinfarvede, Delphiner sprang fra Vandspeilet, sloge deres Kolbytter i den friske Luft, boltrede og flokkede sig om Fartøiet, som om de ventede deres Arion. Capitainen lod Skibet gaae kun med halv Kraft, vi kom ellers for tidlig til Malaga, sagde han, Sundheds-Comitteen sov altid længe, og før den havde været ombord fik vi ikke Lov at komme i Land, Noget, man maatte vænne sig til i spanske Havne. Vi styrede om Fyrtaarnet ind i Havnen, og foran os laae Malaga med sine hvide Huse, sin mægtige Domkirke og sit høitliggende Gibralfaro, Maurernes engang stærke Fæstning.
Afsnit: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19
Kilde: I Spanien (1863). H.C. Andersens Samlede Skrifter Ottende Bind, Anden Udgave, Kjøbenhavn C.A. Reitzels Forlag 1878, Bianco Lunos Bogtrykkeri.