H.C. Andersen: I Spanien (1863) XV. Over Santa Cruz de Mudela til Madrid.

H.C. Andersen: I Spanien (1863) XV. Over Santa Cruz de Mudela til Madrid.

Fra Cordoba til Madrid er den største Strækning af Jernbanen endnu ikke fuldendt; man maa altsaa tage med Diligencen, men uagtet denne, i hvorledes end Veien er, jager afsted i flyvende Fart, trukken af ti Muuldyr, har man dog omtrent tre og tyve Timer at holde ud i dette Kjøretøi, før man naaer Santa Cruz de Mudela, hvorfra er Jernbane til Madrid. Vi toge Plads i Diligencen, saalangt denne gik, og vilde udhvile i Santa Cruz.

Gaden i Cordoba, foran Diligencecontoret, er saa smal, at ingen Vogn kan komme her; vi maatte derfor gaae til den nærmeste bredere Gade; der holdt Diligencen, vi stege ind, kun tre Reisende og havde altsaa god Plads. Vognen var ikke ilde, Veiret ikke heller, Solen brød frem, Majoralen smældede med Pidsken, raabte sit “Thiah! caballo de desbocado, Gitana, Golondrina!” betydningsfulde Navne Allesammen. Vi fore gjennem Hovedgaden, langs Alameda, ud af den gamle Byport; Campagnen laae foran os, frodig og rig paa Oliventræer, men kun lidt beboet. Solen var endnu ikke nede da vi naaede Andujar, en By, der med sine Boutiker og Folkemængden paa Gaden tog sig anderledes levende ud end det langt større Cordoba; her fik vi en rigtig livsglad Reisekammerat, ikke ung, men let fængelig, som var han i den blussende Ungdomsalder; hvert Fruentimmer han saae, hun maatte være nok saa gammel, han tilkastede hende dog Kys og Tilraab: “Du mit Livs Stjerne! Du, hvis Øine ere to Sole!” Han anstrengte sig forfærdeligt og var ogsaa synlig træt, da vi ud paa Aftenen naaede det i

Krigshistorien berømte Baylen, en ikke ringe Stad. Vi holdt paa den anden Side Byen for at skifte Muuldyr; det var en stille, smuk Aften, Nyet var tændt, det saae ud som en Guldskaal, hvori den sortblaae Maanekugle laae. Vi holdt ved Indgangen til en Kirkegaard; to geistlige Herrer i lange, flagrende Kapper gik spøgelseagtigt under de mørke Træer; Maanen skinnede paa Kirkeruderne, de glimrede, som var der Lys indenfor. Floden Guadalquivir brusede tæt forbi. Vi hørte Strømmens Bryden og Brusen, den eneste Lyd, saa eensformigt, saa søvndyssende i den store Eensomhed. Natten nærmede sig med Søvn og med Drømme, disse forunderlige “Entremeses”, tidt saa phantastisk dristigt henkastede, saa at vi i vaagen Besindighed sige, der var ikke Mening deri, stundom lysnende som et Aandsblink, en Aabenbaring.

Vor glødende Spanier sagde, at han vilde drømme om smukke Øine, og han lukkede sine. Jeg stirrede ud i den lyse Nat, blinkede ogsaa lidt, men der er ikke Meget at fortælle fra Reiselivet med Diligencen om Natten, man husker en Belysning af Maaneskin eller Staldlygte, en enkelt Skikkelse, der viste sig. Min Erindring fra denne Fart har kun beholdt, at vi kjørte gjennem et dyrket, fladt Land og at vi længe før Daggry naaede i sovende Hvile den lille By la Carolina, en tydsk Coloni, men hvor allerede i en Række af Aar det tydske Sprog er uddød.

Vogndøren blev reven op af en tyk Madame, der holdt en Lygte iveiret og med den belyste sit eget Ansigt; hun rømmede sig, Munden faldt i Slag til Tale, men der kom ingen Tale, hun nøs, og vor forelskede Spanier ønskede hende Himlens Velsignelse og en god Kjæreste.

Inde i Stuen satte man for os, først et Fad Ild, en velsignet stor Brasero med Kulgløder, den skulde opvarme os forfrosne Mennesker; nu fulgte Chocoladen, og saa kom vi tillive for at puttes ind i Vognen igjen, hvor alle Pladse vare optagne. Vi fik en besværlig Kjørsel. Fra vi forlode la Carolina gik Veien bestandigt opad, rundt om traadte Klippeblokke frem, vi saae ned i store Dybder, Taagerne hvilede der i den gryende Morgen, Egnen blev mere og mere vild, saa malerisk smukt, at man ikke burde sidde inde i Vognen; Sierra Morenas Bjerge frembøde en Storhed, en Afvexling, her var henrivende deiligt! Mægtige Klippeblokke laae henkastede og nedstyrtede; store Træer klamrede sig med deres lange Rødder fast om Steenmassen og heldede deres Toppe ud over Afgrunden, hvor dybt nede Vandet susede og brusede afsted. Vi mødte væbnede Soldater; de fulgte, til vor Sikkerhed, et langt Stykke med, jeg troer ikke her var noget Overfald at befrygte; jeg følte mig saa tryg, at jeg med Eet fik en drabelig Lyst til at opleve et lille Røveroverfald. Den hele Egn syntes ganske indrettet dertil, og jeg kan godt forstaae, hvis det er sandt, men det er det nu ikke, at Alexander Dumas, da han reiste i Spanien, absolut vilde have et Overfald af Røvere, lige saa meget for sin egen Fornøielse, som for sine Læseres. Spaniere have fortalt mig Historien, for med den at betegne hvor sikker man nu reiser. Før sin Ankomst til Spanien skulde Alexander Dumas have sendt en bekjendt Røverhøvding en Vexel paa tusinde Francs imod at der arrangeredes et Overfald uden al videre Forliis eller Fare. Røveren skrev tilbage, at Huset var hævet, Forretningerne bleve ikke længer førte, men for Modtagelsen af Vexelen sendtes Qvitteringen. Hele Historien er naturligviis lavet.

I en storartet, vild Natur som denne skal man ikke kjøre i Diligence, men paa gammel Maade ride paa sin Hest, see disse Bjerge ikke blot ved solklar Dag, men ogsaa i det deilige Maaneskin. Vi gik langt og længe, men kunde dog neppe holde os varme, saa koldt var her; rundt om laae Iis paa Vandet. Endelig steg Solen frem, og nu saae vi Liv og Røre. Folk vare ifærd med at sprænge Klipper og gjennemgrave Høider, her skal Jernbaneforbindelsen mellem Cordoba og Madrid om et Par Aar være fuldført. Barakbyer, hvis Huse vare tækkede med friske, grønne Cactusblade, laae i kort Afstand fra hverandre; udenfor sad Koner og klædte deres Børn paa, flere Familier fortærede allerede deres Frokost. Det vilde blive mange Billeder at male, skulde der gives Alt, hvad vi saae og fløi forbi i faa Secunder.

Omtrent Klokken Elleve paa Formiddagen naaede vi Maalet for vor Reise, den lille Stad Santa Cruz de Mudela. En saa snavset By, som denne, havde jeg endnu ikke seet i hele Spanien. Gaderne vare ubrolagte og for Øieblikket et opløst, gammelt, ildelugtende Dynd. Her var ikke til at gaae, her var ikke til at trække Veiret; Husene vare alle fattige, daarlige Rønner. Byen med al dens Søl og Pøl maatte vi igjennem. Et Stykke udenfor ved Jernbanen laae den os anbefalede og eneste Fonda; den saae ikke indbydende ud; den var en stor, snavset Kro, med lave, skumle Stuer, hvor de havde strøet Halm paa Gulvet, at man kunde holde Varme om Fødderne. Soveværelset, man anviste os, havde hverken Vindue eller Ruder, der var en stor fiirkantet Aabning med Trælaage til at lukke; det var det Hele, og dette kaldtes det bedste Værelse i Huset. Blive her Natten over og derpaa tilbringe hele den næste Formiddag i dette Indelukke, eller drive om i den magre, kjedsommelige Egn, vilde jo være en heel Bod og Poenitense, nei da hellere i Overanstrengelse af Reisen daane eller crepere i Jernbanevognen. Det var en Beslutning, den blev strax udført; Banetoget skulde øiebliklig afsted, vi stege ind i Vaggonen, der ved Midnat, efter ti Timers Fart, vilde naae Madrid. Vi sad fortræffeligt, det var en Livsopfriskning at bruse afsted i Civilisationens Kjøretøi, at have Fornemmelsen af igjen at være i sin Nutid. Vi fore frem i flyvende Fart. Egnen var flad, uden Afvexling; ved den gamle Stad Alcazar de San Juan, der med et Par andre spanske Byer gjør Fordring paa at være Cervantes Fødeby, kom vi ind paa Madrid-Valencia-Banen. I en uendelig lang Tid maatte vi her vente paa Hovedtoget, det indtraf først længe efter Solnedgang; vi sad imedens i den kjedsommelige Stationsgaard og stirrede over paa den gamle Stad med de mange Kirker og de store Bygninger, de saae interessante ud, her kunde man tilvisse have overnattet, maaskee gjort en Udflugt til det nærliggende Toboso, berømt ved Don Quixotes Dulcinea, men Ingen havde nævnet for os denne Stad, kun i Santa Cruz de Mudela var en Fonda for Reisende. Jernbanerne i Spanien ere endnu noget saa Nyt, at selv i de største Byer, naar de ligge langt fra disse nye Veie, kan man ingen Oplysninger erholde. Den trykte Jernbanebog Indicador de los Caminos de hierro, hvori meget nøiagtigt alle Baner og Tog ere opgivne, findes ikke paa nogen Station, før man naaer Madrid.

Som en Silhouet paa den røde Aftenhimmel stod Alcazar de San Juan, idet vi igjen med Dampkraft joge afsted. Veien var lang, Tiden var lang; Nyet stod paa Himlen og belyste en vid, udstrakt Campagne til begge Sider. Conversationen i Vaggonen sygnede ind til kun at nævne hvor mange Timer og Qvarteer vi endnu havde tilbage, før vi fik Ende paa Farten. Mørkt blev det og endnu mere mørkt, da vi med Eet, mellem Buske og Træer, nærmede os Aranjuez, Oasen i Madrids Ørkenland. Naturligviis huskede vi strax paa Verset i Schillers Don Carlos:

“De skjønne Dage i Aranjuez er nu tilende!”

Vi holdt nogle Minuter ved Banegaarden, saae Lampelys skinne i Alleerne, speile sig i Canalerne og – Minuterne i Aranjuez vare tilende. Toget gik mod Madrid, om en Time kunde vi være der.

Det blev en lang Time, en mørk Time; ikke et Lys fra Huus eller Venta blinkede ind til os. Vi fore hen over den øde Campagne. Engang var den begroet med Skov; Sagnet fortæller at Anledningen til Navnet Madrid var den, at en lille Dreng blev her forfulgt af en Bjørn; Drengen kravlede op i et Træ og raabte til sin Moder, der vilde hjelpe ham: “Madre id!” : Moder løb! – Nu løb vi i fuld Fart, kigede ud af Vognen for at see Staden i Lygteglands, et Øieblik var der ogsaa en Blinken, en Straalen langt borte, Lys ved Lys, det var Madrid, men den blev borte idet Banen gjorde en Svingning.

Endelig holdt vi ved Banegaarden; det var Midnat. Vi slap for den kjedsommelige Visitation og fore nu hen over Pradoens brede Alleer, ind i Byen, gjennem et Par lange Gader til Fonda peninsular , det af Alle meest anbefalede Hotel; i Midnatsbelysning viste det sig saa øde, saa snavset, saa krinkelkroget, at vi, da ikke et levende Væsen lod sig see hverken i Port eller paa Trapper, vendte om igjen og bad Kudsken føre os til et bedre Hotel; han anbefalede os Fonda del Oriente, tæt herved, paa Pladsen Puerta del Sol; det var det ypperligste i hele Staden. Vi kjørte derhen, bleve fortræffeligt indqvarterede, Ilden blussede i Kaminen, god Mad og Viin blev sat frem, Sengen var god, Søvnen var god, uden Drømme, og disse skal man jo lægge Mærke til, hvor man sover første Gang.

Afsnit:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19

Kilde: I Spanien (1863). H.C. Andersens Samlede Skrifter Ottende Bind, Anden Udgave, Kjøbenhavn C.A. Reitzels Forlag 1878, Bianco Lunos Bogtrykkeri.