H.C. Andersen: I Spanien (1863) XVII. Toledo.
Med Morgentoget forlode vi Madrid og naaede paa Valencia-Banen Aranjuez, hvorfra en Sidebane fører til Toledo. Ved Daglys fore vi nu hen over den udstrakte Campagne, den saae bedre ud end dens Rygte; den er ikke saa ganske Ørken endda, den ligner en uendelig stor Hovmark; Meget af den er opdyrket og den Hele vil blive det.
Ved Aranjuez faaer Egnen aldeles dansk Charakteer; den har store Løvtræer, et Skovkrat, en Park, gjennemskaaren med Canaler og omsluttende smaa Indsøer. Vi saae det i nordisk, kold Efteraarsbelysning.
Den lille velbyggede By med sit Slot, sin Slotsplads og Park syntes at længes efter Mennesker; venligt var her, men eensomt og forladt, som paa et Landsted Familien er flyttet fra. Under disse gamle Træer har Philip den Anden vandret sine “skjønne Dage”. Her i Havens smaa Søer havde Carl den Fjerde sit Legetøi, en lille Flaade, og morede sig med den.
Strax ved Jernbanen fra Aranjuez til Toledo skifter Egnen Udseende, man troer sig henflyttet til Campagnen ved Rom, den gule Tajo ligner her saa ganske Tiberen.
Vi fore afsted forbi eensomtliggende Gaarde og forladte Hytter; brogede Grupper af Mænd og Qvinder stode ved hvert Holdested; livlige, sortøiede Piger nikkede ned fra Balconerne. Paa hele denne Strækning syntes det meest at være Fruentimmer, der vare ansatte som Banevogtere; hvert Øieblik saae vi en Moder, om hvem Børnene laae i Gruppe eller holdt ved Skjørtet, staae opreist og strække den sammenrullede Fane i Retningen, Toget gik.
Henimod Middag naaede vi Banegaarden i Toledo og kom i Omnibus; denne sneglede op ad en jevn, god Vei, mellem nøgne Klippeblokke, forbi en stor Ruin, og foran os laae overraskende malerisk den gamle ridderlige Stad Toledo. Vi kjørte hen over den svimmelhøie Alcantara-Bro; dybt nede bruste det gule rivende Vand, det drev et Par murede Vandmøller, henkastede ved Bred-den, som om de efter en Oversvømmelse stode der paa Grund. I Floden laae Ruiner af Bygninger, flere Etager høie; den rivende Strøm trængte ind af de nederste aabne Vindueskarme, gjennem de loftløse Stuer og ud igjen. Lige for os hævede sig over de gamle guulgraae, forfaldne Mure Byen selv, som slængt op ad Høiderne, bærende allerøverst Ruinerne af Alcazar, Carl den Tredies Slot, som Spanierne selv stak Ild paa, da i Uafhængighedskrigen Franskmændene havde det.
Paa den anden Side af Alcantara-Broen, ned under Byens Mure, svingede Veien, og vi fik et nyt malerisk Skue, som, idet vi stege høiere, udfoldede sig meer og meer. Gamle Klostre, ødelagte Kirker saae vi; en Steenørk, en soldræbt Natur udstrakte sig i Campagnen rundt om. Det eneste Tegn paa Liv var en Drift kulsorte Sviin, der tilfældigviis dreves ned mod Tajo for at drikke eller vaskes, men det fik vi ikke at see, Veien svingede igjen, og vi kom paa en stor Terrasse med muret Rækværk og ind gjennem den architektonisk pragtfulde Puerta del Sol; nu vare vi i Toledo . Gaden var snever, Alameda smal og indknebet, her fandtes et Par Træer, Bænke af Muursteen og nogle høist tarvelige Boutiker; to Soldater og en Gadedreng udgjorde hele Færdselen. Gaden laae steil, snart holdt vi, her kunde ikke kjøres længer. Man bar vort Tøi om gjennem en smal Slippe, brat nedad, med en forfærdelig Brolægning, og vi naaede den os anbefalede Fonda.
To Esler stode i Forstuen, et Par Høns og en Hane toge imod os, en Pige stak Hovedet ud af Døren og løb saa igjen; nu kom Señora med et godt Ansigt, der straalede, da vi bragte hende Hilsen fra Jacobo Kornerup di Dinamarca. Her i Huset havde vor Landsmand længe boet og var meget afholdt af Familien.
Vi fik to kolde Soveværelser, der stode i Forbindelse med en uendelig stor Sal; herind blev Braseroen bragt. Her var saa koldt, at vi saae vor egen Aande. Husets Tyende fik travlt, den ældste Høne blev slagtet, tre store Løg skrællede, Olien rystet i Dunken og Frokosten, den tarveligste vi endnu havde faaet i Spanien, bragt; men her var ogsaa utroligt billigt, vi vare hos fortræffelige Folk og hvad der var det Vigtigste, Toledo er en By, hvor der er Noget at see.
Vi gik strax op til Alcazar. Gothernes Konge Wamba var den Første, som her reiste sit Slot; det blev senere tilbygget og ombygget af mauriske og castiliske Konger. Carl den Tredie gav det den Storhed, som endnu i hele dets Ødelagthed forbauser os. Hvælvede Kjældere strække sig under Slot og Slotsgaard, de indtage et saa uhyre Rum, at flere Regimenter samtidig benyttede dem til Hestestald. Gaarden danner en stor Fiirkant, omgiven af Buegange, der bæres af vældige Granitsøiler; den nederste Række staaer uforstyrret, men Etagen ovenover har kun en enkelt Søilerække, og nøgne Mure med aabne Steen-Vindueskarme, fremspringende Altaner, uden Rækværk. Nogle Geder sprang om deroppe og saae nysgjerrigt ned paa os. De tunge Marmortrapper true med at styrte. Alt herinde er et Billed paa Ødelæggelse og Forstyrrelse. En enkelt Fløi er kun endnu beboelig, i den var Soldater indqvarterede; vi saae dem her halv paaklædte og i fuld Mondur, de røde Buxer, den brune Frakke og den hvide Czako, som Uniformen er for Regimentet Cordoba; et Par gik og gravede i Have-Anlæget paa den store Terrasse ud mod Alcantara-Broen.
Til denne Side har Alcazars Facade bedst bevaret sig; den pranger endnu med Statuer og Forziringer gjennem alle Etager, men er kun en tynd Skal, bag hvilken Ødelæggelsens Haand har slaaet tunge Slag. Fra Terrassen seer man ned over Byens forfaldne Mure Tajo med Ruiner af Broer og Bygninger; Vandmøller med skimmelgraae Mure ligge ved Bredden, ligesom gledne ned i Strømmen, og den truer med i sin Fart at rive dem afsted. Paa den anden Side af Alcantara-Broen seer man Ruinerne af det gamle Castel San Cervantes; man fortalte os, at “Don Quixotes” Digter her i Kampen for sit Fædreland mistede den ene Arm, men det er urigtigt og stridende mod de historiske Meddelelser.
Nøgne, graagrønne Klippeblokke ligge her vildt kastede paa hverandre, som var den hele Steengrund voldeligt bleven sprængt, intet Jordskjælv kunde saaledes ryste den i Stykker. En smal Sti derovre strækker sig langs Flodbredden og frembyder det meest maleriske, afvexlende Skue. Man kommer forbi murede, eensomme Vandmøller; Stien skyder sig smal, som en Gesims, ud over den gule Strøm, der danner Fald ved Fald; man stiger igjen ind mellem de nøgne Steenblokke; ikke et Træ, ikke en Busk er at see; det er, som man gik i et forladt Steenbrud, med Eet synes Vei og Sti at slippe, her er ikke et Huus, ikke et Menneske at øine, man er i en Steenørken, men paa den anden Side Floden kneiser malerisk storartet Toledo, en uhyre Ruin; Alcazar er dens kongelige Muurkrone.
Den hele Vandring fra Alcantara-Broen om til San Martins Bro frembyder en Eensomhed, en Forladthed, men tillige en Storhed, der overvælder og betager. Ikke en levende Sjæl saae vi paa denne lange Vei, ikke en Fugl sang eller fløi forbi. Først da vi naaede hen til Martins-Broen, fik vi Mennesker at see, et Par bevæbnede Bønder paa deres Muuldyr; langsomt rede de ned ad den aabne Landevei, der snart kneb sig sammen til Fjeldsti, neppe bred nok for en Vogn.
Gjennem den skumle Byport ved Martins-Broen kommer man igjen ind i Staden; Kjøreveie og Stier paa kryds og tværs føre op over store Gruushobe og Rudera af Bygninger hen til Kirken San Juan de los Reyes; dens røde Mure ere behængte med tunge Jernlænker, som man løste af christne Fanger, da Maurerne bleve forjagne. Inde i Kirken ere mange gamle Minder; høit under Hvælvingen svæver, baaren af en Muurpille, Kirkestolen, i hvilken Isabella og Ferdinand den Katholske her hørte Messen; under den staaer et ved sin konstige Udskæring mærkeligt Træbilled, der forestiller Propheten Elias, et sandt Konstværk; Klædningens Folder ere forbausende blødt og fiint udarbeidede, Prophetens Ansigt vidunderligt levende. Man holdt et brændende Lys hen for Billedets Mund, og vi saae derinde Tænder og Tunge, konstigt fiint udskaarne.
Tæt op til Kirken støder en stor Klostergaard, den kan ogsaa kaldes Have; her var fuldt op af Oranger, Roserne blomstrede, men intet Væld sprudlede, Kummerne stode halvfyldte med tør Jord og visne Blade; rundt om laae henslængt sønderbrudte Forziringer; de aabne maleriske Buegange vare neppe til at komme frem i, saaledes havde man her henkastet og opstillet Gesimser, Alterbilleder og Torsoer af Steenhelgener; Edderkoppens Spind hang som et Sørgeflor hen over de gamle Rester.
Samme Forstyrrelse og Forladthed har man i den nærmeste Gade; i lang Strækning findes hverken Port eller Dør, hist og her, høit oppe, er anbragt et Vindue, vel tilgittret, fængselsagtigt eensomt. Ikke et Menneske var der at see; en smal Slippe med graalige Mure førte høiere op mellem store Gruushobe og mørke, eensomtliggende Huse. Ved en lille, lav Dør i den brøstfældige Muur stod en gammel Morlille med en stor Nøgle i Haanden, hun aabnede Døren til en mellem Gruus og Ruiner halv skjult Bygning; vi traadte ind og stode i en pragtfuld maurisk Hal med lette, yndige Basrelief-Slyngninger og kniplingsagtige Udhugninger i Væggene, Loftet baaret af Marmorcolonner, Gulvet et heelt Mosaik, men Ingen boede herinde, Edderkoppen spandt foran Indgangen sin fine, faste Traad; vi brøde den for Øieblikket.
Her var Jødernes Qvarteer, engang det rigeste i Toledo; Spaniens meest formuende Israeliter boede her, et Sagn lader dem endogsaa have bygget Toledo. Vist er det, at de i denne Stad en lang Tid havde større Rettigheder end paa noget andet Sted, her blev forundt dem at bygge flere Synagoger, uanseelige vel i det Ydre, men straalende af Rigdom og Pragt indvendig. Endnu staae her to som christne Kirker, Nuestra Señora del Transito og Santa Maria la Blanca, den sidste er den prægtigste, et Guds Tempel med salomonisk Pragt. I Væggenes konstige Udhugninger, der ligne et Broderi i Tyl, slynge sig hebraiske Skriftsprog; fra Søilernes pragtfulde Capitæler løfte sig de hesteskoformede Buer, saa svævende lette; Templet staaer her endnu, men Israels Folk er borte; dets velindrettede Bygning rundt om ligger i Gruus, baraklignende Huse ere komne i Stedet; brogede Fiirbeen, tegnede med Farver og Guld, springe nu her ud og ind fra deres Smuthuller i denne minderige Grund. Her levede i deres Tro og Skikke Israels Folk, her taaltes de en Tid, men Trængselens Dage kom, de bleve krænkede, de bleve skjændselspiinte af de Christne, derfor traadte de op mod disse, forraadte dem til Maurerne, og de Christne hevnede dette paa Slægten i mange Led. Hvilke Rædsler, hvilke Taarer og Angestens Skrig har denne Jordbund været Vidne til.
Mellem Gruushobene heroppe saae vi en omstyrtet Granitsøile; paa den sad i dette Øde, i denne Eensomhed, en blind, gammel Tigger, svøbt i sin pjaltede Kappe; hans Ansigtstræk vare ædle, hans hvide Haar hang ham ned om Skulderen. Denne Skikkelse i denne Omgivelse bragte mig til at huske paa et Billed: Propheten Jeremias paa Jerusalems Ruiner. Mon den Gamle var ledet herop for at bede Gud lade et halvt Underværk skee, sende en Forbigaaende, der kunde give ham en Skjerv; her saae ud, som om aldrig Mennesker kom paa dette Sted. En stor Rovfugl fløi hen over os, saa tryg som i Ørkenen.
Toledos berømte Fabrik, hvor Damascenerklinger, Sabler, Dolke og Knive smedes, ligger ikke langt herfra, tæt ved Tajo-Floden i den eensomme Campagne. Fra Martins-Broen er det kun en kort Vei derud og den fører forbi meer end eet minderigt Punkt; ude i Vandet ligge lave Rester af gamle Mure, de omsluttede engang Badekamrene, hvor Grev Julians deilige Datter Florinda søgte Køling, legede Najade og blev seet af Gothernes Konge Don Rodrigo. Paa den lille Ø tæt herved stod hans rige Slot, endnu see vi deraf et eensomt staaende Taarn. Herfra saae han den unge, badende Pige. Han fik hende i sin Magt, som Don Juan fik “Tusind og tre”, men hendes Fader hevnede denne Skjændsel, hidkaldte fra Afrika Maurerne, der forjoge Gotherne og deres Konge.
Jeg kjender ikke noget mere Eensomt end den brede, opkjørte Vei tæt under Toledos gamle Mure og Skuet herfra; Campagnen laae saa sørgende, de fjerne, mørke Bjerge stode saa truende, Alt stemte til Alvor og Veemod, jeg følte mig her som ved Liigbaaren, hvor en død Storhed laae udstrakt. Toledos Kirkeklokker var det eneste Livsens Pulsslag, Kirkeklokkernes Ringning er Toledos Livstegn og Tale.
Forunderlig spøgelseagtig lød i den stille Nat Slagene af een Klokke især, den havde en saa forunderlig dyb Klang, hæs og uhyggelig, jeg maatte ved den tænke paa Autodaféernes Dødsklokke, og syntes at udenfor mine Vinduer skred forbi lydløse Phantomer, “det hellige Broderskabs” Procession.
Ved den lyse Dag løde to Kirkeklokker, saa levende, saa klangfulde, de talte forstaaeligt et Navn, det klang ind i mit Øre; den ene Klokke sang: “Bianca! Bianca!” den anden sang: “Sancho! Sancho!” ja det var det og ikke Andet, hvem vilde Klokkerne minde om ved disse Navne? Ingen kunde sige mig det, men der er Meget skeet i Verden, hvorom ikke findes Historier eller Sagn. I min Grublen over Klokkernes Klang forekom det mig, at Gadens Brosteen gave Gjenlyd af Hestens Hov, ridderlige Ætlinge joge afsted paa fnysende Heste, med flagrende Manke og fine, stærke Been; den tunge Jernhammer klang fra Vaabensmedens Værksted; skjønne Qvinder traadte ud paa Balconen, sang og spillede paa Luth.
Af alle Toledos Kirkeklokker er ingen saa stor og mærkelig som Kathedralens. Femten Skomagere, sagde man, kunne sidde under den og strække ud deres rispede Traad, uden at berøre hverandre. Sagnet fortæller, at Klokkens Klang naaede lige ind i Himlen, St. Peder troede, den kom fra hans egen Kirke i Rom, men da han saae, at det ikke var Tilfældet og at Toledo havde den største af alle Klokker, blev han vred og kastede en af sine Nøgler ned paa Klokken, saa den fik en Revne, der sees endnu. Var jeg St. Peder og havde den Stemning, jeg har, vilde jeg hellere kaste Nøglen i Hovedet paa ham, som jeg kunde see vilde først opfinde dette Sagn.
Imidlertid, det er vist, Kathedralens mægtige Klokke er Toledos Livstegn, Kirken selv det eneste Sted, hvor man maa søge hen for at see Mennesker; paa Gaden, paa Alameda findes de ikke. Architekterne sige, Domkirken er, i sin Alder og ved sin Stiil, en af de mærkeligste i Landet; Raadhuset lige udenfor er en lavklodset Bygning, jeg veed ikke hvad Stiil den hører til, uden de fiirkantede Meublers, den seer ud som en Dragkiste med to Skuffer, af hvilke den nederste er trukken ud. Paa Pladsen her viste sig kun Folk, naar de kom fra Kirken. Hvilken Pragt og Storhed derinde: hvilken forstenet, himmelhøi Løvhytte. Buerne løfte sig svimlende med konstigt udhugne Bladeslyngninger, Daglyset straaler gjennem billedmalede, brogede Ruder. Rundt om i Gangene staaer Alter ved Alter; en Skare af Fromme, meest Qvinder i deres sorte Mantiller, knæle her. Vi saae dem bøie sig dybt og gjøre Korsets Tegn, idet de skrede forbi een, for vort protestantiske Øie, almindelig Brosteen, der ved et af Altrene bevares bag et tyndt Jerngitter; paa Stenen her har Jomfru Maria sat sin Fod, idet hun steg ned fra Himlen til Toledos fromme Troende, det er Legenden. Orgelet tonede, Psalmesangen lød, Kirkeklokkerne hørtes herind, stille vandrede vi i de røgelsefyldte Gange og saae bag gyldne Gittre pragtfulde Capeller straale i Glands og Rigdom, Væggene blendede Øiet ved Farver og Billedhugning. Daglyset straalede gjennem de brogede, malede Ruder ind paa Marmorsarkophagerne.
Idet vi traadte ud, slog den store Kirkeklokke sit sidste Slag for denne Dags Fest-Ringning, Luften bævede længe med rungende Tone, og saa blev det lydløst stille, Eensomheden rugede over By og Egn, Livet gled hen i Hvile, i den stille Søvn, der tilhører forsvundne Tider.
Nødigt forlader man Toledo. Det er tungt at rive sig løs med den Tanke, aldrig at skulle komme her igjen, aldrig at skulle gjensee dette Sted, der saa forunderligt vækker vor Sympathi. Mon jeg oftere skal gjensee Egnen her og synge som i denne Stund:
Vær hilset, Du Fortids Toledo,
Du ridderlige gamle By;
Hvor Maurerklinger blev’ smeded’,
om det gaaer i Verden Ry;
Her er saa eensomt og stille,
forfaldent, øde og stort;
Af rustædte Hængsler er faldet
Alcazars Vinduer og Port.
En ridderlig Gaard er nu Vertshuus,
min Stue en gammel Hal;
End pranger Familievaabnet
over den aabne Portal.
Her er ei Kamin, men et Ildfad, –
jeg hører den styrtende Regn,
Den skyller ned som en Syndflod
over den udbrændte Egn.
De nøgne, graagrønne Klipper
sig løfte langs Tajos Bred,
De kjende den larmende Fortid,
og Nutidens Eensomhed;
De hørte Mahomed prises,
og Chorsang til Jehova;
Nu høre de Locomotivet,
som kommer og bruser herfra; –
Og saa er igjen det stille,
Alt rundt om øde og stort;
Men deiligt snoer sig et Viintræ
om Byens ældgamle Port,
Og der, bag det gittrede Vindue,
den deiligste Rose jeg saae; –
Og den havde kulsorte Øine,
tidt vil jeg tænke derpaa.
Afsnit: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19
Kilde: I Spanien (1863). H.C. Andersens Samlede Skrifter Ottende Bind, Anden Udgave, Kjøbenhavn C.A. Reitzels Forlag 1878, Bianco Lunos Bogtrykkeri.