H.C. Andersen: I Spanien (1863) X. Fra Granada til Gibraltar.
Tirsdag Aften den een og tyvende October forlode vi Granada. Oberst Larramendi og Visby, vore to trofaste Venner i Maurernes gamle Stad, vare paa Pletten; mine smaa Venner, Larramendis Børn, ligesaa for at raabe: “adios! Vaya usted con Dios!”
Diligencen var et Slags Omnibus, med Sæder paa Siderne, de bleve ganske fyldte; meest Plads tog en gammel Bedstemoder med en Crinoline, den Alle vi i Vognen kunde have havt nok af til Telttag; hun fik saa mange Kys, at ogsaa de kunde have været nok, fordeelte paa hele Selskabet. Tre unge, livlige Spaniere gjorde Reisen med; de strømmede over af Folkesange, en heel guldbærende Darro for en Samler af Folkemelodier. Allerede i den uendelig lange Forstad begyndte Sangen, alle mulige Viser, meest sungne paa Bondemaneer, i Spanien som i Italien, snøvlende, med lange, snurrende Toner. De første tre Timer var det ganske interessant, siden trættede det, man fik ingen Hvile. Der blev ogsaa sunget een og anden saftig Vise; det kunde jeg faae ud af de Ord, jeg forstod, og af den overgivne Latter, de unge Fyre istemte ved hvert Vers. Gamle Bedstemoder brøde de sig ikke om, hun sov eller lod som hun sov. Under denne lystige Syngen fore vi hen over Campagnen, hvor hist og her et Lys blinkede ud fra en af de mange Gaarde, eller et stort Blus lyste paa Marken.
Ved Midnat naaede vi Loja; der skiltes vi fra vore syngende Ungersvende og fik nyt Reiseselskab, en heel Familie; Manden høi, mørk og alvorlig, med spansk Grandezza; han saae meget lærd ud og blev kaldet Catedratico, det vil sige Professor; hans Kone var et nydeligt Barn, hun saae ud til kun at være sexten Aar, havde store, milde Øine og tre Børn; vi havde dem alle i Vognen; de gjorde Alt hvad Børn kunde gjøre i en Vogn og vilde ikke sove uden ved tændt Lys; derfor sad den unge Mama med et stort, brændende Voxlys i Haanden og lyste, saa at jeg nær var blendet deraf, og da hun vilde sove, maatte Fatter holde Lyset, og da han vilde sove, maatte Pigen holde det, og da hun ogsaa sov og var nærved at tabe baade Lyset og Barnet, slukkede hendes Nabo Fyret, og vi sad i søvnindbydende Mørke; men med Eet istemte den mindste Lille et Lysets Skrig, og saa den anden Lille, og saa den Tredie; der blev en almindelig Opvaagnelse og Fyret tændtes.
Vognen slingrede, Tobak blev der røget, den unge Kone var søsyg; det var Nattens Begivenheder. Udenfor var Luften kold og klam; en vaad Taage laae over Bjergene, den fordeelte sig først, da vi i Dagningen naaede over Bjerghøiden, og Veien heldede ned mod Malaga. Eensomt og øde var det rundt om; vi kjørte ved dybe Afgrunde; nede i de snevre Dale rugede endnu Mørket, medens vi oppe i Høiden saae klart hver Gjenstand om os. Bjælderne paa Muuldyrene fik større Klang i denne umaadelige Taushed. Vi mødte ridende Politisoldater, altid to og to; paa et Sted af Veien havde de tændt en stor Ild, de vare stegne af Hestene og varmede sig.
Nu brød Solen frem, Havet bredte sig blankt og blaat, Malagas hvide, fladtagede Huse, dens mægtige Domkirke og det høitliggende mauriske Castel traadte frem mod Hav og Luft. Nu saae vi Guadalmedinas udtørrede Flodleie; derned, mellem støvede, store Cacteer, rullede vi imod Byen. Det var hjemligt at komme her igjen, Alt var os saa kjendt og i Hotellet bleve vi modtagne som gamle Venner.
Jeg sad igjen paa Balconen ud til Alameda, det saae ud, som om den samme Menneskevrimmel bølgede dernede, og i Havnen, som om alle de samme Skibe laae der, men det var dog ikke Tilfældet; alle de danske Fartøier vare afseilede, hjemveis mod Danmark.
Jeg skyndte mig til Consul Scholtz og mine andre Venner. Velkomsten var overalt saa hjertelig. Jeg gik igjen i Vrimlen paa
Alameda, langs Havbredden, hvor Brændingen sprøitede høit i Luften; jeg kjørte til mit Yndlingssted, den protestantiske Kirkegaard; min Tanke havde været der, da jeg følte mig syg i Fonda de los siete suelos.
“Ved det speilklare Hav, ved det svulmende Hav,
Grav der min Grav!”
sang jeg engang i Norden under Bøgetræerne, her gjentog jeg det under de susende Palmer, hvor Myrterne blomstre og Pebersvendens Geranier voxe høit og frodigt: “Ved det speilklare Hav, ved det svulmende Hav!” det havde et mørkere Udseende, end da jeg var her sidst, og viste, at Stormen kunde sætte det i Bevægelse; Vinden blæste med Kraft, som hjemme i Danmark, Skyer trak sammen, der faldt tunge Regndraaber.
Dagen derpaa stod i Malaga Avis: “Igaar begyndte Vinteren.” Den strenge Tid var altsaa nu begyndt, strengere blev den heller ikke, ellers var der ikke Sandhed i Verset:
Malaga, la hechicera,
La de eterna primavera.
(Fortryllende Malaga med det evige Foraar).
Allerede for et Par Uger siden var en Mængde brystsyge Englændere indtrufne; det er her Tegnet paa Vinterens Komme, ligesom hjemme hos os Storkens Ankomst bebuder Foraar.
Theatrene vare aabnede; den italienske Opera var begyndt med de verdiske Compositioner: “Rigoletto, la Traviata” og “un ballo in maschera”; den vilde nu forsøge at bringe til Opførelse en tydsk Musik, nemlig Flotows Syngestykke: “Martha”.
Saavidt jeg her har kunnet erfare, er endnu ikke en eneste Opera af Mozart, ikke engang hans udødelige, til et ægte spansk Sujet componerede Mesterværk, Don Juan, naaet over Pyrenæerne. Flotows Martha er den første Aabenbarelse fra Tydskland. De fransk og italiensk klingende flotowske Melodier ere som lette Jægertropper gaaede foran den store musikalske Hærmagt, anførte af Tonernes Konger Mozart og Beethoven samt de Herrer Generaler Carl Maria Weber, Marschner etc.
Jeg bivaanede den første Forestilling af Martha; Hovedpartiet blev smukt sunget af en ung polsk Dame, Tenoren var fra Rusland , de andre Sangere og Sangerinder vare fra Italien. Decorationerne og Sceneriet var usselt; men Stemmerne og Foredraget meget smukt, dog ikke en Haand rørte sig under hele Forestillingen; man forklarede mig Aarsagen; den egentlig regjerende Primadonna havde ikke Partie i denne Opera, men var tilstede, hun sad i sin Loge over Orchestret; hun vilde ikke have tilgivet sit Publikum, om Andre end hun her i Huset fik Bifaldsstormen. Alligevel var Hjertet godt; i Mellemacterne gik hun, sagde man, op bag Coulisserne og takkede de publikumforladte Sangerinder.
Huset har fire Etager; men mange Mennesker vare her ikke; en Deel unge Piger sad forrest i første Etage og talte meget livlig med en Deel pyntede, opmærksomme unge Herrer; alle vare de, da jeg hørte deres Alder, endnu kun Børn; Herrerne femten Aar, Damerne elleve Aar, men fuldkommen udviklede; de unge Damer bevægede med den sædvanlige Ynde og Ziirlighed deres Vifte, slog saa kjækt og klædeligt med Nakken, nydelige Smaapiger! een af dem, hørte jeg, var allerede for et Aar siden gift og nu Mama.
Afreisens Dag kom. Dampskibet Paris, der, efter at have forladt Havnen i Lissabon, ved Storm var blevet forsinket, indtraf i den tidlige Morgen og skulde ud paa Aftenen igjen gjøre Reisen tilbage; vi toge vore Pladse, jeg ordnede mine Sager til Afreisen og da fik jeg en Overraskelse, en Skræk, en Sorg kan jeg kalde den.
Naturligviis havde jeg ladet mine Ordensdecorationer blive hjemme i Danmark, men en Efterligning i det Smaa, alle forenede ved en Guldkjæde, førte jeg med; derimellem var “Nordstjernen”, netop den, Oehlenschläger havde baaret og engang, da jeg var dybt bedrøvet over altfor streng critisk Medfart som Digter, givet mig med Erkjendelsens og Opmuntringens Ord, den skulde være mig et Minde om ham, det Eneste jeg eiede; den betragtede jeg som en Amulet paa Reisen. Kun i Malaga havde jeg ved et Festmaaltid baaret denne Prydelse, i Granada viist den til en af mine Venner og derpaa lagt den hen. Flere Uger vare gaaede og nu pludselig, idet jeg aabnede Æsken, hvori den skulde ligge, var den borte. Jeg søgte i hvert Gjemme, rystede hvert Klædningsstykke, forgjeves. Jeg skrev til Hr. Visby i Granada derom; han lod i begge Fondaer, hvor jeg havde boet, spørge og undersøge. Consul Scholtz lod i Malagas og Granadas Aviser efterlyse det Tabte eller Stjaalne; jeg fik det aldrig. Oehlenschlägers baarne Nordstjerne, den, han havde givet mig, var tabt og kom aldrig mere igjen. Jeg var dybt bedrøvet, endnu trykker Tanken mig.
Granada, i al sin Pragt og Herlighed, var i Spanien det Sted, hvorfra meer end een piinlig og tung Erindring er tilbage. Besøget her var dyrere end det turde være og tog saaledes Uger fra et længere Ophold i Spanien; i Granada blev, som fortalt, jeg og min Reisefælle syg, i Granada laae i mere end eet Brev “et raakoldt Pust” fra det Land, der har min Kjærlighed og Tanke. Jeg havde en Fornemmelse af at prøve Hverdagslivets nopprede Hvergarn og ikke slide Fløiel, som man skulde troe.
“Giv af dit Hjerte til Folk og til Slægt,
Venter Du Tak, da er Du en Daare!” –
Ja, den Vise har jeg allerede sunget før, men den vil gjentages, skal jeg leve.
Solen skinnede endnu paa Fortet, det gamle Gibralfaro, da jeg med vor Consul, i hans Baad, roede ud til Dampskibet. Aftenen kom snart og pludseligt; jeg foretrak ved Daglys at gaae ombord; Collin indtraf senere paa Aftenen, tidsnok før Skibets Afgang, der først fandt Sted ved Midnat; Lysene i Byen blinkede ud til os; Fyrtaarnet var længe at see, Søen rolig.
I Dagningen kom jeg op paa Dækket. Den afrikanske Kyst, med sortblaae Bjerge, laae foran, til Høire det spanske Kystland med sit sydligste Punkt, Klippen Gibraltar; tæt op til den skinnede hvide Huse, en heel By, der dog ikke laae saa nær som den syntes, det var den spanske By Algeciras paa Vestsiden af Gibraltar-Bugten, vi saae den over Landtangen, som forbinder Gibraltar-Klippen med det spanske Land. Gibraltar var unegtelig engang en Klippe ude i Havet, dette har i Tiden sat Sand ind imellem Klippe og Fastland, og forenet dem, hvorved Gibraltar er bleven Europas Sydspids.
Vort Fartøi gled forbi den flade Sandstrimmel, ind under den mægtige Klippe; Havet har boret dybe Huler ind i den; skrigende Søfugle var her nok af. Høit oppe er hugget Tunneler og anlagt svære Befæstninger; Firsindstyvepundigere vende deres dødsendende Gab ud over Havet. Vort Fartøi skød gjennem Vandet, mellem de efter Vinden krydsende Skibe, hen forbi Fæstningsværkerne paa Klippens sydligste Pynt, dreiede saa mod Nord ind i Bugten, og en heel By udfoldede sig med Bygninger terrasseformigt opstillede. Det var imidlertid endnu ikke Fæstningsbyen Gibraltar , men den udenfor samme liggende Deel, der af Spanierne kaldes Europa og af Englænderne Syd, det vil sige Syd-Gibraltar; nu fulgte Haveterrasser med Villaer og endelig, bag Bastioner og Fæstningsmure, den egenlige Stad, heldende sig op ad den stenede med Cacteer begroede Klippe.
En Baad kom ud til Dampskibet; alle Papirer bleve tagne med en Jerntang, seete paa og da leverede tilbage med Hænderne; vi fik nu Lov til at stige i Land og ved Landingsstedet Tilladelse til at opholde os her et Par Dage. Vi vare altsaa nu paa engelsk Grund.
En broget Vrimmel, et heelt Mønsterkort paa Nationaliteter, mylrede ind og ud af den lave Fæstningsport, foran hvilken stode rødkjolede engelske Soldater med blaae Øine og lyst Haar. Udenfor Porten var Kjød-, Urte- og Frugttorv, indenfor en stor Paradeplads, der førte til Byens lange Hovedgade; her vrimlede med Beduiner i Burnus, marokkanske Jøder i Kaftan, Tøfler og Turban, Matroser af alle Folkefærd, Fremmede ligesaa, Enkelte bare et langt grønt Slør om Hatten, som Værn mod de stærke Solstraaler.
I Hotellet Kings arms havde vor danske Consul, Hr. Mathiasen, bestilt Værelser for os, Leietjeneren, som i Havnen modtog os, vidste Besked derom, og snart vare vi indqvarterede i god engelsk Comfort. Paa Trapper og i Stuer saae man Folk af alle Nationer og Sprog. Ved Bordet blev ihast gjort Bekjendtskab; her var et Par livlige, elskværdige engelske Søofficerer, to unge Franskmænd, en Tydsker og en Russer, to unge Spaniere vare lige indtrufne fra Crocodil-Jagt paa Nilen.
Medens vi endnu sad ved Bordet, kom Consul Mathiasen og førte os til sit gjestfrie Huus. Rundt om i Stuerne var saa Meget, der mindede om Danmark; der hang et stort Maleri, en dansk Bøgeskov, malet af Skovgaard; paa Bordet laae Paludan-Müllers samlede Skrifter. Hr. Mathiasen bragte os det sidste Nummer af “Dagbladet “, det kom hertil over England. Jeg læste deri det kongelige Theaters Repertoire for Ugen otte Dage tilbage; man gav “Fjernt fra Danmark,” selv var jeg fjern og dog nær, Tanken har en Guds Kraft til at flyve. Et Brev havde her allerede i en Maaned ventet paa mig, det var fra den engelske Ministerresident i Tanger, Sir John Drummond Hay; han var saa venlig at indbyde mig med min Reisekammerat at boe i hans Huus, dersom vi besøgte den afrikanske Kyst.
Kun eengang om Ugen gik Dampskibet mellem Gibraltar og Tanger, vi havde et Par Dage endnu før det tog afsted, kunde saaledes forud melde vor Ankomst; en Fisker, der ofte besørgede Breve mellem Gibraltar og Tanger, fik min Skrivelse; nu var det at benytte Dagene, vi bleve her paa Gibraltar-Klippen.
Consul Mathiasen afhentede os til en smuk Udflugt. Vi kjørte gjennem de trykkende, mægtige Fæstningsværker, hen ad snevre, slyngede Veie, ud paa den flade Landtange, der forbinder Klippen Gibraltar med det spanske Høiland. Alt var udbrændt og tørt; hist og her stod en Agave med sin afbrudte, tykke Stængel, Støvet laae hen over de tunge, sabellange Blade. Havbugten mod Algeciras strakte sig til Venstre, det aabne Hav til Høire. Paa Sand-Veien, hvor vi kjørte, var opslaaet en Feltleir; den engelske Besætning herovre skiftes til at ligge i Byen og udenfor, under Telte, for at vænnes til Feltlivet.
Snart naaede vi hen over et, paa Skudvidde, øde Stykke neutralt Land, og derpaa den første lille, spanske By, den laae med et plankeværkagtigt Hegn; spanske Soldater stode ved Porten.
Vi vendte om, og foran os, stigende op fra Sandsletten og Havet, løftede sig lodret den mægtige Klippevæg; tydeligt saae man Skydehullerne i Galerierne, som i viid Udstrækning ere sprængte i Stenen. Paa Sand-Isthmen var Skydeøvelse, med Skarpt; vi maatte derfor holde os til Veien, vi vare komne, og af samme vende tilbage. Gjennem Fæstningsværkerne og hen over Murene, hjemme vilde vi kalde det “hen over Volden,” naaede vi Syd paa ud igjen af Byen til Alameda, her et heelt Have-Anlæg; snart laae Syd-Gibraltar nedenfor; vi kjørte forbi venlige Landsteder, med hvide Mure og grønmalede Vinduesskjerme; i Haverne prangede Træer med store, solsikkelignende røde Blomster; her var en Rigdom af Grønt og brogede Slyngplanter. I en Villa, der tilhørte vor Consuls Svigermoder, en irsk Dame, nøde vi Forfriskninger og den deiligste Udsigt over Algeciras-Bugten til By og Bjerge, hen mod Tarifa og den afrikanske Kyst. Dog endnu mere storartet udfoldede sig det hele Skue, idet vi fra Klippens sydligste Punkt, hvor Kjøreveien dreier mod Nordost og der snart aldeles holder op, stege tilfods saa høit vi kunde paa den udbrændte Klippe, som Sol og Havtaagen har forvittret. Forbi Soldater og Kanoner naaede vi denne storartede Eensomhed; vilde Agurker voxe hen over Klippeblokkene; dybt under os saae vi det mørkeblaae, næsten blæksorte Vand, der væltede skumhvide Bølger; en Fisker i sin Baad laae dernede, Søfugle fløi hen over ham ind i de dybe Klippehuler. Mange Fartøier havde her søgt Læ og ventede paa Vind til at passere Strædet ud i Atlanterhavet. Vort Øie havde i Omraade et Skue fra de mørke Bjerge Nordpaa, oppe fra Malaga -Bugten den hele Kyst, og ud over det uendelige Middelhav; Syd for os løftede sig det afrikanske Høiland; kun sex danske Miil er her over til Ceuta, den spanske By paa Afrikas Kyst, den var saa tydelig at see i den tynde, klare Luft, selv de enkelte Bygninger viste sig, Bjergenes Conturer kom saa bestemte frem, den ene Høide bag den anden.
Ogsaa med Consul Mathiasen, der forskaffede os Gouverneurens Tilladelse, saae vi senere en Dag de uindtagelige Fæstningsværker, alle sprængte i Klippens Sider. Gjennem en lille, bebygget Plads, hvor en Deel af Besætningen med deres Familier boer, førtes vi, ledsagede af to Soldater, ind i fængselsagtige Hvælvinger; man laasede og lukkede for os igjen, snart gik vi i Mulm og Mørke, snart stege vi i aabne Gange, med den klare Luft over os og Klippen selv til Væg med Skydehuller. Det var en trættende Vandring heelt op til Flaghuset, øverst paa Klippen; Veien derfra ned førte forbi en mægtig Klippehule, hvis selsomme Drypsteens-Former og aldrig opdagede Dybde er af stor Interesse; det er et Sagn, en Folkemening, at denne Hule strækker sig ned under Strædet og har sin Udgang paa den afrikanske Kyst; Aberne, troer man, have, gjennem denne undersøiske Tunnel, fundet Vei herover. Mange Skeletter af disse Dyr findes i Hulen; Aberne begrave selv deres Døde. Da Collin var her, kom just Gouverneuren med en Deel Fremmede, der blev tændt Blaalys inde i Hulen, hvis selsomme Former og Drypsteens-Skikkelser traadte forunderlig trolddomsagtigt frem. Fra Maurernes Tid sees endnu mod Nordvest et Slags Fort, det er saa at sige nu groet sammen med de nye Muurværker og Befæstninger, der naae fra øverst til nederst. Man er paa Gibraltar under Laas og Lukke, og det fornemmes især ved Solnedgang, Signalskuddet lyder, Fæstningsportene lukkes, al Forbindelse med Omverdenen udenfor er da afbrudt, indtil ved Solopgang et Kanonskud igjen beordrer at Portene aabnes. Husker man ikke herpaa, da fornemmes ikke dette Baand: den lange, gasbelyste Gade vrimler med Mennesker af alle Nationer, Tyrker, Arabere, Englændere og Franskmænd; Regimentsmusiken spiller, Theatret aabnes; her var for Øieblikket Opera; en af de nyeste “Moreto”, Musiken af en Spanier, gjorde stor Lykke.
Graat, regnfuldt Veir fik vi en halv Dag, det var som nordisk Efteraar, men hørte ikke til det Almindelige. Gibraltars hele Vintertid svøber sig i et Par saadanne blæsende, graavaade Dage; ved Juletid er allerede Foraaret her, sagde man, da seer man det friske Grønne og de tidlige Blomster.
Et ganske deiligt, varmt Solskinsveir havde vi Dagen derpaa; netop den første November. Collin kravlede om paa Klipperne og samlede Snegle og andre Krybdyr til sin Samling; jeg var paa Vandringen med en ung, livsglad Franskmand; vi gik ud til Alameda og kom saaledes først paa Kirkegaarden, der ligger tæt udenfor Byens sydlige Port op til Murene. Figentræer skyggede over Gravene, mørke Cypresser og blomstrende Buske give Afvexling; her voxe høie Hækker med store, klokkeformede Blomster, der næsten ligne hvide Calla, de groe rundt om i Haverne og benyttes af Damerne til Bal; den første Time beholde de deres oprindelige Farve, ud paa Natten blive de lilla og i Morgenstunden ere de røde. Snart vare vi paa Alameda, der ved Plantninger af Træer, Buske og Blomster er høist indbydende; her lufter den friske Søvind, herfra seer man ud over den med Baade og Skibe opfyldte udstrakte Bugt til Algeciras og de nøgne, stenede Bjerge, hvormed Europa slipper.
Vi mødte en Deel Spadserende, især Damer og Børn, de fleste lyshaarede af blond, engelsk Udseende. Min unge Franskmand, et varmt, let bevægeligt Gemyt, blev strax betagen ved Synet af en Blondine, uagtet hans Hjerte ellers, som han sagde, slog kun for de sortøiede Spanierinder. Man skulde af hans Tale rigtignok troe, at han var uimodstaaelig, som de Skjønne, han fortalte om. Hvor var han ung, flammende og meddelelig! men tillige ogsaa høist elskværdig godmodig, saa at hans gamle Tante, der altid, som han sagde, forkjælede ham, nok havde en Slags Aarsag til at kalde alle hans Svagheder Ridderlighed. Han vidste at fortælle om “spanske Piger”; jeg troede ikke det Halve.
Sydboen har saa megen Livlighed, Noget saa barnligt og uberegnet, at mange Fremmede tilvisse opfatte Qvinderne i disse Lande ganske urigtig. Man bør ikke, i den Henseende, troe Alt, hvad hvert lystigt Blod fortæller, ikke troe Alt, hvad der skrives og trykkes.
Man siger, at i Spanien Qvinden
Har krigerisk Mandsmod og Aand;
Man siger, at Spanierinden
Har en Dolk ved sit Strømpebaand;
Man siger, – man siger saa Meget;
Tro ikke hver snaksom Tourist:
Et Barnesind, let og bevæget,
Har Spanierinden forvist,
Der er en Sladdren, en Latter,
Du seirende hæver din Haand, –
Ja, da har Spaniens Datter
En Dolk ved sit Strømpebaand.
Afsnit: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19
Kilde: I Spanien (1863). H.C. Andersens Samlede Skrifter Ottende Bind, Anden Udgave, Kjøbenhavn C.A. Reitzels Forlag 1878, Bianco Lunos Bogtrykkeri.