H.C. Andersen: I Spanien (1863) III. Valencia.
“Jeg elsker Havet!” det vil sige, er jeg paa det, maa det forholde sig roligt, strække sig blankt og blaat, være et Speil for Himlen og for mig med. Jeg elsker det, “naar det stormer vildt!” det vil sige, jeg maa staae paa Landjorden og elske det, ellers er jeg høist generet af det. Nu stormede det ikke, men det var heller ikke blankt og stille; Vinden kulede, Skibet slingrede, jeg vovede mig ikke ned i Kahytten til det dækkede Middagsbord. Min Reisekammerat, Collin, havde det bedre, ja, efter Maaltidet kunde han ryge sin Cigar og trøstig lægge sig i sin Køie, jeg sad oppe paa Dækket i den susende Vind, sad som i en Gynge, og jeg er slet ikke for den Bevægelse, men der er Meget, man ikke er for og dog maa finde sig i.
Ude i Horizonten løftede sig Skyer, de havde skarpe Bjergformer og fik ved Aftensolen en blendende rødguul Farve; snart blinkede en Stjerne i den høie, rene Luft, fleer og fleer tindrede frem; Aftenen var smuk; hele det bjergrige Kystland var at see, sortblaat stod det mod det lyse Vand. Jeg sad ikke alene, en ung Tydsker fra Mannheim var ombord, han vilde til Madrid og havde valgt Søveien over Valencia, da Jernbanen var ødelagt mellem Barcelona og Saragossa. Der var saa meget Ungdomssind i ham; han var glad ved Havet, det, han ikke før kjendte, glad ved Skuet af det skjønne Kystland; han udtalte saa naturligt og aabent sin Glæde, og da han hørte hvem jeg var og kjendte mine Skrifter, havde jeg med Eet en ung, jublende Reiseven, der var Opmærksomheden selv imod mig, puslede om mig, vilde ret gjøre mig det hyggeligt, bandt mig sit uldne Shawl om Halsen, og lagde sin Kappe over mine Fødder, thi Vinden blæste koldt, og Skibets Slingren forbød mig at hente mine indpakkede Sager nede i Kahytten.
Sympathie er en forunderlig Ting, den kan ikke kjøbes for Penge, ikke tilbyttes for Ens hele varme Hjertelag, den maa gives; den falder som Ørkenens Manna fra Himlen. Her faldt virkelig denne Manna; om Frugten kunde holde sig i Uger og Dage, ved længere Samliv, ja det har jeg ikke Ret til at betvivle, men nok til ikke at stole paa.
Vinden begyndte at lægge sig, Søen blev roligere; deiligt var det at see ned i det mørkeblaae Vand; dernede blinkede som Ædelstene eller henflyvende Ildtunger de skinnende Fiske; det var, som Blinket af et Knivsblad i Solskin. Det sølvhvide Skum paa Søerne lysnede; Skyerne i Luften dannede Skikkelser ned mod Horizonten, det saae ud, som om vi havde Land tæt ved. De fjerne, skumhvide Søer syntes lange, hvide Bygninger, der kom og svandt. Klokken var over Ti, da jeg steg ned i Kahytten og sov i halve Nattevagter; Havet var temmeligt roligt.
Ved Daggry stod jeg igjen paa Dækket. Tykke Regnskyer hang Nord paa over Havet. Spaniens Kyst var høi, nøgen og vild, de fjernere Bjerge øde og mørke at see. Nu stod Solen op, den gjennemstraalede Skyerne med Guld og Purpur, den gød et violblaat Skjær over de sorte Bjerge og forvandlede Havet til en blodfarvet Olie, saa reen, saa skinnende, det var, som om vi glede hen over et vatret, transparent Silketæppe, og da Sollyset virkede i hele sin Kraft, laae det store Hav blikstille og udstrakt, det var, som om vi seilede gjennem Luftrummet.
En Mængde skinnende hvide Huse paa Kysten tydede paa, at vi nærmede os en større Stad; man viste os paa Bjergsiden det romerske Sagunt; nu er der af dens uhyre Mure, Taarne og Amphitheater kun lave Ruiner, overgroede med et Vildnis af Cacteer. Murviedro kaldes Byen, der er reist paa al den gamle Herlig hed; Soldater ere indqvarterede i Fortet deroppe. Jernbanen fra Madrid til Valencia er i sin Forlængelse til Barcelona kun færdig herud til. Vi kunde fra Skibet see Locomotivet med sit lange Dampslør bevæge sig med Vognrækken langs Strandbredden, det vilde endnu vare noget før vi naaede Valencia; nu vare vi ved dens Forstad, Landsbyen Grao, der ligger en halv Miils Vei fra Staden; derhen kunde vi komme med et senere Tog, eller strax med en af de mange Tartaner, her holde; det er tohjulede Vogne med et Solseil over, de ere større end Droschker, mindre end vore Brødvogne, men høiere end disse og have udbredte Hynder. Ved Landingsstedet bleve vi som overfaldne af pjaltede, sortbrune Drenge og vildtudseende Lastdragere, de puffede og stødte hverandre, væltede sig heelt ind paa os for at bære vort Tøi til Douanen. En medreisende Spanier, vi kjendte fra Dampskibet, tog sig af os, fik vort Tøi paa en Tartan og os ind i en anden, og nu gik det afsted til Valencia. Et fladt, frugtbart Land foer vi igjennem, her var Noget saa hjemligt dansk, vi kjørte hen ad en indgrøftet Landevei, hvor knudrede Olietræer, ganske som det var vore Pile, heldede sig frem mellem høie Rør, her var det Bambusrør; de hvidkalkede Bønderhuse ved Veien havde Rør- eller Straatag, ligesom hjemme hos os, kun det lange, brogede Tæppe, der var hængt for den aabne Indgang, tydede paa det sydlige Land.
Mellem Sagunts Ruiner og Sjerra de Santa Ana, det sydlige Punkt af Landet, strækker sig fra de stenede Bjerge ned mod Havet, “La huerta”, Haven, som man kalder hele den med Frugt og Viin svulmende Slette om Valencia, et overordenligt veldyrket Land, der fra Maurernes Tid er gjennemvandet ved et Net af teglsteensatte Grøfter; store Brønde seer man, hvor en Hest dreier Hjulet, der helder de vandfyldte Krukker ud i Grøfterne; lave, tykke Viinstokke voxe hen over den varme, rødlige Jordbund. Citron- og Appelsintræer danne smaa Lunde, hvor slanke Palmer løfte deres Solskjerm.
En mægtig Bro, et udtørret Flodleie, gamle Mure og en Qvadersteens Byport var det Første, vi saae af Valencia; snevre, ubrolagte Gader, med Solseil fra Huus til Huus, førte til en lille Plads, hvor der holdt et Par tomme Diligencer, og vi vare i Fonda del Cid.
De mørke, vinklede Trapper og Gange, de lofthøie, kun lidet meublerede Stuer, hele Opvartningsvæsenet tydede paa, at vi ikke længer vare i det halvfranske Barcelona, men et godt Stykke inde i Spanien. Frokostbordet stod dækket, Maden var kraftig og god, Druerne store som Blommer, faste og krydrede i Smagen; Melonerne smeltede paa Tungen som Snee, Vinen var glødende stærk og Luften varm til at gjennembage os; det hjalp kun lidt at der ud over de aabne Balcondøre vare hængte store Rørtæpper for at lukke Solstraalerne ude, de førte dog Regimentet; man sad paa Altanen og greb efter Luftdrag, Damerne søgte at fange det med deres Vifte. Paa hver Altan sad en heel lufttrængende Familie; man var strax i stort Selskab ved at træde udenfor Vinduet; Selskabslivet blomstrede der op ad Væggene, gjennem alle Etager. Nede paa Pladsen var øde og stille, Solskinnet havde her brændt sig fast, man følte ingen Lyst til at gaae ned og give Skygge.
Nu ringede Hotellets Klokke til Middag, og Bordet bugnede igjen med Retter; der var Sneglesuppe, hele Tallerkenen med vore smaa Snegle, de laae i deres Huus, og det var især det, der i den brunlige Suppe var saa uappetitlig; derpaa fulgte Blæksprutter, stegte i Olie, men saa kom der ogsaa spiselig, ja god og udmærket Mad.
Overgangen fra Dag til Aften var som en Forvandling; et Øieblik skinnede Skyerne røde, pludselig slukkedes Farverne, Stjernerne sprang frem, det blev mørkt nede paa Pladsen, fra Gjenboens Huus skinnede en Lygte lige ind i et blankt Barbeerskilt; en ung Knøs kom klimprende paa sin Guitar, han forsvandt i det snevre Stræde; længe endnu hørte jeg Guitaren, den satte mig i spansk Stemning, men nu begyndte en Hund at gjøe, nu en anden, og snart var her i hele Qvarteret en Gjøen, som jeg troede man kun kunde høre hjemme i Nyhavn, naar een Køter begynder, og alle Skibshundene slutte sig til den, for at bidrage til Concerten. Det var den første Dag i Valencia
Min Vandring ud i Byen begyndte tidlig næste Morgen. Allerede vare Solstraalerne brændende, det vilde blive varmt op ad Dagen, jeg kjendte Solheden her fra igaar. Vi vare midt i September, Varmen knap til at udholde, hvorledes maatte her da være i den stærke Sommertid? Det havde regnet om Natten; de ubrolagte Gader stode med store Vandpytter og dyndet Grund. Pladsen udenfor Fonda, hvor ogsaa Erkebispens Palads ligger, frembød kun Søle; med store Spring satte man over og ind i en lille Gyde, hvor Domkirken ligger indkneben mellem Huse. Helten Cid, da han havde erobret Valencia, tog fra dens høie Taarn Staden og Omegnen i Øiesyn, det samme Skue begynde her de fleste Reisende deres Besøg med, jeg foretrækker først at blive hjemme paa Stedet og da senere fra Høiden at samle de bekjendte Punkter; nu gik jeg gjennem Kirken og kom fra den ud i en befærdet Gade, der førte til en udstrakt Plads, overfyldt af Mennesker tilfods og paa Muuldyr. Det var meest Bønder, kraftige Skikkelser i malerisk Dragt, de bare et Slags Plumbuxer, Zuragnelles, der naae dem til deres nøgne Knæe; Lædersandaler ere snørede om de blaae Strømper; rødt Bælte og græsgrøn Trøie med Snore bære de, Brystet nøgent og henover Skulderen malerisk kastet den stribede Manta; et Klæde, lagt som Turban om Hovedet og ovenpaa det den bredskyggede Hat, seer just prægtigt ud; iøvrigt staaer dette Folkefærd ikke i godt Ry; Kniven, siger man, sidder temmelig løs hos dem; tidligere laae de altid i Strid med Byens Folk, der ogsaa synes at være af en anden Slægt, Noget, deres lyse Haar tyder paa. De hyppige Overfald og Mord, der for ikke mange Aar siden fandt Sted i Byen og dens Omegn, tilskrives Landboerne, nu derimod har det spanske Gensdarmeri bragt Orden og Sikkerhed, man gaaer i den mørke Nat uden al Fare i Valencias mest afsides Gader. Fruentimmerne, jeg saae, vare ikke saa smukke som i Barcelona ; Enkelte bare den lange, sorte Mantille, de Fleste svøbte sig i blendende gule eller ildfarvede Shawler, i det Hele var her en straalende Farvevexel, hver lille Bod bredte frem det meest Brogede, den havde, og selv hen ad Jorden var stadseligt lagt og opstillet Varer og Kjøkkenurter, især kæmpestore Løg og græsgrønne Meloner. Kurve, fulde af smaa, almindelige Snegle, det Slags, vi Dagen forud havde faaet i Suppe, prangede foran La Lonja de la seda, Silke-Børsen, en høist eiendommelig Bygning med to colossale Vinduer, store som Byporte; de give Lysning ind i en mægtig Sal, hvis Loft bæres af spiralformede Søiler, høie og slanke, som Palmetræer. Skinnende guul Silke laae i store Bundter paa Gulv og paa Disk.
Fra den livlige Deel af Byen kom jeg ind i et mere stille Qvarteer, hvor en halv Snees Karle gik og feiede med blomstrende Myrteqviste; paa begge Sider af Gaden laae paladsmæssige Gaarde med Springvand og blomstrende Rosenhækker, stribede Solseil hang ud over Balconerne, og fra en af disse tittede frem to unge Piger, de smukkeste jeg endnu havde seet i Spanien; deres Øine vare som sorte Flammer, deres Mund sagde ved et eneste Smiil mere, end nogen Digter kan sige i et langt Digt, Byron og Petrarca tilgive mig! Jeg kom til en stor Plads med indhegnede Haveanlæg; pragtfulde Blomster, Palmer, Gummitræer, et tropisk Lands skjønneste Væxter. Solen brændte ogsaa tropisk; Tartaner var her nok af, men man sidder derinde under Laag, seer Ingenting, derfor gik jeg helst, ja naaede i Solheden ud af Porten, over Broen til Alameda, Valencias Promenade; den strækker sig mellem Guadalaviars udtørrede Flodleie og en Mængde grønne Orangehaver, hvor Plataner og Palmer omskygge hvidkalkede Landhuse. Her var Veie og Stier nok, men kun faa Mennesker, Solstraalerne faldt saa glødende, man fristedes til at hule sig en Hue af det friske, kølende Græskar og bære det paa Hovedet istedetfor Hat. Jeg kastede mig tilsidst i en Tartan, og under dens Seildugstag, strækkende mig paa de stoppede Hynder, jog jeg afsted til min luftige Stue i Fonda del Cid.
Her kom i det Samme Diligencen fra Barcelona, den, vi skulde have kjørt med; den var saa overstænket, overstøvet, et Spøgelse kun af det Kjøretøi, vi havde seet for to Dage siden; Hestene dreve af Vand, Vognen var macadamiseret af Støv, Passagererne stege ud som Hospitalslemmer, Nogle med Tøfler paa, thi ved den lange Kjørsel svulmede Fødderne i Støvlerne, Andre uden Kjole, den hang dem over Armen, Støvet hang dem i Haaret og de Magre hang det i Kjæverne; saaledes saae Herskabet ud; den ulykkelige Centaur, den til Hesten sammenvoxede Forrider, var anderledes lidende. For fire Dage siden satte han sig til Hest her i Valencia, og derpaa i Galop, altid i Galop, i Støv og Hede maatte han afsted, altid samme Stilling, kun at han paa Stationerne skrævede over paa et nyt Dyr og igjen paa et nyt Dyr, til han naaede Barcelona, trak saa Veiret der en Time eller to, og da igjen til Hest, “til Valencia!” brændt af Solen, halvqvalt af Støv, afsted, uden Hvile, – og nu var han her, stod igjen paa Jorden, gik, men Gangen var stiv, Ansigtet mumiestramt, Smilet den Syges Smiil, naar man siger: “De seer i Dag bedre ud!” men han veed, det er kun løs Tale.
Til Valencia knytter sig flere af de gamle spanske Romancer om Cid, han, som i alle Kampe og Miskjendelser blev sin Gud, sit Folk og sig selv tro, han, som i sin Tid stod i Rang med Spaniens Konger og indtil vor Tid er Folkets Stolthed. Som Seierherre drog han ind i Valencia, her levede han i huuslig Lykke med sin ædle, heltemodige Hustru Ximene og sine Døttre Donna Sol og Donna Elvira; her stod om ham ved Dødsleiet alle hans Kjære; ogsaa hans Stridshest, Babieca, havde han ladet kalde hid. Rørende klinger det i Sangen: Hesten stod from som et Lam og saae med store Øine paa sin Herre, der ikke kunde tale til den og den ikke til ham. – Gjennem Valencias Gader drog i Natten det forunderlige Tog:
“Til San Peder de Cordoña”,
som den døde Herre havde forlangt. Cids seirende Fane blev baaren foran, firehundrede Riddere værnede om den; nu kom Liget. Opreist paa sin Stridshest sad den Døde, iført sin Rustning, og med Hjelm og Skjold, det lange, hvide Skjæg bølgede ned over Brystet. Gil Diaz og Bispen Jeronymo gik paa hver Side, saa fulgte Donna Ximene med tre hundrede ædle Mænd. Valencias Port ud mod Castilien aabnedes, og Toget gik taus og langsomt ud i Marken, hvor Maurernes Hære havde leiret sig. En sort, maurisk Qvinde skød paa dem sine giftige Pile, men hun og hundrede af hendes Søstre maatte med Livet bøde derfor. Sex og tredive mauriske Konger laae i Leiren, Forfærdelse greb dem, da de saae den døde Helt paa sin hvide Hest, og –
“Flugt de tog til deres Skibe,
Mange styrted’ sig i Havet.
Vist ti Tusinde der vare,
Som ei kom ombord derude,
Men blev’ slugt’ af Havets Bølger.”
Og Cid vandt saaledes, selv efter sin Død, Rigdom, Telte, Guld og Sølv; den Fattigste blev rig! saa lyder det i Sangen om Cid i Valencia.
Endnu staaer af mægtige Qvadersteen og med takket Muurkam den gamle Port, gjennem hvilken den Døde red i hin for Maurerne Angestens og Dødens Nat; jeg stod i Portens Skygge, tænkte paa Helten og hans Stridshest, og underlig nok, hvor Modsætningen tidt spiller en Rolle: netop idet jeg stod her, kom en lystig jublende Dreng paa det elendigste Øg, jeg endnu har seet, Skind og Been, Hungerens Symbol mellem de fiirføddede Dyr, og Tanken vendtes fra Cids ædle Stridshest til Don Quixotes Rosinante, begge lige udødelige i Sangens Verden, Modsætningerne Babieca og Rosinante.
I den tidlige Morgenstund paa den tredie Dag vi vare her, tog Collin med Banetoget til Murviedro, jeg drev om i Valencias Gader, uden at opdage noget Nyt eller Eiendommeligt. Jeg søgte just derefter og havde i den Anledning Papir og Blyant med, men jeg fandt Intet. Jo Eet fandt jeg, men det kunde jeg ogsaa have fundet hjemme i Kjøbenhavn og i hver stor By.
Foran en Boutikaabning, der indtog hele Husets Brede, hang et stort Klædningsstykke; det saae ud som en Stormklokke, men af Linned, spændt ud med Staaltraad eller Spanskrør. Det var det Klædningsstykke, man nu tildags kalder Crinolinen og hvori Fruentimmerne blive alle lige tykke, saavel de unge Piger, som de gamle Koner; det er, som om de have Paraply om Tyndlivet, Noget, der ikke har med Naturen eller Vor Herre at gjøre. Dette store Strutud hang der, og da det bredte sig saa forfærdeligt vidt foran den hele Boutik, saa havde man behængt det med alt det Nips af Klædningsstykker, man kunde finde i Boden: Børnestrømper, Halsklæder, Baand og Vifter. Crinolinen var Skilt for Boutiken, Stormklokken, der ringede til Huset, Klokken uden Knevl; Señora maa krybe i Klokken, hun er da selv Knevlen i Crinolinen. Jeg faldt ordenlig i Tanker ved det Syn, jeg tænkte fremad. Ja, om tusinde Aar, da gaae Fruentimmerne ikke med Crinoline, man nævner ikke det Navn; det staaer da kun i gamle Skrifter, og læses disse, og Menneskene da see i Billeder, hvorledes saadan en Crinoline saae ud og vor Tids Damer saae ud med den paa, saa raabe de ganske høit: “Du forbarmende Gud!” de lee, de more sig. “Det var dog en latterlig Dragt!” De læse om dens Oprindelse, det er da et Sagn; de læse om Keiserinden, ung og smuk, der i qvindelig Blyhed opfandt denne Klædning, som skjulte for Verden at hun var Moder; og Klædningen klædte; kløgtig var hun, hun var klog, hun var smuk, og det vilde de Alle være, og saa fik de Alle Crinoline, de Tykke og de Tynde, de Lange og de Korte; det saae rædsomt ud! hvor maa hun have leet, den smukke, den unge, den kløgtige Opfinderinde, hun, som havde en Tanke derved. Og saa gik de om i Aaringer, i hendes Land, i Nabolandet, i alle Lande; Knevelen ringede ud: “det er skjønt! det er behageligt, det er saa uendeligt køligt!” Det var anno crinoline, Cholerine, Plage og Pine! Her foran Valencias Boutik klokkede den Kjøbere; jeg tegnede den af, her er den i sin Størrelse, saa stor, at den skjuler al videre Beskrivelse af Valencia.
Afsnit: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19
Kilde: I Spanien (1863). H.C. Andersens Samlede Skrifter Ottende Bind, Anden Udgave, Kjøbenhavn C.A. Reitzels Forlag 1878, Bianco Lunos Bogtrykkeri.