H.C. Andersen: I Spanien (1863) VI. Murcia.
Vi kjørte hen ad ubrolagte Gader, forbi Byens Spadseregang la glorieta, og Diligencen holdt ved et Huespedes, der mindede om Vertshuset i Orihuela. En ung, skiden Pepita, med friske, hvide Blomster i det sorte, fedtede Haar, tog os uden videre i Haanden og vilde føre os til to balconaabne Stuer; det ildrøde Skjørt, det brandgule Tørklæde og den udskaarne, hvide Krave skreg om, hvor lidt rene hendes Hals og Arme vare, hun syntes vis paa sin Deilighed. Haner og Høns fløi iveiret, naar hun gik over Gaarden, og da hun hørte, vi havde valgt os Bopæl andetsteds i Byen, heldede hun sig op til det skrøbelige, lave Rækværk foran Gaardens Æselstald og slog med Castagnetter og kastede med Øinene, til vi vare dette Fyrværkeri af Syne.
En spinkel, gammel Karl forslæbte sig næsten paa vore Kofferter og Natsække, dem, han havde bundet i en Byldt og løb med i Galop, for at han desto hurtigere kunde blive Byrden qvit. Snart naaede vi Cathedralen, og bag den, paa Plaza de San Leandro, traadte vi ind i det os anbefalede Hotel: antigua casa de hospedage de la Cruz. Det var ingen Fonda af første Rang, men dog det bedste Sted i Murcia for en Fremmed at tage ind. Her var fortræffeligt og utroligt billigt. Vi fik to store Stuer med Balconer ud til Pladsen og Sidegaden. Verten, Don Juan de la Cruz, og hans Hustru, bragte vi Brev, men de To, sagde man os, vare ikke længer i Huset, det bestyredes af Slægtninge, unge, venlige, høist skikkelige Folk. De spurgte, om vi vilde bevertes paa Fransk eller Spansk, vi valgte det Sidste, og fandt os særdeles tilfredse. Vi fik i Overflod stegte Paafugle og Vagtler, mageløs Frugt og god Viin. For alt Dette, Kost og Huusleilighed, betaltes dagligt sexten Realer, omtrent ni Mark dansk.
Vi boede netop paa Pladsen bag den prægtige Domkirke, Orgelmusik og Messesang lød over til os, men udenfor var eensomt og stille; vi saae nogle Præster i fuld Ornat skride hen over Pladsen, ledsagede af et Par Chordrenge i røde Kjortler med stor Kniplings-Krave. Kirken blev naturligviis det første Sted, vi her besøgte.
I sin Oprindelse som tyrkisk Moskee maa den hele Bygning have været af stor Skjønhed, nu er den gjennem forskjellige Tidsaldre undergaaet en Deel Forandringer og har lidt ved tilføiede Forziringer. Den store Hovedindgang er bleven overlæsset med Snirkler og Basreliefs; tunge Steenfigurer trykke hele Portalen. Dog uagtet det mauriske Taarn ogsaa har faaet flere af sine hesteskoformede, slanke Vinduer tilmurede og lider af en og anden Paaklining, raader dog i dette den mauriske Stiil. Lave, opadheldende Skraaplaner danne en beqvem Opgang fra Gaden til Klokkerne i Høiden. Luftigt og frit ringe de der ud over By og Land.
Hvad der særligt opfyldte og interesserede mig ved Murcia var Zigeunerfolket, her skulde jeg finde det fastgroet, her, ligesom i Granada, beboede de en heel Forstad. Ganske alene burde man just ikke begive sig derud, havde man sagt, Kniven sad temmelig løs hos de Folk. I alle Europas Lande, hvor endnu Zigeunerne findes, ere de en omdragende, bandlyst Slægt, saaledes i Ungarn, i England og oppe i Norge, hvor de kjendes som “Fantefolket”; kun Spanien synes at blive dem et Hjemland. Uden Cultur, vandrende i Hedenskab, blev Gitanos, en ægyptisk Horde, dragende om i Landet som et andet Vildt, man lader leve og søge sin Føde. Næste Dag maatte jeg ud i Murcias Forstad, hvor de boede, men jeg vilde ikke, sagde man mig, finde der et Qvarteer, udelukkende for denne Slægt, i de sidste Aaringer boede ogsaa christne Familier der, og enkelte Gitanosfødte havde sat sig ned inde i selve Byen; Gitanos og Spaniere giftede sig med hverandre; Udviklingen skred frem paa Romantikens Bekostning.
Fra den stille Kirkeplads, hvor vi boede, kommer man snart ind i et befærdet Qvarteer, her ligger Alameda, hvor yppige Grædepile hænge deres bladfulde Grene ned i det udtørrede Flodleie; en muret, stor Bro fører over til en Plads, hvor vi fandt Tummel og Trængsel af Mennesker, maleriskklædte Bønder sad paa deres udpyntede Muuldyr, Konen eller Kjæresten havde Plads bag paa Dyret. Nøgne Unger paa to, tre Aar løb og brunede sig i Solen, En havde en Appelsinskrælling om Halsen, det var hans Udmærkelse; Laurbærtræer og blomstrende Oleander groe her bogstaveligt i Rendestenen, og den havde Vand, det klare Vand, som den offrede til den store Flods udtørrede Dybde. Vi vare imidlertid ikke her paa Veien til Zigeuner-Forstaden, hørte vi, men findes maatte den og vi fandt den. Kunde jeg tegne, skulde jeg have hjembragt et Billede derfra.
Ved et lille, rørtækket Huus, hvor en overstøvet, blomstrende Oleanderbusk bredte sig, stod en sorthaaret Knøs, bruun i Huden, som om han var indgneden med Valnødsaft, Øinene gnistrende sorte, Trækkene tydeligt en Gitanos, han sleb en stor Røverkniv, og blev hjulpen af en lille, nøddebruun Pige i brandguult Skjørt; hendes ene Særkeærme manglede, men det var en nydelig Barnearm, man saae. Hun dreiede Slibestenen og rakte Tungen ud efter mig, da jeg gik forbi.
Gjennem den lange Hovedgade Calle del caballeros var Hjemveien kortest; Solen brændte, saa at man selv fik Udseende af en Gitano. Der laae ikke langt fra Kirken en Bygning, som vi antoge for en Café, indrettet med den Elegance, vi havde seet i Barcelona. Her var luftige Haller, Steensøiler bar Taget, et stort Seil var spændt ud over Haven, hvor der mellem Blomsterbede og Springvand vare stillede Bænke og smaa Borde, paa hvilke laae Bøger og Aviser. Collin og jeg gik herind, forlangte Forfriskninger, Opvarteren smilede og sagde, at vi vare i Localet for et sluttet Selskab, Byens Casino, men tilføiede, at vi kunde blive, nyde hvad vi vilde, læse Aviserne, vi vare jo Fremmede og det var nok, kun maatte han først melde det hos en af Directeurerne, og vi erholdt strax med spansk Høflighed Tilladelsen, der spurgtes ikke om vore Navne, kun om Landet, vi vare fra.
Her var skyggefuldt, men ikke en Luftning, Varmen raadede; man skulde i den solhede Dag holde sig stille, ikke ideligt være paa Vandring, men Bisselæderet sad os i Skoene; det skulde man først slide paa ved Aften, paa den høitliggende Alameda, hvorfra man seer over Floden og Campagnen ud til Bjergene; de bestraaledes ved Solnedgang saa at de glødede, men kun et Øieblik, Skjæret slukkedes, og nu sprang Stjernerne frem, som om de havde ventet paa Signalet. Castagnetter klang fra et Huus, men ikke som man hører det i Norden; der klinge de, som raslede man med Træskaaler, her slaae de en Accord, udstøde en Klang, der i det stærke Taktslag svulmer i Fylde; de hævde deres Plads som selvstændige Instrumenter, de udslynge deres Melodi, det er en heel Digtning, to Hjerters hemmelige og dog høittalende Bekjendelser. Vi kjende i Norden ikke Castagnetternes Magt og høie Byrd.
Granattræ, Citrontræ, – ja slige Høibaarne,
De vare til Castagnetterne Rod,
Og disse fik Klang af det Træ, de blev skaarne,
Og Klang af den Varme, der er i vort Blod;
Fra Blodet i Hjertet heelt ud i hver Finger
Det strømmer, hvert Pulseslag høres deri;
Fra Castagnetten saa mægtigt det klinger;
Forstaaer Du det Følelsens Fyrværkeri?
Forstaaer Du de Ord, de i Klangen udstøde,
De sige, hvad Hjertet Dig siger, min Ven:
“Granattræets Blomst maa blusse og gløde,
Citrontræ, jeg tænder Dig, brænd saa igjen!
Vi favnes, vi blusse, livsalige Møde,
Og saa – Du er Aske og jeg faren hen!”
Ja, det klang fra Castagnetterne, og Castagnetternes Klang blev i Spanien min første Sang.
Fra den smalle Gade kom hen over Pladsen en Procession, den eneste, jeg saae under hele mit Ophold her i Landet; Lysene brændte med lang Tane, Bøn og Psalmesang blandede sig, jeg forstod ikke Ordene, men tænkte paa den gamle spanske Psalme af Prudentius*,
* “Med Sorgen og Klagen hold Maade”.
som vi have i vor danske Psalmebog. Det var en ung Piges Begravelse, Geistlige med Kors og Fane, hver Enkelt i Toget fulgte med et tændt, langt smalt Voxlys, Chordrenge svingede Røgelsekar. Høit paa formummede Mænds Skuldre bares paa sølvbroderet Tæppe den aabne Liigkiste; en ung Pige laae der, som et deiligt Voxbilled, med Blomster henover sig og Guds klare Stjernehimmel allerøverst; det var, som om hun sov, som om hun under Sang og Velsignelse skulde bringes til sit Sovekammer. Fra alle Tilskuere paa Balconerne og af alle Mødende fik den Døde en Hilsen, hun, som i sin Hvile var et Skridt nærmere de Forudgangne, end alle vi Levende ere det. Jeg fulgte Processionen om forbi Kirken og saae fra min Balcon endnu de sidste Lyspunkter af den forsvinde.
Aftenen var saa stille, saa stjerneklar; pludseligt lød igjen Castagnetter, unge Hjerter mødtes eller længtes efter at mødes. Nu klingrede, ringlede og raslede det, en tung Rumlen hørtes, det var Diligencen, trukken af tolv Muuldyr, behængte med Bjælder og Messingstads; de foer afsted, Lygten foran Mayoralen skinnede hen over de jagende Muuldyr, og saa var det igjen stille paa Pladsen og i Gaderne, ogsaa Guitar og Castagnetter taug, her var en Fred og Ro paa Jorden og i Himlen, Stjernerne deroppe vare saa store og klare, Luften saa let og dog saa varm, deilig at leve og aande i.
Hvorlænge vilde vel endnu vort Ophold blive i Murcia? Ja det vilde det første Dampskib, der gik fra Cartagena til Malaga, afgjøre; otte Dage vilde vi vente paa det, men ikke længer, saa maatte vi Veien tilbage igjen til Alicante, hvorfra Skibenes Afreise er regelmæssig.
En af vore Venner i Murcia telegrapherede for os til Cartagena, og Telegrammet, som kom, meldte, at et Dampskib til Malaga var ivente, og snarest, altsaa næste Dag, maatte vi de sex Timers Kjørsel til Cartagena.
Klokken Ti om Formiddagen afgik Diligencen fra samme Huespedes, hvor vi for fire Dage siden stege af. Den skidne Pepita stod igjen i sit ildrøde Skjørt og med det brandgule Tørklæde, en frisk Blomst i det fedtede Haar. Diligencen, vi skulde ind i, syntes at bestaae af to Træboder, man havde hamret sammen; Collin og jeg kom med en gammel Geistlig i den forreste Bod; Skodderne mellem os og den bageste Boutik bleve strax slaaede ned, saa at vi stadigt havde frisk Luftdrag i Nakken og sex Personer til Baglast. Der var en skrækkelig coquet, affecteert Tjenestepige, Munden løb paa hende som paa en Peberqværn; der var en ældre Madame, fed og dvask, et Stykke sovende Flesk; yderst i Hjørnet sad en til det Utrolige i Klæderne lappet Person; det var en Gjetningssag at finde ud, hvilken Klud i Kjole og i Buxer der hørte til fra Klædningens Oprindelse. Der var endnu tre Personer, hvoraf den Ene hørte til de mere velklædte, han havde Kalvekryds og glimrende Brystnaal, men hans Linned var i den Grad snavset, at dersom han hver Dag saae saaledes ud, maatte han bestemt leie Skidentøi hos en eller anden Vaskerkone. Tobaksrøg og Løglugt var Atmosphæren i Vognen; jeg mærkede den allerede, da jeg satte Foden paa Hjulet for at stige op; jeg maatte vende mig, for at faae en mindre blandet Mundfuld Luft. Jeg saae op mod Altanen paa det nærmeste Huus, der stod en Deel Fruentimmer og tilvinkede deres Venner og Veninder Lev vel; allerforrest stod et yndigt, lille Barn, en Pige paa to Aar; jeg nikkede til hende, og hun blev saa forlegen, at hun i sin Uskyldighed tog sin lille Særk op over Hovedet. Siig mig saa, at de unge Spanierinder ikke ere blufærdige!
Nu rumlede vi afsted gjennem Trængsel af Mennesker, ud af Byen, ind i en skyggefuld Allee med Haver, Viinmarker og Morbærlunde, bort fra det varme Murcia.
VII. Cartagena.
Den første Time kjørte vi endnu i den frugtbare Campagne, men saa var den Herlighed forbi, Landskabet blev stenet, tørt og udbrændt; en stærk, gjennemtrængende Vind blæste fra Havet; rundtom var øde, kjedeligt og mennesketomt. Foran en eensom Bygning, ved Veien, holdt vi, og man falbød os lunkent Regnvand, der blev blandet med stram, daarlig Anisette. Klokken Fire om Eftermiddagen naaede vi Cartagena, og gjennem snevre, mørke Gader Fonda Francesa, det os særdeles anbefalede Hotel. Lange, sorte Gange, med snevre, steile Trapper, havde vi at betræde, skummelt og mørkt saae her ud; høie, fængselsagtige Kamre; Vinduerne, alle med Jernstænger, sad saa høit oppe, at man maatte krybe op paa Bordet for at see ud eller rettere see ind til Gjenboen af hans aabne Balcondør, denne var altid i nær Berørelse med de modsatte Vinduer. Et saadant Værelse fik Collin, jeg fik et med Altandør og en lille Glasrude i den tykke Muur. Her var aldeles ikke hyggeligt, uden man vil kalde det hyggeligt, at man strax boer som i Familie, lever med Gjenboens uden dog at være i deres Stue, der er en Gaderevne imellem, men den er overkommelig. Et Skridt i Luften og man er i Familien. Gardinet derovre havde man trukket tilside, Solen skinnede jo ikke, uden fra den unge Señoras Øine, og det vilde være Uret af mig at lukke dette Solskin ude fra mit Værelse.
I Afrikanerbyen,
i Cartagena jeg boer,
I den smalle, snevre Gade,
saa snever, Du knap det troer;
Jeg naaer med Haanden Balconen
derovre hos Gjenbomo’er,
Hvor den deilige Datter sidder
i Ungdommens Skjønhedsflor,
Saa fyldig, kraftig og ildfuld;
det lange, kulsorte Haar
Nu Moderen løser af Fletning;
det ned til Fødderne naaer.
Og Skuldren er som Antikens,
og Øinene som et Lyn;
Det er næsten ikke muligt
at udholde dette Syn.
Fra Afrika brænder Luften,
og Blodet er Ild som den; –
Nu vil jeg slukke Lampen
og hvert et Ord med den.
Tidlig paa Morgenstunden, Klokken var neppe Fire, bankede det paa min Dør; en Karl meldte, at Dampskibet, der gik til Malaga, var indtruffet og seilede tidlig paa Formiddagen, det kom mig noget overraskende; jeg var træt af Kjørselen og havde endnu ikke seet mig om i Cartagena. Karlen lod falde nogle Ord om, at imorgen eller Dagen derpaa kom endnu et Skib, der gik til Malaga , og da jeg hørte den Mulighed, lod jeg det staae til med at blive.
Vor danske Consul, Spanieren Bartolomeo Spotturno, modtog mig med megen Venlighed og overdrog sin unge Søn, som er russisk Viceconsul, opdragen i Tydskland og taler godt det tydske Sprog, at være mig og min Reisefælle til Tjeneste, og han var det i elskværdig Grad, vi kunde ikke ønske os en bedre Fører, Ingen, der med større Livlighed og Kjendskab kunde vise os om.
Gjennem Puerta del Mar kom vi til Havnen, der er af stor Udstrækning og forbausende Dybde, en Klippeø dækker den for Vinden, Forterne Fuerte de Navidad og Castillo de Santa Barbara beskytte den mod en Fjende. En mere vild, udbrændt Natur, end her, har jeg intetsteds seet, ingen Træer, ingen Buske, ikke engang den solvoxende Cactus var at øine. Klipperne nær ved og langt borte have en Farve som rødguul Tørveaske. I Bjergene findes Sølvminer, og i Dalene voxer saa rigeligt Esparto-Græsset, at Byen deraf har faaet sit Tilnavn Spartaria. Naar om et Par Aar Jernbanen er fuldført fra Madrid til Cartagena, vil unegtelig Havnen her blive den meest besøgte af alle spanske Havne. Fulgt af en ung Søofficeer, en Slægtning til vor Consul, satte vi i en Baad over til Arsenalet, saae der de uhyre Skibsværfter og den storartede Dokke, et svimmeldybt Klippebassin; overalt arbeidede Galeislaver. For Øieblikket syntes al Travlhed her at bevæge sig i Anledning af Dronningens forventede Besøg. I flere Stuer arbeidedes paa at udskære og bemale Skjolde, Transparenter og andre Sager til Udziring; foran Arsenalet blev anlagt en konstig Have, der blev bragt Jord, Planter og Buske derhen.
Cartagena ligger lavt, kun en enkelt Gade klattrer lidt op ad Klippekysten; Skuet herfra ud over Bugt og Hav er overordenlig malerisk. Jeg gik alene denne Vei, høiere og høiere op; der mødte jeg en Bonde paa sit Muuldyr med to fyldte, tunge Sække foran sig, den ene var gaaet itu; der dryssede ud af den en okkerrød Masse; han maatte beplastre Posen med en gammel Las og et Par Naale; det var den røde Almagrojord, han bragte; den graves ved en Landsby her tæt ved, forklarede han mig, og bruges til at blandes i Snuustobakken. Endnu et Stykke gik jeg og kom til et vindueløst lille Huus; al Lysning derinde fik det gjennem den aabne Dør; udenfor den sad en ung, nydelig Pige og syede paa sit ildrøde Skjørt; det var stor Syning, derfor havde hun taget Skjørtet af og holdt det paa Skjødet; tæt ved hende stod en lille Dreng i sin stumpede Skjorte, han lænede sig til Dørkarmen og slog Castagnetter, dog det var ikke den rette Klang. Jeg gik forbi, men maatte samme Vei tilbage; store Regndraaber faldt, der kom en Skylle, jeg tyede ind i det vindueløse Huus til den lille Dreng med Castagnetterne og til den unge Deilighed. Hun talte til mig, som om jeg hørte hjemme i Cartagena, som om vi oftere havde seet hinanden, og var dog i sit Væsen saa qvindelig, saa nydelig, bestemt et forbyttet Grevebarn; hun gjorde et Kast med Nakken, som eiede hun hele Cartagena og stod klædt i Silke og Guld, og saa havde hun dog kun et rødt Skjørt. Hun viste den lille Dreng hvorledes han skulde slaae med Castagnetterne, og paatog sig derhos en Alvor, der var morsom. Regnen holdt altfor tidlig op, og kun Regnen gav mig Ret til at blive, men jeg hørte længe endnu hendes Castagnetslag; de ligesom besvaredes nede hvor Gaden begyndte, ogsaa der klang Castagnetter, og da jeg kom op i min Stue klang de fra Gjenboens Huus.
Der vare smukke Døttre, der kom unge Soldater i Besøg; de kastede deres Trøier, Castagnetterne udslyngede Rhythmer og Melodi, slog Forziringer, Triller og Trimulanter, det var sand Konstfærdighed! Dandsen begyndte, de loe, de sang, der blev klimpret paa Guitar, den solvarme Dag slog over i stjerneklar Aften, men Luften var hed, man havde en Fornemmelse af at blive ildnet op til Spanier. Jeg sad paa Balconen og saae over paa den lykkelige Ungdom.
De dandse med Castagnetter,
det er den hele Musik;
De see hinanden i Øiet,
det er en berusende Drik.
De hvirvle sig som Mænader,
alt i den strengeste Takt;
O hvilken uendelig Skjønhed
er dog i et Menneske lagt!
En Nellike og en Granatblomst!
i Dandsen de leve og groe.
I, som bleve Konstens Udkaarne,
beseir i Dandsen de To.
De saae hinanden ind i Øinene, de læste deres Fremtid i Stjernerne; den lykkelige Ungdom! de saae ind i Himlen, jeg saae op i den, ud i det lysende Uendelige. De kyssede hinanden derovre og lod mig see paa det, og den ærværdige, ældre Dame, med den sorte Mantille, saae paa det, hun var bestemt Moderen, og da hun saae paa det, saa var Kysset Forlovelse. Hvor deiligt at være livsglad og ung, gaae op i Flamme! den brændte derovre, den var nær ved at tænde i Gjenbohuset, – man maatte ud paa Altanen.
Hvor Himlen har Stjerner! jeg kjender jo hver,
De hjemlige Venner, hvor funkle de her!
De sende en Luftning saa frisk og saa mild,
En Lædskedrik i den brændende Ild,
Et Vindpust over det glødende Sand,
Det er som et Kys fra det danske Land!
Søndag afgaaer intet Dampskib fra nogen spansk Havn; Løverdagaften vidste vi altsaa, at nu var her idetmindste een heel Dag at blive; Collin vilde anvende denne til et Besøg i Sølvminerne. Anderledes flink end jeg til at gaae lange og besværlige Veie, fik han saaledes tilfods langt mere at see af Byernes Omegn, end jeg kunde det. Fra Barcelona, Valencia og Murcias Bjerge hjembragte han Samlinger for sin Videnskab og fortalte mangt et godmodigt Træk hos den spanske Bonde. Før han naaede Sølvminerne strømmede Regnen ned; jeg tilbragte den meeste Del af Dagen med at læse Aviser i Circulo Cartagenero, Byens Klub, hvor vi vare blevne indførte af den unge Spotturno. De smukke Stuer omfattede en marmorlagt Gaard, der er den egenlige Høisal herinde med Himlen til Loft; under det Loft hang idag de tunge Regnskyer, der udtømte deres Rigdom, saa Vandet flød over Marmorgulvet, og der maatte lægges Dæmninger af Saugspaaner mellem Søilerækken foran de aabne Stuer, at de ikke ogsaa skulde sættes under Vand.
Regnen spiller iøvrigt en ikke ringe Rolle i Cartagena; paa en af de høie Bjergsletter ovenover Byen samler Regnvandet sig til en heel Sø, og strømmer den over, da gaaer det ud over Cartagena . En anden ond Gjest er her den saakaldte Mistral, en kold og haard Vind, den skulde vi ogsaa kjende. Der kom voldsomme Vindkast, og under disse Efterretning om, at efter Midnat vilde Skruedampskibet Non plus ultra indtræffe og medtage Passagerer til Malaga.
Vi skulde med, og det blæste en Storm, den kunde lægge sig til imorgen, men ogsaa rase et Par Dage, det var fornøieligt at tænke paa. Vinden susede hen over Cartagena og ind i de lange Gader, Spalter kun mellem Husene; det klang i Luften som jamrende Klagetoner. Verdi har i sin Opera “Rigoletto”, i sidste Acts Effectscener efterlignet med Menneskestemmer disse Vindens Klagelyd. Søen maatte være i et voldsomt Oprør, og derud skulde vi, jeg blev som kogt ved at tænke derpaa.
Stormen tog til, men ud skulde vi og vilde vi! der kom Angest og Alvor, – der kom igjen Ro, men ikke i Luft og Hav, der susede det, men i mig sang det:
Hvor flyver min Tanke imorgen den Dag?
Den evigt leve jo vilde;
Mit Legeme bliver et Sjunket Vrag
Men Draaben fra Evigheds Kilde,
Mit Jordliv? Som Blinket det brat henfoer!
Min Tanke har kæmpet en Kamp saa stor,
I den var Vor Herre tilstede.
– – Min Barnetroes hellige “Fadervor”,
Vær du mig mit Hvilesteds Klæde!
Jeg lukker mit Øie til evig Ro,
Hvad eller til Klarhed i Gud og Tro.
Det var den sidste Nat i Cartagena, Hasdrubals By, og i den drømte jeg, at jeg gik paa den dybe Havbund; sælsomme Planter, i en Fylde og Kraft som Elches Palmetræer, slyngede sig henover mig; jeg saae kostbare Perler, ingen af dem havde dog Glands som de Øine, jeg havde seet i det spanske Land; henover mig rullede Havet med Orgelklang, med Psalmesang. Jeg var Havdybets Fange og længtes efter Livet deroppe i Solglands.
Da jeg i Morgenstunden vaagnede op, var det deiligt Veir, Stormen faren hen, hver Sky borte, ikke en Vind rørte sig, Havnen var speilblank og Havet, saa langt vi kunde see, blikstille. Skruedampskibet Non plus ultra laae med vaiende Flag. Vi gik ombord og nøde i flere Timer Skuet af Cartagena og dets kraternøgne Fjelde, først henimod Klokken To toge vi Fart ud i rum Sø.
Det var et efter de givne Beskrivelser ægte spansk, skident Fartøi, vi vare komne paa. Dækket var opfyldt med en Mængde Passagerer fra anden Plads; her var snavsede Unger, der nok tilhørte een Familie; de tumlede sig som eneraadende hen over hele Dækket; Forældrene bredte Sengeklæder ud til Familiens Hvile og Beqvemmelighed. Collin og jeg vare de eneste Reisende i første Kahyt; denne var lav, snever og med høist smudsige Sophapuder; jeg maatte, for at hvile der til Natten, tage fra min Koffert et Stykke reent Linned og svøbe om Hovedpuden, den var for fedtet at berøre uden Overtræk. Styrmanden og vistnok Maskinmesteren, ligesom de kom fra deres Virksomhed, toge Plads ved Middagsbordet, men det var godmodige, beskedne Mennesker, og Styrmanden kjendte ikke blot den Stad Hamborg, men endogsaa Kjøbenhavn, saa nordlig havde han været. Oppe paa Dækket brændte Solen, vi havde intet Solseil; Søen var rolig; meer og meer blev den blank og stille, ganske en Modsætning af hvad jeg i den stormfulde Nat i Cartagena havde udmalet mig. Havet sov, min Frygt for det sov ogsaa ind, men vaagnede, da Mørket kom og jeg laae i Kahytten, hvor Lampen var gaaet ud, da Ingen passede den; Skruen paa Skibet gjorde en forfærdelig Larm; der var Noget i Maskineriet som idelig stødte, som om det arbeidede paa at slaae Hul i Skroget. Det var hvert Øieblik, som stødte vi imod eller skrabede hen over Klippegrund; jeg kunde ikke forstaae det, ikke forklare mig det og ravede i Mørke op paa det mørke Dæk, hvor ikke et Menneske uden Manden ved Roret var at opdage, Dækspassagererne laae skjult under Sække og uldne Tæpper. Jeg saae over Rælingen ned i det dybe Vand; store, forunderlige Fiske lysnede der i deres Bevægelser.
Jeg steg igjen ned i Mulm og Mørke, mødte paa Trappen Capitainen, den Flinkeste af dem Allesammen, gemytlig og høflig; han fik igjen Lampen tændt, men for mig var det umuligt at sove. Skruen og Stemplerne, eller hvad det var, stødte ideligt, saa at jeg tilsidst bildte mig ind, at vi løb for nær Land og at det aldrig kunde gaae godt. Jeg klavrede igjen op. Skibet gik som en Dødsseiler, uden levende Mandskab at see.
Endelig lysnede det i Horizonten, Himmel og Hav bleve viinfarvede, Delphiner sprang fra Vandspeilet, sloge deres Kolbytter i den friske Luft, boltrede og flokkede sig om Fartøiet, som om de ventede deres Arion. Capitainen lod Skibet gaae kun med halv Kraft, vi kom ellers for tidlig til Malaga, sagde han, Sundheds-Comitteen sov altid længe, og før den havde været ombord fik vi ikke Lov at komme i Land, Noget, man maatte vænne sig til i spanske Havne. Vi styrede om Fyrtaarnet ind i Havnen, og foran os laae Malaga med sine hvide Huse, sin mægtige Domkirke og sit høitliggende Gibralfaro, Maurernes engang stærke Fæstning.
Afsnit: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19
Kilde: I Spanien (1863). H.C. Andersens Samlede Skrifter Ottende Bind, Anden Udgave, Kjøbenhavn C.A. Reitzels Forlag 1878, Bianco Lunos Bogtrykkeri.