H.C. Andersen: I Spanien (1863) II. Barcelona.
I den tidlige Morgen blev jeg vækket ved Musik; et Regiment Soldater bredte sig vidt fra hverandre i Marsch op ad Rambla. Snart var jeg nede paa den lange Promenade, der deler Byen i to Dele fra Puerta del Mar, Muur-Promenaden langs Havnen, indtil Puerta Isabel Segunda, udenfor hvilken Banegaarden til Pamplona ligger. Det var endnu ikke Spadseretid, det var snarere Forretningstid, her var Travlhed af Folk fra Byen og Folk fra Landet, Contor-Mennesker til Fods, Bønder paa deres Muuldyr, tunge Vogne med stort Læs, lette Vogne med Ingenting, Karrer og Omnibusser, Raab og Skrig, Smælden med Pidske, Klingren med Bjælder og Messingzirater paa Heste og Muuldyr, Alt krydsende, larmende, støiende mellem hverandre, man fornam, at man var i en stor By. Store, glimrende Caféer laae saa broutende der, Bordene udenfor vare allerede alle besatte. Pyntelige Barbeerstuer med portbrede Døre paa viid Gab traadte i Række med Caféerne; der sæbedes, ragedes og friseredes. Træboder med Oranger, Græskar og Meloner traadte et Skridt mere ud paa Fortoget, her hvor et Huus, der en Kirkemuur var behængt med Skillingsbilleder, Røverhistorier, Viser og Vers, “trykte i dette Aar.” Her var Meget at see, hvor skal jeg begynde, hvor skal jeg ende paa Rambla , Barcelonas Boulevard.
Da jeg forrige Aar første Gang besøgte Turin, havde jeg Fornemmelsen af, at jeg da var i Italiens Paris, her fornam jeg, at Barcelona er Spaniens Paris, det har i Alt en Luftning fra Frankrig. En af de snevre, nærmeste Sidegader var særlig opfyldt med Mennesker, her var Boutik ved Boutik, med brogede Sager; Manta, Mantiller, Vifter af Papir og af Baand prangede, gloede og lokkede, der maatte jeg om, jeg lod Tilfældet føre mig. Sidegaderne bleve endnu mere snevre, Husene mere solsky, de holde ikke af mange Vinduer, men tykke Mure og Solseil over Gaarden. Nu kom jeg paa en lille Plads, en Trompet klang, Folk stimlede sammen, nogle Gjøglere, klædte i Tricot, brogede Svømmebuxer og deres Bevidsthed, at de vare Konstnere, fødte til at gjøgle under Tag og ikke paa Gaden, bredte et stort Tæppe ud over Brostenene, for her at vise deres Konster. En lille, sortøiet Unge, en Mignon af det spanske Land dandsede og slog Tambourin, lod sig endevende og slaae i Knude af sin halvnøgne Papa. Jeg var, for at see det, traadt et Par Trin op ved Indgangen til en gammel Gaard med et eneste stort Vindue i maurisk Stiil; to hesteskoformede Buer støttedes af slanke Marmorsøiler; bag ved mig stod Porten halv aaben, jeg saae derind, store Geraniumhækker voxede om et støvtørt Vandbassin, et mægtigt Viintræ overskyggede den halve Gaard, der syntes forladt og uddød, Træskodderne hang faldefærdige paa deres ene Hængsel i de vindueløse Karme; indenfor var det, som om der kun boede Tusmørket med dets Flaggermuus.
Jeg gik videre, drev ind i en Gade, der var endnu mere snever og med endnu flere Folk, end den, jeg kom fra. Kirkegængernes Gade vil jeg kalde den. Her, indkneben mellem de høie Huse, ligger Barcelonas Domkirke, den ligger uden Virkning, uden Storhed, man kan gaae den forbi, ændser den ikke, man maa først, ligesom ved mange mærkelige Personligheder, stødes paa Armen og vækkes til Opmærksomhed. Trængselen stødte mig paa Armen og fik mig med ind gjennem den lille Port, ind i den aabne Buegang, der med en Række Altre støder op til Kirken og omslutter en Orangegaard, plantet da her stod en Moskee. Endnu pladsker Vandet i de store Marmorbassiner, hvor Muselmændene vaskede deres Ansigt før og efter Bønnen. Nydeligt gjort er her den lille Broncestatuet, en Rytter paa sin Hest; den staaer frit paa et Metalrør ude i Bassinet, Vandet straaler ud for og bag af Hesten. Tæt ved svømme Guldfiske mellem saftige Vandplanter og der bag ved det høie Gitter svømmede Gæs, heller havde jeg sagt Svaner, men man maa jo holde sig til Sandheden, vil man være original som Reisebeskriver. Springvandsrytter og levende Gæs høre ikke til for at stemme til Andagt, men her var saa meget andet Kirkeligt overveiende. Foran Altrene i Buegangen knælede Folk andægtigt, og ud fra Kirkens store, aabne Port duftede Røgelsen, klang Orgelet og Kirkesangen. Jeg traadte ind under de mægtige Hvælvinger, her var Alvor og Storhed, men Guds Sol kunde ikke trænge gjennem de malede Vinduer, et Halvmørke, forstærket ved Røgelsen, rugede herinde, min Tanke mod Gud følte sig for betynget. Jeg følte Trang efter den aabne Kirkehal, hvor Himlen er Loft, hvor Solstraalerne skinnede mellem Orangetræer og de rislende Vande; derude, hvor Fromme bøiede Knæ, bar Orgelets bløde, fyldige Toner min Tanke mod Gud; der var min første Kirkegang i Spanien.
Fra Kirken kom jeg gjennem den snevre Gade ind i en anden ligesaa snever, men straalende af Guld og Sølv. I Barcelona og flere spanske Byer er endnu den middelalderlige Indretning, at de forskjellige Laug, saaledes Skomagerne, have deres Gade for sig, med deres Udsalg, Metalarbeiderne deres Gade, og saaledes fremdeles, man har da strax det hele Udvalg for sig; jeg gik nu i Guldsmedenes Gade; her var Boutik ved Boutik med gyldne Kjæder og skjønne Smykker.
I en af Sidegaderne rev man et stort, gammelt Huus ned, Steentrappen hang svævende hen ad Muursiden gjennem flere Etager, en stor Brønd med underlige Forsiringer ragede frem imellem Gruus og Stene; det var Storinqvisitorens Huus, som nu forsvandt; længst er Inqvisitionen her forsvunden, som i vore Dage Munkene; deres Klostre staae øde.
Fra den aabne Plads ved Dronningens Palais og de smukke Bygninger der med Buegange kommer man op paa Muurpromenaden langs Havnen; Udsigten her er viid og stor, man seer det gamle Mons Jovis; Øiet kan følge den gule Zikzakstribe af Veien til Fortet Monjuich, der løfter sig stolt hugget og reist i Klippen; man seer det aabne Hav, de mange Skibe i Havnen, hele Forstaden Barcelonetta, og kommer man derud, ja, da hvilken Tummel.
Gaderne ere retvinklede, lange, og har kun fattigtudseende, lave Huse; Boder med Klædningsstykker, Diske med Madvarer, Skrimmel og Skrammel rundt om; Pakvogne, Droschker og Muuldyr bevæge sig mellem hverandre; halvnøgne Unger ryge deres Cigar, Arbeidsfolk, Matroser, Bønder og Byfolk tumle sig her i Solskin og Støv, man kommer i Trængsel, men man kan ogsaa her, om man vil, faae sig et forfriskende Bad, komme ud i Stranden, her ligge Badehusene.
I hvor varmt end Veir og Vand endnu var, rev man dog allerede de store Træskuur ned, der stod endnu kun et beskjermende Plankeværk ud mod den befærdede Landevei, og saa havde man det dybe Sand at vade igjennem, før man naaede Brændingen og fik sig et Bad, men hvor salt, hvor forfriskende! man stod op derfra som forynget og kom med Ungdoms Appetit til Hotellet, hvor et stort, fortræffeligt Maaltid ventede. Det var som om Verten havde lagt an paa at vise, at det er en usandfærdig Paastand, at man i Spanien ikke kjender til et godt Kjøkken.
Fra Middagsbordet begave vi os i den smukke Aften ud paa den med Spadserende opfyldte Rambla. Herrerne vare saa friserede, saa elegante og med dampende Cigar, en Enkelt gik med Lorgnet i Øiet og syntes heel og holden at være klippet ud af en fransk Modejournal, Damerne bare i Almindelighed Spanierindernes klædelige Mantille, det lange, sorte Kniplingsslør heftet i Haaret, hængende ud over Kammen, ned om Skuldrene; deres fine Haand bevægede med en ganske egen Ynde den sorte, pallietbesatte Vifte. Enkelte Damer gik franskklædt med Hat og Shawl. Folk sad paa begge Sider i Række paa Steenbænke og Stole hen under Træerne, de sad heelt ud paa Gaden ved de opstillede Borde foran de store Caféer. Alle Pladser vare optagne, ude og inde.
I intet Land som i Spanien har jeg seet saa glimrende Caféer, en saadan Pragt og Smagfuldhed, Paris selv staaer i den Henseende langt tilbage. Een af de Smukkeste, hvor jeg med Vennerne daglig kom paa Rambla, belystes af flere hundrede Gasflammer, det smagfuldt malede Loft løftede sig paa slanke Søiler, i Væggene vare gode Malerier og Speile, hvert vurderedes til tusinde Rigsdaler. Hen under Loftet løb Galerier, der førte til smaa Gemakker og Billarder; udover Haven, der prangede med Springvand og blomstrende Buske, var spændt et stort Telttag, der om Aftenen aabnedes, saa at den blaagrønne, klare Himmel var at see. Det var tidt ikke muligt, hverken ude eller inde, oppe eller nede, at finde et ledigt Bord, alle Pladser vare optagne; Folk af de meest forskjellige Klasser saae man her, elegante Herrer og Damer, høiere- og laverestaaende Militaire, Bønder i Fløiel og broget Manta, løst slængt over Armen. En Mand af den ringere Klasse saae jeg komme med sine fire smaa Pigebørn, de beskuede med Nysgjerrighed, næsten Andagt, al den Pragt og Herlighed rundt om. Besøget i Caféen var vist for dem af samme Betydning, som det er for mange Børn første Gang at komme paa Komedie. Uagtet den store Menneskevrimmels livlige Talen, blev denne dog aldrig støiende; man fornam kun en egen Susen, accompagneret af et Claveer. I alle spanske større Caféer sidder hele Aftenen en Mand ved et Claveer og spiller det ene Musikstykke efter det andet, men Ingen lægger Mærke dertil, det er som en Klang, der hører til det store Maskineri.
Paa Rambla blev det mere og mere levende, den uendelig lange Gade forvandledes til en menneskeopfyldt Festsalon.
Familielivets gjensidige Selskabelighed kjender man ikke til. Paa Promenaden, i den smukke Aften, stiftes Bekjendtskab; man kommer paa Rambla til at sidde sammen, tale med hinanden, finde Behag i hinanden, og aftaler da at mødes næste Aften igjen, Tilnærmelsen begynder, de unge Folk sætte hinanden Stævne, men før Forlovelsen er declareret, komme de ikke i Huset til hinanden. Paa Rambla finder saaledes den unge Mand sin Tilkommende.
Den første Dag i Barcelona var rig og broget, de efterfølgende ikke mindre; her var saa meget Nyt at see, saa meget Eiendommeligt og ægte Spansk, uagtet man nok fornam det franske Lands Indvirkning her saa nær Grændsen.
Under mit Ophold i Barcelona vare dets to store Theatre Principal og del Liceo lukkede, de ligge begge paa Rambla. Teatro del Liceo angives som det største i hele Spanien; jeg saae det ved Dagen. Scenen er overordenlig stor, dyb og høi. Jeg kom her just under Prøven paa en Operette med en klingende Lirumlarum-Musik; Theatrets Elever og Chorister vilde om Aftenen give den paa et af Forstadstheatrene.
Tilskuerpladsen er storartet og smagfuld, Logerne rigt forgyldte, og hver har sit Forværelse med fløielsbetrukne Sophaer og Stole. Midt for Scenen er Directeurernes Loge, hvorfra der gaaer skjulte Telegraphtraade ned til Scenen, ved et Tryk kunne de forskjellige Ordrer lynsnart naae ned til Regisseur, Maskinmester og Enhver af de Medvirkende. I Vestibulen foran den smukke Marmortrappe staaer Dronningens Buste, Publikums Foyer overgaaer i Pragt Alt hvad Paris af den Art har at frembyde. Fra Theatrets Balcontag er en storartet Udsigt over Barcelona og det udstrakte Hav.
Et italiensk Selskab gav Forestillinger i Theatro del Circo, men ogsaa der, som paa de fleste spanske Skuepladse, blev man kun forundt Oversættelser fra Fransk; Scribes Navn stod oftest paa Plakaten. Jeg saae ogsaa et langt, kjedeligt Melodrama: Slotshunden. Slottets Eier er under Revolutionen dræbt, Sønnen jagen bort, efter at han først ved et Hug i Hovedet er slaaet til Idiot; Instinktet fører ham til sit Hjem, Ingen af de tidligere her Levende er tilbage, selv Lænkehunden er dræbt, dens Huus staaer tomt, og ind i det kryber nu han, som er Slottets egenlige Eier; hans fornemme, rige Slægtninge have rundtom forgjæves søgt og spurgt efter ham. Ikke veed han Noget om disse, ikke veed han, at de Papirer, som han instinktmæssigt gjemmer paa sit Bryst, kunne gjengive ham den hele Eiendom. En Eventyrer, der tidligere har været Haarskærer, kommer her i Egnen, møder den stakkels Idiot, læser hans Papirer og afkjøber ham disse for en blank, ny Femfrank, denne Person træder nu op som Slottets Eier; han behager slet ikke den unge Pige, der af den fornemme Slægt er bestemt til hans Gemalinde, ideligt røber han sit Ubekjendtskab med Alt her i Hjemmet. Den stakkels Idiot derimod, saasnart han træder ind i Slottet, overvældes af Erindringer; han kjender igjen fra sin Barndom hvert Stykke Legetøi, den chinesiske Dukke løfter han ned paa Gulvet, den maa igjen nikke, som i gamle Dage, ogsaa veed han og kan vise dem, hvor Faderens Kaarde er gjemt, han alene kjender Skjulestedet. Sandheden gjøres gjældende; protegeret af Kammerpigen kommer han til sine Rettigheder, men ikke til sin Forstand.
Idiotens Rolle blev fortræffeligt, næsten altfor naturlig givet; der lyste en saadan Sandhed i Fremstillingen, at den blev rystende at holde ud. Stykket var iøvrigt underligt styltet op, rørende oprørende, Komedie for Børn og Madamer, der skulle have Nerve-Snaps. Forestillingen endte med en Oversættelse af den bekjendte Vaudeville: “En Herre og en Dame.”
Den Folkeforlystelse i Spanien, som meest tiltaler alle Klasser, er Tyrefegtningerne; hver nogenlunde stor Stad har derfor sin Plaza de Toros; størst troer jeg den er i Valencia. De ni Maaneder af Aaret er dette Skuespil en stadig Søndagsforlystelse. I Barcelona skulde vi den kommende Søndag faae en Tyrefægtning at see, rigtignok var det kun et Par unge Tyre og egenlig ingen ægte Kamp, vi fik, sagde man, men den vilde dog altid give os et Begreb om, hvorledes dette Skuespil kunde være.
Paa Rambla satte man sig i Omnibus eller Fjaker og jog den lange Vei ud til Plaza de Toros, en stor, cirkelrund Steenbygning, ikke langt fra Jernbanen til Gerona. Den store Kampplads derinde er bedækket med Sand, og rundt om den hæver sig en tre Alen høi Brædevæg, bag hvilken er en lang, aaben Gang for staaende Tilskuere; finder nu Tyren paa at sætte over Skranken til dem, da have de ikke anden Udvei end at springe ud paa Arenaen, og naar Tyren igjen kommer derud, da at søge tilbage paa deres Plads. Høiere bag denne løfte sig rundt om amphitheatralske Steenafsatser for Publikum, ovenover er endnu et Par Trægalerier, Loger med Bænke eller Stole. Vi toge en Plads nede for ret at være midt i Folkelivet. Solen skinnede hen over den halve Arena; pailletbesatte Vifter blinkede, blendede, og saae ud som Fugle, der sloge med deres glimrende Vinger. Bygningen rummer omtrent femten tusinde Mennesker, saa mange var her nu ikke, men godt besat. Man havde forud fortalt os om den Frihed og Folkevillie, her raader, og sagt, at man i sin Paaklædning maatte vogte sig for at vække Opmærksomhed, thi ellers kunde man let blive Gjenstand for Folkehumoren; det kunde falde En ind at raabe: væk med Glacehandskerne! væk med den hvide Stadshat! og fulgte en Vittighed med, da var Spillet gaaende, da taaltes ingen Nølen, Stemmerne voxte, Folkevillien gjorde sig gjældende, Handsker og Hat maatte af, skete det ikke godvilligt, saa skete det med Magt.
Øredøvende og forfærdeligt klang Musiken, idet vi traadte ind, Folk raabte og skrege; det var som et vildt Carneval. Herrerne kastede hverandre over med Meel i Kræmmerhuse og Pølsetarme, der streifede Damerne om Ørene; her fløi Oranger, der en Handske eller en gammel Hat, Alt under lystige Raab. De blinkende Vifter, de brogede Manta og det blendende Solskin virkede paa Øinene, som Larmen paa Ørene, man følte sig i en Malstrøm af Livlighed. Nu blæste Trompeterne Fanfare, en af Portene ud til Arenaen aabnedes og Tyrefegtertoget kom. Forrest rede to sortklædte Mænd med store, hvide Halskraver og i Haanden en Stav. Dem fulgte paa gamle, magre Heste fire Picadores, vel udstoppede i hele Underdelen, at de ikke skulde lide Skade, naar Tyren trængte ind paa dem; de førte en Landse til Forsvar, men var i deres Udstopning aldeles hjelpeløse, naar de faldt med Hesten; nu kom en halv Snees Banderilleros, unge smukke, figaroklædte Knøse, i Fløiel og Guld. Efter dem gik i Silkeklæder, straalende af Guld og Sølv, Espada; sin blodrøde Kappe bar han slængt over Armen, det velsmedede Sværd, hvormed han skulde give Dyret Dødsstødet, holdt han i Haanden. Toget sluttedes af fire Muuldyr, pyntede med Fjertoppe, Messingplader, brogede Qvaster og klingende Bjælder, de skulde i Galop, under klingende Spil, slæbe den dræbte Tyr og de ihjelstangede Heste ud af Arenaen.
Toget gik hele Pladsen rundt, standsede derpaa foran Balconen, hvor den høie Magistrat sad; een af de to sortklædte Forridere, jeg troer, de kaldes Alguaziler, red frem og bad om Tilladelse til at begynde Skuespillet. Nøglen, der aabner Porten til Tyrestalden, blev nu kastet ned til ham. Lige under en Deel af Tilskuerpladsen ere de stakkels Tyre lukkede inde og have der uden Æde eller Drikke tilbragt Natten og hele Formiddagen. Ude fra Bjergene blive de ved to afrettede, tamme Tyre lokkede og ledte ind til Byen; godtroende følge de med for at dræbe og dræbes paa Arenaen, idag skulde de nu selv ingen blodig Fortræd gjøre, de vare gjorte ufarlige, deres Horn vare omviklede, kun to skulde falde for Espadas Kaardestød, det Hele idag var, som sagt, en Leg, som ingen ægte Ynder af Tyrefegtning brød sig stort om at overvære; derfor begyndte det ogsaa med en komisk Scene, en Kamp mellem Maurere og Spaniere, i hvilken naturligviis de første gave den latterlige Rolle, Spanierne den mandhaftige. En Tyr blev sluppen ind, dens Horn vare omvundne saaledes, at den ikke kunde dræbe, men i det værste Tilfælde kun knække Ribbenene paa En; der blev Flugt og Spring, Løier og Latter. Nu fulgte den egenlige Tyrefegtning; en ganske ung Tyr styrtede frem, den stod strax med Eet stille paa Kamppladsen; Sollyset, de brogede Manta, den bevægelige Vrimmel blendede den; de vilde Skrig, Trompetstødene og den skingrende Musik kom saa uventet, at den bestemt sagde som Jeppe, da han vaagnede i Baronens Seng, “hvad er dog Dette! hvad er dog Dette!” men den græd ikke som Jeppe, den satte Hornene ned i Sandet; ogsaa Bagbenene viste Kraftprøve, Sandet hvirvlede i Veiret, men dermed var det Hele gjort; Dyret blev ved al den vilde Larm og Skrig aldeles forknyt og vilde igjen ud; forgjæves tirrede Banderilleros den med deres røde Kapper, forgjæves holdt Picadores deres hævede Landse, den, de ikke tør bruge, før Dyret anfalder dem; dette skeer ved de ægte Tyrefegtninger øiebliklig, hvorom senere skal fortælles, da kan Tyren løfte Hest og Rytter, saa de styrte sammen, og da maae Banderilleros see til at drive det rasende Dyr til en anden Side af Arenaen, medens Rytter og Hest igjen blive reiste til et nyt Angreb; Hestens ene Øie er tilbunden, den kan stilles saaledes, at den ikke seer sin Modstander og forskrækkes; ofte jager Tyren ved første Sammenstød sine spidse Horn ind i Hesten, saa Tarmene vælte ud, de stoppes ind igjen, Flængen syes sammen og det elendige Dyr kan endnu et Par Minuter bære sin Rytter. Idag vilde Tyren slet ikke i Kamp, tusinde Stemmer raabte: “el ferro!” Banderilleros kom med store Pile, besatte med flagrende Baand og Raketter, og idet Tyren vilde ind paa dem, gjorde de et Spring, og med en egen Ynde og Lethed vidste de at stikke hver Piil i Halsen paa Dyret; Raketten knaldede af, Pilen brændte, Dyret blev vildt og rystede forgjæves Hals og Hoved; Blodet flød ud af Saarene. Nu kom Espada for at give Dødsstødet, men paa et bestemt Sted i Halsen skulde Kaarden trænge ind. Der blev flere Gange gjort feilagtige eller for lette Stød, Tyren løb om med Kaarden i Nakken, et nyt Stød fulgte; Blodet stod Dyret ud af Munden; Publikum peb af den keitede Espada. Endelig trængte Kaarden ind paa det dødelige Sted, og øiebliklig sank Tyren til Jorden og laae der som en Klud; et skingrende Viva lød fra tusinde Munde i Klang med Fanfare og Paukeslag. Muuldyrene med Bjælder, Fane og Fjertop foer i vild Galop Arenaen rundt, slæbende den dræbte Tyr efter sig; det flydte Blod blev skjult med frisk Sand, og en ny, lige saa ung Tyr, som den forrige, blev indladt, efter først i Afmarschen at have faaet et ophidsende Stik af en skarp Jernpique. Denne Tyr var i Begyndelsen modigere, end den første, men snart blev ogsaa den frygtsom, Folket forlangte, at der skulde Ild paa den, Raketpilene bleve stukne den paa Halsen, og efter en kort Kamp faldt den for Espadas Kaarde.
“Betragt ikke Dette som nogen rigtig spansk Tyrefegtning!” sagde vore Naboer til os, “det er kun Lystighed!” Med Lystighed skulde det Hele ende. Man lod Publikum, hvem der vilde, springe over Barrieren ind paa Arenaen; Ældre og Yngre saae man tage Deel i denne Fornøielse; nu bleve to Tyre med velomviklede Horn slupne ind. Der blev en Løben og Springen; selv Tyrene satte med Publikum over den forreste Skranke til de der staaende Tilskuere; der var en Latter, en Raaben, et Hurraskrig, indtil Empressario , Forstanderen for denne Dags Tyrefegtning, fandt, at det var nok af disse Løier og lod de to tamme Tyre træde ind, de to angribende fulgte strax disse tilbage i Stalden. Ikke een Hest var bleven dræbt, kun to Tyres Blod havde flydt, det var efter Begreberne Intet, men vi havde seet hele den sædvanlige Anordning og fornummet Folkets Livlighed, der var stegen til Lidenskab.
Her i Arenaen var det 1833, at de revolutionaire Bevægelser i Barcelona udbrød, efter at man i Saragossa havde begyndt at myrde Munkene og brænde deres Klostre. Folkemassen i Arenaen skød paa Soldaterne, disse skøde igjen paa Folket; Bevægelsen gik med Ild og Ødelæggelse gjennem Landet.
Nær ved Plaza de Toros ligger Barcelonas Kirkegaard, kun et kort Stykke Vei fra det aabne Hav. Favnhøie Aloer voxe til Gjerde, høie Mure omslutte her en By, beboet kun af Døde. En Portnerfamilie, indqvarteret ved den store Portal, er de eneste levende Mennesker, her boe. Indenfor strække sig lange, eensomme Gader med sex Etages kaserneagtige Huse, i hvilke Side om Side, over og under hinanden, er muret Celler, og i hver af disse ligger Liget i sin Kiste; en sort Plade med Navn og Indskrift lukker for Aabningen. Bygningerne have Udseende af store Pakhuse med Laage ved Laage. Et stort Gravkapel med Sørgealtre er Kathedral i denne Dødningeby, en Græsplads med høie, sorte Cypresser og et enkelt fritstaaende Gravmonument giver nogen Afvexling i disse Gader, hvor Barcelonas Beboere, Slægt paa Slægt, som stumme, tause Beboere drage ind i deres Gravkamre.
Solen brændte trykkende mellem de hvide Mure, her var saa stille, saa eensomt, man blev saa beklemt, vilde igjen ud i det levende Liv; først i den aabne Port ud mod Landeveien klang et Livstegn, Locomotivets Pibe. Jernbanetoget bruste afsted, og da denne Lyd svandt, hørtes Brændingen fra det nære Hav; derhen gik jeg.
En Skare Fiskere drog just deres Dræt i Land, forunderlige Fiske, røde, gule og blaagrønne spillede i Garnet; nøgne, sortbrune Unger løb i Sandet; skidne Qvinder, som jeg tænkte mig Zigeunere, sad og flikkede gamle Klædningsstykker; Haarene vare fidtede sorte, Øinene endnu mere sorte; den Yngste havde en stor, rød Blomst i Haaret, hendes Tænder skinnede saa hvide som paa en Morian. Det var Grupper til at male paa Lærredet. Dødningebyen var til at photographeres, og eet Billede blev nok, thi fra hvilken Side man kommer, Charakteren forandrer sig ikke, Dødninge-Caserner, udstrakte, eensartede; hist og her nogle Cypresser som floromvundne, sammenrullede Faner.
En af de sidste Dage jeg var i Barcelona, havde det regnet stærkt om Natten, det vedblev endnu, da jeg i Morgenstunden gik til min Banquier. Vandet havde ikke Afløb nok, det stod op over Galocherne; dyngvaad kom jeg hjem, og idet jeg var ifærd med at klæde mig om, blev meldt, at paa Rambla var Oversvømmelse og at den tog til. Der var en Skrigen og Løben; jeg saae fra Balconen, at de lagde Gruusdynger foran Hotellet, og at oppe paa hver Side af den høiere liggende Spadseregang bølgede en kaffeguul Strøm frem; de brolagte Dele af Rambla var et skyllende, stigende Vand. Jeg skyndte mig ned. Regnen var saa godt som holdt op, men Ulykken var i Tiltagende; jeg saae et forskrækkeligt Skuespil, Vandets frygtelige Magt.
Ude i Bjergene var Regnen falden saa voldsomt, at dens rivende Strømme snart havde fyldt den lille Flod, som løber langs Kjøreveien og Jernbanen; tidligere var her foruden Udløbet i Havet, endnu et Afløb; det svulmende Vand løb ud i Barcelonas Voldgrav, men denne var i de sidste Aar bleven fyldt med Gruus og Steen, idet man vilde have Byggeplads for Byen, der skulde udvides. Nu var dette Afløb stoppet, Vandet strømmede til, Floden steg og steg, flød over og gjennembrød hver Hindring; snart stod Jernbanen under Vand, Kjøreveien blev som gjennemgravet, hvert Hegn brudt, Træer og Aloer revne med af den voldsomme Flod, der trængte ind af Byens Port og brusede som en Møllestrøm, kaffeguul, frem paa hver Side af Spadseregangen; den tog med sig Træboder, Varer, Karrer og Tønder, Alt hvad den fandt paa sin Vei; Græskar, Oranger, Borde og Bænke seilede afsted, ja en fraspændt Vogn, bepakket med Porcellain, blev ført af Strømmen flere Alen bort. Inde i Boutikerne gik Folk i Vand op til Hofterne; de Stærkeste derinde spændte Snore ud derfra hen over Vandet til Træerne paa den høiere Deel af Rambla, for at Fruentimmerne kunde holde sig ved disse, idet de gik gjennem den rivende Strøm; een Kone saae jeg dog blev reven med, to Karle sprang ud efter hende, hun kom i Land i bevidstløs Tilstand. Der var et Skrig, en Jamren, og som det var paa Rambla, var det i de tilstødende snevre Gader, der heldede nedad; Vandet tog Fart, brusede som fra en brudt Dæmning, hævede sig i høie Bølger, de sloge op mod Husenes nederste Altaner; Bjælker og gamle Døre bleve stillede foran Indgang og Vinduer, for at Vandet kunde brydes og da med mindre Voldsomhed styrte ind i Stuen, hvor det ellers knuste Alt. Man havde forsøgt at løfte i Steenbroen de store Dækstene over Cloakerne, at Vandet kunde faae Afløb derned, det hjalp ikke stort, det blev derimod Skyld i større Ulykke; jeg hørte derom senere, flere Mennesker vare revne med af disse Strudler og forsvundne i Afgrunden. Aldrig har jeg saaledes seet Vandets Magt, det var forfærdeligt! allerede skyllede det hen over den høitliggende Promenade, Folk flygtede, jamrede og raabte. Altaner og Tage vare fyldte med Mennesker. Paa Gaden seilede Træer og Bohave; Gensdarmerne vare overordenligt virksomme i at hjelpe og holde Orden. Vandet syntes endnu at stige. Man fortalte, at inde i Kirken ved Rambla stode Præsterne i Vand til midt paa Livet og sang Messe.
Efter en Times Forløb tog Oversvømmelsen af, Vandet sank, Folk trængte om i Sidegaderne for at see Ødelæggelsen der; jeg fulgte med gjennem et tykt, guult Dynd, det var besværligt at slippe frem. Der blev øst Vand ud af Vinduer og Døre, man blev tilsølet og overstænket. Endelig naaede jeg Pladsen, hvor Hr. Schierbeck boede; han havde ikke Anelse om den Ulykke, der var skeet; i de mange Aar han levede her, havde Regnen tidt skyllet, men aldrig bragt en saadan Oversvømmelse og Forstyrrelse. Vi fulgtes ad gjennem de dybe, dyndede Stræder, de saae ud som Cloaker. Paa Rambla laae endnu omstyrtede Boder, væltede Vogne, Borde og Karrer. Udenfor Porten antog Forstyrrelsen en langt større Charakteer. Veien var paa flere Steder gjennemskaaren, Vandet strømmede her og dannede Fald paa Fald. Vogne med Folk fra Landet holdt i Række, de maatte stige af, vilde de ind i Byen. Bjelker fra en nærliggende Tømmerplads laae kastede hen over Marken, som man kaster et Skrabnæse-Spil. Ad store Omveie, klattrende paa omstyrtede Træer og henslængte Bjelker, naaede vi Banegaarden, den saae ud som Bæverens Bolig, halv i Vand og halv paa Land; her stod en heel Sø under Tag; et langt Stykke Vei skjultes Skinnerne af det gule Vand. Hjemveien var os ligesaa besværlig, som Udveien; vi maatte springe ned i Dybder, kravle op af den vaade Jord; Vei og Sti vare gjennemskaarne med nye Strømleier; vi gik i dybt Dynd og kom som oversaucede af det tilbage til Barcelona.
Aldrig før havde jeg Forestilling om en saadan Bjergflods Magt. Jeg tænkte paa Kjølebrønd i Eventyret Undine. Jeg tænkte paa det Eventyr der maatte kunde fortælles fra denne lille Bjergstrøm, sædvanlig kun en Bæk, indgjerdet af Aloer og Cacteer, dens Nymphe var et legende Barn, men sandt nok, Spaniens Pigebørn blive i et Nu til voxne Jomfruer, og her var Jomfruen, villiefuld og kjæk, tagen til den store By for at gjeste den og Menneskene, see ind i deres Huse og Kirker, besøge dem paa Promenaden, hvor jo alle Fremmede søge hen; jeg havde idag været Vidne til hendes Indtog.
Det var allerede paa anden Uge jeg var i Barcelona og følte mig hjemme i dens Gader og Stræder; “Til Valencia!” sagde jeg, og Tanken om det skjønne Land var som en webersk Musik. Jeg vilde reise med Diligencen; man havde skildret Dampskibsfarten langs den spanske Kyst saa høist ubehagelig, Skibene smudsige og ikke indrettede til de Reisendes Beqvemmelighed; fik man dertil uroligt Veir, da var det forbundet med stor Besværlighed at sættes i Land; Fartøierne lagde ikke ind i Havnen, man maatte i aaben Sø springe ned i de gyngende Baade, og Veiret kunde være saa haardt, at disse ikke engang kom ud at hente En; vi vare allerede midt i September, med det stille Veir var det forbi; i de sidste Dage havde Vinden blæst stærkt; der stod ind i Barcelonas Havn en Sø, der sprøitede Brænding op mod Murene. Ved at gaae med Diligencen fik man dog Noget af Landet at see, denne Reisemaade forekom mig bedst, men vor Landsmand Schierbeck og Enhver jeg talte med derom, raadede paa det Bestemteste derfra; det var en lang, besværlig Tour, og Varmen qvælende i den fuldtpakkede Diligence, Veiene vare dertil i en aldeles opløst Tilstand; man var udsat for at standses paa flere Steder hvor der ikke var Spor af Vertshuus, ja maaskee ikke engang Tag til at ligge under. Diligencen fra Madrid var udebleven to Dage over Tiden; allerede kjendte jeg jo hvorledes her i Landet Broerne manglede, hvor man skulde over en Flod; nylig havde jeg i Barcelona selv seet en Bjergstrøms Magt og Ødelæggen; at reise med Diligencen var for Øieblikket at udsætte sig for de største Besværligheder, ja for Livsfare. Netop paa Veien mellem Barcelona og Valencia var oftere paa et bestemt Sted, hvor Bjergstrømmene raadede, flere Gange indtruffen Ulykke; det var kun faa Aar siden, at en overfyldt Diligence var der aldeles forsvunden, man antog, at Strømmen havde revet den med sig ud i det aabne Middelhav.
Endnu faa Timer før Dampskibets Afgang var jeg vaklende i min Bestemmelse, om jeg skulde gaae med det eller tage over Land. Alle raadede til Søtouren; Dampskibet Catalan, der afgik, rostes som et af de bedste og hurtigste; Maskineriet skulde være godt og Capitainen dygtig. Jeg bestemte mig da til Søreisen. Hr. Schierbeck og vor Ven Hr. Buchheister fra Hamborg fulgte os ombord. Det blev over Middag før Fartøiet lettede Anker, gyngende foer det afsted ud i det aabne Hav.
Over en Miil derude var Vandet endnu kaffeguult fra Flod-Oversvømmelsen, pludseligt stod det skarpt begrændset af den klare, grønne Sø. I deiligt Sollys laae det vidtstrakte Barcelona; Fortet Monjuich med dets gule Zikzak-Fjeldvei traadte mere frem; Bjergene høinede sig, og over dem alle løftede sig eet endnu høiere, underlig takket som en Fiskerygs Finner, det var det hellige Mont Serrat, hvorfra Loyola gik ud.
Afsnit: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19
Kilde: I Spanien (1863). H.C. Andersens Samlede Skrifter Ottende Bind, Anden Udgave, Kjøbenhavn C.A. Reitzels Forlag 1878, Bianco Lunos Bogtrykkeri.