H.C. Andersen: I Spanien (1863) IV. Almansa og Alicante.
Reise vilde vi. Det var endnu Nat, da Tartanen holdt for Døren for at bringe os til Banegaarden; i Daggry afgik Toget. Ikke en Lygte lyste, men Stjernerne funklede i deres fulde Pragt. De snevre, krogede Gader vare mulmmørke, ikke et Menneske var at see, før vi efter en langsommelig Fart naaede den tarvelige Banegaard. Udenfor, paa den bare Jord, blussede Lys og Lamper, her var smaa Kaffeskjenkerier, her blev solgt Drikkevand, Anisette og deilig Frugt. Vi kom i Trængsel, Folk med Gods og uden Gods fyldte op; Bønder, svøbte i burnuslignende Manta, dampede med Cigarer; Piger og Madamer, med stort Paahæng af Børn, sad som paa Forundringsstol. Man blev oplært i Venten og Nølen, det var langt over den rette Afgangstid før man lukkede Vognene op for os, men da vi sad her, sad vi godt, i første Classe, der var en rummelig Stue med Sophaer og bløde Hynder.
Nu kjørte vi! Dagen lysnede, Skyerne rødmede, Luften blev straalende klar! det gik Altsammen i en Flugt, som den vi foer med. Vi fløi i et Solskins Land, hvori store Palmetræer holdt deres grønne Vifte i den lysende Luft; hvidkalkede, venlige Bygninger laae mellem frugtfyldte Orangetræer. Vinen voxte som en Vævning hen over Jorden, rislende Canaler dannede Islætten; det hele Landskab maa i Fugleperspectiv see ud, tænkte jeg mig, som et uhyre Tæppe, sammensyet af alle de Frugtstykker, Malerne have bragt paa Lærredet. Opholdet paa hver Station var ualmindeligt langt, men saa havde man Leilighed til at see de broget klædte Mennesker.
Ved den gamle mauriske Stad Jativa*,
* Bogstavet J udtales som K, saaledes Jativa: Kativa, Loja: Lokka, Tajo: Takko
der med sit Citadel er af stor malerisk Virkning, slipper Valencias Have. Man kommer fra den frugtsvulmende Oase ud i Steenørkenen. Solen brændte voldsomt, og det var som om den stenede Grund, der gjemte endnu Solvarmen fra igaar, lod denne strømme ud af sig i den allerede altfor hede Luft. I uendelig Afstand fra hverandre laae faa eensomt udstrakte Gaarde med fæstningsagtige Mure, Forskandsninger mod vilde Dyr og onde Mennesker; ikke et Træ var at opdage; det eneste Grønne, man saae var nogle store Cacteer, som i Fjeldkløfter eller bag forfaldne Mure svulmede svampagtigt frem. Tungt læssede Pakvogne, trukne af sex til otte Muuldyr, det ene spændt foran det andet, gav noget Liv i den ellers kun døde, udbrændte Ørken; det var, som om et ædende Vand havde overskyllet det hele Landskab, som den brændende Luft havde afsviet hvert Græsstraa og ikke engang ladet Asken deraf blive tilbage.
Pludselig holdt vi foran en stor Banegaard. Skinnerne forgrenede sig i to Veie, den ene førte til Madrid, derhen gik Toget uden Ophold, den anden førte til Alicante, Maalet for vor Dagsreise. Klokken var nu Ti om Formiddagen, vi havde at vente til Sex om Aftenen, før kom ikke Madrid-Toget, som vi skulde med. Vi maatte altsaa spise, sove, see os om, eller alle disse tre Ting, saa gik nok Tiden. Her var ved Banegaarden en meget god Restauration, bestyret af en Franskmand, og lige tæt ved var til de Reisendes Beqvemmelighed opført en orientalsk, skyggefuld Gaard med høie, kølige Stuer, hvor man kunde trække Veiret, ja overnatte, om man vilde, og hvad Mærkværdigheder angik, saa havde man kun et kort Stykke at gaae og var da i den aabne Landsby Almansa, bekjendt fra Krigshistorien.
Gaderne strække sig lige ud, ere meget brede og uden Brolægning, Husene lave, med hvidkalkede, heldende Vægge, et Hul til Vindue, hist og her en Træluge at lukke for, men ikke en Glasrude at opdage i hele den lange Gade. Den brede Døraabning skjules ved et Rørtæppe; hvor dette var løftet tilside, saae man ind i en fattig, halvdunkel Stue; der sad Beboerne og arbeidede, udenfor kunde de det ikke, Solen brændte for stærkt. Hver Stue eiede Udgang til en lille grøn Plet, hvor et Viintræ skyggede eller der idetmindste stod en blomstrende Busk. Sorte Øine, sort Haar og bruungule Lemmer havde de faa Mennesker, jeg mødte i Gaden, der skraanede ned mod en steil Klippe, hvor der øverst oppe laae Ruinerne af et befæstet Slot; nedenfor hvor jeg stod, i et Solskin som var det Skjærsildens Flammer, ligger Kirken og et Par Bygninger, af svære, hugne Steen, med Vaaben over Indgangen. Adelige Slægter have engang boet derinde, nu staae Salene øde, Væggene ere revnede, Bræder spigede hen over de itubrudte Vinduer. I denne Forladthed og Eensomhed ved høilys Dag, kommer man til et Monument, en Pyramide med en udhugget Løve: Minde om Slaget ved Almansa, da Byen fik Hædersnavnet fidelissima*.
* Den 25de April 1707.
Da var denne glødende Steenslette en blodig Valplads, flere Tusinde laae her saarede, endnu flere Tusinde laae dræbte, men Seierherren bortbar hundrede og tolv Faner. Alt det er nu forlængst glemt og gjemt i Sagn og Sange. Sol og Vind er med ætsende Finger faren hen over dette uhyre Steenbord, hvori, som et Mosaik, Almansa er indlagt; Kampen og Seirens Blod-Indskrift er udvisket.
Byens Mærkværdigheder havde jeg nu seet og skulde tilbage gjennem den brede, solskinsfyldte Gade, altid opad mellem blendende hvide Huse; de lyste og varmede paa begge Sider, det var en Vandring gjennem et Hindubaal, en langsommelig Auto da Fé, og da jeg endelig naaede min Stue med de tillukkede Vinduesaabninger, det kølende Rørtæppe hen over Gulvet, havde jeg Fornemmelsen af at komme fra Saharas hede Sand ind i Oasens Skygge, sank hen, drog mit Veir og var det muligt at tænke, da var Tanken: Jeg er i Solens Land, mit Blod er gjennemvarmet til at undvære Kakkelovnen en heel Vinter hjemme i Norden. Hvilket Gode! hvilken Besparelse! Spaniens varme Solkys var ved den solhede Luft gaaet mig ind i Lungerne, ind i Blodet, jeg tænkte paa Solskin, jeg drømte om Solskin og saa maa man blive klimatiseret. Blodfarvede Skyer lyste som et Fakkeltog ved Afreisen fra Almansa.
Toget foer afsted, dog kom vi neppe før mod Midnat til Alicante. Rundt om var ganske mørkt, kun ved de forskjellige Stationer lyste et Par Gasflammer, Folk stege ud og ind af Vognene, overalt var Tummel og Trængsel; jeg tænkte med nogen Forskrækkelse paa Ankomsten til Alicantes Banegaard, der havde vi Ingen, som i Barcelona, til at tage imod os. Hvorledes vilde det gaae? Dog vor gode Stjerne skinnede, vi fik atter Beviis paa det spanske Folks elskværdige Opmærksomhed og Velvillie mod den Fremmede. En ung Spanier fra Sevilla var i Vognen; paa en af Stationerne kom ind til ham en Ven, en ung Officeer, der hørte hjemme i Alicante; han var Livligheden selv, maatte derfor ogsaa tale med os og vi med ham, det var en Sprog-Arabesk af Fransk og Spansk, holdt sammen ved gjensidig Gjetning. Vi talte om Reiselivet, om det gode Vei-Politie, om Livet i Alicante; han vilde vide min Stand og mit Embede, og da jeg sagde, at jeg var Poet, og at et af mine første dramatiske Arbeider var Spanierne i Danmark under Zamora, og han vidste om dette Tog og om Spaniernes Flugt, saa vare vi næsten som gamle Venner; jeg udtalte min Glæde over hans skjønne Land og al den Venlighed og Velvillie, man mødte. Vi kom nu til Banegaarden ved Alicante; der var frygtelig Trængsel, men vor unge Ven kaldte paa tre opstillede Skildvagter; de vare under Gevær, men desuagtet tog den Ene Kofferten, den Anden Natsækken og den Tredie gjorde Plads for os ud til Tartanen, som Officeren selv hentede; Folkestimlen veg til Side, den antog os vistnok for et fornemt Herskab eller ogsaa for Fanger, der transporteredes. Det var nu det Samme, vi kom vel i Vognen, vore to spanske Venner trykkede vor Haand, sagde os, hvad vi havde at betale Kudsken, og Denne kjørte afsted til Fonda del Bossio , der laae i en af de brede Hovedgader nær ved Alameda de la Reina.
I den mørke Gade straalede et blendende Lampelys ud fra Fondaen, brede Trapper førte op til luftige Stuer, belagte med Rørmaatter, alle Vinduer stode aabne, der var ikke et Vindpust at fornemme; man frembar mageløs Frugt, faste, saftige Muskateldruer og funklende Viin, ægte Alicante. Havets Brænding gav Taffelmusik, Stjernehimlen Illumination, det var en Sommernat, som jeg aldrig før havde kjendt den, og næste Dag, vidste jeg, begyndte igjen en Sommerdag med Sommernat og saaledes endnu mange i det solvarme Spanien.
Næste Morgen, – ja nu skulde man see Alicante! Hvidkalkede, fladtagede Huse, med fremspringende Altaner, er Physiognomiet; et Par af Gaderne ere brolagte, Alameda seer ud som en Stump, klippet fra en af Boulevarderne i Paris, og man vilde ikke savne der et saa lille afklippet Stykke; dens Træer give ikke megen Skygge, men dog sidde Folk her i Rækker paa Steenbænkene og see paa de mange Spadserende. Her kom et Par svenske Matroser, de talte freidigt og frit, de talte deres eget Tungemaal, de vidste jo, at Ingen forstod dem. Der gik, i Silke og med Kniplings-Mantille, en nydelig ung Dame forbi, hun svævede paa de smaa Fødder, bevægede med Ynde sin glimrende Vifte, bevægede Øinene, ganske naturlige Bevægelser; det var en Dame af Stand. “See Tøsen! see Tøsen!” sagde Matroserne. “Det er en deilig Fregat!” udbrød den Ene. “Hun skyder Signalskud!” sagde den Anden.
Nær Alameda kommer man, ud mod Havnen, til en lav, men udstrakt Bygning, et Slags Bazar for Slagtere, Fiskere og Frugthandlere. Paa Væggen hang blødende Harer og Kaniner samt Kjød til store og smaa Huusholdninger. I Fiskehandlernes Halle laae paa Disk og i Baller, Fisk og Vanddyr af alle Farver, Former og Størrelser, fladbugede Aal, klodsede, kasseformede sorte Fiske. Her summede og surrede det ved idelig Snakken af Handlende og Kjøbende. Fra Kjød og Fisk kom man ind til Gemüse; Oranger laae her henslængte som hos os Kartofler; colossale Løg og Druer hang paa Bjelkesøilerne og syntes at vælde ud af det tørre Træ. Udenfor strakte sig Byens Hovedgade, med anseelige Bygninger, blandt hvilke især Raadhuset tager sig ud med Taarne i alle fire Hjørner; Domkirken ligger kun nogle Skridt herfra, skjult inde i det smalle Stræde. Veien gaaer gjennem en fugtig Hvælving og halvdunkle Buegange, der omslutte nogle sygelige Buske og Træer. Kirkens Hvælvinger trykke; altfor sparsomt falder Lyset herind i den tunge, skimlede Luft. Hvorofte har jeg ikke i Spaniens til Andagt løftende Kirker følt Trang til med Menigheden at knæle for den usynlige Gud; her aandede jeg en Luft der ikke var Guds Aande, jeg gik i et Halvmørke, der var Menneskeværk. Herinde gjemmes i et Skab, bag Laas og Lukke, det Klæde, hvormed den hellige Veronica aftørrede Frelserens Ansigt, da han gik Korsets Vei til Golgatha.
Fra Kirken skyndte jeg mig ud i Vor Herres friske, solbelyste Luft, saae glade Mennesker omkring mig; fornam Liv og Larm. Piger, Koner og Børn stode paa Altanerne og i Huusdørene; her var for en Maler Motiver til Billeder.
Solstraalerne naaede ikke ned imellem de høie Huse, Altanerne mødtes, Gjenbo kunde række Gjenbo Haanden fra Huus til Huus. Mere voldelig brændte Solens Straaler ude paa den aabne Plads, det var, som om de sugede større Kraft i sig fra Husenes hvide Mure, fra Gadens gule Støvbund og fra de tørre Klippevægge rundt om Byen; der fandtes ikke et Træ, ikke en Busk; Luften var saa tør, at Mund og Hals tabte sin naturlige Fugtighed; og vilde man nu hen over den solbagte Havneplads til et af de aabne Badehuse ved Stranden, saa maatte man først samle alle sine Kræfter og da under Paraplyens Skygge afsted, instinktmæssigt gjorde man det, thi kun i Havet, hvor Søerne rullede, kunde man igjen blive elastisk i de dorske, halvkogte Lemmer.
Langs Stranden, hen under de væxtløse, flammegule Fjeldskraaninger, stode store Træskuur, hvori forevistes Løver og Hyæner; vare de slupne ud, her havde de troet sig endnu i deres solglødende Afrika. Hen ad Veien kjørte den ene Vogn efter den anden, med Herrer og Damer i nationale Landbodragter af Fløiel og Silke; de sloge med Castagnetter, de spillede paa Mandolin og underlige langhalsede Strængespil.
Først næste Dag hørte vi af den danske Consul, at en Miilsvei udenfor Byen feiredes en Folkefest; Damer og Herrer, i forfinet folkelig Dragt, havde ved Fakkelskin, paa den aabne Plads ved Havet, dandset til langt ud paa Natten. Skade at vi ikke betids vidste det. I Byen selv var ikke at mærke denne store Udvandring; det var Søndag Aften, Alameda frembød en Vrimmel af Spadserende, Militaire, Civile, Damer i sorte Mantiller og med den straalende Vifte, Piger og Koner i brogede Tørklæder. Regimentsmusiken spillede til hen imod Midnat, Børneflokken dandsede i Kreds, midt i Vrimlen; alle Bænke vare opfyldte af sladdrende Grupper, det var, som om man gik i en folkelig Balsal. Gaslygterne lyste festligt under de mørke Træer. Nede ved Havnen var derimod tomt og eensomt, ingen Lygter brændte, Stjerner saae jeg store og klare, Havets Brænding hørte jeg, Musiken fra Alameda naaede herhen. Tanker om Hjemmet udfoldede sig, med Erindringer om danske Sommernætter, om Skovbal under Bøgene ved den aabne Strandbred; det var ikke Hjemvee, jeg følte, jeg var glad, Hjemmet var hos mig i Tanker og i Toner.
Afsnit: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19
Kilde: I Spanien (1863). H.C. Andersens Samlede Skrifter Ottende Bind, Anden Udgave, Kjøbenhavn C.A. Reitzels Forlag 1878, Bianco Lunos Bogtrykkeri.