H.C. Andersen: I Spanien (1863) V. Diligence-Fart over Elche til Murcia.
Alicante er en af Hovedstationerne for Dampskibsfarten langs den spanske Kyst*.
* De spanske Dampskibe anløbe Barcelona, Alicante, Malaga og Algeciras; de franske Skibe mellem Marseille og Algier berøre kun Alicante.
Herfra var det os meest beqvemt at indskibes til Malaga, og derfra over Land at naae Granada, men rigtignok maatte vi da opgive Murcia, der var skildret os som en af de interessanteste Byer; der skulde vi see mauriske Minder, der skulde vi see Zigeunere og der fandtes de meest maleriske Dragter i Spanien ; paa Veien kom vi igjennem den meest tropiske Deel af Landet, fik Elches berømte Palmeskov at see, den største i Europa. Alt det kunde vi ikke opgive! Rigtignok knyttede sig til den Vei de allerforfærdeligste Historier om Overfald og Plyndring. Egnen fra Alicante til Murcia og derfra videre til Cartagena var jo berygtet som Sjerra Morenas Bjerge. Imidlertid forsikkrede vor Consul og hver Spanier, vi her talte med, at vi havde Intet at befrygte; Vei-Politiet var fortræffeligt og alle Veie sikkre, man kunde reise med aaben Pengepung i Haanden, Ingen vilde tage en Døit.
Ægte spansk Diligencekjørsel maatte vi dog ogsaa prøve. Vi fik Plads. Tartanen holdt allerede Klokken To om Natten for Døren og rumlede med os i Mulm og Mørke hen til den store Pakhuusbygning, hvor Diligencen holdt; man kunde indtil Afreisen opholde sig her i den snevre, skumle Gade, eller ogsaa træde indenfor, hvor en Lampe og et halvt Lys meget sparsommeligt belyste de allernærmeste Gjenstande. Den meest Bestraalede var en halvpaaklædt, gammel Herre, der sad i Contoret, det vil sige i en stor Rosinkiste, hans Cigar dampede voldsomt, han udførte Skriverforretninger og tog mod Penge af Passagererne, som endnu ikke havde betalt. To bevæbnede Karle laae og strakte sig paa den bare Jord, og et gammelt Fruentimmer med en pjaltet Manta over sig sov paa nogle henslængte fyldte Sække. Kasser, Kister, Seletøi og Riisknipper laae hverandre iveien i det store Rum, der gjorde sig større i Mørket; et Par glødende Cigarer, langt tilbage, viste, at her var Plads, Dybde og flere Mennesker, end dem man saae.
Klokken slog Fire, før Gods og Reisende vare stuvede i den snevre, tunge, stødende Kasse, der nu knagende bevægede sig, trukken af ti bjældebesatte Muuldyr. Jeg maa ikke sige at vi foer afsted, som vi tidligere vare vante til i Spanien, vi kom sindigt, Skridt for Skridt, Kudsken syntes nødigt at vilde forlade Alicantes støvede Gader. Hist og her stødte vi mod en Stump Brolægning, man maatte troe, at den var lagt ene for at give Vognen og os et Oplivelsens Skub; vort Hoved kom i nær Berørelse med Laaget paa den rumlende Kasse. Vi kjørte forbi Alameda, Lygterne vare slukkede; vi kjørte forbi vort Hotel, det syntes igjen at sove, min tykke, spanske Nabo sov allerede før vi vare ude af Alicantes støvede Landeveis-Gade, hvor i Tusmørket Husene saae ud som store, hvidkalkede Vandbeholdninger i Vandmangelens By.
Alt som Luften lysnede og Landskabet kom frem, udfoldede dette sig i Skikkelse af en graa Papiirstegning. Veien var uendelig bred, ti Vogne kunde kjøre ved Siden af hverandre, snart var her stenet og jævnt, snart dybt og opkjørt. Synskredsen laae begrændset af mørke, skaldede Bjerge. Den hele Egn var som indrettet til Røveri og Overfald; her var ikke en levende Skabning at see; sparsomt laae henkastet en enkelt Bygning, stor og udstrakt, med murede Cisterner for Regnvandet; det blev solgt glasviis, var lunkent og graahvidt; blandet med Anisette smagte det dog som Medicin, og det er altid godt at vide hvad det smager af.
Veien blev værre og værre, svarede aldeles til de meest forfærdelige Beskrivelser, der læses om spanske Landeveie. Det var, som om man kjørte over et milevidt udtørret Gadekjær. Mayoralen pidskede paa Muuldyrene, Zagalen hujede, hvinede Thiah! og tordnede ud en Ramse af Navne, der maatte gaae i en Fart! den tunge, stærktbelæssede Vogn, vi sad i, slingrede voldsomt til Høire, men kom igjen i Balance ved pludseligt at synke med Hjulene ned i et Hul til Venstre, og fik ikke Tid til at vælte, dertil var den for stærkt i Fart. Det maa for Himlens Fugle have seet ud som et Fartøi i stærk Dønning. Ikke sjelden gav Vognen et Hop over en Jordknold, saa Ens Indvolde var ved at komme i Uorden. Snart kjørte vi i udstrakte, stillestaaende Vandpytter, med hemmelighedsfulde Hjulspor-Dybder, snart over steenhaarde Skrenter, der havde forvildet sig ud paa Landeveien, bare for at vi skulde vælte, men vi væltede ikke, vi hastede saaledes afsted, at det nok var Centrifugalkraften, der holdt Vognen i Skranke. Og denne af Guder og Veivæsen forladte Vei førte til den meest paradisiske Egn, en Skjønheds-Oase, som Armidas fortryllende Have; vi nærmede os Elche, vi saae den frugtbugnende Dal og dens vidtudstrakte Palmeskov, den største og skjønneste i Europa, det meest Paradisiske i hele Spanien. Mægtige Palmer strakte her deres skjældannede, lagformede Stammer, overraskende i Tykkelse og dog i deres Høide slanke. Dadlerne hang i store, tunge Klaser paa Stilk ved Stilk under den grønne Bladeskjerm; hele Underskoven var Granattræer, hvor den ildrøde Frugt skinnede frem mellem de mørke Blade; store, prægtige Granatæbler svævede i lange, lange grønne Traadstilke, hist og her stod et Citrontræ, Frugten var blegguul imod de ildfulde Granatæbler. Her var et Yppighedens Hjem, en Omgivelse for den solstraalende Sakuntala.
“Der er kun eet Elche i Spanien!” Hele Reisen denne Dag havde oprullet for os en Omgivelse, en Natur, som den udmales os i Skildringer af det hellige Land. Vi havde kjørt over udbrændte Steenstepper, lædsket os ved Cisternernes lunkne Vand; Solstraalerne havde brændt som de brænde i Palæstinas Dale; vi havde i den hede Luft nydt Palmernes Skygge, som Kong David nød den og som Disciplene kjendte den paa deres Vandring.
Valencias rige Campagne kan kaldes en Kjøkkenhave, Elches Omegn er en østerlandsk Park, den er Spaniens Palmebouquet, og det en Bouquet mileviid i Omkreds. Byen selv har omtrent to tusinde Huse og var i Romernes Tid større og mere betydelig, da gik Havet herop og Elche havde en Havn. Vi kjørte et Stykke Vei langs de guulbrune Mure, de bare et Draperie af Slyngplanter i rig, frisk Fylde. I den lille Venta hvor Diligencen holdt, drak vi vor Chocolade, og efter en Times Hvile rystede paany Muuldyrene deres klingende Messingzirater, vi pressedes igjen sammen i Diligencen, der nu foer videre mod Orihuela, hvis frugtbare Campagne staaer i det Ry hos Spanierne, at de sige: “om det regner eller ikke, saa groer dog Kornet om Orihuela”.*
* “Llueva o no Llueva, trigo à Orihuela”.
Byens Pragtbygninger, den storartede Cavallerie-Caserne, det erkebiskoppelige Palads og Domkirken, har jeg ganske vist seet, men jeg husker det ikke, derimod Vertshuset her, hvor vi toge vor Middag, husker jeg, det var ikke til at glemme. Gaarden, Stuerne, Kjøkkenet, den hele Befolkning var saa ægte gammel spansk, som Nogen vil forlange. Fra Gaden kom man gjennem en Gaard, overfyldt med alle Slags forældede Kjøretøier, Gigger og Tartaner, Vogne fra høisalig Ridder Don Quixotes Tider; Diligencen kneisede her som en veldresseret Elephant mellem det øvrige Menageri af Vogne. Kalkunske Høns, Katte og andet levende Kræ fyldte den krinkelkrogede Vei til Husets Indgang, der prangede med et støvet, halvtudgaaet Viintræ, behængt med Laser og henslængte Frugtskrællinger. Den portbrede Indgang havde hverken Dør eller Tæppe, Stuerne vare overfyldte af Mennesker ved dækkede Borde, Fluerne susede i store Sværme, som vaiede her et stort, sort Flor. Ikke en ledig Stol eller Bænk var at finde, man maatte søge udenfor, finde en Steen eller en Bøtte, sætte sig der under Paraply i Solskinnet. Kjøkkenet var Foreningspunktet for alle Stuerne; Blus ved Blus brændte paa Skorstenen; der stegtes og brasedes; Fruentimmerne, det ene mindre kjønt end det andet, unge og gamle, vare i stor Travlhed med at skrabe Rødder, skære Kjød itu, koge, stege og varte op, og dog gik Alt med en Langsommelighed, en Søvnighed, en Ligegyldighed, der for en hungrig Mave havde noget høist Oprørende. Vertinden, et ungt, blondt Fruentimmer, opsvulmet fed, forresten hvid og rød, førte med dyb Basstemme Commandoen; hun saae ud til at have gode Kræfter, og kunde vistnok bøie en Karl i Knæ. Hun var en ægte Typus for en ung Røverkjælling. Det syntes slet ikke at komme hende ved, at et nyt Hold af Reisende var indtruffet, og at Diligencen kun havde sin bestemte Tid at holde her; vi vare Alle trængende til at faae Noget at leve af. Flere Gange blev hun anmodet om at sørge for os, hun svarede ikke, det var som om hun Ingen saae, Ingen hørte, sin Lystighed lod hun flagre, sin Præk førte hun høit og uafbrudt med et Par begunstigede Gjester, der sad og fik deres Foder. Da jeg, efter at have ventet næsten over en Time, tog hende i Armen og bad om idetmindste et Glas Viin, saae hun med forundret Mine paa mig, gav et halvt naadigt Nik og sagde: “Vent til Tiden kommer!” og jeg maatte vente, vi maatte Alle vente til Diligencen igjen holdt forspændt med de klingende Muuldyr og Majoralen smældede med Pidsken, saa stavrede paa hendes Vink et Par gamle Koner hen, lagde Dug paa Bordet og stillede den ene Steg frem efter den anden. Madamen stod midt paa Gulvet med de laskede Arme i Siden og satte et saa bydende, villiehavende Ansigt op, at det blev morsomt, hun burde have været malet til Vertshuusskilt.
Vi kom i Vognen og ud paa en Vei, der var, om muligt, endnu værre, end den, vi allerede havde prøvet; Hul paa Hul, en Fart over det Convexe og det Concave, vi foer hen over Jordklumper og Knolde, som Regnvand, Solvarme og Kjørsel havde skabt; det var ingen Trøst, at faa Skridt fra os glattede og banede man en god Kjørevei, der om nogle Uger vilde være færdig, behagelig at befare. Dronningen af Spanien var for Øieblikket i Sevilla; hun besøgte for første Gang Landets sydlige Provindser, ogsaa her til Murcia ventedes hun, og derfor havde Autoriteterne travlt med at Hendes Majestæt kunde see, hvor fortræffelig Landeveien var; hun kunde tilvisse kun rose den, vi Stakler fornam tydeligere, hvorledes det stod til med Veiens Herlighed.
De nøgne, sorte Bjerge droge sig mere tilbage mod Horizonten; Agaver med deres træhøie blomstrende Stængel stode som Landeveis Veibred; Markerne vare overgroede med colossale Cacteer, besatte med deres modne, rødgule Frugt; og hen over Høiene laae den blendende røde Pimiento, spansk Peber; den ildfarvede Frugtskal spredtes ud i Solen for at tørres.
Et Par hundrede Mennesker arbeidede travl paa den nye Jernbane; vi sad og gispede efter luft, smægtede efter en Draabe Vand, man bragte det i stor Leerkrukke, der havde ligget skjult under de skyggende Cacteer, Vandet var lunkent og ildesmagende. Solstraalerne gave os et vedvarende Ildbad, jeg syntes, vi vare ikke langt fra Kogepunktet; Tartanerne holdt stille paa Veien, Hestene foran sov bestemt, Kudsken sov, Herskabet derinde strakte sig paa de udstoppede Hynder, og havde det i dette Øieblik Tankerne i Bibelen, saa var det der om Mændene i den gloende Ovn. Ikke en Fugl fløi gjennem den glødende, tørre Luft, og al den Ild og al den Glød, ja den syntes at samle sig i to store, lysende Øine, som saae paa mig, idet jeg traadte ind i det lave, fladtagede Huus mellem de støvede, elephantklodsede Cacteer. En tolvaars, tilfulde udvoxet Pige, en ægte Murillo-Skjønhed, meget lidet klædt paa, det var den voldsomme Varme Skyld i, sad her med en tung, saftfuld Drueklase i Haanden, Ild og Lædskedrik kunde være Omskriften for dette bacchantiske Billede. Jo, her var man i de varme Lande!
Ikke en Vind pustede, Støvet selv havde ikke Kraft til at løfte sig fra Veien, og nede i Flodleiet var ikke en Draabe Vand. Floden bliver nu ogsaa, som Spanieren kalder det, aareladt, og det i den Grad, at den nok kan synes livløs. Her, som om Valencia, er ved konstig Vanding en Udtapning af Floden ledet om i Campagnen , som derved forvandles til en frugtbar Have; Viin, Mais, Bønner og Kjærligheds-Æbler groe i Bede, mellem Morbær og Granattræer. Vi kjørte ned i den vandløse Flodseng, langs med høie Bambusrør, Broen, vi skulde have kjørt over, løftede sig hen over os, som var den en gammel Triumphbue.
Foran os, midt i den store Frugthave, saae vi Murcia; Domkirkens slanke Taarn kneisede høit over de andre Bygninger, som om det havde reist sig for at sige Velkommen.
Afsnit: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19
Kilde: I Spanien (1863). H.C. Andersens Samlede Skrifter Ottende Bind, Anden Udgave, Kjøbenhavn C.A. Reitzels Forlag 1878, Bianco Lunos Bogtrykkeri.