H.C. Andersen: I Spanien (1863) XVIII. Burgos.
Paa Jernbane er det kun nogle Timers Fart fra Toledo til Madrid. Opholdet der blev forlænget til fjorten Dage; det var ikke let at rive sig løs fra Murillo og Velasquez; det var tungt at sige Levvel til de mange elskværdige Mennesker, jeg havde begyndt at kjende, men Vinteren tog til, ingen Kamin havde vi i vore Stuer i Hotellet; Vinden vidste forunderligt at finde hver lille Nerve i Hoved, Hals og Bryst, den var ikke til at holde ud. Blev der ikke bedre i Burgos, da vilde jeg med det gamle Aar 1862 forlade Spanien, gaae ind i Syd-Frankrig, hvor Climaet var mildt og godt.
Den svenske Minister, Excellencen Bergman, var indtil det sidste Øieblik ufortrøden i Elskværdighed og Opmærksomhed mod os. Ved vor Afreise kom og blev han, den ældre Mand, hos os i den kolde Ventesal og i Trængselen paa den aabne Gade, til vi fore afsted; ogsaa Hr. Zobel fra Manila og et Par af de unge Digtere, mine Venner i Spanien, tilraabte mig Levvel; Madrid blev mig ganske varm ved Hjertelaget, jeg fornam, deilig ved det friske Liv, som rørte sig her.
Jernbanen ind i Frankrig til Bayonne lider endnu af mangen Afbrydelse; vi havde til at begynde med kun Gavn af den til Escorial, Spaniens Roeskilde, den spanske Kongeslægts Gravsted. Dødens Stilhed boer i dens Haller, i dens Hvælvinger, i By og Omgivelse.
Livet raader kun her, naar det kongelige Gravkammer aabnes for en ny Kiste; da ringe Klokkerne, Trommerne røres, der brases igjen i det store Kjøkken for at styrke Liigfølget, der vender tilbage til Livet.
Philip den Anden lod Escorial bygge til sit Gravmonument. Den gloende Jernrist, paa hvilken Sanct Laurentius var levende brændt af Hedningerne, blev et helligt Symbol; i Form af dette reistes Escorial; dens Gaarde og Bygninger danne en uhyre Rist; under den hviler den kongelige Herre, over den suser Vinden med stærk Kast fra de øde, vilde Guadarama-Bjerge, jamrende, klagende Lyd; men der er ikke hylende Aander i Stormen, de suse ikke gjennem Skovens Løv, Aander suse gjennem Historiens Blade, og melde om Philip den Andens Gjerninger. Blod var det Væld han lod sprudle; i Spanien, Nederlandene, ja vidt om Jorden raadede han, Solen gik ikke ned i hans store Rige; hans haarde, mørke Gjerninger gløde som Vedet ved Autodaféerne, medens Sjælemesser læses til “den yderste Dag”.
Under Høialterets mange Nischer hvile, Side om Side i sorte Marmorkister, de kongelige Liig; eensomt og forladt staae i Slottets Kjældere de utallige Munkeceller. Om Storhed og Graven mæler den steenreiste, uhyre Bygning.
Det var en mørk, mulmmørk, uhyggelig Aften, da vi forlode Escorial; Vinden hylede; vi bleve fra den magelige Banevogn pakkede ind i den snevre Diligence og skulde i den holde ud til Morgengry; rundt om laae Snee; Vinden peb ind til os af Revner og Sprækker i den ynkelige Vogn. Jeg svøbte mig i min Plaid, sad som puttet ind i en Pose; den gjennemtrængende Vind blev da mindre følelig. Et lille Barn var med, det græd og skreg den lange Nat. Det blev en Sneestorm, den ruskede i Vognen som skulde vi vælte; nu knak en Rude, saa faldt Glasset ud, Vinden tog fat, Sneen fygede ind til os. En gammel Manta maatte snøres fast for Vinduesaabningen, vi sad ganske i “den sorte Gryde”, og den slingrede og den hoppede, der var ikke Tanke om Søvn eller Hvile, men nok om at brække Arme og Been.
Endelig i San Chidrian naaede vi atter Jernbanen; men Toget afgik først et Par Timer efter vor Ankomst. Vi maatte vente i et stort, koldt og uordenligt Træskuur, hvor vi fortærede noget gammelt haardt Brød og en tynd Chocolade, men ogsaa det blev overstaaet.
Signalklokken lød, vi krøbe i Vognen, Locomotivet pustede, og vi fore i Dagningen afsted gjennem det flade Landskab. Sneen laae rundt om fyget i Bunker. Her strakte sig en Viinmark, der stod en eensom Pinie, den tænkte vist som jeg: “er jeg her i Spanien , i et af de varme Lande?”
Klokken blev henimod Tolv før vi naaede Burgos. Allerede længe forud havde den mægtige Domkirkes to store Taarne viist sig for os, men da vi kom dem nærmere, syntes de at synke i Knæ og trykkes af Byens mange gamle Huse rundt om dem.
Vi toge ind i Fonda de la Rafaela. Sneen laae høit i Gaderne, bitterligt koldt var her; Vinden blæste ind af Revner og Sprækker; man fornam i Stuer og paa Gange den meest voldsomme Træk. Vi traf her sammen med en Deel Reisende fra Pamplona og Saragossa; de sagde, at hele Nord-Spanien laae med Snee, at det var lige koldt og ubehageligt, hvor man saa kom. Jeg saae fra min Balcondør ned paa Gaden; Folk gik der og æltede i dyb Snee; der faldt stadigt store, tunge Fnug, som de sjelden ved Juletid falde hjemme hos os. Bitterligt frøs vi, Kamin havde vi ikke, en Brasero blev bragt ind, og over dens Kulgløder maatte vi varme Fødder og Hænder. De to stakkels Skildpadder, Collin havde bragt med fra Afrika krøbe heelt ind under Ildfadet og fik deres Skal hedet igjennem.
Cids Grav udenfor Byen i det gamle Benedictinerkloster vilde vi besøge. Domkirken her i Burgos maatte vi see, men det var aldeles ikke Veir til at gaae ud omkring; bedre blev det maaskee næste Dag.
Ja hvad kan der ikke skee eller være skeet, naar den kommer. Min Reisekammerat og jeg kunde da nær have været gaaet paa den store Evighedsreise, men en saadan Begivenhed maa fortælles paa Vers, jeg nedskrev den med forfrosne, dødskolde Hænder.
Burgos.
Det fyger saa voldsomt derude,
Halv Alen høit ligger der Snee,
Og her er en Træk fra hver Rude,
I Døren er Sprækker at see;
Et Ildfad er sat i min Stue,
Det oser, men varmer kun lidt;
Du Nordens Kakkelovns Lue,
O kunde Du gjøre Visit!
Knap Sengen har Sengevarme,
Det knuger i Been og i Arme,
Jeg troer, at en Feber er nær.
Godt Nat! – Hu! Søvnen har fostret
En Drøm; jeg synes mig bragt
Fra Byen derud til Klostret,
Ved Graven, hvor Cid er henlagt.
Af Sneefoget er jeg omtaaget,
Dødsiisnen gaaer gjennem mit Blod;
Nu lægge de over mig Laaget,
Jeg kæmper og strider imod;
Min yderste Kraft maa jeg øve,
Jeg reiser mig op med al Magt,
Jeg synes, mit Hoved de kløve,
Hvad har sig hen over mig lagt?
Fra Ildfadets dampende Gløder
Steg lydløs til mig inat
Den Qvælerske, Kuldampen føder;
Sin Fod paa mit Bryst har hun sat,
Og slaaet en Ring om min Pande;
Hun lagde sin Haand paa min Mund,
Hun drog mig til Dødens Lande,
Og drager endnu denne Stund;
Men sprungen jeg er af min Kiste,
Og Vinduet aabnet paa Stand.
Mit sidste Vers -, ei paa det sidste
Jeg synger i Spaniens Land.
Nær vare vi kvalte af Kuldampen. Jeg vaagnede, trykket i Hjertekulen og med Pinebænk om Hovedet; jeg kaldte paa Collin, han laae endnu mere betagen; det var kun med stor Anstrengelse jeg kom ud af Sengen og svimlende, som en Beruset, naaede Balcondøren; den var fast tillukket, jeg følte en Angest, en Tunghed, men samlende alle Kræfter fik jeg den endelig aabnet; Sneen fygede ind.
Hele næste Dag vare vi lidende, og vi havde ikke den Opmuntring, at Veiret blev bedre. I Slud og Tøsnee stavrede vi til Domkirken, der skjuler sig mellem Huse i de snevre Gader, men er stor og prægtig, med Gravmonumenter og Capeller; riig og kirkestor er saaledes Begravelsen for Familien Velasco. Kirkens Gange og Buer prange med Marmorskikkelser og Basreliefs, Billedrigdom, Portraiter af Bisper og Erkebisper. Der hang i et Aflukke, ligesom en gammel Reise-Kiste, for ikke at sige Koffert; der skulde efter Sagnet have været to af disse historiske Minder. Det hedder om dem i Sangen:
“Cid lod kalde tvende Jøder
Og med mange Ceremonier
Gav dem Plads hos sig ved Taflet.
Tusind Stykker Guld han ønsked’,
Og til Sikkerhed for disse
Gav han dem to store Kister,
Der var fyldt med alt hans Sølvtøi.”
Men som Sangen melder og undskyldende tilføier: “det var i Nød det skeete”.
“- – De tunge Kister, –
Cid kun havde fyldt med Sand.”
Neppe en Times Vei udenfor Burgos, tæt ved Jernbanen, ligger Klosteret Cartuja di Miraflores, og en kort Vandring derfra det gamle Benedictinerkloster San Pedro de Cordoña, hvor Helten Don Rodrigo Diaz del Cid og hans høihjertede Hustru Ximene ligge begravne. Derud vilde vi, men uagtet vi bleve tre Dage i Burgos , kom vi dog ikke til Cids Grav. Man kunde ikke gaae dertil, ikke kjøre, Sneen laae alenhøi.
Det er her i Egnen den berømte Helt blev født 1026; i Burgos tilbragte han en Deel af sine Levedage, her viser man endnu Resterne af hans Huus, og en af Byens Gader bærer hans Navn.
Sneen fygede os inde, og i det hjemlige Vinterelement kom Eventyr-Digtningens Musa, viste Don Juan-Billedet, fortalte Historien om en af de paa Arenaen ved Tyrefægtningen dræbte Heste. I Norden ved Kakkelovnsflammen skal jeg fortælle det engang.
I Hotellet var fuldt op af Fremmede, velvillige Spaniere, elskværdige unge Franskmænd med godt Humeur, ogsaa et Par Reisende var her, hvis Nationalitet vi ikke kunde udfinde. Mangel paa Kaminer i Gjesteværelserne og det stadigt slette Veir udenfor førte os Alle oftere sammen. I Spisesalen samledes vi foran den store Kamin, hvor Brændeknuder flammede og varmede, Bekjendtskab blev gjort, det Eiendommelige hos Enhver traadte mere frem.
Her var en Curiositetssamler, ja hvad i Verden kunne Folk ikke samle paa. Der findes unge Piger, der samle paa gamle Staalpenne, Drenge, der samle paa Segl eller Frimærker, de skaffe sig hele Bøger fulde. Digteren Castelli, vide vi, samlede paa Snuustobaksdaaser; her havde vi mellem de Reisende en Mand, der samlede paa berømte Tænder, han havde et heelt “Tand-Album”, deri en Tand af en forlængst henrettet Røver, en Tand af en berømt Sangerinde, item en Tand, jeg troer, af Zumalacarreguis Barbeer, meget combineret var idetmindste Berømtheden.
Vi omgikkes ogsaa to Modsætninger, Lystreisende, som Reisen ikke var en Lyst, de besad ikke det gode Samlivs Sindighed; var den Ene i Humeur mulede den Anden, roste den Ene Noget, saa duede det ikke for den Anden, kun i Eet vare de enige, fortaltes der, og det var i at sove til langt op ad Dagen. De lode rigtignok kalde paa sig hver Morgen; men ved den første Kalden brummede de kun, ved den anden vendte de sig i Sengen og ved den tredie greb de en Strømpesok, som de derpaa faldt isøvn med i Haanden.
Ogsaa her i Burgos herskede den samme Sædvane, som i Madrid og Toledo, naar man bedst vare bænkede ved Middagsbordet, kom Folk og gjorde Visit, Enhver tog sin Stol og satte sig bag ved den eller dem han besøgte. Tidt kom der To til Tre; der sad de i langvarig Samtale, toge Plads op for den, der vartede op og generede den, der sad ved Siden af ham, de besøgte.
Allerede vare vi paa tredie Dag i Burgos, Sneefoget blev stadigt ved, der taltes om, at snart vilde det aldeles bringe Standsning i Jernbanefarten; blive her var ikke det Fornøieligste.
Vinterklædt, med Kalosker paa Fødderne, stridende med stor udspændt Paraply, maatte man i dyb Snee trave afsted, vilde man ud og om i Byen, enten til den prægtige med Statuer prangende Port, Santa Maria eller til den gamle Domkirke. Raat og vaadt var der i Gadernes aabne, store Buegange. Man blev snart træt og kjed af at være ude i det Veir og søgte skyndsomst hjem til Fonda Rafaela, hvor man saa frøs i sin Stue, ved den osende Brasero, eller søgte ned i Spisestuen til de andre Godtfolk om Kaminen.
Opvartningen var overdraget et Par Tjenestepiger; her var en forunderlig Ugeneerthed, som i intet andet Vertshuus i Spanien. Havde man begyndt at dandse Cancan, det skulde ikke have forundret mig.
Endelig luftede det op, der kom en Solstraale; men kun et Par Minuter, Luften var igjen tyk og graa, Sneen faldt; holdt det saaledes ved, da kom vi til at feire vor Juleaften her i Cids gamle By. Vore unge Franskmænd lovede os et Veir, saa mildt og blidt, naar vi først kom ind paa den anden Side Pyrenæerne i deres skjønne Fædreland, og de havde Ret maatte vi erkjende. Nord for Bjergene var allerede Bebudelse om Vaaren.
Afsnit: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19
Kilde: I Spanien (1863). H.C. Andersens Samlede Skrifter Ottende Bind, Anden Udgave, Kjøbenhavn C.A. Reitzels Forlag 1878, Bianco Lunos Bogtrykkeri.