H.E. Friis barndomserindringer fra Odense om bl.a. H.C. Andersen
H.E. Friis var i familie med apoteker Jannik Andersen. Jannik Andersen var indehaver at Løveapoteket frem til 1852, hvorefter apoteket blev solgt til Gustav Lotze. H.C. Andersen besøgte flere gange apoteker Andersen på Løveapoteket inden Lotze overtog det i 1852. H.E.Friis fortæller herom i sine barndomserindringer bl.a. følgende:
Foruden Løveapoteket i Odense hørte der til ejendommen et brændevinsbrænderi i selve gården, en ca. 1 tdr. land stor dejlig have ligeved gården samt en over 20 tdr. land frugtbar jordlod udenfor byen , foruden et større tørveskæreri 1½ mil borte. Der holdtes 4 heste og 14 køer på gården, så det var en betydelig ejendom. Enten kunne man tage med i marken eller også gøre nytte hjemme ved at hjælpe med at sprede de mange medicinske planter til tørre på de store kornlofter der. Et arbejde som ingen mindre end den store digter H.C. Andersen som dreng havde været med til at gøre på de samme loftsrum. H.C. Andersens moder samlede nemlig urter til apoteket, mens han endnu var dreng, og enten hjalp han med at sprede urterne på loftet eller også legede han med min moder og hendes søskende, eller rettere gav scener til Bedste, fortalte historier og fremstillede scener af komedier, han selv havde udtænkt. I Folkestuen tæt ved apotekets køkken var, at den unge H.C. Andersen underholdt min moder og hendes søskende enten ved at fortælle, danse eller give komediescener til Bedste….
Det har vistnok også rørt sig i den vordende store mands bryst, at de gerne kunne have givet ham en mere passende skueplads for hans frivillige optræden end den tarvelige folkestue, thi mange år efter, da han var bleven den store digter og feterede mand gjorde han på gennemrejse altid visit på Løve apoteket i Odense og blev altid bænket i husets bedste stuer; han forsømte da aldrig at udbrede sig over de mange fine steder og kongelige hoffer, hvor han kom og gik uhindret ind og ud, antydede at der kunne nu han, der var kommen af simpel ekstraktion færdes, mens de der fødte under bedre vilkår havde at blive udenfor og nøjes med de andres beskrivelse af den oplevede herlighed. Bundforfængelig, som den store digter var, glemte han aldrig at lade sine bekendte fra barndommen vide, hvor højt han nu var på strå.
Kilde H.E. Friis: Mine Erindringer fra Vejle og Odense. (håndskrevet manuskript, kopi i Byhistorisk Arkiv Vejle).