Mødet mellem Gustav Wied og H.C.Andersen på Gisselfeld! (1)

Viggo Pedersen maler ( 1854 -1926). Han var søn af Vilhelm Pedersen ( 1858-1942), der var søofficer, maler og tegner og bl.a. illustrerede mange af H.C. Andersens eventyr.

Gustav Wieds “møde” med H.C.Andersen på Gisselfeld

Nedenfor bringes Gustav Johannes Wieds (1858-1914) satiriske fremstilling af et “møde” med H.C. Andersen i haven på Gisselfeld. Wied beskriver detaljeret sagnhistorien i indledningen til bogen H.C. Andersen. Stemninger og eventyr. Af Gustav Wied. Med tegninger af Viggo Pedersen Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel og Søn) Kjøbenhavn 1897. Historien ender med at Andersen begynder at læse eventyr. En sjov, lidt anderledes og interessant fremstilling af H.C. Andersen.

 Der staar lige overfor Grevskabet Gisselfeldts pragtfulde Have i et Indhug i Hulvejen en stor hvidmalet Træbænk, rummelig og magelig at sidde paa, bekvem i alle Maader. Til denne Bænk knytter sig det Sagn, at vor store Eventyrdigter, H. C. Andersen, ofte plejede at sidde her, naar han i fordums Dage var Gæst paa Slottet.

Og Sagnet er troligt nok, thi her er skønt som kun faa Steder i Danmark!

Fra Bænken har man, gennem er Spring i Hækken ovre paa den anden Side af Vejen, et Indkig i Haven. Forrest: en lille, sivkranset Sø, hvis blankgrønne Vand er drysset over en mængde skinnende, hvide Aakander. I Mellemgrunden en stor, jævntskraanende, velplejet Græsplæne med spredte Blomsterbede, fritstaaende Buske og høje, bredkronede løvrige Træer, hvis Stammer, slanke, runde og glatte, ser ud som Søjler hugget af vældige, graagrønne Stene. I Baggrunden: et vuggende og bølgende Tag af Blade, lyse og lette Løvtræer, hvorimellem enkelte mørke og stiftknejsende Graner alvorligt titter frem.

– Og ragende op over hele dette Hav af grønt Slottets røde, takkede Gavle, gyldne Vejrfløje og blinkende Lynafledere belyst af den synkende Sol… Naamen, til Beretningen om mit sælsomme Møde paa dette Sted! Ved Bænken her gør jeg ofte Holdt, naar jeg om Aftenen kører min Cykletur. Jeg stiller Maskinen op mod et Træ, anbringer mig selv mageligt paa Bænken, tænder mig en Cigar og henfalder i blide Drømmerier.

Saa sad jeg der en Aften igen. Cigaren havde jeg tændt og sad og saa ud over Søen, hvor Myggene dansede deres lette Danse. Alt var stille og tyst. Kun af og til en sagte Raslen af Aftenvinden i Bladene. En Svale fløj kvidrende hen over mit Hoved, og en Fisk plaskede op inde mellem Sivene. Saa blev det paa ny roligt. Der hørtes ikke en Lyd.

Jeg tog et Drag af Cigaren, lukkede Øjnene halvt til og gav mig Gud og Drømmene i Vold. Men paa een Gang vækkedes jeg op ved, at der lød langsomme knirkende Trin paa Gangstien bag Omdrejningen af Vejen. Jeg vendte Hovedet om i Retning af Lyden. Skridtene nærmede sig, gravitetiske, alvorlige, højtidelige, uden Hast, som en ældre, anset Person.

– Formodentlig en af Godsets højere Funktionærer! tænkte jeg – Eller Præsten fra Vester-Egede! Eller Lægen! Nu lød Skridtene ganske nær, og den kommende drejede om Hjørnet. Det var en høj, mager, lidt duknakket Mand, klædt i langskødet, sort Frakke og lyse, graastribede, temmelig vide Benklæder, der faldt bredt ud over sirligt blankende Fjederstøvler. Han lignede en ældre, lidt gammeldags, soigneret Kontorchef fra et af Ministerierne. Da han fil Øje paa mig, hilste han afmaalt, sagde: Tillader De? og tog Plads paa Bænken i nogen Afstand fra mig.

Jeg hilste tavs igen og iagttog ham stjaalent. Han holdt sig rank i Sædet og hvilede Hænderne, den ene Haand lagt ovenpaa den anden, mod Haandtaget af sin sammenrullede Paraply. Hans Hoved sad stift indeklemt mellem et Par høje “Fadermordere”, omsnoet af et snehvidt Halsbind, foran knyttet i en stor Knude med brede Ender. Han havde sorte, lidt rigelige Handsker paa; og hans Lintøj var skinnende nystrøget.

Men hvad der interesserede mig mest ved ham, var hans bred, smallæbede Mund og hans store krumme Næse. Jeg syntes, jeg skulde kende dette Ansigt, at jeg havde set det før!

Og da han saa tilmed tog Hatten af for at tørre dens Svederem med sit Lommetørklæde, og jeg saa hans høje, hvælvede Pande og “Polkahaaret”, der var skilt paa venstre Side og faldt i kastanjebrune, let graasprængte Lokker ned over Øren og Nakke, da det gik op for mig, hvem det var, han lignede, lignede paafaldende. Og der krøb en stille Gysen igennem mig, idet jeg kom til at tænke paa Sagnet, som fortaltes om Bænken her.

Sider:   1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12  13  14  15