Det gamle og det nye dannelsesbegreb
Det handler i første omgang om en forestilling om at der er en sand tekst, som der er nogen der har kendskab til og som overleverer til andre. Et gammelt dannelsesbegreb , man kommer til museet for at få noget viden og så skal man selv gøre alt arbejdet. Vi hjælper ikke folk ret meget. Det skal vi væk fra. Tror at vi skal parkere H.C. Andersen, tror ikke H.C. Andersen lever i originaltekst længere. Han er blevet alt for stor til sin egen tekst, da 98 % har læst ham i oversættelse eller i en ny udgave. Det betyder, at det er der vi må starte, hvis vi vil have genkendelsen. Vi må starte der hvor folk er , hvad er det der på tværs af nationer og tid har gjort at folk har fundet sammen hvad er essensen af disse eventyr, hvis vi starter der, så kan vi bagefter arbejde med, når folk begynder at interagere med eventyrene Så udfolder de nogle af de dybere lag og faktisk ændrer det perspektiv, man umiddelbart havde da man kom. Det er igennem det brud man går fra oplevelsen til at blive tvunget til at reflektere over det og få en ny oplevelse der er modsatrettet den tidligere . Det er det greb det handler om at tage.
Indlevelsen af eventyrene
1. Eventyrene præsenteres i en imødekommende, umiddelbar forståelig form som tematisk vækker genklang: Her er alle med!
2. Æstetisk iscenesættelse i de markante traditioner, som alle kan genkende og derfor ikke fremmedgøres af, men som samtidig vækker særlig genklang hos de brugere, som kommer fra denne tradition
Først præsenterer vi eventyrene i en umiddelbar og imødekommende form , som tematisk virker genklang her skal alle være med. Alle skal kunne få en oplevelse ud af det. Vi vil meget gerne æstetisk iscenesætte de markante traditioner, kinesisk russisk , de skal være så markante at dem der ikke kender traditioner ikke bliver skræmt væk. man oplever det som en mangfoldighed at Andersen virkelig tilhører verden og dem som er en del af traditioner oplever det som et møde med deres egne traditioner. genkendelsen.
Bruddet: Teksten vender tilbage
1. Igennem interaktion med de enkelte eventyr afsløres dybere lag, kontrasterende pointer og meningsforskydninger
2. Interaktionen kan være alt fra hvorfra scenografien ses til taktil interaktion – spektret af sanser tages i brug i videst mulige udstrækning
3. Det fantastiske / eventyrlige iscenesættes i det fysiske samspil mellem bruger og en scenografi der i udgangspunktet kalder på indlevelse og simpel genkendelse, men ved nærmere øjesyn destabiliserer dette og tilbyder nye perspektiver
Når man interagere med eventyrene viser det sig, at det måske ikke var, som man troede i starten. Nye sider, det kan ske på mange måder, at man forandrer perspektivet, at man ikke ser eventyret helt, som man troede man gjorde . Måske ændrer det taktil karakter. Det handler om, at iscenesætte det i det fysiske samspil mellem bruger og scenografi. Det er her oplevelsen foregår reflektionen foregår at brugeren kommer med noget og at udstillingen scenografien kommer med noget. Det skal være et dynamisk møde.
Eventyruniverset
– Eventyruniverset er tænkt som en serie af punktuelle nedslag i enkelteventyr
– Hvert eventyr fremstilles som en spænding mellem overfalde og dybde: indlevelse og brud på denne (for at generere refleksion)
– Det punktuelle her og nu indarbejdes også i en sammenhængende tænkning hvor forløbet af eventyr spiller med og mod den forventningshorisont brugeren måtte have på et givent sted i forløbet
I Eventyrhuset havde de forestillet sig at man møder et eventyr af gangen og så kan man lege med den rækkefølge man møder eventyret i. Arbejde med hvordan folk i forløbet danne oplevelser og refleksion så det handler vekselvirkningen om oplevelsen og brud på oplevelsen. Næste side 14 .