H.C. Andersen Visitkort. Kilde Odense Bys Museer
Legen og H.C. Andersen
Det handler om rigdom i eventyret og den bevægelse, der er undervejs, der altid en dobbelthed på spil f.eks god-ond, børn-voksne, internationalt – lokalt. Kategorierne fletter sig altid ind i hinanden. Vi kan ikke bare gøre det op i modsætninger, men der spørgsmålet er om, hvordan modsætninger knyttes sammen. Der er altid både og, når han søger et hjem er det smertelig for ham ikke at kunne finde sin plads og begræder f.eks at han aldrig blev gift. Samtidig er der en selvironisk iscenesættelse og han leger med formerne. Det kan man se på vistkortene med billeder af sig selv i venteposition. Når Andersen besøgte et finere hus gav han tjeneren et visitkort, der gav det til huset herre og det fortalte at H.C. Andersen er her og venter. Han leger med rollen det at være i venteirritation og fortæller billedligt at han venter. Der er altid leg på spil. Det skal vi huske at have med i et eventyrhus.
Snedronningen: Ikke se, men høre!
I starten af eventyret Snedronningen skriver han: Se så! nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi nu ved. Andersen opfordrer os til at se og så fortæller han en historie der handler om om, hvordan man kan få en splint i hjertet, der gør at synet bliver perverteret. Hun kan se landskabet som kogt spinat og andre onde ting. Det ender med, at man i virkeligheden ikke skal se, men man skal høre, at nogen læser op af en salme. Uddrag fra eventyret Sneedronningen: “Bedstemoder sad i Guds klare Solskin og læste høit af Bibelen: “uden at I blive som Børn, komme I ikke i Guds Rige!” Og Kay og Gerda saae hinanden ind i Øiet, og de forstode paa eengang den gamle Psalme: “Roserne voxe i Dale, Der faae vi Barn-Jesus i Tale.”. H.C. Andersen leger igen, se så og så fortæller han en historie man skal høre i stedet for. H.C. Andersen leger spil og leg hele tiden. Næste side 11 .