Johs Boesen: Odense Banegård
Alle veje fører til Odense
,, Alle Veje fører til Rom“, siger det gamle Ordsprog. Lokaliseret efter fynske Forhold maatte det hedde: ,,Alle Veje fører til Odense“. Og med fuldt saa megen Ret. Betragt blot et Øjeblik paa Kortet de mange Jærnbaneradier, der fra dette Centrum udstraaler til alle Punkter af Øens Periferi. Og ingen, der kender det mindste til Tyngdeloven i det økonomiske Liv, vil noget Øjeblik kunne tvivle om, at Fordelen her er midtpunktsøgende, at det er Odense, der skummer Fløden. I det Net af Jærnbanelinjer, hvormed den har omspændt Fyn, spiller den selv, saa vel ved sin Størrelse som ved sin centrale Beliggenhed, Edderkoppens Rolle. Den ved, at de uskyldige og nyhedslystne Smaafluer, hvis Tanker ikke gaar langt ud over Øjeblikket, ikke længe kan undgaa at lade sig fange. I Virkeligheden har den nu allerede alle de fynske Smaakøbstæder, paa en eneste undtagelse nær, sprællende i sit Næt. Og den ene, som endnu savnes, har meget mere Lykken end Forstanden at takke for, at den endnu er fri. Hvor skulde ogsaa en lille By i dette Jærnbanernes Aarhundrede kunne modstaa Fristelsen til at faa en Jærnbane til sin Dør, faa Breve og Aviser to Gange om Dagen, rejse ud, tage mod Besøg, kort sagt, være med? Men jo mere Afstandene ved Dampens Indgriben ligesom forflygtiges, des større bliver den Tiltrækning, som de store Byer øver. Lidt efter lidt trækker de Eksistensbetingelserne væk under Fødderne paa de smaa. Jorden bliver der jo nok, men den forringes i Værdi, Husene styrter ikke sammen bogstavelig talt, men mangen gammel, grundmuret Forretning hensmuldrer alligevel lidt efter lidt. Det er den sure Svie efter den søde Kløe. Smaastæderne suges ud. Saa kan det være, at en og anden begynder at forbande Jærnbanen, der kører væk med deres Velstand og ikke giver dem noget passende Vederlag; men saa er det bag efter, og det vilde ikke nytte at søge Jærnbanen afløst igen med en regelmæssig Deligenceforbindelse; thi Jærnbanen er den stærke i Kraft af selve Tiden; om saa alle Verdens Postiljoner med de mest smeltende Toner fra deres Horn vilde kalde den svundne Tid tilbage, den kommer alligevel ikke, den er død og borte.
Ovenstående er et uddrag af bogen “Danmark i Skildringer og Billeder af danske Forfattere og Kunstnere, 1887-93. Af Martinus Galschiøt (1844-1934). Uddraget handler primært om Odense og indgår i afsnittet “Fra Storebælt till Båring Vig”. En skildring af noget af H.C. Andersens Odense. Selvom materialet først er indsamlet en del år efter H.C. Andersens død i 1875, kan det alligevel give en opfattelse af datidens Odense. Foto Lars Bjørnsten Odense 2013.