Joh. Boesen: Paviljonen ved Fruens Bøge Odense
Den, der udenvælts fra kommer til Odense 0g netop træffer at komme der en Søndag Eftermiddag i Sommertiden, vil forbavses over den Stilhed, der hersker i de folketomme Gader; det er, som Byen var uddød. Søger han ned i Læsef0reningens Have, saa finder han den samme Folketomhed her. Intetsteds er der Mennesker at finde. — Hvor er de henne, disse syv og tyve tusend Odensere? Holder de Søndag paa engelsk 0g sidder bag nedrullede Persienner og spiller Whist? Denne Gaade klares først, naar han, vejledet af et rigtigt Instinkt eller et godt Raad, vandrer ned til den lille Baadebro ved Aaen, hvorfra fire smaa Dampbaade efter stockholmsk Mønster har mere end nok at gore med at befordre Folk til ,,Skoven“. Denne Skov, der i de odensiske Forhold spiller samme Rolle som Dyrehaven og Charlottenlund tilsamnen gør for København, og lidt til, bærer for Resten det skønne Navn ,,Fruens Bøge“ og ligger en god Fjerdingvej op ad Aaen paa en smuk Skrænt ved denne. Den ejes af en Forening, som hedder ,,Skovforeningen“, men som omfatter det ganske Odense, der en Gang for alle har sat hinanden Stævne her hver Sommersøndag Eftermiddag”. Ungdommen danser paa en stor, aaben Estrade, der selv efter den sidste betydelige Udvidelse endnu er for lille, Mødrene nikker Takten til, 0g Fædrene diskurere ved deres Øl. Det kunde aldrig falde nogen rigtig Odenser ind at tage andetsteds hen. Mange er de Befordringsmidler, som fører derud. Man tager med Jærnbane, med Omnibus, med Droske, med privat Befordring, Bicycle eller Apostlenes Heste og endelig — last but not least A med Dampbaad. Denne sidste Trafik er først i de seneste Aar kommen i Gang; man spaade den al Verdens Ulykker, men den viste sig at være en storartet Succes, der med Anstand svarer ikke blot Lodsejerne en passende aarlig Skadesløsholdelse for den Jord, den slikker fra deres Enge, men oven i Købet udbetaler Aktionærerne et smukt Overskud. En nydelig lille Sejltur er det op ad det bugtede Aaløb, der ikke er bredere, end at de krydsende Baade lige kan slippe hinanden forbi, hen mellem grønne Enge, hvor røde Køer staar fredelig græssende, og hvor Tjæreblomster og Pragtstjærner nikker til en fra Bredden, saa nær, at man næsten kan plukke dem. Smaa Villaerog Landsteder titter frem mellem deres Haver, ved Badehusene ser man nøgne, kantede Drengeskikkelser flyve fra Springbrædtet ned i Bølgerne for atter at dukke op, prustende og hujende af animalsk Velvære, medens sorte Hoveder og hvide Skuldre gynger i Baadens Kølvand. – Aldrig er noget Tilfælde af Søsyge forekommet paa denne Sejlads, Søulykker er ganske uden for Betragtningen – er det da saa underligt, om Folk trænges og slaas ved Udskibningsstederne?
Ovenstående er et uddrag af bogen “Danmark i Skildringer og Billeder af danske Forfattere og Kunstnere, 1887-93”. Af Martinus Galschiøt (1844-1934). Uddraget handler primært om Odense og indgår i afsnittet “Fra Storebælt till Båring Vig”. En skildring af noget af H.C. Andersens Odense. Selvom materialet først er indsamlet en del år efter H.C. Andersens død i 1875, kan det alligevel give en opfattelse af datidens Odense. Foto Lars Bjørnsten Odense 2013.