H.C. Andersen: »Mit livs eventyr« Kapitel 16
Hans Christian Andersen biography »The Fairy Tale of my Life« 1855
Kapitel: 0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15! 16
Fred hvilede over Landene, Foraarssolen skinnede, jeg følte Reise-Længsel, Trang til at leve op igjen, og derfor fløi jeg ud fra Byen, ud til den lysegrønne Skov, til kjære Venner ved Prøstø – Bugt, til Christinelund. De unge Folk derude vilde have Storken til at bygge Rede paa deres Huus; et Hjul var lagt paa Gavlen, som Grundlag for Reden, men der kom ingen Stork. »Vent til jeg kommer!« skrev jeg, »da kommer Storken!« og netop, som jeg havde sagt det, i den tidlige Morgenstund, da man op ad Dagen ventede mig, kom to Storke, Han og Hun, de vare i fuldt Arbeide med at bygge, da jeg rullede ind i Gaarden; jeg saae iaar Storken flyvende, det betyder, siger gammel Tro, at man selv skal flyve afsted, komme paa Vandring, min Flugt denne Sommer blev imidlertid kun kort; Prags Taarne var de sydligste, jeg saae; Aarets Reise-Capitel havde kun faa Blade, men paa det første, som man seer, er Vignetten her de flyvende Storke, som bygge paa Taget i Læ af den nys udsprungne Bøgeskov.
Ved Christinelund havde iøvrigt Foraaret selv sat sin Vignet: en blomstrende Æblegreen, den groede paa en Markgrøft: den var Foraaret selv i sin deiligste Aabenbarelse! ved Synet af den fremsprang den lille Historie: der er Forskjel! – De fleste af mine Digtninger have saaledes udenfra en Rod; Enhver vil, ved med Digterøie at betragte Livet og Naturen rundt om, see og fornemme saadanne Skjønhedsaabenbarelser, der kunde benævnes Tilfældets Poesie; jeg vil nævne et Par Exempler: – netop den Dag Kong Christian den Ottende døde, veed vi, fløi en vild Svane mod Roskilde Doms Kirkespir og knuste sit Bryst; Oehlenschläger har i sit Mindedigt om Kongen opbevaret dette Særegne. Da man paa Oehlenschlägers Grav vilde hænge friske Krandse, og derfor tog de visne bort, fandt man, at i een af disse havde en lille Sangfugl bygget Rede. Da jeg en mild Juletid var paa Bregentved, laae der et Morgen et tyndt Sneelag hen over de brede Stene ved Obelisken i Haven; tankeløst skrev jeg med min Stok i Sneen de Ord:
»Udødelighed er som Sneen,
Imorgen kan man ikke see’en!«
Jeg gik bort, det blev Tøveir og efter nogle Dage igjen Frost; da kommer jeg hen til Stedet, al Sneen er smeltet paa en lille Plet nær og i den stod alene tilbage Ordet: Udødelighed! – Jeg blev dybt greben ved dette Tilfældige, og min levende Tanke var: Gud, min Gud, jeg har aldrig tvivlet!
Mit egentlige Sommerophold dette Aar blev paa det kjære Glorup hos Vennen, den ædle, gamle Grev Gebhard Moltke – Hvitfeldt. Det blev det sidste Aar, vi To samledes her; Gud kaldte ham til sig næste Foraar; men dette Sommerophold ligesom satte Krandsen paa alle de kjære Dage, jeg havde tilbragt her. Han gav en Fest for de Soldater, som fra hans Godser havde været med i Krigen. Jeg har tidligere talt om den ædle Gamles fædrelandske Sind, den levende Deeltagelse, han tog i Tidsbevægelserne, jeg har talt om de danske og svenske Troppers Ophold paa Glorup; nu havde Seirens Klokker ringet, nu skulde Soldaterne her have en rigtig glad Dag og Nat; Fest-Arrangementet blev overdraget mig, det opfyldte mig, det lykkedes og forskaffede mig stor Glæde.
Paa begge Sider af et stort Bassin i Haven strække sig to Lange Lindealleer, i den ene lod jeg reise et Telt paa halvtredsindstyve Alen i Længden, sexten i Bredden og ti i Høiden; Gulvet var med høvlede Bræder, her var Plads til at dandse. Alleens, Træer tjente som Colonner, Stammerne bleve omviklede med skinnende rødt Damask, der eengang havde været Tapeter, og nu længe ligget henkastet i en Krog; Capitælerne dannedes af brogede Skjolde og store Blomsterkoste. Et Rapsseil tjente til Tag, men under det svævede fra Salens Midtpunkt til alle Sider et Loft, virket af Guirlander og Dannebrogs-Skjolde; tolv Lysekroner med Danskens Farver lyste i det store Rum. Fra Væggens røde Grund prangede i Blomster Kongens Navnetræk, og paa broget malede Skjolde stode alle Generalernes Navne. – Mellem Salens to Indgange løftede sig et stort Orchester under en Vifte af Dannebrogs-Flag; ophøiede Loger var anbragt paa Siderne, og øverst i Salon, mellem blomstrende Forglemmigei, to Vaser med Blus og Sørgeflor; smaa sorte Skjolde hare Navnene paa den først- og sidstfaldne af Officererne: Hegermann-Lindencrone og Dalgas; to andre havde Indskriften Landsoldaten; ovenover mellem Skjolde, der nævnede Seiersstederne, prangede et mægtigt Skjold med Verset:
Til Landsoldaten.
For hvad Du maatte prøve og døie
I Kamp, paa Vagt og i Slud,
Staae Taarer i mangt et Øie,
Gad signe Dig – Du holdt ud!
En Krands af Blodbøg svævede ovenover med Guldkrone og gyldne Laurbærgrene. Det Hele var af en stor forunderlig Virkning paa dem, det var gjort for. – »Det kunde selv Kongen see!« sagde en Bonde. »Det har kostet over tusind Daler!« sagde en Anden, »Du kan sige en Million!« sagde hans Kone. – »Det er Himmeriges Rige!« sagde en gammel værkbrudden Mand, der var baaren derhen til Festen: »Den Deilighed, den Musik og den Levemaade! det er Himmeriges Rige!« – For intet Digterværk har jeg fagot en saa eenstemmig Erkjendelse og Roes, som her for mit Byggetalent, Noget, der maatte være let for mig, der havde seet saa meget af festligt Storartet i dette Slags, indrettet af Bournonville og tidligere af Carstensen.
Den syvende Juli i smukt Veir stod Festen. Om Middagen Klokken Eet kom Soldaterne opmarscherende, og bleve i Borggaarden af Præsten modtagen med en Velkomsttale; nu spilledes »den tappre Landsoldat« og Toget drog til Dandsesalen, hvor Bordene stode rigelig dækkede, Kanonskud lød fra den lille Ø, hvor Flag vaiede, Orehesteret spillede, Glæde og Fornøielse lyste ud af alle Øine. – Den gamle Exellence udbragte Kongens Skaal, jeg læste derpaa et Vers til Landsoldaten, min Vise fulgte strax efter. – Mellem de mange hjertelige Skaaler udbragte en Soldat een for den Mand, der havde bygget den deilige Sal, og en anden af dem meente i sin Uskyldighed, at det fik jeg vist ogsaa en god Skilling for.
Mod Afters først kom Pigerne, hver Karl var det overladt selv at indbyde een, og Dandsen begyndte i den straalende Dandsesal; Alleen langs Bassinet var illumineret; en lille Tremaster med brogede Lygter laae ude paa Vandet; de fleste Udklipninger til Lamper og Lygter havde jeg selv gjort.
Jeg giver næste Aar saadan en Fest igjen!« sagde Excllencen, »det er deiligt at kunne glæde saa mange Mennesker, og de ere saa brave, saa hæderlige!« Men det blev den sidste Fest han gav. Gud kaldte ham til sig i det næstkommende Foraar. Dog feiredes ogsaa i det Aar en Fest, det var hans Børns Sølvbryllupsfest, og til den blev kun indbudt Bønderne fra Godset, i heels deres Mængde.
Soldaternes Fest var imidlertid Glandspunktet i Sommerdagene her, og al min Ivev og Deltagelse havde i sig selv en Løn: den Glæde, at disse Timer staae som et straalende Blad i mit Livs-Eventyr.
Krigsaarene laae imellem, siden jeg sidst havde været i Tydskland; Krigsskuepladsen havde jeg endnu ikke besøgt, thi alene af Nysgjerrighed at komme der, medens de Andre virkede, var min Følelse imod; nu var Freden sluttet; nu skulde vi igjen venligt mødes og samles; men i min Tanke var levende de blodige Begivenheder, de Egne, hvor der var stridt og lidt, derhen maatte jeg først.
En af mine unge Venner gjorde Reisen med mig, vi mødtes ved Svendborg, og snart førte Dampskibet os til Als, hvor endnu saaes Forskandsninger og Jordhytter; paa Opseilingen af Flensborg Fjord frembød hvert Teglværk, hver fremspringende Odde en Fortælling om Krigen. I Flensborg selv var det især »de Faldnes Grave«, Besøget gjaldt. Høit over By og Fjord løfter sig de Dødes Have, og her var det især een Grav, jeg søgte og fandt: det var Frederik Læssøes, han hviler imellem Schleppegrell og Trepka; jeg plukkede der eet grønt Blad til hans Moder og eet til mig, tænkte paa hans korte, daadrige Liv, hans venlige Tanke for mig.
Snart nærmede vi os den egentlige Kampplads, nye Huse istedenfor de afbrændte stode under Bygning, men rundt om, viste endnu den nøgne Jord, hvorledes Kugleregnen havde ligesom afskrællet Græstorven. En Alvor, en Veemod fyldte min Sjæl, paa Læssøe tænkte jeg, hans sidste Øieblik, tænkte paa de Mange, her havde udaandet. Det var mig en hellig Jordbund, jeg kjørte hen over.
Endnu var Byen Slesvig i Beleiringstilstand, Helgesen var Commandant, jeg havde aldrig seet ham før, og netop han skulde være den Første, jeg mødte, idet jeg traadte ind i Hotellet hos Madam Esselbach; den kraftige Skikkelse tildrog sig strax min Opmærksomhed, hans Træk mindede ogsaa noget om det Portrait af ham, jeg havde seet; det maatte være Helten fra Frederiksstad, jeg traadte hen til ham, spurgte, om det var Commandanten: han svarede Ja, og da jeg derpaa nævnede mit Navn, tog han sig strax venligt af mig, een af hans Officerer førte mig til Dannevirke og gav livlig og god Besked; Dronning
Thyras mægtige Jordvold syntes at have løftet sig igjen, jeg saae Ulvegrave med Pæle og Huller; en heel Barakby stod endnu, Officerernes Huse der prangede med Glasvinduer, i et af disse havde nu Soldater deres Vagtstue.
Aftenen tilbragte jeg hos Helgesen, han var venlig, jævn og ligefrem, mindede mig i sit Væsen om Thorvaldsen; han nævnede eet af mine Eventyr, der ret havde moret ham, og ganske characteristisk, det var netop: »den standhaftige Tinsoldat«.
Ved Kronværket, foran Rendsborg, stode danske Soldater, jeg nikkede til dem, og de ærlige jævne Karle forstod, at det var Danske, der sad i Vognen, de smilede og nikkede igjen; men Farten selv i Rendsborg og gjennem Byen var mig uhyggelig, det var, som jeg kjørte igjennem en Dødsgrube, her hvor Oprøret havde sin Kjerne. Alle fæle Minder kom mig i Tanke; Byen selv har altid seet mig skimlet og trykkende ud, nu var det en smertelig, uhyggelig Følelse som Dansk at komme her. Paa Jernbanen fik jeg Plads hos en gammel Herre, han tog mig an for en Østerriger, roste disse, som han kaldte mine Landsmænd, talte derpaa ondt om de Danske; jeg sagde ham, at jeg var Dansk, og vor Samtale var forbi; ilde Blik troede jeg rundt om at see; jeg aandede først friere, da hele Holsteen og Hamborg med laae bag ved mig.
Paa den hannoveranske Jernbane, i Vognen tæt op til min, lød dansk Sang, danske Pige-Stemmer, en Blomsterbouquet fløi ind til mig; min Bouquet igjen var kun i Ord:
Paa Jernbaneflugt
Lyder Sangen smukt!
Den friske, den bløde, den danske Sang,
Gjør Hjertet stort og Barmen trang.
Danmark og det Danske fyldte mig, omtonede mig saaledes hiin Side Elben. Saa dansk var jeg ikke før fløiet ind i det tydske Land. I Leipzip og Dresden gjensaae jeg først Bekjendte og Venner, de vare uforandrede, hjertelige og velsignede, Mødets Stund var glad og inderlig; det gjorde Sindet vel, at den tunge blodige Mellemtid var lagt tilbage. Næsten Alle erkjendte smukt det
danske Folks Kraft og Sammenhold, den Styrke, der laae deri, og Enkelte udtalte: »de Danske havde Ret«. At der ogsaa vare dem, som havde en modsat Mening, er meget sandt, men disse udtalte det ikke. Jeg havde ingen Aarsag til at beklage mig, jeg saae og fornam et venligt Sind og en hjertensgod Stemming; ja, »Tilfældets Poesi«, om jeg tør gjentage dette Ord, gav selv sin Digtning til Ære for den Danske. Jeg maa fortælle den lille Begivenhed.
I det smukke Maxen, nogle Miil fra Dresden, hos den gjestfrie Familie v. Serre, hvem jeg tidligere taknemligt har nævnt og omtalt, havde jeg ikke været i syv Aar; dengang, netop Aftenen før jeg reiste, fandt jeg paa en Spadseretour med Godsets Frue et lille Lærketræ, ikke større, end at jeg kunde gjemme det i Lommen, det laae henkastet paa Veien, jeg tog det op, det var knækket. »Det stakkels Træ!« sagde jeg, »det maa ikke døe!« og nu søgte jeg rundt om os paa en Klippegrund en Kløft med en Plet Jord, hvori jeg kunde plante Træet! – »Man siger, jeg har en lykkelig Haand!« sagde jeg, »maaskee groer det.« Kun heelt ude paa Klippeskrenten fandt jeg lidt Jord i en Steenrevne, her stak jeg Træet ned, gik og glemte saa den Begivenhed.
»Deres Træ i Maxen groer ganske fortræffeligt!« fortalte mig i Kjøbenhavn nogle Aar efter Maleren Dahl, der lige kom fra Dresden. I Maxen hørte jeg nu Begivenheden med: den danske Digters Træ, som det kaldtes og som det i Aaringer havde baaret til Indskrift.
Træet havde fæstet Rødder, skudt Grene og var voxet stort, thi det blev pleiet op passet, Fru v. Serre havde ladet lægge Jord rundt om det, senere faaet der et Stykke af Steenklippen sprængt, i den sidste Tid var en Sti anlagt tæt forbi og foran Træet stod den Indskrift: »den danske Digters Træ«; under Krigen med Danmark havde det ingen Overlast lidt, det vilde af sig selv gaae ud, sagde man, aldrig kunde der blive Noget af det Træ, en mægtig Birk groede tæt ved, dens store Grene bredte sig hen over Lærketræet, der alene derved maatte standses og forkomme. – Men en Dag, midt under Krigen, blev det et haardt Veir, Lynet slog ned, splintrede Birketræet ned fra Klippen og – »den danske Digters Træ« stod frit og urørt.
Jeg kom tit Maxen, saae mit frodige Træ, og tæt ved Stubben af den splintrede Birk. En ny Tavle prangede med Indskrift. Det var netop Major v. Serres Fødselsdag, alt Intelligent fra Dresden var der festligt samlet. Arbeiderne fra Godsets Marmorbrud og Kalkovne kom med Sange og Blomster.
Paa enhver af mine Reiser har jeg et eget Held tit at noget Særregent, noget Interessant møder, og det var ogsaa Tilfældet paa Jernbanen mellem Leipzig og Dresden; der sad i Vognen hos mig en gammel Dame med en stor Madkurv paa Skjødet, ved Siden af hende en tolv Aars Knøs, Henry, der træt af at have reist Nat og Dag længselsfuldt saae efter Dresdens Taarne; til Genbo havde jeg en ung livlig Dame, der kjækt udtalte om Kunst, Literatur og Musik, om hvilke hun syntes at vide sig god Besked; i flere Aar havde hun været i England, de kom Alle fra Breda. – Under Togets Standsning, da jeg med to andre Reisende var traadt ud, gjettede vi paa, hvem hun kunde være, jeg antog hende først for en Skuespillerinde, en Anden meente, hun var Gouvernante i en meget fornem engelsk Familie. Under Farten stødte den gamle Dame sagte til mig og sagde: »det er en Mærkværdig Person!« »Hvem er hun?« spurgte jeg hurtigt. »Demoiselle -!« pludselig holdt hun inde, thi den unge Dame, der havde heldet sig ud af Vognen, talte igjen med os. Min Nysgjerrighed var betydelig spændt. »Antoinette!« raabte Broderen til hende, »der har vi Dresden! – Antoinette!« – Da vi steg ud af Vognen, hviskede jeg til den Gamle, »hvo er den unge Dame,« og hemmelighedsfuldt hviskede hun, idet vi skiltes, »Demoiselle Bourbon.« Og hvo er Antoinette Bourbon, spurgte jeg i Dresden, og man fortalte, at saaledes kaldtes Datteren af den bekjendte Uhrmager i Genf, der fremtraadte som Søn af den ulykkelige Dauphin Ludvig den Sextende og Marie Antoinette, at Børnene havde levet en Tid i England, opholdt sig nu i Breda, men kom imellem incognito til Dresden. En gammel fransk Dame, der følte sig forvisset om, at det var den virkelige Dauphins Børn, levede med dem og for dem. Det fortalte man mig, det svarede til mit Reiseselskab, og vist er det, at Antoinettes Ansigt var kongeligt kjækt, hun kunde nok ansees for at være Datter af Dauphines, eller idetmindste af en Mand, der havde Bourbonernes Ansigtstræk.
I Weimar var tomt, vidste jeg, alle Vennerne vare spredte omkring, Besøget her og en Udvidelse af Reisen, gjemte jeg derfor til næste Aar.
I Efteraaret hjemme erholdt jeg, den sjette October 1851, Titel som Professor.
Ved Foraarets Komme, saasnart Skoven sprang ud, sprang jeg med, for at knytte Reisetraaden fast, hvor den sidst slap, og det var ved det kjære Weimar; og Vennerne der hilsede mig saa trofast, Modtagelsen var saa inderlig, som altid, lige fra det storhertugelige Huus til de smaa Bekjendte og Venner overalt i Staden. Beaulieu de Marconnay var i den Mellemtid vi ikke havde seet hinanden, bleven Hofmarschal, Theaterintendant, var gift, havde et lykkeligt Hjem, hvori jeg, som i gamle Dage, optoges som Ven, som en Broder kunde jeg næsten sige; et Par søde Børn legede allerede i Stuen, strakte deres smaa Hænder mod mig; og Huusmoderen selv stod som Husets gode beskyttende Aand; Lykke og Velsignelse boede herinde.
Hvad der iøvrigt under dette mit Besøg i Weimar traadte frem som en ny Erindrings-Bouquet, var Samlivet med Liszt, der, som bekjendt, er her ansat som Capelmester og af stor Indvirkning paa hele Theatrets musikalske Element. Den opgave, han især har stillet sig, er, at bringe frem dramatiske Compositioner af Betydning, der ellers maaskee vanskelig vilde komme paa de tydske Theatre, Weimar har saaledes givet Berlioz: »Benvenuto Cellini«, der ved Hovedpersonen har for Weimaranerne en Slags Interesse ved Goethes »Benvenuto«. Det er imidlertid Wagners Musik, der i høi Grad tiltaler Liszt, og for dens Udbredelse og Erkjendelse virker han af alle Kræfter, deels ved at bringe den paa Scenen, deels ved det skrevne Ord; han har udgivet paa Fransk en heel Bog om de to Compositioner »Tannhäuser« og »Lohengrin«; den første har allerede ved sit Sujet Betydning i det Weimarske, idet den slutter sig til Rækken af Thüringer-Sagnene, Scenen er paa og ved Wartburg. Wagner nævnes som vor Nutids betydeligste Componist, Noget, jeg efter min jævne naturlige Følelse ikke kan erkjende, det forekommer mig, at al hans Musik er componeret gjennem Forstanden; jeg maa i Tannhäuser beundre det mageløse vel declamerede Recitativ, saaledes hvor Tannhäuser vender tilbage fra Rom og fortæller sin Pilgrimsfart, det er henrivende! jeg erkjender det Storartede, det Malende i hele Tonedigtningen, men for mig mangler her Musikens Blomst: Melodie. Wagner har selv skrevet Texten til sine Operaer, og som Digter i denne Retning indtager han en høi Plads; der er Afvexling, der er Situationer, Musiken selv var, jeg hørte den første Gang, en stor Tone-Sø, der rullede hen over mig, betog mig aandelig og legemlig! Da seent paa Aftenen, efter Forestillingen af »Lohengrin«, Liszt kom i Logen til mig, selv Liv og Flamme endnu sad jeg træt og betagen. »Hvad siger De nu!« spurgte han; og
jeg svarede: »jeg er halv død!« »Lohengrin« synes mig et underfuldt susende Træ, uden Blomst og Frugt. Man misforstaae mig ikke, min Dom over Musiken er desuden af ringe Betydning, men jeg forlanger i denne Kunst, ligesom i Poesien, de tre Elementer, Forstand. Phantasie og Følelse, og denne sidste aabenharer sig i Melodier! Jeg seer i Wagner en Nutids tænkende Componist, stor gjennem Forstand og Villie, en mægtig Nedbryder af forkasteligt Gammelt, men jeg savner hos ham det Guddommelige som en Mozart og en Beethoven fik. Et stort, et dygtigt Partie taler som Liszt, Mængden slutter sig i enkelte Steder til disse, jeg troer i Leipzig har Wagner en saadan Erkjendelse, men det var ikke saaledes tidligere; en Aften i »Gewandthaus« for flere Aar tilbage. da jeg var der, gav man efter flere Nummere af forskjellige Componister, der blev stærkt applauderet, Ouverturen til »Tannhäuser«, det var første Gang jeg hørte den, første Gang jeg hørte Navnet Wagner *)
*) Wagner var ansat ved Orchesteret i Dresden, men tog Deel i de politiske Folkebevægelser, og flygtede derpaa til Schweiz, hvor han nu lever i Zürich.
det Malende i hele denne Tonedigtning greb mig, og jeg brød ud i Bifald – men jeg var saa godt som den Eneste, rundt om saae man paa mig, man hyssede, men jeg blev mit Indtryk af Musiken tro, klappede endnu engang og raabte »Bravo«; men indvendig følte jeg Forlegenhed, Blodet kom mig op i Kinderne. Nu derimod klappede Alle der for Wagners »Tannhäuser«; jeg fortalte det til Liszt, og han og hele hans musikalske Omgivelse lønnede mig med et »Bravo!«, fordi jeg havde fulgt den rigtige Følelse.
Fra Weimar gik Reisen til Nürnberg! den electro-magnetiske Traad er ledet langs Banen! – mit Hjerte er dansk, som Nogens! det slaaer med stærkere Slag ved mit Fædrelands Hæder! det fornam jeg her paa Jernbanen. Der sad i Vognen hos mig en Fader med sin Søn, Faderen pegede ud paa den electromagnetiske Traad. »Det er,« sagde han, »en Opfindelse af en Dansk: Ørsted!« Jeg var lykkelig ved at høre til en Nation, der fødte ham.
Nürnberg laae foran, jeg har i een af mine Histories: »Under Piletræet«, givet en Afspeiling af den gamle praegtige Stad, ligesom ogsaa Reisen gjennem Schweiz og over Alperne har laant mig Baggrunden til denne Digtning. München havde jeg ikke besøgt siden 1840, og da stod den, har jeg skrevet i »en Digters Bazar«: som en Rosenstok, hvorfra aarligt nye Grene skyde ud, men hver Green er en Gade, hvert Blad er et Palais, en Kirke eller et Monument, nu var Rosenstokken bleven et prægtigt Træ, fuldt udsprunget, een Blomst kaldtes Basilica, en anden Bavaria, og saaledes maatte jeg igjen udtale mig, da jeg af Kong Ludvig blev spurgt om Indtrykket af München. »Danmark har mistet en stor Kunstner og jeg en Ven!« udtalte han, og vor Samtale var om Thorvaldsen.
München er for mig Tysklands interessanteste By, og det er Kong Ludvig især, som ved sin Kunstsands og en uendelig Virksomhed har bevirket dette. Ogsaa Theatret er i Blomstren; det eier en af Tydsklands dygtigste Theater-Intendanter, Digteren Dr. Dingelstedt; aarligt gjør han Reiser til de betydeligste tydske Skuepladser og lærer at kjende de sig der udviklende Talenter, besøger Paris og kjender Repertoirer, Theatrenes og Publicums Tarv. Det vil snart blive et Mønster-Repertoire, der frembydes paa Konge-Theatret i München; her er dertil »Sætten i Scene, en Opmærksomhed for denne selv, der er aldeles ukjendt hjemme hos os, hvor man f. Ex. tager til »Regimentets Datter«, hvor Scenen er i Tyrol, Coulisser med Palmer og Cacter, lader »Norma« i den ene Act boe i Socrates’s græske Stue og i anden Act i Robinsons Palmehytte; man byder os Dag-Coulisser hvor Solen skinner ind ad, medens vi i Baggrunden har aaben Altan ud til mørkeblaa Stjernehimmel! – Alt uden Tanke eller Opmærksomhed og det i det Uendelige. Men hvem lægger Mærke til Sligt, hvem bryder sig om Sligt, siges der, intet Blad anker derpaa! Münchens Repertoire har Afvexling, her er Iver for at kjende Tidens betydeligste Frembringelse i de forskjellige Lande; med de der meest bekjendte Forfattere sætter Theaterintendanten sig i Forbindelse; et hædrende Brev, jeg modtog fra ham, bragte os i Brevvexling, han ønskede Underretning om det danske Theater-Repertoire, med Hensyn til originale Stykker, omtalte i samme Brev den nu regjerende bayriske Konges Kjendskab til mine Skrifter og hans naadige Interesse for mig. Intendanten Dingelstedt blev saaledes Den, jeg strax besøgte i München, han tildeelte mig øieblikkelig en af de første Loger i Theatret, den var under hele mit Ophold her til Afbenyttelse for mig og min Reisefælle; han underrettede Kong Max om min Ankomst, og Dagen efter fik jeg Tilsigelse til Taflet paa Jagtslottet Starnberg, hvor hans Majestæt da opholdt sig. Geheimelegationsraad v. Dönniges afhentede mig; vi fløi med Jernbane-Flugt og indtraf før Taflets Tid til det lille Slot, der ligger smukt ved en Sø, som begrændses af Alperne, Kong Max er en ung, høist elskværdig Mand; paa det allernaadigste og venligste blev jeg modtagen af ham, han sagde mig, at mine Skrifter, navnlig »Improvisatoren«, »en Digters Bazar, »den Lille Havfrue« og »Paradisets Have« havde gjort et dybt Indtryk paa ham. Han talte om andre danske Forfattere, kjendte til Oehlenschlägers og H. C. Ørsteds Skrifter, han skattede det aandelige friske Liv i Kunst og Videnskab, der rørte sig i mit Fædreland; v. Dönniges, der havde bereist Norge og Sjælland, vidste han især om Sundets Pragt og vore skønne Bøgeskove: vidste om den Skat, vi fremfor Andre eie i det nordiske Musæum.
Ved Taflet hædrede Kongen mig med at udbringe en Skaal for min Musa, og da vi reiste os, indbød han mig til en Seiltour; det var graat Veir, men Skyerne i Flugt; ved Søen laae en stor lukket Baad, pyntelige Roerkarle presenterede med Aarerne og snart og let glede vi hen over Vandet; jeg læste ombord Eventyret: »den grimme Ælling« og under livlig Samtale om Poesie og Natur kom vi til en Ø, hvor just paa Kongens Befaling en smuk Villa blev bygget; tæt ved var gjennemgravet en stor Høi, man antog den for en Kæmpegrav, som de hos os i Norden, her var funden Knokler og en Flintesteens Kniv. Følget holdt sig noget tilbage, Kongen bød mig tage Plads hos sig paa en Bænk tæt ved Søen, han talte om mine Digtninger, om Alt hvad Gud havde givet mig, talte om, hvor forunderligt Menneskenes Lod i Verden blev, og den Fortrøstning, der laae i at holde sig til Vor Herre. I Nærheden af, hvor vi sad, stod et stort blomstrende Hyldetræ, det gav Anledning tit at omtale den danske Dryade deri, som den aabenbarer sig i Eventyret »Hyldemoer«, jeg fortalte om min seneste Digtning, den dramatiske Benyttelse af samme Person, og da vi gik Træet forbi, bad jeg om Tilladelse til at plukke een af dets Blomster til en Erindring om denne Stund; Kongen brød selv een af og rakte mig, den gjemmes nu mellem kjære Minder og fortæller om Aftenen her.
»Vilde dog Solen skinne!« sagde Kongen, »De skulde see, hvor smukt Bjergene her kunne lyse!«
»Jeg har altid Lykken med mig!« udbrød jeg, »den vil vist skinne!« og i samme Øieblik kom virkelig Solen frem, Alperne skinnede i deiligt Rosenrødt. Da vi siden seilede hjem, læste jeg paa Søen Historierne om »en Moder«, »Hørren« og »Stoppenaalen«.
Det var en deilig Aften, Vandfladen blikstille, Bjergene bleve saa blaa, Sneetoppene glodede, det Hele var som et Eventyr.
Ved Midnat naaede jeg München. Allgemeine Zeitung omtaler smukt dette Besog: »König Max and der dänische Dichter.«
Fra München gik jeg til Schweiz, Lago di Como og Milano, denne By var endnu erklæret i Beleiringstilstand; da jeg skulde bort derfra, kunde man i »Politiet« ikke finde mit Pas, jeg blev kaldet derop, en saadan Begivenhed var nok til at fordærve mig hele min Reiseglæde. En aaben Skrivelse fra den østerrigske Gesandt i Kjøbenhavn, der anbefalede mig til de civile og militære Embedsmænd kom mig nu til Nytte, man var meget forekommende, men mit Pas var ikke at finde; nu bragtes frem alle de, der vare modtagne, og jeg opdagede mit, ganske rigtigt henlagt efter sit Nummer, men dette var af Gensd’armen nedskrevet urigtigt, svarede ikke til det, han havde sat paa mit Modtagelsesbeviis, Alt kom igjen i god Orden; men, som sædvanlig, jeg skulde fremfor Andre have Plageri med mit Pas, det jeg paa Reisen, næsten til det Komiske, vaager over.
Tilbageveien gik over St. Gothard og Vierwaldstädter-Søen, i hvis deilige Omgivelser jeg blev nogle Dage. Ved Schaffhausen sagde jeg Schweiz Farvel og tog igjennem Hjemmet for Auerbachs »Dorfgeschichten«, det romantiske »Schwarzwald«. Sorte Kulminer udsendte her deres blaalige Røg, deilige Mennesker kom forbi, Bjergveien »die Hölle« var et sandt Alpepartie.
En gribende Scene blev jeg Vidne til paa en Jernbanestation imellem Freiburg og Heidelberg; en stor Skare Udvandrere til Amerika, Gamle og Unge, steg ind i Vognene, deres Slægt og Venner toge Afsked med dem, det var en Fortvivlelse, de grad høit og jamrede. Jeg saae en gammel Kone klamre sig fast til en af Vognene, hun maatte rives løs. Toget gik, hun kastede sig paa Jorden. Vi fløi afsted fra denne Jammer, dette Hurraraab; altid vexlede Egnen for dem, som foer afsted, men de, som bleve tilbage, have kun Savnet og Sorgerne, hver Ting, der mindede dem om de Bortdragne.
Heidelberg Slots-Ruin besøgte jeg paa den friske, varme Sommerdag. Inde i Ruinens Stuer og Sale voxede Kirsebærtræer og Hyld, Fuglene fløi qviddrende omkring, med Eet raabte en Stemme mit Navn; det var Kestner, den hannoveranske Gesandt i Rom, Søn af Werthers Lotte; han var i Bcsøg i
Tydskland, det var vort sidste Møde, han døde Aaret efter.
Sidst i Juli var jeg igjen i Kjøbenhavn, Hendes Majestæt Enkedronning Caroline Amalie hædrede mig med en naadig Indbydelse til Sorgenfri, jeg var her flere Dage, boede i afdøde Geheimeraad Adlers Værelser; mange Livserindringer fra Barndomstiden til disse lysere og bedre Dage gik gjennem min Sjæl der bøiede sig taknemlig mod den kjæerlige Gud.
Egnen rundt herom, den jeg tidligere kun flygtigt havde seet, blev jeg nu mere kjendt med; jeg lærte endmere at skatte det fromme hjertenskjære Gemyt hos den i Sorg prøvede ædle Dronning.
Jeg havde for Casino skrevet Eventyr-Comedien:»Hvldemoer«; Directeuren og alle Spillende lovede sig særdeles meget af denne Digtning; den blev ved første Forestilling modtagen med stort Bifald, hvori dog blandede sig nogen Hyssen, men saadant fandt i den sidste Tid altid Sted efter ethvert nyt Arbeide, »Dagbladet« udtalte sig venligt og erkjendende derom, men »den Berlingske Tidende« og »Flyveposten« der ellers altid var meget mildtdømmende ogsaa mod mig. brød ganske Staven over dette Arbeide og kunde aldeles ikke finde Sammenhæng deri; jeg svarede med at fortælle Indholdet, der danner en ganske vel udtænkt Lille Historie. Derimod fandt jeg Paaskjønnelse hos de Fleste af yore Digtere. Heiberg og Ingemann tilskrev mig hver et meget smukt anerkjendende Brev, Pastor Boye udtalte sig saa varmt, saa inderligt, og jeg troer, at »Hyldemoer« var det eneste Stykke, han nogensinde gik at see i Casino. Men Bladcritiken i Almindelighed øvede sin Magt og kølnede Folks Interesse; jeg kom ved denne Leilighed til den Overbeviisning, at mine Landsmænd ikke have stor Sands for det Phantastiske, de vilde ikke stige for høit, men blive paa Jorden og ernære sig redelig ved tarvelige dramatiske Retter, lige efter Kogebogen. Directeur Lange vedblev imidlertid at give Stykket, og lidt efter lidt klaredes det og blev tilsidst optaget med udeelt Bifald. Ved een af Forestillingerne kom jeg til at sidde i Nærheden af en gammel, brav Mand fra Landet, allerede i første Scene af Stykket, hvor Elementaanderne optræde, vendte han sig om til mig, som han ikke kjendte, og indledende sagde han, »det er da noget forbandet Tøi at hitte Rede i! – »Ja, det er jo lidt svært,« svarede jeg, »men siden bliver det tydeligere, saa kommer der en Barbeerstue, hvor der barberes og en heel Deel om Kjærlighed!« »Naa, saa det gjør der!« sagde han. Da Stykket var endt, havde det tiltalt ham særligt, eller ogsaa var han kommen efter, at jeg var Forfatteren, thi nu vendte han sig om mod mig og forsikkrede: »det er et overmaade rart Stykke, og meget forstaaeligt, det er bare Begyndelsen, der har sine Vanskeligheder til man kommer ind i dem!«
Paa det kongelige Theater opførtes i Februar 1853 »Nøkken; Professor Gläser havde over denne Digtning udgydt en Fylde af Melodier, en nordisk Tone klang i disse, og det erkjendtes.
I Pintsen forlod jeg Kjøbenhavn, tog ud til Ingemann, i den friske Skovnatur, til det Hjem, hvorhen mit Hjerte, lige fra Skoletiden i Slagelse, stadigt hver Sommer drog mig. Alt der, og Hjerterne med, var uforandret, – Vandre-Svanen, hvor vidt den flyver om, flyver altid igjen til det gamle kjendte Sted ved Skovsøen, og jeg har dens Natur.
Ingemann er vist vor meest folkelige Digter, hans Romaner, Critiken strax vilde gnave Livet af, staae levende og læste: de ere trængte ind hos Høie og Lave i de nordiske Riger, dem læser den danske Bonde og faaer derved kjær sit Fædreland og dets historiske Minder, en dyb Accord klinger her fra hver Digtning, selv fra de mindre af disse og for at nævne en saadan, der sjeldnere omtales: »den stumme Frøken«, det er her, som om Digtningens Træ gjennemsusedes af Øieblikkets store Bevægelser, dem vi Alle have fornummet, og som vore Børnebørn ville høre dem af de Gamles Mund. Ingemann har hertil Humor og Digterens evig unge Hjerte! Det er lykkeligt at kjende en Natur som hans, og endnu lykkeligere at vide, at have i ham en prøvet, trofast Ven!
I den billedsmykkede Stue, her, hvor Lindetræerne skygge udenfor og Søen skinner blank og blaa, hvor Alt næsten endnu er, som da jeg fra Slagelse Skole, som Discipel, kom her en deilig Sommerdag, bøiede sig nu til en heel broget Krands en Digtning for mig herinde, Erindringen om Alt hvad jeg saae, levede og vandt i den Lange Mellemtid, det Meeste af mit Livs Eventyr.
Foraaret begyndte saa smukt dette Aar, hilsede mig med grønne Skove og Nattergale-Sang, – og snart var alt dette kun en tom Herlighed; – tunge, angstfulde Dage ventede. Cholera udbrød i Kjøbenhavn, jeg var ikke længere i Sjælland, men hørte om alle Sygdommens Rædsler og Dødsbud, det første for mig nære, smertelige, var om Digteren, Pastor Boye. I de sidste Aar kom han mig saa inderlig, saa erkjendende imøde, jeg havde faaet ham saa hjertelig kjær.
En af de piinligste, smerteligste Dage i denne bittre Tid var netop en Dag, der skulde være viet til Glæde og Munterhed. Jeg var paa Glorup, Grev Moltke-Hvitfeldt feirede sit Sølvbryllup, jeg var den eneste Fremmede, der var indbudt, og det alt for Aar og Dag siden; alle Godsets Bønder vare Gjester, jeg troer her samledes over sexten Hundrede, Alt var rigt og festligt med Dands og Lystighed, Musiken klang, Flagene vaiede, Rakketerne stege og midt under denne Jubel fik jeg Brev om, at et par af mine Venner vare bortrevne. Dødsengelen gik fra Huus til Huus; nu sidste Aften standsede den ved Hjemmets Hjem for mig, Collins Gaard. »Vi ere, idag Alle, flyttede andetsteds hen.« skrev man, »Gud veed, hvad der forestaaer i næste Døgn!« Det var, som fornam jeg Budskab om, at Alle, hvem mit Hjerte var voxet fast til, skulde rives bort; jeg laae i Graad paa mit Kammer, udenfor klang lystig Dandsemusik og Hurra, Raketterne lyste, det var ikke til at udholde. Daglig lod nye Sørgebudskaber; ogsaa i Svendborg udbrød Cholera, min Læge, mine Venner, Alle raadede de mig til at blive paa Landet; i Jylland stod mere end eet gjestfrit Huus mig aabent.
En stor Deel af Sommeren tilbragtes nu hos Michael Drewsen paa Silkeborg; en Skildring af denne naturskjønne Egn, der minder om Schwarzwald, Skov-Fylde og Skotlands storartede Hede-Eensomhed, har jeg givet med alle dens Minder og Sagn.
Hvor Klostret stod ved Søens Siv,
Bag Hedens Lyng og tunge Veie,
Nu rører sig et virksomt Liv,
De store Møllehjul sig dreie.
En lille Kjøbstad alt her groer,
Mod Aaen Ellene sig bøie,
I Danskens Høiland Ørnen boer,
Nær Hedens tusind’ Kæmpehøie.
Et Stykke Danmarks Deilighed
Er Silkeborg, det maa man love,
Der Guden-Aa faaer Leilighed,
At see sig om i dybe Skove.
Nær Aaen Himmelbjerget staaer,
Det staaer saa fast, som Norges Dovre;
I Mosen Storken kulsort gaaer.
Der er saa smukt og godt derovre!
Midt i denne deilige Natur, og i et gjestfrit Hjem, gik jeg dybt sørgmodig om, mit Hjerte var inderligt bedrøvet; jeg kom I en nerveus, lidende Tilstand, i Uvishedens Qval. Naar Posthornet klang, løb jeg afsted for strax at faae Breve og Aviser, jeg var ved at synke i de Minutter, jeg maatte vente; jeg var forpiint, trykket, sjælesyg, og saasnart derfor Sygdommen i Kjøbenhavn tog saaledes af, at man meente jeg kunde komme tilbage, skyndte jeg mig til de kjære Mennesker, hvem jeg havde tænkt aldrig mere at gjensee.
I Foraaret, kort før Epidemien udbrød, var min brave Forlægger, Cancelliraad Reitzel, død; med sand Deeltagelse, der gik over til Venskab, havde vi, under hele min Forfattervirksomhed, sluttet os til hinanden; hans sidste Foretagende blev Bestemmelsen om at levere i en billig Udgave mine »Samlede Skrifter«; i Tydskland var allerede syv Aar tidligere en »Gesammt-Ausgabe« givet, og med denne fulgte: »das Märchen meines Lebens,«, en Skizze kun, men som i Udlandet blev optagen med udeelt Interesse og Deeltagelse; »Magazin für die Literatur des Auslandes« giver en gjennemgaaende høit hædrende Anmeldelse: »die Literatur hat in Goethes Wahrheit und Dichtung, Rousseaus Bekenntnisse und in Jung-Stillings Leben fast die einzigen Besitzthümer der Art aufzuweisen, aber künftig wird Andersens neuestes Werk: »das Märchen meines Lebens« unzweifelhaft mit zu denselben gezählt werden.« Det er med hver af de to sidstnævnte Forfatteres Selvbiographie, at min Bog sammenstilles og hjertelig erkjendes. Det samme har jeg erfaret fra England og Amerika, hvorhen den er baaren ved Oversættelse af Mary Howitt og Dr. Spillan; paa Dansk skulde nu ogsaa den Lykke tildeles mig, endnu ung og frisk i Sindet, at udgive mine samlede Skrifter; et Ønske af Betydning, idet jeg da kunde ordne og tillige bortkaste een og anden altfor bladløs Green; min Selvbiographie vilde dertil stille det Hele i sit rette Lys. Jeg vilde give ikke den tidligere Skizze, men den hele friske fulde Erindring af hvad jeg levende følte og vandt! Et Slags Fremstilling af de mange Betydelige, mit Livs Vei førte mig sammen med, Indtrykkene fra min Tid og hele Omgivelse, vilde jeg troe, som optegnede for en kommende Slægt, maatte have et Slags tidshistorisk Interesse, ligesom ogsaa en simpel Fremstilling af, hvad Gud lod mig prøve og overvinde, vilde styrke mangt et kæmpende Talent.
I Efteraaret 1853 blev Arbeidet begyndt, netop i de Dage i October Maaned var det fem og tyve Aar, siden jeg blev Student; det var blevet Skik og Brug i de sidste Aaringer, at hvert Hold feirede sin Sølv-Artiumsfest, om jeg saaledes tør kalde den. Det Interessanteste ved hele Festen var det første Møde i Forsamlings-Salen, det, at gjensees med saa Mange, man i saa lang Tid ikke havde mødt; Nogle vare blevne tykke og ukjendelige, Andre gamle og graahaarede, men Ungdomssind lyste dette Øieblik ud af alle Øine, dette Møde var for mig egentlig Bouquetten; ved Bordet blev holdt Taler og flere Sange sungne, ee, jeg havde skrevet, udtalte ganske min Stemning, og som det viste sig ogsaa de Andres; her er den:
Saa er vi sammen da igjen ved Bordet,
Sidst var det ved det store, grønne Bord,
Og der hver af os skulde føre Ordet,
Her kun Enhver, som vil, skal have Ord,
Og give Taler, Viser eller Stemme,
Enhver jo giver efter sine Kaar;
Og nu er vi gemytlige og hjemme,
Vi er Studenter fem og tyve Aar.
Vel mødes vi i Ny og Næ paa Gaden,
At sige, naar i samme By vi boe,
Men de, som leve langt fra Vagtparaden,
Kan knap paa Møde og paa Venskab troe,
Derfor lød Opraab, derfor skete Manen
Om Møde her, som der i Brevet staaer,
Champagnen knalder nu paa Skydebanen,
Her er vi efter fem og tyve Aar!
Historien har faaet rige Blade,
Fra dengang vi til Artiums-Bordet gik,
Erindringer, de tunge og de glade,
For Verden og os selv, staae for vort Blik:
Saa rig en Tid, at vi kan kaldes Gamle,
Og i vort Hjem, hvor Brødfrugt-Træet staaer,
Vi kan i Kredsen, som vi om os samle,
Fortælle om de fem og tyve Aar!
De Fleste af os fik en lille Kone,
Maaskee en stor, og det er ogsaa godt,
Og saa en Børneflok omkring sin Throne,
Og man er rig, selv om man har det smaat;
Og har man Aands og Legems Mad og Drikke,
Man har sin egen Kraft, hvordan det gaaer,
Og saa har man en Ven, man veed det ikke,
Vi er saa mange fra det samme Aar!
Mens Tidens Aand er gjennem Verden draget,
Vi voxe meer til Hjemmets Jordbund fast,
Det bruste om os under Vingeslaget,
Hver Gang det Gamle for det Nye brast;
Men Eet ei brast, og derom vil vi sjunge:
Vort Baand, der fra Examens-Bordet naaer.
Og nu er vi iaften Alle unge,
Studenter kun paa fem og tyve Aar!
En smuk og aandfuld Skaal udbragtes derpaa af Professor Clausen for Paludan-Müller og mig, de to Digtere, der af Aarets Studenter havde hævdet sig en fremtrædende hæderlig Plads i Literaturen.
Nogle Dage efter underrettedes jeg om ved en trykt Circulaire:
»Mellem dem af Studenterne fra 1828, som bleve længst samlede ved Festen den 22de October, yttredes Ønsker om et fælleds Foretagende, som skulde bevare Mindet om det Aar, der havde forenet os. Efter nogen Overveielse bleve vi enige om at gaae ud fra Tanken om Aarets »fire store og tolv smaa Poeter«, og stifte et Legat, under Navn af det Andersen-Paludan-Müllerske Legat, som i Tiden, naar det ved aarlige Bidrag havde naaet en passende Størrelse, skulde anvendes til Understøttelse for en dansk Digter, som ikke havde offentlig Ansættelse.« *)
*) Indbydernes Navne: A. Skrike, M. J. Hammerich, Fr. Barfod, L. J. Bruun, F. Liebenberg, C. Rothe, J. P. Trap.
Hvorvidt og til hvad dette vil udfolde sig, ligger i Frentiden, men Glæden har jeg over Tanken derved, den er en Erkjendelse, en Hyldest af danske Studenter, af Kammerater fra eet og samme Studenter-Aar.
Reiselivet er mig som et forfriskende Bad for Aand og Legeme; et Par Uger i det kommende Aar tog jeg bort, for i Wien, Triest og Venedig at nyde Foraaret i sin Friskhed; kun tre, fire Livsbilleder herfra af Betydning ere nedtegnede.
Kirsebærtræerne blomstrede i det kjære sachsiske Hjem i Maxen, Kalkovnene dampede, Königstein, Lilienstein og alle disse Bjerge i det Smaa løftede sig og vinkede; det var igjen, som der kun laae en lang Vinternat – men med en fæl Choleradrøm imellem, – siden jeg stod her sidst; jeg troede at see den samme Blomstren, de samme Skyer og Skygger, det samme gjestfrie Hjem og de kjære Venner. – Paa Dampens Vinger gik det i Flugt igjennem Bjerge, over Dale, Stephans-Taarnet øinedes, og i Keiserstadan, efter mange Aar, skulde jeg mødes igjen med Jenny Lind-Goldschmidt. Hendes Mand, som jeg første Gang her saae, kom mig hjerteligt imøde, en kraftig, lille Søn stirrede paa mig med store Øine. Jeg hørte hende igjen Synge; det var den samme Sjæl, det samme Tonevæld! Tauberts lille Sang: »Ich muss nun einmal singen, ich weis nich warum,« er som bleven til paa hendes Læber, det var den jublende qviddrende Fugl, saaledes kan ikke Nattergalen fløite, Droslen ikke trille, der maa en Barnesjæl deri, en Tanke-Sjæl, den maa synges af Jenny Goldschmidt. Det er det dramatiske Foredrag, det dramatiske Sande, der udgjør hendes Magt, hendes Storhed, og kun i Concert-Salen i den der foredragne Arie og Vise lader hun os høre det, – hun har forladt Scenen – det er en Synd mod Aanden, det er at opgive sin Mission – det Gud vil! Bedrøvet og dog glad, underlig tankefuld – fløi jeg mod Illyrien, Landet hvor Shakspeare har henlagt saa mange ved ham ud udødelige Scener, Landet hvor Viola finder sin Lykke.
Det er et overraskende deiligt Skue ved Solnedgang, som jeg saae det, pludseligt fra den høie Fjeldrand at see dybt under sig det rødstraalende Adriaterhav; Triest laae ved denne Belysning end mere mørk, Gaslamperne vare netop blevne tændte, Gaderne straalede i Ildcontour, det var fra Vognen et Skue ned, som fra en Luftballon i sin langsomme Dalen; det skinnende Hav, de straalende Gader, seet i disse faa Minuter, beholdes gjennem Aaringer.
Fra Triest er man ved Dampskib paa sex Timer i Venedig. »Et sørgende Vrag paa Vandet« var Indtrykket, det gjorde paa mig, da jeg første, Gang 1833 var her, nu kom jeg her igjen, søsyg fra Døninger paa Adriaterhavet, det forekom mig, som jeg slet ikke slap i Land, men kun fra et mindre over i et større Fartøi, det eneste Hyggelige syntes mig kun det, at nu ved Jernbane-Moloen var den tause By bleven forenet med det levende Fastland. – Venedig, seet i Maaneskin, er et deiligt Skue, en underlig Drøm, værd at kjende, de lydløse Gondoler glide som Charons Baade mellem de høic Paladser, der speile sig i Vandet, men ved Dagen er her uskjønt, Canalerne have et smudsigt Vand, hvori flyder Kaalstokke, Salatblade og alskens Ting, Vandrotterne komme fra Husenes Revner, Solen brænder hedt ned mellem Murene.
Glad fløi jeg paa Dampen fra den vaade Grav, henover det uendelige Dige, omgivet af skimlet grønne Vandstriber og Sandflager; paa Fastlandet hang Viinløvet i festlige Guirlander, den sorte Cypres pegede mod den blaa Luft, Verona var Reisens Maal den Dag. I det varme Solskin sad her paa Amphi- theatrets Trin nogle hundrede Mennesker, de fyldte ikke stort, de saae Skuespil, der opførtes paa et mid herinde opreist Theater, med malede Coulisser, seet ved italiensk Solskin. Orchestret spillede Dandse-Musik, det Hele havde noget saa Travesterende, noget saa ynkeligt Nutids her paa Rest af den svundne romerske Old.
Under mit første Besøg i Venedig fik jeg der et Skorpionsstik i Haanden, nu i Nabobyen, som Verona er bleven det ved Jernbanen, skulde jeg friste samme Skjæbne, jeg fik et Stik paa Hals og Kind, det brændte, det hovnede, jeg var meget lidende, og saaledes saae jeg Garda-Søen, det romantiske Riva med sin frodige Viinløvsdal, men Smerte og Feber drev mig afsted. Vi kjørte om Natten i det klareste Maaneskin en vild romantisk Vei, en af de skjønneste, jeg har seet, et Natur-Maleri, som ikke en Salvator Rosas Phanthasie kunde skabe paa Lærredet. Jeg har Indtrykket deraf, som af en deilig Drøm midt i en Smertens Nat.
Lidt over Midnat naaede vi Trient, der frembød hele Italiens Uhyggelighed for de Reisende. Venten ved Porten til en Gensd’arm langsomt kom og affordrede Pas, det man i den mørke Nat maatte give ud i fremmed Haand, med Løfte om at erholde det igjen næste Morgen tidlig, uden Billet, uden Beviis, ganske uden al Tilhold i det passtrenge Østerrigske; saa slæbede man hen ad store, bælmørke Gader til et palaisagtigt, men som uddødt Hotel, hvor efter lang Banken og Larmen kom en dvask halvklædt Cameriere, der førte os op ad kolde, brede Trapper, ad Lange Gange og skumle Corridorer, ind i en stor, høi gammel Sal med to opredte Senge, hver til en heel Familie med Børn; en søvnig Lampe stod paa det skovede Marmorbord, Dørene kunde ikke lukkes, man saae gjennem dem ind i store Sale, ogsaa med Senge til hele Familier; der var Blinddøre i Tapeterne, Løntrapper og rød Viin spildt paa Gulvet, livagtig at see som Blodpletter. Det var Omgivelsen, det var Stedet den sidste Nat i Italien. Saarene brændte, Blodet brændte, der var ikke Tanke om Søvn og Hvile, endelig blev det Morgen, Bjælderne klang paa Veturinens Heste, og vi fløi fra Trient og dets nøgne Morbærtræer. Bladene vare plukkede af og bragt til Torvs. Over Brenner, gjennem Innsbruck, naaede vi München.
Her fandt jeg Venner, Omhu, Hjelp. Kongens Læge, den elskværdige, gamle Geheimeraad Gietl tog sig paa det Hjerteligste og meest deeltagende af mig; og efter fjorten noget pinefulde Dage var jeg istand til at modtage den kongelige Indbydelse til Slottet Hohenschwangau, hvor Kong Max og hans Gemalinde tilbragte Sommertiden.
Der kunde digtes et Eventyr om Alperosens Alf, der fra sin Blomst flyver gjennem Hohenschwangaus billedmalede Sale, hvor han seer Noget, som er endnu skjønnere end hans Blomst.
Mellem Alperne og Floden Lech i en aaben, frodig Dal, mellem to klare, mørkegrønne Søer, den ene noget høiere end den anden, hæver sig paa et Marmorbjerg Slottet Hohenschwangau, før stod her Borgen Schwanstein; Welfer, Hohenstaufer og Schyrer vare engang dets Herrer, deres Bedrifter leve endnu her i Billeder, malede paa Slottets Vægge. – Kong Max har, som Kronprinds, ladet Slottet restaurere og blive til den Pragtbolig, den nu er.
Intet af Slottene ved Rhinen er deiligt som Hohenschwangau og ingen har der en Omgivelse som dette, den udstrakte Dal og de sneedækkede Alper. Prætigt løfter sig den høit hvælvede Port, hvor to Ridderskikkelser staae med Baierns og Schwangaus Vaabenbillede, Rude og Svane. I Slotsgaarden, hvor Vandstraalen springer fra Muren, der pranger med Madonnas Billed, malet al fresco, skygge tre mægtige Lindetræer, og i Haven, mellem en Fylde af Blomster, hvor de deiligste Rosen svulme i det Grønne, troer man at gjenfinde Ahambras Løvebrønd; det iiskolde, friske Væld løfter endnu paa denne Høide sin Straale fyrretyve Fod i Veiret.
Digtningens levende Ord udtaler over Slottets Indgang sin Hilsen:
»Willkommen, Wandrer, holde Frauen,
Die Sorge giebt dahin,
Lasst eure Seele sick vertrau’n
Der Dichtung heiterem Sinn.«
En Vaabenhal, hvor gamle Rustninger med Hjelm og med Landse synes levende Ridder-Skikkelser, er det første Sted, man træder ind i, og nu aabne sig en Række rigtmalede Sale, hvor selv Vinduernes brogede Glas fortælle Legender og Historier, hvor hver Væg er som en heel Bog, der melder om forsvundne Tider og Mennesker.
»Hohenschwangau er den smukkeste Alperose, jeg saae her i Bjergene; gid den ogsaa altid her blive Lykkens Blomst.« Disse Ord paa Tydsk nedskrev jeg der i et Album, de ere og blive ogsaa i mit Hjerte.
Her tilbragte jeg et Par deilige, lykkelige Dage! Kong Max modtog mig, om jeg tør sige det, som en kjær Gjest, den ædle, aandfulde Konge viste mig saa stor Deeltagelse og Naade; her var godt og velsignet. Dronningen, en født Prindsesse af Preussen, af sjelden Skjønhed og elskelig Qvindelighed, blev jeg af Hans Majestaet selv forestillet for. Efter Taflet, den første Dag, kjørte jeg med Kongen i en Lille aaben Vogn en ganske deilig Tour, vist et Par Mile, heelt ind i det østerrigske Tyrol, og denne Gang var jeg fri for Spørgen og Pas, der er mig en Plage, ingen Standsning mødte; deilig malerisk vexlede Egnen, Landboere stode paa Veiene, hilsende Kongen; de Kjørende, vi mødte, holdt, imedens Hans Majestæt drog forbi. Et Par Timer varede denne deilige Fart mellem de solbelyste høie Bjerge, og i al den Tid talte med mig Kongen, saa deeltagende, om »Das Märchen meines Lebens«, det han nylig havde læst, og spurgte om flere af de deri nævnte danske Personer, udtalte dertil, hvor smukt og godt nu Alt var for mig, hvilken glad Følelse jeg maatte have, efterat have overvundet saa Meget og endelig tilkæmpet mig al Erkjendelse.
Jeg sagde, at mit Liv virkelig tidt forekom mig som et Eventyr, saa rigt, saa forunderligt vexlende, jeg havde prøvet det at være snart fattig og eensom, snart i rige Sale; jeg kjendte at være haanet og at være hædret, – selv denne Stund, nu jeg ved en Konges Side fløi mellem de solbelyste Alper, var et Eventyr-Capitel i mit Liv!
Vi talte om Skandinaviens nyeste Literatur, jeg nævnede Salomon de Caus, Robert Fulton og Tycho Brahe, hvorledes Digtekunsten i vor Tid drog frem disse Tidens Løftere. Aand, Hjerte og Gudsfrygt lyste i al den ædle Konges Tale; det var og er mig een af de uforglemmelige Timer her.
Om Aftenen læste jeg for det kjære Kongepar Historierne: »Under Piletræet« og »Det er ganske vist«. Med v. Dönniges besteg jeg et af de nære Bjerge; saae den deilige, storartede Natur. – Altfor hurtig henfløi Tiden.
Dronningen forundte mig at skrive nogle Ord i sit Album; Keisere og Kongers Navne straalede der, og mellem disse et fra Videnskabernes Rige, Professor Liebig, hvis hjertelige, indtagende Personlighed jeg i München havde lært at kjende og faae kjær.
Blød om Hjertet, dybt taknemlig mod det elskelige Kongepar, forlod jeg Hohenschwangau, hvor der blev sagt mig, jeg atter skulde være velkommen. En stor Bouquet af Alperoser og Forglemmigei førte jeg med mig i Vognen, som kjørte mig til Füssen. Fra München gik Hjemveien over Weimar.
Carl Alexander havde tiltraadt Regjeringen; han opholdt sig just paa Slottet »Wilhelmsthak« ved Eisenach, hvorhen jeg tog og tilbragte rige, lykkelige Dage hos den ædle Fyrste, I denne uendelig deilige Natur midt i Thüringerskoven.
Det gamle Wartburg, paa hvis Opbyggelse ganske i dets oprindelige Stiil den nu regjerende Storhertug i en Række af Aar har anvendt store Summer af sin egen Formue, stod nu saagodt som fuldendt, med prægtige Billeder paa Murene der meldte Slottets Sagn og Historie. Minnesangersalen i sin Fortids Storhed stod allerede med Søilerækkerne, og hvilken Udsigt her over Skov og Bjerge, hele Sceneriet fra Minnesangertiden: Venusbjerget, hvor Tannhäuser forsvandt, de tre »Glcichen”«, selv Skoveensomheden, som Walther von der Vogelweide og Heinrich von Osterdingen kjendte den. – Sagn og Historie har her hele sit uforandrede Grundrids.
Paa det lille Slot nede i Byen Eisenach boer Hertugen af Orleans’ Enke med sine to Sønner, Greven af Paris og Hertugen af Nemours; jeg hørte af de mest Forskjellige, hvor afholdt hun og Børnene vare af Alle der, hvor uendeligt meget Godt hun efter sine Kræfter udøvede: hvor hjertensgod og deeltagende hun viste sig, en sand Velsignelse for den lille Stad. Paa Gaden mødte jeg de unge Prindser med deres Lærere, de vare tarveligt klædte, men saae opvakte og gode ud; – Storhertugen af Weimar præsenterede mig selv for Hertuginden. – Det gik mig saa levende gjennem Tankerne, hvad hun havde prøvet, lidt og gaaet igjennem, den hele Omvexling i hendes Liv, uvilkaarlig kom Taarerne mig i Øinene, før jeg endnu ret havde begyndt at tale, hun saae det, rakte mig venligt Haanden, og da jeg paa Væggen betragtede Billedet af hendes afdøde Gemal, ung og blomstrende, som jeg havde seet ham i Paris paa Ballet i Hôtel de Ville, og omtalte den Tid, kom Taarerne i hendes Øine; hun talte om ham, om sine Børn, sagde mig venligt, at de kjendte mine Eventyr; der var en Hjertelighed, en Inderlighed, en Sorg og dog noget qvindeligt Kjækt, som jeg havde tænkt mig det hos Helene af Orleans. Hun stod netop reiseklædt for med Banetoget at gaae nogle Mile bort; »vil De spise hos mig imorgen?« spurgte hun. Jeg maatte svare, at jeg var i Begreb med Afreisen endnu i Dag: »om et Aar kommer jeg her tilbage!« – »Eet Aar,« gjentog hun: »hvor Meget kan der ikke skee i et Aar, der skeer saa Meget i faa Timer! « – Og Taarer og Alvor lyste fra hendes Øine.
Hun rakte mig venligt Haanden til Afsked, og sært bevæget forlod jeg den ædle Fyrstinde, hvis Skjæbne har været tung, men hvis Hjerte er kongeligt stort og stærkt i Tillid til Gud.
Snart var jeg i Danmark, og i travl Virksomhed ikke blot Med Udgivelsen af mine »Skrifter«, men med Gjengivelsen af Mosenthals »Volksschauspiel«: »Der Sonnwendhof«; jeg havde under mit Ophold i Wien seet det paa »Burgtheater«, det tiltalte mig særdeles, jeg gjorde Etatsraad Heiberg opmærksom Paa det, han tog ikke Notits deraf, det gjorde derimod Hr. Directeur Lange, han bad mig at skaffe sig det for Casino, og ved Intendanten for »Burgtheather« erholdt jeg fra Mosenthal Stykket og »fri Haand over det«. Beslægtet med Auerbachs »Dorfgeschichten«, valgte jeg dette os forstaaelige Navn: En Landsbyhistorie, og bragt paa Scenen, vandt det, som man veed, stort Bifald og er saaledes gjentagne Gange givet. Foruden de tilføiede Sange, der ere nødvendige ved Opførelsen paa CasinoTheatret, havde jeg foreskrevet, at i sidste Act »Anna« oppe i Sennhytten griber en Brand og ved Skinnet af den gjenkjender »Mathias«, som hun saae ham, da Ilsang Smedie brændte. – Mosenthal læste siden ved Hjelp af sine danske Venner i Wien, min Oversættelse og skrev mig strax derpaa et Brev til fuldt af Tak og Inderlighed, og tilføiede med Hensyn til mine faa Forandringer: »Die eingelegten Lieder sind trefflich gewählt, der Effect in der letzten Scene, ^das Schwingen des Feuerbrandes so plastisch, dass wir es bei der hiesigen Darstellung zu adoptiren gedenken!«
Mine »Eventyr«*) var, som tidligere er sagt, ved at fremtræde i den større ved V. Pedersen smukt illustrerede Udgave ligesom afsluttede, de nye, som fulgte og endnu kunde komme, fik jeg her Leilighed til at bringe sammen under Benævnelsen »Historier«, det Navn, jeg i vort Sprog anseer at være meest betegnende for mine »Eventyr« i al deres Udstrækning og Natur; Folkesproget stiller den simple Fortælling og den meest dristige Phantasie-Skildring hen under denne Benævnelse; Ammestuehistorien, Fabelen og Fortællingen betegnes hos Barnet, hos Bonden, i det Folkelige, ved det korte Navn: Historier.
*) Nogle af disse ere i de sidste Aar blevne dramatiserede i Tydskland og der bragt paa Scenen, saaledes »Svinedrengen«, der, efter den trykte Textbog: die Prinzessin von Marzipan, allerede har oplevet mange Forestillinger, og findes optaget i »Kindertheater« von C.J. Gjörner. – »Den lille Havfrue« er som Eventyr-Comedie opført paa et af Wiens største Theatre.
Et Par Hefter fremtraadte paa Dansk og Tydsk, de bleve høist erkjendende modtagne; en engelsk Udgave, betitlet: »A Poet’s day dreams« udkom hos Richard Bentley; Anmeldelsen i »the Athenæum,« 1853 vises, at Mary Howitts forandrede Dom over mig ikke havde nogen Indvirkning paa den engelske Critiks hædrende Dom om mig; den siger: »Denne lille Bog, som er tilegnet Charles Dickens, synes nærmest at være bestemt til en Jule – eller Nytaarsgave, men den vil være ligesaa velkommen i hvilkensomhelst Blomster – eller Høstmaaned som i den hellige Tid, naar Iistapper hænge ved Muren, eftersom den kan læses og vil erindres af Digtere længe efter det
travle Aars Udløb, og efter at dets travle Mennesker har været samlede med deres Fædre. Vi behøve ikke at ytre os om vor Modbydelighed for Sentimentalitet i dette Ords sædvanlige Betydning. For det, der er usandt og sygeligt, om det end er nok saa yndefuldt, nok saa tiltrækkende, have vi hverken Øie, Øre eller Hjerte; men for den Følelse, der er mindre dyb end den lidenskabelige Bevægelse, mindre høi end den begeistrede Tro, mindre vild end Geniets meteoragtige Udskeielser, nære vi en sær eiendommelig Kjærlighed, og dem, der ikke nære den, yder Phantasien kun en halv Tilfredsstillelse. I Henseende til Originalitet, Lune og Inderlighed ere Andersens »Fortællinger enestaaende i deres Slags. Hvem der ønsker Beviis for vor Paastand, behøver blot at læse: »Hun duede ikke«, »Hjertesorg«, »Under Piletræet«, og »Det er ganske vist« i dette Bind; og lad Nogen af dem, der mulig synes, at de ere for »smaa«, forsøge paa at frembringe Noget saa fuldendt, fiint og let. Rigtignok behandle de i Almindelighed ikkun ubetydelige Gjenstande og almindelige Følelser, men derfor ere de ikke desto mindre sande Kunstværker, og som saadanne fortiene de varm Modtagelse hos Enhver, der elsker Kunsten og dens Frembringelser!
Netop i disse Dage, idet jeg fylder mit halvtredsindstvvende Aar og de »samlede Skrifter« udsendes, bringer »dansk Maanedsskrift« en af Hr. Grimur Thomsen skreven Anmeldelse af disse. Den Dybde og Varme, denne Forfatter allerede tidlig viste i sin Bog om Byron, aabenharer sig ogsaa her i dette mindre Skrift, hvori afslører sig en Kjendskab, en Inderlighed til og for de Arbeider, han omtaler; det er mig næten, som om Vor Herre vilde, at jeg skulde slutte dette Livs Capitel med at have sees opfyldt H. C. Ørsteds fortrøstende Ord til mig i mine tunge Miskjendelsens Dage! Hjemmet har bragt Erkjendelsens, Opmuntringens rige Bouquet!
I Hr. Grimur Thomsens Anmeldelse er netop ved Eventyrene i faa Ord anslaaet den rette Stræng, der giver Klangen fra denne min Digtnings Dybde; det er vistnok ikke tilfældigt, at de givne Exempler paa det Heles Kjærne og Betydning hentes fra »Historier«, altsaa fra det senest Skrevne: Eventyret holder en lystig Dommedag over Skin og Virkelighed, over den ydre Skal og den indre Kjerne. Der gaaer en dobbelt Strøm deri. En ironisk Overstrøm, som Leger og spøger med Stort og Smaat, som spiller Fjerbold med Høit og Lavt; og saa den dybe Alvors Understrøm, som retfærdigt og sandt bringer Alt paa sin rette Plads. Dette er den sande, den christelige Humor!
Hvad jeg vilde og Stræbte at opnaae, er her klarligt udtalt!
Mit Livs Eventyr indtil denne Time ligger saaledes nu oprullet for mig saa rigt, saa smukt, saa fortrøstende! – selv af Ondt kom Godt, af Smerte kom Glæde, en tankedyb Digtning jeg kunde ikke digte den saa. Jeg føler mig at være et Lykkens Barn! saa Mange af min Tids ædleste og Bedste ere komne mig kjærligt og aabent imøde, sjelden er min Tillid til Menneskene bleven skuffet! de bittre, tunge Dage havde ogsaa i sig Spiren til Velsignelse! hvad Uret jeg troede at lide, hver Haand, som greb tungt ind i min Udvikling, bragte dog sit Gode.
I vor Fremskriden mod Gud fordunster det Bittre og Smertelige, det Skjønne bliver tilbage, man seer det som Regnbuen paa den mørke Sky. Menneskene dømme mig mildt, som jeg i mit Hjerte, dømmer dem, og de ville, det! et Livs Bekjendelser har for alle Ædle, og Gode en Magt af Skriftemaalets Hellighed; trygt giver jeg mig hen. Aabent og tillidsfuldt, som sad jeg iblandt kjære Venner, har jeg her fortalt mit Livs Eventyr.
Kjøbenhavn, den 2den April 1855.
H.C. Andersen