H.C. Andersen: “Mit Livs Eventyr” Kapitel 12

H.C. Andersen: »Mit livs eventyr« Kapitel 12

Hans Christian Andersen biography »The Fairy Tale of my Life« 1855

  Kapitel: 0  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12  13  14  15!  16

I Foraaret 1844 havde jeg fuldendt det dramatiske Eventyr »Lykkens Blomst«, i hvilket jeg vilde vise, at det er ikke Kunstnerens udødelige Navn, ikke Kongekronens Glands, der gjør Mennesket lykkelig, Lykken findes, hvor man glad i Livet elsker og er gjenelsket. Scenen er ganske dansk, et idyllisk solbelyst Liv, paa hvis Himmel som i en Drøm to mørke Billeder afspeile sig, den ulykkelige Ewalds Liv og den i Kæmpeviserne tragisk besungne Prinds Buris. – Jeg vilde, i Sandhedens Navn og til Ære for vor Tid, vise, at den Tidsalder, som mange Digtere fremstille os i kun det skjønne Lys, var mørk og elendig. –

Jeg indleverede mit Stykke til den kongelige Theaterdirection. Her var J.L. Heiberg bleven ansat som æsthetisk Dommer og vist med Rette Een af største Betydning; men jeg var, som, man veed, slet ikke dengang i hans Gunst. Efter at han i »en Sjæl efter Døden« havde brugt »Maurerpigen« og »Mulatten« til i Helvede at pine de Fordømte med, fik jeg i hans poetiske »Dansk Atlas« og »Intelligensblade« endnu et Par Snert, og da jeg, af Føielighed mod een af Skuespillerne, for at skaffe denne et Stykke til en Sommerforestilling, efter hans Ønske indrettede »Agnete og Havmanden« for Scenen, betegnede Heiberg det som: »transporteret umiddelbart fra Bogladen op paa Scenen, dette Arbeide, hvorpaa Gade har ødslet sin følelsesfulde Musik!« – og vedblev dernæst at tale om Forfatterens »sædvanlige Mangel paa egen Opfindelse og paa Evne til at bringe fornuftig Sammenhæng i sine Characterer og Klarhed i den fremstillede Idee (?). Alle Modsætninger, som skulde staae i organisk Bestemthed imod hinanden, røres her sammen til en jævn Vælling, hvori hverken den ene eller den anden er kjendelig.«

Jeg tør troe, at den Ugunst, jeg da stod i hos denne Digter og Smagsdommer, stillede mine Arbeider i et strengere Lys, end det vist ellers havde været Tilfældet; jeg troede, at personlig Uvillie ledede ham, og dette var mig piinligere, end at, som jeg snart erfarede, ogsaa dette Stykke blev forkastet; at staae i et spændt Forhold til en Digter, hvem jeg i saa Meget saae op til, og mod hvem jeg, efter min Overbeviisning, havde gjort Alt for at blive i venligt Forhold til, var mig uhyggelig. Ikke for at faae mit Arbeide frem, men for at komme i det Klare med vort Forhold, at nærme Sig ham, skrev jeg Heiberg til, udtalte mig aabent, og jeg tør troe hjerteligt, jeg bad ham erklære mig tydeligt Grunden, hvorfor han maatte forkaste mit Stykke »Lykkens Blomst«, og om han har Uvillie mod mig; efter at have modtaget mit Brev, aflagde mig strax et venligt Besøg, som, da han ikke traf mig hjemme, jeg Dagen efter gjengjældte. Han boede paa Frederiksberg, jeg blev der paa det allervenligste modtagen. Besøget og Samtalen hører vistiiok tit det Eiendommelige, men den bragte en Forklaring og som det viste sig, en bedre Forstaaen; han fremsatte mig klart sine Grunde, hvorfor han forkastede dette Stykke, og disse vare fra hans Udgangspunkt meget rigtige, men ganske forskjellige fra mine, og vi kunde altsaa deri ikke mødes. Han erklærede, at han aldeles ingen Uvillie nærede mod mig, at han erkjendte mit Talent; jeg pegede tilbage paa hans tidligere Angreb paa mig, f. Ex. i hans Intelligensblade, at han nægtede mig »Opfindelse«, og jeg meente, at denne dog viste sig i Romanerne. »Men af dem har De ingen læst!« sagde jeg, »De har selv sagt mig det.« – »Ja, det er Sandhed«, sagde han, »jeg har endnu ikke læst dem, men nu vil jeg!« – »De har senere,« vedblev jeg, »i Deres Dansk Atlas«

*) Man vil erindre Digtet der, om Kronborg:

Muligt er Du slig en Nar, At hvad Andersen fortæller Om de skjønne Dardaneller I sin tyrkiske Bazar Du med Undren grebet har, Mens Du tung af Inertie, Gik vort eget Sund forbi, Som ei mindre Blikket fryder, Og hvor ingen Klage lyder Fra det miskjendte Genie!

– men jeg har just i min Bog omtalt Dardanellerne som ikke smukke; det er derimod »Bosporus«, jeg var henrykt ved at see, men det synes De ikke at have lagt Mærke til, eller maaskee har De heller ikke læst den, De læser jo ikke store Bøger, sagde De engang til mig!« – »Naa, det er Bosporus!« sagde han med sit særegne Smiil, »ja, det huskede jeg ikke, og seer De, det husker Folk ikke heller, og her var det kun om, at jeg vilde give Dem et Hib!« – Tilstaaelsen klang saa naturlig, saa eiendommelig for ham, jeg maatte smile, og da jeg saae ham ind i de kloge Øine, huskede paa, hvormeget Smukt han havde skrevet – kunde jeg ikke bære Nag eller Vrede. Samtalen blev nu livligere og friere; han sagde mig nogle venlige Ord, stillede mine Eventyr høit, bad mig oftere besøge sig, jeg skulde være velkommen. – Jeg har mere og mere forstaaet denne Digter-Natur, jeg vil troe, at han forstaaer min, vi ere høist forskjellige, men gaae dog mod samme Maal.

De sidste Aaringer, i hvilke jeg har vundet og opnaaet saa meget Godt, har endmere bragt mig venlig Anerkjendelse af mig venlig denne begavede Genius; men for at blive i Tidsfølge: »Evenyr-Comedien« kom paa Scenen og oplevede i Saisonens Løb syv Forestillinger og lagdes derpaa hen til Hvile, i det mindste under den Theaterregjering.

Tidt gjorde jeg mig det Spørgsmaal, er det mine dramatisk, Arbejders særdeles Svaghed, eller er det fordi jeg er Forfatter til dem, at de bedømmes saa haardt og angribes ved hver Leilighed; for at komme efter dette, kunde jeg jo indlevere anonymt et Arbeide og lade dette gaae sin egen Gang; men var jeg istand til at tie stille? Nei, det var Alle enige om, at jeg ikke kunde, og den Mening kom mig til Gavn. Ved et kort Besøg paa Nysøe skrev jeg: »Kongen drømmer«, Ingen uden Excellences Collin vidste, at jeg var Forfatteren; Heiberg, som netop paa den Tid i Intelligensbladene var streng mod mig, hørte jeg, interesserede sig særligt for det anonyme Stykke, ja, saa vidt jeg mindes, satte han det i Scene, dog maa jeg tilføie, at senere gav han det ogsaa en smuk hædrende Anmeldelse i de nysnævnte Intelligensblade, og det efter at han, som det synes, havde Formodning om, at det var af mig, Noget, næsten Alle betvivlede.

Et nyt Forsøg, skaffede mig endnu en større Glæde og Morskab ved de Situationer, jeg kom i, de Domme og Udtalelser, jeg hørte; netop paa samme Tid som jeg havde min Nød med at faae »Lykkens Blomst« paa Scenen, skrev og indleverede jeg: »Den nye Barselstue«. – Dette lille Lystspil blev dengang ganske udmærket spillet; Fru Heiberg var som »Christine« fuld af Liv og Lune, der gik en Friskhed, en Ynde ud over det Hele; det gjorde, som bekjendt, særdeles megen Lykke. Her var det ogsaa Collin, der var indviet i Hemmeligheden, og ligesaa H. C. Ørsted; for ham, hjemme hos mig selv, læste jeg Stykket, og han glædede sig da og siden over den Roes, den i sig selv for stærke Beundring, dette lille Arbeide vandt; ingen Mennesker anede, at det var af mig. Da jeg efter første Forestilling gik hjem om Aftenen, kom en af vore unge, dygtige Critikere op til mig, han havde været i Theatret og udtalte nu paa det Stærkeste sin Glæde over det lille Lystspil; jeg var i stærk Bevægelse og frygtede ved Ord eller Mine at forraade mig, derfor sagde jeg strax: »jeg veed, hvem Forfatteren er!« – »Hvem, er det?« spurgte han. »Det er Dem!« sagde jeg, »De er i saadan en Bevægelse, og Meget af hvad De siger, forraader Dem,! gaae ikke til Nogen i Aften og tal, som De taler nu, saa er De røbet!« – Han blev ganske rød og overrasket, lagde Haanden paa Hjertet og forsikkrede, at han ikke var Forfatteren. »Jeg veed, hvad jeg veed!« sagde jeg leende, og undskyldte nu, at jeg maatte afsted; det var mig virkelig umuligt længere at holde det ud, jeg maatte derfor tale, som jeg talte, og han anede ingen Svig. Hos Theaterdirecteur, Geheimeraad Adler kom jeg just i de Dage for at hre om »Lykkens Blomst«; ja,« sagde han, »det er et meget poetisk Arbeide, men det er ikke af den Slags, vi ret kunne have Gavn af, nei, kunde De skrive et Stykke som: »Den nye Barselstue«, det er fortræffeligt, men det er nu ganske udenfor Deres Talent, De er Lyriker, og har ikke det Lune, den Mand har!«

»Nei desværre, det har jeg ikke !« svarede jeg, og nu roste ogsaa jeg »Den nye Barselstue«. Aar og Dag gik det lille Stykke med samme levende Bifald, Ingen vidste Forfatteren, der blev gjettet paa Hostrup, og det var mig ikke til Skade, senere nævnte Een og Anden ogsaa mig, men det blev ikke troet; jeg har selv været Vidne til, hvorledes de, som sagde Sligt, bleve viste til Rette, og eet af de Argumenter, man kom med, var: »Andersen kunde ikke tie stille, da Stykket gjør saa megen Lykke! « – »Nei, det vilde være mig umuligt!« sagde jeg og gjorde stille det Løfte, at jeg ikke vilde nævne mig som Forfatter, for det efter Aaringer var udspilt og ikke længere havde den Interesse, et saadant lille Arbeide i sin Nyhed kan have, og jeg har holdt Ord, først ifjor vedkjendte jeg mig det, ved at optage det i de samlede Skrifter, ligesom ogsaa »Kongen drørnmer«. Flere Characterer i Romanen »O. T.« ligesom enkelte i »Kun en Spillemand«, f. Ex. Peter Wik, maatte kunde ledet paa Spor, at jeg var Forfatteren; i selve mine »Eventyr« troede jeg, man maatte finde nogen Humor, men det har man da ikke gjort, man fandt denne kun i »Den nye Barselstue«. Det morede især H.C. Ørsted, der iøvrigt af Alle var Den, som først udtalte og gjorde mig selv opmærksom paa Humorets Evne hos mig; han sage det i flere af mine tidligste Arbeider og i enkelte Træk ved min Personlighed. Da jeg 1830 fremtraadte første Gang med en Samling »Digte«, af hvilke flere før havde været trykte spredte ad, vilde jeg give hele Samlingen et Motto, men jeg kunde intet ret betegnende finde, saa lavede jeg selv et:

»Vergessene Gedichte sind neue!«
Jean Paul.

Og siden havde jeg den Morskab at see andre Forfattere, Mænd af Læsning, citere samme af Jean Paul; jeg vidste, hvorfra de havde det, og Ørsted vidste det ogsaa. – Paa en Tid, hvor jeg virkelig led bitterlig under en altfor haard og næsten personlig Critik, saa jeg tit var ved at opgive mig selv, kom der Øieblikke, hvor Lunet, om jeg tør kalde det saa, løftede mig over den Bedrøvelse og Ynkelighed, jeg sank ned i, jeg saae vel mine egne Svagheder og Mangler, men ogsaa det stundom Taabelige og Komiske i den ofte fade Heglen og Hovmesteren: i et saadant Øieblik skrev jeg en Critik over H. C. Andersen som Forfatter, den var meget skarp og endte med Opfordring til Studium og Taknemlighed mod mine Opdragere; jeg havde ikke blot gjengivet de sædvanlige Indvendinger mod mine Arbeider, men tillige omtalt et Par endnu, som jeg selv følte nok kunde gjøres, naar man vilde mig ret til Livs. Jeg tog det Skrevne med til H. C. Ørsted en Middag, en Kreds var der samlet, jeg sagde, at jeg bragte med en Afskrift af en uforskammet haard Recension og læste den op; man kunde ikke begribe, at jeg vilde skrive Sligt af, men man indrømmede, at den ogsaa var haard. – »Det er den,« sagde Ørsted, »man er for streng mod Andersen, men dog, jeg sidder og tænker paa, der er Noget i denne, et Par Indvendinger, som virkelig ere ganske slaaende, de vise et Blik ind i Dem« – »Ja!« svarede jeg, »for den er ogsaa af mig selv!« og nu blev der en Overraskelse, en Latter og Spøg, de Fleste undrede Sig over, at jeg ogsaa selv kunde skrive Sligt. – »Han er en sand Humoristiker!« sagde H. C. Ørsted, og det var første Gang, at det gik op for mig selv, at jeg havde Noget af denne Evne.

Alt som man bliver ældre, ihvor meget man end tumler Sig om i Verden, bliver dog eet Sted det egentlige Hjem, selv Trækfuglen har sit bestemte Sted, hvorhen den altid søger, mit var, foruden hos H. C. Ørsted, Wulffs og Fru Læssøe, det Collinske Huus, det var og bliver det egentlige Hjem i Hjemmet. Behandlet som Søn, næsten opvoxet med Sønnerne og Døttrene, er jeg bleven et Led i Familien; et inderligere Sammenhold end i dette Huus har jeg aldrig kjendt; eet Led brast i denne Kjæde, og just i Tabets Time følte jeg, hvor fast jeg var voxet her, at jeg blev betragtet som eet af Børnene. Skulde jeg nævne et Exempel paa en Huusmoder, der ganske hengav sit eget Jeg i sin Mand og sine Børn, da maa jeg nævne Collins Hustru, Søster til Botanikeren Hornemann og Enke efter Tænkeren Birckner.

I de sidste Leveaar var hendes Hørelse aftagen, og hun havde den Ulykke, snart at blive næsten blind; en Øienoperation blev foretagen, den faldt lykkelig ud, hun kunde alt i Vinteren begynde igjen at læse en Bog og var taknemlig glad derover, længtes forunderlig efter at see det første Foraarsgrønne, og hun saae det i sin Lille Have. En Søndagaften forlod jeg hende glad og sund, om Natten blev jeg kaldt op, Collins Tjener bragte mig et Brev, Collin skrev: »Min Kone er meget syg, alle Børnene ere samlede herude!« Jeg forstod det, jeg fløi afsted, hun sov stille, uden Smerte, ja som det syntes uden at drømme, det var den Godes Søvn, det var Døden, som nærmede Sig saa stille, saa venligt; paa tredie Dag laae hun endnu saaledes i uafbrudt rolig Slummer, da gik der en Bleghed hen over Ansigtet, og hun var død.

Du lukked’ Øiet for at samle ret
Med Tanken i een Sum din hele Lykke.
Vi saae et Blund, som Barnets blød og let,
O Død, Du er jo Glands og ikke Skygge!

Aldrig havde jeg tænkt mig, at det at forlade denne Verden kunde være saa smertefrit, saa lyksaligt. Der kom en Andagt i min Sjæl, en Forvisning om Gud og Evigheden, som løftede dette Øieblik til et Moment i mit Liv; det var den første Dødsseng, jeg som ÆIdre havde staaet ved. Børn og Børnebørn vare samlede; i et saadant Øieblik er det helligt rundt omkring os.

Hendes Sjæl var Kjærlighed, hun gik til Kjærlighed og Gud!

I Slutningen af Juli skulde ved Skanderborg Monumentet for Kong Frederik den Sjette afsløres, jeg havde efter Comiteens Anmodning skrevet Fest-Cantaten*) Digte 1ste Deel

Hartmann satte den i Musik, og Studenter-Sangforeningen vilde udføre den; de Syngende ligesom Componist og Digter bleve naturligviis indbudne.

I smukke Bugter mellem de høie Banker med prægtige Bøge strækker sig Indsøen, hvor Christian den Fjerde i sine Barndomsaar legede Sømand, paa Slotsruinen er Kirken reist, og foran den staaer Monumentet, et Arbeide af Thorvaldsen. Der var meget Gemyt, vil jeg troe, i det Hele, men meget lidt Orden, Folk brød ind over Skranken for bedre at høre, ingen Ting hørte man, Vinden har Musik og Sang bort fra det egentlige Centrum, Talerens Smerte forsvandt i Luften; det egentlige, for mig, smukkeste Moment var om Aftenen efter Afslørelsen af Monumentet; rundt om dette vare Begkrandse tændte, de kastede Deres vaklende Skjær ud over Søen; inde i Skoven glimrede tusinde Lys, og Dandsemusiken klang fra Teltene; rundtom paa alle Banker, mellem Skovene og høit over disse, bleve i et Nu Festblus tændte, der lyste i Natten som røde Stjerner. Der laae over Søo og Land en Fred, en Sommerduft, som Norden eier i sine deiligste Sommernætter. Skyggerne af hver, som, gik mellem Monumentet og Kirken, glede svævende, store, hen ad dens røde Muur, som var det Aander, der toge Deel med i Festen.

Et kongeligt Dampskib var givet til at hjemføre Studenterne, og før Afreisen beredte Aarhuus Borgere os, hjerteligt og velmeent, en Balfest, vi kom i lang Vognrække til deres By, men tidligere end de havde ventet os, og da vi skulde festligt modtages, bleve vi varede ad om at vente lidt; vi maatte i den hede Sol holde lang Tid udenfor Byen, Alt for Ærens Skyld, og da vi saa kom ind paa Torvet, opstilledes vi i Rækker; de gode Borgere toge hver sin Student for at beverte ham og give ham et Hjem, Hartmann havde alt tidligt en Indbydelse, jeg stod mellem de Opstillede, et Par Borgere, een efter anden, kom, bukkede, vilde vide mit Navn, og da jeg sagde det, spurgte de: »det er dog ikke Digteren?« jeg sagde »jo!« de bukkede igjen og gik, de gik Allesammen, ikke en eneste vilde have Digteren, eller maaskee, skal jeg troe, som man bagefter høflig har sagt, de undte mig saa god en Vært, den allerbedste, saa at jeg tilsidst fik slet ingen; jeg stod forladt og ene, som paa Slavemarkedet en Sort, hvem Ingen vil kjøbe; jeg alene maatte tye til et Hotel udi den gode Stad Aarhuus.

Hjem over Kattegattet gik det med Sang og Klang, Ungdoms Sind og Ungdoms Mod; Kullen løftede, sine sorte Klipper, de danske Kyster stode saa frisk, og grønne med deres Bøgeskove, det var en Sangfart, en Vennefart for Componist og Digter. – Jeg vandrede hjem igjen til literair Virksomhed.

I Begyndelsen af Aaret var min Roman »Improvisatoren« bleven oversat paa Engelsk af den bekjendte Forfatterinde Mary Howitt og, som før sagt, optagen med stort Bifald; »O. T.« og »Spillemanden« fulgte efter under den fælles Titel: whe life in Denmark, jeg var bleven en læst Forfatter i det store England; derfra var Skrifterne gaaet over til Amerika. Paa Tydsk og Svensk var tidligere de eneste Oversættelser af mine Skrifter; nu fulgte foruden disse nævnte ogsaa en hollandsk af Romanerne, og i Petersborg udkom paa Russisk, efter svensk Oversættelse: »Improvisatoren«. Hvad jeg aldrig dristigt havde vovet at tænke, mig muligt, opfyldtes, mine Skrifter syntes at staae under en Lykkestjerne, jeg kan ikke forklare det anderledes; de toge Flugt ud over Landene og fandt overalt Venner og mildere Dommere end i mit eget Fædreland, hvor de dog var, skrevne og læstes i Originalsproget. – Der er noget opløftende og tillige Skrækkende i, at see sine Tanker gaae vidt omkring og ind i Menneskene; det er næsten ængsteligt saaledes at tilhøre Mange. Det Ædle og Gode bliver en Velsignelse, men vore Vildfarelser, det Onde, have ogsaa deres Spires i sig, og uvilkaarligt paatrænger sig Tanken: Gud, lad mig aldrig nedskrive et Ord, hvorfor jeg ikke hos Dig kan gjøre Regnskab. En egen Følelse, blandet af Glæde og Angest, fylder mig ved hver Gang min Lykke-Genius bærer min Digtning til et fremmed Folk.

Som et styrkende Bad for Aanden, som den Medea-Drik, der altid forynger igjen, er for mig Det at reise. Jeg føler en Trang dertil, ikke for at søge Stof, som en Recensent har troet og sagt, da han omtalte »En Digtes Bazar«, og som siden er bleven eftersnakket af Andre; der ligger en Rigdom af Stof i mit eget Indre, dette Liv er for kort til at tømme dette Væld, men der hører Aands-Friskhed til at bringe det Sundt og modent paa Papiret, og for mig er Reiselivet, som sagt, dette forfriskende Bad, hvorfra jeg ligesom yngre og stærkere vender tilbage. Ved fornuftig Oeconomie og ved Indtægten af mine Skrifter har jeg i de sidste Aaringer flere Gange været paa Reise. Erkjendelse, maaskee Overvurdering, men især Hjertelighed, Lykke og Glæde er i fuldeste Maal strømmet til mig derude, det kunde jeg dengang ikke sige om Hjemmet, og ved det hænger Hjertet; derude fik jeg et Solskin, som kun i enkelte Straaler kom til mig i mit Fædreland, hvor man mest havde Øie for mine Svagheder, idelig tillod sig at opdrage mig og forkuede mangen dygtig Spire hos mig, ja havde ødelagt den, om ikke fremmed Kjærlighed havde pleiet den, givet mig Selvstændighed og endelig, ved sin Udtalelse, Medfølelse og Vurdering overrasket og tvunget Hjemmets Folk til at agte min Digternatur. – Det er gaaet mig som Den, der i Hjemmet er Skumpelskud og Syndebuk, ude et forkjælet afholdt Barn; der løftede sig vel Sindet lidt, men indenfor Hjemmets Mure følte det da Haardheden og Lidelsen større.

Dog til Reisen igjen; den jeg her omtaler hører til een af de, paa hvilke Gud forundte mig den største Erkjendelse og Glæde.

Jeg vilde igjen besøge Italien, det var for tredie Gang; jeg vilde kjende Syden ogsaa i sin varme Tid, og det var min Plan dernæst at gaae til Spanien og hjem over Frankrig. Sidst i October 1845 forlod jeg Kjøbenhavn; altid før naar jeg reiste ud, tænkte jeg: »Gud, hvad vil Du paa denne skeer med mine Venner her hjemme i den Lange Tid, jeg er borte?« Og jeg følte en Angest: i eet Aar kan Liigvognen mange Gange kjøre ud af Porten, og hvilke Navne skulle skinne fra Kisterne! – Vi have den Talemaade, naar man pludselig føler en kold Gysen: »nu gik Døden over min Grav!« – Der er et koldere Gys, naar Tanker, gaaer over vore bedste Venners Grave.

Jeg blev nogle Dage hos Grev Moltke paa Glorup; Landlivet her holdt mig fast, og dette har selv i det sildige Efteraar noget poetisk smukt; naar Løvet er af Træerne, men Solen, skinner paa det grønne Græs, og Fuglene qviddre, kan man tidt bilde sig ind, at det er en Foraarsdag; saaledes har vist den andre Mand Øieblikke i sin Høst, hvor hans Hjerte endnu drømmer Foraar.

I min Fødeby, det gamle Odense, blev jeg kun een Dag, jeg føler mig mere fremmed der, end i nogen af Tydskland, store Byer; som Barn var jeg eensom, har derfor ingen Barndomsvenner her; de fleste Familier, jeg her havde kjendt, ere døde, ganske nye Slægter gaae om i Gaderne, der ogsaa ere forandrede. Mine Forældres fattige Grave findes ikke mere, andre Døde ere igjen her nedlagte; Alt er forandret. – Jeg gik een af mine Barndoms-Vandringer, ud til Maria-Høi, der havde tilhørt den Iversenske Familie, denne selv var spredt ad, ubekjendte Ansigter viste sig for mig bag Ruderne. Hvor mange Ungdoms-Tanker bleve ikke vexlede her; en af de unge Piger, Henriette Hanck, som stille, med lysende Øine, dengang lyttede her til mine første Digte, da jeg som Discipel fra Slagelse og senere som ung Student kom her, sad nu langt mere stille i det larmende Kjøbenhavn og havde derfra alt sendt sine første Skrifter ud i Verden, Romanerne »Tante Anna« og »En Skribentindes Datter«. Begge vare alt udkomne i Tydskland; den tydske Forlægger troede, at et Par Ord fra mig kunde være dem, til Gavn, og jeg, den Fremmede, den maaskee alt for vel Modtagne, har indført den beskedne Piges Skrifter i Tydskland. *)  *) Samlede Skrifter. XVIII.

Hendes Barndoms Hjem ved Odense Canal, her hvor den første lille Kreds havde givet mig Hyldest og Glæde, besøgte jeg; Alt var mig nu der fremmed, jeg selv en Fremmed; heller ikke hende skulde jeg mere see, da jeg Aaret efter vendte hjem fra Reisen, naaede mig Efterretningen, at hun i Juli (1846) var død; hun blev sine Forældre en kjærlig Datter, var et dybt poetisk Gemyt, og jeg har i hende mistet en trofast Veninde fra Barndomsaarene, som med Interesse og søsterligt Sind fulgte mig i onde og gode Dage.

Hertugen af Augustenborg havde holdt sit Sølvbryllup, mellem de flere Danske, man hædrede med Indbydelse, var ogsaa jeg; der havde imidlertid da tydeligt viist sig en Gjæring, en Spænding, der stillede det hertugelige Huus i en Slags vaklende Stilling til dansk Interesse; uagtet min hele Virken laae og er udenfor det politiske Liv, vilde jeg dog helst udgaae at være Vidne til mulige Ord eller Yttringer, der kunde komme i Collision med min Danskhed, det laae mig ogsaa beqvemmere paa min Reise-Udflugt senere at tage over Gravensteen og udtale min Tak for den venlige naadige Indbydelse, end at reise hen, atter tilbage og senere ud igjen. Jeg kom saaledes nu for første Gang til det smukt beliggende Jagtslot Gravensteen, og blev som tidligere naadigt og hjerteligt modtagen, Intet mærkede jeg, der kunde støde dansk Sind og Hjerte; at de om Aftenen mellem andre Sange istemte »Schleswig-Holstein meerumschlungen«, antog jeg betydningsløst; i Familielivet taltes kun Dansk, og der udtaltes og fremhævedes for mig, hvor dansk just Hertugen var, hvilken Uret Kjøbenhavnerne i deres feilagtige Dom gjorde ham. Mindst anede jeg da, hvor snart Uveiret vilde bryde løs. – Jeg blev her hele fjorten Dage, det var, som om disse vare en Forberedelse paa al den Lykke og Velsignelse, der skulde møde mig, naar jeg kom til Tydskland. Egnen ved Flensborg Fjord er unægtelig en af de meest maleriske i det Slesvigske; her er store Skove, bjergagtige Høider og altid Afvexling med den bugtede Fjord og de mange stille Ferskvands-Søer. Selv Efteraarets svævende Taager gav Landskabet noget end mere malerisk, noget fremmed for Øboeren, der kun i mindre Maalestok seer hos sig en saadan Natur. Der var smukt ude, der var velsignet inde; og her i festlig og fyrstelig Overflødighed blev til et af Eventyrerne, der skildrer Savn og Nød, »den lille Pige med Svovlstikkerne«. Udgiveren af en dansk Folkekalender sendte mig tre forskjellige Træsnit og bad mig om jeg til eet af disse vilde skrive ham en lille Historie, og jeg valgte Billedet med den fattige lille Pige, der sidder med Svovlstikkerne i Forklædet og holder et Bundt i Haanden.

Med Indbydelsen til oftere at vende tilbage til Gravensteen og Augustenborg forlod jeg et Sted, hvor jeg havde nydt lykkelige Dage; en tung, blodig Tid skulde gaae op herover; jeg har ikke havt Hjerte til at see disse Egne igjen – de sidste Toner, klang for mig derfra, vare »Lotte ist todt!« – Prindsesserne af Augustenborg spillede den i ungdommelig Munterhed, Erindringen om hiin Tid og dens Efterklang er et smerteligt Echo – »todt! -todt« – Men igjen til Reisen.

Til de gamle Venner i Hamborg, der besøgtes, sluttede sig en ny, det var Maleren, den geniale Speckter; han overraskede mig med sine kjække, herlige Tegninger til mine Eventyr, han havde alt en heel Samling, og de ere senere komne i een af de tydske og i en engelsk Udgave; disse ere unægtelig de genialeste Billeder til Eventyrene. Det samme kjække Naturfriske, der aabenbarer sig i hvert af hans Arbeider og gjør det til et lille Kunstværk, udtaler sig i hele hans Personlighed. Han var da ikke gift, men Familiehjemmet, han var i, syntes mig et patriarchalsk Hjem; her var en gammel, hjertelig Fader, og begavede Søstre, som med hele deres Sjæl elskede Broderen. Speckter syntes opfyldt af mine Eventyr og gjennem disse at være mig inderlig god. Fuld af Liv og Spøg gik han en Aften med mig, jeg vilde i Theatret, og der var neppe meer end et Qvarteerstid til, at Forestillingen skulde begynde, vi kom forbi et rigt Huus. »Der maae vi først op, kjære Ven«, sagde han, »der boer en rig Familie, Venner af mig, Venner af Deres Eventyr; Børnene vilde blive lykkelige« – »Men Forestillingen begynder i Theatret« sagde jeg. »Kun to Minutter!« svarede han og trak mig ind i Huset, nævnede mit Navn, Børnekredsen flokkede sig om mig. »Og nu fortæeller De et Eventyr, kun et eneste!« Jeg fortalte eet og skyndte mig afsted for endnu betids at naae Theatret. »Det var et underligt Besøg!« sagde jeg. »Fortræffeligt!« jublede han, »ganske udmærket. Børnene ere opfyldte af Andersen og hans Eventyr, pludseligt staaer han midt i Kredsen, fortæller selv eet og – er borte, forsvunden! det er for de Smaa som et Eventyr selv! det vil just blive levende i deres Erindring!«

I Oldenborg, Storhertugdømmet, ventede mig min egen lille Stue, hvor Alt var gjort hjemligt og hyggeligt for mig. Den tidligere nævnte Minister von Eisendecher og hans aandfulde Kone, hvem jeg blandt alle Vennerne i Udlandet kunde regne blandt de meest deeltagende, ventede mig, hos dem havde jeg lovet at blive en fjorten Dage, men Opholdet her drog endnu lidt længere ud. Et Huus, hvori alle de bedste og meest Aandfulde i en Stad mødes, bliver altid et behageligt Opholdssted, og et saadant fandt jeg her. I den lille Stad er en stor Selskabelighed, og Theatret, hvor der da hverken gaves Opera eller Ballet, hørte idetmindste dengang til de allerfortræffeligste i Tydskland. Gall var da Theaterintendant, hans Dygtighed er noksom bekjendt, og af en stor og heldig Indflydelse viste sig Digteren Julius Mosens Kaldelse til Medvirken. Mosen, der for endeel ligner Alexander Dumas, har et noget afrikansk Ansigt med brune, funklende Øine, var, uagtet hans legemlige Liden, Liv og Aand; snart forstode vi hinanden og mødtes tidt. Ham skylder jeg, at jeg fik eet af Tydsklands classiske Stykker at see: Lessings Nathan der Weise, hvis Titelrolle udførtes af Kaiser, en ligesaa tænkende og fortræffelig Skuespiller, som Forelæser.

Ogsaa Mayer, der saa interessant har skrevet om »Neapel and die Neapolitaner« traf jeg her atter; han gjorde sig bekjendt med mine øvrige paa Tydsk udkomne Skrifter og skrev Aaret efter i: »Jahrbücher der Gegenwart«, September og October Hefterne, en udførlig gjennemgaaende Artikel: »Andersen und seine Werke«, der aander Kjærlighed, og viser Indsigt og Tænkning ved det Læste; det Hele tør vistnok kaldes en Roes for dansk Literatur, som det var af en stor Betydning for mig, men det syntes ikke, at Nogen her hjemme har lagt Mærke til dette ellers meget læste Skrift; aldrig er Anmeldelsen bleven nævnet, og jeg skulde troe, alene for Sammenligningen der mellem Heine, der havde den høieste Erkjendelse, og mig, der kun havde den i ringe Grad, den kunde her have været nævnet, som paafaldende, og saaledes har det vist ogsaa klinget for Læseren her om Heine og Andersen, at nævne de To sammen, men det var nu Tilfældet: »Beide Dichter haben ein Verhältniss zur deutschen Romantik; aber Heine steckt aus der Romantik, in deren Kranz er in guten Stunden mit den schönsten Blüthen geflochten, in der Prosa des Witzes herab; Andersen dagegen niimt den substantiellen Inhalt, den die neueste Schule im Gegensatze zu der selbstsüchtigen Romantik fordert, in die beiden Dichtungsarten, die er vorzugsweise kultivirt, in die Romane und das Märchers, auf, ohne jedoch die kranke Seite dieser Schule: das philosophische Construiren und den politischen Tendenz zu adoptiren; er weiss nicht von Hegel, will auch nichts von ihm wissen, weil die graue Theorie seiner kindlichen, ächten Dichternatur widerstrebt; – – «

Capelmesteren Pott og min Landsmand, Maleren Jerndorf, hørte til mine tidligere Venner, liver Dag knyttedes iøvrigt nye Bekjendtskaber; ved Ministeren v. Eisendecher, i hvis Kreds jeg havde mit Hjem, aabnedes mig alle Huse; Storhertugen modtog med Deeltagelse og Naade, alt Dagen efter min Ankomst blev jeg indbudt her til Hofconcert og senere flere Gange til Taffels.

I v. Eisendechers Huus og hos Geheimeraad Beaulieus havde jeg et Par Gange læst paa Tydsk mine Eventyr, og idet jeg lagde min danske Sjæl i Udtrykket, og ved Eventyret den bløde Udtale i min Mund maaskee bidrog til at forhøie det Naive, som idetmindste er søgt at gjengives i Oversættelserne, fandt man en særegen Interesse i at høre mig selv foredrage disse. For Storhertugen, i en udvalgt Kreds, men dog den største, jeg endnu ude havde læst for, gav jeg, som eengang tidligere ved Hoffet i Weimar, i et fremmed Sprog mine Eventyr; og overalt siden hos Vennerne i Tydskland vovede jeg det oftere og altid følte man, tør jeg troe, Interesse ved at høre mig selv foredrage disse smaa Historier. Den fremmede Udtale kan bedst tillades ved Læsningen af et Eventyr, det Fremmede grændser her tit det Barnlige, der giver Forelæsningen en for denne Digtning naturlig Colorit. Jeg saae overalt de betydeligste Mænd, de mest aandfulde Qvinder med Interesse følge mig.

Anmelderen i »ahrbücher der Gegenwart« siger:

»Man hat Andersen Eitelkeit vorgeworfen, weil er nicht müde wird dieselben Märchen immer weider vorzulesen und von seinen Poesien zu sprechen. Allein gutmüthig, wie er ist, mag er einerseits den vielfachen Bitten, die allerwärts an ihn ergehen, selbst auf Gefahr grosser Ermündung nicht entgegen »sein; ein Märchen erzählen oder lesen ist ja ein so Kleines und Leichtes; wie ein artiges Lied immer wieder zu singen wird, will ein Märchen immer wieder erzählt sein und kommt erst eins an die Reihe, so folgen leicht noch ein Paar nach. »Andererseits hören andere Dichter sick auch gern lesen, zumal wenn sie, wie Andersen, gut fortragen und Beifall finden; dichleibige Manuscripte finden aber nicht leicht ein so williges Publicum. Auch andere Dichter reden sehr gern von ihren Werken, und für Alles, was ausser ihrem Kreise liegt, nur wenig Sinn zeigend, kehren sic gern im Gespräch zu ihrem ich zürück; sie sind nur klüger und wissen besser den Schein der Eitelkeit zu meiden.«

Jeg var endnu i Oldenborg, og det var allerede blevet Vinter. Engene der stode under Vand og dannede store Søer om Staden, har tyk Iis Skøiteloberne fløi hen over den, og jeg var som voxet fast tit den kjære Stad Oldenborg hos de gjestfrie Venner, Dage og Aftener glede saa hurtigt hen i aandfuldt Selskabsliv, ved Læsning, Musik, Skuespil og Samtaler; en lille Anecdote, vist ikke før optegnet, jeg hørte her og som rørte mig og knytter sig tit den ulykkelige danske Dronning Caroline Mathildes Historie, maa jeg vedlægge disse Blade. En ældre Dame ved Storhertugens Hof fortalte, at hendes Fader havde været med i Ambassaden, der fra England afhentede Caroline Mathilde, Christian den Syvendes Dronning; ombord paa Skibet fik de i Nordsøen en Storm; det danske og engelske Flag, der forenet i eet vaiende paa Skibet, blev ved et Vindstød revet af Stangen og flenget i to Stykker, hvert Flag for sig; det var som et ondt Varsel, og Taarerne kom Caroline Mathilde i Øinene, men saa greb hun i Hast de adskilte Stykker, fik Naal og Traad og satte sig ned paa Dækket, medens Søen sprøjtede derop, og selv syede hun Flagene sammen til eet.

Et Træk af Mosens lille Søn rørte mig; han havde med stor Opmærksomhed hørt mig læse et Eventyr, og derfor da jeg Dagen for min Afreise kom at sige Levvel, og Moderen sagde, at han skulde give mig Haanden: »der gaae maaske mange Tider før Du seer ham igjen!« brast Drengen i Graad, og om Aftenen da Mosen kom i Theatret til mig, sagde han: »min lille Erik eier to Tinsoldater, han har givet mig den ene til Dem at tage med paa Reisen« og den fulgte med; i Historien om »det gamle Huus« har jeg tænkt paa lille Eriks Tinsoldat. Mosen skrev tit mig, foran i sin »Johan af Østerrig:«

Kam ein Vogel einst herüber,
Von der Nordsee wüsten Strand,
Singend zog er mir vorüber,
Märchen singen durch das Land;
Fahre wohl! bring deine Lieder
Und dein Herz den Freunden wieder.

Afreisen kunde nu ikke laongere udsættes, Julen nærmede sig og denne vilde jeg i Aar tilbringe i Berlin; men hvad er Afstanden i var Tid, fra Hannover til Berlin gik jo Dampvognen i een Dag! Jeg maatte afsted fra Oldenborg, fra alle Kjære der.

Da jeg forrige Gang var i Berlin, blev jeg, som Forfatter til »Improvisatoren«, indbudt i »det italienske Selskab«, hvor kun de, som havde været i Italien, kunde faae Adgang, her saae jeg første Gang Rauch, der ved sin kraftige, mandige Skikkelse og sit sølvhvide Haar ligner noget Thorvaldsen, dengang blev jeg ikke forestillet ham, og jeg vovede ikke selv at presenters mig; heller ikke i hans Atelier, hvilket jeg som andre Fremmede besøgte, fik jeg talt med ham; men da han, i Selskab med Museets Directeur, Olfers, gjestede Kjøbenhavn, mødtes vi der i den Preussiske Gesandts Huus og lærte at kjende hinanden; nu altsaa i Berlin gik jeg strax til ham, han havde siden vort Møde

læst de fleste af mine Skrifter og var især opfyldt af mine Eventyr; han trykkede mig i sine Arme, udtalte en altfor høi Roes over mig som Digter, men ærligt meent, tør jeg troe; et saadant Øiebliks Vurdering eller Overvurdering hos Geniet udsletter mange mørke Skygger i Sindet. Af Rauch fik jeg mit første Velkommen i Berlin, han sagde mig, hvilken stor Kreds af Venner jeg havde i Preussens Hovedstad, og jeg maatte snart erkjende Sandheden; det var de ædleste i Sindet, som de første af Rang i Kunst og Videnskab, der kom mig imøde: Alexander Humboldt, Fyrst Radziwil, Savigny og saa mange Uforglemmelige. Alt forrige Gang jeg var her, havde jeg søgt Brødrene Grimm, men var dengang ikke kommet vidt med Bekjendtskab; jeg havde da intet Anbefalingsbrev bragt med, idet man sagde mig, og jeg selv troede det, at kjendte Nogen mig i Berlin, saa maatte det være Brodrene Grimm; jeg opsøgte deres Bopæl; en Tjenestepige spurgte mig, hvem af de To jeg vilde tale med. »Den, som har skrevet meest!,« sagde jeg, idet jeg dengang var uvidende om, hvem af dem der havde været meest virksom ved Udgivelsen af Folke-Eventyrene. »Jacob er den Lærdeste!« sagde Pigen; »ja, saa før mig til ham!« – Jeg kom ind i Stuen; og Jacob Grimm med det kloge, characteristiske Ansigt stod for mig.

»Jeg kommer til Dem uden Anbefalingsbrev, idet jeg haaber, at mit Navn er Dem ikke ganske fremmed!« »Hvem er De?« spurgte han. Jeg sagde det, og Jacob Grimm sagde halv forlegen: »Jeg veed ikke, at jeg har hørt Deres Navn. Hvad har De skrevet?« Nu blev jeg forlegen, nævnede mine Eventyr. »Jeg kjender dem ikke« sagde han; »men siig mig et andet af Deres Skrifter, saa har jeg vist hørt det nævne!« Jeg nævnede »Improvisatoren,« og endnu et Par af mine Bøger, han rystede med Hovedet, jeg følte mig ganske ilde ved det. »Hvad maa De troe om mig!« begyndte jeg, »saaledes, som vildfremmed at komme ind til Dem, saaledes selv at regne op, hvad jeg har skrevet! – men De maa kjende mig! jeg veed en dansk Samling Eventyr af alle Nationer, udgivet af Molbech og dediceret Dem, i den staar i det mindste eet Eventyr af mig!«

Godmodig, men forlegen, som jeg selv var det, sagde han: »Ja, den Bog har jeg ikke læst! Men det glæder mig at kjende Dem; maa jeg føre Dem til min Broder Wilhelm!« »Nei, Tak!« sagde jeg og ønskede bare at komme bort, det var gaaet mig galt nok hos den ene Broder, saa jeg ikke havde Lyst at prøve det samme hos den anden; jeg trykkede hans Haand og skyndte mig afsted; nogle Uger efter i Kjøbenhavn, idet jeg der netop pakkede ind i min Koffert for at reise til Provindserne, traadte Jacob Grimm i Reiseklæder ind til mig, han var kommen til Kjøbenhavn, netop stegen i Land og paa Veien til Hotellet, da han kom forbi min Bopæl, var han strax gaaet op til mig, for: »nu kjendte han mig!« sagde han; hjerteligt trykkede han min Haand og saae mildt paa mig med sin) kloge Øine; Postkarlen, der skulde hente mit Tøi, traadte i de samme ind, jeg havde kun faa Minutter, og Sammentræffet Kjøbenhavn blev saaledes lige saa kort, som det i Berlin; men nu kjendte vi hinanden, nu vare vi gamle Bekjendte, der atter mødtes.

Jacob Grimm er een af de Personligheder, man maa elske og slutte sig til; ogsaa hans Broder lærte jeg nu at kjende og skatte. En Aften hos Grevinde Bismark-Bohlen læste jeg eet al mine Eventyr; i Kredsen her lyttede Een især med synlig Deeltagelse, udtalte sig klogt og eiendommeligt, det var Wilhelm Grimm. »Jeg havde dog nok kjendt Dem, dersom De var kommen ind til mig, sidst De var her! « sagde han.

Senere samledes jeg næsten daglig med begge disse to begavede, elskværdige Brødre; de Kredse, i hvilke jeg kom, syntes ogsaa at være deres, og det var mig en Lyst og en Glæde, at de lyttede til mine Eventyr, at de med Deeltagelse fulgte mig, de, hvis Navne ville evigt staae, saalænge »tydske Folke-Eventyr« læses. – Det havde under mit forrige Ophold i Berlin forstemt mig, at Grimm slet ikke kjendte mig, og naar derfor den Tid Nogen stærkt udtalte, hvor kjendt og vel optagen jeg var i Berlin, rystede jeg med Hovedet og gav min Tvivl med de Ord: »Grimm kjendte mig aldeles ikke!« – Nu var det opnaaet!

Tieck var syg, kunde Ingen see hos sig, sagde man, men da han fik mit Kort, sendte han mig strax Brev og ordnede et Lille Festmaaltid, hans Broder, Billedhuggeren Tieck, Historikeren Raumer saint Steffens Enke og Datter vare med mig de eneste Gjester. Det var sidste Gang, vi samledes; et Par glade, levende Timer fløi; aldrig glemmer jeg siden den Musik, der laae i hans Tale, den Inderlighed, der straalede ud af hans kloge Øine, hvis Ild ikke ved Alderen slukkedes, men vandt i Glands. – »Alferne«, et af de skjønneste Eventyr, der er digtet i vor Tid, formaaer, om Tieck ikke havde skrevet Andet, at bære hans Navn til Udødeligheden. – Som Eventyrfortæller bøiede jeg mig for ham, den Ældre, Mester, han, som var den første tydske Digter, for mange Aar tilbage, der først trykkede mig til sit Bryst, som var det en Indvielse af, at vi skulde vandre de samme Veie.

De ældre Venner maatte alle besøges, Antallet af de nye voxte hver Dag, Indbydelser fulgte; der hører ordentligt legemlige Kræfter til at udholde saa megen Velvillie! Henved tre Uger blev jeg i Berlin, og Tiden syntes ligesom at flyve. hurtigere ved hver Dag, der gik, men jeg overanstrengedes, jeg var tilsidst legemlig og aandelig træt! Jeg kunde kun vente Ro og Hvile ved igjen at komme paa Jernhanen, idet jeg, fløi gjennem Landene.-

Og dog midt i denne Suus og Tummel, i alt dette Overmaal af Godhed og Interesse for at gjøre mig mit Ophold her be. hageligt, stod een Aften tom, ubesat, een Aften, hvor jeg pludseligt følte Eensomheden i sin trykkende Skikkelse. Det var Juleaften. Netop den Aften, jeg med Barnets Sind saae i Festglands, hvor det hører til, at jeg maa see Juletraeet, glæde mig over Børnenes Glæde, see de ældre blive Børn igjen. – Netop denne Aften, som jeg siden hørte af de Mange, der gjestfrit og gjerne saae mig, Enhver troede, at jeg forlængst havde taget Indbydelse, hvor jeg heist vilde være, sad jeg ganske alene i min Stue i Hotellet og tænkte paa Hjemmet i Kjøbenhavn. Jenny Lind var i Berlin, Meyerbeer havde, som han tidligere udtalte for mig, sat igjennem, at hun var optraadt her, hyldet og beundret lod overalt hendes Roes, ikke blot Kunstnerindens, men Qvindens, begge i een forenet vakte en Begeistring, en Enthusiasme, saa Theatret formeligt bestormedes, naar hun sang. I alle Byer, paa alle Steder, hvor jeg kom, taltes om hende, dog denne Tale behøvedes ikke, hun var dybt i min Tanks, og det havde hende været min deiligste Phantasie, at tænke mig Juleaften tilbragt hos hende, jeg var forvisset om, at var jeg paa den Tid i Berlin, skulde jeg denne Festaften være i hendes Selskab. Det var mig en saadan fix Overbeviisning, at jeg afslog alle Indbydelser af Vennerne i Berlin, og da saa Aftcnen kom, – var jeg ikke indbudt af Jenny Lind, og sad ganske eensom i Hotellet, følte mig saa forladt, aabnede Vinduet, saae op i Stjernehimlen, den var mit juletræ; jeg var saa blød i Sindet, Andre vii maaskee kalde det sentimental, de kjende Navnet, jeg kjender Stemningen. Morgenen derpaa var jeg ærgerlig, barnagtig ærgerlig over min spildte Juleaften, og jeg sagde Jenny Lind, hvor trist jeg havde tilbragt den. »Jeg troede, De var hos Prindser og Prindsesser!« sagde hun; da fortalte jeg hende, at jeg havde afslaaet alle Indbydelser for at være hos hende, og at det havde jeg glædet mig til i lang, lang Tid, ja derfor var jeg netop i Julen kommet til Berlin.

»Kind!« sagde hun smilende, strøg sin Haand hen over min Pande, loe af mig og sagde, »det faldt mig aldrig ind, jeg var desuden buden ud, men nu maae vi gjøre Juleaften om, nu skal jeg lade Træet tænde for Barnet! Nytaarsaften staaer Juletræet hos mig!« Og netop Aarets sidste Aften stod for mig alene hos hende et lille Træe med Lys og Stads; Jenny Lind, hendes Ledsagerinde og jeg vare hele Kredsen. Vi tre Børn fra Norden vare samlede Sylvester-Aften. Jeg var Barnet, for hvem Juletræet var tændt; det var som Børns Legen »komme Fremmede«, vi fik alle Anretninger som ved stort Selskab, Thee, Iis og endelig Aftens-Bord; Jenny Lind gav en stor Arie og et Par svenske Sange, det var en ganske festlig Soirée, og jeg fik alle juletræets Foræringer. Vor stille festlige Aften rygtedes og blev omtalt i Avisen, de to Børn fra Norden, Jenny Lind og Andersen, begge under Juletræet, stod der omtrent.

En lille Historie, et Bidrag til hendes Triumph, blev jeg indviet i. En Morgenstund saae jeg fra mit Vindue, »Unter den Linden, stod, halv skjult af Træet nærmest Huset, en Mand, noget fattigt klædt, han tog en Kam op af Lommen, satte sit Haar, glattede Halsdugen og børstede Kjolen med Haanden. Jeg kjender den undseelige Armod, der trykkes af de fattige Klæder; min Interesses var alt vakt for ham. Et Øieblik efter bankede det paa min Dør, og samme Mand traadte ind til mig; det var Naturdigteren B – , der kun er en fattig Skrædder, men et ægte poetisk Gemyt, Rellstab, Kletke og flere Forfattere i Berlin havde i Bladene hæderligt omtalt ham, sagt, at der i hans Digte var noget Sundt og religiøst Inderligt. Han havde læst, at jeg var i Berlin og kom derfor at besøge mig. Vi sad i Sophaen sammen, og han udtalte en saa elskværdig Nøisombed, et saa ufordærvet godt Gemyt, at det gjorde mig ondt, at jeg ikke var rig, for ret at kunde gjøre Noget for ham. At han i al sin Nøisombed var trængende, saae jeg, Penge skulde han have, men det Lidet, jeg kunde give, skammede jeg mig ved at byde ham, det maatte idetmindste derfor komme under en modtagelig Form. Jeg spurgte ham, om jeg turde indbyde ham til at høre Jenny Lind.

»Jeg har hørt hende! « sagde han med et Smiil. »Ja, jeg havde jo ikke Penge til at kjøbe Billet, men saa gik jeg hen til Formanden for Statisterne og spurgte om jeg ikke en Aften kunde blive Statist i »Norma«, og man antog mig; jeg blev klædt som romersk Kriger, fik et stort Sværd ved Siden og kom ind paa Theatret, hørte hende bedre end Alle andre, jeg stod tæt ved hende, ak, hvor hun sang! hvor spillede hun! jeg kunde ikke lade være, jeg maatte græde derved, men det maatte man ikke, Formanden forbød det, han blev vred og vilde ikke oftere lade mig komme med, thi man tør ikke græde paa Theatret.«

Jenny Lind førte mig til Madam Birch-Pfeiffer. »Hun har lært mig Tydsk«, sagde hun, »hun er mig som en god Moder! De skal lære at kjende hende!« jeg glædede mig dertil. Paa Gaden satte vi os op i en Droschke, den verdensberømte Jenny Lind i en Droschke, vil Enkelte sige som det blev sagt i Kjøbenhavn, da man engang mødte hende saaledes kjørende med en ældre Veninde; »det er upassende for Jenny Lind at kjøre i Droschke, det Ene maa dog svare til det Andet! « Hvor underligt tidt Begrebet om det Passende fremstiller sig, saadanne Hverdagslivets Smaaligheder falde aldrig den sande Storhed ind. – Thorvaldsen sagde engang paa Nysoe, da jeg derfra vilde tag, ind til Byen med Dagvognen: »jeg tager med Dem!« og nu lød: »det passer sig ikke, Thorvaldsen med Dagvogn!« – »Men Andersen kjører jo ind med den!« sagde han uskyldig i sin Tanke; »det er noget Andet!« maatte jeg sige ham, Thorvaldsen med Dagvogn, det vilde forarge, det havde det allerede, at Jenny Lind sad i en Droschke; dog nu i Berlin kjørte hun med mig i en saadan, som vi tog paa Gaden, og kom til Madam Birch-Pfeiffer. Jeg vidste om denne Kunstnerindes Dygtighed som Skuespillerinde, kjendte hendes næsten Scribeske Talent til at gjengive i dramatisk Form, hvad der er voxet frem paa Romanens Grund, vidste den Haardhed, Critiken havde næsten altid Duet mod den høitbegavede Kone, det forekom mig ogsaa i det første Øieblik, som om dette – og ganske naturlig – havde givet hende et lille Bitterheds-Smiil, jeg fornam det i hendes Hilsen. -»Jeg har endnu ikke læst Deres Bøger, men jeg veed, Critiken er altid Dem saare gunstig! det kan jeg ikke glæde mig ved!«

»Han er mig som en god Broder!« sagde Jenny Lind, og lagde min Haand i hendes, og Madam Brinch-Pfeiffer bad mig hjertelig og ærlig velkommen, hun var Liv og Lune; da jeg næste Gang kom til hende, sad hun midt i Læsningen af »Improvisatoren«, og jeg følte, at jeg havde een Veninde mere.

Under mit Besøg i Berlin nød jeg den Lykke flere Gange at modtages af Prindsessen af Preussen, Søster til den nuregjerende Storhertug af Weimar, hun boede saa hyggeligt og dog som i et Fee-Palads; den blomstrende Vinterhave, hvor Kilden pladskede mellem Mosset foran Statuens Fod, førte ind til Værelserne, hvor de venlige Børn og den aand- og hjertefulde Fyrstinde tidt modtog mig. Een Formiddag læste jeg hos hende et Par af mine Eventyr, hendes kongelige Gemal lyttede til, ogsaa Semilassos Forfatter, Fyrst Püekler-Muskau, var tilstede.

Et smukt i Fløiel indbundet Album, paa hvis første Blad findes Billedet af den Fløi i Palaiet, hvor jeg her havde været, og med hendes nedskrevne Navn til Erindring, skjænkede hun mig ved Afskeden; det er ikke blot det Givne, der har en Betydning, men det er Maaden, det gives paa, som hæver dets Værd.

Strax ved min Ankomst til Berlin nod jeg den Ære at blive tilsagt til det kongelige Taffel; jeg fik Plads, ved Siden af Humboldt, hvem jeg kjendte bedst, og ikke blot ved hans aandelige Betydning og hans elskelige jevne Væsen, men ved hans uendelige Velvillie mod mig, fik endnu mere kjær; Kongen modtog mig høist naadig, sagde, at han under sit Ophold i Kjøbenhavn havde spurgt efter mig og hørt, at jeg var bortreist; han udtalte en stor Interesse for min Roman: »Kun en Spillemand« og tilføiede, at han, efter at have læst denne Bog, altid naar han saae Storken, tænkte paa den stakkels Christian; Episoden med Storkens Død havde dybt rørt ham; ogsaa Dronningen udtalte sig med samme Mildhed og Naade; senere havde jeg den Lykke en Aften at blive indbudt til Slottet i Potsdam, en Aften for mig saa rig og uforglemmelig; her var, med Undtagelse af de to opvartende Hofdamer og Kammerherrer, alene Kongen, Dronningen, Humboldt og jeg; ved samme lille Bord, hvor de sad, fik jeg Plads, netop den samme, sagde Dronningen, hvor Oehlenschläger havde siddet og forelæst sin Tragedie Dina; jeg læste fire Eventyr: Grantræet, den grimme Ælling, Toppen og Bolden og Svinedrengen; Kongen var saa livlig, saa deeltagende, udtalte sig saa klogt og aandfuldt; fortalte ogsaa, hvor smuk han havde fundet den danske Skov-Natur, hvor fortræffelig i Kjøbenhavn Udførelsen havde været af Holbergs »politiske Kandestøber«. Der blev saa gemytligt, saa godt i den kongelige Stue, milde Øine saae paa mig, jeg følte, man var mig god, ja alt for god! – Da jeg ud paa Natten kom til mit eget Kammer, var min Tanke saa opfyldt af denne Aften, mit Sind saa bevæget, at jeg ikke kunde sove; Alt forekom mig eventyrligt; hele Natten klang fra Taarnet Klokkespillet, den liflige Musik sluttede sig til mine Tanker; i Lykke bliver man god og from.

Endnu et Beviis paa Kongen af Preussens Naade og Godmod mig modtog jeg Aftenen før min Afreise. Jeg erholdt Ridderordenen af den røde Ørn, tredie Classe. Sligt Hæderstegn glæder Enhver, der faaer det, jeg tilstaaer ærligt, at jeg i høi Grad følte mig glad derved; jeg saae deri et tydeligt Tegn paa den ædle, oplyste Konges Godhed for mig; mit Hjerte var opfyldt af Taknemlighed. Det var den første Orden, der tildeeltes mig, og jeg fik den just paa min Velgjører Collins Fødselsdag, den sjette Januar; denne Dag har nu en dobbelt festlig Betydning for mig. Jeg var usigelig glad og bad: Gud glæde det kongelige Sind, der saaledes vilde glæde mig.

I en hjertelig Kreds, meest af unge Venner og Veninder, tilbragtes den sidste Aften, min Skaal blev drukken, et Digt: » Der Märchenkönig fremsagt; seent paa Natten kom jeg hjem for i den tidlige Morgen at være paa Jernbanen. – I Weimar skulde jeg igjen samles med Jenny Lind.

I »das Mährchen meines Lebens«, der blev skrevet og sluttet paa denne Reise, hvor altsaa Indtrykkene vare friske, min Følelse endnu stærkt vibrerende, siger jeg ved Afreisen herfra, og jeg maa gjentage Ordene: jeg har her fortalt en Deel af de utallige Beviser paa Naade og Godhed mod mig i Berlin og føler mig som Den, der fra en stor Forsamling modtager til et vist Øiemed rige Summer, det bliver en Trang da, at aflægge Regnskab for det Modtagne, sige hvad man har faaet; Gud give mig Kraft til at kunne det nu, jeg har modtaget Opmuntringens Sum i saa rig Fylde.

Efter et Døgns Reise var jeg alt i Weimar hos den ædle Arvestorhertug. Den uendelige Naade, jeg under dette mit Ophold daglig modtog af det weimarske storhertugelige Huus, har jeg ikke Ord for at udtale, men hele mit Hjerte er fuldt af Hengivenhed. Ved Hoffesterne, ved det hyggelige Familieliv, lærte jeg at skatte det ædleste Sind mod mig, del var en maanedlang Søndagsfest; Beaulieu hyggede om mig med en Broders Sind; uforglemmelig bliver mig de stille Aftentimer hos ham, hvor Vennen udtalte sig for Vennen; den kloge, dygtige Schöll som ogsaa Schober sluttede sig til disse. Den aandsfriske, værdige, gamle Fru von Schwindler, en trofast Veninde af Jean Paul fra hans Ungdomstid, mødte mig med Deeltagelse, moderlig Hjertelighed og de kjære Ord: at jeg mindede hende om denne store Digter! Hun fortalte saa Meget om ham, der for mig var fremmed og nyt; Jean Paul, eller, som han egentlig hed Friederich Richter, var i de unge Aar saa fattig, at han for at faae Papir til at skrive sit første Værk paa, maatte fortjene Pengene til det ved at afskrive Exemplarer af »Dorfzeitung« for Bønderne i Landsbyen, hvor han boede; det var Digteren Gleim, sagde hun, der først blev opmærksom paa ham og skrev til hende om denne unge, begavede Mand, som han havde indbudt til sig og sendt 500 Thaler, som han nok kunde behøve. – Fru von Schwindler havde levet her i Weimar i dets Glories Dage; ved Hoffet her om Aftenen samledes hun da med Wieland, Herder og Musäus; om disse, om Goethe og Schiller i Samlivet her havde hun en Rigdom at fortælle. – Eet af Jean Pauls Breve til hende, forærede hun mig og tilføiede de Ord:

»- Nach der Richtung, welche die Tages-Literatur meistens jetzt in Deutschland genommen hat, erwartete ich kaum auf meinem Lebenswege noch einer so sehönen geistigen Verwandtschaft zu begegnen, als die ist, welche Hr. Andersen unbestritten mit Jean Paul hat.«

Jenny Lind kom til Weimar, jeg hørte hende ved Hofconcert og i Theatret, besøgte med hende de Steder, der ved Schiller og Goethe ere blevne hellige; vi stode ved deres Kister, hvorhen Cantsler Müller havde ført os; den østerrigske Digter Rollet, som her første Gang mødte os, skrev siden et smukt Digt herom, der bliver mig et synligt Tegn om denne Time og dette Sted; man lægger jo kjære og smukke Blomster ind i sine Bøger, som en saadan lægger jeg her hans Vers.

Weimar am 29. Juni 1846.

Mährchenrose, die Du oftmal
mich entzückt mit süssem Duft,
Sah Dich rankers um die Särge
in der Dichterfürstengruft!

Und mit Dir an jedem Sarge
in der todtenstillen Hall
Sah ich eine schmerzentzückte,
träumerische Nachtigall.

Und ich freute mich im Stillen,
war in tiefster Brust entzückt,
Dass die dunklen Dichtersärge
spät noch solcher Zauher schmückt.

Und das Duften deiner Rose
wogte durch die Todtenhall
Mit der Wehmuth der in Trauer
stummgewordenen Nachtigall.

I en Aftenkreds hos den aandfulde Froriep mødtes jeg første Gang med Berthold Auerbach, Forfatteren til »Schwarzwälder Dorfgeschichten«; han opholdt sig just paa den Tid i Weimar. Hans »Dorfgeschichten« havde i høieste Grad opfyldt mig, jeg betragter dem som det meest Poetiske, det Sundeste og Glædeligste, den nyere Literatur har frembragt. Hans Personlighed gjorde det samme velsignede Indtryk paa mig; der er Noget saa aabent, saa klogt og ligefremt i Auerbachs hele Frerntræden, han seer ud, næsten kunde jeg sige, selv som en »Dorfgeschichte«, kjernesund paa Sjæl og Legeme, – Ærligheden lyser ud af hans Øine;. vi bleve snart Venner, han var aaben og fortrolig, foreslog mig, om vi skulde sige Du til hinanden, og smilende tilføiede han: »Men De veed, jeg er Jøde!« – jeg loe, som om det at høre til det Ældste Folk, eet af de interessanteste, kunde gjøre nogen Forandring.

Mit Ophold i Weimar drog bestandig længere ud, det blev mig næsten vanskeligt at rive mig løs. Efter Storhertugens Fødselsdag, efter at have overværet alle Festlighederne, hvortil jeg naadigt blev indbudt, reiste jeg; jeg maatte og vilde være i Rom for Paasken. Endnu engang i den tidligste Morgenstund saae jeg Arvestorhertugen, og med bevæget Hjerte sagde jeg ham mit Farvel; aldrig vil jeg for Verden glemme den ophøiede Stilling, hans Fødsel giver ham, men sige tør jeg, som jo den Fattigste tør sige om Fyrsten: jeg har ham kjær, som dem, der ere mit Hjerte kjærest. Gud glæde og velsigne ham i hans ædle Stræben! et ægte Hjerte banker her bag den fyrstelige Stjerne.

Beaulieu fulgte mig til Jena, og her ventede mig et gjestfrit Huus, der fra Goethes Tid har kjære Erindringer; jeg blev et Par Dage hos Boghandler Frommann, hvis geniale, gemytfulde Søster, under mit Ophold i Berlin, havde viist mig megen Deeltagelse. Ogsaa Arvestorhertugen saae jeg endnu engang, han kom til Jena, vi mødtes til Afsked hos Schillers Svigerinde, Fru von Wolzogen, den aandfulde Forfatterinde til Romanen »Agnes von Liliene«.

Holsteneren Professor Michelsen samlede hos sig i en festlig Aften en stor Skare af min Muses Venner, og i en smuk, hjertelig Toast for mig, udtalte han den danske Literature Betydning i dette Øieblik, det Sunde og Naturlige, der trivedes i den. Mellem de Indbudne interesserede mig især den berømte Theolog, Professor Hase, Forfatteren til »Jesu Liv« og »Kirkehistorien«. Han havde, ved en Aften forud at høre mig læse et Par af mine Eventyr, fattet stor Godhed for mig; hvad han i Hjertets og Interessens varme Øieblik, om mine Eventyr, nedskrev paa et Erindringsblad til mig, vidner derom.

»Was Schelling, nicht der jetzt in Berlin wohnt, sondern der ein unsterblicher Heros lebt im Reiche der Geistes, einst sagtete: »Die Natur ist der sichtbare Geist, der Geist, die unsichthare Natur«, ist mir gestern Abend wieder recht an schaulich geworden über Ihren Mährchen. Wie die auf der einen Seite so tief hineinlauschen in die Heimlichkeit der Natur, die Sprache der Vögel verstehen und wissen wie’s einem Tannenbaum odor einem Gänseblümchen zu Muthe ist, so dass »Alles um seiner selbst willen da zu sein scheint, und wir sammt unsern Kindern in Freude und Sorge daran Theil nehmen, so ist auf der andern Seite dock alles nur des Geistes Bild und das Menchenherz in seiner Unendlichkeit zittert und schlägt durch alles hindurch. Mag dieser Quell aus dem Dichterherzen, das Gott Ihnen verliehen hat, noch eine Weile so erquicklich fortsprudeln, und diese Mährchen werden in der Erinnerung der germanischen Völker zu Volkssagen werden!«

Hvad jeg som Eventyr-Digter har at strwbe efter, ligger i disse sidste Linier! Det var ogsaa Hase og den geniale Improvisator, Professor Wolff i Jena, jeg for en Deel skylder, at en tydsk Udgave af mine Skrifter bragte mig en Indtægt. De overraskedes ved at høre, at jeg endnu af de mange Oversættelser, der alt fandtes i Tydskland, ikke havde erholdt mindste Honorar, jeg havde været glad ved, at mine Bøger fik Oversættere og Læsere og følt mig Udgiveren forbunden, naar han sendte mig et Par Exemplarer. Hase og Wolff udtalte, at jeg burde og maatte gjøre lidt indbringende for mig den Plads, mine Skrifter alt indtog i Tydskland, og de viste hertil virksomt Sind; ved min Ankomst til Leipzig fik jeg saaledes et Tilbud fra Berlin, og i Leipzig selv foreslog Brockhaus, ligesom ogsaa Härtel og derneest min Landsmand, Boghandler Lorck, at de vilde være Forlæggere og eengang for alle, for de alt udkomne Skrifter, give mig et Par hundrede Daler i Honorar; jeg sluttede mig til min Landsmand, og vi have begge havt Gavn og Glæde af dette Foretagende. Under mit Ophold i Leipzig blev det bragt i Orden, Reiselivet fik et Par Forretningstimer, Boghandlernes By bragte mig ogsaa sin Bouquet, et Honorar, dog den bragte mig ogsaa mere, jeg samledes igjen med Familien Brockhaus tilbragte lykkelige Timer hos den herlige, geniale Mendelssohn ; jeg hørte ham atter og atter spille; hans sjælefulde Øie saae mig ind i Sjælen, syntes jeg; faa Mennesker havde mere Præget af den indre Flarnme end netop Mendelssohn; en blid, venlig Hustru og deilige Børn gjorde hans rige, velindrettede Huus velsignet og godt at være i. Det morede ham at skjemte med mig over Storken og dennes hyppige Fremtræden i den i mine Skrifter; i »kun en Spillemand«, havde han faaet den kjær, glædede sig over den i Eventyrene og derfor skjerntende nikkede han tidt over Bordet: »fortæl os nu et Eventyr om Storken!« »skriv mig en Sang om Storken!« der lyste da et Skjelmeri ud af hans kloge, geniale Øine, noget Barnligt overgivent! Efter min endte Reise mødtes vi igjen og da aldrig meer paa Jorden; ogsaa hans Hustru er fulgt ham, de smukke Børn, sande Modeller til de raphaelske Drenge ved Dresdner-Madonnaen, ere spredte om i Verden.

Auerbach, som jeg atter traf her, førte mig i flere behagelige Kredse, jeg mødtes med Componisten Kalliwoda, med min dygtige Landsmand Gade, Mendelssohns Yndling, som rundt om i Leipzig var som Barn i Huset. Straks ved min Ankomst til Dresden, ilede jeg hen til den elskværdige, gamle Baronesse Deecken, der altid med moderligt Sind hjertelig tog Deel i min Lykke; det var en jublende, hjertelig Modtagelse; en ikke mindre inderlig fandt jeg hos Maleren Dahl og gjensaae min romerske Ven, Digteren med Ord og Farver, Reineck, som ogsaa nu er mellem mine Døde: »Schwanenlied« var hans sidste Sang; jeg samledes med den geniale Bendemann, hvis »Sørgende Jøder« er en sand Digtning i Farver; Psalmens Ord: »ved Babylons Floder vi sørgende sad«, er her levendegjort for Øiet, værdigt alle Tider. Maleren Grahl malede mit Portrait, et af de smukkest opfattede, og som er givet i Staalstik foran i »Gesammt-Ausgabe«.

Blandt ældre Venner savnedes een, Graven gjemte ham, det var Digteren Brunnow: »Troubadourens« Forfatter. Med Liv og Inderlighed modtog han mig sidst i sin Stue, hvor de smukke Blomster stode, nu vare de plantede paa hans Grav. Det vækker en egen Følelse, saaledes paa Livets Reise at mødes een eneste Gang, forstaae hinanden, faae hinanden kjær, og da skilles for altid – indtil Reisen er endt for begge.

Een for mig høist interessant Aften tilbragte jeg i den kongelige Familie, der med overordenlig Naade modtog mig; ogsaa her syntes at herske det meest lykkelige Familieliv. En Skare elskværdige Børn, alle Prinds Johans, vare tilstede, den mindste af Prindsesserne, en lille Pige, som vidste, jeg havde skrevet Histories om »Grantræet«, begyndte fortrolig sin Tale til mig med »vi havde ogsaa et Grantræ sidste Juul, og det stod her I denne Stue!« da hun, tidligere end de andre Børn, skulde til Sengs, blev fulgt bort og havde sagt god Nat til Forældrene og til Kongen og Dronningen, vendte hun sig endnu engang i den halv tillukkede Dør, hvor kun jeg kunde see hende, nikkede saa venlig, bekendt til mig, kyssede paa Fingeren og gav mig den sidste Hilsen, jeg var hende »der Märchenprinz!«

Jeg læste et Par af mine Eventyr, eet af disse, »Holger Danske«, førte Conversationen over paa den rige Skat af Sagn, Norden eier; jeg fortalte et Par, fremhævede det Eiendommelige i den danske Naturskjønhed; hvorledes Bøgeskovene saagodtsom i een Nat sprang ud og stod i deres friske Deilighed; de duftende Kløvermarker med Kæmpehøie og Bautastene ved det aabne Hav. Heller ikke i dette kongelige Slot førte jeg Tryk af det Ceremonielle; milde, venlige Øine saae paa mig.

Min sidste Middag i Dresden tilbragtes hos Ministeren Könneritz, hvor jeg paa det Venligste førte mig optagen. Et Par Timer efter sad jeg i Diligencen, der, da Jernhane endnu ikke fandtes fra Dresden til Prag, skulde bringe mig afsted; Venner og Veninder vare paa Posthuset, Fru Serre bragte mig deilige Blomster; »Herren har stor Familie her!« sagde Conducteuren, da vi rullede afsted; min Tanke samlede i een Sum alle de Mange, som havde gjort mig Opholdet saa rigt og lykkeligt. Soles skinnede varmt; det var Foraar uden om mig og Foraar inde i Hjertet!

I Prag havde jeg ingen Bekjendte, et Brev fra Dr. Carus i Dresden aabnede mig gjestfrit Grev Thuns Huus; Arvestorhertugen af Weimar havde givet mig Brev med til Erkehertug Stephan, i hvem jeg fandt en aandfuld og hjertelig Mand. Jeg besøgte Hradschin og Wallensteins Palais, men disse Herligheder fortrængtes alle af – Jødeqvarteret – det var skrækkeligt: her vrimlede med Qvinder, gamle Mænd og Børn, leende, skrigende, handlende, og ved hvert Skridt herinde blev Gaden mere snever, den ældgamle Synagoge, i Form af Jerusalems Tempel, ligger der indkneben mellem Husene, Tiden havde lagt et Jordlag op om dens Muur, jeg maatte nogle Trin ned for at træde derind, og her var Loft, Vinduer og Vægge sorte af Røg; en Stank af Løg og fæle Dunster kom mig imøde, saa at jeg maatte ud derfra, paa en aaben Plads, det var Kirkegaarden, der løfter sig paa Slægter af Døde; Steen ved Steen med hebraiske Indskrifter staae og ligge chaotisk her under en Skov af Hyldetræer, saa pygmæiske lave, saa sygelige, næsten saftløse; Ædderkoppens Spind hang som Sørgeflors Pjalter mellem, de døde, sorte Grave.

Afreisen fra Prag var just paa et interessant Tidspunkt; det Militair, som i en Række af Aar havde ligget her, reiste paa Jernhanen bort for at komme til Polen, hvor Uroligheder vare udbrudte; den hele Stad syntes i Bevægelse for at tage Afsked med deres militaire Venner; Gaden ud mod Hanegaarden var opfyldt med Mennesker, det var en heel Besværlighed at trænge, sig derhen, flere tusinde Soldater skulde afsted; endelig satte Toget sig i Bevægelse. Det var et storartet Skue at see denne Menneskevrimmel, der opfyldte hele Bjergsiden, den syntes som belagt med et af de rigeste, brogede Tæpper, men Vævningen var Mænd, Qvinder og Børn; Hoved bevægede sig ved Hoved, Hatte og Tørklæder svingedes; en saadan Menneskemasse har

jeg aldrig overskuet før, det var en storartet Gruppering, Sligt lader sig ikke arrangere paa Scenen eller i sin Udstrækning fremstille paa Lærredet; det var her Masserne, som imponerede, overalt, Mile vidt, langs Jernhanen, saae vi Folk samlede for at see og hilse paa de Bortdragende. Vi fore hele Natten giennem det store Bøhmerland; udenfor alle Byer og Stæder havde store Skarer af Mennesker flokket sig; det var, som om hele Omegnens Folkemængde havde samlet sig; de brune Ansigter, de lasede Klæder hos Mange, Fakkelbelysningen og det for mig uførstaaelige bøhmiske Sprog gav det Hele et eget Præg, og fremad fløi vi, gjennem Tunneler og over Viaducter, Vinduerne raslede, Signalpiben Lød, Damphesten pustede – jeg heldede mit Hoved mod Vognen og sov under den beskyttende Gud.

Ved Olmütz, hvor vi fik nye Vogne, nævnede Nogen mit Navn, det var Walther Goethe, vi havde reist sammen den hele Nat uden at vide det. I Wien mødtes vi oftere; ædle Kræfter, sands Genie lever i Goethes Sønnesønner, hos Componisten og Digteren, men det er, som om Storheden af deres Bedstefader trykkede dem.

Liszt var i Wien, han indbød mig til sin Concert, til hvilken der var stor Vanskelighed ved at erholde Billet; jeg hørte igjen hans Phantasier over Themaer i »Robert«, hørte ham igjen som en Storm-Aand lege med Strængene. Han er en Tone-Jongleur, der forbauser Plantasien. Ogsaa Ernst var her, hans Concert var først ansat til en af Dagene efter min Afreise, jeg havde aldrig endnu hørt ham, og det var uvist, om vi oftere mødtes; ved et Besøg hos ham greb han Violinen, og den sang gjennem, Taarer et Menneskehjertes Hemmelighed. Flere Aar efter, hjemme i Danmark, i Krigens første Aar, bleve vi i Kjøbenhavn Venner. Det var især »das Märchen meines Lebens« som drog ham til mig, og Læsningen af »Billedbog uden Billeder«; »Ihre Bilder ohne Buch, so sollen Sie das Werk eigentlich nennen, denn man vergisst dabei ganz, dass es ein Buch ist!« skrev han en Dag til mig.

Jeg saae igjen den herlige Grillparzer, var oftere sammen med den gemytlige Castelli, som just i de Dage af Kong Christian den Ottende var udnævnt til Ridder af Danebrogen; han var fuld af Glæde derover, og bad mig sige mine Landsmænd, at hver af dem, der vilde komme til ham, og sige: »jeg er Dansk!« skulde paa det Hjerteligste være velkommen. Der er hos Castelli noget saa aabent, saa ærligt, blandet med en godmodig Humor, man maa holde af ham, han er mig Billedet paa en ægte Wiener, saaledes, som de Bedste der fødes og trives; han har ved sine Skrifter skaffet sig en Formue, kjøbt sig et Landsted; jeg fik af ham, til en Erindring, hans veltrufne Billed, og neden under skrev han følgende lille Vers, der er ham ganske eiendommelig:

»Diess Bild soli Dir stets mit liebendem Sehnen
Von ferne zurufen des Freundes Gruss,
Denn Du, Lieber Däne! bist Einer von denen
Die man immer achten und lieben muss!«

Castelli førte mig til Seidl og Bauernfeld, Ingen af dem er bekjendt i Danmark, uagtet den første fortjente at være det for sine ægte og hjertelige Digte, den Sidste for sine gode Lystspil, af hvilke flere burde bringes paa den danske Scene, saaledes Lystspillet: »Bürgerlich und Romantisch«, »das Liebesprotokoll« etc.; følgende lunefulde Linier skrev han i mit Album:

»Der Eine treibt’s
Der And’re schreibt’s.
So leben wir ein Jeder:
Der von der Gans, der von der Feder.«

De fleste lysende Stjerner i østerrigsk Literatur saae jeg glide mig forbi, som man paa Jernhanen seer Kirketaarne; man kan sige, at man har seet dem, og for at blive i Billedet af Stjerner, kan jeg sige, at i Selskabet Concordia saae jeg den hele Melkevei, her var en Skare af unge Kræfter, som voxe, her var Mænd af Dygtighed og Betydning.

Hos Grev Szechenyi, der gjestfrit indbød mig, mødtes jeg med Broderen fra Pesth, hvis ædle Virksomhed i Ungarn Alle kjende; dette korts Sammentræf regner jeg til de interessanteste dengang i Wien; i hele hans Personlighed aabenbarede sig Manden, hans Øine sagde, at man kunde have Tillid til ham.*)

*) Stephan, Greve af Szechenyi, Softer af Nationalmusæet i Ungarn, en af de øverste Ledere for de hydrauliske Arbeider ved »Eisernethor«, væsenlig Grunder af Donau-Skibsfarten. Har skrevet om »Hestevæsenct«, »Donau-Skibsfarten«, »om det ungarske Academie« og flere Bøger, der vise hans Dygtighed, fædrelandske Sind og Virksomhed; han blev født i Wien den 21de September 1792.

Da jeg forlod Dresden, havde hendes Majestæt Dronningen af Sachsen spurgt mig, om jeg var anbefalet Nogen ved Hoffer i Wien, og da jeg maatte svare: Nei, var Dronningen saa naadig at skrive et Brev og give mig til sin Søster, Erkehertuginde Sophie af Østerrig. Hendes keiserlige Høihed lod mig, giennern Grev Szechenyi, kalde en Aften, og modtog mig paa det Naadigste; ogsaa Keiserinde-Moderen, Franz den Førstes Enke, var tilstede, mild og venlig; jeg fandt her Prinds Vasa og hans Søster, saae Hertugen og Hertuginden af Hessen-Darmstadt og flere Prindser; en af disse, som indlod sig venligt i Samtale med mig, Erkehertuginde Sophies ældste Søn, var den nu regjerende Keiser.

Prindsens Hovmester spurgte til den danske Familie Bruns, det var Grev Bombello jeg talte med, hvis Broder blev gift med Ida Brun, og hvem Baggesen og Oehlenschläger i deres Skrifter oftere omtale. Efterat have drukket Thee, leeste jeg et Par Eventyr: »Toppen og Bolden, den grimme Ælling og de røde Skoe«; da jeg skrev disse, drømte jeg mindst om at skulle læse dem her. Fra Keiserens Slot til Bondens Stue, kan jeg sige, man har været hjertensgod imod mig.

En smagfuld Brystnaal, som jeg før min Afreise fik af Erkehertuginde Sophie, vil, med Erindringen om denne Aften i Keiserborgen, blive mig kjær og interessant.

Endnu for jeg forlod Wien, havde jeg et Besøg at aflægge hos den aandfulde Fru von Weissenthurn, hun var nylig kommen op fra Sygesengen, endnu noget lidende, mig vilde hun see, men, som stod hun alt paa Tærskelen til de Dødes Rige, trykkede hun min Haand, udtalte, at vi aldrig mere mødtes, at det var sidste Gang her, vi saae hinanden. Moderligt mildt saae hun mig ind i Øiet, hendes Blik fulgte mig gjennemtrængende til Døren, da vi skiltes, som var det isandhed for sidste Gang.

Og det blev det.

Jernbanen til Triest gik endnu kun til Grätz, og over Simringen maatte der kjøres; hvor skrækkeligt efter en Dags Jernbaneflugt at snegle frem Nat og Dag og atter Nat, før vi naaede Triest; endelig laae Byen og Adriaterhavet under os; det italienske Sprog klang for Øret, men Italien, Landet for min Længsel, havde jeg dog endnu ikke naaet. Kun faa Timer stod jeg i Triest som en Fremmed; vor danske Consul von Oesterreicher, den preussiske og oldenborgske, til hvem jeg jeg ligeledes var anbefalet, modtoge mig paa det Bedste, flere interessante Bekjendtskaber knyttedes, Grev O’Donnels, Gouverneuren Stadion, Grev Waldstein, hvilken Sidste for mig som Dansk havde en særegen Interesse, da han er Descendent af Corfitz Ulfeldt og Eleonore; deres Portraiter hang i hans Stue, danske Erindringer fra hiin Tid, vistes mig. Det var første Gang, jeg saae Eleonore Ulfeldts Billede, det veemodige Smiil om Munden syntes at sige til mig: »syng de Skygger bort, en haard Tidsalder kastede over ham, for hvem det var min Lykke at leve og lide! « Alt for Oehlenschläger tænkte paa at skrive sin »Dina«, beskjæftigede dette Stof mig, jeg vilde behandle det for Scenen og havde alt samlet en Deel historiske Materialier dertil, da der blev sagt mig, at det laae vor Tid for nær, og at Kong Frederik den Sjette ikke tillod, at nogen af hans Forfædre, senere end Christian den Fjerde turde bringes paa Theatret; ved Grev Rantzau-Breitenburg fik jeg Vished om, at det forholdt sig saaledes. Christian den Ottende, som da var Prinds, opmuntrede mig imidlertid til at udarbeide Digtningen, »den kan jo læses!« sagde han, men jeg opgav den. Da Kong Christian den Ottende kom paa Thronen, faldt disse Hensyn bort, og en Dag sagde Oehlenschläger til mig: »Nu har jeg skrevet en Dina, som De jo engang tænkte paa!« Hans Drama var i Planen og Characteren ganske forskjelligt fra mit. Man vil heraf forstaae, at Alt om Ulfeldt og hans Slægt maatte opfylde og interessere mig. Grev Waldstein fortalte, at paa hans Faders Slot, i Ungarn eller Bøhmen, det erindrer jeg ikke nøie, fandtes en Mængde Breve og Papirer endnu Corfitz og Eleonore vedkommende. En anden Green af Ulfeldts Slægt har jeg lært at kjende i Skaane, nemlig Grev Beck-Friis; Billedet af Christian den Fjerde, som Familiens Stamfader, hænger der i Spisesalen. Om denne Familie og om alle Erindringerne i Kjøbenhavn lige fra »blaa Taarn«, til Skjændselsstøtten paa Ulfeldtsplads, maatte jeg fortælle; netop i de sidste Dage var Støtten herhjemme, paa Kongens Bud, bleven skaffet bort, Noget, som man veed, der tidligere strengt, var holdt paa, ikke maatte skee. Jeg skrev:

Til Danmarks ædle, oplyste Konge, Christian den Ottende, da han lod Ulfeldts Skamstøtte tage ned.

Man opskrev Ulfeldts Feil, hans Dyd man dulgte,
Om denne dog de danske Hjerter veed;
Den ædleste af Qvinder tro ham fulgte,
Hans Monument er hendes Kjærlighed,
Det stande vil – ! hvad Jordens er, maa svinde,
Hint mørke Tegn sees ikke meer i Nord;
Fred i sin Grav fik hun, den bedste Qvinde,
Du gav den, Konge! ved dit milde Ord.
Hav Tak for det! – nu sees kun Troskabs Minde.

Ved Adriaterhavet levede min Tanke ganske tilbage i Ulfeldts Tid og paa de danske Øer. Mødet med Grev Waldstein, Stammoderens Portrait her, bragte mig ind i min Digterverden, saa at jeg næsten glemte, at næste Dag skulde jeg være midt i Italien.

I smukt, mildt Veir gik jeg til Ancona med Dampskibet Maria Dorothea; paa sexten Timer fløi vi over det klare, svulmende Vand, det var en stille, stjerneklar Nat; i den tidlige Morgenstund laae Italiens Kyster for os, de deilige, blaa Bjerge med den skinnende Snee, Solen var varm, Græs og Træer saa lifligt grønne at see; iaftes i Triest, nu i Ancona, midt inde i Italien, pludselig i en af Pavestatens Byer, det var Trolddom, som vor Tid mægter den.

Igjen aabnede Italien hele sin maleriske Herlighed for mig; Foraaret havde kysset alle Frugttræerne, saa at de vare sprungne i Blomster, hvert Straa i Kornmarkerne var fyldt med Solskin, Elmetræerne stode som Charyatider med opbundne Viinranker, der skøde de grønne Blade, og over Fylden af det Grønne hævede sig de bølgeformede, blaa Bjerge med deres hvide Sneelag. Med Grev Wenceslaus Paar fra Wien, en af de fortræffeligste Reisekammerater, jeg endnu er truffen paa, og en anden ung Adelsmand fra Ungarn, gik det med Veturin i faa Dage fort. Ungareren, der som alle Reisende, naar de første Gang komme til Italien, vente Overfald, hvilket jeg ogsaa tidligere havde frygtet, førte Vaaben og Pistoler med: »Jeg, har dem

dobbelt ladte!« sagde han, og »hvor« spurgte jeg, da jeg ikke kunde opdage dem. »Jeg har dem i min Vadsæk!« og denne laae under mig, hvor jeg sad; da jeg ikke holdt af det, og tillige kunde forsikkre, at Roverne neppe ventede, til jeg havde reist mig, han faaet Vadsækken aabnet og de morderiske Vaaben frem, saa bleve de nu tagne op og heftedes oven over os i Vognen, og foran os i alle Vertshuse paa Veien. Vi besøgte Loreto, saae de Fromme knæle der i det hellige Huus, som Engle skulle have baaret gjennem Luften; vi kom giennem vilde, romantiske Egne, her midt inde i Apenninerne; Røvere saae vi ikke til, uden lænkede paa en Vogn og eskorterede af Soldater.

Endelig laae foran os Campagnen med sit tankevækkende Øde. Det var den 31te Marts 1846, jeg skulde gjensee Rom; for tredie Gang i mit Liv komme til den rige Verdensby; jeg følte mig saa lykkelig, saa gjennemtrængt af Tak og Glæde; hvor Meget gav ikke Gud mig, fremfor Tusinde og atter Tusinde! og selv i at føie dette ligger en Velsignelse; naar Glæden er uendelig stor, har man, som i sin dybeste Sorg, kun Gud ret at holde sig fast ved! det første Indtryk, jeg veed intet andet Ord derfor, var Andagt, og alt som Dagene oprullede i mit kjære Rom, følte jeg, hvad jeg ikke kortere og bedre kan sige, end jeg skrev i et Brev til en af mine Venner:

»Jeg voxer her fast i Ruinerne, jeg lever med de forstenede Gader, og altid blomstre Roserne og altid ringe Kirkeklokkerne, og dog er Rom ikke Rom, som for tretten Aar siden, da jeg første Gang var her, det er, som om Alt var moderniseret, selv Ruinerne; Græs og Buske ere lugede bort, Alt er gjort nettere, Folkelivet synes traadt tilbage; jeg hører ikke Tambourinen, klinge i Gaden, seer ikke de unge Piger, der dandse deres Saltarello; selv paa Campagnen er Forstanden paa usynlige Jernbaner fløien ind; Bonden troer ikke længere saaledes som før; ved Paaskefesten saae jeg store Skarer af Folket staae foran Peterskirken, staae, som den protestantiske Fremmede, da Pave, gav sin Velsignelse. Det var min Følelse imod, jeg følte Trang til at knæle for det usynlige Hellige. Da jeg var her for tretten Aar siden, knælede de Alle, nu har Forstanden overvundet Troen. Om ti Aar, naar Jernbanerne rykke Byerne endnu nærmere sammen, vil Rom være endnu mere forandret. Dog det Bedste kommer ud af Alt hvad skeer, man maa og vil altid elske denne Stad; Rom er som en Eventyr-Bog, man opdager der stedse ny Under og lever i Phantasien og Virkeligheden!«

Da jeg første Gang reiste til Italien, havde jeg endnu ikke Øie for Billedhuggerkunsten; i Paris drog de rige Billeder mig fra Statuerne; føist, som tidligere er sagt, da jeg kom til Florents, foran den medieæiske Venus gik der en ny Kunstverden op for mig, jeg kan bruge Thorvaldsens Ord: »Sneen tøede mig fra Øinene!« og nu ved det tredie Ophold i Rom, ved de gjentagne Vandringer i Vaticanet, kom jeg til at elske Statuerne langt høiere end Malerierne; men i hvilke andre Stæder end i Rom og tildeels Neapel træder denne Kunst mere storartet ind i Livet! man bliver reven med, man lærer i Kunstværket at beundre Naturen Formskjønheden bliver sjælelig.

Iblandt det meget Dygtige og Skjønne jeg saae paa den romerske Udstilling og i de unge Kunstneres Værksteder, bleu ogsaa i Sculptur et Par Arbeider de, som meest fæstede sig i min Erindring, og det var hos vor Landsmand Jerichau; da jeg forrige Gang var her i Rom, sygnede han hen, det var hans tungeste Tid, Ingen, kjendte ham, han kjendte sig ikke selv, nu var han i sin Erkjendelses Opgang, jeg saae hos ham Gruppen »Herkules og Hebe« og dernaest hans seneste Arbeide: Pantherjægeren, paa disse fik han netop, i de Dage jeg var her, Bestilling af en russisk Fyrste. Dr. Stahr fra Oldenborg opholdt sig paa den Tid i Rom, han havde i »Allgemeine Zeitung« især vakt den almindelige Opmærksomhed for Jerichaus Genie; Erkjendelsen deraf opfyldte mig, jeg saae i ham en ny Hæder for vort Fædreland; jeg havde kjendt ham som Dreng, vi bleve begge fødte i Fyen, vi mødtes i Kjøbenhavn i Fru Læssøes Huus, Ingen, ikke engang han selv, vidste da, hvad der rørte sig i ham, og halv i Spøg halv i Alvor talte han om sin Kamp med sig selv, enten at gaae til Amerika for at leve mellem Huronerne eller reise til Rom og blive Kunstner; Penselen havde han lagt hen og formede i Leret; min Buste var det sidste Arbeide af ham her i Kjøbenhavn, han vilde have en Fortjeneste af den, jeg skulde sende ham Pengene, men det gik ikke, Ingen brød sig naturligviis dengang om, at have et Arbeide af Jerichau, dertil en Buste af Andersen.

Nu, som sagt, var hans Sol i Opgang, og han var lykkelig, idet han var gift med den tydskfødte Elisabeth Baumann, den hjertefulde, geniale Kunstnerinde, hvis kjække Billeder erkjendtes og beundredes; netop i de Dage arbeidede hun paa sit store Stykke »italienske Qvinder ved Brønden«, som Baron Hambro i London kjøbte. Bestillingen paa »Pantherjægeren« satte Jerichau istand til med sin Kone at tilbringe Sommermaanederne i Danmark; hans Sundhed trængte dertil, og faa Dage efter vare de paa Reisen derhen.

Jeg sad igjen hos den gemytfulde Küchler, og saae de naturtroe Billeder springe frem fra Lærredet; jeg levede ikke blot med Landsmænd og Svenske, men ogsaa med de tydske Kunstnere, der hjertelig modtog mig, som en halv Landsmand. Jeg sad igjen med Romerfolket i det morsomme Dukketheater og hørte Børnenes Jubel; der var Balletdands med Been-Spræt, som svarede til Personerne. Min Fødselsdag, den anden April, blev smukt feiret; Fru Goethe, som var i Rom og tilfældigviis boede i det Huus (Hjørnet af via felice og piazza barbarina) hvor jeg har ladets min »Improvisator« fødes og tilbringe sine Bardomsaar, sendte mig derfra en stor ægte romersk Bouquet, et heelt Blomster-Mosaik, med Paaskrift: »fra Improvisatorens Have«. Danske, Svenske og Norske indbød mig om Aftenen til et muntert Lag, hvor man drak min Skaal, som den svenske Maler Sødermark smukt og hierteligt udbragte. En af mine Landsmænd vidste ved denne Leilighed Forundring og Uvenlighed over, at man gjorde saameget af Andersen, det kunde han ikke forstaae, og Sødermark, som hørte det, svarede høit, at han som Svensk forstod, hvorfor man gjorde af den danske Digter; jeg fik et Par smukke Billeder og venlige Erindringer fra Vennerne i Rom; Billedhuggeren Kolberg formede min Buste; der blev giort et Par Tegninger af mit Ansigt, men som sædvanlig uden Held, kun Daguerreotyppen og Photographien ere de eneste, som give det rette Udseende.

Bestandig i Bevægelse, altid higende efter at benytte hver Time, see Alt, følte jeg mig under den idelige Scirocco tilsidst meget angreben; den romerske Luft var mig ikke god, og derfor strax efter Paaske, da Kuppelbelysningen og Girandola var seet, skyndte jeg mig afsted over Terracina til Neapel: Grev Paar gjorde Reisen med, vi flyttede ind paa St. Lucia, Havet laae foran, Vesuv lyste; det var deilige Aftener, maaneklare Natter, det var, som Himlen var løftet høiere, Stjernerne gaaet endnu længere bort. Hvilken Lys-Effect! – I Norden strøer Maanen Sølv paa Vandet, her var det Guld; Fyrtaarnets dreiende Lanterne viste, snart sit brændende Lys, snart syntes det ganske at være slukt. Fiskerbaadenes Blus kastede deres obeliskartede Skjær hen over Vandfladen, eller ogsaa skjulte Baaden dem, som en sort Skygge, under hvilken da Vanddybet blev belyst, man troede at see til Bunden, hvor Fiske og Planter rørte sig. Paa Gaden selv brændte tusinde Lys foran de Handlendes Boutiker; nu kom en Skare Børn med Lys og gik i Procession til St. Lucias Kirke; et Par af de mindste faldt over deres egne Been og laae og væltede om med Lyset, og imedens, over det Hele, som en Heros i det store Lys-Drama, stod Vesuv med sit blodrøde Blus og de belyste Røgskyer.

Solvarmen blev meer og meer trykkende, Sciroccoen blæste tørre, hede Luftbølger; jeg tænkte som Nordbo at kunne for kommende Tider have godt af al Varme, kjendte ikke til dens Magt, og naar Neapolitaneren klogeligt holdt sig inde eller sneg sig langs Husets smalle Skygge, løb jeg dristig omkring til Molo, til Musæo Bourbonico, men een Dag, midt paa Largo di Castello, var det, som Aandedrættet med Eet veg bort, som om Solen sank glødende ned i mine Øine, dens Straaler gik mig gjennem Hoved og Ryg, og jeg sank besvimet om; da jeg kom til mig selv, var jeg bragt ind i en Cafe, man havde lagt mig Iis paa Hovedet, jeg var som lammet i alle Lemmer, og fra den Tid vovede jeg mig kun om Aftenen ud, den mindste Anstrengelse angreb mig, kun Aftenerne hos den preussiske Gesandt, Baron Brockhausen, paa hvis store, luftige Terrasse ved Søen, eller en Promenade til Vogns op paa Camaldoli kunde jeg udholde; Capri og Ischia havde jeg besøgt; min Landsmandinde, Dandserinden Jomfru Fjeldsted, besøgte der Badene, og var ved disse bleven saa vel, at hun om Aftenen under – Orangetræerne med de unge Piger dandsede Saltarello, til saadan Henrykkelse for Ungdommen, at den bragte hende en Serenade; Ischia har imidlertid aldrig i den Grad tiltalt mig, som andre Reisende, her brændte Solen ogsaa altfor hedt, Alle raadede mig til at søge Hvile og Skygge i Sorrento, Tassos By. Med en engelsk Familie, jeg havde lært at kjende i Rom, leiede jeg et Par Værelser udenfor Sorrento i Calmella, tæt ved Havet, der rullede sine Bølger ind i Hulerne under vor lille Have. Hele Dagen maatte jeg for Varmens Skyld være ind, her skrev jeg flittigt paa »das Märchen meines Lebens«; i Rom ved Neapels Bugt og inde i Pyrenæerne skrev og endte jeg de første Gang nedskrevne Livsbilleder, der skulde belyse mine Skrifter i den tydske Udgave; i Breve gik Ark for Ark til Kjøbenhavn, hvor en af mine dygtigste Venner havde fri Haand over det Nedskrevne og efter at have læst samme, sendte det til min Boghandler i Leipzig, og ikke et Blad forkom paa den lange Reise.

Opholdet i Calmella var hyggeligt og Udsigten smuk fra Vinduer og Loggia, jeg saae Vesuv og hele Havet foran, men der var ingen anden Spadseregang end den lange, smalle Vei mellem høie Mure, der indeslutte og saa godt som skjule Steenhaverne; man maatte i Solvarmen der være et Firbeen for at kunne aande vel, og man maatte anskaffe sig Stylter, skulde man see sig lidt om over Murene, jeg flyttede derfor ind i Sorrento selv, hvor Componisterne, den svenske Josephson og den hollandske Verhulst, begge To mine Venner, levede og holdt deres Sommer Villagiatura. – Dagen jeg kom paa var her netop stor Festlighed: tre unge Piger, Døttre af en rig Kjøbmand, bleve indviede til Nonner. Kirken var paa det meest Brogede pyntet, et Orchester herinde opførte Musik, og det Opera Buffa, vi fik af »Barberen i Sevilla« hele Don Baziles Arie om Bagtalelse, og imedens knaldede Kanonerne udenfor. Det overveiende Grelle forstyrrede den fromme Stemning, jeg havde medbragt! en gammel, komisk Officer, der havde saa besvaerligt ved at knæle, gjorde mig ikke høitideligere; først da Messen læstes af en af de unge Piger, og Stemmen klang skjælvende og blød, kom jeg igjen i Kirke-Stemning.

Hos Josephson var der, foruden hans personlige Elskværdighed, endnu Eet, som drog os nærmere, vort fælles Venskab for Jenny Lind; hun havde, da han som Israelit gik over til den christne Tro, staaet Fadder til ham, og siden altid viist ham sand Deeltagelse og Venskab; paa hans Reise til Udlandet havde han i Berlin besøgt hende og var dagligt kommen i hendes Huus; han blev kaldet »en svensk theologisk Candidat«, og snart fik man deraf »ein Landprediger«; Rygtet forlovede ham med den svenske Nattergal; hvem har ikke hørt og læst den Historie! det var ham, den var om, reent greben ud af Luften; vi spøgte tidt over Rygtets Geni og Opfindsomhed.

Et Par Uger gik, og den bekjendte neapolitanske Fest for »Madonna del Arco, den, Bournonville forskjønnet har givet os i sin Ballet »Napoli«, kaldte mig igjen til Neapel; det var tillige min Bestemmelse, nu jeg følte mig lidt stærkere, at gaae herfra over Marseille til Barcelona, besøge Alhambra og Sevilla; om et Creditiv derhen havde jeg alt skrevet hjem og kunde hver Dag vente det i Neapel. Jeg kom hertil og flyttede ind i et Hotel midt i Byen, nær Toledogaden; jeg havde tidligere, men i Vintertiden, boet her, nu fik jeg Neapel i al sin Sommerhede og i al sin Larmen, Noget saaledes over al Grændse Skrækkeligt havde jeg ikke tænkt mig! Solen skinnede med sine brændende Straaler ned i den snevre Gade, ind ad alle Vinduer og Døre; Alt maatte lukkes til, ikke en Luftning fornam man. Hvert lille Hjørne, hver Plet i Gaden, hvor der faldt Skygge, blev overfyldt af Arbeidere, der sladdrede lystigt og høit; Vognene rullede forbi, Udraaberne skreg stærkere, end det var til at udholde, Folkelarmen i Gaderne brusede som et oprørt Hav, Kirkeklokkerne ringede uden Hvile! min Gjenbo, Gud veed hvem det var, spillede fra Morgen til Aften Scala, det var til at blive gal over! Sciroccoen blæste sin koghede Luft, jeg var ødelagt. Paa St. Lucia, i mit gamle Logis, vare alle Værelser optagne, jeg maatte altsaa blive, hvor jeg var. Søbadene gav ingen Køling, de syntes mere at svække end at styrke; hvad jeg fik ud af alt dette, – et Eventyr! jeg digtede her Historien om Skyggen, men jeg var saa dvask, saa mat, at jeg først hjemme i Norden bragte den paa Papiret. – Sollyset laae som en Mare paa mit Bryst, en Vampyr, der vilde dræbe mig. Jeg søgte igjen ud paa Landet, men de samme Solstraaler brændte, og de brændte med samme Kraft som inde i Byen; vel var Luften herude mere elastisk, den var mig dog en Hercules Gift-Kaabe, der ligesom sugede Kraft og Marv ud af mig; jeg, som havde troet, at jeg just var et Solbarn, saa fast hang mit Hjerte ved Syden, maatte erkjende, at der var Norden, Snee i mit Legeme, at Sneen smeltede, og jeg blev mere og mere elendig. De fleste Fremmede gik det som mig i denne usædvanlige hede Sommer, Neapolitanerne sagde ogsaa, at i mange Aaringer havde de ikke kjendt en saadan, som denne. De fleste Fremmede reiste derfor ogsaa bort, jeg vilde gjore det samme, men mit Creditiv var endnu ikke indtruffet; Dag for Dag spurgte jeg forgæves derom. Ingen Breve vare nogensinde, paa alle mine Reiser, gaaede feil, den af mine Venner i Kjøbenhavn), som skulde besørge Creditivet, var en af de meest practiske og nøiagtigste, men der kom intet Creditiv, og tre Uger var allerede gaaet over den Tid det maatte indtræffe.

»Her er intet Brev!« sagde altid den mægtige Rothschild, til hvem det først skulde komme, og en Dag, kjed af min stadige Spørgen, trak han noget heftig Skuffen ud, i hvilken laae alle Breve til de Fremmede, som havde Creditiv der til Huset. »Her er intet Brev!« og i det han halvt ærgerligt igjen stødte Skuffen tilbage, faldt et Brev til Gulvet, det var forseglet med Lak, der i denne varme Tid var smeltet og havde klæbet sig fast bagest ved Skuffen, Brevet var til mig og med Creditiv, alt i en heel Maaned havde det ligget her, og maaskee var det kommet til at ligge endnu længere, var det ikke voldsomt blevet rystet fra sit Bræt; – jeg kunde altsaa nu reise!

Med Dampskibet »Castor« tog jeg Plads til Marseille. Da jeg gik ombord, lod man fra Hotellet Camerieren følge med ned til Havnen, hvor jeg ud til Skibet skulde leie Baad, og hvor Roerkarlene gjaldt for paa det allergroveste at prelle de Reisende; omtrent to Carlin blev vi enige om, men da Camerieren var borte og jeg med Karlene et godt Stykke fra Land, lagde de Aarerne og spurgte, om jeg vilde give en Scudo, ellers gjorde de ikke et Slag i Vandet, Dampskibet kunde seile, naar det vilde! – jeg erklærede det for uærligt, vi havde jo sluttet Accord, de svarede ikke; den yngste Roerkarl var særdeles smuk, han loe og det klædte ham prægtigt, men bedre end den anden var han dog ikke; jeg var i deres Vold, og maatte love dem det Forlangte; de vilde have Pengene strax, det sagde jeg nei til paa det Bestemteste. Da vi saa kom til Skibet, fortalte jeg høit deres Færd, men gav dem den belovede Scudo, jeg havde givet dem mit Ord derpaa. – Det var den sidste neapolitanske Erindring.

Dampskibet var aldeles overfyldt med Reisende, hele Dækket besat med Reisevogne og under en af disse lod jeg min Seng gjøre istand, thi nede i Kahytten var der allerede ikke til at aande, Flere fulgte mit Eksempel, og snart var Dækket til begge Sider saa godt som een eneste lang Søsterseng. – En af Englands første Adelsmænd, Marquis Douglas, formælet med Prindsessen af Baden, var med sin Gemalinde ombord, vi kom i Samtale, han hørte, jeg var Dansk, men vidste ikke mit Navn, vi talte om Italien, og hvad der var skrevet om dette Land, jeg nævnte Fru Staël-Holsteins Corinna, han afbrød mig med: »De har en Landsmand, som endnu fortræffeligere har skildret os Italien!« »Det troe ikke vi Danske!« svarede jeg. Han talte høist rosende om »Improvisatoren« og dens Forfatter. »Det er Skade«, sagde jeg, »at Andersen havde været der saa kort, da han skrev sin Bog« – »Han har været der i mange Aar« svarede Marquis Douglas, »o nei«, forsikkrede jeg, »kun i ni Maaneder, jeg veed det vist« »Jeg gad kjende den Mand!« sagde han; »det kan let skee!« vedblev jeg, »han er her ombord!« og nu sagde jeg, hvem jeg var.

Veiret blev imidlertid haardt, Vinden tog til, jeg maatte til Køis; det blev i Nætter og Dage Regn og Storm, Marquien og jeg mødtes ikke mere; den anden og tredie Nat blæste det fuldkomment en Storm, Skibet kastedes til alle Sider som en Tønde i aaben Sø; Bølgerne kom os paa Siden, løftede deres brede, skummende Top op, høiere end Relingen, ligesom om de vilde see ind til os. Der var en Knagen og Bevægelse i Skibet selv og i Vognene, vi laae under, som om disse skulde synke og knuse os. Der var en Jamren; jeg laae stille og saae op paa de drivende Skyer, tænkte paa Gud og mine Kjære. Da vi endelig naaede Genua, gik de fleste Passagerer videre over Land, og jeg havde gjerne fulgt den almindelige Bestemmelse at holde sig til Landjorden, gaae over Milano til Schweiz og denne Gang opgive Spanien, men mit Creditiv lød paa Marseille og nogle spanske Havne; jeg opsøgte den danske Consul, for hos ham at løse en Sum af mit Creditiv, men han kjendte ikke til det kjøbenhavnske betydelige Huus, der havde udstedt det, han kjendte ikke mit Navn, kunde ikke indlade sig paa Pengesager, og saa blev jeg nødt til at seile idetmindste til Marseille. Veiret blev særdeles smukt; Luften var saa forfriskende, og alt, som jeg aandede lettere, kom igjen Længselen efter at see Spanien. Dette Land skulde, som min første Reiseplan var, blive Bouquetten af Reisen; dette, at jeg maatte med Skibet til Marseille, betragtede jeg som et Fingerpeg: Du skal dog denne Gang see Spaniernes. Hjem! og jeg optog igjen Villien at reise derhen. –

Vi naaede Marseille, men een Dag senere end Bestemmelsen, og kom saaledes for sildigt til at kunne gaae til Barcelona med Dampskibet, det gik kun hver tiende Dag, det blev mig for længe at vente. Søreisen havde styrket mig noget, jeg meente at have Kræfter nok til at kunne gjøre Reisen over Land, gjennem Sydfrankrig, saa fik jeg dog det at see tilligemed de pyrenæiske Bierge. Før jeg forlod Marseille bragte Tilfældet mig et kjært Møde, en af mine Venner fra Norden, Ole Bull; han kom fra Amerika, og var i Frankrig bleven modtagen med Jubel og Serenader. Vi boede i Marseille begge i Hotel des Empereurs; ved Table d’hôte mødtes vi, fløi hinanden imøde, vi talte om hvad vi havde seet og oplevet; han fortalte mig, hvad jeg da ikke vidste, ja ikke engang tænkte, at jeg i Amerika havde mange Venner, at disse paa det meest deeltagende havde spurgt ham om mig, at de engelske Oversættelser af mine Romaner vare eftertrykte der og ved Godtkjøbs-Udgaver vidt udbredte i Landet. Mit Navn var fløiet over det store Verdenshav! jeg førte mig ganske Lille, ved Tanken herom, men glad, inderlig lykkelig! hvorfor fik jeg dog fremfor saa mange Tusinder saa meget Held. jeg havde en Følelse herved, som var jeg en fattig Bondeknøs, man kastede en Kongekaabe omkring; men lykkelig derved var jeg og er jeg. Mon dette er Forfængelighed, eller ligger denne i, at jeg udtaler min Glæde?

Om Aftenen, efterat jeg var til Ro, hørte jeg Musik udenfor, det var en Serenade til Ære for Ole Bull, Dagen derpaa reiste han til Algier, jeg gik til Pyrenæerne.

Veien førte gjennem Provence; Roser saae jeg ikke mange af, men blomstrende Granattræer, forresten havde Landskabet i sin grønne Friskhed, i sine bakkede Høider, noget beslægtet med Danmark; i Reisebogen staaer, at Qvinderne i Arles høre til de skjønneste, og er Afkom fra Romerne, og Bogen har Ret; til Overraskelse vare her selv de fattigste Piger deilige; de havde ædle Skikkelser, deilige Former, Øine, som straalede med Sjæl og Udtryk; hele Reiseselskabet i Diligencen var betaget af Overraskelse og Henrykkelse, og Pigebørnene forstode det meget godt, de flygtede ikke som Gazellen, men de havde dennes lette Bevægelser, dennes straalende Øine. Ja Mennesket er rigtig det Skjønneste, der er skabt.

I Nimes var mit første Besog det prægtige romerske Amphitheater, dets Storhed mindede om, hvad Italien frembyder. Om Syd-Frankrigs Oldtids Minder havde jeg saa godt som slet Intet hørt, og blev derfor i høi Grad overrasket; alene »det fiirkantede Huus i Nimes« staaer i en Pragt som Theseus-Templet i Athen; Rom har ikke Noget saa vel bevaret. – I Nimes boer Bageren Reboul, der skriver de smukke Digte; hvo, som ikke kjender ham fra disse, kjender ham vel fra Lamartines Reise til Orienten. – Jeg fandt Huset, traadte ind i Bageriet, der stod en Mand i Skjorteærmer, han satte Brød ind i Ovnen, det var Reboul selv. Et ædelt Ansigt, der udtrykker Characteren af en Mand, hilsede mig; jeg sagde ham mit Navn, og han var saa høflig at sige, at han kjendte det fra et Digt til mig i »Revue de Paris«, det, den franske Digter Martin der havde skrevet, bad mig dernæst, dersom min Tid tillod det, at besøge sig i Middagsstunden, saa skulde han bedre modtage mig. Da jeg paa den bestemte Time kom til ham igjen, modtog han mig i et lille, næsten elegant Værelse; det var pyntet med Malerier, Statuer og Bøger, blandt disse ikke blot den franske Literature, men ogsaa Oversættelser af de græske Classikere. – Et Par Billeder paa Væggen vare Foræringer, sagde han, de forestillede hans berømte Digt: »det døende Barn;« han vidste af Marmiers Bog: »Chansons du Nord«, at jeg havde behandlet det samme Thema og jeg fortalte ham, at jeg havde skrevet det, da jeg endnu gik i Skole. – Havde jeg i Morgenstunden seet ham, som den driftige Bager, var han nu ganske Poeten; han talte livligt om sit Fædrelands Literatur, yttrede det Ønske at see Norden, hvis Natur og aandrige Liv særdeles interesserede ham.

Med stor Agtelse forlod jeg en Mand, hvem Muserne havde givet en ikke ringe Gave og som havde Forstand til, under den Hyldest, der bragtes ham, at blive ved sit hæderlige Haandværk, foretrække at være den mærkelige Bager i Nimes, for en kold Hyldest og derpaa at forsvinde i Paris mellem hundrede Poeter.

Paa Jernbanen gik det over Montpellier til Cette med den Flugt, et Jernbanetog har i Frankrig! man flyver, som gik det omkap med »den vilde Hær«; jeg huskede uvilkaarlig paa en Indskrift i Basel paa Gadehjørnet til Jernbanen; netop paa Pladsen, hvor eengang den berømte Dødningdands var malet paa Muren, staaer med store Bogstaver skrevet: »Dødningdands«, men lige over denne Indskrift staaer en anden: »Vei til Jernbanen«; disse to, netop paa Grændsen af Frankrig, giver Spil for Phantasien; i den susende Flugt kom den mig i Tanken, »Dødningdands og Jernbane«, det var som Signalpiben gav Tegn til Dandsen! paa de tydske Jernbanen og paa den til Roeskilde har man ikke saa vilde Phantasier.

Øboeren elsker Havet, som Bjergboeren sine Bjerge, det veed jeg fra mig selv! hver Søstad, den være nok saa lille, faaer for mig, ved Havet, en egen Nimbus. Var det Havet i Forening maaskee med det danske Sprog, som fra to Huse klang mig imøde i Cette, der gjorde mig denne By saa hjemlig; jeg veed ikke, men jeg havde mere Følelsen af at være i Danmark, end i Sydfrankrig. Naar man langt fra sit Fædreland træder ind i et Huus hvor Alle, fra Herskabet til Tyendet, taler von Lands Sprog, som Tilfældet var for mig i Cette hos Casalis-Tutein, da har disse hjemlige Toner en Trolddoms Kraft, de bære, som en Faust-Kappe, os med Huus og Alt derinde i et Nu til Hjemmet ogsaa vor danske Consul, Jansen, var et Kjøbenhavns Byesbarn: Cette blev mig med Eet som et Stykke Danmark. Dog, Nordens Sommer var her ikke, men Neapels Sol-Dønning, Luften mægtede at forbrænde Faustkappen; Varmen væltede ned, Solstraalerne lammede alle Kræfter; i Aaringer havde man heller ikke her kjendt en saadan Sommer; rundt om fra Landet lod Efterretninger om Folk, der af Heden faldt døde om; Natten selv var heed. Man forudsagde mig, at jeg ikke holdt Reisen ud i Spanien, jeg følte det selv, men Spanien var nu eengang Maalet, jeg øinede jo alt Pyrenæerne, de blaa Bjerge lokkede – og en tidlig Morgen var jeg paa Dampskibet og foer over l’etang de Thau. Solen kommer høiere, den brændte fra oven, den brændte fra Vandfladen; Myriader Medusaer, i deres geleagtige Bævren, flydte Vandet rundt om; det var som om Solstraalerne fordunstede Søvandet og efterlod kun en gyngende Dyreverden; aldrig for eller siden har jeg seet Sligt. Ved Languedoc – Canalen kom vi Alle fra Dampskibet over i et stort Trækfartøi, der mere syntes indrettet for Gods, end for Passagerer; Dækket blev overfyldt med Kofferter og Kister, disse igjen besat med Mennesker, som under udspændte Paraplyer søgte Skygge; det var ikke muligt at bevæge sig heroppe, og intet Rækværk omgav denne Koffert – og Menneske – Stabel, som tre, fire Heste, ved Lange Touge slæbte afsted; nede i begge Kahytter saae det ligesaa bepakket ud; Side ved Side sad man som Fluer i en Sukkerskaal; et af Hede og Tobaksrog afrnægtigt Fruentimmer blev baaret ind til os i første Kahyt og lagt paa Gulvet, den eneste Plet der for et Øieblik var tom; hun skulde trække Luft, dog den syntes ikke at vare der, i hvor mange Vifter der end bevægede sig. Ingen Forfriskninger fandtes, ikke engang en Drik Vand var det muligt at bringe tilveie uden det gule, lunkne Vand, Canalen frembød. Ned over Lugerne hang fra Dækket bestøvlede Been, der ved Lyset, de lukkede ude, ligesom gav den trykkende Luft Legeme; indelukket i dette Rum havde man endnu den Qval at maatte bære paa en Mand, der bestandigt vilde sige noget Vittigt, bestandigt synes interessant, Ordstrømmen squlpede ham om Munden, som den eensformige Kløven af Vandet squlpede om Fartøiet forude. Det var ikke til at døie. Jeg brød mig Vei op mellem Kofferter, Mennesker og Paraplyer og stod i en koghed Luft, og til begge Sider, fremad og tilbage, Time for Time, var der evig eet og det samme at see: grønt Græs, grønt Træ, en Sluse – grønt Græs, grønt Træe, en Sluse, og saa igjen det samme. Det var til at blive vanvittig over.

En halv Times Vei fra Béziers bleve vi satte i Land; jeg følte mig næsten afmægtig, og ingen Vogne var her, Omnibusføreren havde ikke ventet os saa tidligt. Solen brændte ganske forfærdeligt, de smaa Træer havde vist solgt deres Skygge, der var ikke engang Contur af den. Man siger, at Sydfrankrig er et Stykke Land fra Paradiset, mig forekom det, under de Omstændigheder, hvori jeg saae det, at være et Stykke skudt op fra Helvede selv med al sin infernalske Hede.

I Béziers ventede Diligencen. Alle de bedre Pladser vare optagne, jeg kom, for første og jeg vil haabe for sidste Gang, ind i det bageste Aflukke af en saadan Vogn; ved Siden af mig satte sig en skrækkelig tyk Madame i Tøfler og med et alenhøit Hovedtøi, det hun imidlertid strax tog af og hængte lige foran mig; nu kom en lystig Matros, der vist forud havde drukket for mange Skaaler, saa et Par skidne Karle, hvis første Manoeuvre var, at de trak deres Støvler og Trøier af og sad der hede og stinkende af Løg, medens de tykke Støvskyer væltede ind, og Solen brændte og blendede; det var ikke muligt at holde det længere ud, end til Narbonne; syg og lidende søgte jeg Hvile; nu kom Gensd’armer og spurgte om Pas; nu skulde der just ved denne begyndende Nat bryde Ild ud i den nærmeste Landsby, Alarmen lod, Sprøiterne rullede afsted; det var, som om alle Plageaander vare slupne ud. Herfra og til Pyrenæerne fulgte en gjentagen trættende Pasvisitation, som jeg ikke engang i Italien har kjendt; der blev som Grund hertil angivet den nære spanske Grændse, de mange Flygtninge derfra og nogle i Egnen her stedfundne Mord. Alt var til at giøre Reisen til en Plage; og kun for hvad der var en saadan havde jeg Tanke og Nerve.

Jeg naaede Perpignan, Solen havde her ligesom feiet alle Mennesker af Gaderne, først ved Natten kom de frem, men de kom som en brusende Strøm, som et heelt Oprør, der vilde ødelægge Staden. Menneskemassen bølgede under mine Vinduer, høi Skrig lød, det gik igjennem mit syge Legeme. Hvad var det! Hvad betød det. Kunde Feberen saaledes brænde i mit Hoved, jeg vaklede hen til Altandøren, aabnede den, og Pladsen var sort af Mennesker, de saae lige op, hvor jeg stod, de skrege, svingede med Hattene, raabte: Leve! Leve! »Min Gud,« tænkte jeg »det er Vanvid! det er Altsammen Noget, jeg bilder mig ind, her er slet intet Menneske, jeg hører slet Ingen skrige, men jeg phantaserer det Altsammen; det er jo frygteligt!« jeg var nær ved at segne, jeg bøiede Hovedet til Siden, tæt ved paa Altanen stod en Mand, han talte ned til Folket, ham var det, Hilsener bragtes, idet han traadte ud. »God Aften, Hr. Arago!« lød den størkeste Stemme, tusinde gjentoge det, og Musiken klang. Det var den berømte Arago, som var min Nabo, Folket bragte ham en Serenade. Feberen fremgjøglede det altsaa ikke, det var dog en Trøst; men denne Tummel, disse Skrig, var en fornyet Qval; jeg kjender faa Aftener i mit Liv, jeg, som da, har følt mig saa legemlig lidende. Den smukke Sang, som fulgte, kunde ikke husvale. Arago holdt igjen Tale; det var hans Fødeby, han efter mange Aar besøgte; Folkejublen rungede gjennem Gaderne; den rislede mig gjennem alle Nerver. jeg var syg; hver Tanke om at reise til Spanien blev opgiven, jeg følte, det var mig umuligt at reise længere; og selv denne Luft her, denne Varme, hvorledes skulde jeg udholde den, kunde jeg dog naae tilbage til Schweiz! jeg gruede for den lange Tilbagevei derop, indsaae ikke hvorledes jeg skulde kunne udholde den. Man raadede mig paa det Hurtigste først at søge ind i Pyrenæeerne og der indaande den styrkende Bjergluft; Badet Vernet, hiin Side Prades, anbefaledes som køligt og godt; man gav mig Anbefaling til Commandanten i Etablissementet, og jeg bestemte mig til dette Ophold; der var intet Andet at gjøre; Natten, som den eneste kølige Tid, blev bestemt til Fart, og i en Nat og nogle Morgentimers angribende Reise naaede jeg derhen. Vernet ligger paa den franske Side, lidt inde i Bjergene. Luften var saa frisk, saa styrkende, som jeg i Maaneder ikke havde aandet den. Efter et Par Dages Ophold her, syntes jeg at føie mig igjen frisk og vel.

Tankerne fløi igjen ind i Spanien, som jeg var saa nær, kun nogle Timer fra; en lille Bjergtour kun, jeg gjorde den, og stod som Moses og saae for mig Landet, som jeg ikke skulde betræde. – Min Tanke, mit Haab var, Gud vil forunde mig, at jeg en Vintertid flyver fra Norden herhid igjen og da ind i det rige, skjønne Land, hvorfra nu Solen holder mig borte ved sit Flammesvæerd.

Vernet hører endnu ikke til de bekjendteste Badesteder, uagtet det har det særegne, at det besøges hele Aaret; den Tid var den berømteste Gjest, Stedet havde havt, Ibrahim Pascha, Vinteren forud havde han været der. Hans Navn var da endnu Etablissementets Glands og Glorie, Ibrahim Paschas Navn var paa Læberne af Vertinden og af alle Opvarterne, hans Værelse blev strax, som noget høist interessant, viist frem; de to franske Ord, han kunde sige: »merci og très bien!« i deres forkeerte Udtale vare staaende Anecdoter. – Vernet gjorde i Smaat og Stort det Indtryk, at det mellem Badesteder endnu var i en Slags Uskyldigheds Tilstand; kun i at skrive Regninger, det fortalte Gjesterne mig strax, havde Commandanten hævet Etablissementet i Række med de første i Europa.

Man lever her i en Eensomhed, en Afsondren, som ved intet andet Bad, og det kan være ganske fortræffeligt; forlanger man derimod Adspredelse, ja, saa er her aldeles Intet gjort til Gjesternes Underhold, jeg tales naturligviis om den Tid, jeg var der, jeg veed ikke hvad der i senere Aar kan være skeet. – Ved mit Ophold var Gjesternes eneste Underholdning den, enten til Fods eller paa et Æsel at gjøre Vandring i Bjergene; men en saadan frembød ogsaa noget saa eiendommeligt, saa afvexlende, at man slet ikke savnede de sædvanlige arrangerede Badesteders Forlystelser. – Det er rundt om Vernet, som om de meest forskjellige Natures ere kastede mellem hverandre, Norden og Syden, Bjerg – og Dal – Vegetation. – Fra eet Punkt seer man ud over Viinhaver op ad et Bjerg, der synes at vise et Prøvemønster paa Kornmarker og grønne Enge, hvor Høet staaer i Stakker; fra et andet har man kun de nøgne, metalagtige Klipper, med selsomme fremspringende Steenblokke, smalle og lange, som vare de sønderbrudte Statuer eller Søiler; snart gaaer man under Poppeltræer i smaa Enge, hvor Krusemynterne groe, en saa ægte dansk Natur, som var den skaaren ud af Sjælland selv, snart staaer man i Læ af Klippen, hvor Cypresser og Figen skyde frem mellem Viinløvet, det er et heelt Stykke af Italien. Dog Sjælen i det Hele her, de Pulse, som utallig banke lydeligt i Pyrenæerne, ere Kilderne; der er et Liv, en Sladdren i det evigt fortbrusende Vand. Overall vælder det frem, pipler i Mosset, bruser over de store Stene; der er en Flugt, et Liv deri, som Ordet ikke kan gjengive, man hører en evig brusende Accord fra de Millioner Strænge; over, under og rundt omkring sladdrer Flodnymphen.

Høit paa Klippesiden, ved den steile Afgrund, ligger Ruiner af et maurisk Slot, Skyerne hænge, hvor Balconen hang; Gangstien, hvor Æselet traver, fører gjennem Riddersalen; heroppe fra og paa Veien, som leder til Badestedet, har man Skuet over hele Dalen, der Lang og smal synes en Flod af Træer, der bugter sig mellem de røde, udbrændte Klipper; og midt i denne grønne Dal, hæver sig paa et Bjerg terrasseformigt den lille By, Vernet, der kun mangler Minareterne for at synes en bulgarisk – tyrkisk By; en ussel Kirke, med to lange Huller som Vinduer og tætved et forfaldet Taarn, danner den øverste Deel, nedenunder komme de mørkebrune Tage, de smudsiggraa Huse, med aabne Træluger istedetfor Vinduer, men malerisk er det! kommer man imidlertid ind i selve Byen, hvis Apothek tillige er dens Boghandel, da er Totalindtrykket: Usselhed. Næsten alle Husene ere opførte af Kampestene, men ikke store og tilhugne Steen, nei allesammen ligesom de kunde være samlede op fra en gammel Brolægning, de synes stablede op paa hinanden; et Par mørke Huller danne Dør og Vinduer; Svalerne flyve ud og ind, de have deres Rede i Stuen under Bjælkerne; gjør man selv en Visit derinde, i det mindste, hvor jeg gjorde det, da har man fra første Stokværk transparente Gulve under sig; gjennem de slidte Bræder seer man ned i chaotisk Mørke. Paa Væggen hænger sædvanlig et Stykke fedt Kjød med haaret Side; man forklarede mig, at det brugtes til at gnide Støvler og Skoe med, naar disse skulde pudses. Sovekamret er paa det Grelleste malet al fresco med Helgenbilleder, Engle, Krandse og Kroner, som i Malerkunstens allerufuldkomneste Tider. Menneskene selv usædvanlig stygge, endogsaa Børnene, sande Dverge-Ansigter, det barnlige Udtryk mildner ikke de plumpe Træk og kun faa Timers Vandring paa Bjergenes modsatte Side ned i Spanien, da blomstrer Skjønheden, lyse de kloge, brune Øine. Som det eneste poetiske Billede, Vernet frembød for mig, var et Skue paa Torvet: under et prægtigt, stort Træ havde en vandrende Bissekræmmer udbredt alle sine Varer, Tørklæder, Bøger og Billeder, en heel Bazar, men Jorden selv var Disken; hele Byens uskjønne Ungdom, gjennembarket af Solen, stod forsamlet om disse Herligheder; et Par gamle Mo’rliller skottede derhen fra deres aabne Luge; til Hest og til Æsel drog en lang Skare af Badegjester, Herrer og Damer, forbi, medens to Smaabørn halvskjulte bag en Brædestabel agerede Haner og ideligt raabte »Kykkeliky!«

Langt mere Kjøbstad, beboelig og vel indrettet, er den et Par Timer herfra liggende Fæstning Villefranche med sit Slot fra Ludvig den Fjortendes Tid. Landeveien fører her igjennem Olette ind i Spanien, og her er altsaa nogen Færdsel; flere Huse fraperede ved deres smukke mauriske Vinduer, hugne i Marmor; Kirken selv er halv maurisk bygget, Altrene som i de spanske Kirker, Gudsmoderen staaer med Barnet heelt i Guld og Sølv. Jeg besøgte Villefranche allerede en af de første Dage under mit Ophold; alle Gjester fra Etablissementet vare med paa dette Tog, til hvilket ‘Æsler og Heste maatte drives sammen fra alle Kanter; Commandantens ærveerdige Carosse blev forspeendt, og uden og inden fyldt, som var det et fransk Trækfartøi; en høistelskværdig Holstener, den bedste Rytter af den, Alle og Alexander Dumas’ Ven, den bekjendte Maley Dauzats førte Toget an; Fort, Casematter og Klippehuler bleve seete, den lille Stad Cornelia med sin interessante Kirke blev ikke forbigaaet; overalt Spor af Maurernes Magt og Kunst. Alt i disse Egne tyde mere paa Spanien end Frankrig, Sproget selv ,svæver mellem begge. Og der i den friske Bjergnatur, ved Grændsen af et Land, hvis Skjønhed jeg ikke da skulde kjende, sluttede jeg den samlede tydske Udgave af mine Skrifter: »Das Märchen meines Lebens«, »the true story of my life!« kalde Englænderne denne Bog. Slutningsordene der lyde saaledes: »Før jeg forlader Pyrenæeerne, flyver dette Skrevne til Tydskland, dette, et stort Afsnit af mit Liv; jeg selv følger efter, og et nyt, et ubekjendt Afsnit begynder. Hvad mon ruller op? Hvad skal jeg udrette? Mon den virksomste Deel af mit Liv endnu ligger for mig? Jeg veed det ikke! men taknemlig, trøstig seer jeg fremad. Hele mit Liv, de lyse og de mørke Dage førte til det Bedste. Det er som en Søreise, mod et bestemt Maal, jeg staaer ved Roret, jeg har valgt min Vei, jeg gjør mit, men Gud raader for Storm og Hav, han styrer, og skeer det anderledes, end jeg tænker, da er dette det Bedste for mig, den Tro er fast i mit Bryst, og den gjør lykkelig! Naar Juletræet tændes, naar som man siger: de hvide Bier sværme, er jeg, vil Gud, i Danmark, hos mine kjære der, med Hjertet fuldt af Reiselivets Blomsterflor, med styrket Legem og Sjæl, da springe nye Arbeider paa Papiret, Gud lægge sin Velsignelse i dem! hen vil det! – En Lykkestjerne lyser over mig, Tusinde fortjente den vel bedre end jeg, selv begriber jeg tidt ikke, hvorfor just jeg fik saa megen Glæde fremfor Utallige! den lyse! men gaaer den ned, maaskee idet jeg her slutter disse Linier, den har lyst, jeg har modtaget min rige Deel, den gaae ned – ogsaa her fremspringer det Bedste, Gud og Menneskene min Tak, min Kjærlighed!«

Vernet, (Ost-Pyrenæerne) i Juli 1846.

Kapitel: 0  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12  13  14  15!  16