H.C. Andersen: “Mit Livs Eventyr” Kapitel 9

H.C. Andersen: »Mit livs eventyr« Kapitel 9

Hans Christian Andersen biography »The Fairy Tale of my Life« 1855

  Kapitel0  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12  13  14  15!  16

Det politiske Liv var paa den Tid i Danmark i en høiere Udvikling med sine gode og sine slemme Sider. Veltalenheden, der før halv ubevidst havde øvet sig paa Philosophens Viis med at tage Smaasteen i Munden, Hverdagslivets Smaasteen, bevægede sig nu friere med de større Interessers. Jeg følte imidlertid ingen Evner og ingen Nødvendighed til at blande mig i Sligt, ligesom jeg troer, at i vor Tidsalder Politiken er en stor Ulykke for mange Digtere. Fru Politica er den Venus, som lokker dem i sit Bjerg, hvor de gaae til Grunde. Det gaaer med disse Digteres Sange som med Døgnblade, de gribes, læses, opløftes og – glemmes. I vor Tidsalder ville Alle regjere, Subjectiviteten gjør sin Magt gjældende; men de Fleste huske ikke paa, at Meget, der lader sig theoretisk tænke, fader sig derfor ikke practisk udføre; man glemmer, at det seer anderledes ud seet oppe fra Træets Top, end nedenfra dets Rod. Hvo, som drives af en ædel Overbeviisning, Fyrsten saavelsom Manden af Folket, hvo, som kun vil det Bedste og har Evner dertil, for ham bøier jeg mig. Politik er ikke min Sag, der kan jeg Intet udrette; Gud har givet mig en anden Opgave; jeg følte og føler det.

Jeg mødte hos, hvad man kalder Landets første Familier, endeel venlige, hjertelige Mennesker, der skattede det Gode hos mig og toge mig i deres Kreds, lod mig i deres rige Sommerliv tage Deel i deres Lykke; jeg kunde der uafhængig ret overgive mig til Naturen, til Skov-Eensomhed og Herregaards-Liv; der levede jeg først ret ind i dansk Natur, der digtede jeg de fleste af mine Eventyr og senere Romanen »De to Baronesser« Ved de stille Søer inde i Skovene, paa de grønne Græsmarker der, hvor Vildtet sprang forbi og Storken gik paa sine røde Been, Hørte jeg ingen Politik eller Polemik, Hørte Ingen tale efter Hegel; Naturen om mig og indeni mig prædikede mig min Mission. Ved Baronesse Stampe paa Nysø blev jeg indført hos Familien Danneskjold paa Gisselfeld. – Julefesten her paa den gamle, klosterlige Gaard var saa nordisk herlig, den gamle Grevinde Danneskjold en kjærlig, fortræffelig Dame; jeg var ikke her et fattigt Barn af Folket, nei, en venlig modtagen Gjest; – nu skygge Bøgetræerne over hendes Grav derude ved Skoven i den venlige Natur, hvormed hendes Hjerte var beslægtet. Fra Gisselfeld kom jeg til det prægtige, hyggelige Bregentved, hvor daværende Finantsminister Grev Wilhelm Moltke og hans afdøde kjærlige, velsignede Hustru indbød mig. Den Gjestfrihed, jeg her har fundet, det lykkelige Huusliv, jeg her har levet ind i, har kastet Solskin i mit Liv. Under forskjellige og længere Besøg paa Nysøe førte jeg et lykkeligt Samliv med Thorvaldsen, for hvem et Atelier var bygget der i Haven; jeg lærte ret at kjende ham som Kunstner og Menneske; det var mig en høist interessant Tid, den, jeg nærmere vil komme til at omtale.

Hele denne Leven ind i forskjellige Kredse blev af stor Indvirken paa mig; hos Fyrsterne, hos Adelen og hos den Fattigste i Folket har jeg fundet det ædle Menneskelige beslægtet; i det Gode, i det Bedste ligne vi Alle hverandre.

Den meste Tid tilbragtes imidlertid i Kjøbenhavn i Excellences Collins Huus; hos hans gifte Sønner og Døttre, hvor en Børnekreds voxte op, groede jeg ogsaa fast; med den geniale Hartmann blev Venskabet fastere, hans sjæl- og livfulde Kone tryllede et Hjem der, saa velsignet, saa solbelyst; selv var Hun en ildfuld, genial og dertil forunderlig naiv elskelig Natur. Excellences Collin var i det practiske Liv min Raadgiver, Ørsted blev det ved ethvert nyt Arbeide, og meer og meer nærmede vi os og forstode hinanden; hans Indflydelse paa min Natur og hans Betydning for mig vil jeg senere faae Lejlighed til endnu mere at udtale. Imidlertid var Theatret hver Aften, om jeg tør kalde det saa, min Klubsal; der søgte jeg stadigt hen. Netop dette Aar havde jeg faaet min Plads, i det saakaldte »Hofparquet«, der da kun ved en Jernstang skiltes fra det øvrige første Parquet; dengang var den Lov, at hver Forfatter, som gav eet Stykke for Scenen, fik derved Friplads i Parterret, to Stykker gav ham andet Parquet og tre førte ind i Hofparquettet, naturligviis maatte det være tre hele Aftenstykker eller saa mange smaa, at de, lagt sammen, kunde udfylde hele tre Aften-Forestillinger; og saa fik man Adgang til den Deel i Parquettet, hvor Kongen gav Pladser til sine Cavalerer, Diplomates og første Embedsmænd. Man fortæller, at da en Digter, som dengang var Skuespiller, ved sine dramatiske Arbeider fik Rettighed at komme her, blev der sagt til ham: »Ja, De maa jo have den Plads, men vær nu beskeden, der komme saa mange fornemme Folk!« – Jeg opnaaede ogsaa denne ‘Ære; her var dengang Thorvaldsen, Weyse, Oehlenschläger og Flere. Thorvaldsen vilde gjerne, at jeg skulde sidde hos ham, tale med ham og give ham Besked om Eet og Andet, og jeg var, medens han levede, gjerne der ved hans Side; ogsaa Oehlenschläger blev tidt min Nabo, og mangers Aftenstund – Ingen drømte vist derom – gik, naar jeg sad hos disse Store, en from Ydmyghed gjennem min Sjæl; mit Livs forskjellige Perioder foresvævede mig, fra den Tid, jeg sad paa bageste Bank oppe i Figurantindernes Loge i tredie Etage, fra den Tid, jeg barnagtig overtroisk knælede i Mørket deroppe paa Scenen og læste mit »Fadervor, netop ud for den Plads, hvor jeg nu sad blandt de første, de betydeligste Mænd. Dersom nogen Landsmand da fra sit sæde har tænkt og dømt, »der staaer han tæt ved de to Store og er hovmodig og stolt«, han vil nu af min Bekjendelse see, hvor urigtig han har dømt mig. Ydmyghed gjennemtrængte mig, og fra mit Hjerte løftede sig til Gud Bønnen om Kraft til at fortjene min Lykke; Gud, lad mig altid beholde disse Følelser! Thorvaldsen og Oehlenschläger saae jeg her hver Aften, begge have viist mig Venskab, begge høre til de betydeligste Stjerner paa Nordens Horizont; Deres Afspeiling i og om mig kan jeg her fremhæve.

Der var i Oehlenschlägers Personlighed, naar man ikke mødte ham i en stor Kreds; hvor han var stille og tilbagetrædende, noget saa Aabent, saa Barnligt, at man maatte slutte sig til ham. Hans Betydning for Nationen, for hele Norden, er bekjendt; han var en af de ægte fødte Digtere, evig ung syntes han og overgik selv som Ældre alle de Unge i Productivitet. Med venligt Sind lyttede han til mine første lyriske Udbrud, fulgte mig med Deeltagelse, og om han end i lang Tid aldrig udtalte sig som henreven, naar Critiken og Mængden haardt og skaanselløs dømte mig, saa var han den, som da, med Eet heftig og inderlig udtalte sig herimod. En Dag, han fandt mig dybt bøiet over altfor streng og bitter Behandling, trykkede han mig til sit Hjerte. »Bryd Dem ikke om de Skraalere!« sagde han, »jeg siger Dem, De er en sand Digter!« Da udtalte han sin Dom heftig og varmt om Poesi og Poeter, om Dommene herhjemme, idet han gav mig sin fulde Erkjendelse. Med Alvor og Hjerte erkjendte han høit Digteren, der fortalte Eventyr, og jeg veed, at da En en Dag vilde nedsætte mig ved at tale om hvad han ansaae for orthographiske Synder, han havde fundet i en Bog af mig, udbrød Oehlenschläger levende: »Men de skal være deri, det er characteristiske Smaating, som nu hører ham til; det er jo ikke Hovedsagen. En saadan lille Synd: »Lad det Bestie staae!« sagde den store Goethe, og vilde ikke engang rette den!« Jeg vil senere endnu komme til at give et Par Træk af hans Personlighed og vort Samliv i hans sidste Leveaar, hvor vi endmere nærmede os hinanden. Min Biograph i »Dansk Pantheon« har givet mig et Berørelsespunkt med Oehlenschläger; han siger der i sin Indledning:

»Det bliver i vore Dage meer og meer et Særsyn, at Nogen »fremtræder som Kunstner eller Digter alene ifølge en medfødt Drift, som yttrer sig tidlig og med uimodstaaelig Kraft. Oftere dannes de ved Skjæbnen eller Forhold, end de synes af selve Naturen førte og baarne til denne Virksomhed. Hos de fleste af vore Digtere træde ofte et tidligere Bekjendtskab med Lidenskaberne, tidligere indre Erfaringer eller ydre Anledning istedetfor det primitive Naturkald, og et saadant kan i vor Literatur neppe med den afgjorte Bestemthed paavises Nogen som Oehlenschläger og Andersen. Heraf kan man forklare den Kjendsgjerning, at den Første sag ofte her hjemme har været Gjenstand for critiske Angreb, og at den Sidste egentligt først har vundet fuldstændig Anerkjendelse som Digter i Udlandet, hvor en ældre Civilisation allerede har hidført Afsmag for Skoletvangen og en Reaction tilbage mod det Naturlige og Friske, medens vi Danske endnu mere en from Respect for Skolens nedarvede Aag og udlevede Reflections-Viisdom.«

Thorvaldsen, hvem jeg, som tidligere er fortalt, første Gang lærte at kjende i Rom 1833 og 34, ventedes i Efteraaret 1838 til Danmark, og store Forberedelser gjordes; paa Nicolai Taarn skulde vaie et Flag, naar Skibet, der bragte ham, var under Opseiling. Det var en Nationalfest. Baade, pyntede med Blomster og Flag, gyngede mellem Langelinie og Trekroner. Malere, Billedhuggere, hver havde deres Emblemer i Flaget, Studenterne førte en Minerva, Digterne havde en gylden Pegasus. Det sees endnu antydet i den malede Frise paa Thorvaldsens Museum; i Digterbaaden der kjendes Oehlenschläger, Heiberg, Hertz og Grundtvig; jeg staaer op paa Roerbænken, holder mig, til Masten og svinger med Hatten. Paa Ankomstens Dag var det et taaget Veir, og man øinede først Skibet, da det var ganske nær Byen. Signalerne lød, Folk strømmede ud til Toldboden; og de indbudte Digtere, der vare sammenkaldte af Heiberg, som da var den Ledende og Afgjørende, stode ved deres Baad, der laa ved Larsens Plads, men endnu var Oehlenschläger og Heiberg selv ikke komme, Poeterne ventede, Kanonskuddene lod fra Fartøiet, der allerede kastede Anker; Thorvaldsen vilde være stegen i Land, før vi kom, indsaae jeg; allerede bar Vinden Sangtonerne til os, den festlige Modtagelse var begyndt, jeg vilde være med og sagde derfor til de Andre: »Lad os roe afsted!« – »Uden Oehlenschläger og Heiberg?« udbrød de Andre. – »Men de komme jo ikke, og Alt er snart forbi!«. En af Poeterne yttrede, at naar disse To ikke vare med, vilde jeg vel ikke seile ud under dette Flag? og han pegede paa Pegasus. – »Den kaste vi ned i Baaden!« sagde jeg og tog Flaget af Stangen; de Andre fulgte nu med mig, og vi kom netop derud, idet Thorvaldsen seilede mod Land. Heiberg og Oehlenschläger mødte vi derude i en Baad, de havde taget sig; nu kom de ombord til os. Solen skinnede, der stod en deilig Regnbue spændt over Sundet:

»En Æresport for Alexander!«

og det var i Sandhed et Alexandertog! prægtigere end det i »Dansk Folkeblad« staaer beskrevet. Jubelen lod fra Strandbredden, hvor Folket spændte sig selv for Thorvaldsens Vogn og trak ham over Amalienborg til hans Bolig; derhen strømmede Alle, og ind til ham trængte da Alle og Enhver, der havde om kun det fjerneste Bekjendtskab til ham eller en Vens Ven, der kunde føre dem. Paa Torvet stod Dag og Aften beskuende Grupper, ene og alene for at see paa de bekjendte røde Mure af Charlottenborg, thi derinde var Thorvaldsen. Om Aftenen bragte Kunstnerne ham en Serenade; Fakkelbaalet lyste i botanisk Have under de store Træer. Unge og Gamle strømmede ind ad de aabne Døre, og den hyldede, venlige Gubbe trykkede dem, han kjendte, til sit Bryst og gav dem Kys og Haandtryk. Der var for Alle da en Nimbus om Thorvaldsen, der holdt mig sky tilbage. Mit Hjerte bankede af Glæde ved at see ham, som trøstende og mild havde mødt mig i Udlandet, som der havde trykket mig til sit Hjerte og sagt: »Vi To skulle altid blive Venner.« Men her i denne Hyldest, denne Jubel, hvor Tusinder betragtede hver Bevægelse af ham, hvor jeg af alle disse vilde blive bemærket og dømt – ja dømt, som et forfængeligt Menneske, der vilde vise: »jeg er ogsaa kjendt af Thorvaldsen! – mig er han ogsaa venlig og god!« – jeg traadte klogelig og stille tilbage, holdt mig skjult i den tætte Skare, undgik at blive seet af ham. – Først flere Dage efter, en tidlig Morgen, da Ingen saae det, Ingen var hos ham, aflagde jeg mit Besøg og fandt i ham den uforandrede jævne, kjærlige, aabne Natur, Vennen, der glad trykkede mig i sine Arme og udtalte sin Forundring over, at han først nu saae mig.

Der var til Thorvaldsens Ære arrangeret et Slags musikalsk poetisk Academie, hvor liver af Digterne havde skrevet og Oplæste et Digt til den Hjemkomnes Hæder; hver Forfatter, paa Heiberg nær, oplæste Sit, jeg havde skrevet om Jason, der gik at hente det gyldne Skind, Jason -Thorvaldsen, der gik at vinde den gyldne Kunst. Et Festmaaltid og lidt Dands endte den smukke Fest, der var livlig og folkelig; med straalende Ansigt traadte Thorvaldsen selv i Polonaise med den unge Frøken Puggaard, der siden blev gift med Orla Lehmann og nu er død. Aftenen her var en Fest, hvori første Gang her hjemme jeg saae et Folkeliv, en stor Interesse i Kunstens Rige afspeile sig.

I Studenterforeningen blev Thorvaldsen optagen som Æresmedlem, ogsaa jeg skrev ved denne Lejlighed en Sang, der blev optagen med Jubel og hører nu til de af mine Digte, man synes at erindre:

Du blev Student, og Du kan troe, Just i October maa det være. Du hugged’ Dig igjennem jo, Saa Talemaaden kom til Ære. »Hvad giver op Du af Homer?« Blev spurgt, og man jo vented’ Blade; Da formed’ Du til Liv i Leer Den hele Iliade *)

*) See »Digte« anden Deel

Fra denne Tid saae jeg daglig Thorvaldsen i Selskabslivet og i hans Atelier. Flere Uger ad Ganges levede jeg ganske med ham side hos Baron Stampes paa Nysø, hvor han ligesom voxede fast og som en kjær Gjest, ja som en nær Beslægtet, blev pleiet, moret og drevet til Virksomhed; de fleste af hans Værker her i Danmark ere der blevne til. Han var en sund Natur, og ikke uden Humor, derfor var Holberg den Digter, han holdt meest af. Verdens Smerte og Sønderrivelse gik han slet ikke ind paa, og derfor syntes han heller ikke ret om Byrons Personlighed. En Morgen paa Nysø, han arbeidede just paa sin egen Statue, traadte jeg ind til ham i det lille Atelier, Baronesse Stampe havde ladet opføre for ham nede i Haven, tæt ved den gamle Slotsgrav. Jeg hilsede god Morgen, han syntes ikke at ville bemærke mig, han var saa ivrig i sit Arbeide, traadte imellem et Skridt tilbage og bed sine friske, kraftige Tænder sammen, som hans Maade var, naar han ret saae paa sit Værk; jeg listede mig stille bort. Ved Frokostbordet var han endnu mere ordknap end sædvanlig, og da man bad ham dog tale lidt, sagde han paa sin tørre Maade: »Jeg har talt hele Morgenstunden, meer end i flere Dage, men Ingen har hørt paa mig. Der mærker jeg Andersen staaer bag ved mig, thi han sagde god Morgen, og saa fortæller jeg ham en lang Historie, jeg havde med Byron; jeg troede, at det nok var et Ord værd igjen, jeg dreier mig om, og saa har jeg staaet over en Time og snakket høit for tomme Vægge.Vi bad Alle Thorvaldsen at fortælle Historien igjen, men nu fik vi den meget kort: »O, det var i Rom,« sagde han. »da jeg skulde giore Byrons Statue, satte han sig for mig, men begyndte strax at stille et ganske andet Ansigt op end han pleiede; »Nu, vil De ikke sidde rolig!« sagde jeg, »De maa ikke gjore de Miner.« »Det er mit Udtryk!« sagde Byron, »saa!« sagde jeg, og saa gjorde jeg ham, som jeg vilde, og alle Mennesker sagde, da det var faerdigt, at det lignede, men Byron saae paa det: »Det ligner slet ikke!« sagde han, »jeg seer mere ulykkelig ud!« – »Han skulde nu altid være saa ulykkelig« tilfoiede Thorvaldsen med humoristisk Udtryk.

Det var den store Kunstner en Nydelse efter Bordet med halv tillukkede Øine at høre Musik, og hans største Glæde, naar Baronessen om Aftenen tog Gnavposen frem, og Lotterispillet begyndte; hele Nysø Omegn lærte Lotterispil; det var kun Glasstykker der spilledes om, og derfor kan jeg fortælle det, han vilde vinde, man lod ham vinde, og dette kunde have den store Mands hele Interesse. Mig kjedede i Længden dette Lotterispil, og mangen en maaneklar Aften løb jeg ad Skoven til, uagtet jeg hørte dem raabe paa mig til Lotterispillet.

Med Varme og Heftighed kunde Thorvaldsen tage Partier for dem, han troede led Uret; Ubillighed, Drilleri, naar det spillede over i det Ondskabsfulde, var Noget han opponerede imod, uden Persons Anseelse. Baronesse Stampe, født Dalgas, var det, som ved datterligt Sind for den store Kunstner gjorde ham, det godt og hyggeligt der; hele hendes Tanke og Stræben gik ud derpaa.

I hans Selskab paa Nysø skrev jeg et Par af mine Eventyr, saaledes: »Ole Lukoje«, og han hørte til med Lyst og Interesse; dengang havde iøvrigt Eventyrene endnu ikke synderlig Betydning her hjemme. Tidt i Tusmørket, naar Familien sad i den aabne Havestue, kom Thorvaldsen stille og klappede mig paa Skulderen: »faae vi Smaa et lille Eventyr!« – Med sin egne Naturlighed gav han mig den skjønneste Roes over Sandheden i mine Digtninge. Det morede ham at høre og atter at høre de samme Eventyr, tidt under et af hans meest poetiske Arbeider stod han med Smiil om Munden og lyttede til Historien om »Toppen og Bolden«, »den grimme Ælling« o. s. v.

Jeg har et Slags Talent for at kunne improvisere smaa Digte og Sange, dette Talent morede Thorvaldsen meget, og da han paa Nysø havde formet i Leer Holbergs Buste, og man stod henrykt om den, blev det overdraget mig at sige ham paa Vers nogle Ord for hans Arbeide, og jeg gav ham da følgende Impromptu:

– »Nei, Danmark skal ei have Holberg meer, Jeg bryder Leret, som hans Aand omfatter!« Saa talte Døden. »Af det kolde Leer«, Bød Thorvaldsen, »skal Holberg fødes atter«.

En Morgen, da han formede i Leret sit store Basrelief »Gangen til Golgatha«, som nu smykker Frue Kirke, traadte jeg ind i hans Atelier. »Siig mig,« sagde han, »finder De, at jeg har klædt Pilatus rigtig paa!« »De maa ikke sige Noget til ham!« raabte Baronesse Stampe, som stadig var hos ham. »Det er rigtigt, det er fortræffeligt! gaae Deres Vei!« Thorvaldsen gjentog sit Spørgsmaal; »nu vel!« svarede jeg, »da De spørger mig, saa maa jeg sige Dem, at jeg rigtignok synes, at Pilatus der, mere er klædt paa som en Ægypter, end som en Romer!« »Synes jeg det ikke selv!« sagde Thorvaldsen, og greb med Haanden ind i Leret og sønderrev Figuren. »Nu er De Skyld i, at han har ødelagt et udødeligt Vaerk!« raabte Baronessen. »Saa kan vi gjøre et nyt udødeligt Værk!« sagde han i muntert Lune og formede Pilatus, saaledes som han nu staaer paa Basreliefet i Frue Kirke.

I Sommertiden derude gik han daglig til det et Stykke fra Gaarden og langt ude i Stranden liggende Badehuus: »Idag kunde jeg nær være bleven borte!« sagde han muntert, da jeg paa Hjemveien derfra mødte ham, og han fortalte, at han havde dukket sig ned under Vandet, derpaa reist sig, men netop lige under Badehuusdøren, saa at han med sit Hoved næsten løftede den fra Hængslerne, »det sortnede lidt!« sagde han, »men det gik strax over; var jeg besvimet, saa kunde De maaskee have fundet mig derude drive om paa Vandet!«

Hans sidste Fødselsdag blev feiret ude paa Nysø, Heibergs Vaudeville »Aprilsnarrene« og Holbergs »Julestuen« blev opført, jeg havde skrevet en Sang til Bordet, men foruden denne endnu improviseret en anden; alt i den tidligste Morgenstund Lod Baronessen mig kalde, sagde, at Thorvaldsen endnu ikke var oppe, og at det vist kunde være ham morsomt, om vi med Gongon, lldklemme, Flasker, Gafler og Knive bragte ham en Morgen-Musik, men at der hørte en Vise til, det var det samme, hvordan den var, kun lystig; og som sagt, jeg maatte bogstavelig improvisere ned paa Papiret, fra hvis vaade Skrift jeg sang Solo og alle de Andre i Chor til det støiende Accompagnement under Melodien: »Hvad siger Hr. Baronen vel«.

En lille Sang, – o hør dog den! Thi nu er vi saa glade! Det ere vi for Thorvaldsen, Og saa for – Chocolade. Hæxver nu Stemmen, At han kan fornem’en! Som paa Svanevinge Den klinge!

Alverden sang om hans Genie, Det har han hørt saa ofte, Thi vi vil gjøre Narreri, Men i anstændig Kofte! Klinke med Koppen, Synge os rød i Toppen, Dersom det kan more Den Store! Før Vises bliver altfor mat, Vi standse vil var Lire, Gid Skjæbnen aldrig slaae en Klat Paa Thorvaldsens Papire! Dandse og trampe, Saa vi Alle dampe, Thorvaldsen skal leve, Den Gjæve!

Og vi trampede, slog med lldklemmen og gned Korketollen opad Flasken. Thorvaldsen, i Slobrok, Tofler og Underbuxer, kom frem, svingende sin raphaelske Hue, dandsede rundt i Stuen og sang med Omqvædet:

Dandse og trampe, Saa vi Alle dampe! Liv og Humor var der i den kraftige Gamle.

Jeg sad ved hans Side ved Middagsbordet, den sidste Dag han levede. Stampes havde Vinterværelser i Kjøbenhavn, omme i Kronprindsessegaden; foruden Thorvaldsen var her Oehlenschläger, Sonne og Constantin Hansen. Thorvaldsen var usædvanlig oprømt og fortalte nogle Vittigheder af »Corsaren«, der havde moret ham; talte om den Reise han i Sommeren vilde gjøre til Italien. Det var netop Søndag, og om Aftenen skulde, i det kongelige Theater, første Gang gives Halms Tragedie »Griseldis«; Oehlenschläger vilde blive hos Stampes og forelæse Noget, Thorvaldsen havde mere Lyst til at gaae i Theatret og spurgte mig, om vi skulde følges ad, men da jeg den Aften ikke havde min fri Entree, og Stykket, troer jeg, alt var ansat til Opførelse næste Dag, sagde jeg ham, at jeg vilde vente saa længe; jeg rakte ham Haanden til Afsked; da jeg gik ud ad Døren, sad han i en Lænestol, tæt op til Sophaen, og havde lukket Øinene for at blunde lidt, jeg listede mig sagte, men da jeg vendte mig om, slog han Øinene op, smilede og nikkede til mig, det var det sidste Farvel.

Jeg blev hjemme hele Aftenen, om Morgenen sagde Opvarteren i Hotel du Nord, hvor jeg boede: »det var dog mærkeligt med Thorvaldsen, der saaledes lige med Eet døde igaar!«

»Thorvaldsen!« raabte jeg forbauset; »han er ikke død, jeg spiste med ham igaar!« – »Man siger, han er død iaftes ovre i Theatret!« sagde Karlen. »Han er bleven syg!« sagde jeg og troede, at dette maatte være Tilfældet, men følte dog en selsom Angest, tog strax min Hat og ilede over i hans Bolig. Der laae hans Lig udstrakt paa Sengen, Værelset var opfyldt af fremmede Mennesker, der havde trængt sig ind; Gulvet var vaadt af Sneevandet, deres Fodtøi havde brags med, Luften qualm, Ingen sagde et eneste Ord; Baronesse Stampe sad ved Sengekanten og græd dybt. Jeg stod rystet og bevæget.

Thorvaldsens Jordefærd var en Landets Sørgefest; sortklædte stode Mænd og Qvinder i Vinduer og paa Gader, Alle blottede uvilkaarligt Hovedet, da Kisten bares forbi; der var en Stilhed, selv de vildeste Drenge, de fattigste Børn stode og holdt hinanden i Hænderne og dannede Rækker, som det store Tog gik igjennem fra Charlottenborg til Frue Kirke, her kom Kong Christian den Ottende Toget imøde. Fra Orgelet bruste en Sørgemarsch af Hartmann, det var saa mægtige Toner, at man ligesom fornam de usynlige store Aander slutte sig til Toget. Et »Sov vel« jeg havde skrevet,*)  *) See »Digt” anden Deel. og som ogsaa Hartmane havde givet Musik, blev af Studenter afsjunget ved Thorvaldsens Kiste.

Træd hen til Kisten her! kom, fattig Mand! I din Kreds fødtes han, og Du tør sige: Han blev en Stolthed for vort Folk og Land, En Glands han kasted over Danmarks Rige! Opløs Dig, Sorg, i Sang ved Kistens Fjel!

I Jesu Navn, sov vel!

Kapitel0  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12  13  14  15!  16