H.C. Andersen: »Mit livs eventyr« Kapitel 11
Hans Christian Andersen biography »The Fairy Tale of my Life« 1855
Kapitel: 0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15! 16
Fra dette Tidspunkt knytter sig et Venskab af stor aandelig Betydning; tidligere har jeg alt omtalt enkelte Personer af offentlig Characteer, som have været af Indvirkning paa mig som Digter. Ingen har i ædlere Betydning været det mere end Den, jeg her vil vende til, Den, ved hvem jeg lærte ligesom end mere at glemme mit eget Jeg og føle det Hellige i Kunsten, erkjende den Mission, Gud har givet mig som Digter.
Jeg gaaer tilbage til 1840. En Dag, i Hotellet i Kjøbenhavn, hvor jeg boede, saae jeg paa Tavlen antegnet mellem Fremmede fra Sverrig: Jenny Lind. Jeg vidste allerede dengang, at hun var Stockholms første Sangerinde; jeg havde samme Aar været i Nabolandet, nydt Hæder og Velvillie, jeg troede, at det ikke var upassende at gjøre den unge Kunstnerinde min Opvartning. Hun var dengang udenfor Sverrig aldeles ubekjendt, ja jeg tør troe, at selv i Kjøbenhavn kun meget Faa kjendte hendes Navn; hun modtog mig høfligt, men dog fremmed, næsten koldt; hun var, sagde hun, paa Reisen i den sydlige Deel af Sverrig med sin Fader taget et Par Dage herover til Kjøbenhavn for at see denne Stad. Vi skiltes igjen fremmede for hinanden, og jeg havde Indtrykket af en ganske almindelig Personlighed, der snart igjen udslettedes. I Efteraaret 1843 kom Jenny Lind igjen til Kjøbenhavn, min Ven Balletmester Bournonville, hvis elskværdige Kone er en svensk Præstedatter og Veninde med Jenny Lind, fortalte mig, at Denne var her i Byen, at hun venligt erindrede sig mig, og at hun nu havde læst mine Skrifter, det vilde fornøic hende at see mig; han bad mig følge med sig til hende og da, med ham, anvende min Overtalelse til, at hun gav nogle Gjæsteroller paa det kongelige Theater; jeg vilde, sagde han, blive ganske henrykt ved hendes Sang.
Vi kom op til Jenny Lind, og ikke som en Fremmed blev jeg nu modtaget, hjerteligt rakte hun mig Haanden, talte om mine Skrifter og om Fredrika Bremer, ogsaa hendes deeltagende Veninde; Talen kom snart paa Optrædelse i Kjøbenhavn, og Jenny Lind yttrede en stor Angest derfor: »udenfor Sverrig har jeg endnu aldrig sunget«, sagde hun, »i mit Hjem ere de Alle saa milde og gode mod mig, og om jeg nu optraadte i Kjøbenhavn og blev peben ud! – jeg tør ikke!« – Jeg sagde, at jeg naturligviis ikke kunde dømme om hendes Sang, den jeg aldrig havde hørt, vidste Keller ikke, hvorledes hendes dramatiske Fremstilling var, men det var jeg forvisset om, at saaledes som for Øieblikket Stemningen var i Kjøbenhavn, vilde hun med en nogenlunde Stemme og lidt dramatisk Spil gjøre Lykke! jeg troede, at hun turde vove det!
Bournonvilles Overtalelse bragte Kjøbenhavnerne en af de største Nydelser, de havde erholdt. Jenny Lind traadte op som »Alice« i »Robert«; det var en Aabenbarelse i Kunstens Rige; den ungdomsfriske deilige Stemme trængte til alle Hjerter! her var Sandhed og Natur. Alt fik Betydning og Klarhed. I en Concert sang Jenny Lind sine svenske Sange. Det var noget saa eiendommeligt, saa henrivende, man tænkte ikke paa Concert-Salen, Folkemelodierne øvede deres Magt, frembaarne af en saa reen Qvindelighed med Geniets udødelige Præg; der var stor Henrykkelse i Kjøbenhavn; at mange fornemme Kredse forsømte Jenny Lind for at besøge Italienerne, der var i Mode, og ikke gik til hende, der ingen Berømmelse endnu havde, var Jo ganske menneskeligt; men stor Begeistring vakte hun dog hos Alle, som hørte hende. Jenny Lind blev den første Kunstnerinde, hvem de danske Studenter bragte en Serenade. Fra Hotellet flyttede hun hjem til Bournonvilles, hvor hun som en kjær Slaegtning og Veninde levede i Familien, med denne var hun en Eftermiddag fulgt ud til Instructeur Nielsens, der dengang boede i Frederiksberg Allee, og her i den dæmrende Aften overraskedes hun ved Fakkelskjær og Sange, een af dem var af F. L. Høedt og een af mig. – Hun udtalte sin Tak ved atter at synge et Par af sine Sange, og jeg saae hende da skynde sig hen i den mørkeste Krog og græde sit Hjerte ud: »Ja, ja!« sagde hun, »jeg skal arbeide, jeg skal stræbe! jeg skal blive dygtigere, end jeg er, til jeg atter kommer til Kjøbenhavn!«
Paa Scenen var hun den store Kunstnerinde, der overstraalede hele sin Omgivelse, hjemme i sin Stue en bly, ung Pige med hele Barnets Sind og Fromhed. Hendes Optrædelse i Kjøbenhavn gjorde Epoke i vor Operas Historie, hendes Optræden og Personlighed viste mig Kunsten i sin Hellighed; jeg havde seet en af dens Vestaler. Hun reiste til Stockholm, og derfra skrev kort efter Fredrika Bremer til mig om hende: »som Kunstnerinde ere vi fuldkomment enige om Jenny Lind, hun staaer saa høit, som nogen Kunstnerinde i vor Tid kan staae, men De kjender hende dog ikke nok i hendes hele Betydning; tal med hende om hendes Kunst, og De skal forstaae hendes Forstand, see hendes Ansigt straale af Begeistring; tal dernæst med hende om Gud og Religionens Hellighed, og De skal see Taarer i de uskyldige Øine; hun er stor som Kunstnerinde, men endnu større som Menneske!«
Aaret efter var jeg i Berlin; en Dag da Componisten Meyerbeer besogte mig, kom vi til at tale om Jenny Lind; han havde hørt hende synge de svenske Sange og var forbauset derved. »Men hvorledes spiller hun, hvorledes siger hun en Replik?« spurgte han mig, og jeg udtalte min Henrykkelse, fortalte ham et Par Træk i hendes »Alice«, og han sagde mig, at det maaskee var muligt, at han fik hende til Berlin, men at Sagen endnu stod under Forhandling. Det er bekjendt nok, at hun optraadte der, forbausede og henrykkede Alle, vandt i Tydskland først et europæisk Navn.
I Efteraaret 1845 kom hun igjen til Kjøbenhavn, og Enthusiasmen var utrolig og almindelig, Rygtets Glorie gjor jo, at Geniet bliver anskueligt for Alle, Folk bivouaquerede formeligt udenfor Theatret for at face en enkelt Billet, Noget, som, gjentog sig siden gjennem Europas og Amerikas Stæder. Jenny Lind traadte op hos os, og forekom selv hendes tidligere Beundrere endnu større end for, thi man fik Leilighed at see hende i flere og høist forskjellige Partier. Hendes »Norma« er plastisk! hver Stilling kunde være den skjønneste Model for en Billedhugger; hvad der kunde synes et dybt tænkt Stadium er her Øieblikket, Indskydelse, og ikke det Studerede for Speilet, altid nyt og altid sandt. – Jeg har seet Malibran, Grisi, Madam Schrødder-Devrient give »Norma«, og ihvor genial og gribende Enhver vidste at fremstille samme, Jenny Linds har dog meest fyldt og henrevet mig. Hendes Opfatning forekommer mig gribende og sand. Norma er ingen rasende Italienerinde, hun er den krænkede Qvinde, Qvinden, der har Hjerte til at opoffre sig for en uskyldig Medbeilerinde, Qvinden, hos hvem i Øieblikkets Heftighed Tanker kan opstaae at dræbe en troløs Elskers Børn, men naar hun seer de Uskyldige ind i Øiet er afvæbnet. »Norma du hellige Præstinde!« synger Choret og dette »hellige Præstinde« har Jenny Lind opfattet og viser os i Sangen: »casta diva!« – I Kjøbenhavn udførte Jenny Lind alle sine Partier paa Svensk, de øvrige Syngende gave Deres paa Dansk og de to beslægtede Sprog smeltede smukt sammen, der føltes Intet, som forstyrrede, selv i »Regimentets Datter«, hvor der er megen Dialog, fik det Svenske noget Characteristisk, noget yndigt Klædeligt; og hvilket Spil! ja Ordet selv er en Modsigelse! det var Natur! Noget mere sandt er aldrig gaaet over en Scene! hun viser os ganske det ægte Naturbarn opvoxet i Leiren, dog den medfødte Ynde, den medfødte Adel gaaer gjennem hver Bevægelse. »Regimentets Datter« og »Søvngængersken« ere vistnok Jenny Linds uovertræffeligste Partier, ingen Anden vil i disse kunde stilles ved Siden af hende. Man leer, man græder, man har godt deraf som af en Kirkegang, man bliver et bedre Menneske! man føler, at Gud er i Kunsten, og hvor Gud staaer Ansigt til Ansigt for os, der er en hellig Kirke. » Aarhundreder,« sagde Mendelssohn til mig om Jenny Lind, »fødtes ikke en Personlighed som hendes!« og hans, Ord er min Overbeviisning; man føler ved hendes Frerntræden paa Scenen, at den hellige Drik rækkes os i et reent Kar. »Hun vilde vaære en Fremstillerinde for min Valborg!« udbrød Oehlenschläger med lysende Øine, og skrev et smukt, dybt følt Digt til hende. Thorvaldsen erkjendte Geniets Glorie hos, hende alt ved første Optræden, og da jeg i Parquettet dengang presenterede dem for hinanden, bøiede han sig ned og kyssede hendes Haand, hun blev som et Blod, og vilde kysse hans igjen, og jeg stod forskrækket, da jeg kjendte Publikum, der har mere Critik end Gemyt.
Intet kan udslette Jenny Linds Storhed paa Scenen, uden hendes egen Personlighed hjemme; et klogt, et barnligt Sind øvede her sin forunderlige Magt; hun var lykkelig ved ikke længere ligesom at tilhøre Verden! et fredeligt eensomt Hjem var dengang hendes Tankers Maal, og dog elskende med hele sin Sjæl Kunsten, følte hun sin Mission i den og var beredt at følge den. Et ædelt fromt Sind som hendes bliver ikke fordærvet ved Hyldest! – Een eneste Gang hørte jeg hende udtale Følelsen af sit Talent, og Glæden over det. Det var under dette hendes sidste Ophold i Kjøbenhavn. Næsten hver Aften optraadte hun i Operaen eller Balletten, hver Time var optaget; da hørte hun om »Foreningen til forsømte Børns Frelse«, dens Virken og Fremgang, Midlerne vare da endnu meget ringe; jeg var Een af dem, der talte med hende derom: »Men har jeg da ikke een fri Aften!« sagde hun, »lad mig give en Forestilling til Indtægt for disse Børn, men saa ville vi have dobbelte Priser!« Dette var Noget, hun dengang ellers holdt strengt paa, der ikke maatte skee, naar hun sang. En Forestilling blev given, hun gav Scener af »Jægerbruden« og af »Lucia di Lammermoor, den sidste især var noget saa mægtigt gribende, at selv Walter Scott næppe i sin Tanke har seet et skjønnere, mere tro Billede af den ulykkelige Lucia. En betydelig Indtægt kom der ved denne Forestilling, jeg nævnede hende, denne Sum, sagde hende, at ved den var nu et Par Aar de stakkels Børn hjulpne. Da lyste hendes Ansigt, Taarerne stode i hendes Øine: »det er dog deiligt, at jeg saaledes kan synge!« udbrød hun.
Med en Broders hele Sind skattede jeg hende, var lykkelig ved at kjende og forstaae en saadan Sjæl. Under hele hendes Ophold her saae jeg hende daglig; hun var i Bournonvilles Huus, og der kom jeg min meeste Tid. Før sin Afreise gav hun i Hotel Royal en stor Middagsfest, hvortil Alle, som havde, hvad hun kaldte, gjort hende Tjenester, vare indbudne, og jeg troer Alle, paa mig nær, fik en lille Erindring om hende; Bournonville overrakte hun et Sølvbæger med Indskrift: Til Balletmester Bournonville, der har viist sig som en Fader imod mig, i Danmark mit andet Fædreland; i de Taksigelsens Ord Bournonville udtalte, lød det, at nu vilde alle Danske være hans Børn for at blive Jenny Linds Broder! »Det blev mig for Mange!« svarede hun spøgende, »jeg vil saa hellere vælge een for dem Alle som Broder! vil De, Andersen! være min Broder?« og hun nærmede sig mig, klinkede med det fulde Champagneglas, og Broderens Skaal blev drukket. Hun forlod Kjøbenhavn, Brevduen fløi stundom mellem os, hun var mig uendelig kjær – og vi mødtes igjen, som de følgende Blade ville fortælle; i Tydskland og England saae vi hinanden – der kunde skrives derom en Digtning, en Hjertets Bog, jeg mener mit, og det tør jeg udsige: at ved Jenny Lind har jeg først forstaaet Kunstens Hellighed, ved hende har jeg lært, at man maa glemme sig selv i det Høieres Tjeneste! Ingen Bøger, ingen Personer have bedre og mere forædlende, for en Tid, virket ind paa mig som Jenny Lind, og det er derfor naturligt, at jeg saalænge og levende maa dvæle ved Erindringen om hende.
Den lykkelige Erfaring har jeg gjort, at alt, eftersom Kunsten og Livet er blevet mig klarere, desmere Solskin er der udenfra strømmet ind i mit Bryst; hvilken Velsignelse er ikke opgaaet for mig efter tidligere mørke Dage. Ro og Forvisning er kommen i min Sjæl; en saadan Ro lader sig imidlertid godt forene med det vexlende Reiseliv; der var en Tid, jeg følte mig saa haardt trykket og forpiint herhjemme, at det at være ude var idetmindste en Ophør af at lide – det Fremmede fik herved en Fredens Glands, jeg fik det kjært, og da min Natur er at slutte sig let til Menneskene, der da igjen give Tillid og Hjertelighed, saa følte jeg mig ude vel og kom der gjerne.
»At reise er at leve«
I Sommeren 1844 besøgte jeg igjen Nordtydskland, en aandrig, elskværdig Familie i Oldenborg, den nuværende Minister von Eisendecher og hans Frue havde bedet mig tilbringe nogen Tid i Deres Huus; Grev Rantzau-Breitenburg gjentog i sine Breve, hvor velkommen jeg var ham, at jeg dog maatte komme til ham i det smukke Holsteen, og jeg reiste; det blev om ikke en af mine længste, saa vistnok meest interessante Reiser.
Jeg saae det rige Marskland i sin Sommerfylde; til høit op paa Boven gik i Græs Køerne med Klokker om Halsen, som i Schweizer Dale. Alt var en Idyl, Breitenburg selv ligger midt i Skoven ved Floden Stør, for den løber forbi Itzehoe; Dampskibsfarten herfra til Hamborg gav Liv paa den lille Flod; Stedet selv havde udenom saa meget malerisk og i Slottet var hjemligt og godt, jeg kunde her ret hengive mig til at læse og digte, jeg var fri som Fuglen i Luften, og her var sørget for mig, som for en kjær Slægtning, der var til Gjest. Med Grev Rantzau gjorde jeg flere interessante smaa Udflugter og lære at kjende den holsteenske Natur. Hans Sundhedstilstand var imidlertid meget aftagen, det var hans sidste Sommer, der rullede op; det var sidste Gang, jeg skulde komme til det hyggelige, venlige Breitenburg. Selv havde han Forudfølelsen om sin nære Død. Een Dag, vi mødtes i Haven, greb han min Haand, trykkede den hjerteligt, udtalte sin Glæde over min Erkjendelse i Udlandet som Digter, sit Venskab for mig, og sagde tilsidst: »ja, min unge Ven, Gud vil vide det, men jeg har den visse Tro, det er i Aar sidste Gang, vi To samles her! min Tid vil snart være omme!« Han saae paa mig med et saa alvorligt Blik, det gik mig til Hjertet, jeg havde intet Ord at sige! vi vare just nær ved Kapellet; han aabnede en Laage mellem nogle Hækker, og vi stode i en lille Have med en græsbevoxet Grav foran en lille Bænk. »Her vil De finde mig, naar De næste Gang kommer til Breitenburg!« sagde han, og hans sørgelige Ord bleve sande, han døde Vinteren efter i Wiesbaden; jeg mistede en Ven, en Beskytter, et ædelt, fortræffeligt Hjerte.
Da jeg 1831 første Gang reiste til Tydskland og besøgte Harzen og det sachsiske Schweiz, levede endnu Goethe; det var mit inderligste Ønske at see ham. Fra Harzen var ikke langt til Weimar, men jeg havde intet Anbefalingsbrev til ham, dengang var endnu ikke en Strophe af mig oversat. Flere havde beskrevet mig Goethe som en meget fornem Mand, mon han vel vilde modtage mig? Jeg betvivlede det og besluttede først at komme til Weimar, naar jeg havde leveret et eller andet Arbeide, der kunde bære mit Navn ind i Tydskland, – det lykkedes ved »Improvisatore«, – men da var Goethe død; hans Svigerdatter, Fru Goethe, født Pogwisch, havde jeg senere paa Hjemreisen fra Constantinopel lært at kjende hos Mendelssohns, hun var, som hun sagde, for min Skyld taget med Jernbanetoget fra Dresden herhen, og med stor Hjertelighed kom denne aandfulde, hædrede Dame mig imøde; hun fortalte mig derhos, at hendes Søn Walther havde i flere Aar været min Ven, at han som Dreng havde gjort et heelt Drama af min Roman Improvisatoren, og at dette Stykke var spillet i Goethes Huus, at Walther een Tid var aldeles opfyldt af den Tanke at reise til Kjøbenhavn for at besøge mig; en dansk Reisende, han havde truffet i det sachsiske Schweiz, havde ogsaa givet ham Brev til mig, men ikke videre varmt talt om mig og været forbauset over den Betydning, den unge Goethe gav mig som dansk Digter.
I Weimar altsaa havde jeg jo nu Venner! En forunderlig Lyst drev mig til at see denne By, hvor Goethe, Schiller, Wieland og Herder havde levet, hvorfra saa meget Lys var strømmet ud over Verden. Jeg kom ind i det lille Land, der er helliget ved Luther, ved Sangerfesten paa Wartburg, ved ædle og store Erindringer. Den 24de Juni, den nu regjerende Storhertugs Fødselsdag, kom jeg til den venlige By. Alt tydede paa den Fest, der var, og i Theatret, hvor en ny Opera blev given, modtoge den unge Fyrste, Arvestorhertugen, med sand Jubel. Mindst tænkte jeg da paa, hvor inderligt alt det Herligste og Bedste, jeg her saae for mig, skulde voxe fast til mit Hjerte, hvor mange tilkommende Venner her sad omkring mig, hvor kjær denne By skulde blive mig, ja i Tydskland mit andet Hjem. – Anbefalet Goethes værdige Ven, den fortræffelige gamle Cantsler Müller, fandt jeg hos ham den hjerteligste Modtagelse; tilfældigt, ved første Besøg her, mødtes jeg med Kammerherre Beaulieu de Marconnay, hvem jeg kjendte fra Oldenborg, han var fornylig ansat i Weimar og levede ugift; han indbød mig, at jeg, hellere end at boe i Hotellet, skulde flytte ind hos ham og være hans Gjest under hele mit Ophold her, og faa Timer efter var jeg indlogeret hyggeligt og godt. Der er Mennesker, man ikke behøver uden Dage til at kjende og elske; en Ven, jeg vil troe det, for alle Tider, vandt jeg i disse Dage i Beaulieu. Han førte mig omkring i alle de første og bedste Familier; den elskværdige Cantsler Müller tog sig ligesaa hjertelig af mig, og jeg, der ved min Ankomst troede mig ganske forladt, idet Fru von Goethe og hendes Sønner var i Wien, stod nu bekjendt og vel optagen i alle Kredse i Weimar.
Den da regjerende Storhertug og Storhertuginde modtoge mig med en Naade og en Hjertelighed, der gjorde et dybt Indtryk paa mig; efter at jeg var forestilt blev jeg tilsagt til Taffels og snart efter af Arvestorhertugen kaldet til ham og hans Gemalinde, født Prindsesse af Nederlandene; de opholdt sig paa Jagtslottet Ettersburg, der ligger høit tæt op til den udstrakte Skov. – Jeg kjørte derud med Cantsler Müller og Goethes Biograph Eckermann; lidt fra Slottet standsede Vognen, en ung Mand med et aabent Ansigt og prægtige, milde Øine standsede os og talte ind til os; »bringer De Andersen med? « spurgte han, og da han blev glad ved at see mig, trykkede jeg hans Haand; »det var prægtigt, at De kom!« sagde han, »jeg skal snart være hos Dem deroppe!« – »Hvem var den unge Mand? « spurgte jeg, da vi igjen kjørte. »Det var Arvestorhertugen!« sagde Cantsler Müller, jeg var altsaa allerede præsenteret. – Paa Slottet mødtes vi snart, her var og er saa hjemligt godt, milde Øine, Glæde og Livlighed lyste rundt om. – Efter Taflet gik det hertugelige Par og alle Gjesterne ud i Landsbyen tæt ved Slottet; Byens og den nærmeste Omegns unge Folk havde samlet sig her, for at feire den kjære Arvestorhertugs Fødselsdag, nu han var vendt tilbage til Ettersburg. Mats de Cocagnes med Tørklæder og flagrende Baand vare opreiste; Violinerne klang og Dandsen gik lystigt under det store Lindetræe. Der var en Søndagsglands over det Hele, en Tilfredshed, en Lykke. Det unge nygifte Fyrstepar syntes at være forbunden ved sand inderlig Følelse. Skal man i længere Tid føle sig lykkelig ved et Hof, da maa Stjernen glemmes for Hjertet, der slaaer bag ved den; eet af de ædleste og bedste, der slaaer, eier Carl Alexander af Sachsen-Weimar. Aar og Dage, glade og alvorsfulde Tider have forundt mig den Lykke at grundfæste denne min Tro. Jeg kom, under dette mit første Ophold, allerede flere Gange til det smukke Ettersburg; i Parken her, hvorfra man øiner Harzbjergene, viste Arvestorhertugen mig et gammelt Træ, i hvis Stamme Goethe, Schiller og Wieland havde skaaret deres Navne; ja, Jupiter selv havde villet tilføie sit, hans Tordenkile havde kløvet det i een af Grenene. Den aandrige Fru von Grosz (som Forfatterinde bekjendt under Navnet Amalie Winter), den elskværdige gamle Cantsler Müller, der levende vidste at oprulle for os Goethes Tid, og udviklede os hans Faust med lysende Commentarer, den barnligtsindede, grundtrofaste Eckermann, borte til Kredsen paa Ettersburg, hvor Aftenerne gik som en aandfuld Drøm; skifteviis forelæste Enhver, ogsaa jeg vovede her i det tydske Sprog at læse et af mine Eventyr: »den standhaftige Tindsoldat«. Cantsler Müller førte mig til »die Fürsten-Gruft«, hvor Carl August hviler ved Siden af sin herlige Gemalinde, ikke imellem Schiller og Goethe, som jeg troede, da jeg skrev: »Fyrsten har skabt sig en Regnbue-Glorie, idet han her staaer imellem Solen og den brusende Fos.« Tæt ved Kisterne, som indeslutte Carl August og Gemalinde, det Fyrstepar, der forstode og skattede det Store, hvile de udødelige Venner; visne Laurbærkrandse laae paa de simple brune Kister, hvis hele Pragt er de udødelige Navne: »Goethe« og »Schiller«. I Livet gik Fyrsten og Digterne med hinanden, i Døden hviler deres Støv under samme Hvælving. Et saadant Sted udslettes ikke af Tanken, men et saadant Sted holder man sin stille Bøn, som kun Gud alene faaer at vide!
Før min Afreise skrev jeg foran i et Album til den lille Prinds Carl August:
(Weimar.) I Thüringerskoven ligger et Slot, Derinde Hjerterne bygge, Der er saa hjemligt, der er saa godt, Der saae jeg Huuslivets Lykke! Rundt om var Marmor – og Farve-Pragt, Dog husker jeg bedst en Stue, Et Thronkammer just for Hjertets Magt, Der saae jeg det yndigste Skue.
Fyrstinden, Moderen, uskyldsglad, I Legen sprang med sin Lille, Som Rytter paa bendes Ryg han sad, I Galop, i Galop han vilde. Saa yndig, saa mild, saa moderglad Hun smiilte; det var en Glæde! – Hvad stille et trofast Hjerte bad, Vil eengang Englene qvæede.
Du venlige Barn med de Øine blaa, Med det yndige Smiil om Læben, Din Faders kjærlige Hjerte Du faae, Hans aabne Sind og hans Stræben. Dig Videnskabens straalende Fyr Skal lyse med evige Kjerter; Naturen sin Bog med Eventyr Dig aabnes og alle Hjerter.
O Thüringerskov! dit Navn har Klang, I den er en Verdensstemme, Hvor Luther talte, hvor Goethe sang Der hører det Herlige hjemme! Gud signe den Slægt, som i Stort og Godt Vil fremad til Held og Lykke, I Thüringerskoven ligger et Slot, Derinde Hjerterne bygge!
Det var mig, da jeg forlod Weimar, som om jeg tidligere havde levet i denne By, som var det et kjært Hjem, jeg nu skulde fra. Idet jeg kjørte ud af Porten, hen over Vandmøllen og sidste Gang saae tilbage paa Byen og Slottet, greb en dyb Veemod min Sjæl, det var, som et smukt Afsnit i mit Liv her var sluttet; jeg syntes, ved at forlade Weimar, at Reisen ingen Blomst mere kunde bringe mig. Hvor tidt er ikke siden Brevduen fløiet til dette Sted og endnu oftere Tanken. Fra Weimar, Digterbyen, er Solskin strømmet ind i mit Digterliv.
I Leipzig, hvorhen jeg kom, ventede mig en smuk, ægte poetisk Aften hos Robert Schumann; den geniale Componist havde Aaret forud overrasket mig med den Hæder, at tilegne mig sin Musik til de fire af mine Digte, Chamisso havde oversat paa Tydsk; disse bleve her om Aftenen sungne af Fru Frege, hvis sjælfulde Sang har glædet og henrevet saa mange Tusinde; Clara Schumann accompagnerede, og kun Componist og Digter vare Tilhørere; et lille festligt Maaltid og gjensidig Udvexling af Ideer gjorde, at Aftenen var alt for kort.
I et Brev fra Robert Schumann, i April 1845, gjenkalder ogsaa han hiin for mig saa smukke Aften:
»- Ein Zusammentreffen, wie das an dem Abend, wo Sie bei uns waren, – Dichter, Sängerin, Spielerinn and Componist zusammen wird es sobald wieder kommen? Kennen Sie »das Schifflein« von Uhland:
» – wann treffen wir An einem Ort uns wieder -?« Jener Abend wird mir unvergesslich sein.«
I Dresden fandt jeg gamle Venner med Ungdomssind; min geniale, halve Landsmand, Nordmanden Dahl, der forstaaer paa Lærredet at lade Fossen bruse og Birken voxe, som i Norges Dale. Vogel von Vogelstein, der hædrede mig med at tegne og optage mit Billede i den kongelige Samling af Portraiter. Theaterintendant Lüttichau gav mig Plads hver Aften i Directions-Logen, og hos den høithædrede Fru Baronesse Decken, en af de ædleste Damer i Dresdens første Kredse, blev jeg modtagen, som en Søn modtages af en Moder, og i denne Erkjendelse er jeg altid senere vendt tilbage til hendes Huus og hendes elskelige Børnekreds. Hvor dog Verden er lys og smuk! hvor Menneskene ere gode! det er en Lyst at leve! Det følte og erkjendte jeg her. – Beaulieus yngre Broder Edmond, Officeer i Armeen, kom en Dag fra Tharand, hvor han tilbragte nogle Sommermaaneder; paa hans Indbydelse fulgte jeg med ham derud, og tilbragte lykkelige Dage i den milde Bjergnatur. Overalt knyttedes nye Bekjendtskaber, man saae kun mine gode Sider og holdt af mig. Hos den berømte geniale Tegner Retsch, der har givet de kjække Omrids til Goethe og Shakespeare, indførtes jeg ved Baronesse Decken. Ud mod Meissen, mellem de lave Viinbjerge, idyllisk smukt, har Retsch sit hyggelige, venlige Vaaningshuus. Hvert Aar bringer han sin Kone paa hendes Fødselsdag en ny Tegning, og altid en af hans bedste. Samlingen er i en Række af Aar voxet til et rigt Album, som hun, hvis han døer før hende, skal give ud og have Indtægt af. Mellem de mange herlige Ideer her, greb mig især een, det var Flugten til Ægypten. Det var Nat, Alt sov paa dette Billede, Maria, Joseph, Traver og Buske, selv Asenet der har hende, kun Jesusbarnet, med det aabne, runde Ansigt, vaagede og lyste over det Hele. For et af mine Eventyr jeg fortalte ham, fik jeg en smuk Tegning; en ung Pige, der skjulte sig bag en gammel Qvindes Maske; saaledes skal den evig unge Sjæl med blomstrende Skjønhed titte frem bag Eventyrets gamle Maske. Retschs Billeder ere alle Tanke-Figurer, fødte af Skjønhed og Genialitet.
Hos Major Serre og hans elskværdige Kone nød jeg det tydske Landliv i deres rige Eiendom i Maxen ved det sachsiske Schweiz; her er Steenbrud, Kalkovne, stor Drift og Virken, gjestfrit og godt; Faa i Verden kunde vise mere Gjestfrihed, end disse to hjertelige Mennesker, der altid samle om sig en Kreds af interessante aandfulde Personligheder; jeg blev her i over otte Dage, lærte at kjende Kohl, der har skrevet de beskuelige, levende Reiser; ogsaa i Besøg var her Forfatterinden, Grevinde Ida Hahn-Hahn, hvis Romaner og Reiser den Tid var meget læste, hun selv er siden, ved sin Overgang til Catholicismen og hendes: »Von Babylon nach Jerusalem« igjen kommen meget i Omtale; hendes Fader er bleven bekjendt, fortælles der, ved sin ubegrændsede Kjærlighed for Skuespiller-Selskab omkring; saa at han tilsidst næsten altid var borte fra sine Godser og fulgte sit Skuespiller-Selskab omkring; hun giftede sig med rige Grev Hahn-Hahn, men der fulgte Skilsmisse, og fra den Tid optraadte hun med Digte, Romaner og Reiser; der er fremhævet, dadlet og talt nok om det fremherskende aristocratiske Element i hendes Romaner, om den der fremtrædende Fornemhed; man har beskyldt hendes Personlighed for det samme, men det Indtryk gjorde den aldeles ikke paa mig. I de Dage vi vare sammen i Maxen, aabenbarede sig for mig hos hende sand Qvindelighed, Gemytlighed og i det Hele en Natur, der indgjød Tillid. Hun reiste og boede altid i Huus med Baron Bystram, en høist elskværdig Mand; Alle erklærede hoit og vare forvissede om, at de vare gifte, og saaledes bleve de optagne i alle og de allerhøiste Selskaber. Da jeg engang spurgte om Grunden, hvorfor dette Giftermaal skulde holdes skjult anførte man den Rimelighed, at naar hun giftede sig, vilde hun miste den store Pension, hun nu havde fra sin første Mand, og uden denne Sum kunde hun ikke leve. – Hun er som Forfatterinde bleven haardt og spottende angreben, hendes Fremtræden som skrivende Nonne, eller om man vil catholsk propagandavirkende Qvinde har meget Usandt og Usundt, men en ædel Natur er hun, og en sjælden begavet Qvinde, Skade, at de Evner hun fik fra Gud, ikke her paa Jorden alt have bragt de Blomster og Frugter, som de maaskee under andre Forhold kunde have bragt. Mig var hun deeltagende og god; det var gjennem det mørke Glas i »Kun en Spillemand« og Eventyr – Verdenen, hun betragtede mig som Digter, og det har hun udtalt i nedenstaaende Strophe, hun en Morgenstund skrev til mig.
Andersen. Solch ein Gewimmel von Elfen und Feen, Blumen und Genien im frölichen Scherz, Aber darüber viel – geistiges Wehen, Aber darunter – ein trauriges Herz. Ida Hahn-Hahn.
Dresden, den 14ten Juli 1844.
Hvor man optages vel, der bliver man gjerne; jeg følte mig usigelig lykkelig paa denne lille Reise i Tydskland, og jeg overtydedes om, at jeg der var ingen Fremmed; det var Hjertet og Natur-Sandheden i mine Skrifter, man skattede, og i hvor fortræffelig og anpriselig Form-Skjønheden er, hvor imponerende Reflexions-Klogskab er i denne Verden, Hjerte og Natur blive dog gjennem Aar det, som mindst forandrer sig og bedst forstaaes af Alle.
Hjemveien lagde jeg over Berlin, hvor jeg ikke i flere Aar havde været; men den kjæereste af Vennerne der, Chamisso, var død;
»Den vilde Svane, som fløi vidt om Jorden, Og lagde Hoved i den Vildes Skjød,«
var fløien til en herligere Verdensdeel. Jeg saae hans Børn, der stode uden Fader og Moder. Det er paa Ungdommen om mig, jeg seer, at jeg selv ældes, inden i mig føler jeg det ikke; Chamissos Sønner, dem jeg sidst saae som Drenge, barhalsede, legende i den lille Have, kom nu med Hjelm og Sabel, de vare Officerer i preussisk Tjeneste. Jeg følte et Øieblik, hvor Aarene rulle hen, hvor Alt forandrer og hvor man mister:
– »Dog det er ei saa tungt, som man har sagt At miste hvad man elsker her i Vrimlen, Hos Gud vi vinde Kjære; der blev lagt Ved dem en Bro imellem os og Himlen.«
En ny Familiekreds blev aabnet mig, det var hos Ministeren Savigny; her fandt jeg den hjerteligste Modtagelse og lærte at kjende den geniale, eiendommeligt begavede Fru von Arnim, eller for at nævne hendes mere kjendte Navn: Bettina, Goethes Bettina, hun og Fru Savigny ere Søstre til Clemens Brentano. Bettinas smukke aandfulde Døttre, den yngste har skrevet det poetiske Eventyr »Mondkönigs Tochter«, gjorde jeg først Bekjendtskab med, de førte i Salonen Moderen til mig: » nu, hvad siger Du om ham!« var deres Spørgen? Bettina betragtede mig, lod sin Haand glide over mit Ansigt: »passable« sagde hun, gik snart bort, men kom igjen original og elskværdig tilbage; een Times Samtale med Bettina, hvor hun førte Ordet, var saa rig, saa interessant, at jeg blev stum ved at lytte til denne Veltalenhed, dette Fyrværkeri af Ideer.
Da Selskabet om Aftenen brød op, lod hun sin Vogn kjøre tom hjem, vi fulgtes ad »unter den Linden, Prindsen af Würtemberg havde rakt hende Armen, jeg gik med de unge Piger; ved Meinhardts Hotel, hvor jeg boede, bleve vi staaende, Bettina stillede sig foran Trappen, satte paa militairviis Haanden til Panden og sagde: »Gute Nacht, Kammerat! schlafen Sie wohl.« Da jeg et Par Dage efter besøgte hende i hendes Hjem, aabenbarede hun sig anderledes, her ligesaa al ikke overfladisk spøgende, dyb og hjertelig forekom hun mig.
Hendes Bøger kjender Verden, men eet Talent af hende er mindre kjendt, det er hendes Genialitet i Tegning, det vil sige, det er atter Ideen her, som overrasker os; saaledes havde hun i en Skizze givet, hvad nylig var skeet, en ung Mand var dræbt af Viinaand. Halv nøgen lod hun ham stige ned i Hvælvingen, hvor rundtom Viinfadene laae, som Uhyrer; Bacchantes og Bacchantinder dandsede frem, greb Deres Offer, omslyngede og dræbte det. Jeg veed, at Thorvaldsen, hvem hun viste engang alle sine Tegninger, var i høiste Grad overrasket.
»Da haben Sie mein letztes Buch, Lieber Andersen skrev hun foran i »Brentanos Frühlingskranz« og gav mig med paa Reisen.
Det gjør saavel ude, naar man finder et Huus, man træder ind, Øinene lyse som Festlamper, et Huus, hvor man seer ind i et stille, lykkeligt Familieliv, og et Huus fandt jeg hos Professor Weisz, hos hvem et Brev fra H. C. Ørsted havde indført mig; det var kjære, hjertelige Mennesker; dog hvor mange maa jeg ikke nævne af nye Bekjendtskaber, der sluttedes, af ældre, der fornyedes: jeg traf igjcn Cornelius fra Rom, Schelling fra München, min norske Lands-mand Steffens, Tieck fra Dresden, ham, hvem jeg ikke havde seet siden min første Udflugt til Tydskland; forandret var han bleven, men de kloge, milde Øine vare de samme, Haandtrykket var det samme, jeg følte, Han var mig kjærlig og god. Jeg maatte søge ham ude i Postdam, hvor han boede smukt og rigt; ved Middagsbordet der lærte jeg at kjende hans Broder, Billedhuggeren; jeg erfarede, hvor naadig og god Kongen og Dronningen af Preussen vare mig, at de havde læst min Roman: »Kun en Spillemand«, der ret havde tiltalt dem, og at de derfor havde spurgt Tieck om mig; Majestæterne vare i disse Dage afreiste; jeg var netop kommen til Berlin Aftenen før deres Afreise, da det afskyelige Attentat var øvet.
I Afreisens sidste Øieblik klang som tydske Venners Hilsen til mig en Sang, en Digtning; det var fra den barnligsindede, »Kun en Spillemand«, der ret havde tiltalt dem, og at de dermed at dedicere til mig anden Deel af »Deutsche Märchen«, medens første Deel var bragt Tieck; jeg gjemmer den givne Sang her som en Erindringsblomst fra Berlin.
An H.C. Andersen. Dir haben liebliche Elfen zur Nacht Ihr schönstes Lied gesungen; Der Berg, der Strom und die Waldespracht Sind Dir in Lust erklungen. Wie schimmert die goldne Märchenwelt! Paläste, marmorne, steigen Aus dunklem Grunde – am Königszelt Tanzen die Elfen den Reigen.
Du bist der Zauberer, der sie ruft, Dir müssen sie allen dienen; Du bist ihr König, in Wald und Kluft, In Gold und Silberminen.
Ich stehe von fern und lausche bang In die duftige Welt der Träume, Kaum dass ein leiser Sehnsuchtklang Durchzittert die rauschenden Bäume.
Und weht zu dir solch einsamer Klang, Mit den Blättern, sturmgetreiben; So nimm es als ein deutscher Dank Von Herzen, die Dich lieben!
Over Stettin gik det i et stormende Veir til Kjøbenhavn. Livsglad saae jeg alle mine Kjære og reiste atter nogle Dage efter til Grev Moltke-Hvitfeldt i Fyen, for paa det kjære Glorup endnu at nyde nogle smukke Sommerdage, her fik jeg Brev fra Ministeren Rantzau-Breitenburg, der med Kong Christian den Ottende og Dronning Caroline Amalie var ved Badet paa Föhr – Han havde hos Majestæterne talt om mit lykkelige Ophold i Tydskland, om den høist naadige Modtagelse, jeg havde fundet ved Hoffet i Weimar, og da min Konge og Dronning vare mig venlige og gode, vilde de ogsaa forunde mig nogle lyse, afvexlende Dage i deres Omgivelse paa det eiendommelige Föhr; det var Rantzau overdraget at melde mig deres allernaadigste Indbydelse.
Den fremmede Natur der og paa de lave Halliger, som Biernatzki saa beskueligt har skildret i sine Noveller, ligesom ogsaa Amrom med sine Sandklitter, har jeg søgt at male i Romanen: »De to Baronesser«, den Bog, hvis bedste og meest særegne Naturskildringer saaledes skyldes min Konge og Dronnings Indbydelse. Jeg var meget lykkelig over den Naade, der vistes mig, og glædede mig til at være sammen igjen med den kjære, humane Grev Rantzau-Breitenburg, det blev den sidste Gang, vi mødtes.
Det var netop fem og tyve Aar siden, at jeg som en Dreng, ene og hjælpeløs reiste til Kjøbenhavn, netop Dagen skulde saaledes feires, jeg skulde være hos min Konge og Dronning, hvem jeg trofast hænger ved, og som jeg da fik Lejlighed til end mere at kjende, og just da da ret med hele min Sjæl at holde af. Den hele Omgivelse, Menneskene og Naturen, afspeilede sig uforglemmeligt i mig, jeg følte mig ligesom ført hen paa et Høidepunkt, hvorfra jeg end klarere kunde skue tilbage over de fem og tyve Aar, med al den Lykke og Glæde, der i dem havde udfoldet sig for mig, og hvorledes Alt var skeet og gaaet frem til det Bedste. Virkeligheden overgaaer tidt de smukkeste Drømme.
Jeg var fra Fyen reist til Flensborg, hvis Skove og Banker med den maleriske Fjord jeg første Gang saae, jeg prøvede den langsomme Fart paa Heden, hvor kun Skyerne have Flugt; eensformigt gik det i det dybe Sand, eensformigt peb en enkelt Fugl i Lyngen, det var til at sove ind ved; og dog blev det langsommeligere og besværligere endnu, ja næsten halsbrækkende, idet Heden slap, og det ved Regnen dyndbløde Marskland tog fat. Det vedvarende Regnskyl havde forvandlet Enge og Kornmarker til store Søer; Digerne vare Mosegrund, Hestene sank dybt i, og paa flere Steder maatte den lette Vogn understøttes af Bønderne, for ikke at vælte ned paa de lave Huse nedenfor Digerne; hver Miil tog et Par Timer, endelig naaede jeg Dagebüll, og foran laae Vesterhavet med dets Øer langs Kysten her, denne er selv et Dige, kunstigt gjort, belagt milelangt med Halmfletninger, over hvilke Bølgerne brydes. Jeg indtraf til Flodtid, Vinden selv var gunstig, og neppe en Time var gaaet, for vi naaede Föhr, der efter den besværlige Reise syntes at være et heelt Feeland. Byen Wyck, den største paa Øen, hvor Badene findes, er ganske hollandsk bygget, alle Husene kun een Etage med Straatag og Gavlen udad, det Hele saaledes smaat og ringe kun, men de mange Fremmede her i Badetiden, det hele kongelige Hof med Alt hvad der sluttede sig hertil, gav en Livlighed, en Søndags-Festlighed, der især pulserede i Hovedgaden. Næsten i hvert Huns vare Fremmede indqvarterede, fra alle Vinduer i Stuen og i Gavlen tittede bekjendte Ansigter; de danske Flag vaiede, Musiken klang; det var, som jeg kom midt under en Fest; Matroserne fra Skibet har mit Tøi til Bade-Hotellet; ikke langt fra Landingsstedet, i Nærheden af den den Etages Bolig, hvor Kongeparret boede, saae vi i et stort Plankehuus ved de aabne Vinduer, Damer bevæge sig, de saae ud og raabte: »Andersen! Velkommen! Velkommen! Matroserne bøiede sig dybt, tog Huerne af, jeg havde længe, været dem en ubekjendt Gjest, de havde sluttet paa deres Viis om Stand og Vilkaar, nu blev jeg dem en Person af Betydning, thi de mig velkommen bydende Damer var de unge Prindsesser af Augustenborg og deres Moder Hertuginden. Jeg havde netop i Hotellet faaet min Plads ved Table d’hôte, og var som ny Gjest Gjenstand for Nysgjerrigbeden, da en kongelig Laquai kom og kaldte mig til Taflet, der var begyndt, men Kongen og Dronningen havde hørt om min Ankomst, og en Plads ventede mig. »Nu blev jeg først interessant!« sagde en Landsmand mig, som ogsaa var ved Bordet i Hotellet. Paa det kongelige Herskabs Befaling var der blevet sørget for mig med Bopæl; Frokosttiden, Middag og Aften tilbragte jeg under hele Opholdet sammen med det høie Herskab og Rantzau-Breitenburg. Det var deilige, lyse digteriske Dage, som aldrig saaledes kunne komme igjen. – Det gjør saa vel at see ædle Mennesker aabenbare sig der, hvor man ellers kun seer Kongekrone og Purpurkaabe. Faa Mennesker kunne i deres private Liv være elskeligere, end det da regjerende danske Kongepar; Gud unde dem Glade for det Solskin, de kastede i mit Hjerte!
Om Aftenen læste jeg sædvanligt et Par Eventyr; »Nattergalen« og »Svinedrengen« syntes at være Kongen de to kjæreste og bleve derfor flere Aftener gjentagne; mit Talent til at improvisere kom frem ved, at en Aften en af Hofcavalererne i Spøg sagde et Slags Tanke-Riim for de unge Prindsesser af Augustenborg; jeg stod derved, og tilføiede i Spøg: De siger ikke Deres Vers rigtigt, jeg kjender det bedre, De maa sige: og nu lavede jeg et Impromptu; man spøgte og loe, det hørtes ind i Stuen tæt ved, hvor Kongen sad ved Spillebordet, han spurgte, hvad det var, og jeg gjentog det Impromptu, jeg havde tillagt en Anden. Nu vilde de Alle improvisere, og jeg skulde hjelpe dem, jeg forsøgte det, eftersom jeg havde opfattet hver. – »Og har da jeg alene ikke gjort et Digt!« spurgte General Ewald, der spillede Kort med Kongen; »vil De ikke sige for mig set af mine bedste?« »Ewalds Digte kjender Kongen og hele Landet!« sagde jeg og snoede mig derfra, da sagde Dronning Caroline Amalie, »husker De Intet, jeg har tænkt og følt!« – Jeg ønskede at sige nogle værdige Linier og svarede, »jo, Deres Majestæt! jeg har det opskrevet, gjemmer det og skal i Morgen brings Afskriften«. »De erindrer det vist!« gjentog hun – man trængte ind paa mig, og jeg improviserede efterfølgende Strophe, der er aftrykt mellem Smaaversene i mine Digte:
Bøn. Han, som i Stormen er vor faste Borg, Hvis Sollys spreder dette Jordlivs Skygge, Han styrke Kongens Hjerte i hver Sorg, Han give altid Danmark Fred og Lykke! Han hænge Seierskrandsen om vort Flag, Om Kjærligheden, om hver ædel Villie; Naar alle Riger dømmes paa hiin Dag, Gid Danmark staae i Havet som en Lilie!
Jeg gjorde i Kongens og Dronningens Følge Touren med til den største af Halligerne, disse Græsruner i Havet, der melde om et sjunket Land; de stærke Bøger have forvandlet Fastlandet til Øer, igjen sønderrevet disse og begravet Mennesker og Byer; Aar for Aar rives Stykker bort, og vist er det, at om neppe halvtredsindstyve Aar er her kun Havet. Halligerne ere nu flade Holme med en mænk, skarp Grønsvær, hvor nogle Faarehjorder græsse; stiger Havet, da drives disse op paa Husets Loft, Bølgerne vælte over det lille Land, der ligger milevidt fra Kysten.
Biernatzki har i sine Fortællinger fortræffeligt gjengivet denne Natur; her paa selve Stedet læste jeg hans Skildringer, de vare saa troe, saa sande, de syntes næsten Stykker af mine egne Optegnelser her, af hvad jeg havde for Øie. Det vil ikke kunne gjøres bedre eller sandere; at jeg imidlertid i Romanen: »De to Baronesser« har tegnet samme Sted og Natur, er at betragte som et Bilag kun, den samme Naturafspeiling hos en anden Digter.
Oland, som vi besøgte, har en lille By; Husene staae tæt op til hinanden, som ville ogsaa disse i Nøden slutte sig sammen, de ere alle reiste paa et Bjelkelag, og have smaa Vinduer som Skibskahytter; her i den panelede, lille Stue sidder halvaarsviis ensomt ved deres Spinderok Konen og Døttre; her er altid en lille Bogsamling, jeg fandt danske, tydske og frisiske Bøger; og medens de herinde læse og arbeide, stiger tidt Havet rundt om Husene, der da ligge som henkastede Vrag; stundom, i Natten, driver et Skib herhen, støder paa og strander. I Stormfloden 1825 bortskylledes Huse og Mennesker, halvnøgne sad de i Nætter og Dage paa Tagene, til disse sank; Ingen fra Föhr eller Fastlandet kunde bringe Hjælp; Kirkegaarden er halv bortskyllet, Kister og Liig stikke nu i Brændingen, det er et rystende Syn, og dog elske Halligebeboerne Deres lille Hjem, kunne ikke udholde at blive paa Fastlandet, de drives derfra tilbage, lidende af Hjemvee.
Med de kongelige Herskaber besøgte jeg Øen; Dampskibet, som førte os, blev liggende langt ude, kun et Par Baade var der at føre os i Land; jeg havde beskedent holdt mig saa længe tilbage, at jeg nær ikke selv var kommen med den sidste Baad, og naaede saaledes netop Oland, idet Kongen vendte tilbage. »Først nu kommer De? « sagde han venligt »men iil ikke, see Dem ret omkring, lad Baaden kun vente! see den gamle Kirkegaard og, gaae ind i Huset der og see en smuk, ung Kone.« – Alle Beboerne vare netop da paa Søfart tit Grønland og Holland, ikkun Piger og Konen modtoge os; det eneste Mandfolk paa Øen var nylig steget fra Sygeleiet. Foran Kirken havde reist en Æresport af Blomster, hentede fra Föhr, men den var saa lille og lav, at man maatte gaae uden om den; men den gode Villie saae man. Øens eneste Træ, en Rosenhæk, havde de skaaret at for at lægge den over et sumpet Sted, hvor Dronningen skulde gaae; det rørte den gode Dronning dybt. – Smukke ere Pigerne og halv orientalske klædte; de regne sig ogsaa i Slægt – linie fra Grækerne. Ansigterne ere næsten halvt tilhyllede og under Linet bære de en rød græsk Fesz, om hvilken Haaret er lagt i Fletning.
Jeg saae Kirkegaarden, saae den smukke Kone i sit Huus, og da jeg igjen naaede Dampskibet, gik vi til Taflet; da det var endt, og vor Seilads gik mellem et Archipelagus af Øer, blev, ved den deilige Sol-Nedgang, Skibsdækket ihast indrettet til Dandsesal. Gamle og Unge dandsede; Lakaierne bevægede sig med Forfriskninger mellem de Dandsende, Matroser stode paa Hjulkassen og loddede, og raabte, i eensformigt Raab, hvor mange Fod dybt Vandet var; Maanen gik op saa rund og Stor, Sandklitterne paa Amrom syntes at løfte sig som en sneebedækt Alperække.
Disse øde Sanddynger besøgte jeg senere. Kongen tog derover paa Jagt efter Kaniner, der i tusindviis opfylde Øien, og det kun nogle Aaringer efter at denne Slægts Adam og Eva kom her, de to eneste fra et strandet Skib. -Prindsen af Noer var foruden mig den Eneste, som slet ikke tog Deel i Jagten, vi To vandrede om mellem Klitterne, ved hvis Udseende man kommen til at tænke paa Vesuvs Asketop; ogsaa her synker man ved hvert Skridt; det stride Marehalm mægter ikke at holde det løse Lag sammen. Solen brændte mellem de hvide Banker, det var som en Vandring i Afrikas Sand, i Dalene mellem Klitterne voxte en egen Slags Rosen; Lyngen blomstrede; andre Steder vare aldeles uden Vegetation, og tæt ved i det vaade Sand havde Bølgerne efterladt Aftryk, Havet havde, ved sin Bortgang, skrevet selsomme Hieroglypher.
Prindsen og jeg sad paa en af de høieste Klitter, det var i Ebbetiden; vi saae ud over Nordsøen, den var i Ebben gaaet over en Miil længere ud, og Skibene laae som døde Fisk paa Sandet og ventede Floden; enkelte Matroser gik langt derude paa Sandbunden, bevægelige sorte Punkter syntes de; hvor Havet selv endnu stille rørte den hvide Sandflade, hævede sig en Lang Banke, »den danske Lods« melder om den, vi øinede dens opreiste høie Bjælketaarn, der giver den Strandede et Rum at være i, og gjemmer til ham en Tønde med Vand, en Kurv med Brød og Brændeviin, saa at han dog i nogle Dage midt i den svulmende Sø kan friste Livet, til det bliver muligt at bringe ham Hjelp. -Ind mod Amrom og Föhr var nu ganske landfast, fra den ene Ø til den anden kjørte Folk over den vaade Sandbund, en heel Række Vogne saae vi, de fremtonede paa det hvide Sand og mod den blaa Horizons meer end dobbelt saa store; det var som om de gled gjennem Luften. – Men rundt om i Sandet viste sig, som Traadene i et Net, smalle Vandrevner, det var, som om de holdt fast paa Sandbunden, der tilhørte Havet og snart skulde overskylles af dette.
At vende fra en saadan Natur tilbage tit et kongeligt TaffeI, en smuk Hofconcert og Bade-Salonens smaa Baller, gaae i Maaneskinnet paa den med Badegjester opfyldte Promenade, en Boulevard i det Smaa, havde noget eventyrligt, selsomt afvexlende.
Rantzau -Breilenburg vidste, hvilken Betydning den sjette September havde for mig, at just denne Dag, jeg oplevede her, var, som sagt, fem og tyve Aars-Dagen efter at jeg første Gang kom til Kjøbenhavn. Da jeg sad ved det kongelige Taffel om Middagen, rullede i mine Tanker hele mil Liv op for mig, jeg maatte samle al min Kraft, for ei at briste i Taarer; der ere Øieblikke fulde at Taknemlighed, i hvilke vi ligesom have Trang til at trykke Gud til vort Hjerte; hvor dybt følte jeg ikke mit Intet, at Alt, Alt var fra ham.
Efter Taflet lykønskede Majestæterne mig – naadigt er for fattigt et Ord – saa hjerteligt saa deeltagende. – Kongen lykønskede mig til, hvad jeg havde overstaaet og vundet, spurgte mig om min første Optræden, og jeg fortalte ham et Par characteristiske Træk fra hiin Tid; i Samtalens Løb spurgte han mig, om jeg ikke havde noget Vist aarligt; jeg sagde ham denne Sum: 200 Species. »Det er ikke Meget! « udbrød han. »Men jeg behøver heller ikke Meget! « svarede jeg, »og mine Skrifter forskaffe mig jo ogsaa Noget!«
Kongen gik deeltagende ind i min Leven og Virken. »De skulde nu have det lidt bedre end før!« var hans Ord, og han endte Samtalen med: »Kan jeg nogen Tid være Dem til Gavn ved at fremme Deres literaire Virksomhed, saa kom til mig!« Om Aftenen ved Hofconcerten fortsatte Kongen denne Samtale, mit Hjerte var dybt bevæget.
Siden var der et Par af dem, som havde hørt Kongens Yttringer denne Dag til mig, som bebreidede mig, at jeg uklog ikke havde benyttet det mig gunstige Øieblik, »Kongen lagde Dem jo lige i Munden«, sagde de, »at De skulde udbede Dem af ham noget Mere at leve af; han sagde jo selv tydeligt, at det var for Lidet, De havde, og at De nu skulde have det mere godt og beqvemt.«
»Hvor kunde jeg«, svarede jeg dem, »i det Øieblik, jeg her behandles, om jeg tør bruge det Udtryk, som Gjest, i det Øieblik Kongen og Dronningen ere saa deeltagende, saa hjertelige mod mig, hvor kunde jeg da gribe et venligt sagt Ord og benytte mig deraf! det er maaskee ikke klogt, jeg bærer mig ad, men jeg kan ikke handle anderledes! finder Kongen, at jeg behøver lidt mere, end jeg har, saa vil han ogsaa af sig selv give mig det! «
Det var mig en Festdag den sjette September, og foruden min Konge var det de tydske Badegjester, der den Dag gav Beviis paa Deeltagelse. I Badesalen, ved Middagsbordet, medens jeg sad ved Kongens Taffel, udbragte de en Skaal for den danske Digter, hvis Skrifter de kjendte fra deres Hjem, men nu ogsaa selv havde lært at kjende; en af mine Landsmænd reiste sig og takkede i mit Navn for Skaalen. Saa Meget kan let fordærve et Menneske, gjøre ham forfængelig – men nei, man fordærves ei derved, bliver ikke forfængelig, Sligt gjør just god og bedre, det luttrer Tanken, og man føler Trang og Villie til at blive det værd.
Ved Afskeds-Audiensen skjænkede hendes Majestæt Dronningen mig, til en naadig Erindring om disse Dage paa Föhr en kostbar Ring, Kongen udtalte sig atter saa velvilligt, ædelt og deeltagende. – Med hele mit Hjerte sluttede jeg mig til de ophøiede To.
Hertuginden af Augustenborg, hvem jeg daglig saae og talte med i det kongelige Hjem, indbød mig paa det Naadigste og Hjerteligste at lægge min Vej hiem over Augustenborg og blive der nogle Dage. Selv Kongen og Dronningen gjentoge det for mig.
Jeg reiste altsaa fra Föhr til Als, vist en af de smukkeste Øer i Østersøen, det lille Land er som en blomstrende Have; de frodige Korn – og Kløvermarker staae indhegnede med Nøddehækker og vilde Roser; ved Bonderhusene strække sig store æblehaver, Skov og Banker vexle; snart har man det aabne Hav med Angelens Skovhøider, snart det smalle, en Flod lignende, lille Belt, og fra det smukke Slot strækker sig Haven ned til den bugtede Fjord. Jeg fandt den hjerteligste Modtagelse, fandt et smukt Familieliv; der taltes kun Dansk og det med dansk Tunge, ikke en Tanke om de kommende onde, mørke Tider, der skulde opgaae, vaktes hos mig. Hele fjorten Dage, under Afvexling af Kjøretoure og Vandringer i den rige Natur, blev jeg der og begyndte paa Romanen: »De to Baronesser«. Hyggelige Aftener tilbragtes, de fleste ved Musik; Kellermann opholdt sig her i flere Dage og spillede sine bløde, vuggende Phantasier, Romanesca og Alpemelodier. Hertugindens Fødselsdag feiredes, »Liedertafel« bragte under Fakkeltog deres Sang, paa Slottet var Bal og Festligheder; de augustenborgske Væddeløb, der altid vare satte i Forbindelse hermed og varede tre Dage, havde samlet, i Slot og By, en Mængde Mennesker; saa godt som hele den holsteenske Adel var her; ved Taflet reiste, Hertugen sig og udtalte den danske Literaturs Betydning for Øieblikket, den Dygtighed og Sundhed, som viste sig der ligeover for den nyere tydske, og tog derved Anledning til at udbringe min, den tilstedeværende danske Digters Skaal. – Jeg saae da paa Augustenborg kun venlige, glade Mennesker, et lykkeligt Familieliv, fandt Alt saa dansk og syntes her hvilede en Fredens Aand over dette smukke Sted, og det var i Høsten 1844. – Hvor snart saae jeg ikke Alt anderledes!