H.C. Andersen: »Mit livs eventyr« Kapitel 10
Hans Christian Andersen biography »The Fairy Tale of my Life« 1855
Kapitel: 0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15! 16
I Sommeren 1842 gav jeg til de danske Sommerskuespil et lille Stykke: »Fuglen i Pæretræet«, det blev der modtaget med saa meget Bifald, at Theaterdirectionen optog det i det kongelige Theaters Repertoire, ja Fru. Heiberg viste det lille Stykke den Interesse, at hun deri overtop Elskerindens Rolle. Man havde moret sig, fundet Valget af Melodierne fortræffeligt, jeg vidste Stykket havde udstaaet sin Prøve, da pludselig ved en af Vinterforestillingerne blev det udpebet. Nogle unge Mennesker, som dengang førte Ordet, pebe; de skulde selv have sagt til Andre, der spurgte dem om Grunden: »at den Bagatel gjorde for megen Lykke, og at Andersen fik for meget Mod!« – Jeg var ikke selv i Theatret den Aften, de peb, og havde ikke Anelse derom; Dagen efter kom jeg i en Familiekreds, jeg havde Hovedpine, saae noget alvorlig ud, og da Husets Frue var fuldkommen vis paa, at Udtrykket i mit Ansigt hidrørte fra Aftenens Begivenhed, traadte hun mig imøde, tog deeltagende min Haand og sagde: »er det at tape Dem det nær! der var jo ikke uden to Piber, og hele Huset tog Deres Partie!« – »Piber! mit Partie!« raabte jeg. »Er jeg udpeben!« og nu blev der en stor Skræk over, at hun var den Første, som bragte mig Efterretningen derom.
Ved næste Forestilling blev jeg hjemme, og da Stykket var ude, havde jeg i min Stue en ganske morsom Scene med deeltagende Venner. – Den Første, som indfandt sig, forsikkrede, at den Pibning, der havde været iaften, havde, som han udtrykkede sig, været en sand Triumph for mig! Alle havde de jublet Bifald, og, der havde kun været een eneste Pibe. Nu kom en anden Mand til, jeg spurgte ham om Pibernes Antal. »To!« sagde han; den Næste sagde: »Tre, bestemt ikke flere!« da kom en af mine ærligste Venner, den dygtige, naive, prægtige Hartmann; han vidste slet ikke hvad de Andre havde sagt, og da jeg nu paa Samvittighed bad ham sige mig hvormange Piber, han, havde hørt, lagde han Haanden paa Brystet og sagde: »I det allerhøieste var der fem!« – »Nei, nei!« udbrød jeg, »nu spørger jeg ikke Flere, Antallet voxer jo ligesom hos Falstaf! her staaer En, der endogsaa paastaaer, at der kun var een eneste Pibe. For nu at gjøre Sit godt igjen, sagde Hartmann ganske pudsig i al -Ærlighed: »Ja det kan gjerne være, at der ogsaa kun var een – men det var een forbandet Pibe.«
Balletmester Bournonville sendte mig Dagen efter et smukt Digt af ham selv, »Digterens Træ«, der staaer aftrykt i Bilaget til hans Erindringer, Digtets Slutning lyder saaledes om mit Digtertræ:
– I Somrens Hede lædsked’ dine Pærer, Nu kastes de, som overmodne, hen. Ad Aare maaskee Træet Druer bærer, Og qvæger ved sin Frugt os mildt igjen. Derfor lad Mismod ei dit Hjerte nage, Lad Sorgen ei aftvinge Dig et Ak! Hvormange troer Du, som Guds Gaver smage, Betænke sin Velgjører vel med Tak? Vær selv ei utaknemlig mod din Skaber! Du har modtaget Meget af hans Haand. For Digteren sig ingen ldræt taber, Han kan ei døe, thi alt hans Værk er Aand!
Riimbrev til min Ven H. C. Andersen fra hans hengivne og oprigtige
August Bournonville. Kjøbenhavn den 13de Novbr. 1842.
I flere Blade blev »Pæretræet« latterliggjort, ogsaa »en Digters Bazar« blev igjen draget frem for at spottes; ved denne Leilighed erindrer jeg, at Oehlenschläger da hjerteligt roste og hævede begge. Heiberg derimod skrev i sine Intelligensblade om min dramatiske Bagatel.
– Den hører til den Art af Smaakreaturer, hvis Indlemmelse i vort Theaterbuur det vilde være pedantisk at modsaette sig, thi man kan sige om den, at gjør den ikke Godt, saa gjør den heller ikke Ondt; dertil er den for Lille, for ubetydelig og for uskyldig. Som en Aftens Fyldekalk, hvortil et Theater ofte trænger, kan den maaskee more Mange, men visselig ikke forbittre Nogen. Ja, den er endog ikke aldeles blottet for enkelte »naive og lyriske Skjønheder.
Uagtet Heiberg dengang ikke var en Ven hverken af mig eller mit Arbeide, kom der dog som hos hver Angriber, der er af Dygtighed, Noget han lod vederfares Ret, og det var: at jeg dog egentlig led kun ved Partiesag; han skrev i samme sin Anmeldelse: »Fuglen i Pæretræet«, mod hvilken Fugl Publicum, dog forst ved tredie eller fjerde Forestilling, har viist en Haardhed, som havde været retfærdigere anvendt paa de af Herren seete Veie (som Herren næppe nedlader sig til at see), og paa den Medgift, som er given den ulykkelige Suzette, men »som er saa fattig og saa plump, at den ikke kan skabe nogen Piges Lykke. Fuglen i Pæretræet er nemlig en saa uskyldig Lille Fugl, at den umulig kan bringe et nogenlunde sindigt og sagtmodigt Menneske i Harnisk, selv ikke Den, som forresten ikke finder Behag i dens Sang. Den voldsomme Hyssen og Piben, som under Gongongens Tordenslag gjorde Ende paa dette stakkels Dyrs svage Liv, en Opposition, saa voldsom, som om den gjaldt et Principspørgsmaal, maa derfor betragtes som et af Udbruddene af den danske, tamme Fanatisme.
Ti Aar efter gav Heiberg, som Directeur for det kongelige Theater, hvis Eiendom det henlagte Stykke var, Casino Tilladelse til at opføre det, jeg var da voxet ind i en mig velvilligere Slægt end før. Det Lille Arbeide blev optaget med stort og levende Bifald, og er siden tidt og ofte der blevet givet.
Den ottende October 1842 døde Weyse, han, min første ædle Beskytter, vi mødtes vel i tidlig Tid ofte hos Wulffs, arbeidede sammen paa »Kenilworth«, men vi bleve dog ikke ret fortrolige Omgangsvenner; hans Liv var eensomt som mit, og dog saae man ham gjerne, som jeg for troe, Mange saae mig; men jeg bar Trækfuglenes Natur og flyver ud over Europa, hans længste Udflugt var til Roeskilde, hvor han i en bestemt Familiekreds følte sig hjemme, hvor han paa Domkirkens Orgel kunde phantasere, ved Roeskilde er endnu hans Grav. Det at tage længere bort kunde han slet ikke gaae ind paa, jeg husker hans Humor, da jeg efter min Hjemkomst fra Grækenland og Constantinopel besøgte ham. »See nu er De dog ikke længer end jeg!« sagde han. »De er kommen til Kronprindsessegaden og seer ud over Kongenshave, det gjør jeg ogsaa, og De har kastet de mange, mange Penge ud. Vil De reise, saa reis til Roeskilde, det er nok, vent til der reises til Maaner og Planeter!« – Fra den første Tid at »Kenilworth« blev opført, har jeg endnu et characteristisk Brev fra ham, det begynder:
»Carissime dontine poeta!«
»De tungnemme Kjobenhavnere kunne ikke forstaae, hvorledes det hænger sammen med anden Acts Finale i vor Opera etc.«
Til Sørgefest i Theatret blev bestemt, at »Kenilworth« skulde gives; det var Weyses sidste og maaskee derfor kjæreste Arbeide, selv havde han jo valgt sig Sujettet, selv skrevet enkelte Stykker ind i Texten, jeg er forvisset om, at dersom hans udødelige Sjæl endnu i en anden Verden havde sit Jordlivs Tanke som for for sine Compositioner, den vilde have følt meest Glæde ved at see dette i hans Liv noget tilsidesatte Værk bragt ham som Hædersblomst, men det blev opgivet, og man valgte Shakespeares Tragedie »Macbeth«, hvortil Weyse har leveret en Musik, der idetmindste forekommer mig ikke at være den meest characteristiske af hans Compositioner.
Paa Begravelsesdagen var, forunderlig nok, Liget endnu ikke ganske koldt i Hjertekulen; da jeg med Følget kom til Sørgehuset, hørte jeg dette og bad Lægen for Himlens Skyld undersøge og gjøre Alt til hans Gjenoplivelse, men man forsikkrede efter den nøieste Undersøgelse, at han var og blev død; denne Slags Varme var intet Ualmindeligt, jeg bad dem da endelig hellere overskjære hans Pulsaarer, før Kisten blev slaaet til; det skete ikke; Oehlenschläger hørte derom og kom hen imod mig: »hvad er det, vil De have ham sønderlemmet!. « sagde han med sin i enkelte Tilfælde egne Heftighed. »Ja, det er da bedre end at han skal vaagne i Graven, og det vil De vel ogsaa have, naar De døer! « »Jeg!« udbrød Oehlenschläger og traadte tilbage. Desværre Weyse var død.
Ved hans Grav Lød min Sang: Hans trætte Støv er bragt til Gravens Ro, Hans stærke Aand i Kraft end meer ophøiet – Han stod i denne Verden eensom jo, Og eensom lukked han i Døden Øiet. Alene var han; naar da Hjertet led Med Melodier Smerten han indlulled’, I Toner staaer hans Ungdoms Kjærlighed, Den lyder i: »de klare Bolger rulled!«
Han sad ved Orglet, og en egen Magt Da loftede vor Tanke høit fra Jorden; En Skat af Sange har han Folket bragt, I Toner udtalt Aandens Dyb i Norden. Hans Tale var et Væld, saa Sundt og rigt, Hans Sjæl var ung; nu har han Himlens Glæde! Ak, død er Weyse! Hvilket Sørgedigt Har Kraft som disse Ord! og dybt vi græde!
Ved de sidste Arbeider og en fornuftig Oeconomie havde jeg samlet en Lille Sum, som jeg bestemte at anvende til en Reise til Paris; sidst i Januar 1843 forlod jeg da Kjøbenhavn.
For Aarstidens Skyld gik Veien over Fyen, gjennem Slesvig og Holsteen. Vinterreise, slette Landeveie og deres Poesie, som man saa meget beklager at have tabt ved de velsignede Jernbaner, fik jeg meer af, end jeg ynder; det var en trættende besværlig Fart, før jeg naaede Itzehoe og derfra det kjære Breitenburg. – Excellences Rantzau tog saa glad, saa kjærlig mod mig, jeg tilbragte igjen nogle deilige Dage hos ham i det gamle Slot; Foraarsstormene ruskede, men Solen brød frem med varme Straaler, Lærkerne sang over Marskens Grønne, jeg besøgte alle mig bekjendte Steder i Omegnen. Middag og Aften gik som en Fest.
Jeg, som altid levede uden at tænke paa Politik og politiske Forhold, mærkede nu første Gang og det her hos Enkelte en Slags Spænding mellem Hertugdømmerne og Kongeriget; jeg havde saa lidt tænkt over disse Landes Forhold til hinanden, at Jeg uden videre i »en Digters Bazar« skrev Dedicationen: »min Landsmand Holsteneren Professor Ross«; men med dette Landsmandskab, mærkede jeg nu, var det ikke, som jeg havde tænkt mig. »Unsern Herzog« hørte jeg en Dame sige, idet hun meente Kongen. »Hvorfor kalder De ham ikke Konge!« spurgte jeg i politisk Uvidenhed. »Han er ikke vor Konge! men vor Hertug!« svarede hun; der kom smaa politiske Rivninger, Grev Rantzau, der elskede Kongen, Danmark og de Danske, dertil var den opmærksomste Vert, gled spøgende og venligt hen over hvad der blev sags. – »Es Sind närrische Leute!« hviskede han til mig, og jeg tænkte, det var et Par Originaler, jeg var stødt Paa og ikke den sig udbredende Stemning, jeg fornam.
Ilden havde, som vi veed, rases i Hamborg, den hele Strækning af Byen henimod Alsteren var brTndt ned til Grunden; enkelte nye Bygninger begyndte vel at reise sig, men det Meeste laae endnu i Gruus, med forkullede Bjælker, Taarnene vare i Ruiner. Paa »Jungfernstieg« og »Esplanaden« stod opført Bakker af smaa murede Boutiker, hvor de mange Handlende, det var brændt for, nu havde deres Udsalg. – Det blev vanskeligt for Fremmede at komme under Tag. Jeg kom imidlertid just derved under det hyggeligste og bedste; Grev Holck, som var dansk Postmester, modtog mig i sin Familie som en kjær Gjest.
Jeg levede smukke Timer med den geniale Speckter. Til mine Eventyr begyndte han just paa Billeder saa ypperlige, saa geniale, saa fulde af Humor, de findes i en af de engelske Udgaver og i en mindre heldig af de tydske Oversættelser, hvor »grimme Ælling« er gjort til »grüne Ente« og derfra spadseret over i fransk Oversættelse, som »le petit Canard vert.«
Der var endnu ingen Jernbanen over Lyneborg-Hede, Nat og Dag gik det, i den langsomme Postvogn, ad daarlige Veie fra Haarburg over Osnabrück til Düsseldorf, hvor jeg netop kom den sidste Carnevals-Dag og saaledes saae i tydsk Skikkelse, hvad jeg for kun kjendte i romersk; imidlertid skal Cöln, blandt tydske Staeder, være den Stad, hvor man har de meest pragtfulde arrangerede Tog i Gaderne; i Düsseldorf blev Lystigheden, som det vilde hedde i Avis-Anmeldelsen, begunstiget af det skjønneste Veir; jeg saae et morsomt Optog, et Cavalerie af Drenge, der paa deres egne Been førte Hesten, de syntes at ride paa; en komisk »Narhalle«, Modsætning til »Walhalla«, der stod aaben for Besøgende, man sagde, at Fest-Arrangementet var af Maleren Achenbach, hvem jeg ogsaa lærte, at kjende og skatte; mellem den Düsseldorfske Skoles Mestre gjenkendte jeg flere gamle Bekjendte fra mit første Ophold i Rom.
Jeg traf en Landsmand, et Byesbarn fra Odense, det var v. Benzon; hjemme hos os, strax da han begyndte at male, havde han malet mit Portrait, der havde aldrig været noget før, men dette første var ganske skrækkeligt, det saae ud som Skyggen af et Menneske stærkt illumineret, eller En der Aar og Dag har ligget i Presse mellem Folianter, og nu mumietør er tagen ud og stillet op; Boghandler Reitzel afkjøbte ham det; her i Düsseldorf havde Benzon hævet sig til Kunstner, og nylig fuldendt et smukt Billede, Knud den Hellige, der dræbtes i St. Albani Kirke i Odense; jeg savnede imidlertid deri een Figur, der characteristisk hører til og maa kunne give en malerisk Skygge, nemlig »falske Blake«, forunderlig nok at han ikke kjendte den i selv det fyenske Sprog til Talemaade blevne Person, men nu var det for seent at anbringe ham.
Over Cöln og Lüttich, snart med Diligence, snart paa Jernbane, der kun stykkeviis var fuldendt, naaede jeg Brüssel, hvor jeg hørte Alizard i Donizettis »La favorita«, kjedede mig i Galleriet ved Rubens fede, blonde Fruentimmer med de simple Ansigter og afblegede Klæder, følte mig søndagsstemt i de herlige, Kirker, og dvælede i Skue og Erindringer foran det gamle Raadhuus, i hvis Skygge her paa Pladsen Egmont blev halshugget. – Taarnet løfter sig med Snirkler og Spidser, en eventyrlig storartet Brüsler-Knipling.
Paa Jernbanen herfra til Mons heldede jeg mig op til Dørvinduet for at see ud, Døren var ikke lukket, den sprang op, og havde ikke min Nabo seet det og øieblikkelig grebet mig og med al Kraft holdt fast, da var jeg styrtet paa Hovedet ud, nu slap jeg med Skrækken; der var Foraar inde i Frankrig, Markerne grønne, Solen varm; jeg øinede St. Denis, kom forbi de nye Forskandsninger udenfor Paris, og snart sad jeg i min egen Stue i Hotel Valois i Rue Richelieu, ligeover for Bibliotheket.
I »Revue de Paris« havde Marmier tidligere skrevet en Artikel om mig: »La vie d’un Poète«; Martin havde oversat paa Fransk et Par af mine Digte, ja beæeret mig med et Digt, der stod trykt i ovennævnte Revue, mit Navn var altsaa, som en Klang gaaet forbi nogle af den literaiere Verdens Øren, og jeg fandt derfor dennegang i Paris hos disse en overraskende venlig Modtagelse. Hos Victor Hugo var jeg flere Gange og nød Venlighed, den, Oehlenschläger i sit »Levnet« beklager sig over ikke at have fundet her, jeg maa altsaa være smigret; paa Victor Hugos Indbydelse og Billet saae jeg i Théâtre français hans da nyeste og særdeles forfulgte Tragedie »Les Burgraves«, der hver Aften blev pebet og paa de mindre Theatre parodieret; hans Kone var meget smuk, havde dertil den franske Dames Elskværdighed, der er saa vel for den Fremmede; et lille Digt af mig, skrevet paa Dansk og oversat, jeg troer af Marmier, var dengang endnu det eneste, han kjendte af mig, som Digter.
Til Digteren Victor Hugos Kone. En lille Flugt herfra, kun nogle Dage, Der ligger Danmark, Bøgens, Kornets Land, Som Lod en Tycho Brahe fra sig jage, Som eier Thorvaldsen og – Skov og Strand; Det Lyren er for Skandinaviens Riger; – Der blev jeg født, det danske Sprog er mit, Der sang jeg tidt for unge danske Piger, Der svang min Musa sig mod Himlen frit, Der kom som Gjest tidt i min lille Stue Din Victors Sange, »Notre Dame« jeg saae, Hernani, Angelo og »Høstens Svale«; *) Jeg elsker ham, han er mig stor og kjær. Hans Musa kjender jeg paa Blik og Tale, Hun, som min egen, er mit Hjerte nær. For Dig, hans Viv, hans unge Kjærlighed, For Dig jeg lægger Sang-Bouquetten ned, Igjennem den og Dig han smukt erfare, At han i Nord vandt mig – og vist en Skare!
*)feuilles d’automne.
Hr. og Madame Ancelot aabnede mig deres Huus, hvor jeg traf ikke blot franske Kunstnere og Forfattere, saaledes Louis Blanc, men ogsaa fremmede, den tydske Forfatter og Critiker Rellstab, og Spanieren Martinez de la Rosas; med denne Sidste havde jeg længe talt uden at vide, hvem han var, hele hans Personlighed og det Indtryk, hans Conversation havde gjort paa mig, bragte mig til at spørge Madame Ancelot, hvem denne Herre var; »har jeg ikke præsenteret Dem for hinanden,« sagde hun, »det er Statsmanden, Digteren Martinez de la Rosas!« hun førte os igjen sammen, sagde hvem jeg var, og han spurgte til gamle Grev Yoldi i Kjøbenhavn og fortalte for Kredsen her, hvor smukt og deeltagende Kong Frederik den Sjette havde taget sig af Spanieren, da Denne havde bedet ham om Raad, til hvilket Partie hjemme han skulde slutte sig, og da det, han da holdt sig til, blev det tabende, fandt han Ansættelse og Hjem hos den danske Konge. Snart dreiede Samtalen sig ganske om Danmark, og da her just nu var en ung Diplomat, der havde været hos os i Ærinde ved Christian den Ottendes Kroning, fik vi en, for mig som Dansk, eiendommelig, men velmeent, begeistret Skildring af Frederiksborg og Festen der; han talte om de mægtige Egeskove, det gamle gothiske Slot midt i Vandet, den lueforgyldte Kirke og – hvad der klang komisk, da det syntes, som om han antog det for daglig Skik og Brug – at alle høie Embedsmænd gik i gule og hvide Silkeklæder, med Fjer i Baretten og med Lange slæbende Fløielskaaber, dem, de i Gaderne maatte kaste over Armen. Han havde selv seet det! og jeg maatte tilstaae, at ved Kroningstiden var det Tilfældet.
Lamartine forekom mig i sit Hjem og i hele sin personlige Fremtræden, som Fyrsten blandt dem Alle; og da jeg undskyldte, at jeg talte hans Modersmaal saa daarligt, svarede han smukt og med fransk Høfliged: at han burde dadles, fordi han ikke forstod de nordiske Sprog, i hvilke der, som han havde lært, var en Literatur frisk og fremblomstrende, hvor den poetiske Jordbund var saa mærkelig, at man kun behøvede at bøic sig ned, saa tog man et gammelt Guldhorn op. Han spurgte mig om »Trollhätta-Canalen«, udtalte sin Lyst til, over Danmark, at besøge Stockholm; han erindrede sig vor da regjerende Konge, Christian den Ottende, hvem han havde gjort sin Opvartning i Castellamare; an viste iøvrigt et Navne-Bekjendtskab til Personer og Stæder i Danmark, som hos en Franskmand overraskede mig. Hans Kone syntes en af disse hjertelige og dog bestemte Characterer, man snart og tillidsfuldt slutter sig til; der var noget trofast og klogt i hendes øine. Før min Afreise fra Paris skrev Lamartine til mig efterfolgende lille Digt.
Cachez-vous quelquefois dans les pages d’un livre une fleur du matin cueillee aux rameaux verts, quand vous rouvrez la page apres de longs hivers, aussi pur qu’au printemps son parfum vous enivre, apres les jours bornes qu’ici mon nom doit vivre qu’un heureux souvenir sorte encore de ees vers!
Paris, 3. Mai 1843. Lamartine.
Den joviale Alexander Dumas fandt jeg sædvanlig i Sengen, om det endogsaa var langt over Middag, her laae han med Middag, Pen og Blæk og skrev paa sit nyeste Drama; een Dag fandt jeg ham saaledes, han nikkede venligt og sagde: »sid ned et Minut, jeg har just nu Visit af min Musa; hun gaaer strax!« han skrev og talte høit; raabte derpaa viva, sprang ud af Sengen og sagde: »tredie Act er færdig!« Han boede i Hotel des Princes i Rue Richelieu, hans Kone var i Florents, Sønnen, den unge Dumas, der senere er traadt i Faderens literaire Fodspor, havde sin egen Leilighed i Byen. »Jeg lever ganske som Garçons,« sagde Dumas, »saaledes maa De tage, tiltakke med mig!«
Een Aften førte han mig om paa forskjellige Theatre, for at jeg kunde see der Livet bag Coulisserne; vi vare i Palais Royal, talte med Dejazet og Anais, vandrede saa Arm i Arm ad den brogede Boulevard hen til Theatre St. Martin; »nu er de just i de korte Skjørter!« sagde Dumas, »skal vi gaae derop!«
det gjorde vi, og bag Coulisser og Tæpper, skrede vi igjennem Havet i »mille et une nuits«; der var en Vrimmel af Mennesker, Maskinfolk, Choristinder og Dandserinder, Dumas førte mig midt ind i den surrende Mængde. Paa Boulevarden, da vi gik hjem igjen, mødte vi en ganske ung Mand, som standsede os, »det er min Søn!« sagde Alexander Dumas, »ham havde jeg alt da jeg var atten Aar, og han er nu i samme Alder og har ingen Søn!« Det var den senere noksom bekjendte »Dumas fils«
Alexander Dumas skyldte jeg mit Bekjendtskab med Rachel; eg havde endnu ikke seet hende spille, da han en Dag spurgte mig, om jeg havde Lyst til at gjøre hendes Bekjendtskab. Det var mit høieste Ønske. En Aften, hun optraadte i »Phædra«, førte han mig op paa Scenen i Théâtre français. Paa de andre Theatre havde han uden videre strax taget mig med ind bag Coulisserne, her bad han mig vente lidt udenfor, og kom derpaa tilbage for at føre mig til Scenens Dronning. Stykket var begyndt; han gik med mig frem til en af de første Coulisser, bag hvilke var, ved et Skjærmbræt, indrettet ligesom et Værelse, hvor der stod et Bord med Forfriskninger og nogle Tabouretter, her sad den unge Pige, der, som en fransk Forfatter har sagt, veed at hugge levende Statuer ud af Ravines og Corneilles Marmorblokke; hun var særdeles mager, fiint bygget og saae meget ung ud; her, og senere i sit Hjem, forekom hun mig et Billede paa Sorgen, hun syntes en ung Pige, der netop har udgrædt sin Smerte og nu lod Tanken stille hvile over det Forbigangne. Hun tiltalte os venligt; det var en dyb, mandig Stemme. I Samtalens Løb med Alexander Dumas glemte hun mig, det var, som om han følte det, og vendte sig mod mig, idet han sagde til hende: »det er en sand Digter og en sand Beundrer af Dem! veed De, hvad han sagde til mig, da vi gik opad Trappen: »jeg er ved at faae ondt, saaledes banker mit Hjerte, ved at jeg nu skal tale med Den, som taler smukkest Fransk i Frankrig!« hun smilede, sagde nogle venlige Ord, og jeg tog Mod til at blande mig i Samtalen, jeg sagde, at jeg havde seet meget Interessant og Herligt i denne Verden, men at jeg ikke havde seet Rachel! og at det meget var for hendes Skyld, jeg havde foretaget Reisen her til Paris, den, jeg anvendte hele Indtægten til af et af mine seneste Arbeider. Jeg undskyldte imidlertid mit daarlige franske Sprog – hun smilede og sagde: »naar De siger en fransk Dame noget saa Galant, som det De der siger mig, saa finder hun altid, De taler vel!« Jeg fortalte hende, hvorledes hendes Navn lød til Norden. »Kommer jeg engang,« sagde hun, »til Petersborg og Kjøbenhavn, til Deres By, da maa De være min Beskytter, De er nu den Eneste, Jeg kjender der, dog for at vi mere kunne kjendes, og da De, som De siger, meget er kommen til Paris for min Skyld, saa maae vi oftere sees! De vil være velkommen hos mig! jeg seer altid mine Venner hver Torsdag! men – Pligten kalder!« udbrød hun, rakte os Haanden, nikkede venligt og stod nu nogle Skridt fra os inde paa Scenen, større, ganske anderledes, med et Udtryk, som den tragiske Musa selv. Det jublende Bifald for hende Lød op til os.
Jeg kan, som Nordbo, ikke vænne mig til den franske Maade at spille Tragedie paa; Rachel spiller ligesom de Andre der, men hos hende synes denne Maade at være, Natur, det er, som om de Øvrige kun stræbte at efterligne hende! hun er den franske tragiske Musa selv, de Andre ere kun stakkels Mennesker. Naar man seer Rachel spille, troer man, at al Tragediespil maa være som hendes. Der er Sandhed, der er Natur, men i en anden Aabenbarelse, end vi oppe i Norden kjende den.
I hendes Bolig fandt jeg Alt rigt og prægtigt, maaskee lidt for arrangeret; det forreste Værelse var blaagrønt med matte Lamper og Statuetter af franske Skribenter; i den egentlige Salon var Purpuret det fremherskende i Betræk, Gardiner og Bogskabe; selv var hun klædt i Sort, omtrent som paa hendes Billede i det bekjendte engelske Staalstik. Selskabet bestod af Herrer, meest Kunstnere og Videnskabsmænd, ogsaa et Par Titler hørte jeg; rigtklædte Tjenere opraabte de Fremmedes Navne. Der blev drukket Thee, givet Forfriskninger, mere paa tydsk end paa fransk Maade. Jeg hørte hende ogsaa tale Tydsk; Victor Hugo havde sagt mig, at han havde hørt hende tale det med Rothschild, jeg spurgte hende ad, og hun svarede paa Tydsk: »jeg kan læse det! jeg er født i Lothringen, jeg har tydske Bøger; see her!« og hun viste mig Grillparzers »Sappho«, men fortsatte derpaa strax Samtalen paa Fransk. Hun yttrede Lyst til at spille Sapphos Rolle; talte derpaa om Schillers »Marie Stuart, hvilken Rolle hun havde udført. Jeg saae hende deri og uforglemmelig er mig især den kongelige Storhed, hun næsten blev høiere og mægtigere derved, idet hun i Scenen med Elisabeth sagde:
»Je suis la reine! – tu es – tu es – Elisabeth!« den Haan, der laae i Betoningen af Ordet Elisabeth, var mere end Lange Vers og Ord kunne udmale. Iøvrigt var det især hendes Fremstilling i sidste Act, som overraskede mig, hun gav denne med en Sandhed, en Ro, som en nordisk eller germanisk ægte Kunstnerinde vilde give den, men just i denne Act behagede hun mindre Franskmændene. »Mine Landmænd« sagde hun til mig, »ere ikke vante til denne Maade, og dog kun paa den alene kan den gives; man kan ikke være en Rasende, idet Hjertet er ved at briste af Sorg, og man for evig tager Afsked med sine Venner!«
Hendes Salon var meest decoreret med Bøger, og disse vare alle, prægtigt indbundne, opstillede i rige Glasskabe. Paa Væggen hang et Maleri, der forestillede det Indre af Theatret i London, hvor hun stod forrest paa Scenen, og Blomster og Krandse blev hende tilkastede; under dette Maleri hang et smukt lille Bogskab med, hvad jeg kalder »den høie Adel blandt Digterne«, der var Goethe, Schiller, Calderon, Shakespeare etc. Hun gjorde mig mange Spørgsmaal om Tydskland og Danmark, om Kunst og Theater, og med et venligt Smiil omkring den alvorlige Mund og en hjertelig Nikken opmuntrede hun mig, naar jeg, i min Klattren i det franske Sprog, et Øieblik holdt op for at samle mig og finde Udtrykket. »Bliv kun ved!« sagde hun. »De taler ikke godt Fransk! jeg har hørt Fremmede tale mit Sprog bedre, men det har tidt ikke interesseret mig saameget som her; jeg forstaaer hos Dem fuldkommen Sjælen, og den er Hovedsagen, den interesserer mig just hos Dem.«
Da vi sidste Gang skiltes, skrev hun i mit Album: L’art c’est le vrai. J’espère que cet aphorisme ne semblera pas paradoxal a un écrivain aussi distingué que Monsieur Andersen. Paris le 28 Avril 1843. Rachel.
En elskelig Personlighed aabenbarede sig for mig i Alfred de Vigny; gift med en engelsk Dame, syntes i hans Hjem og hos ham alt det Bedste fra begge Nationer at aabenbare sig. Den sidste Aften, jeg var i Paris, kom næsten ud mod Midnat han, der ved aandelig Rang og jordisk Formue bedst maatte paa den Tid være at søge i de rige Saloner, hen til mig, op ad de mange Trapper i Hotellet Valois, heelt op under Taget, selv bærende under Armen alle sine Værker, som han bragte mig til Afsked og Erindring. Der laae saa megen Inderlighed i hans Ord, lyste saa megen Hjertelighed ud af hans Øine, at jeg ved Skilsmissen kom i Taarer.
Ogsaa Billedhuggeren David saae og talte jeg oftere med, der var Noget i hans Natur og Ligefremhed, der mindede mig om Thorvaldsen og Bissen. Det var i den sidste Tid, under mit daværende Ophold i Paris, at vi lærte at kjende hinanden, han beklagede, at det var skeet saa seent, og spurgte, om jeg ikke kunde blive længere, han vilde da modelere min Buste i Medaillon. »Men De kjender mig ikke som Digter, veed ikke, om jeg fortjener en saadan Ære!« Han saae mig stift ind i Ansigtet, klappede mig paa Skulderen: »Jeg har hest Dem selv, for jeg læste Deres Bøger!« sagde han smilende:»De er en Digter!«
Hos Grevinde Bocarmé, hvor jeg traf sammen med Balzac, saae jeg første Gang en ældre Dame, hvis Aasyn, om jeg kan kalde det sjælelige Udtryk saa, tiltrak sig i høi Grad min Opmærksomhed; der var hos hende noget saa opvakt, saa hjerteligt, hendes Portrait, der den Saison var paa Udstillingen i Louvre, havde ogsaa været mig paafaldende. Alle sluttede sig om hende, Grevinden præsenterede os for hinanden, det var Madame Reybaud, Forfatterinden til »Les épaves«, den lille Fortælling, jeg netop havde benyttet til mit Drama »Mulatten«, jeg fortalte hende det, fortalte hende om, hvad Virkning Stykket havde gjort, det interesserede hende saameget, at hun fra den Aften blev min særdeles Beskytterinde. Vi gik en Aften sammen og udvexlede Ideer for hinanden, hun rettede mig i Fransk, lod mig gjentage, hvad der ikke klang hende correct, og var mig ganske moderlig god; hun er en høit begavet Dame med et klart Blik for Verden.
Balzac, hvem jeg, som sagt, samtidigen gjorde Bekjendtskab med, saae jeg i Grevinde Bocarmés Salon, som elegant, fiinklædt Herre, de forreste Tænder skinnede hvide frem mellem de røde Læber, han syntes jovial, men kun lidet talende, i det mindste i denne Kreds; en Dame, der skrev Vers, hang sig fast ved ham og mig, drog os hen til en Sopha og satte sig imellem os, idet hun balancerende i Beskedenhed talte om, hvor lille hun blev mellem os To, jeg vendte Hovedet tilbage og mødte nu bag hendes Ryg Balzacs satiriske, leende Ansigt, med halv aaben Mund, som han kunstigt fordrejede mod mig, det var egentligt vort første Møde.
En Dag gaaer jeg igjennem Louvre og modes her en Mand, der i Figur, Gang og Ansigtstræk ganske er Balzac, men Manden er i aldeles daarlige, forslidte Klæder, ja disse ere endogsaa ganske skidne, Støvlerne ubørstede, Beenklæderne med tørt Gadesnavs neden om, og Hatten budet og slidt, jeg studsede, Manden smilede til mig, jeg gik forbi, men det var mig altfor utrolig en Lighed, jeg vendte om, løb efter ham og sagde: »De er dog ikke Hr. Balzac!« han loe, viste de hvide Tænder, og sagde blot: »imorgen reiser Monsieur Balzac til Petersborg!« han trykkede min Haand, hans var blød og fiin, han nikkede og gik. Det maatte være Balzac, maaskee havde han i denne Klædning været paa Forfatter-Opdagelser i Paris’s Mysterier, eller var Manden, jeg saae, en ganske ander, der, da han i saa høi Grad lignede Balzac, oftere var bleven antagen for ham og nu morede sig ved denne Mystification for den Fremmede. Da jeg et Par Dage efter talte med Grevinde Bocarmé, bragte hun mig en Hilsen fra Balzac – han var reist til Petersborg.
Med Heinrich Heine traf jeg igjen sammen, han var bleven gift her i Paris, siden jeg var her sidst; jeg fandt ham noget lidende, men saa fuld af Energi, og saa hjertelig mod mig, saa naturlig, at jeg denne Gang ikke følte Frygt for, hos ham, at være som jeg er. En Dag havde han fortalt paa Fransk, for sin Kone, mit Eventyr: »den standhaftige, Tindsoldat«, og ved at sige, at jeg var Forfatteren, førte han mig til hende.»Udgiver De Deres Reise hertil?« spurgte han først, og da jeg sagde Nei, vedblev han, »ja, saa skal jeg vise Dem min Kone!« hun var en livlig, net, ung Pariserinde; en Børneflok, »vi have laant den hos Naboens, for vi have selv ingen!« sagde Heine, legede om hende i Stuen. Hun og jeg legede med, medens Heine i Sideværelset skrev:
in Lachen und Singen! Es blitzen und gaukeln Die Sonnenlichter. Die Wellen schaukeln Den lustigen Kahn. Ich sass darinn Mit lieben Freuden und leichtem Sinn.
Der Kahn zerbrach in eitel Trümmer, Die Freunde waren schlechte Schwimmer, Sie gingen unter im Vaterland; Mich warf der Sturm an den Seinestrand.
Ich hab’ ein neues Schiff besteigen, Mit neuen Genossen; es wogen und wiegen Die fremden Fluthen mich bin und her – Wie fern die Heimath, mein Herz wie schwer.
Und das ist wieder ein Singen und Lachen – Es pfeift der Wind, die Planken krachen Am Himmel erlischt der letzte Stern – Mein Herz wie schwer! die Heimath wie fern!
Diese Verse die ich hier, in das Album meines lieben Freundes Andersen, schreibe, habe ich den 4ten Mai 1843 zu Paris gedichtet. Heinrich Heine.
Ved de Mange, jeg her har nævnet, og hvortil endnu en Række kunde føies, som Componisten Kalkbrenner og Gathy, Medudgiver af Gazette musicale, Ampère, der har bereist Danmark, Norge og Sverrig, bleu Opholdet i Paris mig rigt og opmuntrende, jeg følte mig ikke der som en Fremmed; jeg fandt hos de Største og Bedste den venligste Modtagelse, det var som gav man en Forudbetaling paa Værker af mig, man ventede paa, for i disse at see, at man ikke havde taget feil af mig. Hertil kom, at jeg, under dette Ophold, levede sammen med en Kreds af høitbegavede, unge Landsmænd, hvem jeg Alle forud kjendte, saaledes Læssøe, (der siden faldt ved Idsted), Orla Lehmann, Krieger, Buntzen, Schiern, og een af de daglige kjære Omgangs-Venner fra Hjemmet Th. Collin.
Fra Tydskland, hvor allerede da flere af mine Skrifter vare oversatte og læste, modtog jeg ogsaa her i Paris et glædeligt, opmuntrende Beviis paa Interesse for mig som Digter. En tydsk Familie, der hører til en af de meest dannede og elskværdigste, jeg har lært at kjende, havde med stor Glæde læst mine oversatte Skrifter, og dertil min korte Biographi foran i »nur ein Geiger, de fattede den hjerteligste Interesse for mig, hvem de personlig slet ikke kjendte, skrev mig til, udtalte deres Tak og Glæde over mine Arbeider, og bad mig, som en kjær Gjest, at lægge Hjemreisen over deres By, og der en Tid finde et Hjem, dersom jeg fandt mig vel i det. Der var noget saa inderligt, saa naturligt i dette Brev, det første, jeg paa denne Reise fik, og som i Paris, og strax ved min Ankomst naaede mig, og en mærkelig Modsætning er det til hiint Brev, jeg her modtog 1833, som det første fra mit Fædreland. Hertil var ogsaa hentydet i Brevet, man kjendte Hjemmets første Hilsen til mig dengang ude, og skrev, »dennegang haabe vi, at denne hjertelige og velmeente Skrivelse skal, fra tydsk Grund, bringe mig en glædeligere Hilsen.« Jeg modtog Indbydelsen, og fandt saaledes ved mine Skrifter, i Tydskland, mig ligesom adopteret i et Huus, hvor jeg siden gjerne flyver hen, og hvor jeg veed, at det nu ikke blot er Digteren, men Mennesket, de have faaet kjær.
Hvor mange lignende Beviser har jeg ikke siden ude modtaget! Eet vil jeg fremhæve formedelst dets Eiendommelighed: der lever i Sachsen en rig, veltænkende Familie, Husets Frue læste min Roman: »nur ein Geiger«, og Indtrykket af denne Bog var, at hun lovede, at traf hun paa sin Livs-Vei et fattigt Barn med et stort musikalsk Anlæg, det skulde ikke gaae tilgrunde, som hos den stakkels Spillemand. Musikeren Wieck, Clara Schumanns Fader, havde hørt hende sige det, og kort Tid efter bragte han hende, ikke een, men to fattige Drenge, der vare Brødre, han udpegede deres Talenter, og erindrede hende om hendes Løfte, hun talte med sin Mand derom – og holdt sit Ord, begge Drengene kom i hendes Huus, fik en god Opdragelse, sendtes i Musikconservatoriet, den Yngste har spillet for mig, jeg har seet et glad, lykkeligt Ansigt. Jeg troer, at de nu ere i Theatrets Orchester i en af Tydsklands største Stæder. Man kan vel med Ret sige, at det samme vistnok var blevet gjort for disse to Born, og det af samme fortræffelige Dame, uden at min Bog behøvede at have været til, eller blive læst af hende, men det er dog nu skeet, og saaledes et Factum, og altsaa et Led med i Kjæden af hvad der har voldt mig Glæde.
Paa Hjemreisen fra Paris gik jeg nedad Rhinen; jeg vidste, at i en af Byerne der boede Digteren Freiligrath, hvem Kongen af Preussen dengang havde givet en Pension. Det Malende i hans Digte havde levende tiltalt mig, jeg ønskede at tale med ham Ansigt til Ansigt; jeg standsede derfor ved et Par af Rhinbyerne og spurgte efter ham. I St. Goar viste man mig et Huus, hvor man sagde mig, at han boede. Jeg traadte derind, han sad ved sit Arbeidsbord og syntes at blive utilfreds ved at forstyrres af en Fremmed. Jeg sagde ikke mit Navn, sagde kun, at jeg kunde ikke tage forbi St. Goar, uden at have hilset paa Freiligrath. »Det er meget venligt af Dem!« sagde han i en noget kold Tone, spurgte, hvem jeg var, og da jeg svarede: »vi have begge een og samme Ven, Chamisso!« sprang han jublende i Veiret: »Andersen!« raabte han, »det er Dem!« og han fløi mig om Halsen, hans ærlige Øine lyste. »Nu bliver De nogle Dage hos os!« sagde han; jeg fortalte, at jeg kun blev to Timer, idet jeg var i Selskab med Landsmænd, som reiste videre. »De har mange Venner i det Lille St. Goar!« sagde han, »jeg har nylig her for en stor Kreds læst Deres »O. T.«; een af Vennerne maa jeg dog have herhen, og min Kone maa De see! ja, De veed nok ikke, at De har nogen Deel i vort Giftermaal!« og han fortalte nu, hvorledes min Roman »nur ein Geiger« havde bragt dem i Brevvexling, og hvorledes de tilsidst da virkelig vare blevne Mand og Kone. Han kaldte paa hende, nævnede mit Navn, og jeg var som en gammel Ven hos dem; for vi skiltes, tog han frem et Manuskript; »det var bestemt for Dem, før vi saae hinanden!« sagde han, »jeg hørte dengang, De var paa Reise, og jeg vilde have sendt Dem det, men der kom Forhindringer, og Digtet lagdes hen!« nu skrev han deraf paa et Blad:
(Erste Strophe eines unvollendeten Gedichtes an H. C. Andersen, als er am Ende 1840 seine Reise in der Orient antrat.)
St. Goar, 18. Mai 1843. F. Freiligrath.
Du bist gewiss die Storche nachgegangen; Dass Du sie liebst, ich wusst’ es Lange schon. Sic schwirrten auf, sie sind davon geflogen; Auf und davon – dass ist ein luft’ger Ton! Du sahst empor: die weissen Federn wallten; Sic blitzten flockig in der Sonne Strahl; Da stand es fest! »Was lass ich bier mich halten? Fort in den Süden wiederum einmal!«
I Bonn, hvor jeg overnattede, besøgte jeg næste Morgen den gamle Moritz Arndt, der senere blev os Danske »saa gram«; jeg kjendte ham da kun som Digteren til den skjønne kraftige Sang:
»Was ist des Deutschen Vaterland!«
Jeg traf en kraftig, rødmusse Gubbe med sølvhvidt Haar, han talte Svensk med mig, det svenske Sprog havde han lært, da han, som Flygtning for Napoleon, gjestede vort Naboland; der var Ungdom og Raskhed i Gubben; jeg var ham ikke ubekjendt, og det lod til, at det, at jeg var fra et af de skandinaviske Lande, gav ham større Interesse for mig. Under Samtalens Løb blev en Fremmed meldt, Ingen af os hørte ret Navnet; det var en ung, smuk Mand met et solbrændt, kjækt Ansigt, han satte sag stille ned indenfor Døren, og først idet Arndt fulgte mig ud, og Manden reiste sig, udbrød den Gamle fornøiet: Emanuel Geibel! – ja, det var ham, den unge Digter fra Lübech, hvis friske, deilige sange i kort Tid klang gjennem de tydske Lande, og hvem ogsaa Kongen af Preussen havde givet en Slags Pension ligesom Freiligrath; til ham, i St. Goar, vilde just Geibel, og der tilbringe flere Maaneder. Nu kom jeg ikke strax bort, det nye Digterbekjendtskab blev gjort. Geibel var saa smuk, kraftfuld og frisk; saaledes som han der stod, ved Siden af den kjernesunde Digtergubbe, saae jeg i de To, den unge og gamle lige friske Poesie. Rhinskviin blev hentet fra Kjælderen, den grønne Bokar svømmede deri, det var »Maitrank« og til Mai, til Vaarens Priis, gav den gamle Skjald mig et Vers med paa Veien.
Drum, mein Lenz, sollst Du nicht schweigen, Klinge, Mai, mit Freudenschall! Klingt mit Pfeifen, Flöten, Geigen, Kuckuk. Lerch und Nachtigall! Deutschlands Frühling, er wird kommen! Fur die Wälschen klingt Schassab! Allen Guten, Tapfern, Frommen, Leg’ ich diesen Wunsch auf’s Grab. Mit diesem meinen letzten Vers grabe ich einem frommen, kindlichen, nordischen Mann meine Erinnerung ein. E. M. Arndt aus Rügen. Bonn, den 19. Mai 1843.
»The child of fortune«, har engang en engelsk Forfatter kaldt mig, og taknemlig maa jeg erkjende det meget Glædelige, jeg har modtaget i mit Liv; det Held at mødes med og kjende til de Ædleste og Bedste i min Tid; jeg fortæller dette, som jeg tidligere har fortalt om det Fattige, det Ydmygende, det Trykkende, jeg har prøvet; denne Meddelen om Glæde og Hæder have Nogle kaldt hos mig Hovmod, Forfængelighed, hvor aldeles urigtig er det at 1ægge det hen under disse Benævnelser.
Det er udefra, at al den omtalte Erkjendelse og Hæder er bragt mig, man vil maaskee spørge herhjemme, om jeg da aldrig blev angreben i Udlandet? Og jeg maa svare »Nei!« egentligt Angreb havde jeg dengang endnu aldrig truffet paa, man havde herhjemme Intet viist mig, og saa maa der vist endnu Intet have været, et eneste undtagen, vel givet i Tydskland, men født i Danmark, netop født, medens jeg dennegang var i Paris. En Tydsker, Hr. Boas, bereiste da Skandinavien og skrev en Bog derom, han gav i den en Slags Udsigt over dansk Literatur og lod samme ogsaa aftrykke i »Grenzboten«, deri er jeg som Digter og Menneske bleven, syntes det mig, temmelig haardt medtagen. Flere danske Forfattere, f. Ex. Christian Winther, havde ogsaa Ret til at beklage sig. Af Smaalivets Snik-Snak i Kjøbenhavn havde Hr. Boas øst; hans Bog vakte Opmærksomhed her, men Ingen vilde gjælde for at have været hans Meddeler; ja, Digteren H. P. Holst, med hvem man af hans Bog seer, at han har reist i Sverrig, og som i Kjøbenhavn modtog ham, gav i denne Anledning i »Fædrelandet« den Erklæring, at han ikke havde nogen Forbindelse med Hr. Boas. Denne unge Mand skal her i Kjøbenhavn, er der sagt mig, have sluttet sig til nogle af de unge Mennesker, som dengang hørte til en bestemt Clique, og hvad de i muntert Lag snakkede, Løst og Fast, om danske Digtere og deres Skrifter, har Hr. Boas gaaet hjem, skrevet op og fortalt i sin Bog; imidlertid er der dog nogen Sandhed heri, han giver et Udtryk af, om ikke alle, Danskes, saa dog Mængdens Dom over mig dengang, den er noget ukjærlig og haard, ikke blot over mig som Digter, men som Menneske. At det i Udlandet ogsaa var Landsmænd, som først gjorde mig opmærksom paa det, Hr. Boas havde sagt, er jo ganske characteristisk; Tydske, mellem disse Ludwig Tieck, søgte derimod at udviske den ilde Stemming, det Skrevne satte mig i: man forsikkrede, at jeg alt havde et stort Publicum i Tydskland, og at den opfattede god, Mening om mig ikke kunde lide, ved at Hr. Boas nedsatte mig med Attester fra Kjøbenhavn. Jeg har i »das Märchen meines Lebens« udtalt mig herom og der tilføiet, hvad jeg ogsaa her kan gjentage, at jeg er vis paa, var Hr. Boas kommen et Aar senere til Kjøbenhavn, da vilde maaskee hans Dom om mig lydt anderledes. I et Aar vexler meget, just Aaret efter steg min Bølge, da udgav jeg »nye Eventyr«, der bragte en, indtil dette Øieblik, fast og hædrende Mening om mig i mit Fædreland, ja fra den Tid at regne, har jeg Intet særligt at beklage mig over, jeg har efterhaanden faaet og faaer al den Erkjendelse og Gunst, jeg kan fortjene, ja maaskee lidt Mere endda.
Det er mine »Eventyr«, der ubetinget i Danmark sættes øverst af Alt, hvad jeg har leveret. Jeg maa derfor dvæle lidt ved disse Digtninger, der ved deres første Fremtrædelse slet ikke her blev opmuntrende modtaget, men først siden, som sagt, erholdt deres store Erkjendelse.
I »Harzreisen« finder egentlig mit første »Eventyr« under Afdelingen Braunschweig, hvor det fremtræder ironiserende med Dramaet »drei Tage aus dem Leben eines Spielers« i samme Bog sees ligeledes Elementerne til »den lille havfrue«; Beskrivelsen af »Alferne paa Lyneborghede« hører ganske til eventyrdigtningen, Noget, Anmelderen i »Jahrbücher der Gegenwart 1846« alt bemærker og fremhæver.
Kun et Par Maaneder efter at »Improvisatoren« 1835 udkom, fulgte det første Hefte »Eventyr«, der ikke blev stort anseet, ja, som sagt, man beklagede endogsaa, at en Forfatter, der nylig havde gjort endog et Slags Skridt fremad i »Improvisatoren«, strax igjen sank tilbage og kom med Noget saa barnagtigt som disse Eventyr. Her hvor jeg vistnok fortjente Roes, Erkjendelse og Opmuntring, idet min Productivitet brød frem i en ny Retning, fik jeg kun Dadel; Flere af mine Venner, hvis Dom jeg satte Priis paa, raadede mig ogsaa aldeles fra at skrive Eventyr, man sagde almindeligt, at jeg ikke havde Talent derfor, og at det ikke var Noget for vor Tid, Andre meente, at vilde jeg forsøge mig deri, burde jeg studere de franske Eventyr-Mønstre. »Maanedskrift for Litteratur« omtaler aldeles ikke mine Eventyr og har aldrig nogensinde gjort det, Tidsskriftet »Dannora«, for Critik og Anticritik, redigeret og udgivet af Joh. Nik. Høst, var 1836 det eneste, som gav en Anmeldelse, der nu lyder ganske morsom, men dengang naturligviis bedrøvede mig; Anmelderen siger, »at disse Eventyr ville kunne more Børn, men det er saa langt fra, at disse, deri ville kunne finde nogen Opbyggelse, at Anmelderen end ikke tør indestaa for denne Læsnings Uskadelighed. Idetmindste vil vist Ingen paastaae, at Barnets Tact for Sømmelighed skærpes, naar det læser om en Prindsesse, der sovende rider paa en Hunds Ryg hen til en Soldat, som kysser hende, hvorefter hun selv, lysvaagen, fortæller denne smukke Tildragelse »som – en underlig Drøm; o. s. v.« Eventyret »Prindsessen paa Ærten« finder Anmelderen savner Saltet og del forekommer ham, – »ikke blot udelicat, men endog uforsvarligt, forsaavidt Barnet deraf kan indsuge den falske Forestilling, at »saa høi en Dame altid maa være forskrækkelig ømskindet.« Anmelderen slutter med det Ønske, at Forfatteren »ikke fremdeles vil spilde sin Tid paa at skrive Eventyr for Børn. Disse paatrængte sig mig imidlertid saa levende, at jeg ikke kunde opgive det. Jeg havde i det først udkomne Hefte ligesom Musæus, men paa min Maade, givet gamle Eventyr, hvilke jeg havde hørt som Barn; den Tone, hvori de endnu klang for mig, var mig den naturligste, men jeg vidste nok, at den lærde Critik vilde dadle dette Sprog; for altsaa at stille Læseren paa et Standpunkt, kaldte jeg dem »Eventyr, fortalte for Børn, uagtet min Mening var, at de skulde være baade for Børn og Ældre; det første Hefte sluttedes med eet originalt: »lille Lises Blomster«, dette havde man mindst at udsætte paa, uagtet det dog er temmelig beslægtet med Hofmann, og har allerede ogsaa sin Rod i »Fodreisen«.
Min Lyst og Trang til at skrive Eventyr tog til, jeg kunde ikke lade del være; det lille Glimt Venlighed, Enkelte viste ovennævnte selvopfundne Eventyr, fik mig til at forsøge mine Kræfter i saaledes at digte flere; Aaret efter udkom et nyt lille Hefte og snart et tredie, hvori endnu var del største af de opfundne, nemlig »den lille Havfrue«. Ved dette Eventyr især blev Opmærksomheden vakt, denne tiltog ved de følgende Hefter, hver Juletid udkom eet, og snart hørte det næsten til, at paa et Juletræ maatte mine Eventyr ikke savnes. Hr. Phister og Jomfru Jørgensen gjorde endogsaa Forsøg paa at fortælle enkelte af Eventyrene fra Theatret, det var noget Nyt og en Afvexling for de til Overmættelse hørte Declamationsnumere. Det tog sig ud, og blev især i den seneste Tid særdeles vel optaget, derimod ikke strax. En af Tydsklands betydeligste Æsthetikere talte engang med mig om disse Fortællinger fra Scenen og skattede det høit, idet han derhos tilføiede, at det danske Publicum maatte være et meget dannet, smagfuldt Publicum, som saaledes kunde nyde Kjernen uden al Glimmer-Skal, jeg kunde have svaret, men gjorde del ikke: det er neppe Eventyrene, man der giver Bifald, men den høitskattede, Kunstner eller Kunstnerinde, der fortæller dem.
For at stille Læserne paa deres rette Sted havde jeg, som sagt, betitlet de første Hefter: »Eventyr, fortalte for Børn«, jeg havde sat mine Smaafortællinger paa Papiret ganske i det Sprog, med de Udtryk, i hvilke jeg selv mundtlig havde, fortalt dem, for de Smaa og var kommen til den Erkjendelse, at de meest forskjellige Aldere gik ind herpaa; Børnene morede sig meest ved, hvad jeg vil kalde Staffagen, den Ældre interesserede sig derimod ved den dybere Idee. Eventyrene bleve en Læsning for Børn og Voxne, hvilket jeg troer, i vor Tid, er Opgaven for Den, der vil skrive Eventyr. De begyndte at finde aabne Døre og aabne Hjerter; og nu udslettede jeg: »fortalte for Børn« og lod følge tre Hefter »nye Eventyr«, hvilke jeg alle selv havde opfundet, og som bleve optagne herhjemme med al Erkjendelse, jeg kunde ikke ønske en større, og følte ordenlig Angest derved, en Frygt for, ikke at kunne ved hvert nyt Hefte hævde en saa opmuntrende Dom. Det var »Fædrelandet«, der først af alle danske Blade og Skrifter gav mig en hædrende, erkjendende Anmeldelse, da første Hefte af nye Eventyr med »den grimme Ælling«, »Nattergalen« etc. udkom, det var »Fædrelandet«, som senere omtalte Udlandets store Velvillie for disse mine Digtninger; saaledes meddeelte det 1846 – donske Blad, »The Atheneum«, der er bekjendt for Upartiskheden af sine Critiker over engelske Skrifter, anmeldes oversættelsen af Andersens Eventyr paa følgende Maade: Skjønt det vel vilde synes en Grille, kunne vi dog nok forsvare den Paastand, at den meest passende Form for en Anmelde af dette Værk vilde være en Alfemelodi, saadan som Weber digtede for Havfruerne i hans Oberon, eller som Liszt improviserende kan hviske i en mild, begeistret Stemning. E almindelig Cheapside-Anmeldelse er for fiirkantet, for skarp for »ugracieus, til at indbyde fiintfølende Læsere til Blader der ere saa fulde af Fortryllelse, som disse. Kan Verden blive gammel, kan Digteren (som Nogle klage over) være udartet til et Maaneskinsvæsen, der spilder sin Tid med at rode i »Forfædrenes Grave efter deres skjulte Rigdomme, naar Skatte, der ere saa udsøgte som disse, endnu fra Tid til anden komme »frem for Dagens Lys.« c. s. v.
Hvilken Modsætning, mellem den første Dom hjemme og den første Dom ude! Det var den aandfulde P. L. Moller, som her i Danmark varmt og levende udtalte sig om Eventyrene, ja var saa godt som den Eneste, der paa den Tid vovede paa Tryk at udtale sig rosende over mig som Digter; i dansk Pantheon, hvortil han skrev de fleste Biographier, stillede han mig høit og hæderlig; men hans Dom i det Hele, og over mig, var ikke dengang stort respecteret, man var ham imod, da han i mange Anskuelser slet ikke fulgte Øjeblikkets Strømning; imidlertid, det var en offentlig Stemme for og ikke imod, om mine »Eventyr« taltes godt hjemme og ude, og derved efterhaanden vandt jeg Kraft til at modstaae de Krænkelser, der kunde komme, jeg havde faaet fast Fod. Der strømmede et vederqvægende Solskin ind i mit Hjerte; jeg følte Mod og Glæde, opfyldtes af en levende Trang efter endnu mere at udvikle mig i denne Retning, trænge ind i Eventyrets Natur, end mere at lægge Mærke til den rige Kilde i Naturen, jeg havde at øse af, og man vil vist, følger man den Orden, hvori mine Eventyr ere skrevne, føie en Fremadskriden, see en mere klar fremtrædende Ides, en større Maadehold i at benytte Midlerne, og om jeg tør sige det, mere Sundhed og Natur-Friskhed.
Som naar man Skridt for Skridt hugger sig en Vei opad en steil Klippe, havde jeg i Hjemmet fra en Side hugget mig fremad, og saae mig nu indrømmet og erkjendt en bestemt, sikker Plads i mit Fædrelands Literatur. Denne Erkjendelse og Mildhed hjemme udrettede mere hos mig end al haard skaanselløs Critik. Inden i mig selv blev det klar Dag, der kom en Ro, en Erkjendelse af, at Alt, selv det Bittre i Livet, havde været nødvendigt for mig til min Uddannelse og Lykke.
Eventyrene gik over i de fleste europæiske Sprog, flere Udgaver og Oplag paa Tydsk, ligesom ogsaa paa Engelsk og Fransk, fulgte og ere vedblevne indtil den sidste Tid; Oversættelser ere udkomne ogsaa paa Svensk, Flamsk, Hollandsk o. s. v. og det har saaledes viist sig, at jeg ved at gaae den mig af vor Herre viste Vei, er gaaet rigtigere end ad den Critiken anviste mig, »at studere franske Mønstre«; havde jeg fulgt disse, var jeg neppe bleven oversat paa Fransk og som Tilfældet er, i en af de franske Udgaver, stillet sammen med Lafontaine og mine Eventyr med hans »fables immortelles«; » – nouveau Lafontaine, il fait parler les bêtel avec esprit, il s’associe à leurs peines, à leurs plaisirs, semble devenir leur confident, leur interprète, et sait leur créer un langage si naïf, si piquant et si naturel qu’il ne semble que la reproduction fidèle de ce qu’il a veritablernent entendu»; Heller ikke vilde jeg have opnaaet, i det mindste i een Retning, at øve nogen Indflydelse paa mit Fædrelands Literatur, hvilket jeg haaber at have gjort; Udlandet selv tillægger mine Digtninger et saadant Værd for dets Literatur, jeg sigter her fornemlig til den dygtige Critiker Julian Schmidts: »Geschichte der deutschen Nationalliteratur, Leipzig 1853,« hvor han omtaler dette og særlig fremhæver »Eventyrene« og »Billedbog uden Billeder«. Ved den nyere Tids Stræben efter – siger han – at gjengive den reelle Verden i bestemte og tiltrækkende Omrids, var det naturligt, at Poesien kastede sig i den phantastiske Verden, for i den at finde en Natur, man kunde have Glæde af, og fordybede sig i Detaillen, i Det, der var Smaat i Naturen og Menneskene.
»Diese Freude am Detail, dieses sinnige und geistvolle Auge für das Kleinleben der Natur und der Seele ist es, was Andersen eine berechtigte und werthvolle Stellung in der Entwickelung der neueren Literatur giebt. In der Regel finden Dichter deren Virtuosität in’s »Kleine geht, bei einer fremden Nation schwer Eingang, weil in ihrem Detail eine Menge von Beziehungen vorkommen müssen, die dem Fremden nicht verständlich sind. Andersen aber hat in Deutschland so viel Wohlwollen gefunden dass er hier fast ebenso zu Hause ist, wie in seinem Vaterland Seine Poesie kam gerade zur rechten Zeit für Deutschland um zu zeigen, dass man noch Freude an den Gegenständen haben könne. Seine Märchen sind mit Recht in alle Kreise des Volks eingedrungen. Ihre humoristisch – phantastische Färbung ist ganz frei von aller Geziertheit, und nur sehr selten wird der Dichter sentimental, die Einfälle sind überall ebenso zierlich als überraschend; seine zahlreichen, bunt ausgeführsten »haben ebensowenig von dem bittern Ernst des wirklichen Lebens, all von dem farblosen Idealismus eines aus Modejournalen copirten Märchenbildes. Allerliebst ist es, wie Dichter mit dem Pantheismus einer gemüthvollen Kinderseele die ganze Welt humanisirt, von der Sonne und den Planeten bis herab zu einem Pantoffel und einer schmutzigen Gaslaterne. Es ist nicht die bequeme Manier, einem beliebigen, belebten oder unbelebten Gegenstand, Worte in den Mund zu legen und wohl oder übel einen Dialog zwischen vernunftlosen Wesen hervorzuspinnen; wir werden ernstlich in die Seele der Tische Stühle, Violinen, Elfen, Kobolde versetzt, wir fühlen des Dichters psychologischen Blick bis in die alte abgebrochene Stopfnadel hinein; wir empfinden lebhaft, wenn dieser Kater, dieser Contrabass, dieses Immergrün Gedanken hätte, so müssten sie »so, und nicht anders denken. Selbst dem, alten Peter Schlemihl und seinem verloren gegangenen Schatten weiss Andersen eine neue humoristische Seite abzugewinnen. Andersen ist eine ächte Dichternatur, welche die verkehrte Welt der Romantik mit Anmuth und Grazie zu einem harmonischen Bilde umschafft.« o. s. v.
Fra 1834 til 1852 fulgte »Eventyr« i forskjellige Hefter og flere Oplag, da udkom de samlede i en illustreret Udgave, den senere nye Række er fremtraadt under Benævnelsen »Historier«, et Navn, der ikke vilkaarligt er valgt, men herom, ligesom om »Historier og »Eventyr«, senere endnu nogle Ord.
Forfatteren til »Neapel und die Neapolitaner«, Dr. C. A. Mayer har, allerede 1846, i en temmelig omfangsrig Anmeldelse i »Jahrbücher der Gegenwart«, September og October Heftet, under Overskrift: »Andersen und seine Werke,« med stor Interesse udtalt sig om mine Eventyr; denne Afhandling, der i alle Tilfælde er hædrende for dansk Literatur, synes ikke bemærket eller kjendt herhjemme, den slutter med at stille mine Eventyr-Digtninger paa deres Plads i den tydske Literatur.
»Das Märchen Andersens in seiner vollsten Entfaltung füllt »die Kluft zwischen den Kunstmärchen der Romantiker und den »Volksmärchen, wie es die Brüder Grimm aufgezeichnet haben! «
Den Plads, Anmelderen her saaledes indrømmer mine Eventyr, er saa stor, saa hædrende, at jeg kunde ønske, at den i Tiden maatte hævde sig som sand, dog det tør jeg troe, man vil altid indrømme, at der, hvor han peger hen, stæbte jeg efter.