H.C. Andersen: “Mit Livs Eventyr” Kapitel 6

H.C. Andersen: “Mit Livs Eventyr” Kapitel 6

Hans Christian Andersen biography »The Fairy Tale of my Life« 1855

  Kapitel: 0  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12  13  14  15!  16

Netop på samme tid, men fjorten år efter at jeg som en fattig dreng kom til København skulle jeg træde ind i Italien, landet for min længsel og lykke. Jeg gik gennem Rhonedalen over Simplon og hvilken naturstorhed rund omkring ! Vores overlæssede vogn med sit forspand af heste tog sig ud som en flue på en mægtig kæmpeblok. Vi ligesom krøb hen ad klippevejen, der ved Napoleons bud her er sprængt gennem jordens rygrad. Gletscherne, glasgrønne skinnede lige over os: Det blev mere og mere koldt og hyrdedrengene kom og svøbte i kohuder, og i værtshuset var der ordentligt fyret op i kakkelovnen. Det var streng vinter udenfor, men få timer efter rullede vognen nede under kastanietræerne, hvis lange og grønne blade glinsede i det varme solskin.

Domo d’Osola’s torv og gader frembød billedet af Italien med sit folkeliv paa gaden. Lago Maggiore lyste mellem de sortblå bjerge. Dejlige øer lå som buketter på vandet, men himlen var ikke klar. Den havde et gråt som i Danmark. Først om aftenen var det viftet bort og og luften skinnede gennemsigtig og klar. Den syntes tre gange så høj som hjemme. Druerne hang i guirlander langs vejen, som var det til en fest. Aldrig har jeg set Italien skønnere. Milanos Domkirke var det første underværk Italien viste mig. Jeg så dette marmorfjeld, som kunsten har hulet og formet i buer, tårne og billedstøtter løfte sig i det klare måneskin. Jeg jeg så deroppe fra Alperækken med sine gletschere og hele det frodige grønne Lombarderland. Porta sempione, som i folkemunde førte Napoleons navn, stod da endnu under arbejde. La Scala gav operaer og balletter. Alt blev besøgt og set, men Milanos Dom var dog hjertestedet. Der, under kirkemusikken og i andagtens stilhed var opløftende at være.

Med to landsmænd forlod jeg den herlige by, vi lod veturinen styre gennem Longobarder-landet, der lå fladt som hjemmets grønne øer, men også frodigt og herligt som det. De rige majsmarker, de smukke hængepile var noget nyt. Bjergene, som vi skulle over, syntes derimod små efter at vi havde set Alperne; endelig lå foran os Genua og havet. Det havde jeg ikke havde set, siden jeg forlod Danmark.

Den kærlighed, som bjergboeren har til sine bjerge have vi danskere unægtelig til havet. Fra min balkon så jeg ud over denne nye og dog gamle kendte, mørkeblå flade. Om Aftenen skulle teatret besøges, det lå i Hovedgaden, den eneste store, Genua har, det måtte jo, som en stor offentlig bygning være let at finde, men det var ikke tilfældet. Det ene palads prægtigere end det andet lå her side om side. Endelig viste en mægtig marmor-apollo, skinnende hvid som sne frit i den blå Luft, at det var stedet. Der blev givet en ny opera, og for første gang, det var Donnizettis “L’elisir D’amore”, efter denne fulgte en komisk ballet “il flauto magico”. Ved fløjtens lyd kom alt til at danse, selv til sidst det høje råd, ja alle de gamle billeder på væggen i Rådstuesalen. En ide, jeg senere har indlagt i eventyrkomedien Ole Lukøje.

En skriftlig tilladelse fra admiralitetet åbnede for os Arsenalet, hvor galejslaverne, dengang i 600 tallet, levede og arbejdede. Vi beså de indre fængsler, sovesalen med store brikse langs med væggene, jernbøjler i kæder hang her, hvortil fangerne lænkedes, når de om aftnen skulle til hvile, selv i sygeværelser lå enkelte i jern. Tre døende med gulbrune ansigter, brustne øjne gjorde et rystende indtryk på mig, man har kunnet se det, thi en af forbryderne herinde betragtede mig med et ondt blik. Jeg forstod ham, jeg var jo dog kun kommet af nysgerrighed, for at se deres lidelser, og han brød ud i en fæl latter, idet han rejste sig i sengen og ret djævelsk fæstede sine onde øjne på mig. Her lå ganske betynget af lænker, en blind olding med sølvhvidt hår. Nede i gården var forskellige arbejdsstuer. Flere af galejslaverne var måske for hele livet smedet sammen to og to. Jeg så en af fangerne, der vel var klædt ganske som de andre i hvide bukser og rød trøje, men stoffet deri var særdeles fint. Han var ung og uden lænker, man sagde os, at det var en mand der fra byen, som havde ført et stort hus, men stjålet uhyre summer og bedraget staden, nu var han dømt til to år på galejerne. Vel arbejdede han ikke, gik heller ikke om dagen med jern, men om natten blev han lukket inde med de andre, og som de lænket til briksen. Fra sin kone fik han jævnligt sendt store summer, han levede rigt og overdådigt herinde, men hvad var det mod dette, altid at være imellem disse forbrydere og om natten lænkes i deres kreds og høre deres hån og ondskab ?

Den første dagsrejse fra Genua langs søen syd på, er en af de smukkeste, man kan gøre. Genua selv løfter sig på bjergene frem mellem blågrønne olieskove. Appelsiner og pomeranser hang i haverne, græsgrønne skinnende citroner tydede på forår, nu nordboen stundede til vinter. Det ene smukke motiv til et billede fulgte efter det andet. Alt var mig nyt og blev mig uforglemmeligt. Jeg ser endnu de gamle broer omvoksede med vedbend. Kapucinere kom på vejen og en skare af genuesiske fiskere med deres røde huer på hovedet. Den hele kyststrækning med sine smukke villaer og havet med hvide sejlere og rygende dampskibe skinnede klart. Senere øjnedes derude blånende bjerge, det var Korsika, Napoleons Vugge. Ved et gammelt tårn sad under et mægtigt træ tre gamle koner med langt sølvhvidt hår over de gulbrune Skuldre og spandt på håndtenen. Uhyre Aloer voksede tæt ved vejen.

Min tankedvælen her ved Italiens natur, idet jeg fortæller et levnedsløb, vil måske bebrejdes mig, ja man vil måske med ret frygte for, at af mange følgende rejser må disse blade udskeje i beskrivelser, men det vil vise sig i den følgende tid var det menneskene, jeg kom i samvirken med, der afspejlede sig dybest. Derimod ved dette mit første besøg i Italien var det ene og alene naturen og kunsten der blev det overvældende, det egentligt oplevede i denne periode og derfor kan dette livs afsnit ikke andet end forårsage en længere dvælen ved indtrykkene udefra. Jeg ligesom svælgede i denne naturypplghed, som landet her frembød! Hvilken feeagtig skønhedsaften i Sestri di Levante. Værtshuset ligger tæt ved havet, der rullede i store dønninger, himlen strålede med ildrøde skyer, bjergene vekslede i stærke farver, træerne selv dannede her ligesom store frugtkurve, overfyldte med mægtige, tunge druer, som vinranken løftede derop, og pludseligt her forandrede sig scenen, idet vi kom ind i bjergene. Alt blev tørt, hæsligt, og det en lang strækning. Det var, som om da Fantasien dannede Italien til en stor, dejlig have, netop på dette strøg havde henkastet al havens ukrudt og affald.

De enkelte træer stod bladløse, her var ikke klippeland og ikke muldjord, nej grums og grus og stenbrokker, og atter, som ved et trylleslag, lå alt i hesperisk dejlighed, det var Spezia bugten, som vi så foran os. Dejlige blå bjerge omsluttede den frodigste,skønneste Dal, den syntes et fyldt overflødighedshorn. Vinen hang tung og saftig om de bladfulde træer oranger og oliven slyngede sig frem imellem dem. Rankerne hang fra træ til træ, så tunge, så frodige, og sorte blankhudede grise uden børster sprang som lystige kid og fik æselet til at slå bag ud skønt kapucineren red det og bar sin kolossale, græsgrønne paraply.

Netop på Hertugen af Modenas fødselsdag kom vi til Carrara. Husene var pyntede med guirlander og soldaterne bar myrtegrene i deres chacoer, og kanonskudene dundrede. Men det var marmorbruddene vi ville besøge, de ligge udenfor Byen. En lille klar flod tæt ved vejen løb hen over de skinnende snehvide marmorbrokker.

Det var et stort stenbrud med hvidt og gråt marmor, som der findes krystaller i. Det syntes mig et fortryllet bjerg, hvori oldtids guder og gudinder sad bundne i stenblokkene og ventede nu på en mægtig magiker, en Thorvaldsen eller Canova, der kunne løse dem og give dem atter tilbage til verden. Uagtet alt det nye og al den dejlighed i naturen var jeg og mit selskab dog som oftest Nicolaisk stemt mod Italien.

Rejsemåden her var så forskellig fra hvad vi før kendte, den evige prellen i værtshusene, den idelige spørgen om pas, i få dage blev disse eftersete og beskrevne over en halv snes gange, vor veturin kendte ikke til vejen, vi forfejlede den, og i stedet for ved dag at nå Pisa kom vi først her i den sorte nat. Efter lang visitation og plage kørte vi ind i de mørke, lygteløse gader. Vor eneste belysning var et stort, brændende lys, vor kusk havde købt sig ved byens port, og som han nu holdt foran sig, endelig nåede vi målet Albergo del Ussaro. “Den ene dag ligge vi som Jeppe på en mødding, den anden dag på baronens slot!” skrev jeg hjem, her var det baronens slot. Vi trængte til hvile, ret til et dolce farniente, før vi drog ud for at se Stadens mærkværdigheder, kirken, Dåben, Campo-Santo og Det skæve Tårn.  Det er Campo-Santo, teatermaleren sædvanlig giver os i dekorationer til klosterhallen i “Robert le diable”. I buegangen står monumenter og basreliefs, et af disse er af Thorvaldsen, det forestiller Tobiæ helbredelse, og kunstneren har her i portrætlighed givet sig selv som den unge Tobias.

Det skæve Tårn var just ikke indbydende at bestige, dog gik vi derop. Det er en cylinder med kolonner udenom, og øverst oppe er slet intet rækværk. Den side, der vender ud mod havet, virker søvinden opløsende på, så jernet smuldrer, stenene taber deres fasthed og det hele er skident gult.

Jeg så herfra ud over en flad egn til Livorno. Nu er derhen kun en kort flugt på jernbanen, en sådan var der ikke dengang, det gik med Veturin, og udbyttet der syntes os ikke rejsen værd, vor fører vidste intet og viste os intet, uden hvad vi kunne undvære at vide. “Der,” sagde han “bor en tyrkisk købmand”, men i dag er boden lukket! der er en kirke med et smukt Maleri, men det er taget bort.

Den mand, der gik forbi, er en af de rigeste i byen. Dette var noget af det interessanteste han meddelte os, så førte han os til synagogen, “den smukkeste og rigeste i Europa” den gjorde det modsatte af et religiøst indtryk på os, den lignede indeni aldeles en børs, og det mig uvante, at de alle her gik med hatten på, at de talte højt i munden på hinanden, var mig uhyggeligt. Skidne jødebørn stod op på stolene, nogle rabbiner grinede fra en slags prædikestol og morede sig over et par gamle hebræer. Oppe ved tabernaklet puffede og skød den ene til den anden, der var en trængsel og bestormelse. Her var ikke tanke til andagt og kunne ikke være det. Oven over os alle, på et stort galleri, sad bag et tæt gitter, som kvinderne næsten skjulte.

Det skønne i Livorno, det var en solnedgang, som ildflammer oplyste skyerne, havet skinnede, bjergene skinnede, det var rammen om den skidne Stad. Indfatningen der gav italiensk pragt – dog snart udfoldede denne sig i sin kunstherlighed, vi nåede Firenze (Florence)

Jeg havde ikke tidligere haft øje eller sans for skulpturer, så godt som intet heraf havde jeg set hjemme, og i Paris var jeg som de fleste gået stirrende forbi. Intet maleri havde endnu ret fyldt og grebet mig, det var i Florents ved besøgene i de herlige gallerier, i kirkerne mellem monumenter og herligheder, at med et’ min kunstsans ligesom blev vakt. Jeg stod foran “den medicæiske Venus”, der var, som marmorøjet havde sekraft. Jeg følte mig forunderlig andægtigt betaget, og jeg kunne ikke rive mig løs:

Af Havets Skum, så hvid og let, Skøn, som en Gud kun tænker det, Hun evig ung sig hæver; Slægt jorder Slægt på Verdens Ø, Men Kærlighed kan aldrig døde, Gudinden evig lever!

Dagligt besøgte jeg gallerierne, og her var det altid “den medicæiske Venus” og “Niobegruppen”, der længst holdt mig. Der er en sandhed, en uendelig skønhed i denne store gruppe og just ved dens enkelte fritstående statuer, som man går ind imellem, er man ligesom midt på skuepladsen selv. Den forstenede moder udbreder sit gevandt over den sidste endnu levende datter, man ser på arnets hoved, at pilen kommer, og på håndens stilling, at pilen må ramme.

Hvilken skat af herlige billeder lod ikke her en ny åndens verden rulle op for mig. Jeg så Raphaels “Madonna della Seggiola” og “Madonna del Granduca”, den ene herlighed åbenbarede sig efter den anden.Tidligere havde jeg vel ved kobberstik og gipsafstøbninger lært at kende en del af hvad jeg her fandt, men jeg havde intet stort indtryk modtaget. Intet deraf var åndeligt gået over i min sjæl og jeg følte mig derfor som et nyt menneske.

De betydeligste kirker blev besøgte og oftest Santa Croce med sine mægtige marmormonumenter. Skulptur, malerkunst og arkitektur personificerede om Michel Angelos kiste. Dantes lig gemmes i Ravenna, men Santa Croce har hans monument. Italia peger på digterens kolossale statue, mens poesien græder over hans sarkofag. Fra Canovas hånd står her et monument for Alfieri maske, lyre og laurbærkrans pranger her. Italia græder over graven og mindre storartet er graven over Galilei og Macchiavel ( Machiavelli), men stedet selv lige helligt.

En dag gik vi tre landsmænd for at søge en fjerde, kobberstikkeren Sonne, og alt var i kvarteret, hvor han skulle bo talte vi højt med hverandre, da kom der en mand i skjorteærmer og med skødeskind, han spurgte os på dansk: “Mine herrer, hvem søge De efter?” Det var en københavnsk klejnsmed, som havde nedsat sig her og giftet sig med en fransk pige og nu været ni år borte fra Danmark. Vi fik hans historie og fortalte ham igen om hjemmet. I det rige Florents gik han og længtes efter “Møntergaden”.

Afrejsen kom, vi ville over Terni for at se vandfaldet der og da til Rom. Det var en hel lidelsesrejse, om dagen brændende sol og om aftenen og natten giftige fluer og myg. Desuden havde vi en mindre heldig veturin og alle plager som knytte sig dertil. De beundrings fraser om Italiens dejlighed og herlighed, som rundt om i Værtshusene var skrevet på ruder og vægge, fandt vi at være som Travestie. Mindst tænkte jeg da, med hvilken kærlighed mit hjerte siden skulle slutte sig til dette skønhedens og mindernes land.

Alt i Florents, idet vi var steget ind i den i øvrigt gode karret, veturinen bragte, begyndte vores kvaler. Ved vogndøren stillede sig en skikkelse, der så ud som Job, da han skrabede sig med potteskår, vi rystede med hovedet, idet han rørte ved vogndøren, han gik om på den anden side, der fik han samme mindelse om at fjerne sig, og da han igen kom og igen bortvistes, trådte veturinen frem og sagde os, at det var en fjerde passager, en nobile fra Rom. Det imponerede, og han kom ind, men den skidenhed, der var i krop og klæder ved mennesket, bestemte os ved første holdested til at erklære veturinen, at vi ikke gjorde rejsen med ham til Rom, dersom denne herre skulle sidde inde hos os. Efter megen snakken og gestikulerende så vi nobile krybe op hos kusken. Det blev en skyllende regn og jeg havde ondt af stakkelen, men han var rigtignok ikke til at være i stue med og mindre i karret, så vi lod regnen vaske ham. Vejen var romantisk dejlig, men solen brændte, fluerne omsusede os, vi forsvarede os med myrtegrene, hestene så ud som ådsler, så besatte var de af fluemasser.

Vi overnattede i et rædsomt hul i Levane. Vor nobile så jeg stå op i skorstenen og tørre sig ved ilden, medens han hjalp værtinden med at plukke hønsene, som vi skulle spise. Imidlertid udtale han sin vrede over os kætterske englændere, hvem straffen nok ville komme over, og det gjorde den også allerede samme nat. Vi lod, for at få frisk luft, alle vinduer stå åbne og blev da om natten så aldeles ødelagte på ansigt og hænder af myg og fluer, at vi hovnede og blødte. Min ene hånd fremviste alene syv og halvtredsindstyve stik. Jeg følte smerte og feber derved.

Næste dag gik det over Castiglione gennem frodige dejlige landskaber med olieskove og druer, smukke, halvnøgne børn og gamle matroner med sølvhvidt hår gik og vogtede kulsorte, hudblanke grise. Ved Søen Tracymenes, hvor Hannibal stred, så jeg ved vejen det første fritvoksende laurbærtræ. Vi kom nu ind på det pavelige gebet, og efter at have overstået ved Doganen visitationen af vore pas og kufferter, gik det frem under den dejligste solnedgang. Jeg så en farvepragt, jeg aldrig glemmer, men værtshuset var skrækkeligt. Gulvet sønderbrudt, krøblinger udenfor døren, værtinden, i en skiden bluse, grinende som en fæl heks, spyttede hver gang efter at have bragt en ret mad til os, og gik så ud ad døren.

Jeg har tænkt på dette sted, da jeg i “Lykkens Galocher” gav et billede af, hvor ilde der også kan være i “bella Italia”.

Næste formiddag nåede vi Perugia, byen, hvor Raphael var i lære hos Perugino, vi så billeder af eleven og af mesteren . Så fra højden ud over de udstrakte olieskove det samme smukke landskab, der afspejlede sig i Raphaels øjne, som engang i Kejser Augustus, da Triumfbuen af kvadersten her rejstes for ham og endnu står, som var den fuldendt i går. Mod aften var vi i Foligno, der frembød skuet af en faldefærdig by. Næsten alle huse i hovedgaden var fra genbo til genbo understøttet ved bjælker. Her havde kort forud været jordskælv. Store revner så man i murene enkelte huse lå ganske i grus. Det begyndte at regne og storme. Hyggeligt var det slet ikke i værtshuset og maden selv var ikke engang spiselig for os, som led af sult.

“Kennst Du das Land!”

Sang en ung tysker parodierende, mens vind og regn ruskede på de skrøbelige vinduer. Nu kommer nok et jordstød til tænkte vi så falder da den hele herlighed, men den faldt ikke og vi sov godt – og næste eftermiddag var vi ved Terni foran det herlige vandfald (Cascata delle Marmore) mellem laurbær og rosmarin, højt over udstrakte olieskove i al Italiens dejlighed. En lille flod styrter sig fra fjeldet. Det er det hele, men det er så uendeligt dejligt at se, vandstøvet stod som en damp højt op i luften. Solen belyste alt med stærke, røde stråler og sank. Det blev pludselig mørkt. Fuldkommen nat var det, da jeg kom igennem den sorte olieskov, som jeg, skilt fra mit selskab, lagde tilbage med en ung, livlig amerikaner, der imens fortalte om Niagara, om Cooper og de store stepper.

Den følgende dag var regnfuld og vejen slet. Omgivelserne frembød intet nyt. Vi følte kun træthed og besværlighed. Det smudsige Nepi bød os et skident hotel. Kun aftenvandringen her, hvor tilfældet førte mig udenfor byen til nogle ruiner, hvor et vandfald bruste ned i en afgrund, frembød en smuk erindring om, der er vokset ind i romanen “Improvisatoren”. Jeg har ladet Antonio her sidste gang se Fulvias ansigtstræk.

Endelig kom dagen, da vi skulle nå Rom. Vi rullede af sted i regn og rusk, kom forbi det af Horats besungne “Monte Soracte” og ind på Roms Campagne, men ingen af os følte dens skønhed eller grebes ved bjergenes farver og dejlige bølgelinier.

Vi tænkte kun på målet, på hvilen der, og jeg bekender, at da vi ved La Storta stod på den høj, hvor de som kommer nordfra første gang øjner Rom, hvor pilgrimme knæler i andagt. Mangen rejsebeskrivelser fortæller os sin henrykkelse og opløftelse af skuet, var jeg også glad, men mit udråb tydede slet ikke på en digter ved første gang at øjne Rom og Peterskirken råbte jeg højt: “Gud ske Lov! nu kan vi snart få noget at spise”.

Rom!

Det var den 18. oktober 1833, midt på dagen jeg kom til Rom, den by af alle byer i verden, hvor jeg snart følte mig som født og hjemme. Jeg kom betids netop den dag til en af de sjældnere begivenheder, Raphaels anden begravelse.

På Accademia di San Luca gemte man i mange år et dødningehoved, der udgaves og fremvistes som hans, men da der i de sidste år var vakt tvivl om dets ægthed, gav paven, Gregor den Sekstende tilladelse til, at graven i Pantheon, eller som dette sted nu som kirke nævnes: Santa Maria della Rotonda, måtte åbnes , man fandt den døde hel og holdende. Nu skulle liget igen bisættes. Da gravstedet blev åbnet og benene taget frem, havde maleren Camuccini fået eneret til at male det hele billede.

Horace Vernet, som da levede på det franske akademi i Rom, vidste intet herom, tog sin blyant og gjorde en skitse. Det pavelige politi, som var tilstede, forbød ham det, forundret så han på dem, og sagde ganske roligt

“men efter hukommelsen tør man dog hjemme gøre sig en erindring derom”. Det kunne man intet sige til, og nu fra Kl. 12 om middagen til kl. 6 om aftenen malede han sig et smukt lignende oliemaleri og lod derpå gøre en plade til at give det i aftryk, men denne blev straks af politiet lagt under beslag, hvorover Horace Vernet har skrevet et heftigt brev og forlangte, at man inden fire og tyve timer skulle levere ham pladen tilbage, da kunsten ikke som salt og tobak kunne lægges under monopol. Han erholdt den også, men han brød den itu og sendte stykkerne af den med et i en bestemt tone ildfuldt skrevet brev til Hr. Camuccini, og sagde, at han heri ville vise ham, at det ikke var hans hensigt at benytte sig af den til hans skade. Camuccini lod pladen sætte sammen igen og sendte den med et højst venligt brev tilbage til Horaca Vernet, idet han erklærede, at han opgav ganske at udgive sin tegning. Nu fik enhver lov til at tegne graven, det vrimler derfor med afbildninger.

Vore landsmænd skaffede os billetter til festen, og vor første indtræden i Rom blev således at tage del i Raphaels jordefærd. På en sortklædt forhøjning stod den mahognikiste, bedækket med et gyldent klæde. Præsterne sang et Miserere, kisten åbnedes, og de oplæste efterretninger blev nedlagte der. Et usynligt kor klang gribende smukt, idet processionen satte sig i bevægelse kirken rundt. Alle de betydeligste kunstnere og fornemme fulgte og her så jeg i Rom første gang igen Thorvaldsen, der som de andre i processionen skred

langsomt frem med sin vokskerte. Det højtidelige indtryk forstyrredes imidlertid hos mig ved det jordiske uskønne, da man for at få kisten ind i den smalle åbning måtte løfte den således på spids, at de i orden lagte ben og knogler atter faldt sammen. Man hørte hvorledes de ramlede.

Jeg var altså nu i Rom, og følte mig så vel der. Af alle landsmænd tog hjerteligst og med mest ungdommelig glæde medaillieur Christensen mod mig. Vi havde før ikke personligt kendt hinanden, men gennem mine lyriske digte var jeg bleven ham kær og han førte mig straks til Thorvaldsen, der boede på sit gamle sted i Via Felice. Han sad just og arbejdede på sit basrelief “Raphael”. Denne siddende på ruiner, hvor der i basrelief ses gratierne og harmonien. Han tegner efter naturen, kærligheden holder tavlen for ham, medens den tillige rækker ham valmuen, en billedlig hentydning på kunstnerens tidlige død. Genien med faklen ser vemodig på ham, og sejren holder sin krans over hans hoved. Thorvaldsen udtalte så levende og livlig sin ide’, fortalte om gårsdagens fest, og om Raphael, Camuccini og Vernet. En mængde herlige billeder, købte af nulevende mestre, og som han ville efter sin død skænke Danmark, måtte jeg se. Den jævne ligefremhed, det milde hjertelige hos den store kunstner greb mig, der var forunderlig blød, så at jeg næsten i tårer forlod ham, uagtet vi nu hver dag, som han sagde, skulle ses.

Af andre landsmænd, der smukt og inderligt straks sluttede sig til mig, var Ludvig Bødtcher, af hvem vi have flere smukke digtninger med italiensk natur. Han levede som privat mand i Rom for kunst, natur og et åndfuldt dolce farniente, som gammel romer havde han tilbragt mange år her. Han vidste besked om alt interessant og smukt. I ham fandt jeg en fører med ånd og kendskab.

Endnu en sluttede sig lige så varm og trofast til mig, det var maleren Albert Küchler, dengang endnu legemlig og sjælelig ung, og ikke uden humor, altid vidste han at sige et spøgende ord. Da anede jeg ikke hvad nu er sket, at han skulle ende som tiggermunk i et lille kloster i Schlesien. Han, den spøgende, hjertensgode og som jeg da syntes, åndelig friske ungersvend, der malede de skønne italienske billeder der med altid lidt erotisk skælmeri ved. Da jeg, flere år efter en anden gang kom til Rom var ungdomssindet borte og kun enkelte gange slog lunet lidt op. I 1841, da jeg tredje gang så Rom, var han blevet katolik og malede kun altertavler og fromme billeder.

Nu som vi ved, blev han for et par år siden indviet af Pio none til tiggermunk, og drog således barfodet gennem Tyskland op til et fattigt kloster i de preussiske stater, ikke længere maleren Albert Küchler, men franciskaneren Pietro di sante Pio. Gud give ham her den fred og lykke, han vistnok, misforstående den alkærlige Gud, på en forvildet vej søger og vil finde.

Han var i vort første mødes uger og måneder den oplivende, kærlige ven. Jeg husker ham helst fra disse første tider, der dog, uagtet jeg var i Rom, stedet for mine ønskers mål, også bragte mig tunge og hårde timer, men før vi oprulle disse, ligger endnu et par smukke dage, med bjergluftning i den dejligste natur.

Det var endnu som på den smukkeste sommertid hjemme, og uagtet Rom var ny for mig, med al sin herlighed måtte dog det dejlige vejr benyttes.

En tur ud i bjergene blev bestemt, Küchler, Blunck, Fearnley og Bødtcher, der var som hjemme der, førte os an. Deres kendskab til det italienske folk og landets skik og brug gjorde det ikke blot såre billigt, men jeg fik alt så grundigt, så klart, jeg blev ligesom åndigt elimatiseret her, og der nedlagdes hos mig de fleste spirer til skildringer af den italienske natur og folkelivet, dem jeg siden har givet i “Improvisatoren”. Om en sådan bog var der endnu ikke tanke hos mig, ikke engang tanke om at levere rejseskildringer. Denne uges vandretid var ubetinget min lykkeligste, min mest ublandede nydende tid i dette dejlige land. Over Campagnen, forbi oldtidsgrave, maleriske vandledninger, grupper af hyrder og deres hjorde, gik det til Albanerbjergene, hvis blå og dejlige bølgelinier syntes så nær i den gennemsigtige luft.

I Frascati, hvor vi tog frokost, så jeg første gang et rigtigt folkeligt “Osterie”, opfyldt af bønder og gejstlige. Høns og kyllinger løb om på gulvet, Ilden brændte herinde på skorstenen og lige ind til den trak de pjaltede unger vore æsler, som vi satte os op på, og som nu gik i trav og i stadighed, som det selv behagede dem, altid ind i bjergene forbi ruiner af Ciceros Villa hen til det gamle Tusculum, der nu kun frembød brolagte gader men ingen huse kun murstykker mellem laurbær og kastanier. Vi besøgte Monte Porzio, hvor der fra en dyb brønd var sådan resonans, som gemtes der i tonernes væld, det tonedyb, Rossini leende og jublende øste fra, og hvor Bellini lod sine tårer falde, og kun vemodige melodier klang ud over verden. Om aftenen var vi igen i Frascati og månen lyste strålende over de fløjlssorte cypresser om Borgen Cenci, hvor Beatrice levede og forsvarede sig mod sin dyriske fader. Mellem “Samlede Digte”, under overskriften Italien, findes et digt derfra “Beatrice Cenci”. I Frascati var der fyrværkeri, raketterne steg over de mørke træer, og byen genlød af jubel.

Tidlig næste morgen gik vi til fods op ad bjergene, Campagnen lå under os, vi øjnede Middelhavet, snart nåede vi Grotta Ferrata, til hvis kloster Domenichino flygtede for et mords skyld, og her af taknemlighed malede og gav Klosteret fire ypperlige billeder. Vejen, vi gik, førte tæt forbi et mægtigt træ, der med sin store krone hvælvede sig til et kapel, den øverste del af det var tilklippet i form af et kors med en krans omkring, de nedre større grene dannede en mægtig kuppel, inde i den hule stamme var ophængt et skab, bag hvis glasrude man så Madonnas billede. Den hele vandring var som igennem en rig, overfyldt have, og altid vekslede udsigten og billederne. Vi gik over Ariccia til Genzano, blomsterfestens By, og først om aftenen nåede vi Nemi, hvor de store plataner og cacter groede hen ad bjergskrænten, der engang var krater og nu er et blomstrende gærde om den klare og dybe Nemi sø. Hvor dejligt at dvæle her, ånde Italiens luft, høre fortælle om festen her og folkelivet. Hver vandredag var et dejligt natureventyr. En morgen i grånende vejr red vi på æsler langs skrænten af Albanersøen og kom der forbi en stor malerisk hule. Dens vægge var bedækkede med et tæppe af det dejligste grønne, de fine friske venushår, en bregneart af uendelig finhed og skønhed, dannede ligesom et hængende draperi inde i hulen selv et eget feagtigt lysskær faldt herind, det turde ikke males, om end maleren kunne det. Den, som ikke så det i virkelighed ville ikke tro på dets sandhed. Vort mål var den dag klostret på Monte Cavo, her var ganske efterårsagtigt koldt. Klosterhaven var indhegnet med prægtige laurbær, som strækker sig over grunden, hvor Jupiter Stators tempel stod, og hvor endnu enkelte mægtige stenblokke findes. En stor udstrakt sky skjulte under os det meste af Campagnen og Rom, men pludselig løftede skyen sig og foran os lå Rom, Campagnen og bjergene.

Vi så tæt under os AIbaner- og Nemisøen stråle så klare blå, som to dejlige pigeøjne. Hvilke aftener, hvilke drømmende skønne vandringer under spøg og sang i disse bjerglande, i denne friske frodighed. Flere scener af folkelivet, som der nu blive sjældnere, blev ligesom af tilfældet forundt os. Vi så den komplete guldgalonerede Dulcamara selv på sine medicamentvogne, med maskerade udstafferet tjenerskab, holde sin markskrigertale. Vi mødte røvere lænkede til den af okser trukne vogn og omgivne af gendarmer. Vi så begravelse, med liget ubedækket på båren, hvor aftenrøden skinnede på de hvide kinder, og drengene løb med kræmmerhuse, i hvilke de opsamlede vokset, der dryppede fra munkenes kærter. Klokkerne klang, sangen lød, karlene spillede Morra, og pigerne dansede saltarello til tambourinens klang.

Så festlig, så smuk så jeg aldrig siden Italien, det var Pignellis billeder lyslevende. Jeg så disse blade i natur og virkelighed. Vi vendte igen tilbage til Rom, til kirkernes storhed, de herlige gallerier og alle kunstskattene, men den vedvarende dejlige sommertid, skønt vi var i november, kaldte os igen til bjergene, og denne gang var det til Tivoli.

Morgenstunden begyndte dog at ånde efterårskulde over Campagnen. Bønderne tændte blus, som de varmede sig ved. Vi mødte ridende landsbyfolk i store sorte fåreskinds pelse, som var det i hottentotternes Land, men da solen kom højt, strålede den varm. Alt var grønt og friskt om Tivoli. Byen, ovenover styrtende vande, mellem olivenskovene, der prangede med buketter af cypresser og rødt vinløv. De store vandfald styrtede sig som hvide skymasser ned i det grønne. Det blev en varm dag og vi kunne alle have lyst og trang til at tage styrtebade under fontainen i Villa d’Este.

Her trives Italiens største cypresser, mægtige som de i Orienten. I den mørke aften steg vi ned ved foden af det stejle vandfald. Vore fakler lyste forvirrende i de tætte laurbærhække. Dybden tæt ved, hvor vi hørte det tordnende, styrtende vand, syntes langt dybere, langt nærmere. Nogle knipper halm blev på et signal antændt over os, og belyste det gamle Sibylletempel, der i den bævende flamme trådte frem med sin søjlerække.

Vi vendte atter igen tilbage til Rom, hvor endnu folkelivet rørte og viste sig som i Goethes tid, og hvor kunstnerne sluttede sig så beslægtede, så smukt sammen, som jeg ikke siden har set det. Skandinaver og tyskere dannede én Kreds, franskmændene, der havde deres eget akademi under forsæde af Horace Vernet, dannede et andet hold. Ved middagen i Osteriet “Lepre” havde hvert landsmandskab sit eget bord.

Om aftenen kom svenske, norske, danske og tyskere sammen til ét lag, og her traf man endnu størrelser fra en ældre Tid. Her kom de to gamle landskabsmalere Reinhard og Koch, ligesom også Thorvaldsen. Reinhard, der med digterøje havde opfattet Italiens natur, var vokset fast til dette land, det han for stedse havde ombyttet med “Bavaria”. Gammel og dog så ung sad han her med funklende øjne og sølvhvidt hår. Han lo, så det rungede og en fløjs trøje, en rød uldhue på hovedet var det karakteristiske i hans klædning. Thorvaldsen bar en gammel frakke, hvori hang Bajokordenen, den man her erholdt ved at træde ind i forsamlingens “faste stok”. Den indtrædende gav som oftest engang for alle en aften drikkevarer til hele forsamlingen. Det kaldtes at gøre “Ponte molle” og den indtrædende fik Bajokordenen, en kobberskilling, som altid ved lignende lejligheder blev båren i knaphullet. Der var da stor udklædning og dramatiske scener, da den valgte general, dengang en ung tysk kunstner, mødte i al slags militæruniform, med guldpapirsstjerne på brystet. Ledsaget af skarpretteren, som bar en økse og et bundt pile og et tigerskind hang ham ned over ryggen. Dernæst kom mindesangeren, der til guitaren sang tit en ekstemporeret vise om aftenens “Ponte molle”. I tidligere tider havde det været skik, når en landsmand første gang kom til Rom, at modtage ham ude ved Pons Aemilius, der i daglig tale kaldes “Ponte molle” og da i værtshuset derude drikke velkomst.

Nu var dette ført over i knejpelivet, og inde i Rom selv var modtagelsens Fest. Der bankedes på døren, som kommandanten i Don Juan banker. Den forventede gæst kom, og nu begyndte en duet imellem generalen indenfor og solo med kor udenfor. Den fremmede fik derpå lov at træde ind, og var da iført et slags bluse, bar lange lokker og på klinede store papirsnegle, dertil malet og udstafferet på det mest forvildede. De lange hår og negle blev nu skåret bort, den forrevne bluse trukket af, og han blev pudset og pyntet til at træde i kreds med de andre, men først læstes op for ham lovens 10 bud, blandt hvilke var, at “han ikke måtte begære sin næstes vin, og at han skulle elske sin genealog og tjene ham alene. “En stor, hvid fane med en vinflaske på og indskrift “Vive la fogliet te!” Ordspil på Lafayette, vajede over ham. Nu gik processionen, altid med den samme sang om “en rejsemand”, rundt om bordene, og så fulgte sange i alle nationers sprog, en lystig “Snitzelbank”, der begyndte med “Monte Cavo” og “Kleiner Bravo”, blev given. Stundom fulgte en og anden aftalt lystig spas, som den, at en af bønderne ude fra gaden kom ridende på sit æsel midt ind i stuen, til stor forstyrrelse for det hele eller at de virkelige gendarmer efter aftale brød ind og lod som de ville arrestere en eller anden hædersmand, hvorved der blev forvirring og lystige grupper, der endte med, at soldaterne også fik deres fogliette.

Julen var vor smukkeste fest. Jeg har i “En Digters Bazar” omtalt samme, men så festlig, så frisk og lys som 1833 var den næppe nogensinde siden. Vi måtte ikke på denne hellige aften juble og gøre løjer inde i staden, men vel udenfor, og vi fik dertil i Villa Borghese’s Have et stort hus tæt ved Amphitheatret. Blomsterhandler Jensen, Medailleur Christensen og jeg var derude fra den tidlige morgen, og i varmt solskin gik vi i skjorteærmer og bandt kranse og guirlander. Et stort orangetræ med frugterne på var vort juletræ. Den største gevinst, et sølvbæger med indskrift: “Juleaften i Rom 1833″, var jeg den heldige, der vandt.

Min kære lille Gudsøn Hans Henrik Koch! I dag fylder du dit første Aar og derfor skal Du have af mig en Hilsen Erindring, et Sølvbæger, som jeg for mange Aar siden 1833, da jeg første Gang var i Rom vandt Juleaften paa Skandinavernes Juletræ; jeg fik den høiste Vinding der var at faae og nu skal du faae den, drikke af Bægeret og endnu om mange Aar tænke paa din Ven og Gudfader H.C. Andersen

Hver af gæsterne gav en foræring, og det var en betingelse, at vælge et eller andet morsomt eller ved indpakning og devise se at gøre det dertil. Jeg havde fra Paris et par grelle, gule flipper, der kun var at bruge til en karnevals-spas. Disse ville jeg anvende, men det tog en vending, som man vil se, der kunne have endt aftenen med strid og vrede. Det faldt mig ikke ind, at der kunne være anden mening, end den, at Thorvaldsen her var den betydeligste, og at jeg altså nok kunne give ham, frem for nogen, kransen. Flipperne, der bar misundelsens farve, kom altså med i spøg. Jeg vidste ikke, hvad vi kun kan læse i Thieles “Thorvaldsens Levnet”, at der mellem Bystrøm og Thorvaldsen engang havde været en strid om deres gensidige dygtighed. Bystrøm mente, at Thorvaldsen overgik ham i basreliefs, men ikke i grupper. Da blev Thorvaldsen heftig og udbrød: “Du må binde mig mine hænder, og jeg skal med mine tænder bide marmoret bedre, end du kan hugge!”

Ved vor julefest var både Thorvaldsen og Bystrøm tilstede: Jeg havde for min store landsmand bundet en krans og skrevet et lille vers med den. Foræringen gjaldt ham, men ved siden lå de gule flipper, og dem skulle den have, der tilfældigvis ved lodtrækning fik pakken. Loddet ville, at den tilfaldt Bystrøm, og indholdet af verset til den vindende var: “Du kan beholde misundelsens gule flipper, kransen skal du række Thorvaldsen”. Øjeblikkelig kom alt i bevægelse over denne mangel på takt eller dårlige vittighed, men snart, da man indså, at det jo ganske tilfældigt var faldt i Bystrøms hænder, og man hørte, det kom fra mig, hvem man ikke tiltroede nogen bråd, jævnede sig alt, og det gode lune kom igen.

Jeg havde skrevet en sang og den var min egentlige første skandinaviske vise. I Rom var julen en naturlig skandinavisk fest, men skandinaviske sympatier var der ikke spor af. Til overskrift havde jeg sat: “Skandinavernes Julesang i Rom 1833″ den var skreven til melodien: “Ung Adelsteen paa Thinge stod.”

“Skandinavernes Julesang i Rom 1833″ Sødt dufter Juletræets Blad, Det stod igaar i Laurbærlunden ! Lad os, som Barnet, være glad, Vi er jo Alle Børn i Grunden, Den ene Forskel kun jeg seer, Een ved lidt mindre, Een lidt meer.

Husk, hvor det hjemme dog var smukt! Ved Juletid, da vi var mindre, Vi stod ved Døren, der var lukt, Saae gennem Sprækken Lyset tindre. Tidt Nabobørnene var med – Her finder nu det samme Sted.

Dansk, Svensk og Norsk, et Kløverblad, Med Sundhedskraften, Troskabsflammen, De Brødre tre, der skiltes ad, I Roma knyttes atter sammen! Ét Sprog, ét Hjem os Himlen gav, Og Broder er hver Skandinav!

Ei Drot og Hjem vor Sjæl forlod, Hvad Hjertet elsker, må det prise, Held Danmarks Fred’rik Eiegod, Held Sverrigs Carl Johan den Vise, Den Skål gensidig tømmes må, Thi Brødre her hos Brødre staae!

Så sælsomt skifter Livet om, Så mangt et dejligt Billed svinder, Dog denne Julefest i Rom Vil staae blandt vore skønne Minder, Thi grib og nyd med Barnets Sjæl Vor lykkelige Juleqvæl!

Sangen var sunget, der blev en pause og enhver ville have sin konges skål først udbragt. Endelig blev de forenede udbragte. Jeg havde af en naturlig takt, uden tanke om politik, vidst valgt det rette, men jeg fik over bordet bebrejdelse for “de mange konger”, og siden lød det til mig fra København, at højtstående folk havde fundet det underligt, at jeg, der rejste for danske penge, besang den svenske konge. Det forekom mig, at det ville have været højst upassende, om ikke i en kreds af danske, svenske og norske, begge konger, ligesom de tre folk her, også stilledes sammen. Vi var nabobørn fra Norden, og hver af gæsterne var tillige vært. Men min mening var, som sagt, dengang ikke alle de andres. Det har siden rigtigt og smukt forandret sig, men jeg fik mine skænd fordi jeg kom for tidlig, og dog i rette tid, på rette sted. Da jeg med Thorvaldsen og nogle af selskabet ved midnat forlod festen, og vi bankede på Roms Port, var det for mig som i “Ulysses von lthacia”, hvor Chilian banker på Trojas Port. “Chi’e?” spurgte de; “Amici” svarede vi, og nu åbnedes en så lille låge, at vi næsten måtte krybe igennem den. Det var et dejligt vejr, som en sommernat i Norden. “Det er anderledes end hjemme” sagde Thorvaldsen, “Kappen bliver mig ordentlig for tung”.

Fra Hjemmet modtog jeg sjældent breve, og de, der kom, på et par undtagelser nær, var altid opdragende, smålige, ubetænksomt skrevne. De måtte bedrøve mig, og virkningen af disse var altid så stærk på mig, at de af landsmændene jeg her i Rom holdt af og holdt af mig til, altid udbrød: “Har De nu igen fået brev hjemmefra?” Jeg ville ikke læse de breve, og jeg ville kaste sådanne venner fra mig, der kun pine og plage. Jeg trængte jo til at opdrages, og man opdrog mig, men hårdt, ukærligt. Man tænkte ikke over, hvor tungt det døde ord kan fra det skrevne lægge sig på hjertet. Når fjender slå med svøber, slå venner med skorpioner.

Om “Agnete” havde jeg endnu intet hørt. Den første udtalelse om den var fra en “god Ven”. Hans dom over digtet giver os et billede af den Andersen, jeg dengang var. “Du ved din, jeg kunne næsten sige unaturlige, følsomhed og barnlighed er meget forskellig fra mig – jeg må sige Dig, at jeg havde ventet noget andet her – en anden ånd, andre ideer og billeder, allermindst en karakter som Henning, kort sagt: Agnete synes mig aldeles lig dine digte (NB. de bedste af dine digte) , skønt jeg havde håbet i et og andet at se spor af en åndelig forandring hos dig, som en virkning af rejsen og herom har jeg talt med .. og han er enig med mig, og da han, som både er din ven op på en måde mentor, har skrevet dig en del til desangående, skal Du blive fri for råd og påmindelser fra min side. Kære ven, jag de pengebekymringer og hjemlige tanker på døren, og drag den fulde nytte af din rejse. Lidt mere mandighed og kraft, lidt mindre barnlighed, overspændthed og sentimentalitet, lidt mere studeren og trængen til bunds og jeg skal gratulere Andersens venner til hans hjemkomst og Danmark til sin digter”

Det var fra et menneske, jeg holdt af og en af dem, som var mine sande venner. Yngre i år, men i lykkelige forhold og af dygtighed, en af dem, som mildest ville udtale sin mening, da jeg jo var “så følsom, så barnlig”. Forunderlig, at han og andre fornuftige folk kunne tænke at se en stor forandring hos mig i “Agnete”, indvirket af rejsen, der, som tidligere er sagt, bestod i at sejle med dampskib til Kiel, gå med diligence til Paris og senere til Schweiz, og derfra alt i den fjerde måned at hjemsende digtet. Rejsens resultat kunne ikke vise sig før efter år og dag, og da bragte jeg “Improvisatoren”.

Men dybere rystede mig, hvad en anden af vennerne, en af dem, jeg mest kunne stole på, skrev:  “Jeg har ikke håb om, at der ved denne subskription vil tilfalde Dem nogen ordentlig fordel. De ved ikke, Andersen, således som jeg og de andre, der mene Dem det godt og holde oprigtigt af Dem, hvorledes folk,.. ja næsten alle ..det er forskrækkelig med hvor få undtagelser.. hvorledes folk ytre sig: “Har han nu igen smurt noget sammen?”.. “jeg er for længe siden ked af ham”.. “det er altid det samme, han skriver”.. kort sagt, det er utroligt, hvor få venner Deres musa nu har. Hvad er grunden dertil , De skriver for meget! Når det ene arbejde er under trykken, er De halv færdig med manuskriptet til det andet. Ved denne rasende, denne beklagelige produktivitet nedsætter De Deres arbejder i den grad, at ingen boghandler til sidst vil have dem for intet.

Tænker De nu ikke.. efter Deres brev til…… igen at skrive en Rejse”… (det var “Improvisatoren”, der begyndtes i Rom)…”hvem, tror De, vil købe en bog i flere bind, som handler om Deres rejse, en rejse, som tusinde have gjort, og to tusinde øjne have vel ikke forbigået så meget, at De kan fortælle to bind nyt og interessant. Det er dog i grunden en umådelig egoisme af Dem at tiltro folk den interesse for Dem. Skylden må være Deres egen. Thi publikum, idet mindste recensenterne have sandelig ikke givet Dem anledning dertil, dersom jeg kender Dem ret, Andersen, så vil De ganske rolig og med selvtilfredshed svare mig: “Ja! men når folk nu får min “Agnete” at læse, så vil de nok forandre Deres tanker, så vil de se, hvorledes min rejse har virket til det bedre, gjort mig modnere o. s. v.” Dette er omtrent indholdet af Deres sidste brev. Men De tager fejl, Andersen, De tager sørgelig fejl. »Agnete« er så aldeles den gamle Andersens, såvel i de smukt barnlige steder, som i hvad vi kende fra hans tidligere arbejder. Jeg har tit været grædefærdig over de mange bekendte, jeg traf i “Agnete” og som jeg ikke ønskede at træffe, som oftest kvalte min gråd af ærgelse. Når De har læst dette, siger De, at jeg er urimelig o. s. v. Jeg vil derfor meddele Dem følgende: En mand, som har megen interesse for Dem, og som De har megen agtelse for, hvis dom De stoler meget på betroede jeg mine sorger med hensyn til korrekturen, og anmodede ham om tilligemed mig at gennemse manuskriptet til foreløbig gennemlæsning, og erholdt følgende svar fra ham: “Jeg havde haft i sinde at tilbringe denne aften med Andersens “Agnete”, men kan ikke døje det! Det piner mig at læse et så mådeligt produet af ham, og jeg beder Dem om pardon. Thi det er mig ikke muligt ved gennemlæsningen at tænke på at rette småfejl, hvor det, jeg endnu har læst, kun yderst sjældent frembyder et enkelt lyspunkt. Er talen om at gavne vor fraværende ven, så er der intet andet at gøre, end at holde det hele tilbage. Det vil efter min mening være et sandt venskabsstykke mod ham. Ulykken er, at Oehlenschläger engang har sendt mesterværker hjem fra Paris. Derfor er formodentlig dette over hals og hoved smurt sammen. Jeg sender Dem manuskriptet tilbage og vasker mine hænder. Gør De ligeså. Det ville måske angres os engang i tiden at have stået fadder til det barn” …Deraf vil De for det første se, at det foran førte ikke er min mening alene. De vil desværre tidsnok få at se, at det er næsten alles. For Guds skyld, for Deres digteræres skyld, lad være at skrive i nogen tid, i det mindste i et halvt år. Tilbring den ene halvdel af Deres rejse med at studere og more Dem, og den anden halvdel med det samme. Derved mener jeg ikke, at De skal studere historie eller Millots verdenshistorie, som De skriver, at De gør. De svarer mig, at De må skrive, for at leve, for at have penge. Velan, det indrømmer jeg, hvor tungt det end er, men er der nogen tid, at De kan undvære at skrive, da er det dog vistnok i de to rimeligvis eneste år, at De har en understøttelse af 600 Rdl. skønt jeg vel indser, at De kun med nød kan komme ud af det med disse!”

Nu meldes om, at jeg ikke kan vente nogen yderligere understøttelse af fonden og heller ikke håbe at erholde det såkaldte “Lassenske Legat”, og brevets Slutning lyder: “Hermed ende ubehagelighederne. I næste brev, De får fra mig, skal jeg beflitte mig på en venligere og roligere tone. Thi i dette har jeg været lidt arrig. Derfor vil jeg ikke meddele Dem noget vidtløftigt om en recension af Deres “Samlede Digte”, som for nylig har stået i månedsskriftet, hvor De i sammenligning med Hertz, Hansen, Holst, Christian Winther og “Kjærlighed ved Hoffet”, bliver noget nedrigt behandlet. Den er vel af Molbech; den er foruden, som sædvanlig, arrig, tillige vittig på hans maner. Men i sandhed, De taber ikke ved at kritiseres på den måde!

…Kritikken var af Molbech.

Man vil forstå, hvilken smerte dette brev vakte hos mig. Nu, mange år efter, hvor alt er klaret, og jeg selv rolig seer på det og det hele forstår jeg så godt den inderlige deltagelse for mig. Man ser, hvorledes selv den, der helst holdt på mig, blev betaget af den almindelige hån og forkastelse, hele “Hjemmet” kastede på mig. Jeg blev så overvældet af dette brev, at jeg i fortvivlelse nær havde glemt min Gud, opgivet ham og menneskene. Jeg tænkte på døden, som en kristen ikke bør gøre det. Men, spørger man måske, var der ikke en eneste, som alt dengang sagde et venligere, mere opmuntrende ord om “Agnete”, den digtning, der var sprungen ud af mit hjerte og ikke, som man skrev over hals og hoved smurt sammen”.

Jo, een, og det var Fru Læssøe. Kun et par ord fra hende vil jeg anføre: ..”Jeg tilstår, “Agnete” har vel ikke gjort stor lykke, men at den skulle nedrive sådan, som De har hørt, det er vist kun ondskab, der kan sige det. Der er store skønheder, men jeg tror, det var fejl at behandle dette stof.  Jeg tror også, jeg mente det, før De begyndte. “Agnete” er en sommerfugl for os danske, som vel må ses på, men ikke røres ved. De har behandlet hende selv så luftig, men De har givet hende tunge omgivelser og gjort hendes kreds for lille til at flagre bort i.”

Rystet i sjæl og sind af sorg ved hjemmets dom over mig, samt forkastelsen af hele min virken, kom efterretningen om min gamle moders død. Collin meldte mig det, og mit første udbrud var: “Gud, jeg takker Dig! nu har hun ende på sin nød, som jeg ikke kunne lindre!” Jeg græd, men kunne dog ikke ret vænne mig til den tanke, nu ikke at eje en eneste i verden, der efter blodet og naturen måtte elske mig. Dette nye indtryk gav mig tårer. Jeg kom ret til at græde ud, og havde en fornemmelse af, at hende var sket det bedste. Jeg ville jo aldrig kunne komme til at gøre hendes sidste dage sorgfrie og lyse. Hun var død under en glad tro om min lykke, og at jeg var noget….

Fru Læssøe skrev derom:

“Det må have været hårdt, blandt fremmede at få en sådan sørgelig efterretning om Deres moders død…Med Guds hjælp er hun nu et bedre sted, et sted, hvor hjertets ret får sin fortjente plads, og da vil hun sikkert, såvidt jeg kendte til hende, kommer til at stå om ikke højt, ( det er et fælt jordisk udtryk) så dog godt og sikkert, det fortjente hendes kærlighed. Fred med hendes støv. Men at “her ingen er, der mere holder af Dem”, er ikke sandt, jeg må holde moderligt af Dem. Jeg kan ikke andet end regne Dem blandt sønnerne, det må De tåle”. Hvor velsignede jeg ikke disse trøstende, kærlige ord, hvor holdt de mig ikke oppe i min uendelig bitre liden. Også landsmændene var alle så hjertelige, så deltagende, dog mest med hensyn til, at min moder var død og det forstod de bedst.

Mellem de senest indtrufne var digteren Henrik Hertz,

min strenge angriber i “Giengangerbreve”. Collin havde skrevet mig til, at Hertz kom, og at det ville glæde ham at høre, at vi venligt mødtes. Jeg sad i Cafe Greco, da Hertz første dag trådte ind, han rakte mig venligt hånden. Jeg havde stor glæde af at omgås ham, og snart, da han så min sorg, hørte og forstod, hvad jeg led, talte han trøstende og beroligende. Han talte til mig om mine arbejder, om sine anskuelser, berørte “Gjengangerbreve” og -forunderlig nok – bad mig ikke lægge ubillig kritik på hjertet, mente, at det romantiske gebet, hvori jeg bevægede mig, forledede mig til udskejelser, syntes derimod, at mine skildringer af naturen, hvor mit gemyt ejendommeligt åbenbarede sig, var meget gode og havde tiltalt ham mest. I øvrigt mente han, at det måtte være mig en trøst, at vist alle sande digtere havde gennemgået den samme kritik, som jeg, men at deres arbejder da ikke var blevet kendte, og at jeg efter denne skærsild ville komme til sandhedens erkendelse i kunstens rige!

Med Thorvaldsen havde Hertz et par dage forud, hjemme hos mig selv, hørt “Agnete”, og da ytrede han, at ved at høre den læse kunne han ikke ret samle den hele digtning, men fandt de lyriske steder vellykkede, og troede, at hvad man hjemme kaldte fejl her i formen, bestod i, at romancen tabte ved at behandles dramatisk. Således havde Oehlenschläger slået “Aage og Else” ihjel i sin “blege ridder”. Vel kunne jeg indvende, at “Axel og Valborg” dog var en smuk tragedie, men denne gik også, ved sin uhyre længde, udenfor romancernes gebet. Thorvaldsen udtalte sig ikke meget her, men med alvorligt klogt ansigt sad han og hørte opmærksomt til, medens jeg læste. Mødte mit øje hans, da nikkede han venligt og glad. Han trykkede min hånd, roste harmonien, musikken i det enkelte og hele “og så er det så dansk”, sagde han. Det er fra skoven og søen derhjemme.

Her i Rom var det således, at jeg først lærte at kende Thorvaldsen. Da jeg som dreng 1819 kom til København, var Thorvaldsen just der. Det var hans første hjemkomst efter den tid, hvor han som fattig kunstner drog bort. Vi mødte hinanden på gaden. Jeg vidste, at det var en for kunsten betydelig mand. Jeg betragtede ham, hilste, og han gik forbi, men vendte pludselig om, kom hen til mig og sagde: “Hvor har jeg set Dem før? Jeg synes, at vi to skulle kende hinanden” og jeg svarede da: “Nej, vi kender slet ikke hinanden”.

Jeg fortalte ham nu her i Rom denne historie, og han smilede, trykkede min hånd og sagde: “Ja, jeg har måttet kunne mærke det på mig dengang, at vi skulle blive venner”. Hvad der i hans dom over “Agnete” glædede mig, var hans ytring “det er fra skoven og søen derhjemme”. Da han en dag mærkede, hvor bedrøvet jeg var, tog han mig om halsen, kyssede mig og bad mig samle mod, og da jeg fortalte om det smædedigt, der sendtes mig i Paris, da dommen, der lød til mig i breve, bed han heftigt tænderne sammen og sagde i øjeblikkelig vrede: “Ja, ja, jeg kender dem hjemme, mig var det ikke gået bedre, om jeg var bleven der. Jeg havde måske ikke engang fået lov til at sætte en modelfigur. Gud ske Lov, at jeg ikke trænger til dem, gør man det, da ved de at pine og plage” og han bad mig have mod. Det ville og måtte blive godt, og da fortalte han mig skyggesiden af sit liv og sin ungdom, hvorledes han var bleven krænket og dømt hjemme i Danmark.

Karnevalet begyndte i sin hele herlighed, i tre år havde det ikke været så folkeligt og frit. Denne gang var atter festen med lysene: “Moccoli” blevet tilladt. Jeg så det i glans og pragt som jeg i “Improvisatoren” har gengivet det, men selv nød jeg det ikke. Mit humør var ødelagt, mit ungdomssind ligesom skyllet hen ved de tunge søer hjemmefra. Under karnevalsjubel og glæde ligger min stemning udtalt i nedskrevne digt.

Du er i Rom, i Verdens gamle Stad, Hvor Oldtids Skatte, Oldtids Guder bygge, Du drikker Sydens Luft i Laurens Skygge ; O, vær dog glad! —– Husk, denne Tid gjenkommer aldrig mere. Dog smerteknust jeg mod mit Norden seer, Et Brev fra Vennerne! – kom dog et Brev! – Men intet Ondt, ret modent Ondt, som dræber, Er sendt og samlet end fra Vennelæber, Man ellers skrev!

Her er så smukt – o skræm ej Drømmen bort, Forund mig den – den er jo dog så kort! Jeg vandrer snart jo til mit Fødested, Og om ej mine Fjender jeg forsoner, De sikkert dog vil lægge Svøben ned, Thi Vennerne – de slaae med skorpioner!

Efter Karnevalet gik rejsen fra Rom til Neapel. Hertz og jeg rejste sammen. Hans omgang havde været mig til lære, og jeg turde tro i ham nu at have en mildere dommer, end han var det før. Over Albanerbjergene og sumpene, i dejligt foraarsvejr, nåede vi Terrazina, hvor orangerne gror, hvor de første palmetræer ses i haverne nær ved vejen. Den indiske figen vælter sin tunge blade hen over fjeldet, der bærer ruinerne af Theodoriks borg, cyclopiske mure, laurbær og myrter blev snart hverdagsskue. Hesperiens åbne have viste sig fra Ciceros Villa i Mola di Gaeta. Jeg gik i den varme luft under de store citron- og pomerantstræer, kastede den gule, skinnende frugt ud i det dejlige blå hav, der strålede og gyngede.

Et helt døgn blev vi her og kom til Neapel, just som Vesuv var i fuld Virksomhed, som lange ildrødder fra røgpinien flød lavaen ned om det mørke bjerg. Med Hertz og et par andre nordboer besøgte jeg eruptionen. Vejen op går igennem vinhaver og udenom ensomme bygninger og snart svandt vegetationen ind i sivagtige vækster. Aftenen var så uendelig smuk, henrivende at se: Mellem lilla Bjerge drømmer, Klædt i Hvidt, Neapels By, Ischia paa Havet svømmer Som en purpurfarvet Sky Sneen mellem Bjergets Kløfter Ligger som en Svaneflok; sort Vesuv sit Hoved løfter Med den røde Flammelok.

Fra Eremithytten gik det til fods op ad bjerget i dyb aske, jeg var i et lyksaligt humør, sang højt en af Weyses melodier og var den første, der nåede øverst op. Månen stod pludselig lige over krateret, hvorfra steg en kulsort røg, gloende stene kastedes i højden og faldt næsten lodret tilbage igen og bjerget rystede under os. Ved hver eruption blev månen skjult af røg, og da var det den mørke nat, så vi måtte stå stille og holde os ved de store lavablokke.

Efterhånden mærkede vi varmen, som kom op under os. Den nye lavastrøm brød hen af bjerget ud mod havet. Derhen ville vi, og for at kunne det måtte vi gå over en nylig størknet lavastrøm og kun den øverste skorpe af den var ved luften hærdet. Fra revnerne der var sprungne i den skinnede den røde ild. Vi trådte, med føreren foran os ud på denne flade, som varmede os igennem støvlesålerne og var skorpen bristet, da var vi sunkne ned i et ilddynd. Lydløse skred vi frem og nåede de henslængte lavablokke, hvor vi traf en mængde fremmede, og med dem så over den frembrydende, nedadvæltende, grødede ildstrøm. Svovldampen var meget stærk. Heden under vore fødder næppe til at udholde og kun få minutter holdt vi ud blive her, men skuet i disse var ligesom brændt os for alle tider ind i tanken. Rundt om så vi ildsvælg, det susede fra krateret som når en mægtig skare fugle flyver op fra en skov. Keglen selv kunde vi ikke bestige, da de gloende stene bestandigt regnede ned over den. Omtrent en time havde vi brugt til den korte, men tunge vandring opad askekedelen til det sted, hvor vi stod. Nedfarten varede næppe ti minutter. Vi fløj af sted og måtte bestandig sætte hælene imod for ikke at styrte på ansigtet, men hellere på ryggen i den bløde Aske. Nedfarten var en lystig falden igennem luften. Det var dejligt stille vejr og lavaen skinnede fra den sorte grund som kolossale stjerner. Det var ved måneskin langt lysere, end det er hjemme i Norden ved middagstid på en grå efterårsdag.

Huse og døre var lukkede i Portici, da vi kom derned, ingen mennesker så vi, ingen vogn var at få og så gik, i det smukke Vejr, hele selskabet til fods hjemad, men i hurtigere march, end at Hertz, der ved bjergstigningen havde stødt sin fod, kunne følge med. Jeg blev da hos ham og vi gik langsomt, og snart var vi to ganske ene. De fladtagede, hvide huse skinnede i det klare måneskin, ikke et menneske mødte eller så vi. Hertz sagde, “at det var ham, som om vi gik i den uddøde stad i tusinde og én nat”. Vi talte om poesi og om mad. Ja vi var så inderlig sultne, og hvert osteria var lukket. Vi måtte holde det ud til vi nåede Neapel. De store bølgelinier brødes i måneskinnet som en blå ild og Vesuv kastede sin ildsøjle, lavaen afspejlede en mørkerød stribe i det rolige hav. Flere Gange stod vi stille i beundring, men altid vendte vor samtale tilbage til at få et godt måltid, det var i den sildige nat bouquetten af den hele herlighed.

Senere besøgtes Pompeji, Herculanum og de græske templer ved Præstum. Der så jeg en fattig, blind pige, hun var i pjalter, men et skønhedsbillede, en levende gjort billedstøtte, næsten barn endnu. Hun heftede nogle blå violer i sit kulsorte hår, det var hendes eneste pynt og hun gjorde et indtryk på mig, som var det en åbenbarelse fra skønhedsverdenen, jeg kunne ikke give hende penge, stod forunderlig ærbødig og beskuede hende, som var det gudinden selv for det tempel, på hvis trin hun sad mellem de vilde figen. I Lara lever erindringen om hende.

Det var som smukke sommerdage i Norden, og vi var i marts måned. Søen lå så indbydende, og jeg med selskab sejlede i åben båd lige fra Salerno til Amalfi og Capri, hvor da den blå grotte, nogle år forud, var blevet opdaget, eller rettere besøgt og var nu målet for alle rejsende her. Heksehullet, som den kaldtes, var blevet feernes underfulde grotte. Jeg er én af de første, der har beskrevet den og åringer er gået siden. Italien og Capri har jeg igen besøgt, men storm og bølgegang har siden altid hindret mig fra at gense atter denne herlighed, dog engang set, glemmes den aldrig. Ischia var den af øerne, som greb mig mindst. Gentagne besøg har ikke kunnet hæve den i rang med Tibers ø, det træskoformede Capri.

Malibran var i Neapel, jeg hørte hende i “Norma”, “Barberen” og “la prova”. Også fra toneverdenen åbenbarede Italien mig et under og jeg græd og lo, følte mig opløftet og reven med. Midt i henrykkelsen, midt i jublen hørte jeg også mod hende hvislede en pibe, en eneste pibe. Lablache trådte op, sang selv “Zampas” parti i operaen “Zampa”, men uforglemmeligst blev han som Figaro, uforglemmelig denne livlighed, denne munterhed.

Den tyvende marts rejste vi igen til Rom, for påskefestens skyld. Bjergene lå med sne, det var med et blevet vinterligt. Vi kom over Caserta, for at se det store kongelige slot med sine pragtsale og billeder fra Murals tid, se amfiteatret ved Capua, med dets hvælvinger under gulvet, de mægtige store åbninger, der havde været brugt til maskineri, så at der kunne stiges op og ned. Alt blev set.

Påskefesten holdt os i Rom. Ved Kuppelbelysningen kom jeg i trængselen fra mit selskab, den store folkemasse rev mig med sig over Engelsbroen, midt på den følte jeg mig en afmagt nær, en gysen gik gennem mig, mine fødder vaklede og kunne ikke bære mig. Mængden trængte på, det sortnede for mine øjne, jeg fornemmede, at jeg måtte blive trådt ned og med sjæls og legemets anstrengelse holdt jeg mig oppe. Det var skrækkelige sekunder, som jeg oplevede mere i min tanke, end festens glans og herlighed.

Jeg nåede imidlertid over broen, og følte mig mere vel. Bluncks atelier lå tæt herved og derfra med Engelsborg lige for, så jeg, som til afsked, det herlige storartede Girandola, der overgik alt andet fyrværkeri, jeg nogensinde havde set. Julifestens ildsole i Paris var ringe mod Roms glimrende ild kaskader. I Osteriet drak landsmændene min skål til afsked og sang rejsevisen. Thorvaldsen trykkede mig i sine arme og sagde, at vi såes igen i Danmark eller – i Rom. Ludvig Bødtcher, vennen, digteren, sang til mig:

Har Sydens Flamme ei Dit Bryst med Sødhed tændt, Saa digt og syng til Straf en Serenade hjemme, Faa Kys om Dagen af en iiskold Recensent Og Vægterfavnetag om Natten for Din Stemme! Min anden April fejrede jeg i Montefiascone, hvor jeg drak est, est, est.

Et italiensk, elskværdigt ægtepar var mit rejseselskab og den unge kone var meget bange for røvere. Egnen gjaldt for at være usikker, da de afbrændte skovstrækninger og med deres sorte stubbe livede just ikke op. Bjergvejene var snævre med sorte, dybe huller og snart blev det en orkan, så voldsom, at vi flere timer måtte holde i et lille værtshus ved Novella. Stormen susede, regnen piskede, hele sceneriet var indrettet til en røverhistorie, men røverne manglede, og historien er, at vi nåede Siena og siden i god behold Firenze, der jo nu var mig en gammel bekendt, med alt hvad den ejede, lige fra metalsvinet til kirker og gallerier.

Digteren Philippo Berti, der har skrevet lystspillet “gli amanti sessagenari “, førte mig til sine venner mellem de betydeligste kunstnere. Billedhuggeren Bartolini havde da netop fuldendt sin “Bacchantinde”, der nu ejes af Hertugen af Devonshire. Udstrakt på sin marmorpude ligger den kraftige kvinde, holdende tamburinen i hånden, en slange snor sig om hendes arm, og fra hovedet hænge efeuranker. Vi besøgte Santarelli, så hans skønne basreliefs med Silens og med Bacchi Triumph. I directeuren for kabinet litteraire, Wieusseux, fandt jeg en mand, der for seksten år siden havde været i Danmark, og der i forfatterinden fru Bruns hus. Han kendte Oehlenschläger og Baggesen, om disse to talte han, om København og livet der. Man føler ret ude, når der tales om hjemmet, at man der er groet fast. Hjertet hænger ved fødelandet. Dog hjemve følte jeg ikke, havde ikke under hele rejsen kendt den, jeg havde en angst for hjemkomstens tid, som om jeg skulle vågne op fra en smuk drøm til en tung virkelighed, til at døje og at lide.

Og hjemad gik det. Foråret fulgte med, det prangede her ved Firenze med laurbærtræer i blomster. Foråret fulgte rundt om, men det turde ikke ånde ret indeni mig. Mod Norden gik det, over bjergene til Bologna. Malibran sang her, Raphaels hellige “Cæcilia” skulle jeg se og da, da igen på flugt over Ferrara til Venedig, havfladernes afblomstrede lotus.

Har man set Genova med sine pragtpaladser, Rom med sine mindesmærker og vandret i det solbelyste leende Napoli, da bliver Venedig et stedbarn, og dog er den by så ejendommelig, så forskellig fra alle andre byer i Italien. Den bør ses, men først og ikke som et trist vale ved udgangen af Italien. Allerede Goethe omtaler det begravelsessyn, den venetianske gondol frembyder, det er en piilsnar, svømmende dødningbåre, kulsort med sorte frynser, sorte kvaster og nedhængende sorte gardiner. Ved Fusina steg vi i en sådan og mellem en eviglang pælerække, mellem dyndet vand og klarere vand kom vi ind i den lydløse stad. Kun Marcuspladsen foran den brogede, orientalsk byggede kirke og det eventyrlige Dogepalads med sine mørke erindringer, fængsler og sukkenes bro, var levende. Grækere og tyrkere sad med deres lange piber og dampede, duer i hundredvis fløj om sejrsstængerne, hvor de mægtige flag vajer. Jeg følte mig som på vraget af det spøgelsesagtige kæmpeskib især ved dagen. Det må være aften, månen skinner, da synes først den hele by at leve op. Paladserne træder mægtigere og mere betydende frem. Adrias dronning, Venezia, ved dagen en død svane på det mudrede vand, får liv og skønhed.

Et skorpionstik i hånden gjorde mig her opholdet legemligt pinefuldt, alle årer helt op ad armen svulmede på mig, jeg var i feber, heldigvis var vejret koldt. Stikket mindre giftigt, og i den sorte, ligbåre udseende gondol forlod jeg uden bedrøvelse Venedig, for at nå en anden gravenes By, der hvor scaligerne hvile, og hvor Romeo og Julies kiste findes: Verona. Min landsmand maleren Bendz, også som jeg født i Odense, hvor jeg i min barndom havde set ham, rejste ung og kraftig hjemme fra Danmark. Hans talent erkendtes der, han ejede en trofast brud, lykkelig fløj han mod Italien, kom over Alperne, kunstens kanan lå foran ham, og pludselig døde han i Vicenza. Jeg søgte hans grav, men ingen kunde give mig besked om den. Hvor levende trængte sig her frem hver erindring om denne bys broder, om jeg tør kalde ham så. Jeg fandt hans lod så lykkelig og jeg kunne ønske mig den. Mit sind blev mere og mere tungt, som jeg kørte op ad Alperne, mod Norden, hjemad. En ung skotlænder Jameson, fra Edinburgh rejste jeg med og han fandt i Tyrols bjerge stor lighed med sit hjemlands højder. Han fik tårer i øjnene derved og følte hjemve. Jeg kendte den ikke, jeg følte kun en tiltagende angst for, idet jeg tænkte mig al den bitre kalk, jeg vistnok gik at tømme, hvor meget tungt jeg skulle og måtte bære. Jeg var dertil forvisset om, at jeg aldrig mere genså disse skønne lande, som jeg nu forlod, og i denne stemning skrev jeg på Alperne:

Jeg saae det Land, hvis Luft har himmelsk Lyst, Hvor under Pinjen Skønheds Børn os møde, Hvor Ilden sprudler frem af Bjergets Bryst, Og Oldtids Byer opstaae fra de Døde.

Der klædt i Marmor høje Guder staae, Der Duft og Toner i hver Luftning vifte, Mens Havet er en Olie, azurblå, Og Bjergene med syvfold Farver skifte.

Der Alt er Maleri ved Maleri, Der klart Guds Skaber-Kjærlighed man skuer, See Bondens Gjerde; Laurbær groer deri, Den høie Cactus, Ranken tung med Druer.

Der blev mit Hjerte Barn, men Tanken Mand, Der lærte jeg Natur og Kunst at kjende. Du Farvernes og Formens skønne Land, Farvel – min smukke Drøm er nu tilende.

Alperne lå bag ved, og den udstrakte bajerske højslette foran mig. Den sidste maj kom jeg til München.

Hos en skikkelig kammager på Karlspladsen fik jeg et værelse. Bekendte havde jeg ingen af, men disse kom snart som af sig selv. På gaden mødte jeg straks min landsmand Birch, gift med den, som forfatterinde og skuespillerinde, bekendte Charlotte Birch-Pfeiffer. Hun var på den tid i Zürich direktrice for det derværende “Stadttheater”, jeg lærte således ikke dengang at kende hende. Birch havde jeg tidligere og ofte set i Sibonis hus. Han kendte mig, og var i høj grad opmærksom og venlig imod mig. Vi mødtes nu oftere, og han var åben og meddelelig.

Filosoffen Schelling levede da i München. Jeg havde intet anbefalelsesbrev og ingen, der kunne føre mig til ham, så gik jeg uden videre til hans hus. Lod mig melde og blev meget venlig modtaget af den gamle mand, der længe underholdt sig med mig om Italien. Jeg talte ikke godt tysk, den ene danisme fulgte på den anden, men just det især interesserede ham, det danske element skinnede igennem, sagde han, det klang ham så fremmed og dog så gammelt beslægtet. Velvilligt indbød han mig i sin familiekreds og indlod sig smukt og hjerteligt med mig. Flere år efter, da jeg havde vundet et navn i Tyskland, mødtes vi i Berlin som gamle Venner. I mit album nedskrev han de ord:

Was sich stets und immer hat begeben, Das allein veraltet nie !

Opholdet i München var lidt efter lidt blevet hjemligt godt, men imod det virkelige hjem København, pegede dagene mere og mere. Jeg søgte ved streng økonomi at drage tiden ud, idet jeg følte angst ved, igen at vokse fast hjemme og bære de rullende søer. Breve sagde mig, hvor aldeles jeg som digter var opgiven og udslettet. “Maanedsskrift for Litteratur” havde givet sit offentlige manifest derpå, skrevet af Molbech. Det var mine “Samlede Digte”, udkomne under min fraværelse, og som tidligere spredte ad havde vundet stort bifald, der nu, ligesom “Aarets tolv Maaneder”, fremlagdes til bevis på min åndelige død.

En rejsende ven bragte mig Månedsskriftet, det var jo godt at jeg selv læste sligt. Der stod deri en anmeldelse om “den nyeste danske Poesi”. Jeg stilledes sammen med de andre unge digtere, nemlig F.J. Hansen, H.P. Holst, Christian Winther og Paludan-Müller, som et ukrudt reves jeg fra disse sunde planter, og kastedes hen.

Ved »Aarets tolv Maaneder« udbryder anmelderen, at det er ham umuligt at fatte, hvad resultat for kunst og poesi, der skulle komme ud af en så formløs og hensigtsløs sammenblanding af umodne elementer. Det er en “rimgrød”, som man snart bliver ked af det. Det er et “nonsens” og det mangler den ordnede fornuft, og at det overgåer al tålmodighed, år ud og ind, at måtte se dette sprogsjaskeri. Der tales om, at jeg har “stået skoleret” i Gjengangerbrevene, og at det ville blive et åndsfortærende arbejde, på denne måde, at gennemgå mine lyriske poesier. Han siger, at jeg har ladet mig skuffe ved det bifald, mine digte have vundet i min omgangskreds og om det, jeg har vovet at benævne “humoristisk”, siger han, “her må tages i en mere physisk Betydning, end den Ordet plejer at have i Æstetik,” og ender så med det råd til mig: “herefter at studere mere, at klakke mindre” etc.

Nu omtales de andre forfattere. Hos F.J. Hansen erkendes dog “en vis Art Vittighed og Lune”, der gives prøver herpå, han “er en Digter, med Spor af et umiskendeligt Talent”. H. P. Holst er mere alvorlig i sin poetiske virken, og viser en, hos den unge begynder i Kunsten, rosværdig bestræbelse for idet mindste at danne og polere den ydre form. Derpå går anmelderen over til en sprogdannet, korrekt og urbanlyrisk muse: Christian Winther , men kommer i sand dithyrambisk flugt ved Paludan-Müller, det er danserinden der omtales.

Molbech gør en lang undskyldning, for at han nu ikke kan være kold nok, og fortæller, at da jeg første gang læste dette digt, virkede det på mig, som om jeg, ved fantasiens magt, blev henført til en himmelegn, hvor sydlige blomsters duft blandede sig med vore bøgelundes friske morgenluftninger, og med den styrkende køling fra de danske strandbredder, og medens jeg følte denne styrkelse udgyde sig over min ånd, hørte jeg bekendte toner, der, fra den pludselige fremtryllede poetiske verden uden om mig, fandt vejen til mit inderste væsen. Det var en klang, som vårens og sommerens sangere blandede deres smeltende triller med klagende naturtoner, som man undertiden hører dem i skovene ved høstvindens susen i afløvede trætoppe. Snart igen lød det som en fjern, dæmpet brusen af havets vrede, når stormen med latter pisker det til at løfte sig i høje bølger o. s. v. o. s. v. !

Her har man en prøve på Molbechs stil og kritik, den søde og den bitre, jeg fik den bitre. Jeg fik den sidste, fik skålen så den strømmede over, og dog havde den samme kritiker, omtrent to, tre år før, skrevet netop om mine “Digte” – at her var “Præg af et eget Digterliv og en ungdommelig Friskhed og at jeg havde Sands for den humoristiske Spøg, og en Evne til at frembringe den, som Ingen vilde kalde almindelig, der ved, hvor sjælden overhovedet den er, og hvor langt sjeldnere den allerede i den tidligere Ungdom ytrer sig!”.

Det var dommen dengang, manden havde glemt den, min omgivelse glemt den. Nedtrådt, udvisket var jeg blandt danske digtere, som en rusten, stumpet kniv gik hvert nedskrevet ord gennem mit sind og gennem sjæl og nerver. Man vil da forstå min angst for hjemkomstens time, at jeg drog den ud, og lod rejselivets afveksling, såvidt det kunne, sprede tankerne fra den fremtid, der snart ville komme. Endnu en måned kunne jeg blive ude. Fra München ville jeg over Salzburg gå til Wien og derfra endelig hjem.

Jeg forlod München. Jeg havde fået plads med en “Hauderer” i vognen var en livlig mand, der skulle til Badet Gastein. Ved Porten kom digteren Saphir og rakte ham hånden, og sagde vittigheder om Thor-Schein und Schein der Thoren. Badegæsten var højst underholdende, snart kom vi på tale om teatret og om den seneste forestilling af “Gøtz von Berlichingen”, hvor Esslair spillede hovedrollen og var flere gange kaldt frem. Mig behagede han Ikke, jeg udtalte det og sagde, at den jeg af dem alle syntes bedst om, var ham, der udførte “Selbitz’s” rolle, nemlig Hr. Wespermann. “Jeg takker for Complimenten” udbrød den fremmede i vognen, det var Wespermann selv, jeg havde ikke kendt ham, og min Glæde over at være sammen med den dygtige kunstner drog ham nærmere til mig og rejsen gjorde os til venner.

Vi nåede den østrigske grænse. Mit pas fra København var fransk, grænsesoldaten så deri, spurgte om mit navn, og jeg svarede: “Hans Christian Andersen” “Det står der ikke i Deres pas, der hedder De Jean Chretien Andersen. De rejser altså under et andet navn, end Deres eget?”

Nu blev der en eksamineren, som faldt ud i det komiske. Jeg alene, som hverken førte cigarer eller havde nogen slags kontrabande med mig, fik hele min kuffert vendt, og jeg selv blev strengt undersøgt. Alle mine breve hjemmefra så man igennem, og spurgte mig på samvittighed, om de indeholdt andet end familieanliggender. Dernæst hvad min chapeaubas var for en ting, jeg svarede: en selskabshat, “hvad slags Selskab?” spurgte de, “dog intet hemmeligt?” min vedbend-krans fra julefesten i Rom var såre mistænkelig. “Har De været i Paris?” spurgte man, “Ja” og nu lod man mig vide, at alt var, som det skulle være i Østrig, at man ikke der skulle have revolutioner, og man var tilfreds med Kejser Franz. Jeg forsikrede dem, at det var jeg også, at de kunne være aldeles rolige, jeg var en hader af revolutioner og i højeste grad en god undersåt. Det hjalp ikke, jeg frem for alle de andre blev på det strengeste undersøgt og det ene og alene, fordi det københavnske politi havde oversat det danske Hans Christian ved Jean Chretien.

I Salzburg, tæt ved hvor jeg boede, lå et gammelt hus med billeder og indskrift på. Det havde tilhørt doktor Theophrastus Bombastus Paracelsus, derinde var han død. Den gamle pige i værtshuset fortalte, at hun også var født i det hus og vidste om Paracelsus, at det var en mand, der kunne helbrede for den sygdom, som kun de fornemme havde og som kaldes podagra; men derover blev de andre doktorer vrede og gav ham gift, men han mærkede det og var klog nok til at kunne drive den ud, lukkede sig derfor inde, efter at have befalet sin tjener ikke at åbne døren, før han hørte ham kalde, men tjeneren var gruelig nysgerrig, åbnede døren før tiden, og da havde hans herre endnu ikke fået giften højere op end i halsen og da så døren gik op, styrtede Paracelsus død om. Det var, den folkelige fortælling, jeg fik. For mig har Paracelsus altid været en romantisk tiltrækkende personlighed, og måtte kunne benyttes i en dansk digtning, idet hans vandreliv fører ham her til Danmark. Vi hører om ham som Felt-læge for de fremmede tropper her og han nævnes under Christian den Anden, hvor han i København giver mo’er Sigbrith en slags galgemand i en flaske, der, da denne går itu, flyver ud under et stort tordenbulder. Stakkels Paracelsus, han kaldtes en charlatan, var dog et geni, gik i sin kunst forud for sin tid. Men hver, som går foran tidens vogn, bliver sparket eller nedtrådt af dens heste.

Er man i Salzburg må man til Hallein, rutsche gennem saltværket der, gå hen over låget på den saltkogende, uhyre jernpande. Vandfaldet ved Golling bruser over stenblokkene, men jeg har glemt indtrykket deraf og kun beholdt et barnesmil. Det var en ganske lille dreng, jeg havde fået til fører. Han havde i forunderlig høj grad den ældres alvor, den enkelte børn tit kunne have. Der var en forstandighed, en ganske egen alvor udbredt over fyren og ikke et smil kom over hans ansigt. Først da vi stod lige foran det skummende, styrtende vand, der gav sine drøn, da lyste hans øjne, da smilede den lille så lyksalig, så stolt “Det er Golling Fald” Vandet bruser og bruser endnu, jeg har glemt det, men ikke drengens smil.

Som her, således andre steder, er det ofte noget, mange vil kalde uvæsentligt eller tilfældigt, man opfatter, og erindringen glemmer .Det prægtige Kloster “Stift Melk” ved Donau har af al sin marmorpragt, af sin ophøjede udsigt, hos mig kun ét vedvarende frisk minde og det er en stor, sort, brændt plet i Gulvet. Det var i krigen 1809, østrigerne lå på den nordlige Donaubred, Napoleon havde taget sit kvarter i klosteret. En depeche, som han i harme tændte og kastede hen, har brændt et hul i gulvet.

Endelig øjnede jeg Stephanstårnet, og snart stod jeg i kejserstaden. Her var i den tid, for alle danske, det Sonnenleitnerske Hus et sandt hjem og tilhold. Her traf man landsmændene, og denne gang var her en del dygtige folk, kaptajn Tscherning, lægerne Bendz og Thune, nordmanden Schweigaard og om aftnen samledes kredsen. Jeg voksede ikke fast her, da teatret drog mig til sig. “Burgtheater” var så ganske fortræffeligt, jeg så Anschiitz som “Gotz von Berlichingen”, Fru von Weissenthurn som “Madam Herb” i “Amerikaneren”, som var et komediespil. I de dage debuterede en ung pige, der senere har fået kunstnernavn, Mathilde Wildauer, jeg så hendes debut som “Gurli” i “Indianerne i England”. Flere af Kotzebues stykker blev her fortræffeligt givet. Kotzebue havde forstand, men ikke stor fantasi, han var sin tids skriver, han kunne skrive udigteriske stykker, men hans forstand gav dem alle en glimrende dialog. I Hitzing så og hørte jeg Strauss, han stod der midt i sit orkester, som hjertet i det hele valsepositiv, det var, som om melodierne strømmede gennem ham ud af alle lemmer, hans øjne lyste, han var livet og lederen her, det var tydeligt.

I Hitzing var det, fru von Weissenthurn havde sin sommerbolig og her gjorde jeg denne interessante kones bekendtskab. Jeg har senere i “En Digters Bazar” givet en slags silhuet af denne elskværdige, begavede dame. På den danske scene er med stort bifald optaget hendes lystspil “Hvilken af dem er Bruden” og “Godset Sternberg”. Den yngre slægt hos os tror jeg ikke kender Johanna Franul von Weissenthurn, hun var datter af en skuespiller og allerede som lille barn optrådt på scenen. 1809 spillede hun for Napoleon i Schonbrunn, “Phædra”, og fik af ham en gave af 3000 Francs. 25 år gammel, foranlediget ved et væddemål, skrev hun i 8 dage sørgespillet “die Drusen”, senere har hun leveret henved 60 dramatiske stykker, efter 40 års virksomhed fik hun af Kejser Franz “die goldene Civilehrenmedaille”, som endnu ingen skuespillerinde her havde fået, denne forskaffede hende den preussiske gyldne medalje for kunst og videnskab. Hun forlod 1841 teatret og døde i Hitzing den 18. maj 1847. Hendes skuespil er udkommet i 14 bind.

Ude i Hitzing, på hendes landsted, talte vi første gang sammen. Hun var en stor beundrer af Oehlenschläger “der Crosse”, kaldte hun ham altid. Da han, som yngre, var i Wien, havde hun lært at kende og skatte ham. Hun kunne ikke blive træt af at høre mig fortælle om Italien. Hun syntes, at mine ord gjorde hende dette land beskueligt og levende, hun var der med mig, sagde hun. I mit album skrev hun:

Länder hast Du geschaut, erforscht die Tiefen der Menschen! Doch aus dem eigenen Born schöpfe jetzt Weisheit und Licht. Hitzing, 6ten Juli 1834. Weissenthurn.

I Sonnenleitners hus lærte jeg Grillparzer at kende, der havde skrevet “die Ahnfrau” og “das goldne Vlies”, paa ærlig wienervis rakte han mig hånden og hilste mig som digter med:

Gleiches Stam erkennt sich wieder, Läg in Mitten eine Welt;

Gleiche Treue, gleiche Lieder, Nännen Dän’ und Teutsche Brüder, Leugnet’s murrend gleich der Belt.

Castelli så jeg oftest. Han er unægtelig en type for en ægte wiener. Alle dennes fortræffelige, særegne egenskaber findes forenede her. Godmodighed, en fornøjelig humor, tro. fasthed og kærlighed til sin kejser. “Den gode Franz” sagde han, “jeg har skrevet et Bønskrift til ham, et lille Vers, om, at når vi Wienere møde ham og hilse, at han da vil lade være igen at tage Hatten af i det kolde Veir!” Jeg så alle Castellis snurrepiberier, hans samlinger af snustobaksdåser, en af dem, i form af en snegl, havde været Voltaires: “Bøj Dem og kys den” sagde han. Jeg har i “Kun en Spillemand”, hvor Naomi træder op i Wien, ladet Castelli være en af de deltagende personer. Verset, som indleder kapitlet, skrev digteren til mig, før vi skiltes ad:

Es ist eine seltsame Sache ; Ich sprach Deutsch und Dänisch Du, Und doch verstanden wir uns im Nu. Ja Freund! im Aug’ liegt die Sprache Und im Herzen der Schüssel dazu.

Efter at have været en måned i Wien, gik rejsen hjemad over Prag. Her manglede ikke rejselivets poesi, som man kalder det, set i afstand og vel overstået. Vi var stuvet en mængde mennesker sammen og vognen stødte og skrumplede, men tilfældet havde gjort sit til at hjælpe derpå, bragt humor i vognen, det vil sige en del komiske personligheder. Således havde vi en gammel herre, misfornøjet med alt, et offer for prelleri og i stadig regnen efter, hvor meget han havde givet ud, og altid for meget, snart for en kop kaffe, som ikke var det værd, snart i ærgrelse over nutidens fordærvede ungdom og den alt for store rolle, den nu spillede i alt, selv i verdens skæbne.

En skiden mosait sad hos ham og sladrede i et væk, en sand Geert Westphaler, han fortalte over ti gange om sin rejse til Ragusa i Dalmatien. Han ville ikke, sagde han, være konge, det var så svært, men nok en konges kammertjener, ligesom en han havde kendt, der var blevet så tyk, at han ikke kunne gå, men måtte atter holde sig igen en kammertjener. Som sagt, han så temmelig griset ud, lige til neglene, og talte dog idelig om renlighed. Det oprørte ham at vide, at i Ungarn hedede man bageovnene med komøg. Han opvartede os med gamle anekdoter. Pludselig blev han tankefuld, trak et papir op af lommen, vendte øjnene i hovedet og skrev. Det var ideer, han fik, sagde han og bad mig læse det skrevne op.

I vognen var ikke bestemte pladser, man måtte selv enes om disse, de to bedste blev imidlertid ranede fra os af to nye rejsende, som trådte til i Iglau og klogelig steg ind, imedens alle vi andre, trætte og sultne, søgte aftensbordet. Det var en ung dame med sin mand, han sov allerede, da vi kom og steg ind igen, hun var vågen for dem begge og snaksomheden selv, talte om kunst og litteratur, om en fin dannelse, om at læse en digter og forstå ham, om musik og plastik, om Calderon og Mendelssohn, imellem standsede hun med et Suk til manden, der hvilede sit hoved på hende: “Løft dit englehoved, det knuser mit Bryst” sagde hun og nu talte hun om sin faders bibliotek, om gensynet hos ham, og da jeg spurgte om bøhmisk litteratur, stod hun i bekendtskab med alle landets dygtigste forfattere, de kom til hendes fader. I hans bibliotek fandtes al den nyere litteratur o. s. v. Ved daggry så jeg, at hun og manden var et blondt jødepar, han vågnede, drak kaffe og sov igen, lagde sit englehoved til konens bryst og åbnede der kun engang munden, for at sige en ældgammel vittighed, så sov han, den engel.

Hun ville af os alle vide vor stilling og vilkår, og da hun hørte, jeg var forfatter, blev jeg hende såre interessant, men ikke længere, end til vi ved Prags porte opgav vore navne og en gammel, døv herre der sagde sit “Professor Zimmermann” da gav hun et skrig “Zimmermann om ensomhed” “Er De Zimmermann”. Hun tænkte ikke på, at forfatteren, hun mente, længst var død, den døve gentog sit navn, nu brød hun ud i beklagelse over, at hun først i skilsmissens stund hørte, hvem hun havde kørt med. Jeg havde sagt, at jeg straks næste morgen rejste videre ad Dresden til, hun beklagede det, thi ellers ville hun have indbudt mig til at besøge sig hos hendes fader, se hans bibliotek og måske “træffe en åndsbeslægtet”. “Vi bor i den største gård på pladsen” hun viste mig den, jeg så hende og manden gå derind, og ved afskeden fik jeg hans kort.

Næste morgen tog jeg den bestemmelse at blive to hele dage i Prag, da ville jeg også kunne gøre mit rejseselskab visit, og se biblioteket der med den bøhmiske litteratur. Jeg gik til den store gård, hvor jeg havde set ægteparret træde ind. I stuen vidste ingen om denne familie, på første sal ikke heller, da jeg kom op på anden, talte jeg om det store bibliotek, som faderen skulle eje. Nej, ingen kendte det! jeg kom op på tredje, men heller ikke der, og man sagde, at der fandtes ingen flere familier end dem, jeg nu alt havde været hos. Rigtignok levede her en gammel jøde, der havde et par små tagkamre øverst oppe, men ham kunne det jo aldeles ikke være, imidlertid gik jeg derop. Væggene ud til trappen havde høvlede brædder, der var en lav dør med en lap papir på, jeg bankede, en gammel mand i

en snavset slåbrok åbnede døren til en lav stue og midt på gulvet stod en stor klædekurv, fuld af gamle bøger. “Her boer ikke” sagde jeg, “denne Familie” og jeg viste kortet. “Mein Gott” råbte det fra et lille sidekammer, det var damens stemme, jeg så derhen og i dyb neglige, balancerende med sin fine, sorte silkerejsekjole højt på hænderne over hovedet, for at få den på, stod hun der, og i kamret lige overfor gabede manden så søvnigt, og hældede med sit “Englehoved”. Jeg stod forbavset og damen kom ind med åben Kjole i ryggen, løs kappe på hovedet, blussende rød ved overraskelsen. “Von Andersen” sagde hun og bad om undskyldning, alt var i uorden, hendes faders bibliotek – hun pegede på klædekurven – således opløste sig den hele skvalder fra rejsevognen, et “tagkammer og en sæk fuld af bøger”.

Fra Prag gik det over Toplitz og Dresden hjem til København. Det var en blandet følelse jeg steg i land med, og ikke alle mine tårer var glædestårer. Men Gud var med mig.

Egentligt havde jeg ikke haft sind og øje for Tyskland. Mit hjerte hang ved Italien, som et for mig tabt Paradis, hvorhen jeg, aldrig mere skulle komme og med skræk og angst så jeg i møde den kommende tid hjemme. Jeg ligesom drev af sted, altid nærmere København. Min sjæl var opfyldt af Italiens natur og dets folkeliv, efter det land følte jeg hjemve, Det ligesom smeltede sammen med mit eget Jeg, og ganske improvisatorisk fremskød en digtning, der voksede og voksede jeg måtte nedskrive den, uagtet jeg var overtydet om, at den ville bringe mig mere sorg end glæde, dersom nøden hjemme engang bragte mig til at lade den trykke. Alt i Rom var skrevet de første kapitler, og senere i München havde jeg fortsat disse, det var min Roman “Improvisatoren”. I et brev jeg modtog i Rom, blev sagt mig en ytring af J. L. Heiberg, han betragtede mig som en slags “Improvisator”, de ord var den gnist, der gav mit nye digt navn og person.

Da jeg som lille dreng, i Odense en af de første gange kom i teatret, var, som jeg alt har sagt, forestillingerne der tyske og jeg så “Das Donauweibchen”.

Publikum jublede for hende, der udførte hovedrollen og hun blev hyldet og hædret, og syntes for mig at være det lykkeligste væsen på jorden. Da jeg senere, mange år efter, som student, kom i besøg til Odense og der i Hospitalet, så jeg i en stue, hvor fattige enker boede, hvor, som i Vartov, seng stod ved seng med et lille skab, et bord eller en stol, som hele bohavet, var ophængt over en af sengene et kvindeligt portræt i en forgyldt ramme “Lessings: Emilie Galtotti “, der plukker rosen itu. Men billedet var portræt, det stak selvsomt af til al den fattigdom rundt om. “Hvem forestiller det?” spurgte jeg, ” O, svarede en af de gamle Koner, det er den tyske Dames Ansigt” og nu kom en mager, lille, fin kvinde, med rynkede kinder og i en fattig silkekjole, der engang havde været sort, det var den hædrede sangerinde, hende jeg havde set som ” Das Donauweibchen”, hvem dengang alle tiljublede. Det gjorde et uforglemmeligt indtryk på mig, og kom ofte i mine tanker. I Neapel hørte jeg første gang Malibran. Hendes stemme og spil stod over alt, hvad jeg før havde hørt, og dog huskede jeg i det samme på min stakkels sangerinde i Odense Hospital. Begge skikkelser smeltede sammen til Annunziata i romanen, jeg skrev. Italien var baggrunden for det oplevede og det digtede.

Min rejse var endt. Det var i august 1834 jeg kom til Danmark, og snart, under et besøg hos Ingemann ude i Sorø, på et lille kvistværelse, mellem duftende linde, med udsigt til sø og skov endte jeg første del, sidste del sluttedes i København.

Selv mine bedste venner var ved at opgive mig som digter. Man havde taget fejl af mit talent og hvor almindelig var ikke denne talemåde bleven. Nær havde jeg ikke fået en forlægger til min bog. Endelig, af godhed mod mig, vovede boghandler Reitzel det, men der måtte indbydes til subskription, og jeg måtte selv se at få mine venner til at tegne sig. I planen fortalte, at det ikke var om min rejse, hvortil jeg bød læseren, men en slags åndigt resultat af en sådan. Naturligvis erholdt jeg et utroligt ringe honorar, thi der var aldeles ingen udsigt til, at bogen ville blive købt og læst.

Konferensråd Collin og hans ædle hustru, i hvem jeg fandt forældre, hans børn, i hvem jeg har fundet søskende, hjemmets hjem, bringer jeg her det bedste, jeg ejer. Det var tilegnelsen. Bogen blev læst, udsolgt og atter oplagt . Kritikken tav og bladene sagde intet, men rundt om hørte jeg, at der var interesse for min digtning, og at mange glædede sig over den.

Endelig skrev digteren Carl Bagger, der da var redaktør for Søndagsbladet en anmeldelse der, den begyndte med:

“Digteren Andersen skriver nu ikke mere så godt som før, han er udtømt, ja, det har jeg såmænd længe ventet! saaledes er Digteren bleven omtalt hist og her i nogle af Hovedstadens Circler, netop maaskee der, hvor han ved sin første Fremtræden allermest forkæledes og næsten forgudedes. Men at han ikke er udtømt, og at han nu tværtimod har svunget sig til en før ukendt Højde, har han ved sin “Improvisator” nylig på en glimrende Måde lagt for Dagen…..”

Man ler nu af mig, men det er så, jeg græd mig ud, jeg græd mig glad og følte taknemlighed mod Gud og menneskene.

Kapitel: 0  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12  13  14  15!  16