H.C. Andersen: “Mit Livs Eventyr” Kapitel 14

H.C. Andersen: »Mit livs eventyr« Kapitel 14

Hans Christian Andersen biography »The Fairy Tale of my Life« 1855

  Kapitel0  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12  13  14  15!  16

Aaret 1848 rullede op, et mærkeligt Aar, et Vulkan-Aar, hvori de store Tidsbølger ogsaa skyllede blodigt hen over vort Fædreland.

Allerede de første Dage i januar laae Kong Christian den Ottende syg; sidste Gang jeg saae ham, var en Aften, jeg ved en Skrivelse blev tilsagt hos ham til Thee, og at medbringe Eet eller Andet at læse for Hans Majestæt. Foruden Høistsamme fandt jeg her Dronningen, en Hofdame og en Cavaleer. Kongen hilsede saa hjertensmild og god, men maatte ligge paa Sophaen; jeg forelæste et Par Capitler af min da endnu ikke fuldendte Roman »De to Baronesser«, jeg læste desuden to à tre Eventyr; Kongen syntes saa oplivet, loe og talte livligt og inderligt. Da jeg siden gik bort, tilnikkede Kongen mig saa glad og venligt fra sit Leie, og de sidste Ord, jeg hørte ham sige, vare: »Vi sees snart igjen.« Men det skete ikke. Han blev meget syg, jeg følte en Uro, en Angest for at miste ham og gik daglig ud til Amalienborg for at høre om hans Befindende; snart lød den Vished, at det vilde blive hans Død, jeg kom ved denne Efterretning inderlig bedrøvet til Oehlenschläger, der, forunderlig nok., endnu ikke vidste, at Kongens Liv var i Fare, han saae min Bedrøvelse og brast i Graad; hans Hjerte hang saa inderligt ved Kongen. Næste Formiddag mødte jeg paa Amalienborgs Trapper Oehlenschläger støttende sig paa Christiani, de kom ud fra Forværelset. Oehlenschläger var bleg, sagde ikke et Ord, trykkede i Forbigaaende min Haand, og Taarerne stode i hans Øine. Kongen var saa godt som opgivet.

Den tyvende Januar var jeg flere Gange derude, jeg stod en Aften i Sneen paa Pladsen og saae op til Vinduerne, hvor indenfor min Konge laae døende. Klokken 10¾ var han hensovet.

Næste Morgen stode Folk udenfor Palaiet, derinde laae Christian den Ottende død! jeg gik hjem og græd dybt og inderligt for ham, jeg saa usigelig holdt af og nu havde mistet i denne Verden. I Sorg og ret ud af mat Hjerte skrev jeg over ham uogle Stropher, den Linie i disse:

»Det Dygtige Du skatted’ og forstod!«

blev lagt mig for Had, det skulde være en Hentydning paa mig selv. Hele Kjøbenbavn var i Bevægelse, den nye Tingenes Orden rullede op. Den otte og tyvende Januar blev Constitutionen forkyndt. Christian den Ottende laae paa Lit de parade, jeg kom derhen, jeg saae ham og blev saa smerteligt bevæget, at jeg syg maatte føres ind i et af de tilstødende Værelser. Den fem og tyvende Februar blev Kongens Liig bragt til Roeskilde; jeg sad herhjemme og hørte Klokkerne ringe.

Gjennem Europa gik store Bevægelser, Revolutionen brød ud i Paris, Louis Philippe med Familie forlod Frankrig; som mægtige Søer gik Oprøret gjennem Tydsklands Byer; herhjemme læste vi endnu kun herom. – Her alene var et Fredens Hjem! her kunde man endnu aande frit, tænke paa at besøge Kunst, Theater og alt det Skjønne. Men Freden varede kun kort, de store Døninger naaede allerede op til os. Oprøret brød ud i Holsteen. Rygtet slog ned som en Lynstraale og Alt var i Bevægelse. En utrolig Menneskemasse samlede sig i Casinos store Sal, og næste Morgen drog en Deputation til Frederik den syvende, jeg stod paa Slotspladsen og saae den store Skare. – Snart var Kongens Svar og Ministeriets Afskedigelse bekjendt i Staden.

Jeg var i forskjellige Kredse Vidne til de høist forskjellige Indtryk af Begivenhederne. Gjennem Gaderne droge Dag og Aften store Folkeskarer syngende fædrelandske Sange; der skete ingen Excesser, men der var noget Uhyggeligt i at møde disse næsten fremmede Horder, disse mig ubekjendte Ansigter, det var, som om en heel anden Slægt var traadt frem. Flere Venner af Orden og Ro sluttede sig derfor til Folkestimlen og ledte den fra Afveie. Jeg selv blev af Ordens-Comiteen optagen til at virke med for at holde god Orden, og der behøvedes kun, naar Hoben raabte Navnet paa et Sted, hvor den maaskee vilde have skeiet ud, at en Enkelt gjentog »lige frem!« og saa gik den hele Stimmel ligefrem! – I Theatret sang Publicum, Orebestret maatte spille fædrelandske Sange. – Rundt om forkyndtes, at Byen skulde illumineres, og komisk nok, de, der vare dette nye Ministerium mindst velsindede, satte Lys i Vinduerne, for ikke at faae Deres Ruder slagne ind.

En Deputation fra Holsteen kom til Kjøbenhavn, Forbittrelsen var stor imod dem, men Kongen bød i sin Proclamation: »De slesvig-holsteenske Afsendinges Sikkerhed betroe Vi vort danske Folks Ære!«

Studenterne hævdede den, idet de gik om i Folkehoben og talte, til paa det Bedste, Soldater opstilledes i Gaderne, gjennem hvilke de Afsendte skulde til Dampskibet, Folkemassen ventede her, og imidlertid førtes de fra Slottet til Canalen bagved, og derfra til Toldboden, hvor de saaledes, uden at bemærkes, kom ombord.

Rustninger skete til Lands og Vands. Hver hjalp efter sine Kræfter. En af vore dygtige Embedsmænd kom hjem til mig og udtalte, at det vilde være godt, om jeg gjennem Pressen i England, hvor jeg var kjendt og læstes, vilde tale vor Sag. Jeg skrev strax til Hr. Jerdan, Redacteur af »Literary Gazette«, hvori mit Brev, der giver et tro Billed af Stemning og Tilstand her hjemme, øieblikkelig blev optaget:

-Kjøbenhavn, den trettende April 1848.

Kjære Ven!

Det er kun faa Uger siden jeg skrev Dem til, og i Tidshistorien ligger en Række Begivenheder, som om Aar vare hengaaede. Politik har aldrig været min Sag, Digteren har en anden Mission, men nu, da Bevægelser gaae gjennem Landene, saa at man ikke kan staae paa Jordbunden uden at føle disse i sine Fingerspidser, maa man tale derom. De veed, hvorledes det Øieblikkelig staaer til i Danmark: vi have Krig! men en Krig, der føres af hele det begeistrede danske Folk, en Krig, hvor Adelsbaaren og Bonde, fuld af sin retfærdige Sag, stiller sig frivillig i Slagrækken; det er denne Begeistring, jeg maa fortælle Dem, dette Fædrelands-Sind, som opfylder og opløfter hele den danske Nation.

Det falske Lys, hvori de partiførende Slesvigholstenere, i en Række af Aar, gjennem tydske Blade, have sat os for det ærlige, dygtige tydske Folk, den Maade, hvorpaa Prindsen af Noer har taget Rendsborg, idet han sagde, at den danske Konge ikke var fri, og at det var i Dennes kongelige Interesse, han handlede, har oprørt de Danske, og som een Mand har dette Folk reist sig; alt Hverdagslivets Smaaligheder forsvinder for store, ædle Træk. Alt er i Bevægelse, men med Orden og Enighed; Pengebidrag i rigt Maal strømme til fra alle Stænder og Classer, selv den fattige Haandværkssvend og Tjenestepigen bringer sin Skjærv; man hørte, at der var Trang paa Heste og i faa Dage sendtes fra Byerne og fra Landet en saadan Mængde, at Krigsministeren nu har bekjendtgjort, at der ikke haves Brug for flere. I alle Huse pille Qvinderne Charpie; i Skolernes Øverste Classe arbeide Drengene med at lave Patroner; de Fleste, som kunne bære Vaaben, Øve sig i at bruge disse. Unge Grever og Baroner stille sig som Menigmand i Soldaternes Række, og dette, at Alle staae lige i Kjærlighed og Forsvar for Fædrelandet, begriber De, styrker Soldatens Mod og Begeistring.

Blandt de Frivillige er en Søn af Statholderen i Norge, en ung Mand, der hører til de første Familier; han var her i Besøg denne Vinter og ønskede, henreven for vor ærlige Sag at tage Deel i Kampen, men kunde, som Udlænding ikke optages; da kjøbte han sig Øieblikkelig en dansk Gaard, meldte sig nu som dansk Borger, trak Soldatertrøien paa og gik som Menig ind i en af de bortmarscherende Batailloner, bestemt paa at leve kun af sit Commisbrød og sine tolv Skilling om Dagen, dele Kammeraternes Lod. Og som han have danske Mænd af alle Stænder gjort; Herremanden og Studenten, Rige og Fattige gaae med, og det er med Sang og Jubel, som til en Fest! Vor Konge er selv dragen til Hærens Hovedqvarteer, dansk, ærlig i Sind og Villie for sin gode Sag; hans Livgarde er om ham; en Deel af denne ere Holstenere, og disse bleve ved Afmarschen fritagne for at gaae imod deres Landsmænd, men Enhver udbad sig det som en Naade at gaae med og erholdt den.

Indtil dette Øieblik, og vi haaber fremdeles, er Vor Herre med os. Hæren gaaer rask seirende fremad, Øen Als er taget, ligesom ogsaa Byerne Flensborg og Slesvig, vi staae ved den holsteenske Grændse og have gjort over tusinde Fanger; de Fleste af disse ere bragte her til Kjøbenhavn og høilig opbragte paa Prindsen af Noer, der, uagtet hans Løfte at opoffre Liv og Blod med dem, forlod dem i det første Slag, forlod dem, da de Danske med Skud og Bajonetter trængte ind i Flensborg.

I vor Tid gaae Omskiftelsens Storme gjennem Landene, men Een over dem Alle omskiftes ikke, det er Gud, den Retfærdige! han er for Danmark, som kun vil sin Ret, og den skal og maa blive erkjendt; Sandheden er den seirende Magt hos Folk og Nationer.

»Nationaliteterne deres Ret, det Dygtige og Gode al Fremgang!« Det er og maa være Europas Løsen og ved dette seer jeg fortrøstende fremad. Tydskerne ere et ærligt, sandhedskjærligt Folk, de ville komme til Klarhed om Forholdet heroppe, og deres Forbittrelse vil og maa forvandle sig til Høiagtelse og Venskab; gid denne Tanke komme snart! Gud lade sit Ansigt lyse over Landene!

Hans Christian Andersen

Dette Brev var eet af de faa herhjemme fra, der gik igjennem flere udenlandske Blade.

Meer end de Fleste led jeg sjælelig under denne os paaførte ulykkelige Krig; jeg følte i en Grad som aldrig før, hvor fast jeg var voxet til Hjemmets Jordbund, hvor dansk mit Hjerte var; jeg kunde have stillet mig i Slagrækken og glad givet mit Liv for at bidrage til Seier og Fred, men paa samme Tid gik mig ogsaa levende gjennem Tanken alt det Gode, jeg havde nydt i Tydskland, den store Erkjendelse, man der havde viist mit Talent, og de mange Enkelte, jeg der maatte elske og være taknemlig, jeg led uendelig! og naar da mangt et stærkt bevæget Sind, ligesom i Fornemmelsen heraf just mod mig udtalte sig i Vrede og Bitterhed, da var det ofte mere, end jeg mægtede at bære! Exempler herpaa vil jeg ikke give; bedst at alle bittre Ord fra hiin Tid svinde, og at Vunden læges mellem de beslægtede Folk, – Her var det ogsaa H. C. Ørsted, der løftede mit Sind og talte om Erkjendelsens bedre Tid, der nu er kommen.

Der var Sammenhold, der var Kjærlighed; flere af mine unge Venner gik med som Frivillige, mellem disse Valdemar Drewsen og Baron Henrik Stampe. Ørsted stod stærkt bevæget ved Begivenhedernes Gang, han skrev i et af vore Dagblade tre Digte: »Kampen«, »Seiren« og »Freden«.

»Dybt føle vi, Fjenden vor Broder dog er,
Aarhundreder med os forbunden;
Men selv han os tvang til den blodige Færd;
Nu gjælder kun tabt eller vunden.«
Det var Grund-Accorden.

At tage den røde Trøie paa var tidligere et sandt Fortvivlelsens Skridt; Landsoldaten var da kun en sølle Karl, nu kom pludselig den røde Trøie til Agt og Ære; med den rødtrøiede Soldat under Armen gik Damer i Silke og Flor. En af de første af de høiere Stænder, jeg saaledes saae, var Løvenskjold, den norske Statsholders Søn, og ligesaa den unge Grev Adam Knuth, som, ganske nyligt var blevet confirmeret. Han mistede sit ene Been ved en Spidskugle. Løvenskjold faldt, ligesom Maleren Lundbye, men denne Sidstes Død var ved Vaadeskud; jeg hørte derom af et Øienvidne. Lundbye stod melancholsk og lænede sig til sit Gevær, nogle Bønder gik forbi, hvor de andre Geværer tæt foran ham stode opstillede, og kom til at støde dem om; man hørte et Skud og saae Lundbye styrte til Jorden; han var skudt nedenfra Kjæben opad, Munden flenget og et Stykke Kjød med Skægget bortskudt; han udstødte et Par svage Suk; blev svøbt i et Dannebrogsflag og lagt i Jorden.

Mig greb til Taarer de unge Menneskers Begeistring, og da jeg en Dag hørte en lystigtgjørende Fortælling om unge Herrer, der før havde gaaet med Glacéehandsker paa, men nu stod og gjorde Skandsegravning med røde vablede Hænder, foer jeg op og raabte ud af mit Hjerte: »Jeg kunde kysse dem paa disse Hænder!« – Næsten daglig drog unge Skarer bort, jeg fulgte en ung Ven, og da jeg kom hjem, skrev jeg Visen:

»Jeg kan ikke blive, jeg han ingen Ro!«

der snart kom paa Mængdens Læber og havde Hjerteklang. »Paaskeklokken kimed’« – den ulykkelige Paaskedag i Slesvig opgik. Den fjendtlige Styrke splittede vor; tung Sorg laae over Landet; men Modet var ikke tabt, Kraften samlede sig mere, den Ene sluttede sig tættere til den Anden; det viste sig i det Store, som i det Smaa.

Preuserne droge ind i Jylland, vore Tropper til Als. Midt i Mai reiste jeg til Fyen og fandt hele Glorup opfyldt med vore Tropper, hvis Hovedqvarteer var Odense; paa Glorup laae fyrretyve Mand foruden flere høie Officerer; General Hedemann holdt Manoeuvre udenfor Gaarden. Alle Frivillige blandt de Menige bleve af den gamle Greve behandlede som Officerer og havde daglig Plads ved hans Bord.

De Fleste af Officerene havde gjort Campagnen med derovre og fortalte levende om det der Oplevede. Snart havde Natteqvarteret været den aabne Gade i en Landsby, hvor de med Tornisteren under Hovedet sov langs Husene, i Regn og Blæst, eller der var en Sammenstuvning i smaa Kamre, hvor Leiet tidt var en høi Dragkiste med Messingbeslag, der trykkede ind i Kjødet, men den overanstrengte Trætte sov dog. En ung Læge fortalte om sin Marsch med Soldaterne over de nøgne Hedestrækninger, her fik han en Kirke til Lazareth, Alterlysene bleve tændte, men halvmørkt blev her dog; langt borte lod Signalskud: Fjenderne kom; den hele natlige spændende Scene, Alt fornam jeg, som om jeg selv havde oplevet det.

Preusserne vare trængte op i Jylland, de forlangte i Brandskat fire Millioner, snart lød Efterretningen omet nyt Slag.

Alt Tanke og Haab vendte sig mod Svenskerne, der vilde komme os til Hjelp; i Nyborg skulde de lande; Alt var der tilberedt til festlig Modtagelse.

Hcrresædet Glorup fik sexten svenske Officerer med deres Opvartere, dertil tyve Spillemænd og Underofficerer; imellem de Svenske var fire Mand, som Hertugen af Augustenborg havde maattet stille, eller rettere hans Gods i Sverrig maatte levere imod dets Herre.

Alle jublede Svenskerne imøde! Characteristisk og smukt var den ægte Iver, Huusholdersken paa Glorup, den gamle Jomfru Ibsen viste; den store Indqvartering, som Gaarden her skulde skaffe Plads til, gav hende nok at tænke paa; »der maa redes en stor Seng til dem i Loen!« blev der sags. »De ligge i Loen paa Halm!« sagde hun, »nei, de skal have Senge! Komme de her for at hjelpe os, skal de ogsaa have en Seng!« og hun lod tømre og save og fik af Bræder og Døre i Hast lavet Sengesteder i ti a tolv Værelser. Dyner skaffedes ogsaa til veie, grove men hvide Lagener skinnede i hendes »Caserne«, som hun kaldle det. Om de svenske Soldaters Ophold i Fyen, som jeg saae det paa Glorup, gav jeg senere en Skildring i »Nordischer Telegraph« og som et sammentrængt Billede vil det her vare paa sin Plads.

De Svenske i Fyen 1848.

»Jeg maa fortalte Dem lidt om de Svenske i Fyen! deres Ophold her staaer imellem de smukkeste lyse Billeder fra denne Sommer. Jeg saae deres festlige Modtagelse i Smaabyerne, de vaiende Flag, de glade Ansigter; milevidt ind i Landet stode paa Veiene Skarer af Bønder, gamle og unge, og spurgte forventningsfulde: komme nu de Svenske? og med Spise og Drikke, med Blomster og Haandtryk modtoges de. Det var hjertelige Mennesker, vel disciplinerede Soldater; høist gribende var deres Morgen- og Aftenandagt, Kirketjenesten hver Søndag, Alt under aaben Himmel, efter gammelkrigerisk Brug fra Gustav Adolphs Tider. Paa den gamle Gaard, hvor een af de øverste Commanderende med Officerer og hele Musikcorpset laae, fandt Søndagens Gudstjeneste Sted; med fuld Musik marscherede Tropperne ind i den store fiirkantede Borggaard, stillede sig her, Officererne forrest; Psalmesangen begyndte ledsaget af Musiken. Nu traadte Præsten frem paa den store Trappe, hvis høie Steengelænder var belagt med et stort Tæppe. Jeg husker levende den sidste Søndag her: Under Gudstjenesten, der var begyndt i et graat stormende Veir, talte Præsten om Fredens Engel, der steg ned som Guds milde oplivende Solskin, og netop idet han talte dette, brød tilfældigviis Solen frem og belyste de blanke Hjelme og de andægtige Ansigter. Dog meest høitideligt af Alt var Morgen- og Aftenandagten. Paa den aabne Landevei opstilledes Compagnierne, en Underofficer læaste en kort Bøn, og nu istemte de Alle Psalmesangen uden Ledsagelse af Musik; naar Sangen var endt, lød gjennem den hele Række et dybt: »Gud bevare Kongen!« Jeg saae mange af vore gamle Bønder staae ved Grøften og bag Gjerdet, med blottede Hoveder og foldede Hænder, stille holdt de Gudstjeneste med.

Etter den daglige Vaabenøvelse saae man den svenske Soldat, paa Gaarden hvor han var indqvarteret, troligt hjelpe til paa Marken i dette Aars rige Kornhøst. Der var et Liv, en Travlhed. Paa Herregaarden, hvor vi havde Regimentsmusiken, spillede denne hver Eftermiddag indtil Solnedgang, Havens lange Lindealleer fyldtes med Folk fra hele Omegnen, det var en daglig Fest; ud paa Aftenen, i Folkestuen, klang den svenske Violin, og saa gik Dandsen til fælles Fornøielse. Den fyenske Bonde og den svenske Soldat forstode i sproglig Henseende snart hinanden. Det var en Lyst at see, hvorledes Hjertelaget gjensidigt kom frem, hvorledes Enhver efter sin Evne gav med god Villie. »Men den svenske Hær gik ikke over at slaaes?« siger maaskee Een og Anden. Ligger da hele Øieblikkets dygtige Virkninger alene i Sværdets Slag. Den Agtelse, det venskab og den Forstaaen, som i de sidste Aar sluttedes meest af Yngre i Universitetsbyerne er nu ved Svenskens Ophold i Fyen opgaaet for Tusinder af Folket selv; hvad vidste den fyenske Bonde, hvad den svenske om hvor beslægtet vi stode hinanden; Erindringer om de gamle fjendtlige Tider levede, disse ere adsplittede, nu ere de nabolige Folk rykkede hinanden nærmere, en god Sæd til Forstaaen er nedlagt, og god Forstaaelse er en Fredens Urt og kun den bærer Velsignelse. I Bondens Huus, i Præsteboligen som paa Herregaarden, stod mangt et Øie i Graad ved Afskeden. Paa Nyborg Skibsbro, hvor det svenske og danske Flag vaiede ved Venners Indskibning, aftaltes mangt et gjensidigt Besøg et kommende Fredens Aar. Dansken glemmer ikke den Svenske, hans Hjerteslag have vi hørt og følt; manger svensk lille By, der neppe er rig, sammenskød Penge, »Enkens hellige Skjærv«, til den danske Broder. Da Rygtet gik over Land om de Danskes Nederlag ved Slesvig, sad høit oppe i Sverrig Menigheden i deres Kirke, Præsten bad for Konge og Fædreland, da reiste en gammel Bonde sig og sagde: Fader, vil I ikke ogsaa bede en Bøn for de Danske! det er et af disse smaa Træk, som opløfter fra Jorden det Guddommelige i os.

Nationerne i Norden forstaae, skatte og elske hinanden; gid denne Enighedens, Kjærlighedens Aand svæve over alle Riger!«

Største Delen af Sommeren tilbragte jeg paa Glorup, var der i Vaar og Høst, og blev saaledes Vidne til Svenskernes Ankomst og senere Bortreise. Selv kom jeg ikke til Krigsskuepladsen, jeg blev paa Glorup, hvor der daglig indtraf Folk, som kom derovre fra, Nysgjerrige og Slægtninge, som saae til deres Kjære. Men som en Duft kom det Skjønne fra Krigsskuepladsen og gik op i min Tanke; jeg hørte om en gammel Bedstemoder, der med sine Børnebørn stode paa Veien, da vore Tropper kom, hun havde strøet Sand og Blomster for dem og raabte med de Smaa: »Gud velsigne de Danske!« jeg hørte om det Naturspil, at der i Slesvig i ell Bondes Have voxte røde Valmuer med hvide Kors, fuldkommeligt Dannebrog. En at mine Verner besøgte Als og tog derfra over til Dyppel, hvor alle Huse stode med Revner og Huller af Kanonkugler og Kartetscher og dog stod endnu og paa eet af Husene Fredens Symbol: en Storkerede med hele dens Familie; den staerke Skyden, Ild og Røg havde ikke jaget Forældrene bort fra Ungerne, da de endnu ikke kunde flyve.

Seent paa Sommeren bragte Posten fra Udlandet mig et Brev, fra en mig ubekjendt Haand, dets Indhold bevægede mig stærkt, og kastede tillige et Lys over, hvorledes tidt Begivenhederne erfaredes ude. Brevet var fra en høi Embedsmand, en fremmed Souverains Undersaat; han skrev, at uagtet han aldrig havde seet mig, ikke havde fjerneste Bekjendtskab til mig, troede han dog gjennem mine Skrifter, især: »Das Märchen meines Lebens« at vide, at han kunde have Tiltro til mig, og nu fortalte han, at en Morgenstund var det Rygte naaet til Staden, hvori han boede, at de Danske havde gjort et Angreb paa Kiel og skudt den i Brand; hele Ungdommen kom derved i Bevægelse, og i Øieblikkets Opflammen drog ogsaa hans yngste Søn med andre unge Mennesker afsted for at hjelpe de Betrængte; i Slaget ved Bau blev den unge Mand gjort til Fange og førtes til Kjøbenhavn ombord paa Linieskibet »Dronning Maria«; efter et længere Ophold der var han imellem de Flere, det forundtes at forlade Skibet; men efter at være komne i Land var der Nogle, som øvede Excesser, saa at det senere ikke kunde tillades Andre Frihed, end dem, som kunde skaffe for sig en Kjøbenhavns Borger, der vilde indestaae for Deres Opførsel. Brevskriveren kjendte ikke en Eneste i Kjøbenhavn; jeg var den, han gjennem mine Skrifter vidste om og havde Tillid og Haab til, og derfor vilde han bede mig at gaae i Caution for Sønnen, der var et bravt hjertensgodt Menneske! bad mig tillige om, jeg vilde skaffe Denne i Kost hos en Kjøbenhavnsk Familie »der ikke for meget hadede de Tydske!«

Denne Tillid rørte mig, og jeg skrev øieblikkelig derom til en af mine meest formaaede Venner i Kjøbenhavn, lagde det tydske Brev ved, for at man deraf kunde see klart den hele Sag, saaledes som den var given mig, og spurgte nu, om man efter dette kunde paa mit Ansvar opfylde det Forlangte og være den unge Mand til Gavn. Hver Time det drog ud, vidste jeg var en Fængsels-Time, og derfor sendte jeg strax et ridende Bud med min Brevpakke til næste Kjøbstad. Postdagen efter erholdt jeg Svar, at der behøvedes ikke at gjøres Noget, alle Fanger vare netop i disse Dage udleverede og med Dampskibet i Kiel. Jeg blev glad paa den sørgende Faders Vegne, glad ved strax at have gjort, hvad jeg følte Hjerte til at gjøre, men jeg besvarede ikke Brevet, det behøvedes da ikke. Manden har aldrig erfaret om min Deeltagelse, først her i Fredens velsignede Dage sender jeg ham nu min Hilsen, den jeg tidt har tænkt paa at burde bringe, og det tør jeg tilføie, jeg følte dybt ved hans Brev og handlede, som vistnok mange af mine Landsmænd, beæret med samme Tillid, vilde have handlet.

Seent paa Høsten forlod jeg Glorup. Vinterens Nærmelse bragte Hvile i Krigsoperationerne, den tilsyneladende Ro vendte Tanker og Virken ligesom mere tilbage for en Tid til de vante Beskjæftigelser; jeg havde paa Glorup fuldendt i Sommerens Løb min Roman: »De to Baronesser«, der ved dette Sommerophold vist vandt i Friskhed og Sandhed, hvad Ø-Naturen angaaer.

Den engelske Udgave dedicerede jeg min engelske Forlægger, den hædrede og kjendte Richard Bentley.

Bogen udkom og blev efter Tid og Omstædigheder ret vel optaget; i eet af vore Blade blandedes vistnok Romanen og Tidsbevægelserne saaledes sammen, at man fandt det ikke passende, at den gamle Baronesse, i Glæde over sin Yndling Kammerjunkerens Tilfredshed med London, udbragte en Skaal for England, og bemærkede, at det var lidt for tidlig, at lade hende gjøre det, da England endnu ikke havde gjort Noget for os Danske.

Heiberg læste denne Bog, skrev mig et Par venlige Ord til og indbød mig hos sig sammen med flere Venner og Bekjendte, og udbragte da smukt min Skaal: »for den Roman, man gik forfrisket fra, som fra en Foraarsvandring i Skoven.« Det var den første ret hjertelige Imødekommen, jeg i mange Aar havde fundet hos denne Digter, det gjorde mig godt og »det Bittre glemtes, det nye Gode gjemtes.«

Det danske Theaters hundredaarige Fest skulde feires den attende December; Heiberg og Conferentsraad Collin vare enige om at overdrage mig at skrive Forspillet til denne Fest. Bournonville skulde give en Ballet i samme Anledning og han gav »gamle Minder«; man saae som i en Laterna magica alle, de meest malende Scener i Repertoirets Balletter. Min Plan til Forspillet havde vundet Directionens Bifald, da den ganske billigede min Idee, der hvilede heelt paa Tidsøieblikket. Jeg vidste med hvilken Stemning Folk den Tid kom i Theatret, vidste hvor ringe Betydning det just nu havde for dem, thi Tanken var derovre, Tanken var hos Soldaterne i Krigen, jeg maatte altsaa lade min Digtning følge med dem og da derovre fra see at bære den tilbage til den danske Skueplads, min Overbeviisning sagde mig, at det ikke var i Sværdet nu til Dags vor Styrke laae, men i Aandens Dygtighed, og jeg skrev »Kunstens Dannevirke«, som man kjender det og som det nu findes i mine samlede Skrifter. Det blev Festaftenen optaget med stærkt Bifald; men det blev givet Abonnenterne rundt, det var et Misgreb; det benyttedes som et Trækmiddel en heel Uges Aftener. Paa Festen selv blev det, som sagt, optaget med stort Bifald; – Folk vare grebne – men nu kom Bladene, og eet af disse bebreidede mig især, at der i Forspillet var en væmmelig evig Snakken om Danmark og Dannebrog, at vi skulde lade Andre rose os og ikke rose os selv, da det ellers klang som Jacob von Thybo o. s. v. – Et andet Blad referede Forspillet saaledes, at jeg ikke ret vidste, om Referenten havde skrevet det i Eenfoldighed eller af ond Villie. Ved fjerde Forestilling var det alt en gammel Historie, man klappede ikke længere, og fra denne Forestilling gaves Anmeldelsen i »Nord og Syd«, hvis Redacteur ikke var fornøiet med min Digtning; den gjorde imidlertid sin Virkning, da den skulde, og jeg anseer endnu Ideen og hele Formen for heldig og den eneste rigtige i de Dage og under den Folkestemning.

I Januar kom »Brylluppet ved Como-Søen« paa Scenen, og nu blev Componisten, Gläser, hvem man længe havde viist Ligegyldighed, ja Uretfærdighed, høilig paaskjønnet, og hans Musik modtaget med stormende Bifald. Bladanmeldelsen lød varmt og erkjendende for ham, hans Musik og Bournonvilles Arrangement blev særdeles rost, jeg derimod ikke nævnet. Derimod udtalte Gläser sig varmt og inderligt for den Hæder, jeg havde medvirket til.

Omtrent ved Juletid var Fredrika Bremer for første Gang kommen her til Kjøbenhavn, jeg var den Eneste hun personlig kjendte, og hendes øvrige Bekjendskab indskrænkede sig til Brevvexling med nuværende Biskop Martensen; jeg havde saaledes den Glæde at tage imod hende, være hende til Tjeneste og føre hende om her i Kjøbenhavn, Noget, der var ligesaa let som behageligt med en Qvinde af den Betydning, som hun er; hun blev her hele Vinteren over og langt ind i Sommeren, i hvilken hun besøgte Ingemann i Sorø, samt reiste til Svendborg og Møens Klint; hendes Hjerte voxte fast til den danske Sag, og det lyser fra hendes lille Bog, den synlige Blomst af hendes Ophold her, og som er udkommen paa Svensk, Engelsk, Tydsk og Dansk: »Livet i Norden«. Hendes Hjerte og Tanke var for de Danske.

»Tapperhet, mensklighet,
hjeltemod, ädelmod,
är igar, som idag,
Danska krigsmäns lag.«

Dette lille Vers skrev hun her i Kjøbenhavn, og det var et Udtryk af hendes dybe, varme Sjæl, som den omfattede Dansken. Hendes lille Bog vandt imidlertid ikke den Erkjendelse, ja man kan sige slet ikke den Tak, hun her med Rette fortjente, vi critisere altid, især hvor vi see, Hjertet spiller en Rolle; man opholdt sig og dvælede ved den lidt for overdrevne Skildring af Trængselen paa Østergade, som vi vare vante til, men ikke hun, der da endnu ikke havde besøgt London eller Amerikas store Stæder. Hendes lille Bog, der viser et stort Hjerte for Danmark, fik, som sagt, ikke her den Deeltagelse, de Taarer, jeg saa tidt saae i hendes Øine, idet hun dybt følte for det danske Folks og Riges Skjæbne. – Hun var her i de tunge Dage, de levende Dage.

I April, om Aftenen, kom Efterretningen om, at Skjærtorsdag var Linieskibet »Christian den Ottende« sprunget i Luften med Besætning, et Sorgens Vee gjenlød saa rystende, saa stort, – det var en Landesorg. – Jeg følte mig, som stod jeg paa et synkende Vrag. – Et eneste frelst Menneskeliv fra Skibet var som en Seier, en vundet Rigdom. Paa Gaden mødte jeg min Ven Kapitain-Lieutenant Chr. Wulff, hans Øine straalede, han trykkede min Haand, »veed Du, hvem jeg bringer hjem sagde han, »Lieutenant Ulrich! han er ikke sprungen i Luften, han er reddet, flygtet, har naaet vore Forposter, og jeg bringer ham hiem!« – Jeg kjendte slet ikke Lieutenant Ulrich, men jeg brast i Graad af Glæde. »Hvor er han? Jeg maa se ham« – »Han gik til Marineministeren og derfra til sin Moder, der troer, han er død!«

Jeg søgte ind i den første Urtekræmmerbod, fik en Veiviser og fandt, hvor Ulrichs Moder boede; da jeg imidlertid kom derhen, fik jeg Ængstelighed for, at hun endnu var uvidende om det Hele, jeg spurgte derfor Pigen, som lukkede op, »ere de bedrøvede eller glade her i Huset!« – Da straalede Pigens Ansigt: »De ere glade, Sønnen er jo falden ned ligesom fra Himlen!« – og nu gik jeg uden videre ind i Stuen, hvor hele Familien sad i Sorgeklæder; netop denne Morgen havde de faaet disse paa, og den formentlig afdøde Son stod frisk og glad midt imellem dem! – Jeg flø ham om Halsen, jeg kunde ikke Andet, jeg maatte græde, og man følte og forstod, jeg ikke kom som en Fremmed; da jeg fortalte Frøken Bremer denne Historie, som hun senere har berørt i sin Bog, blev hun ligesaa betagen, som jeg havde været det. Hendes Sjæl var blød, som den er ædel og stor.

Mit Sind var sygt, jeg led aandeligt og legemligt; jeg trægte til en anden Omgivelse, Frøken Bremer talte om sit smukke Fædreland, ogsaa der havde jeg Venner, jeg bestemte mig til en Reise enten op i Dalarne eller maaskee til Harparanda, Midsommerdagen; Froken Bremers Midsommers Reise havde givet mig Lyst dertil; hun var utrættelig i at skrive Breve for mig til sine mange Venner rundt om i hele Sverrigs Rige, thi i det Land behøver man saadanne; der finder man ikke overalt Vertshuse at tage ind i, men maa søge sit Hjem hos Præsten eller paa Herregaarden. Før Afreisen arrangerede hun for mig en Afskedsfest paa svensk Maade, som vi i vort reflecterende Kjøbenhavn ikke kjender eller ynder; der var Udklædning, Declamation, mange Gjester og mellem disse H. C. Ørsted, Martensen og Hartmann. Jeg fik et smukt Sølvbæger med Indskrift: »et Minds om Fredrika Bremer.« – Et lille Digt fulgte:

Med Svalorna dragar du bort mot nord,
du Danmarks sangrika Svala,
ett vintriga hem, ett frostbunden jord
med sommarens flägtar hugsvala.

Och tusinde röstar på Sverrigas strand
velkommen Dig snart skulla helsa.
O! helsa det goda, det älskade land,
de svenska Vennerna helsa.

Men medtag en talisman minnesgod,
från Vännan, som vel du kånner,
och drick ur de svenska källornas flod
en skål for de danske Venner.

Drick, ädle Skald, utur vänskapens bål,
den är Din öfverallt oppa jorden,
men ingenstäds dricks H. C. Andersens skål
så varmt som hår hemma i norden.

F. B.

Christi Himmelfartsdag reiste jeg herfra over til Helsingborg; det var deiligt Foraar, de unge Birketræer duftede saa forfriskende, Solen skinnede varm; den hele Reise blev som en Digtning og saaledes klinger den fra de givne Billeder og Stemninger: »I Sverrig.«

Som en halv engelsk-hollandsk By laae med lysende Gasflammer, storartet og levende: Gøthaborg, ganske anderledes, som det syntes, frem med Tiden end de andre svenske Byer, kun Theatret var ikke ganske gaaet frem, og det originala Stykke man gav, var hæsligt – raat vil jeg hellere kalde det – Hovedrollen deri, sagde man, udførtes af Forfatteren selv. Det, som oprørte mig, var, at den hele Handling dreiede sig bogstavelig om een endnu levende virkelig Person: en gammel, lærd Magister, som i Spøg kaldtes Arab, for sit Kjendskab til det østerlandske Sprog, vilde i Stykket saa gjerne gifte sig; der vare Anecdoter af Mandens Liv, der vare optagne; Stykket selv var ogsaa kun løse Scener uden Handling og Characteer, men Hovedpersonen selv levede, og var, sagde man, paa Fattighuset i Stockholm, Fremstilleren gav hans Person, hans sande Portrait, hvorefter der stormende applauderedes. Jeg gik efter anden Act; det oprøorer mig at latterliggjøre Personen, hvor der kun udrettes derved, at man gjør Løicr.

Byens Havn og prægtige Badehuus med Badekar af Marmor troer jeg, skyldes den driftige og fortjenstfulde Commerceraad Wieck, i hvem jeg tillige fandt en høist elskværdig Vert, og i hvis rige hyggelige Hjem jeg i faa Timer sluttede Bekjendtskab med Gøthaborgs betydeligste Personer, mellem disse maa jeg af Damer nævne den aandfulde Romanforfatterinde Frøken Rolander.

Jeg saae igjen det mægtige Trollhätta-Fald, og har siden med Ord forsøgt at male det; Indtrykket af det bliver altid nyt og stort, dog ligesaa levende gjemmer min Tanke det nye Indtryk, som fulgte, nemlig et Møde udenfor Venersborg, hvor Dampskibet lagde til for Passagerernes Skyld. Ved Landingsstedet her stod en lille Piberdreng, som jeg Aaret forud havde seet med de svenske Tropper i Fyen; han hilsede mig saa glad, saa bekjendt, ganske overrasket ved at gjensee mig i sit Fædreland. Da han med de svenske Soldater laae paa Glorup, skulde de en Dag paa Øvelse, Drengen havde lidt ondt i Maven, og den brave gamle Huusbestyrerinde tillod ikke, at han gik med, Barnet skulde have Havresuppe! Officeren sagde, det var Intet, han feilede. »Her er jeg hans Moder!« sagde hun, »Barnet er sygt, og han kommer ikke ud at pibe i Dag!« Han spurgte til Jomfruen og til den gamle Greve, men Jomfruen var dog for ham Herskerinden.

Jeg kom til Stockholm og klædte mig om for strax at søge vor Gesandt, hos hvem jeg haabede at høre om Krigen, som ganske opfyldte mig, paa Veien derhen havde jeg det Uheld at møde Dr. Leo, en dansktalende Tydsker, som jeg kjendte fra Kjøbenhavn, hvor jeg venligt var kommen ham imøde, og havde ført ham til Frøken Bremer, der da var i Besøg hos os; om hende og mig fortalte han siden ikke smukt i sine: Charactere aus meiner skandinavischen Mappe«, aftrykt som Feuilleton i »Novellen-Zeitung«; han giver et Slags Caricatur-Portrait af mig fra Mødet her paa Gaden i Stockholm, hvor jeg, strax efter at have forladt Dampskibet, kom, som han siger, i festligt Toilet, med hvide Glacéehandsker og viste mig paa Promenaden, for at blive seet, og for at min Ankomst kunde Dagen efter komme i Aviserne. Han har gjort mig Uret heri, bedrøvet mig, – men det vil jeg huske paa, han har ogsaa oversat smukt flere af mine Bøger – har talt venligt og godt om mig andre Tider og Steder – jeg rækker ham Haanden igjen – og uden »Glacéehandsker.«

Lindblad, hvis skjønne Melodier Jenny Lind har bragt ud i Verden, var een af de Første, jeg mødte, han ligner hende, som en Broder kan ligne sin Søster, det samme Præg af Melancholie, men hos ham er kraftigere Træk; en Opera-Text, som han bad mig skrive for sig, kunde jeg endnu have Lyst til at bringe, for at den ved hans Magt kunde bæres paa Folkesangens Vinger.

I Theatret gav det italienske Selskab en her i Stockholm af dets italienske Capelmester Foroni componeret Opera: »Dronning Christine«, Texten af Sangeren Casanova; det forekom mig mere at være storartede Harmonier, end just Melodier; Acten med de Sammensvorne havde størst Virkning; smukke Decorationer og gode Costumer savnedes ikke, og hos »Christine« og »Oxenstjerna« var søgt at give Portrait-Lighed; det Eiendommeligste ved det Hele var iøvrigt det, i Christines svenske Hovedstad at see Christine selv som Sang-Figur paa Scenen.

Ved Boghandler, Magister Bagge var jeg bleven indført i Literatur-Selskabet, og fik ved en Fest her min Plads hos Digteren, Kammerherre Beskow; ogsaa Dr. Leo var Gjest, og Præsidenten tog Anledning til at udbringe en Skaal for »de to udmærkede Fremmede, Hr. Andersen fra Kjøbenhavn, Forfatteren til »Improvisatoren« og »Eventyr, fortalte for Børn« og Dr. Leo fra Leipzig, Red. af »Nordischer Telegraph«. Senere udbragte Magister Bagge smukt og hjerteligt en Skaal for mig og for mit Fædreland, og bad mig sige mine Landsmænd det hele svenske Folks Begeistring og Deeltagelse for os.

Jeg svarede med Ord af een af mine Sange:

Skarpt som et Sværd laae Øresund
Imellem Nabostrande,
En Rosengreen en Morgenstund
Forened disse Lande,
Hver Rose aanded Poesie,
Den slagne Vunder læger,
Hvo mægted’ dette Trylleri?
Tegnér og Oehlenschläger!

og tilføiede: at flere Skjalde vare siden komne til paa svensk og dansk Side, og ved disse havde Folkene mere og mere lært at forstaae hinanden, følte Hjerteslaget, og det svenske Hjerteslag havde vi just i den sidste Tid dybt og inderligt fornummet, som jeg fornam det i dette Øieblik! Taarerne kom mig i Øinene, rundt om lød Hurra!

Beskow førte mig til Kong Oscar, han kom mig saa hjerteligt imøde, det var mig næsten, som om vi oftere havde talt med hinanden, og dog var dette første Gang vi mødtes. Jeg takkede Hans Majestæt for Nordstjerne-Ordenen, han tidligere allernaadigst havde hædret mig med; talt om Stockholms Lighed med Constantinopel, om Søen Roxens med den sydlige Deel af Loch Lomond; om de svenske Soldaters Disciplin og Gudsfrygt, og Kongen sagde, at han havde læst, hvad jeg havde skrevet om Svenskernes Ophold i Fyen; udtalte sin varme, deeltagende Følelse for det danske Folk, sit Venskab for vor Konge. Vi talte om Krigen. Jeg sagde, at det laae i Nationens Characteer, at hvor den følte, den havde Ret, holdt den fast derpaa, og glemte, at den var lille. Jeg forstod den ædle Konges hele smukke Sindelag.

Jeg sagde, at hvad Godt Dansken saae han gjorde for dem, vilde bringe ham hele dette Folks Taknemlighed. Vi talte om Arvestorhertugen af Weimar, som han ogsaa holdt meget af; Hans Majestæt spurgte mig dernæst, om jeg kom snart igjen tilbage fra Upsala, hvor jeg nu tog hen, han vilde see mig hos sig en Middag, ogsaa »Dronningen, min Hustru,« sagde han, »kjender Deres Skrifter og vil gjerne personligt kjende Dem.«

Efter min Tilbagekomst var jeg tit Taffels. Dronningen, som personlig ligner meget sin Moder, Hertuginden af Leuchtenberg, hvem jeg havde seet i Rom, kom mig hjerteligt imøde og sagde, at hun alt kjendte mig længe af mine Skrifter og af »das Märchen meines Lebens«; ved Taflet havde jeg Plads ved Sides af Beskow, lige over for Dronningen. Prinds Gustav især talte der levende og livligt med mig. Efter Bordet læste jeg »Hørren«, »den grimme Ælling«, »en Moder« og Flipperne«. Ved Læsningen af »en Moder« saae jeg Taarer i Øinene hos det ædle Kongepar; de udtalte sig saa varmt, saa deeltagende, hvor vare de dog begge elskelige, saa ligefremme og velsignede; ved Bortgangen rakte Dronningen mig sin Haand, som jeg trykkede til mine læber; hun saavel som Kongen hædrede mig med en fornyet Indbydelse og at høre mig endnu engang at læse. En sympathetisk Følelse, om jeg her tør bruge dette Ord, drog mig ærlig til den unge, elskværdige Prinds Gustav, hans store, blaa, sjælfulde Øine havde en Inderlighed, som øvede en stor Magt, hans usædvanlige Talent for Musik interesserede mig; der var noget saa tilnærmeligt, trofast i hans Personlighed, og vi mødtes begge i vort Hjertelag for Hertugen af Weimar, om ham talte vi. om Krigen, om Musik og Poesie.

Ved det næste Besøg paa Slottet var jeg med Beskow tilsagt i Dronningens Værelser, en Time før Taflet; Prindsesse Eugenie, Kronprindsen, samt Prindserne Gustav og Carl vare der, snart kom ogsaa Kongen; »Poesien kaldte ham fra Forretningerne!« sagde han. Jeg læste »Grantræet, »Stoppenaalen« »den lille Pige med Svovlstikkerne« og paa Forlangende »Hørren«. Kongen fulgte med stor Opmærksomhed; »den dybe Poesie, der laa i disse Smaadigtninger«, saaledes behagede har, at udtrykke sig, tiltalte ham, og han sagde, at han paa sin Reise til Norge havde læst Eventyrene, blandt andre: »Grantræet. Alle tre Prindser trykkede min Haand, og Kongen indbød mig at komme til hans Fødselsdag den fjerde Juli, da Beskow vilde være min Cicerone!

Man vilde i Stockholm offentlig vise mig en Hyldest, en Hæder; jeg vidste, hvorledes Sligt vilde blive mig misundt hjemme og give Stof til ond Snak; det forstemte mig, jeg var febril ved Tanken om at være Aftenens Festkonge; jeg følte mig som en Delinquent, gruede for de mange Skaaler og den lange Aften.

Her var den aandfulde, berømte Fru Carlén; den under det pseudonyme Navn »Wilhelmina,« mindre bekjendte, men fortræffelige Roman – Forfatterinde; ogsaa Skuespillerinden, Fru Strandberg, og flere Damer tog Deel i denne festligt arrangerede Aften. Fru Carlén indbød mig til en Spadseretour og tog min Arm, men vi turde ikke gaae i Haven, hvor jeg vilde, nemlig, hvor jeg ikke saae mange Tilskuere, vi skulde og maatte vandre en bestemt Vei, Publicum vilde ogsaa see Hr. Andersen, sagde man; det var et Arrangement, velmeent men mig lidt piinligt, jeg saae i Tanken det Hele i Træsnit hjemme i »Corsaren«; der var jo Oehlenschläger, som Folk dog var vant til at see med et Slags Pietet op til, tegnet af, omringet af svenske Damer, idet han aflagde sit Hædersbesøg i Stockholm. Foran mig i Alleen saae jeg en heel Skare Børn, med en umaadelig Blomsterguirlande komme os imøde, de strøede Blomster for mig og omringede mig, medens Trængselen af Folk rundt om var stor, og man tog hædrende Hatter af, og hvad var min Tanke? »J Kjøbenhavn vil man da gjøre Nar af mig derfor, hvor jeg vil faae ilde at høre!« Jeg var aldeles forstemt, men maatte see glad ud mellem de venlige, gode Mennesker; jeg slog det Hele hen i Spøg, kyssede een af Børnene, sladdrede lidt med en anden. Ved Aftensbordet udbragte Digteren, Pastor Mellin en Skaal for mig, efter at have henviist til min digteriske Virksomhed, derpaa fremsagdes nogle festlige Vers, skrevet af Romanforfatterinden Wilhelmina; og nu fulgte et smukt Digt af Hr. Carlén:

Det var under vaktparaden –
från ståten så mången blick
flög hän till en välkänd fremling,
der langs promenaden han gick.
Men främst med tindrande ögon
– när främlingen bort sig begraf –
stod qvar ved sin moders sida
en fem quarters hög skandinav.

Ack, snälla min älskada mamma,
men är det då riktigt sant
att han der har gjort mina sagor –
jag mins dem alla si grant:
den modige tennsoldaten
och Karo och bondens ko
och flickan hos dockan i trädet
och månen i storkens bo.

Ack, bjud honom hem i afton
att sitta i mormors berså,
och låt oss få plättar och risgröt,
det bästa af allt ändå!
Då skall jag väl ha min jacka
med silfverknapparna i ….
Tänk, om han villa berätta
en saga för mig och Marie!

Så fråjdade skald, af naturen
din lager du takit emot.
Den kan ej förhärjas af stormen:
i hjertat den eger sin rot ….
Till barn har du bildat oss alla
i lifvets stora »Bazar« –
haf tack – o, måtte din himmel
ett rum för barnen ha qvar!

Jeg gjensvarede, at jeg vilde betragte denne Hjertelighed, man viste mig, som en Forudbetaling, jeg haabede, Gud gav mig Kraft til at give tilbage, ved et Arbeide, der udtalte min Kjærlighed til Sverrig. Og jeg har søgt at indløse mit Løfte. Lystspildigteren, Skuespiller Jolin, sagde i Dialect: »en Dalkarl Historie«; Sangerne fra det kongelige Theater Strandberg, Wallin og Günther sang svenske Viser, Orchesteret spillede og begyndte med den danske Melodie: »Der er et yndigt Land.« Klokken Elleve om Aftenen kjørte jeg hjem; glad i Hjertet over de venlige Mennesker, glad over at komme til Ro.

Snart var jeg paa Veien til »Dalarne«: et af Fredrika Bremers Breve forte mig i Upsala til Digteren Fahlkranz, Broder til den berømte Landskabsmaler, og selv hæderlig kjendt ved sine Digtninge »Ansgar« og »Noahs Ark«; jeg mødtes med Vennen, Digteren Bøttger, gift med Tegnérs Datter Disa, to lykkelige Mennesker, hvis Hjem var som opfyldt af Huuslivets Solskin og Poesie.

Mit Værelse i Hotellet stødte op til en stor Sal, derinde holdt just Studenterne Sexa, og da de erfarede, jeg var Nabo, kom en Deputation og bad mig, om jeg vilde høre dem synge, der var Munterhed og Glæde, deilig Sang; jeg søgte strax, efter Ansigterne at dømme, at finde Een, jeg kunde slutte mig til; en høi, bleg Mand behagede mig, og det var, lærte jeg snart, rigtigt valgt; han sang saa smukt, declamerede saa rigtig sin Sang; han var den Genialeste af dem Alle, det var, lærte jeg siden, Gluntarnes Componist og Digter Wennerberg. Siden hørte jeg ham med Beronius synge sin Nutids bellmanske Sange; det var hos Landshøvdingen, i hvis Kreds jeg samledes med Upsalas betydeligste Mænd og Qvinder og fandt den hjerteligste Modtagelse. Første Gang mødtes jeg her med Atterbom: »Blommornas« Skjald, han, som sang om »Lyksalighedens Ø«; der er, siger Marmier, et Slags Frimureri mellem Digterne, de kjende og forstaae hinanden, det følte og erkjendte jeg Sandheden af hos denne elskværdige, gamle Skjald.

Behåll, hur tidens stridsvagn ån må dundra,
Dit liff af dikt och frojd i Sagans verld!
Liuft år an älska, herrligt att beundra;
Jag minnes Dig – med denna dubbla färd.
Atterbom.

For at reise i Sverrig maa man have egen Vogn, jeg havde været nødsaget til at kjøbe en saadan, havde ikke Landshøvdingen venskabeligst tilbudt mig sin til den hele Lange Reise; Professor Schrøder forsynede mig med Slanter og Pidsk, Fahlcranz skrev Reiserouten, og en for mig og paa mit Reiseliv egen Fart begyndte, ikke ulig dem, man gjor i Amerika, hvor endnu ikke Jernbanenettet naaer. Det var saa ganske som Reiselivet for et hundrede Aar tilbage, imod hvad jeg ellers var vant til.

Man bandt Krandse paa Maistænger til Midsommeraften, da jeg naaede Leksand, hvor Siljansøen, udstrakt og stor, skinnede foran mig; mægtige Piletræer heldede sig ud over den hurtigtflydende Dal-Elv, hvor de vilde Svaner svømmede; hiin Side Mora op mod den norske Grændse fortonede Bjergene saa blaa; det hele Liv og Røre, de maleriske Dragter, Sommervarmen, Alt var saa forskjelligt fra hvad jeg havde tænkt mig det heroppe i det stille, kolde Norden; og nu ved Midsommerfesten hvilken Livlighed! Baade i Mængde kom overfyldte med de pyntelige Kirkefolk, Gamle og Unge, selv smaa Pattebørn, det var et Malerie saa levende, saa storartet, jeg kan med Ord kun fattigt gjengive det. Professor Marstrand “hvem min Skildring heraf og min mundtlige Fortælling siden indvirkede paa, gjorde i to Aaringer, netop til Midsommerfesten, en Reise herop og gav os i Aand og Farver det rige Billede paa Lærredet.

I Leksand var endnu et Vertshuus at finde for den Reisende, men ikke høiere oppe; i Rättvek maatte jeg derfor følge Landets Skik, stige af hos Præsten og faae Natteqvarteer; men før han hørte mit Navn, var jeg ham allerede velkommen; siden blev det som en Fest, og da jeg den følgende Dag med ham gik til den nærliggende Vandanstalt, stod ved Broen en heel Flok Børn, de svingede med Huen, de kjendte ham, der havde skrevet Eventyrene. »Andersen er heroppe i Dalarne!« var igaar Nyheden, en af de Smaa jublende var kommen at fortælle! Jeg tænkte i denne Stund paa mine smaa, fattige Venner i Heriots Hospital i Edinburgh, tænkte paa Skotlands Ungdom, nu jeg stod i den glade Barnekreds oppe i Dalarne, og mit Hjerte blev ydmygt og blødt, Gud taknemmeligt, jeg bad ham tilgive mig de Suk, den Smerte jeg kunde udtale for ham i tunge Timer, i krænkede, bittre Øieblikke.

Det er de gamle Minder, det er den Solglands, Sagn og Historie kaster over en Egn, der har en Magt og Betydning, tidt større end den maleriske Skjønhed. Heroppe er det Dalkarlefolkets Trofasthed, Gustav Vasas Flugt og hele Optræden, der fæster sig til Tanken; her er og saagodtsom uforandret Scenen for denne romantiske Deel af hans Liv i hele dens Storhed og Eensomhed. I den Billedrække, jeg har givet: »I Sverrig«, vil man see, saavidt jeg mægtede det, Indtrykket paa mig. Den uendelige store, udstrakte Skovstrækning, med sine eenlige Miler, sine dybe, klare Skovsøer, hvor Linnæaen blomstrer over Klippestenene, og hvor de vilde Svaner bygge, var noget Nyt, næsten fremmed for mig, jeg følte mig ligesom flyttet Aarhundreder tilbage i Tiden. Fahlun med dens Kobbergruber og hele dens smukke Omegn blev besøgt, og herfra gjemmer Erindringen en lille Begivenhed, af dem man maa regne til Tilfældigheder, men Mange dog stille paa et høiere Trin. Jeg har rnellem mine svenske Billeder givet den Overskriften: »hvad Straaene sagde«. Det er ingen Digtning, det er noget Oplevet.

I Haven hos Landshøvdingen i Fahlun sad en Kreds af unge Piger, de toge spøgende fire Græsstraa i Haanden og bandt paa disse Enderne to og to sammen; hvor det da lykkes, at alle fire Straa danne et sammenhængende Heelt, der, efter Folketroen, bliver det opfyldt, hvad Den tænkte paa, som bandt dem. Det vilde ikke lykkes for Nogen af dem, og nu vilde de, at jeg skulde forsøge det. »Men jeg troer ikke derpaa!« forsikkrede jeg, men tog dog fire Straa og lovede, at jeg i Tilfælde af at have Held med mig, skulde sige mit Ønske derved. Jeg bandt, aabnede Haanden, og mine Straa hang sammen; uvilkaarligt steg Blodet mig op i Kinderne, jeg blev overtroisk, og tvertimod min fornuftige Tanke, troede jeg paa det, fordi jeg gjerne vilde det; og hvad var Ønsket! spurgte man, jeg sagde det: »at Danmark maa vinde en stor Seier og snart faae en hæderlig Fred!« – »Gud give det udbrød de Alle; og Straaenes Prophetie den Dag var – tilfældig – en Sandhed – snart lød den til Sverrig: »Slaget ved Fredericia!«

Over Gefle vendte jeg igjen tilbage til Upsala og Dannemora, hvis svimlende Gruber jeg saae ovenfra; jeg har tidligere besøgt Rammelsbjerg i Harzen, Baumanns Hule, Halleins Saltværk og Katakomberne under Rom og paa Malta, det var ingen Steder nogen Fornøielse, uhyggeligt, trykkende, et fælt Mareridt – jeg skal ikke gjerne under Jorden, for man bringer kun mit døde Legeme der.

Ved Gammel-Upsala steg jeg af Vognen for at see de nu gjennemgravede Høie, som bære Odins, Thors og Freyrs Navne. Da jeg for tretten Aar tilbage var her, laae de endnu i Aartusinder tillukkede. Den Gamle, som havde Nøglen til Høiens Indgang, og hvis afdøde Fader dengang skjænkede i Mjødhornet for mig, blev glad ved at høre mit Navn, og nu vilde hun ogsaa, sagde hun, illuminere for mig, som for de høie Herres, der havde været her fra Stockholm. Medens hun begyndte dermed, steg jeg ene op paa Høien, og Bøn og Tak til Gud for alt Godt i den hengaaede Tid, siden jeg sidst var her, fløi mig fra Læberne med de Ord »din Villie skee med mig!« saaledes har jeg min ubevidste Kirkegang, snart i Skov-Naturen, snart paa Oldtids Grave og snart i den lille eensomme Stue. Da jeg kom ned, var der sat smaa Voxlys rundt om inde i Gangen, og jeg saae den gamle Urne med hvad hun kaldte Odins Been, det vil sige hans Afkoms, Ynglinga-Slæegtens. Rundt om laae Aske af brændte Dyr.

Efter at have gjenhilset Vennerne i Upsala naaede jeg Stockholm, hvor jeg hos den gamle Fru Bremer modtoges som Barn af Huset, da levede der endnu den aandfulde, meget syge Agathe, Søster til Fredrika Bremer, til hvem alle Brevene fra Amerika ere skrevne og som siden ved Fredrikas Hjemkomst var død. Der var hyggeligt, rigt og godt i den gamle Moders Huus, hvor jeg nogle Gange samledes med en stor Kreds af Familien, der hører til de bedste i det gode Sverrig; det var saaledes ganske interessant at see Virkelighedens Forskjel imod alle de Historier i Danmark og Udlandet om denne Forfatterindes Slægt og Vilkaar; da hun først traadte frem, hed det, at hun var Gouvernante hos en adelig Familie, og saa var hun Eierinde af Godset Aosta, fri og selvstændig.

Det er ikke blot de levende Dygtige og Herlige, der i en fremmed Stad er mig en Trang at komme nær, men de kjendte kjære Dødes Grave maa jeg besøge, bringe dem en Blomst eller hente mig en fra deres Grave; i Upsala havde jeg været ved Geijers Grav. Monumentet var endnu ikke reist; Tørneros’s Grav var overgroet med Græs og Nelder. I Stockholm gik jeg til Graven, der gjemmer Nicander og Stagnelius, kjørte ud til Solna ved Stockholm, paa den lille Kirkegaard ligger Berzelius, Choræus, Ingelmann og Crusell, paa den større har Wallin sin Grav.

Mit egentlige Hjem i Stockholm var og blev forøvrigt hos Digteren Baron Beskow, hvem Carl Johan adlede; han hørte til disse elskværdige Personligheder, fra hvem der ligesom udstraaler et mildt Lys over Livet og Verden; hjertelig og talentfuld er han, derom vidne hans Tegninger, hans Musik; Stemmen selv er i Sang her hos den ældre Mand saa blød og frisk; hans Betydning som Digter kjendes; og ved Oehlenschlägers Oversættelser er ogsaa for Tydskland hans Tragedier blevne kjendte; elsket af sin Konge og sin Omgivelse er han hædret, dertil en Mand af sjelden høi Dannelse, en trofast kjærlig Ven.

Du Kjærlige, du Milde, med et Hjerte som Faa,
Bramfri, som altid den sande Aand man saae,
Beskeden og saa rig dog paa Digtekunstens Skatte,
– I disse fattige Ord dit Billede jeg satte.

Den sidste Dag under mit Ophold i Stockholm var det Kong Oscars Fødselsdag, jeg var hædret med Indbydelse til Festen; Kongen, Dronningen og alle Prindserne vare ved Afskeden saa milde og hjertefulde; jeg var dybt bevæget, som naar man skilles fra sine Kjære.

Oehlenschläger omtaler i sit Levnet, fjerde Bind, Side 85, Grev Saltza, og man bliver nysgjerrig efter ret at vide, hvem Manden er, men kommer ikke til Kundskab derom; Oehlenschläger fortæller:

»En Bekjendt af Biskop Winter gjorde mig i disse Aar et Besøg engang. Det var en høi, anseelig svensk Mand, som ved »lndtrædclsen sagde mig sit Navn; men jeg hørte det ikke. Da jeg nu undsaae mig ved at spørge atter om Navnet, haabede jeg under Samtalen at høre det igjen, eller at slutte mig til, hvem han var. Han sagde mig, at han var kommen for at spørge mig om, hvad jeg syntes om Æmnet til en Vaudeville, han agtede at skrive. Han fortalte mig det; det var ret smukt, jeg beholdt det og tænkte: det er altsaa en Vaudevilledigter. Derpaa talte han om Münter, som en gammel Ven; thi jeg skal sige Dem, vedblev han, jeg har studeret Theologie og oversat Johannes Aabenbaring. En Vaudevilledigter, tænkte jeg nu, som ogsaa er Theolog. Münter er ogsaa Frimurer,« »vedblev han, alt sit Frimureri har han lært af mig; thi jeg er Mester af Stolen. Jeg blev ved hemmelig at regne sammen: Vaudevilledigter, Theolog, Mester af Stolen. Nu begyndte han at tale om Carl Johan, som han roste meget og sagde: Jeg »kjender ham godt! jeg har drukket mangt et godt Glas med ham. Jeg sagde: Vaudevilledigter, Theolog, Mester af Stolen,

intim Ven af Carl Johan. Han vedblev: Her i Danmark gaae Folk ikke med deres Ordener; imorgen gaaer jeg i Kirke, saa tager jeg mine paa. Det kan De ogsaa gjerne! svarede jeg; og han vedblev: Jeg har dem Allesammen! Jeg sagde: Vaudevilledigter, Theolog, Mester af Stolen, Carl Johans intime Ven, Seraphimerridder. Endelig begyndte den Fremmede at tale om sin Søn, som han havde formaaet til at huske paa, at deres Stamfader havde været mellem de Første paa Muren, da Jerusalem blev erobret. Nu blev det mig klart, at det maatte være Grev von Saltza. Og det var han ogsaa.«

Saavidt Oehlenschläger.

I Forværelset hos Kong Oscar var jeg af Beskow presenteret for den gamle Grev Saltza, der strax venlig med svensk Gjestfrihed indbød mig paa Hjemreisen at besøge Sig paa sit Gods Mem, dersom han var der, idet Dampskibet lagde til, hvor jeg strax vilde erfare det, eller at komme til ham paa Godset Sæby ved Linkøping, der videre frem paa min Reise ikke laae langt fra Canalen. Jeg tog det for de almindelige venlige Ord, man saa tidt hører, og tænkte ikke at gjøre Brug af Indbydelsen; men paa Hjemreisen om Morgenen, idet vi forlode Roxen og skulde op gjennem de tretten Sluser ved Wreta Kirke, hvis Kongegrave jeg har besunget i »Billedbog uden Billeder«, traadte pludselig Componisten Josephson ombord, med hvem jeg, som tidligere er fortalt, havde levet i Sorrento og paa Capri, og senest truffet i Upsala; han var Grev Saltzas Gjest paa Sæby, og da man havde beregnet, hvilket Dampskib jeg maatte komme med paa Canalveien, afsendtes han til Sluserne her, for med Vogn at afhente mig; det viste et venligt Sind af den gamle Mand, i Hast fik jeg mit Tøi samlet, og i en skyllende Regn kjørte jeg til Sæby, til det i italiensk Stiil byggede Slot, hvor den gamle Grev Saltza boede med sin aandfulde, elskværdige Datter, Enke-Friherreinde Fock.

»Der er et aandeligt Slægtskab mellem os To!« sagde den gamle Mand; »det følte jeg strax, da jeg saae Dem! vi vare ikke hinanden fremmede!«,, han tog saa glad imod mig, og Gubben med de mange Egenheder blev mig snart kjær ved Aand og Elskværdighed; han fortalte om sit Bekjendtskab med Konger og Fyrster; med Goethe og Jung Stilling havde han staaet i Brevvexling. Han fortalte, at hans Forfædre havde været norske Bønder og Fiskere, de kom til Venedig, reddede christne Fanger og bleve af Karl den Store gjorte til Fyrster af Saltza. Det Fiskerleie, der laae, hvor nu Petersborg ligger, havde tilhørt hans Faders Fa’erfa’er, og jeg hørte fortælle, at Saltza skal engang, da Keiseren af Rusland var i Stockholm, have sagt i et Slags Spøg til Keiseren: »det er egentlig mine Forfædres Grund, den store Keiserstad ligger paa!« og Keiseren skal spøgende have svaret: »nu, saa kom og tag den!« Der gaaer et Sagn om, at Keiserinde Katharina den Første var Svensk, og efter Saltzas Fortælling og Optegnelse stadfæstes dette, han drager hendes Barndoms-Historie ind i hans Faders Bedstefaders Liv; ganske interessant ere de Optegnelser herom, han har gjort og som han fortalte:

En Dag læste Faderen et Sammendrag af den russiske Historie, men lagde snart Bogen hen og sagde, at det ikke forholdt Sig, som det stod der om Keiserinde Katharina, han vidste det bedre, og nu fortalte han ham: »Min Faders Mo’erfa’er var General Hans Abraham Kruse, Oberst for de grønne Dragoner; da han var Oberstlieutnant for disse og boede paa Oberstlieutnants Eiendommen Bråten, skete det, at hans Kammertjener Jean Rabe ønskede at gifte Sig med hans Frues Kammerjomfru Katharina Almpaph; Fru Kruse, født Annike Sinclair, lod gjøre et prægtigt Bryllup, og paa Brudesengen kom Guldgaloner, hvilke Fru Annike, som Hoffrøken hos Karl den Tiendes Gemalinde, havde baaret paa sin Skarlagens Kjortel; det blev siden et Ordsprog i Familien: »det er stadseligt som Jean Rabes Brudeseng! « Jean blev siden Regiments-Feldvebel ved Elfsborgs Regiment, men døde ligesom Hustruen meget tidlig og efterlod en eneste Datter Katharina, som blev brags til den gamle Generalinde Kruse paa Hökälla, hvor hun forblev i to Aar; da kom Fru Annikes Cousine, Grevinde Tisenhusen i Besøg hun fandt den otteaarige Katharina at være et smukt og klogt Barn, hvorfor hun tog hende til sig; de tilbragte sammen Vinteren i Stockholm og reiste saa i Vaaren til Pommern, hvor Grevinden skulde modtage en stor Arv; men da de kom ved Rügen, laae der et Vagtskib, det forbød dem at stige i Land, da Pesten var udbrudt der; nu vendte de altsaa om igjen til Stockholm og tilbragte der den kommende Vinter i Regjeringsgatan i det saakaldte Ankarcronske Huus. I Reval døde en Moster til Grevinden, som derfor i Mai reiste derover, uagtet Russerne just da stundom faldt ind og hærgede Esthland, der var Grevindens egentlige Fødeland, hvorfor hun ogsaa talte Tydsk og havde tydske Tjenestefolk; Katharina maatte naturligviis ogsaa lære dette Sprog. Reisen gik vel af, og efter tre Dages Ophold derovre sendtes Katharina i et Ærinde ud af Staden; da hun kom tilbage igjen, stod skrevet paa Husets Dør, at Ingen maatte træde ind, der var Pest-Smitte. Katharina skreg høit; Portneren svarede indenfor, at Grevinden og ni Personer allerede vare døde, og han selv afspærret. Katharina løb i Graad og Fortvivlelse op ad Gaden, da hun mødte Præsten, Pastor Glück fra Majam, som var kommen til Byen for at faae en Barnepige til sin lille Søn, der skulde vænnes fra; Præesten saae den velvoxne, blomstrende Piges Fortvivlelse, spurgte, hvad der var skeet, og da han hørte det, og at hun ikke havde været inde i Huset, tog han hende i Tjeneste som Barnepige, og hun i sin Forladthed gik ind derpaa, uagtet hun tidligere var bedre vant. Snart blev hun meget afholdt i Præstegaarden; Præstens Kone kunde tilsidst slet ikke undvære hende. Grev Saltzas Fa’erfaders Fader, naar han var paa Jagt der i Egnen, overnattede i Præstegaarden. Efter Slaget ved Narva, under Karl den Tolvte, var det at Russerne hærgede Esthland; de an-

førtes af Anesen Laputschin; han afbrændte Majam Kirke, tog den hele Besætning paa Fa’erfaders, Saltzas, Eiendom, og sendte de tro Vasaller afsted til Siberien; idet Præstegaarden stod i lys Lue, saae han første Gang Katharina, og selv beholdt han hende som Bytte. Menzikow var bleven Fyrste og Czarens Yndling, han yttrede, da han ved et Besøg hos Laputschin saae Katharina, som opvartede dem, at hun var smuk; Dagen derpaa blev hun sendt ham som hans Livegen; han brød sig ikke stort om Qvinder og saae i hende kun en net Opvarterske. En Dag laae hun og skurede hans Gulv, Keiseren traadte ind, men da Menzikow ikke var hjemme, vendee han om for at gaae igjen; da saae han paa Bordet staae den Tallerken Confect, der altid sattes frem for ham, naar han kom, han tog af den; Katharina kjendte ham ikke, blev ved at skure Gulvet, han saae paa hende, strøg med sin Haand Haaret tilside paa hendes Pande: »Du er en smuk Pige!« sagde han; hun rødmede, han klappede hende, gav hende et Kys og gik. Katharina fortalte med stor Fortrydelse Menzikow om den fremmede Officeer, der var kommen, havde spiist af Confecten og tilladt sig at kysse hende; da hun beskrev ham, forstod Menzikow, at det var Kejseren, og benyttede sig heraf; der var just givet Befaling til at bære nye Klædninger af en anden Art end før, een af disse for Qvinderne blev Katharina iført, den var meget klædelig, dertil pragtfuld, Huetøiet lignede de hollandske Landbeboeres. Keiseren maatte hun overbringe en Tallerken Confect af kogt Frugt med en underdanig, indsmigrende Skrivelse, at Czaren ikke maatte forsmaae Confecten og hende, som bragte den. Hvorledes hun siden blev Czarens Gemalinde, melder Historien.

Fa’erfaders Fader kom under hendes Regjering tilbage fra siberisk Fangenskab, hvor han havde været i sexten Aar; en stor Fest var just anstillet i Moskov i den keiserlige Have; han blev indbudt og kom i Følgeskab med den gamle Knes Gagarin, der i Fangenskabet havde vaeret Saltzas sande Ven; den gamle Gagarin kunde ikke taale Menzikow og da ved Indtrædelsen Denne ikke gjengjældte hans Hilsen, sagde han: »Saae Du ikke, jeg hilsede?« Menzikow svarede ham ikke, men smiilte haanligt og blev nu af den Gamle udskjældt; Menzikow kaldte paa sine Folk, overvældede Gubben og traadte paa ham; Saltza, der vilde forsvare sin Ven, blev nu ogsaa angreben, Katharina saae det fra den ophøiede Plads, hvor hun stod, hun kjendte paa Stemmen sin fordums Ven og raabte til Menzikow: »Rører Du et Haar paa Saltzas Hoved, saa sidder Dit imorgen den Dag paa Kreml!« Og Strides endtes.

Siden blev Saltza Præsident i Commercecollegiet og altid i Keiserindens Gunst; hans Familie findes endnu i Rusland.

Gubben Saltza gjælder for at være Aandeseer; Carl Johan, der var spaaet af Lenormann, at han skulde blive Konge, havde Venskab og Tillid til ham, og forunderlig nok, Kongens Dødsdag, fortæller man, traf ind paa den Dato, Saltza forud havde sagt. Her paa Sæby, i den store Riddersal, hvor nu Saltza og jeg sad, havde Carl Johan og Dronning Eugenie ofte spiist; rundt om hang Billeder af Saltzas ridderlige Fædre, Rococo-Stole og Meubler udgjorde Bohavet, det store Rum opvarmedes ved to Kaminer. Her sad jeg med den værdige gamle Herre, vi talte om Aandelivet, og han fortalte med stor Alvor og Sandhed, hvorledes hans Oldefader havde viist sig for ham om Natten, spurgt ham, om han vilde gaae med at see Guds Himmel og tilføiet: »men saa maa Du først prøve at døe!« »Han rørte ved mig,« sagde den gamle, værdige Mand, »og jeg sank som i Besvimelse!« »er Døden ikke Andet?« »Nei«, sagde Oldefader, og saa stod jeg i Forgaarden til Guds Himmel! Det var den deiligste Have!« Beskrivelsen af denne var, saaledes som Saltza gav den, ganske som her paa Jorden, jeg erkjendte intet Nyt; han traf der sin Broder og Søster; denne var, da hun døde, et ganske lille Barn, han kjendte hende ikke, for hun sagde, hvem hun var. »Det er godt, Du kommer nu,« sagde hun, »det er idag Christi Navnedag, og da skal jeg fra Barnehimlen ind i den store Guds Himmel!« –

»Men«, indvendte jeg, »hvorfor kommer Barnet ikke strax i Guds store Himmel, det siger jo Bibelen!« – Ja vel, men jeg har nu seet det!« sagde han. – Smukt var imidlertid, hvad han sagde om Gud. »Jeg stod der i Himlen, da kom en Glands, jeg ikke kunde udholde, jeg kastede mig ned, det klang ligesom Musik, en saadan har jeg aldrig hørt, og jeg følte mig saa glad, saa usigelig vel! – Hvad er det dog! sagde jeg. Det var Gud, som gik os forbi! svarede min Oldefader.«

Alt dette fortalte den gamle Mand med en Alvor, en Overbeviisning, der gjorde et eget Indtryk paa mig; »deroppe fik jeg at vide Alt, hvad der vil hænde!« sagde han. »Jeg veed om enhver Ting, hvad Udgang den faaer! – dengang var jeg kun femten Aar.«

Under mit Ophold paa Sæby var det »Frederiks-Dag«, den gamle Greves Navnedag, og det var ret interessant her at see den svenske Maade, den feiredes paa.

Nede i een af Stuerne var reist en Bue af Egeløv, og over hans Navnetræk sad en smuk Egeløvs Krone med Roser i for Ædelstene. Da vi sad ved Kaffebordet, hørtes Skud ude fra Indsøen, Tjeneren traadte ind, og med høi Stemme, næsten som med udenad lærte Ord, meldte han, medens han paa samme Tid ikke kunde lade være med et Smiil at forraade, at det Hele var Comedie: »Et Skib, Nordstjernen, ligger udenfor til Ankers med fremmede Søfarere!« Disse bleve nu indbudne; der lød Skud fra Skibet, og Inspecteuren, hans Hustru og to Døttre traadte ind. Dem var det, som fra Godset paa hiin Side Søen vare indtrufne. – Ved Middagsbordet vare flere Inspecteurer og en Mængde af Godsets Embedsmænd, siden kom fra Nabogodserne Familierne til Lykønskning. Udenfor opmarscherede og stode i Rækker alle Godsets Skolebørn, Piger og Drenge, hver med en lille grøn Green i Haanden, de bleve anførte af Skolemesteren, der holdt en Tale paa Vers til den gamle Greve, der traadte ud til dem og modtoges med skingrende Hurra. Skolemesteren fik Penge, saae jeg, Børnene Kaffe og Mad og dernæst Lov til at dandse i den store Forstue, hvor en Bonde spillede Violin; Friherreinden gik venligt om mellem dem, viste Bønderfolkene Slottets Sale og Stuer og gav dem rigelig Mad og Drikke; der var festligt og fornøieligt. Nu kom tilfældigt Posten med Breve og Aviser. »Nyt fra Danmark. Seier ved Fredericia!« lod det jublende; det var de første fuldstændige trykte Efterretninger herom, Alle vare interesserede herfor; jeg greb Listen over Døde og Saarede.

Til Ære for Danskens Seier lod den gamle Saltza Champagnen knalde; i en Hast havde Datteren faaet et Dannebrogsflag istand, det blev stillet op; den Gamle, der tidligere havde talt om Hadet i gammel Tid mellem Svensk og Dansk og gjemte tre danske Kugler, af hvilke den ene havde saaret hans Fader, den anden hans Farfader, den tredie dræbt Farfaders Fader, løftede nu i Nabofolkets Brodertid det fyldte Glas for gamle Danmark, og talte saa hjerteligt og smukt Danskens Hæder og Seier, at Taarerne trængte mig frem i Øinene.

Der var i Selskabet en tydsk ældre Gouvernante, jeg troer fra Braunschweig; i flere Aar havde hun levet her i Sverrig og hørte nu, hvad der i Saltzas Tale kom mod Tydskerne, hun brast i Graad, og sagde uskyldig til mig: »Jeg kan ikke gjøre for det!« og da jeg havde udtalt min Tak for Saltzas Skaal, var det Første, jeg havde at gjøre, at række den tydske Pige Haanden og sige, »der komme gode Dage, Tydske og Danske ville igjen række hinanden Haanden, som vi To nu og drikke Fredens velsignede Skaal!« og saa klinkede vi.

Der var hjemligt og godt at være, en smuk Natur, Skov, klipper og Sø; med Veemod forlod jeg det venlige Hjem, den eiendommelige Gamle, og skrev til Afsked i hans Album;

Bag Stjernen i dit Bryst et Hjerte slaaer,
Og i dit Slot man Digterharpen finder;
Lyksalig Den, Gud giver mange Aar,
Og Aar som dine, rig’ paa store Minder.

Den Begeistring for Danmark og Dansken, jeg her fandt, klang gjennem hele Landet, og jeg som Dansk hørte Udtrykket deraf. I Linkøping steg jeg af hos Professor Omann, og overraskedes heri Haven ved at en Mængde unge Mænd havde samlet sig her til festlig Modtagelse; Digteren Ridderstad havde skrevet tre smukke Sange, den første bragtes mig paa Melodien: »Der er et yndigt Land«, derpaa en Hilsning til Danmark:

Härliga land!
Lummiga lundar och öar;
Soliga stränder och sjöar;
Härliga land!

Kämpande land!
Skandiens förpost mot söder,
Manligt du strider och blöder;
Kämpande land!

Segrande land!
Lagsar din klinga har skurit,
Sköloen med ära du burit;
Segrande land!

Bröderneland!
Trofasta handslag vi trycka,
Samdrägt är kraft och är lycka,
Bröderneland!

Härliga land!
Sköldmön dig följer med seger,
Frihet och fraurtid du äger;
Härliga land!

og idet de istemte Sangen lyste med Eet den deiligste, Regnbue paa Himlen, som et Fredens Tegn, jeg blev sært bevæget derved, nu lød en Sang til Danebrogen; og mellem hver af Sangene holdtes hjertelige Taler om Sverrigs Kjærlighed til Danmark og Glæde over Seiren; mellem Festens Skaaler var een for de Faldne ved Fredericia; jeg blev bevæget til Taarer: følte mig »saa dansk i Sind«; svenske og danske Flag vaiede, og da jeg drog til Berg, for derfra næste Morgen at gage med Dampskib, fulgte Ridderstad og en Skare Venner mig med Sang og Hilsen:

Med lyran på din arm,
Så full af poesier;
Med lyran i din barm,
I hjertats djup, i själens brand,
Så rik på melodier;
Du drar från land til land.

Sjung jord och himmel, sjung!
Sjung sagor om att lefva!
Sjung dödens saga, sjung!
Som svanen på sin blå sjö,
Du sjungende må lefva,
Du sjungende må dö!

Ved Motala vilde jeg blive et Par Dage, hele Strækningen hertil kan med Ret kaldes Götha – Canalens Have, her er en deilig Sammensmeltning af svensk og dansk Natur, rige Bøgeskove ud over Søerne, Klipper og brusende Strømme; i det lille Vertshuus oppe ved Fabriken indrømmede en ung ugift Mand, Hr. Nygren, mig sin hyggelige Stue og flyttede selv hen til en Ven, at jeg kunde have det godt, og det var første Gang vi To mødtes, det var den nu afdøde C. D. Nygren, en poetisk Natur, en Ven af Fredrika Bremer og mine Digtningers Beundrer; udenfor mit Vindue mellem Løvtræer og Graner flød Motala saa hurtig-ilende, saa glasgrøn og gjennemsigtig, at jeg kunde see paa Dybet hver Steen, hver Fisk; den modsatte Bred af Canalen har Platens Grav, der af alle Dampskibene hilses med Kanonskud. I denne Natur fik jeg et hjerteligt, friskt, velsignet Brev fra Dickens, der havde modtaget og læst »de to Baronesser«, det var mig en Festens Dag, de deiligste Roser, bragt mig, prangede paa mit Bord.

Herfra gjorde jeg Udflugt til det gamle Vadstena, hvis rige Slot nu kun er et stort Kornloft, hvis mægtige Kloster er en Daareanstalt. Ved Afreisen fra Motala boede jeg i det lille Vertshuus nede ved Broen; jeg skulde afsted før Dag, var derfor tidligt gaaet tilsengs, faldt strax i Søvn, men vaagnede ved smuk Sang af mange Stemmer; jeg stod op; det lød deiligt; jeg aabnede Døren og spurgte Pigen, om her var nogle høie Gjester, man bragte denne Serenade. »Det er jo for Dem, Herre!« sagde hun, »for mig!« udbrød jeg forundret og begreb det slet ikke. Man sang endnu: »Der er et yndigt Land!« Sangen var for mig, jeg vil ikke sige Digteren, men for den danske Andersen; det var Kjærlighed til de Danske, som ogsaa her slog ud i Blomst for mig. Fabrikarbeiderne paa Motala havde hørt, jeg var kommen her tilbage igjen fra Vadstena, og at jeg næste Morgen vilde videre; de brave Mennesker vare gaaede herned for at vise mig Tegn paa deres Høiagtelse og Deeltagelse. Jeg gik nu ud til dem, trykkede Haanden paa de Nærmeste; jeg var dybt bevæget og taknemlig; naturligviis sov jeg siden ikke hele Natten.

Hvert Sted jeg kom, hver Dag var som en Fest! Overalt klang Deeltagelse for Danmark saa inderlig, saa trofast, Dansken har ikke Begreb derom. Venner og Gjestfrihed mødte jeg, selv det lille Mariestad lod mig ikke savne disse; overalt fik jeg Indbydelse at flytte i Huset til Familien og være deres Gjest; man tilbød mig Vogn og Heste, kort sagt alle tænkelige Opmærksombeder. – Paa Kinnekulle tilbragte jeg flere Dage i den ældre Grev Hamiltons Kreds, deels paa Blomberg, hvor en af Sønnerne er gift med Geijers Datter, der forunderlig meget ligner Jenny Lind, havde dertil en Klang af hendes Stemme smukt sang hun alle sin Faders Sange. Den lille Anna, Husets eneste Barn, ellers sky mod alle Fremmede, kom villig til mig, vi syntes strax at kjende hinanden.

Ogsaa Wenersborg frembød en Vennekreds, der førte mig til den smukke Omegn, og ved Trollhätta forlængedes Opholdet i flere Dage; her i Skoven ved Sluserne fandt jeg et velsignet Hjem hos Oberstlieutnant Warberg og hans Frue, saa hyggeligt, saa kjærligt blev der sørget for mig, saa godt, som Fremmede ude altid vilde gjøre mig det.

Fra Göthaborg gjorde jeg Udflugt til Øen Marstrand, hvor Fredrika Bremer var i Besøg hos sin Søster Agathe, der her brugte Badene; storartede Havne med dybe Vande danne Skjærgaarden her; den vilde Rose blomstrede paa de solophedede klipper; den italienske Operatroupe fra Stockholm gav Formiddags – Concert; jeg fandt et sydligt Badesteds Livlighed. Fredrika Bremer vilde til Amerika, hun fulgte mig til Göthaborg; paa Skibet samlede sig snart en Kreds om os og sang svenske og danske Sange. »Der er et yndigt Land, det staaer med brede Bøge!« syntes Svenskens Yndlingssang, den lod igjen, lod som Farvel til mig.

Et Par Dage efter var jeg i Danmark.

Min vistnok meest gjennemarbeidede Bog »I Sverrig« giver det aandige Resultat af denne Reise, og jeg tør troe, at fremfor noget andet enkelt af mine Arbeider aabenbarer sig her det Eiendommeligste hos mig: Naturskildringer, det Eventyrlige, Humor og Lyrik, som denne sidste kan gives i Prosaen. Det svenske Blad »Bore« udtalte sig først herom: »Man finner i denne bok inga vanliga tourist-impressioner och reflexioner, det hele er en dikt på prosa, fordelad i flera fristående tafler, men udgörende eet helt, affattadt i denne naive, barnslig trohjertade stil och med denna öppna blick for natur – och folklif, som gjort manga af Andersens dickter och förtäljningar så kära här i Sverige. Bilder från det virkliga lifvet äre pa ett Wackert och otvunget sätt sammenväfda med historiska minnen och fantasiens gestalter och det hela blir et äkta poetiskt resaäfventyr, en skärsommarbild från höga Norden.«

Ogsaa her hjemme, hvor Critiken i de sidste Aar ikke alene havde antaget en sømmeligere Tone, naar den talte om mine Arbeider, men viist disse større Opmærksomhed og sand Erkjendelse, nævnedes med Roes og Velvillie denne Bog; særlig fremhævedes deri »en Historie«: »Det er en deilig Digtning, besjælet af Poesiens og den skjønne, rene Menneskelighedens Aand og derved forlenet med en opløftende Kraft; det gjør godt at læse dette Afsnit, det er ogsaa fortalt med rolig Høihed, undtagen det første Blad, der er holdt i den bekjendte Eventyrmaneer, der her ikke er paa sin Plads!« – Og deri kan Anmelderen have Ret. – »Poesiens Californien« bliver særlig erkjendt: »Den tegner os i træffende Billeder Overtroen og Videnskaben, disse to Poler, som den med Rette betegner som Grundlaget for de to Retninger i Digtekunsten, den sygelige Romantik og den klare, livsfriske, humane Digtning. Vor Forfatter udtaler sig med Energi mod Romantiken og bortkaster med Stolthed alle dens brogede Pjalter, der kun tilhylle og vanzire den classiske nøgne Skjønhed. I dette Afsnit, som overhovedet i hele Værket, viser Andersen sig besjælet af en sund og smuk Stolthed og Glæde over Menneskeaanden, en velgjørende, stille Tilfredshed over alt det Gode og Skjønne i Tilværelsen og overhovedet en mild og human Verdensanskuelse.«

I England, hvor »I Sverrig« udkom samtidig med den danske Original, mødte jeg samme Velvillie, samme hædrende Udtalelse, og som jeg maa sige næsten altid har været Tilfældet, indtil jeg mødte et Angreb, og det fra den af Alle, jeg mindst ventede det, fra hende, som indførte mine Skrifter i England, som med saa stor Venlighed der modtog mig: Mary Howitt; det overraskede mig, det var mig saa uventet, saa utænkeligt. Jeg har tidligere omtalt vor Sammentræffen i London, hvorledes, under mit Ophold der, Venner, som interesserede sig for mig, fik bragt i Orden, at den Yndest, mine Skrifter vandt i det store England, ogsaa kom mig lidt til Gode i pecuniair Henseende.

Den høiagtede, dygtige Boghandler Richard Bentley vedblev at være min Forlægger, jeg skulde fra Kjøbenhavn tilsende ham et engelsk Manuskript; dette skete, og Mary Howitt kom saaledes ikke til at oversætte hverken »De to Baronesser« eller »I Sverrig«, men at hun skulde blive mig vred derfor, og i de haardeste Udtryk nu dømme om mig, som Tilfældet er i det af William og Mary Howitt udgivne Værk: »the literature and romance of northern Europe«, ventede jeg ikke. Alle danske Digtere, store og smaa, omtales deri venligt og smukt, men ikke mig, der eengang syntes at være hendes Yndling; hun skriver, efter først at have erkjendende omtalt de af mine Bøger, hun har oversat:

»Men Andersens senere Frembringelser have været mislykkede Forsøg; de, der ere udkomne i England, ere næsten faldne døde fra Pressen, og Grunden dertil ligger klart for Dagen. Andersen er en besynderlig Blanding af Naturlighedhed og Verdslighed. Det barnlige Hjerte, som giver hans bedste Arbeider deres Liv, viser sig til din Forbauselse i Virkeligheden under Skikkelse af en petit maître, der sukker efter at blive lagt Mærke til af Fyrster. Digteren i ham gaaer tabt for Dig, og Du beholder kun Egoisten tilbage; og naar Du engang har faaet Øinene op herfor, saa veed Du ogsaa, hvorfor Du finder saa stort Behag i een eller to af hans Romaner, medens de øvrige forekomme Dig høist ubetydelige; thi han skildrer altid sig selv – sin egen Aand, Historie og Følelse. Dette henriver os den første Gang, mindre den anden og aldeles ikke den tredie; thi det er kun crambe repetita. Maaskee er Andersens Berømmelse hos os for en stor Del begrundet i den Kjendsgjerning, at vi vare fuldkommen uvidende om, at Danmark besad en Skare af virkeligen store og originale Skribenter. Andersen fremstod som et Vidunder fra et Land, til hvis literaire Rigdom det engelske Publicum kun kjendte meget lidet, medens han i Virkeligheden kun tilhørte en talrig og gigantisk Slægt som et af dennes middelgode Medlemmer.«

Hvor ganske anderledes opfattede og omtalte den samme begavede Dame mig, nogle Aar forud, da jeg besøgte London; da skrev hun i den udbredte »Howitts Journal«:

»I dette Øieblik, da Hans Christian Andersen er i vort Land troe vi ikke at kunne byde vore Læsere nogen mere velkommen Gave end et fortræffeligt Portrait og en Livsskildring af denne ualmindelige Mand. Hvad enten vi betragte ham som Menneske, der i sin egen Personlighed lægger sand Aandsadel og moralsk Værd for Dagen, eller som den geniale Mand, hvis Værker alene have hævet ham fra den dybeste Fattigdom og Ringhed til at være en hædret Gjest hos Konger og Dronninger, saa er Hans Christian Andersen en af sin Tids mærkeligste og interessanteste Mænd.«

»Ligesom de fleste Mænd af stort originalt Talent tilhører ,han aldeles Folket; og i hans Skrifter, som fornemmeligen ere grebne ud af Folkelivet, beskriver han, hvad han selv har lidt og seet. Dog have aldrig Fattigdom og Modgang forbittret hans Sind, tvertimod, Alt hvad han har skrevet, er særdeles livligt og rigt paa den mildeste rnenneskekjærlige Medfølelse. Det menneskelige Liv med alle dets Prøvelser, Savn og Taarer er ham en hellig Ting; han gjør os bekjendt med Hjertets Dybder, ikke for at fremstille skjulte og oprørende Lidenskaber eller Forbrydelser, men for at vise os, hvor elskeligt det er i sin Naturlighed og Sandhed; hvor rørende i dets Svaghed og dets Mangler; hvormeget det maa elskes og beklages, vises Overbærenhed imod og bekæmpes. Kort sagt, denne store Skribent, med al en stærk poetisk Naturs brændende Iver og med sin store Evne til at skildre Lidenskaber, er i høi Grad gjennemtrængt af en christelig Aand.«

Hvorledes skal jeg kunne sammenstille disse tidligere og senere nedskrevne Domme, af en Dame rned Aand, og, som det syntes, Hjertelag for mig og min Musa? Da Frøken Bremer kom her tilbage fra Amerika og havde lagt Reisen over London, spurgte jeg hende om Mary Howitt, hvem jeg vidste, hun havde besøgt.

»Den gode Mary Howitt,« sagde hun, »talte saa vel om Dem, talte med Taarer og sagde: »han vil ikke have med mig at gjøre!« Hvorledes forstaaes saa venligt sagte Ord og haarde skrevne, nu, disse ere vel blevne til i et Øiebliks umilde Stemning; den kan vi Alle have, hun kan maaskee ogsaa have skiftet Mening om mig, som hun eengang havde gjort det. – Der er ikke Vrede i mit Sind, venligt rækker jeg hende over Havet, gjennem disse Blade, min Haand til Forsoning.

Romanen »De to Baronesser« blev imidlertid hædrende optagen, »I Sverrig« ikke mindre, ja denne Bog opnaaede netop sarnme Aar, som Mary Howitts strenge Dom udtaltes, den Hæder, at blive gjort ret folkelig, idet den i Forening med »The story of my life« optoges i »The popular library, der almindelig kjendes under Benævnelsen: Udgaver til one shilling, hvilke udbredes i tusindeviis. – Oversættelsen her er fortræffelig og i et Postscript udtaler sig Oversætteren, Kenneth Mackenzie, saa varmt, saa hædrende, at Mary Howitts skarpe Ord overtones, ogsaa »the Atheneums« Critik over min senest i England udkomne Bog »A Poets daydreams«, som man benævner mine »Historier«, tyder paa samme Deeltagelse og Gunst.

Det nye Aar 1850 gik op med en Sorg for mig, en Sorg, ogsaa for Danmark og det Skjønne, mit første Brev i Aaret til Weimar meldte det:

»Oehlenschläger er død den tyvende Januar, netop Kong Christian den Ottendes Dødsdag, ja næsten samme Dødstime; jeg gik sildigt om Aftenen to Gange forbi Slottet ud til Oehlenschläger, jeg vidste af Lægerne, at Døden var ham nær, og underlig var det mig ved Amalienborg at see op til de mørke Slotsvinduer og tænke, for to Aar siden gik jeg her i Angest for min kjære Konge, og nu gik jeg atter i lignende Stemning for en Konge – en Digter-Konge. Hans Død var uden Smerte; sine Børn havde han om sig og bad dem læse høit en Scene afhans »Socrates«, hvor denne taler om Udødelighed og Forvisningen om det evige Liv; han var saa rolig, bad, at Dødskampen ikke maatte blive haard, lagde saa Hovedet ned og var hensovet. Jeg saae hans Liig, Guulsotten havde givet det Udseende af en Bronze-Statue, der var Intet, som viste kun den Døde, Panden var saa deilig, Udtrykket saa ædelt. Den sex og tyvende Januar blev han af Folket baaren til Graven; Folket i Ordets Betydning, thi det var Embedsmænd, Studenter, Matroser, Soldater, alle Classer, som af sig selv skiftedes til at bære Kisten den lange Vei til Frederiksberg, derude hvor han fødtes, og hvor han ønskede sin Grav. Den egentlige Sørgefest var i Frue Kirke. Af Sørgecomiteen vare to Digtere opfordrede til at skrive Cantaten, den Ene var gamle Grundtvig, den Anden var jeg. Talen holdtes af Sjællands Biskop. Til Sørgefesten i Theatret blev bestemt Tragedien »Hakon Jarl« og den Scene af »Socrates« som i hans læstes for Oehlenschläger i hans Dødsstund«

I de sidste Aaringer var Oehlenschläger til min Glæde bleven saa mild og hjertelig mod mig, han udtalte varmt sin Erkjendelse; en Dag, da jeg ved et af Bladenes Spot over mig, var afficeret, gav han mig en lille Nordstjerne, jeg havde netop paa Christian den Ottendes Begravelsesdag modtaget fra Kongen af Sverrig denne Orden. »Denne har jeg baaret!« sagde Oehlenschläger, »jeg giver Dem den til en Erindring om mig! De er en sand Digter! det siger jeg, lad dem saa snakke, de Andre!« og han rakte mig Nordstjerne-Ordenen, som jeg eier og bevarer.

Den fjortende November 1849 havde hans Fest været paa Skydehanen; nu saa kort efter skulde følge hans Sørgefest. Vi veed, at Digteren selv havde til denne forlangt opført sit Sørgespil »Socrates«; det skete imidlertid ikke. Jeg forstaaer det ikke, at den store Digter i Døden kunde tænke paa det ringe Hæders Arrangement; jeg havde ønsket, at han havde sagt som Lamartines »døende Digter«, der, da man nævner ham hans store Minde her paa Jorden, svarer: »hvad troer Du, Svanen, der flyver mod Solen, tænker paa den lille Skygge, dens Vingeslag kaster paa Bølgerne.« –

Ved Festen var Theatret opfyldt af Mennesker og Alle sortklædte, Logerne i første Række behængt med Sørgeflor og Oehlenschlägers Plads i Parquettet udhævet ved Flor og Laurbærkrands. – »Hvor det er smukt af Heiberg!« sagde en Dame, ja det vilde røre Oehlenschläger selv, om han saae det! « – og jeg maatte svare: »ja, det vilde glæde ham at see, han dog havde en Plads!« – Ved Heibergs Tiltrædelse som Theaterdirecteur bleve alle Fripladser for Digtere, Componister, forhenværende Directeurer og forskjellige Embedsmaend reducerede til den yderste Plads og Klappen paa hver af de fag Bænke, man har i første Parquet, og hertil fik saa godt som det hele Sang-, Skuespil- og Balletpersonale samme Adgang; kom Alle, da kunde ikke Trediedelen, selv staaende, rummest Oehlenschläger, medens han levede, gik i Theatret hver Aften, men kom han ikke betids, og een af de alt Siddende ikke viste ham den Opmærksomhed at lade ham faae sin Plads, saa maatte han staae; et Par Gange henvendte han sig til mig, der da selv var staaende, og spurgte i spøgende, ynkelig Tone: »hvor tør jeg her være I Aften havde han dog en Plads! Det var, netop den, han under den tidligere Direction havde bestemt for sig, ligesom ogsaa Thorvaldsen havde sig en saadan. Man kan undskylde Heiberg med, at Rigsdagen bød ham indskrænke Fripladserne, men for en Oehlenschläger, Scenens første dramatiske Digter, synes mig dog, der skulde have været en Plads. – Ved Sørgefesten gik saaledes en Bitterheds Draabe gjennem min Sjæl, men det var ikke første Gang i den danske Skueplads.

Jeg vender mig nu til en anden, som een af vore Forfattere har udtrykt sig om:

»Kun Casino!«

Kjøbenhavnerne havde i de to sidste Aar faaet et Folketheater, det var skudt op, kan man sige, uden at man selv vidste det, Ingen tænkte derpaa, i det mindste ikke, at det der skulde faae Fremgang. – Flere, blandt Andre Hr. Overskou, havde tænkt over, talt og skrevet om et saadant Theater, men det blev kun paa Papiret. Vi havde da en ung, talentfuld Mand, begavet med et mærkværdigt Talent til, uden selv at have Midler, dog at bringe disse tilveie, naar det gjaldt om at gjennemføre en Idee, et virkeligt Genie i sin Virken, han vidste at skaffe Kjøbenhavnerne et »Tivoli«, der kan maale sig med, om ikke overgaaer i Anlæg og Plan, alle andre lignende Forlystelsessteder; han skaffede os ogsaa »Casino«, hvor Mængden for en billig Priis fik Musik og Skuespil, og Staden selv et Sted, stort og smagfuldt, til dets meest besøgte Concerter og Maskerader, kort sagt, et Locale til egentlige Folkeforlystelser. Denne Mand var Georg Carstensen! fra Amerika lyder senest hans Navn og Dygtighed høist erkjendt, som Den, der i Forening med Ch. Gildemeister har reist det ved Architectur og Brugbarhed udmærkede Glaspalads i New York. Carstensen var af en sjelden Godmodighed, den antager jeg for hans største Feil; han blev tidt spottet, udleet, kaldt »maître de plaisir « og dog var hans Virksomhed af vedvarende Nytte, til Gavn og Glæde og er det endnu.

Selve Theatret i »Casino« blev, da Bygningen reistes, ikke betragtet som Hovedsagen her, det var først under den driftige Skuespildirecteur Lange, at det lidt efter lidt voxte i Publicums Gunst og i sin egen Styrke. Een Tid stode Casino-Actierne saa lavt, at man fortæller, at en enkelt solgtes for et Glas Punsch, men snart tog det Hele her et stort Opsving.

Repertoiret var meget begrændset; ingen dansk Forfatter af nogenlunde Navn havde viist Lyst eller Villie til at skrive eller give et Arbeide til denne Scene. Hr. Lange anmodede mig om min Deeltagelse, og mit Forsøg blev optaget over al Forventning. I »Tusind og een Nat« havde jeg læst et Eventyr: »Geschichte des Prinen Zeyn Alasnam und des Königs der Geister«, der særdeles egnede sig til en Opera-Text, men i hvor meget Stoffet endogsaa interesserede mig, opgav jeg det, da Trylle-Operaen blev saa lidt forstaaet og vurderet her til Lands, selv med den bedste Musik, jeg havde jo Exemplet for mig i »Ravnen«. – Ved at læse Gozzi, fandt jeg hos ham det omtalte Stof behandlet som Eventyrcomedie, dog endnu bedre end denne, mere egnet til Opførelse, var det hos Raimund i »der Diamant des Geisterkönigs«. Jeg havde tidligere, som man veed, forsøgt mine Kræfter i Eventyr-Comedien, skrevet for det kongelige Theater »Lykkens Blomst«, der rigtignok var bleven lagt hen efter den syvende Forestilling, men den havde vundet Bifald, og hos mig selv var den Overbeviisning, at det Talent, Verden erkjendte hos mig som Eventyr-Digter, ogsaa maatte kunne bære nogen Blomst i denne Retning; jeg gjengav da Raimund i »Meer end Perler og Guld«, og dette Stykke, tør jeg sige, bragte Casino-Theatret i Credit, alle Classer, fra de Fornemste til de Fattigste, kom at see det, 2500 Mennesker rummedes i Casino, og i en Række Forestillinger, den ene strax efter den anden, vare alle Billetter udsolgte. Jeg havde saaledes stor Erkjendelse og Glæde deraf. Hundrede Rigsdaler var mit betingede Honorar; man vil erindre, at paa den Tid intet Theater her til Lands, uden det kongelige, betalte en Forfatter for sine Arbeider, dette var allerede Noget, og et Tillæg endnu af hundrede Daler tilsendtes mig, da Stykket stadigt »gav Huus«, som man kalder det; siden fulgte andre unge Forfattere mit Exempel. Hostrup, Overskou, Erik Bøgh, Recke og Chievitz gave talentfulde Arbeider; Personalet selv hævede sig Aar for Aar, Publicums Fordringer bleve altid større og altid overtrufne; den agtværdige Omhu og Stræben, der her viste sig, er naturligviis af Enkelte bleven overseet. – »Kun Casino« er der blevet sagt, men naar Folk af Dygtighed sige det, uagtet de ikke komme der, eller f. Ex. Forfatteren af »Hundrede Aar« i sin Digtning taler med Haan om Skuespillet i Casino, saa er det en Uret.

Jeg havde skrevet et nyt Stykke for dette Theater, en Eventyr-Comedie »Ole Lukøie«; denne nordiske Drømmegud, som jeg alt tidligere i et af mine Eventyr havde søgt at legemliggjøre, give Form og Characteer, vilde jeg bringe levende for Øiet paa Scenen selv og ved ham lade udtale den Sandhed, at Sundhed, godt Humeur og Sjælefred var meer end Penge nok. – Jeg gjennemtænkte min Digtning og nedskrev den. – Directeur Lange viste den største Omhu, ja Kjærlighed for, saa værdigt som muligt, paa den Lille, snevre trykkede Skueplads i Casino at give dette Stykke, der fordrede en stor Scene; det var mig en Glæde at have med Personalet her at gjøre, de vare interesserede for Digtningen, de viste Agtelse for Forfatteren, de vare ikke de Almægtige, Digtningens bærende Aander, som jeg havde mødt dem i det »rigtige« Theater. Ole Lukøie kom paa Scenen i Casino; der var propfuldt.

Forestillingens Aften kom, og jeg oplevede i nogle faa Timer den bølgende Sø, et Publicum kan vise i sin Dom, ellers bruger den Uger dertil, men, som sagt, jeg fik Storm og Havblik paa een Aften. Man forstod ikke min Digtning, ved første Act blev leet og støiet, ved anden Acts Slutning haanede man det Hele, Flere gik bort ved tredie Acts Begyndelse, de sagde oppe i Klubben: »Det er Vrøvl det Hele! Nu ere de for Øieblikket i China! Gud veed, hvor hans Phantasie fører videre!«

Men i Begyndelsen af tredie Act blev et Øiebliks Ro, tidligere havde man talt med, nu hørte man efter, det bleve mere og mere stille, med Eet lyste Ideen for dem, og der gik et jublende Bifald stormende gjennem Huset. Da Tæppet faldt, vare Alle grebne, klappede og udtalte deres Erkjendelse. Jeg havde under Mishaget, under den Haan og Spot, der tidligere lød, ikke følt Bedrøvelse; det var første Gang i mit Liv, jeg havde en levende Bevidsthed om den Uret, jeg led, jeg følte mig ligeoverfor den haanende Mængde fornærmet, jeg var krænket, og det Bifald, som nu stormede mig imøde, var mig tomt og intet. Da jeg gik bort, kom Flere til mig og udtalte deres Tak, jeg kunde ikke modtage den: »Man har spottet og haanet mig, det maa jeg først see at glemme!«

Stykket gik mange Aftener med stort Tilløb og megen Erkjendelse; af selve Folket, al Menigmand, som man kalder den Fattigere, fik jeg den; jeg høstede en Tak, som ingen Blad-Critik, ingen Dialectisk-Interessant i de forskjellige Samfund har kunnet give større. En fattig Haandværksmand stod med Taarer i Øinene en Aften ved Slutningen af Stykket, og idet vi gik ud af Døren sammen, greb han min Haand og sagde: »Tak, Hr. Digter Andersen, det var en velsignet Comedie!« De Ord vare mig mere end den meest glimrende Anmeldelse. – Eet Træk maa jeg endnu meddele; i en Familie af Embedsklassen, et Huus hvor jeg ofte kom, fortalte mig Fruen, at hun denne Morgan var bleven forundret over det usædvanlig fornøiede Ansigt, Staldkarlen havde, da hun talte til ham. – »Er der mødt Hans noget særdeles Godt, siden han i Dag er saa fornøiet?« spurgte hun en af Pigerne, og denne fortalte, at den ene af de Billetter, der igaar blev foræret dem var nær ved ikke at blive benyttet, men saa havde man givet den til Hans i Stalden; samme Hans var ganske, hvad man kalder en Bondeknold, der gik og døsede hen. »Der er foregaaet en, heel Forandring med ham!« sagde Pigen, »da han i Aftes kom hjem fra den Comedie om Ole Lukøie, var han saa glad over Alt, hvad han havde hørt og seet.« »Jeg har altid troet, at de, der havde Penge, og de Fornemme vare saa lykkelige i det, nei, nu seer jeg nok, at vi Andre have det lige saa godt; det har jeg lært derude; det var ligesom en Prædiken det Hele, men man saae den, og det var yndigt!« Ingens Dom har glædet og smigret mig meer end den fattige, udannede Karls!

En ældre, sjelden aandfuld Dame, der ikke ofte besøgte Theatrene, saae en Forestilling af Ole Lukøie og skrev saa sandt og hædrende om Fremstillingen af Christians Rolle: » – – Hvad der henrev mig, og hvad jeg aldrig glemmer, var Schmidts velsignede Spil, nei, det er Synd at kalde det Spil, det var Natur, den elskeligste, yndigste Natur, man kan tænke sig! jeg gamle Bedstemoder græd af Glæde over hans usigelige, søde, barnlige Kjærlighed. Hils ham fra en gammel Bedstemoder, »siig ham, at jeg fulgte hvert Ord han udtalte, hver Bevægelse »han gjorde, med bævende, lyksaligt Hjerte, jeg var Bedstemoderen, han var mit Barnebarn. Gid han aldrig blev een Dag ældre, end han nu er – den Rolle kan ikke spilles eller, rettere sagt, udføres af en Æ1dre.« – –

Stykket opnaaede en Række af Forestillinger for godt Huus, men snart hed det, at en anden af de Forfattere, der den sidste Tid havde leveret de fleste Stykker for Casino, i Forening med en yngre Literat havde skrevet en Parodie paa min Eventyr-Comedie, og at samme var bestemt til at opføres paa ProvindsTheatrene eller idetmindste paa Hr. Bucharis Marionettheater. – Det smertede mig, at idet jeg erkjendte denne Forfattere Talent, lod dette vederfares al Erkjendelse, han saa aldeles kunde lukke Øinene for det Digteriske, der var i mit Arbeide, og vilde, som jeg da forstod, endogsaa personlig fremstille og spotte mig; jeg ventede Alt, hvad der kunde krænke og saare mig, jeg havde jo saa tidt prøvet det her hjemme og led smertelig herunder. I en saadan nedslaaet forkuet Stemning, før jeg havde læst Parodien, fik jeg under mit Ophold paa Glorup, fra H.C. Ørsted et Brev, der viser hans Opfattelse af mig som Digter, viser vort kjærlige Forhold og vist, som et Indlæg i Sagen, her er paa sin Plads, idet Brevet selv har sin Betydning og Interesse ved Brevskriveren.

»Kjøbenhavn den 18de Juli 1850.

»Kjære Ven.

» – – Det Mismod, hvorom De skriver til Mathilde, bør De rive Dem løs fra, dersom De ikke allerede har gjort det, førend dette Brev kommer Dem i Hænde. De har beriget Literaturen med saa mange fortræffelige Arbeider, at Ingen uden De selv kan beskylde Dem for at have udrettet alt for Lidet; ja ikke engang at Deres modstandere nu tør have en saadan mening. Men lad ogsaa en eller anden Modstander være grov, saa maa De trøste Dem med, at næsten alle udmærkede Mænd have været saadanne Angreb underkastede. Jeg har tidt seet engelske Journalister behandle deres Lands mest udmærkede Mænd med Haan; blandt Andet mindes jeg at have seet den store Statsmand Pitt blev kaldet et Dummerhoved; Pope i forrige Aarhundrede, Byron i dette have havt at beklage sig over bittre Angreb. Goethe og Schiller er det ikke gaaet bedre i Tydskland, Oehlenschläger og Baggesen, saa forskjellige de end vare, og saa fjendtlige De stode mod hinanden, have dog det tilfælles, at de ofte ere blevne meget haardt angrebne. Gaaer De udenfor Digternes Række, kan jeg nævne Dem min Broder og Biskop Mynster, som have været udsatte for saare bittre Angreb.

Bryd Dem saalidet som muligt om Angreb; det staaer nu for altid fast, at De har leveret udmærkede Digterværker, som ville bevare Deres Navn baade her og udenlands i uforgængelig Berømmelse.

De skriver at De har udarbejdet Ole Lukøie, ligesom Deres andre eventyrlige Digte, med tænksom Overveielse. Herom tvivler jeg ikke, angaaende det Meste i Deres Digte kan jeg gjøre mig selv saa fuldkommen Rede, som der tør gjøres for et eventyrligt Digt. Det samme gjælder paa een Undtagelse nær om Ole Lukøie. Det Tankebilled, som deri fremstilles, synes mig klar nok; men det vedbliver at være mig en, om jeg maa kalde det, praktisk Vanskelighed, at see en saa omfattende Drøm, hvori saa mange Personer skulle handle og lide, fremstilles saaledes, at de samme Personer som til een Tid i Stykket skulle være Drømmebilleder, til en anden skulle være virkelige Personer. Maaskee er min Mening urigtig; men sæt, at den var rigtig, vilde Ole Lukøie dog ikke ophøre at være et Digt, fuldt af Aand og Kunst. Jeg vil endnu gaae videre og sætte, at man ikke kunde tillægge det denne Roes, men at det stod langt under Deres andre Værker, burde det ikke længe græmme Dem, om det ogsaa kunde ærgre Dem lidt; thi hvo veed ikke, at Goethe, Oehlenschläger, Baggesen og saa mange andre berømte Digtere have ladet Værker trykke, som stode langt under deres Mesterværker.

Jeg haaber, at De ligesom hidindtil ikke vil forsvare Dem imod Deres Angribere; jeg vil endog raade Dem ikke at tage Hevn ved et eller andet, om og ogsaa nok saa godt anbragt Sidehug; derimod mener jeg, at De muligt gjorde vel, om De engang Skrev en Afhandling over det Eventyrliges Aesthetik. De kunde deri bringe Folk ud af mangen Misforstaaelse. Helst maatte De bruge andres Værker til Eksempler; men De behøver naturligviis ikke at udelukke Deres egne; men al Polemik matte holdes ude deraf. Endelig maa jeg sige, at jeg langtfra ikke vilde tilraade et saadant Arbeide, dersom det i en betydelig Grad skulde afholde Dem fra egentlige Digterværker, nei, jeg vilde da tvertimod fraraade det. – –

Stedse Deres
H. C. Ørsted

I denne Sommer fuldendte jeg paa Glorup og paa det smukke Corselitze paa Falster min maaskee meest gjennemarbeidede Bog »I Sverrig«; denne var det sidste Skrevne, H.C. Ørsted hørte, og i høieste Grad tiltalte den ham; de to Afdelinger: »Tro og Videnskab« samt »Poesiens Californien«, begge fremsprungne ved hans aandfulde, indvirkende Samtaler, og ved Opfattelsen af »Aanden i Naturen«, blev Stof for os til mangen Samtale. »Man har beskyldt Dem saa tidt for Mangel paa Studium«, sagde han en Dag paa sin milde, spøgende Maade, »maaskee bliver De Den af Digterne, der vil udrette meest for Videnskaben!« – Beslægtet med denne Klang, lod siden et »Postscript«, der følger den engelske Udgave i Routledge’s pupolar library. Man vil ikke misforstaae mig, som om jeg tænkte at virke for Videnskaben i Videnskabens Betydning, nei som Digter at hente Stof fra de der lidet søgte Gruber, fra en saadan derinde er f. Ex. Eventyret »Vanddraaben«, hvilket ogsaa Ørsted i sin Bog »Aanden i Naturen« nævner, idet han fremhæver videnskabelige Opdagelser, der alt have fundet Indgang i Digterverdenen.

Han forstod og glædede sig over den Inderlighed og Kjærlighed, hvormed jeg omfattede alle de nyere Opdagelser, alle disse mægtige Aandens materielle Bærere i vor Tid. – »Og dog har De«, sagde han en Dag i Spøg, »forsyndet Dem mod Videnskaben, glemt hvad De skylder den, – ikke med et Ord har De omtalt den i Deres smukke Digt: »Danmark, mit Fædreland!« Nu har jeg derfor søgt at erstatte det!« og han bragte mig et Vers, han havde skrevet og føiet til mit Digt mellem tredie og fjerde Vers, og som lyder saaledes:

»See Tankelyn gik ud fra danske Hjerner,
Og lyste for den hele vide Jord,
De vendte Øiet op mod Himlens Stjerner,
Og ned i Løndomskraftens dunkle Spor;
Du danske friske Strand,
Hvor Øiet frit omsvæver,
Og frie Blik til Tankeflugt os haver,
Dig elsker jeg, Danmark, mit Fædreland!«

Da jeg en Dag gjentog for ham: »Tro og Videnskab« og »Poesiens Californien«, trykkede han venlig min Haand og sagde, jeg havde her gjort Bet godt igjen.

Under mit Sommeropholdt paa Glorup tilsendte han mig anden Deel of »Aanden i Naturen«, og skrev om denne Bog: »Jeg tør ikke haabe, at den skal gjøre det samme gunstige Indtryk paa Dem, som jeg havde den Glæde at erfare, at den »første havde gjort, thi denne nye Bog har fornemlig det Øiemed, nærmere at belyse den tidligere; dog vil den ikke savne »al Nyhed, og at Tænkemaade og Tone er den samme, tør jeg selv forsikkre!«

Bogen opfyldte mig, og jeg udtalte min Tak og Glæde derover i et langt Brev; heraf Følgende:

» – – De meente, at den ikke vilde gjøre det Indtryk paa mig, som første Deel; jeg kan ikke skille dem fra hinanden; det er som een riig Strøm; og hvad der især gjør mig glad, er, at jeg her synes kun at see min egen Tanke, den, jeg tidligere ikke saaledes har gjort mig klar selv. Det er min Tro, min Overbeviisning, der ligger i tydelige Ord for mig. Jeg kan ikke forstaae mig paa Biskop Mynster, jeg synes dog, han maa indsee og forstaae, hvad jeg har som den soleklare Dag. Jeg har ikke blot for mig selv, men senere for enkelte Andre læst høit »Naturvidenskabens Forhold til adskillige vigtige Religionsgjenstande.« Dette Stykke især er saa skikket til at forelæse, og jeg vilde ønske, jeg kunde give alle Mennesker det. Jeg skatter hos den fromme Mængde det: blindt hen at troe; men jeg finder det langt mere velsignet: i sin Tro ogsaa at vide. Vor herre kan godt taale, at han sees gjennem den Forstand, han selv gav os; jeg vil ikke med tilbundne Øine gaae til Gud; jeg vil havde dem aabne, see og vide, og kommer jeg vel ikke til andet Maal end Den, som kun troer, saa er min Tanke dog bleven rigere. Jeg er glad i Deres Bog, glad ogsaa over mig selv, at den er mig saa let læselig, at den ligesom forekommer mig at være et Resultat af min egen Tænkning; jeg synes ved Læsningen at kunne sige: »Ja, det vilde jeg ogsaa have sagt!« – Sandheden i den er gaaet over i mig og er bleven en Deel af mig selv. Imidlertid har jeg endnu kun læst den halve Bog; jeg blev reven fra den ved Efterretningerne om Krigens Gang, og siden har jeg kun havt Tanke for Begivenhederne der. Dog, jeg kunde ikke udsætte det ganske med at skrive og med, ud af min hele Sjæl, at takke Dem – – -. I hele otte Dage har jeg Intet kunnet bestille, jeg er saa betagen; jeg glemmer vore brave Soldaters Seir, ved Tanken om de mange unge Mennesker, der have offret Livet; jeg kjendte jo flere af de Faldne. Oberst Læssøe, veed De, var en Ven af mig; jeg havde kjendt ham, fra han var ung Cadet og altid følt, der maattte blive noget Dygtigt af ham; hans Forstand var uendelig klar, hans Villie saa fast, og dertil kom Kundskaber og høi Dannelse. Jeg havde ham saa kjær! Hvor tidt har han ikke, skjøndt yngre end jeg, overfløiet mig med kjække, modige Tanker; han drillede mig saa spøgende, naar der kom sygelige Skud i min Phantasie. Vi have tidt, paa Veien fra hans Moder ind til Byen, saa levende talt om Øieblikket, om Verden og Fremtiden – nu er han borte! hans stakkels, gamle Moder er vist dybt nedbøiet; jeg veed ikke, hvorledes hun bærer sin Sorg. Han faldt samme Dag, som Schleppegrell og Trepka, faldt i en lille By, nær Idsted; de of vore Soldater, som først kom ind i Byen, bleve af Beboerne, fortæller man, tracterede med Mad og Drikke; de Efterfølgende bleve derved gjorte trygge, og da de vare midt derinde, aabnede sig Døre og Porte, Insurgenterne og Beboerne, Mænd og Qvinder, styrtede væbnede ud og skød ned for Fode. Vore Soldaters Udholdenhed er mageløs, gjennem en dyb Mose gik de fremad mod den fjendtlige Ild, sprang fra Knold til Knold, og uagtet de for Kartetscherne faldt som Fluer, fulgte Kammeraterne og forjog Fjenden fra sin sikkre Position. Var nu kun dette Slag det sidste, men vi veed ikke, hvad der endnu kan forestaae; om ikke de Manges dyre Liv er henkastet. – Gud lad dog Sandhed blive Sandhed, lad Freden igjen lyse over Landene! Sorgen seer i denne Tid ind til de fleste Familier, det er bittre alvorlige Dage. En Slags Lyst føler jeg til at reise derover, og see det rige Liv, som rører sig, men jeg bekæmper denne Lyst, jeg veed, jeg vil gribes altfor stærkt ved Synet af Elendighed, som der møder mig. Ja kunde jeg gjøre Noget, blot alene vederqvæde og oplive nogle af de Lidende, men jeg kan ikke! – –

Lev hjertelig vel!
Deres sønlig hengivne
H.C. Andersen

Da Efterretningen kom om Slaget ved Idsted, kunde jeg ikke juble op i Seiren, jeg var betagen og opfyldt af Læssøes Død; midt om Natten skrev jeg til hans Moder, jeg vidste ikke, hvad Kraft Gud gav hende til at bære dette tunge Tab.
Oberst Læssøe.

Paa Valpladsen faldt Du for Danmarks Sag,
Der brast dit ildfulde Hjerte,
Din Aand var klar som den lyse Dag,
Men »fremad!« den steg i det blodige Slag,
Saae Danskens Seier og – Smerte.

Græd, stakkels Moder, nedbøiet tungt,
»Hans Liv var saa ungt!« – men evigt ungt
Staaer ogsaa hans Eftermæle.

Efter Kampen og Seiren lyste Freden – den, jeg med jublende Hjerte hørte om. Soldaternes Hjemkomst vare Festdage, der straalede ind i mit Liv, og blive der altid i Erindring og Skjønhed. – For de svenske og norske Frivillige skrev jeg en Sang, som de ude ved Jernporten til Frederiksberg-Allee modtoge Dansken med. Over Vesterport prangede som Hilsen den Indskrift:

»Sit Løfte har han holdt, den tappre Landsoldat!«

Alle Laugene modte med deres Faner og Emblemer, som, vi før kun var vant til at see paa Theatret i Dramaet Hans Sachs; det greb mangen ringe Mand at see den Betydning, hans Stand havde i Staden, at et eget Banner var hans; Musiken klang; »Guldæblerne« paa »gammel Torv« sprang, som ellers kun paa Kongens Fødselsdag. Fra alle Huse vaiede danske, norske og svenske Flag, mange Indskrifter vare sindrige smukke: »Seier – Fred – Forsoning«, stod der eet Sted. Alt var saa festligt, man følte sig »saa dansk i Sind«. – Da de første Soldater kom, strømmede Taarerne mig ned over Kinderne.

– – »Nu komme de! hør fra Voldene Skud!
Saa sunde, saa prægtige see de ud!,«
Hurra! Hurra! I herlige, brave Soldater!
De komme med Blomster paa Hat og Gevær,
Et vandrende Foraar de ligne;
Gaa ind imellem dem, tal med hver,
Det er de Mænd vi velsigne.
De stred og døied og udholdt, som Faa,
Og vide selv ikke, hvor store de staae.
Den fineste Frøkens Rosenmund
Kunde kysse Soldaten i denne Stund.
Hurra! Hurra! I herlige, brave Soldater!

Ridehuset var forvandlet til en Seiers-Hal med vaiende Flag og Guirlander. – Officerernes Bord var dækket under tre, med gyldne Frugter, prangende Palmer; de Menige sad ved Lange Borde, Studenter og andre unge Mennesker agerede Skaffere, Musik, Sang og Taler vexlede i festligt Lag, Bouquetter og Krandse regnede ned. Det var en Lyst at være her, en Glæde for mig at tale med de jævne, brave Karle, der ikke vidste, at de vare Helte.

Jeg spurgte En, om de nu havde det lidt godt i Casernerne, og han, der var Slesviger fra Angeln, svarede: »Vi have det velsignet! Vi kunde ikke sove den første Nat, saa godt var det, vi laae paa Madraser med Tæppe til! derovre vare vi i tre Maaneder ikke af Klæderne, og det Værste var i Barakkerne den slemme Røg af det vaade Brænde. Her er bare Fornøielse, og det er et galant Folk i Kjøbenhavn.« Flensborg roste han, som en rigtig dansk Stad; »de varme Dage kjørte Folk derfra lige ned til Slesvig og bragte os Viin og Vand! Det var en Velsignelse! «

Der var en Beskedenhed udbredt over Soldaterne, især Fodfolket, hver udpegede selv de Tappreste af Kammeraterne, og den Krands, der tilfældig kastedes i Vrimlen, satte de paa Den, de fandt Værdigst. Inde i Ridehuset, hvor sexten hundrede Mennesker bevertedes, Fodfolk og Husarer, hvor mange Taler holdtes, sagde en af Officererne til en Menig: »Du skulde ogsaa staae op og tale, Du taler saa godt!« »Det skikker sig ikke her!« svarede han! »Jo, det vilde just vare kjønt, at ogsaa en Menig talte!« – Ja, saa maatte det være en Husar!« sagde Soldaten i stor Beskedenhed.

Indskydelsens levendegjørende Ord bleve rigeligen talte, og ligesaa inderlig modtagne; der traadte vel ogsaa en Enkelt op, der ikke magtede Ordet efter Hjertelaget, saaledes beholdt jeg af det Noget, en skikkelig Rigsdagsmand sagde, kun dette, » I er er fra Jylland og jeg er fra Jylland, og vi døiede meget. Og nu er vi her! Nogle af Jer er fra den By og Andre fra den den By, jeg er nu fra den!«

Hr. Directeur Lange i Casino havde givet et stort Antal Billetter til hver Forestilling, saa at en Mængde af Soldaterne frit kunde komme der, og det var mig en usigelig Glæde at være dem lidt, til Tjeneste, skaffe dem Pladser, tale med dem, give dem Besked; meget Eiendommeligt hørte og saae jeg ved denne Leilighed, de Fleste havde aldrig været paa Comedie, og havde ikke Begreb om Sligt. – Vestibulen og Gangene vare festligt smykkede med Grønt og Flag. Under en Mellemact traf jeg to Soldater udenfor. »Naa, faae De Noget at see!« spurgte jeg? – »O Alting, det er deiligt at see paa!« – »men Comedien derinde!« – »er her mere endnu!« sagde de begge To, de vare blevne paa Gangen og havde seet paa Gasflammer og Flag, seet Kammerater og Folk gaae op og ned ad Trapperne.

Under disse Jubelens Dage feiredes dertil i Privatlivet endnu en anden Fest – en Familiefest kan den kaldes. To Aar forud var under Tidsbevægelsernes Omskiftelser Geheimeraad Collin traadt ud af sin Embedsvirksomhed; hans Jubilæum indtraf den attende Februar 1851; i Stilhed feiredes den i Familie-Kredsen.

Med Seirens Grønt Soldaterne hjemdrage,
En Jubel giennem hele Danmark gaaer,
Og sindrigt, smukt, just mellem disse Dage
Det være maa, din Hæders Festdag staaer;
Du ogsaa ærligt kæmped’ for det Sande,
Alt Godt og Herligt tjente Du saa tro,
Velsignet er rundt om i Kongens Lande
Din Virken i halvtredsindstyve Aar.

Din Daad er gjemt i Frugter, der vil trives,
Dit Navn, det staaer i Slægters Kjærligbed,
Men ingen Kjærlighed dog større gives
Til Dig, end den, Du i vort Hjerte veed;

Vi, dine Nærmeste, vi Lykkelige,
Som dagligt see Dig, dagligt staae Dig nær.
Tæl os, som Sjæle i dit Hjerte-Rige,
Saa inderligt vi holde af Dig hver.
See med os mange Aar det Foraars-Grønne,
Der opad Muren groer til Spurvens Ly,
Hør med os Fredens Klokker for det Skjønne,
Pluk Frugter af det Gode i det Ny.

Med Seiers Blomst staaer Thyras »Vang og Vænge«,
Du ogsaa, Oldefader, evig ung;
Du leve med os, leve for os længe,
Hurra! da er os ingen Sorg for tung!

I de samme Dage netop under Soldaternes festlige Hjemkomst, medens Sang og Glædesskud lød rundt om, kom tunge Mindedage, Fru Emma Hartmann og H.C. Ørsted døde begge i samme Uge.

Det var hos hende, denne forunderligt rigtbegavede Qvinde, et Lune, en Livsglæde, der aabenbarede sig i en Naturlighed, der ikke kjendte til Fold eller Skygge; Alt stod her i en Skjønheds-Harmonie, som Genialiteten giver den. Hun er et af de Mennesker, der har draget mig ind i sin Aandens, Lunets og Hjertets Kreds og altsaa har virket paa mig, som Sollyset virker paa Planten! Det er umuligt at gjengive det Væld af Glæde og Spøg, denne Inderlighed, der udstrømmede fra hende. Det er saa sand, hvad Præsten, Digteren Boye sagde ved hendes, Kiste: »Hendes Hjerte var et Gudstempel, hun fyldte det ganske med Kjæerlighed, og af den tog hun saa rundelig og meddeelte rigeligt deraf, ikke til sine Egne alene, men til Mange udenfor, til de Fattige og Syge og Sorrigfulde, saalangt som den kunde række hen! – og altid med et venligt Ord, en Spøg, blev det Bedste givet og bragt dem Alle. Ja sandt er det Vidnesbyrd ved Graven, at glade Tanker og lystige Følelser boede derinde, og gjerne lod hun dem alle flagre ud, ret ligesom vingede Fugle med Sang og Munterhed, at det blev som en venlig Vaardag i Huset for dem, der vare samlede om hende! ja, de qviddrede som de vilde, og Alle bleve glade derved. Det var, som om Ordene bleve forædlede, naar hun brugte dem; hun kunde sige enhver Ting, som Barnet kan det, man føler, det er i et reent Kar, det frembæres. Mangen Spøg, mangt et morsomt Indfald lod fra hendes Læber, men at man kunde bringe paa Papiret, ja fra Scenen lade sige saadan Passiar, sagde hun, som hun hver Dag kunde give, fandt hun komisk forfærdeligt, saaledes Alt hvad der blev sagt af Aandernes Konge, i »Meer end Perler og Guld«, Grethes Repliker der om Storken og staae i Storketanker, at Sligt turde bydes det hele strenge Publicum! Vel gik hun at see ovennævnte Stykke ligesom ogsaa Ole Lukøie, men det havde sin særegne Aarsag. – En Dag i haardt Sneefog kom hendes to ældste Drenge hjem fra Skolen, langt ude paa Christianshavn, en tredie, dengang ganske lille, var paa Veien hjem bleven borte for dem, og nu sad hun i Angst og Skræk; jeg kom just derind og lovede at gaae og opsøge den Bortkonme: jeg var ikke vel, det vidste hun, og holdt ikke meget af at løbe til Christianshavn, men hvor kunde det falde mig ind at tænke paa Andet end at hjelpe. Det rørte hende, og da jeg var afsted, gik hun, fortalte man mig, op og ned ad Gulvet, i Angst og Taknemlighed tillige, udbrød bun: »Det er mageløst af ham! jeg skal ogsaa gaae hen at see hans »Meer end Perler og Guld!« – Bringer han min søde Dreng, saa vil jeg ogsaa see: Ole Lukøie – »Ja, det har jeg lovet!« sagde hun, da jeg kom igjen; – »jeg vil see det — skjønt det er rædsomt!« og hun saae det, og hun loe og var morsommere derved, end begge Stykkerne ere det. Meget musikalsk var hun, flere Musikstykker af hende, men uden hendes Navn, ere baarne ud i Verden. Med hele sin geniale Sjæl opfattede og forstod hun Hartmann, forudsaae den Erkjendelse og Betydning, han ogsaa maatte faae i Udlandet, da blev hun dyb alvorlig, der lyste en Klarhed fra hendes Tanke, hun, som de Fleste ellers kun saae leende og fuld af Spøg.

Om Ørsteds Aanden i Naturen, og særligt om Sjælens Udødelighed, var en af vore sidste Samtaler. »Det er saa svimlende stort, det er næsten for meget for os Mennesker!« udbrød hun: »men jeg vil troe det! maa troe det!« og hendes Øine lyste; i det samme kom en Spøg igjen over hendes Læber. Humorets Ord over os usle Mennesker, der kunde tænke os en »heel Kommen op til Vor Herre!«

Det var en Sorgens Morgen! Hartmann slyngede sine Arme om min Hals og sagde i Taarer: »hun er død!« – »Hvor i Livets Dage Moderen havde siddet mellem Blomster, hvor hun som Husets velsignende Fee nikkede kjærligt til Mand, Børn og Venner, hvor hun som Husets Solstraale udbredte Glæde og var det Heles Sammenhold og Hjerte, der sad nu Sorgen.«

I samme Time som Moderen døde, blev pludselig den mindste af Børnene, en lille Pige, Maria, syg; i et af mine Eventyr: »Det gamle Huus«, har jeg opbevaret et Træk af hende; det var denne lille Pige som to Aars Barn, der altid naar hun hørte Musik og Sang, maatte dandse til den, og da hun ved de ældre Søskendes Psalmesang en Søndag kom ind i Stuen, begyndte hun sin Dands, men hendes musikalske Sands tillod hende ikke at komme ud af Tact og Tone, og saa blev hun staaende ved hver, saalænge den varede, først paa eet Been og saa paa et andet, det var complet i Psalmetact, hun uvilkaarligt dandsede. – I Moderens Dødstime bøiede sig det lille Hoved; det var, som om hun kunde have bedet Vor Herre: giv mig een af Børnene med, den Mindste, som ikke kan undvære mig! og Gud hørte denne Bøn. Den Aften, da Moderens Kiste blev baaren til Kirken, døde den lille Pige, og blev efter nogle Dage lagt i sin Grav tæt ved Moderens, fra hvis Kiste endnu een af Krandsene frisk og grøn strakte sig ind imod den Ventede.

Paa Liigbaaren var det lille Barn ligesom bleven en voxen pige, aldrig har jeg seet mere Billedet af en Engel, og dets Uskyldighed klinger endnu for mig i de for denne Verden næsten for barnlige Ord, da hun kun nogle Aar gammel en Aften skulde i Bad, og jeg i Spøg spurgte: »maa jeg gaae med Dig!« – »Nei,« svarede hun, »for jeg er saa lille, men naar jeg bliver stor, saa maa Du!«

Døden udsletter ikke Skjønhedspræget i Menneskets Aasyn, ofte forhøier den det, kun Legemets Opløsning er det Uskjønne. Aldrig saae jeg Nogen i Døden saa smuk, saa ædel som Moderen her, der var en ophøiet Ro udbredt over hendes Ansigt, en hellig Alvor, som stod hun foran sin Gud; hun var den skjønneste Døde, jeg har seet. – Rundt om var udbredt en Duft af Blomster.

»Blomster elsked hun og Blomster være
Som et Tæppe over Kisten lagt,
Toner elsked hun og Toner bære
Vort Farvel, igjennem Taarer bragt!«

sang vi ved hendes Kiste, og over den gjenlød Sandhedens Ord: »Aldrig saarede hun et Menneske ved sin Dom, naar hun bedømte Verden og dens Færd, aldrig forringede hun den Retskafnes Ære og Roes, aldrig tillod hun Bagtalelsen ustraffet at berøre et hæderligt Navn. Hun veiede ikke ængstelig sine Ord, hun betænkte ikke altid forud, om ei hendes Tale kunde misforstaaes af Saadanne, som ikke havde hendes Frimodighed.« Op til Gadens Huse paa Garnisonskirkegaarden sees tæt indenfor Jerngitteret een Grav, altid mere smykket end de andre, fredet og værnet, – derinde hvile, Støvet af Emma Hartmann og den lille Maria.

Fire Dage efter var det, at jeg mistede H. C. Ørsted. Det var mig næsten for tungt at bære. Jeg tabte i de To saa uendeligt Meget: Først Emma Hartmann, som ved Lune og Liv, Spøg og Munterhed løftede mit Sind, naar jeg var forkuet og bedrøvet, hende, hos hvem jeg ligesom kunde søge ind i Solskin, og nu Ørsted, hvem jeg saa godt som alle Aaringer, jeg var i Kjøbenhavn, havde kjendt og faaet kjær, han, Een af de meest Deeltagende i mit Livs Vel og Vee. I de sidste Dage gik jeg skifteviis fra Hartmann til Ørsteds; Vennen, som i mine Aandens Kampe og dens Prøvelser aandelig meest havde holdt mig oppe, skulde jeg sidste Gang her mødes med; dog endnu kom det ikke i min Tanke. Ørsted var saa sjæleung, glædede sig til og talte om det kommende Sommerophold paa Fasangaarden i Frederiksberg Have. Aaret forud, seent paa Høsten stod hans jubilæum, og Staden havde skjænket ham og hans Familie, modern han levede, den Sommerbolig, Oehlenschläger senest beboede: »Naar Træerne skyde Knopper, og Solen kommer lidt frem, tage vi derud!« sagde han, men allerede de første Dage i Marts laae han syg; men havde selv godt Mod. Fru Hartmann døde den sjette Marts, dybt bedrøvet kom jeg hen til Ørsted, da hørte jeg, at hans Sygdom var farlig, han havde Inflammation i den ene Lunge. »Det bliver hans Død!« den Sorgens Tanke fyldte mig, selv troede han at være i Bedring. »Paa Søndag vil jeg staae op!« sagde han; og Søndagen stod han op for sin Gud!

Da jeg kom derhen, droges han med Døden, hans Kone og Børn stode om Sengen, jeg satte mig i Stuen udenfor og græd, – jeg var ved at synke om. – Der var en Ro, en Christens stille Ro der i Hjemmet!

Den attende Marts var Begravelsen, jeg led legemlig, det var en Kamp og Anstrengelse for mig at gaae den korte Vei fra Universitetet til Kirken, den langsommelige Gang droges ud hele to Timer. Provst Tryde holdt Talen, ikke Biskop Mynster, han var ikke bleven anmodet derom! sagde man, undskyldende, men skulde Vennen bedes om at tale over Vennen! Jeg trængte til at græde, jeg kunde det ikke; det var, som om mit Hjerte skulde gaae itu!

I Sørgebjemmet sad Fru Ørsted og den yngste Datter Mathilde, de hørte Klokkerne ringe, altid ringe, de mange lange Begravelses-Timer. Basunernes Toner gjorde Hjerterne godt. Jeg kom senere derhen, vi talte om det særegne Tilfælde, at i Kirken lød netop Hartmanns Sørgemarsch, den han componerede til Thorvaldsens Jordefærd; da vi sidst hørte den, var Ørsted med os, Hartmann spillede den. – Det var hos Frøken Bremer, da hun ved min Afreise til Sverrig gjorde en lille Fest. Den lille Maria Hartmann, som netop nu denne Morgen lagdes i Jorden, var dengang klædt ud som en Engel, skulde række mig en Krands og et Sølvbæger, Hartmann spillede nogle Stykker for os, Frøken Bremer reiste sig og bad om »Sørgemarschen«, men idet denne brusede fra Strængene, blev hun sært greben, som om der laae en Forudbetydning deri, et Varsel for mig, og hun greb min Haand, bad mig ikke at see noget Sørgeligt deri, »det betyder at gaae frem til Storhed!« sagde hun. Nu lod den over Ørsted, ham, hvem jeg dengang først troede, at Festen var for, ham klang Sørgemarschen, over hans Kiste klang den »frem til Storhed!«

Han var saa sand, han var saa eiegod,
Et Barne-Sind og dog den dybe Tænker,
For ham i denne Verden klart det stod,
Hvad Gud til Mængden først bag Døden skjænker.
Han var et Fjeld i Danmark, seet vidt om,
De Vises Steen i dette Fjeld var inde!
Hvor var han kjærlig, ligefrem og from,
Og dog saa stor! han glemmes ingensinde,
Thi ved hans Tankelyn et Lys blev tændt,
Der viser Skatte, saa umaalelige!
Og han var Danmarks Søn, fra Ringhed sendt,
En Konge dog, og det i Aandens Rige.
Hans Liv er sluttet her, saa godt og smukt,
Hans Navn, den Stjerne bliver aldrig slukt!
– For os, som stod ham nær, ham voxed’ fast,
En Deel af Verden med hans Hjerte brast.

Kapitel0  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12  13  14  15!  16