Eventyr-Fairy Tales


Mit Livs Eventyr

H.C. Andersen “Mit livs Eventyr” Kapitel 1

Hans Christian Andersen biography »The Fairy Tale of my Life« 1855

Kapitel0  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12  13  14  15!  16

Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lyksaligt! havde jeg, som Dreng, da jeg fattig og ene gik ud i Verden, mødt en mægtig Fee, og hun havde sagt: »vælg din Bane og dit Maal, og da, efter din Aands Udvikling, og som det fornuftigviis maa gaae til i denne Verden, beskytter og fører jeg Dig!« min Skjebne kunde da ikke have været lykkeligere, klogere og bedre ledet, end den er. Mit Livs Historie vil sige Verden, hvad den siger mig: der er en kjærlig Gud, der fører Alt til det Bedste.

1805 levede i Odense i en lille, fattig Stue et nygift Par, der holdt uendeligt meget af hinanden, en ung Skomager med sin Kone, han, neppe to og tyve Aar, et forunderligt begavet Menneske, en ægte poetisk Natur, hun, nogle Aar ældre, uvidende om Verden og Livet, men fuld af Hjerte. Nylig var Manden bleven »Frimester« og havde selv tømret sammen sit Skomagerværksted og sin Brudeseng; til denne havde han brugt Træ-Stilladset, der kort forud havde baaret Liigkisten med en afdød Grev Trampe, som laae udstillet paa Parade; de sorte Klædes Lister, der siden endnu altid sad paa Sengestedet, var en Erindring herom. Istedetfor det grevelige Liig, omgivet af Flor og Candelabrer, laae her den anden April 1805, et levende, grædende Barn, det var mig Hans Christian Andersen.

Min Fader skal de første Dage have siddet ved Sengen hos min Moder og læst høit for hende af Holberg, mens jeg skreg himmelhøit. » Vil Du sove, eller rolig høre efter! « har man fortalt mig, at han i Spøg har sagt, men jeg vedblev at være en Skrighals, og som en saadan skal jeg især have viist mig i Kirken, da jeg blev døbt, hvorover Præsten, der senere af min Moder omtaltes som en meget ærgerlig Mand, sagde: »den Unge skriger jo som en Kat!« hvilke Ord hun aldrig kunde glemme ham; en fattig fransk Emigrant Gomard, som stod Fadder til mig, trøstede hende imidlertid med, at jo høiere jeg som Barn skreg, des smukkere vilde jeg synge, naar jeg blev ældre.

Een eneste lille Stue, der næsten var opfyldt med Skomagerværkstedet, Sengen og den Slagbænk, hvori jeg sov, var Barndoms-Hjemmet, men Væggene vare behængte med Billeder, paa Dragkisten stod smukke Kopper, Glas og Nipserier og henne over Værkstedet, ved Vinduet, var en Hylde med Bøger og Viser. I det lille Kjøkken hang over Madskabet Tinrækken fuldt af Tallerkener, det lille Rum syntes mig stort og rigt, Døren selv, der i Fyldingen stod malet med Landskab, var mig dengang lige saa betydende som nu et heelt Billedgalleri !

Fra Kjøkkenet kom man ad en Stige op paa Loftet, hvor der i Tagrenden, mellem vort og Naboens Huus stod en Kasse Jord med Purløg og Persille, min Moders hele Have; i mit Eventyr: Sneedronningen blomstrer den endnu.

Jeg var eneste Barn og blev i høi Grad forkjælet, men høre maatte jeg det af min Moder, at jeg var ganske anderledes lykkelig, end hun havde været, jeg havde det som et Grevebarn! -hun var som Lille jaget ud af sine Forældre for at betle, og da hun ikke kunde det, havde hun en heel Dag siddet og grædt under en Bro ved Odense Aa; min Barne-Tanke saae det saa tydeligt, og jeg græd derover; i gamle Domenica i Improvisatoren og som Spillemandens Moder i: »Kun en Spillemand« har jeg givet hendes Personlighed i to forskjellige Opfatninger .

Min Fader, Hans Andersen, lod mig i Alt have min Villie; jeg havde hele hans Kjærlighed; for mig levede han! og derfor anvendte han hele sin Fritid, Søndagen, til at lave Legetøi og Billeder til mig; tidt om Aftenen læste han høit for os af Lafontaines »den Særsindede«, af Holberg og af »Tusind og een Nat«; kun da, naar han læste, husker jeg at have seet ham smile; thi i sit Liv og som Haandværker følte han sig ikke lykkelig.

Hans Forældre havde været velhavende Bønderfolk, men Ulykken var ligesom væltet ind paa dem; Qvæget døde, Gaarden brændte, og tilsidst mistede Manden sin Forstand; Konen flyttede da med ham til Odense, og her satte hun den opvakte Dreng i Skomagerlære, det kunde ikke være anderledes, uagtet hans inderligste Ønske var at komme i den latinske Skole; et Par velhavende Borgere havde engang talt om at skillinge sammen, give ham fri Kost og saaledes faae ham frem paa den Vei, han saa gjerne vilde, men der blev ikke Noget deraf; min stakkels Fader saae ikke sit kjæreste Ønske opfyldt; det kom aldrig af hans Erindring. Jeg husker at jeg, som Lille, engang saae Taarer i hans øme, da en af Latinskolens Disciple havde været hos ham og bestilt Støvler og da viist sine Bøger og talt om Alt hvad han lærte. ,,Den Vei skulde jeg ogsaa have gaaet!” sagde han, og da kyssede han mig heftig og var stille hele Aftenen.

Sjelden kom han sammen med sine Lige, hans Slægtninge og Bekjendte kom til os; i Vinter-Aftenerne hjemme læste han som sagt høit eller gjorde Legetøi til mig; om Sommeren gik han næsten hver Søndag ud til Skoven, og jeg var med ham; han talte ikke meget derude, sad stille i Tanker, mens jeg sprang omkring og samlede Jordbær paa et Straa eller bandt Krandse; kun eengang om Aaret og det i Mai, naar Skoven lige var sprungen ud, fulgte min Moder med, det var hendes aarlige, eneste Lyst-Vandring, og da bar hun en bruun, blomstret Kattuns Klædning, der kun blev taget paa den Dag, og naar hun gik til Alters, og som saaledes blev den eneste Kjole, jeg i alle Aaringer, erindrer var – hendes Fest-Kjole; naar vi saa vendte hjem fra Skovtouren, tog hun altid en heel Mængde friske Birkegrene med, og de bleve plantede bag den polerede Kakkelovn; St. Hans Urter stak vi ind i Bjælkesprækkerne og af disse, eftersom de voxte, kunde vi see, om vi skulde leve længe eller kort. Grønt og Billeder pyntede vor lille Stue, som min Moder holdt reen og net; hendes Stolthed var, at Lagnerne og de smaa, korte Vinduesgardiner vare sneehvide.

Een af mine første Erindringer, i sig selv saa ringe, men for mig af Betydning ved den Styrke, hvormed Barne-Phantasien har ligesom brændt dén fast i min Sjæl, var en Familie-Fest og hvor? – Paa det Sted i Odense, i den Bygning, som jeg udenfra saae op til med Skræk og Angest, som Panserdrengen, tænker jeg mig, har seet til Bastillen – det var Odense Tugthus. Mine Forældre kjendte Portneren her; de bleve af ham indbudne til en Familie-Fest og jeg skulde med; jeg var dengang endnu saa lille, at jeg, som man vil høre, blev baaren, da jeg skulde hjem. Odense Tugthuus var for mig ligesom Gjemmestedet for Tyve- og Røver-Historier; tidt stod jeg, naturligviis i stor Afstand, udenfor og hørte til, hvor Karle og Qvinder derinde sang, medens de spandt paa Skotrokken.

Jeg kom med mine Forældre til Portnerens Familie-Fest; den store, jernbeslagne Port blev aabnet og lukket igjen med Nøglen i det raslende Nøgleknippe, vi kom op ad en steil Trappe; – der blev spiist og drukket, to af Fangerne vartede op ved Bordet, – jeg var ikke til at bevæge til at smage paa Noget, selv de sødeste Sager skød jeg bort – min Moder sagde, at jeg var syg og jeg blev lagt paa en Seng, men jeg hørte Skotrokken snurre tæt ved og lystige Viser, om det var i min Phantasie eller i Virkeligheden, kan jeg nu ikke sige, men det veed jeg, at jeg var i en Angest, i en Spænding og dog behagelig Stemning som om jeg var traadt ind i Røverhistoriernes Slot. – Seent påa Aftenen gik mine Forældre hjem, jeg blev baaren, det var et raat Veir, Regnen pidskede mig i Ansigtet.

Odense selv, i mine tidligste Barndomsdage, var en ganske anden By end nu, da den er fløiet Kjøbenhavn foran med Gadebelysning, Drikkevand og Gud veed hvad! den Gang var man der, troer jeg, hundrede Aar tilbage; da herskede her endnu en Mængde Skikke og Brug, som allerede længst vare forsvundne i Hovedstaden. Naar Laugene flyttede Skilt, kom de i Procession med vajende Faner, med Citroner og Silkebaand paa Kaarderne. En Harlequin med Bjælder og Brix løb lysteligt foran; en af disse, en gammel Karl: Hans Struh, der ved sin lystige Snak og sit Ansigt, der var malet sort, paa Næsen nær, som havde sin naturlige, stærke røde Farve, gjorde stor Lykke. Min Moder var saa fornøiet over ham, at hun gjerne vilde faae ud, at han var af vor Familie, rigtig nok meget langt ude, men det erindrer jeg endnu tydeligt, at jeg med den stærkeste Følelse af Aristokratie protesterede imod at være i Familie med ,,Narren”.

Fastelavnsmandag førte Slagterne gjennem Gaderne en fed Oxe, pyntet med Blomsterguirlander; en Dreng i hvid Skjorte og med Vinger red paa den. Søfolkene gik samme Fastetid gjennem Gaderne med Musik og alle deres Flag, og tilsidst brødes de to Kjækkeste paa et Bræt, der var lagt mellem to Baade. Den, som ikke faldt i Vandet blev Seierherre. Men hvad, som især indprentedes i min Erindring og ved den senere gjentagne Fortælling herom, ideligt opfriskedes, var Spaniernes Ophold i Fyen 1808. Danmark havde sluttet sig til Napoleon, hvem Sverrig havde erklæret Krig, og før man vidste det, stod en fransk Hær og spanske Hjelpetropper midt i Fyen, for under Marschal Bernadotte, Prinds af Pontecorvo, at gaae over til Sverrig. Jeg var paa den Tid ikke mere end tre Aar, men dog husker jeg endnu ret vel, de næsten sortbrune Menesker, der larmede i Gaderne, Kanonerne, der bleve skudte af paa Torvet og foran Bispegaarden; jeg saae de fremmede Krigsmænd ligge og strække sig hen ad Gadens Fortog og paa Halmknipper inde i den halv nedbrudte Graabrødre Kirke. Kolding Slot brændte af og Pontecorvo kom til Odense, hvor hans Gemalinde og Sønnen Oscar opholdt sig. I Landet rundt om var Skoler blevet indrettet til Vagtstuer; under de store Træer paa Mark og ved Veie holdtes Messe. De franske Soldater omtaltes som overmodige og befalende, de Spanske som godmodige og venlige, mellem begge var Hadet blodigt; de stakkels Spaniere vakte mest Deeltagelse. – En Dag tog en spansk Soldat mig paa sin Arm, trykkede mod mine Læber et Sølvbilled, han havde ved sit bare Bryst. Jeg husker, at min Moder blev vred derover, thi det var noget Katholsk, sagde hun, men jeg syntes godt om Billedet og den fremmede Mand, der dandsede rundt med mig, kyssede mig og græd, han havde vist selv Børn hjemme i Spanien. Jeg saae en af hans Kammerater blive ført til Retterstedet, han havde myrdet en Franskmand; mange Aar herefter, ved Erindringen herom, skrev jeg mit lille Digt: ,,Soldaten”, der oversat af Chamisso, paa Tydsk, er blevet folkelig der og optaget i de tydske ,,Soldater-Sange” som tydsk Original.

Ligesaa levende som Indtrykket af Spanierne har været hos mig som treaars Barn, blev en senere Begivenhed i mit sjette Aar, nemlig den store Komet 1811; min Moder havde sagt mig, at den vilde slaae Jorden i Stykker, eller at gruelige Ting forestod, som der kunde læses om i ,,Sybilles Spaadom”; jeg lyttede til Alt hvad Overtro rundt om fortalte, den var for mig i Række med den helligste Tro. Paa Pladsen ud for St. Knuds Kirkegaard stod jeg med min Moder og nogle Nabokoner og saae den frygtede, mægtige Ildkugle med sin store, skinnende Hale. Alle talte de om det onde Varsel og om Dommens Dag, min Fader kom til, han var slet ikke af de Andres Mening og gav vistnok en sund, rigtig Forklaring, men min Modet sukkede, Naboerne rystede med Hovedet, min Fader loe og gik. Jeg fik en inderlig Skræk, fordi han ikke var af vor Tro; om Aftenen talte min Moder med gamle Fa’ermo’er derom, jeg veed ikke, hvorledes hun tydede det, men jeg sad paa hendes Skjød, saae hende ind i de milde Øine og ventede, nu slaaer Kometen ned og saa er det Dommedag.

Daglig, om kun nogle øieblikke, kom Fa’ermo’er i mine Forældres Huus, og det var især for at see sin Sønnesøn den lille Hans Christian; jeg var hendes Glæde og Lykke. Hun var en stille og høist elskelig gammel Kone, med milde, blaa Øine og af fiin Bygning; hun havde prøvet Livet tungt; fra at være en velhavende Landmands Kone var hun nu sat i stor Fattigdom; hun boede med den sindssvage Mand i et lille Huus, de havde kjøbt sig for den sidste lille Rest af deres Formue. Dog saae jeg hende aldrig græde, men des dybere Indtryk gjorde det paa mig, naar hun stille sukkede og fortalte om sin Moders Moder, at denne havde været en adelig Dame i en stor tydsk By, ,,Cassel” og der ægtet ,,en Comediantspiller”, som hun udtrykte sig, og var løbet bort fra Forældre og Hjem og nu gik alt dette ud over Slægten. Aldrig veed jeg at have hørt hende nævne Mo’ermoderens Familie-navn, men selv var hun en født Nommesen. Hun havde ved Hospitalet en Have at passe, hvorfra hun hver Løverdagaften bragte nogle Blomster, man tillod hende at tage hjem; de pyntede paa min Moders Dragkiste, men vare mine Blomster; jeg fik Lov at sætte dem i Vandglasset; hvor rig var ikke denne Glæde. Alt bragte hun mig; hun elskede mig med hele sin Sjæl; jeg vidste det, jeg forstod det.

To Gange om Aaret brændte hun det grønne Affald fra Haven; det brændtes til Aske i en stor Ovn inde i Hospitalet, og da var jeg den meste Tid af de Dage inde hos hende og laae i de store Dynger af Grønt og Ærteranker, havde Blomster at lege med og hvad jeg især satte Priis paa, bedre Mad, end jeg troede at faae hjemme. Alle de Sindssvage, som ingen Fortræd gjorde og derfor havde Frihed til at gaae omkring i Hospitalets Gaard, kom tidt ind til os og med Nysgjerrighed og Skræk hørte jeg paa deres Sang og Tale; tidt fulgte jeg endogsaa et Stykke med dem ud i ,,Grøngaarden”, under Træerne, ja, jeg vovede endogsaa, naar Vogterne vare med, at gaae ind i Huset, hvor de Bindegale opholdt sig. En lang Gang førte mellem Cellerne; i denne laae jeg en Dag paa Hug og kigede gjennem Dørsprækken; indenfor sad et nøgent Fruentimmer paa en Mængde Straa, hendes Haar hang ned over Skuldrene; og hun sang med en ganske deilig Stemme; pludseligt sprang hun op, styrtede med et Skrig henimod Døren, hvor jeg laae udenfor, Vogteren var gaaet bort, jeg ganske alene, hun slog saa voldsomt mod Døren, at lige oven over mig den lille Laage, igjennem hvilken Maden blev rakt hende, sprang op, hun saae derfra ned paa mig, strakte en af sine Arme ud efter mig; jeg skreg af Rædsel og knugede mig fastere til Gulvet. Som Ældre er dette Syn og dette Indtryk ikke udslettet af min Sjæl; jeg følte hendes Fingerspidser røre ved mine Klæder; jeg var halv død, da Vogteren kom.

Tæt ‘ved Bryggerset, hvor det Grønne blev brændt, havde gamle, fattige Qvinder deres Spindestue; herind kom jeg tidt og blev snart deres Yndling, thi jeg havde hos denne Forsamling en Veltalenhed1 der tydede paa, som de sagde, at ,,et saa klogt Barn ikke kunde leve længe”, hvilket i høj Grad smigrede mig. Jeg havde tilfældigviis hørt tale om Lægernes Kjendskab til Menneskets indre Bygning, hørt tale om Hjerte, Lunge og Tarme og det var mig nok til strax at holde derover et Foredrag for de gamle Koner; dristig malede jeg med Kridt paa Døren en Mængde Krimskrams, det skulde forestille Indvoldene; jeg talte om Hjerte og Nyre, Alt hvad jeg sagde, gjorde et dybt Indtryk paa hele Forsamlingen; jeg gjaldt for et mærkeligt klogt Barn, og min Snaksomhed belønnedes med, at man fortalte mig Eventyr; en Verden, rig, som i ,,Tusind og en Nat” rullede op for mig. De gamle Koners Historier, Skikkelserne af de Sindssvage, som jeg i Hospitalet saae rundt omkring mig, Alt tilsammen, herinde fra, virkede i den Grad ind paa mig, der ganske var fyldt med Overtro, at jeg naar det mørknedes, neppe turde vove mig udenfor mine Forældres Huus; sædvanligviis fik jeg ogsaa Lov, ved Solnedgang at gaae i Seng, rigtignok ikke i min Slaghænk, thi det var for tidlig at slaae den ned, det tog for megen Plads op i vor lille Stue, men jeg blev lagt i mine Forældres store Seng, de blommede Kattuns Gardiner hang ned tæt omkring, Lyset brændte udenfor, jeg kunde høre Alt i Stuen og var dog saa ene i mine Tanker og Drømmerier, som om den virkelige Verden slet ikke var til. ,,Han ligger saa deiligt stille, det velsignede Barn!” sagde min Moder; ,,han er saa rart afveien og kommer ikke Noget til!”

For den sindssvage Fa’erfa’er havde jeg en stor Angest; kun een eneste Gang havde han talt til mig og da brugt den mig uvante Tiltale ,,De”; han snittede i Træ selsomme Billeder, Mennesker med Dyrehoveder, Dyr med Vinger og forunderlige Fugle; disse pakkede han i en Kurv og gik saa ud paa Landet, hvor Bønderkonerne overalt trakterede ham, ja gav ham Gryn og Skinke hjem med, fordi han forærede dem og deres Børn det kunstige Legetøi; een Dag han kom hjem igjen til Odense, hørte jeg Gadedrengene skrige højt efter ham; af Skræk skjulte jeg mig bag en Trappe, mens de stimlede forbi; jeg vidste, jeg var af hans Kjød og Blod.

Saagodt som aldrig kom jeg sammen med de andre Drenge; selv i Skolen tog jeg ikke Deel i deres Lege, men blev siddende inde; hjemme havde jeg nok af Legetøi, som min Fader havde gjort til mig; jeg havde Billeder, som kunde forvandle sig, naar man trak i en Traad, en Stampemølle, der, naar den sattes i Bevægelse, lod Mølleren dandse rundt; jeg havde Perspectiv og pudseerlige Nikkedukker. Iøvrigt var det min store Glæde at sye Dukketøj eller at sidde i Gaarden ved den eneste Stikkelsbærbusk, der stod og at have udspændt fra Muren, ved Hjelp af et Kosteskaft, min Moders Forklæde. Det var mit Telt i Skylregn og Solskin, der sad jeg og saae ind i Stikkelsbærbuskens Blade, hvilke jeg hver Dag fulgte i deres Udvikling fra de vare smaa, grønne Knopper, til de som store, gule Blade løsnede sig; jeg var et underligt drømmende Barn, og naar jeg gik omkring, brugte jeg som oftest at lukke øinene, saa at man tilsidst troede, at jeg havde et daarligt Syn, uagtet just dette var og er mærkeligt skarpt hos mig.

En gammel Læremo’er, der holdt ,,Pogeskole”, som det kaldtes, lærte mig at kjende Bogstaver, stave og ,,at læse red”. Hun sad i en høirygget Lænestol tæt op til Uhret, hvori der ved hvert fuldt Slag viste sig nogle Kunststykker med bevægelige Figurer; et stort Riis havde hun hos sig, og det blev brugt rundt om i Kredsen, der mest bestod af Smaapiger. Det var Skole-Art, at vi Alle paa eengang stavede med lydelige Stemmer, saa højt vi kunde. Mig turde Læremo’er ikke slaae, det havde min Moder, da jeg sattes i Skolen, udtrykkeligt betinget, og da jeg derfor en Dag ogsaa fik et Rap af Riset, reiste jeg mig øieblikkelig, tog min Bog og gik uden videre bort, hjem til min Moder, forlangte at komme i en anden Skole, og det kom jeg. Min Moder satte mig i Hr. Carstens’s Drengeskole, hvor der dog befandtes een Pige, en ganske lille, men noget ældre end jeg; vi To sluttede os strax til hinanden, hun talte om det Nyttige og Gavnlige om at komme i en god Tjeneste, og at hun gik i Skole især for at lære godt at regne, thi saa sagde hendes Moder, at hun kunde blive Meierske paa en stor Herregaard. ,,Det skal Du blive paa mit Slot, naar jeg bliver fornem!” sagde jeg, og hun loe ad mig og sagde, at jeg var en fattig Dreng. En Dag havde jeg tegnet Noget, som jeg kaldte mit Slot og forsikkrede hende ved den Leilighed, at jeg var et forbyttet, meget fornemt Barn, og at Guds Engle kom og talte med mig; jeg vilde forbause hende ligesom de gamle Koner, omme i Hospitalet, men hun tog det ikke som disse, hun saae ganske underlig paa mig og sagde til en af de andre Drenge, der stod nær véd: ,,Han er gal ligesom hans Fa’erfa’er!” – og det isnede igjennem mig; jeg havde sagt det Hele for ret at gjælde for Noget og nu slog det om til at de troede, at jeg var sindssvag som Fa’erfa’er. Aldrig talte jeg mere til hende om Sligt, men vi vare heller ikke mere Legekammerater, som før. Jeg var den Mindste i Skolen og derfor altid, naar de andre Drenge legede, gik Læreren Hr. Carstens med mig ved Haanden, for at jeg ikke skulde løbes omkuld; han holdt meget af mig, gav mig Kage og Blomster, klappede mig paa Kinderne, og da engang en af de større Drenge ikke kunde sin Lexie og derfor til Straf, med sin Bog i Haanden, blev stillet op paa Skolebordet, hvorom vi sad og jeg derover var ganske utrøstelig, fik Synderen Benaadning. – Den kjære, gamle Lærer blev siden Telegraphbestyrer paa Thorseng; der levede han endnu for nogle Aar tilbage; man har fortalt, at den gamle Mand der, idet han viste de Besøgende om, har med fornøiet Smiil sagt: ,,ja, ja, det troer De nok ikke, jeg gamle, fattige Mand, jeg har været den første Lærer for en af vore mest bekjendte Digtere! hos mig gik i Skole H. C. Andersen.”

Enkelte Dage i Høsten tog min Moder ud paa Marken og samlede Ax, jeg var da med og gik der som den bibelske Ruth gik paa Boas’s rige Ager. En Dag kom vi paa et Sted, hvor der var en bekjendt ond Forvalter; vi saae ham komme med en frygtelig stor hundepidsk; min Moder og alle de Andre løb, jeg havde nøgne Fødder i Træskoe og tabte disse; Kornstubbene stak mig, jeg kunde derfor ikke komme rask nok afsted, og blev tilbage alene; allerede løftede han Pidsken, jeg saae ham op i Ansigtet og sagde uvilkaarligt: ,,hvor tør Du slaae mig, da Gud kan see det!” – og den strenge Mand blev med Eet ganske mild, klappede mig paa Kinden, spurgte hvad jeg hed og gav mig Penge; da jeg viste min Moder disse, sagde hun til de andre Folk: ,,det er et mærkeligt Barn, min Hans Christian! alle Mennesker er ham gode, og selv den onde Karl har givet ham Penge!”

From og overtroisk voxte jeg op; jeg havde ikke Tanke om Savn eller Mangel, vel havde mine Forældre kun fra Haand og i Mund, som man siger, men for mig var der overflødigt og rigeligt; i Klæderne selv kunde jeg synes at være pyntelig; en gammel Kone syede min Faders aflagte Tøi om til mig; tre, fire store Silkestumper, som min Moder havde, bleve med Knappenaale, skifteviis, heftede mig tvers over Brystet og forestillede Veste, et stort Klæde blev bundet mig om Halsen og givet en mægtig Sløife, mit Hoved vasket med Sæbe, og Haaret kæmmet til Side, og saa var jeg i Stads; saaledes kom jeg med mine Forældre første Gang paa Comedie; Odense havde allerede da sit velbyggede Theater, engang reist troer jeg, for Grev Trampes eller Grev Hahns Selskab; de første Forestillinger, jeg kom til, bleve givne i det tydske Sprog. Direteuren hed Franck, han gav Operaer og Comedier, ,,das Donauweibchen’4 var Byens Yndlingsstykke; den første Forestilling, jeg imidlertid saae, var Holbergs ,,politiske Kandestøber” bearbeidet som Opera. Jeg er senere ikke kommen efter, af hvem Musiken kan have været, men vist er det, at denne Text var behandlet paa Tydsk som Syngestykke- Det første Indtryk iøvrigt et Theater og Mængden der gjorde paa mig, var ingenlunde det, at man derfrå skulde kunne slutte sig til, at der stak en Poet i mig. Mit første Udbrud ved at see Theatret og de mange Tilskuere der, var, som mine Forældre have fortalt mig: ,,Naa, havde vi bare saa mange Fjerdinger Smør, som her er Folk, da skulde jeg rigtignok spise!” – Theatret blev imidlertid snart mit kjæreste Sted, men da jeg kun en enkelt Gang om Vinteren kunde komme der, saa gjorde jeg mig gode Venner med Placatbæreren Peter Junker, og han gav mig daglig Placaten, imod at jeg besørgede en lille Rest af disse uddeelt i mit Qvarteer, hvilket jeg samvittighedsfuld opfyldte. Kunde jeg vel ikke komme i Theatret, saa kunde jeg nu hjemme i en Krog sidde med Placaten og efter Stykkets Navn og Personerne deri, tænkte jeg mig sammen en heel Comedie; dette var min ubevidste, første Digtning.

Det var ikke blot Comedier og Fortællinger, min Fader gjerne læste, men ogsaa Historier og den hellige Bibel; i sit stille Sind tænkte han over det Læste, men min Moder forstod ham ikke naar han udtalte sig til hende derom, og derfor blev han mere og mere indesluttet i sig selv. En Dag lukkede han Bibelen sammen med de Ord: ,,Christus har været et Menneske, som vi, men et usædvanligt Menneske!” – min Moder forfærdedes over disse Ord og brast i Graad; i min Skræk bad jeg til vor Herre, at han vilde tilgive min Fader denne skrækkelige Gudsbespottelse.

Der er ingen anden Djævel til, end den, vi have i vort eget Hjerte!” hørte jeg min Fader sige; og jeg fik en Angest for ham og hans Sjæl og var ganske af min Moders og Nabokonernes Mening, da han en Morgen, formodentlig reven paa et Søm i Sengen, havde tre dybe Rifter i Armen, at det var Djævelen, som havde været der om Natten, og vilde vise ham sin Tilværelse. Min Fader havde ikke Mange, han omgikkes med; sin Fritid tilbragte han helst ene og med mig ude i Skoven, hans højeste ønske var at kunne leve paa Landet, og nu traf det sig just, at paa en af de fyenske Herregaarde søgtes en Skomager, denne skulde nedsætte sig i Landsbyen tæt ved og der have frit Huus, en lille Have og Græsning til en Ko; ved dette og ved sikkert Arbeide fra Gaarden vilde han kunne slaae sig igjennem; min Fader og Moder vare opfyldte af den mulige Lykke at komme der; et Prøvearbeide blev givet min Fader: der sendtes ham fra Gaarden et Stykke Silketøj, selv skulde han levere Læderet og sye et Par Dandseskoe; om disse vare i et Par Dage al vor Tanke og Tale; jeg glædede mig saa usigelig til den lille Have, vi skulde have med Blomster og Buske, der kunde jeg sidde i Solskinnet og høre paa Kukkeren; jeg bad saa inderligt vor Herre opfylde mit og mine Forældres ønske, det var den højeste Lykke, der kunde vederfares os. – Endelig bleve Skoene færdige; vi saae paa dem hjemme ret med hoitidelig Følelse, de skulde afgjøre hele vor Fremtid. Fader tog dem i sit Lommetørklæde og gik; vi sad og ventede ham komme hjem med glædestraalende Ansigt; han kom, bleg og forbittret; den naadige Frue, sagde han, havde ikke engang prøvet Skoene, men strax seet ilde paa dem, sagt, at Silketøiet var spoleret og at han ikke kunde antages; ,,har De spildt Deres Silketøi!” sagde min Fader ,,saa kan jeg finde mig i at spilde mit Læder!” og han havde taget sin Kniv og skaaret Saalerne fra! – Der blev saaledes ikke Noget af vort Haab om at boe paa Landet. Vi græd alle Tre og jeg syntes, at Gud kunde dog sagtens have bønhørt os, havde han det – da var jeg bleven Bonde, hele min Fremtid anderledes, end den blev; tidt har jeg siden tænkt: mon vor Herre, for min Fremtids Skyld, lod mine Forældre miste deres Lykkens Dage? –

Min Faders Vandringer til Skoven bleve snart hyppigere; han havde ingen Ro paa sig. Krigsbegivenhederne i Tydskland, som han med Begjerlighed fulgte i Aviserne, opfyldte ham. Napoleon var hans Helt, hans Stigen forekom ham som det skjønneste Exempel til Efterlignelse. Danmark allierede sig da med Frankrige, Talen var da kun om Krig, og min Fader blev Soldat, i Haab om at komme hjem som Lieutenant, min Moder græd, Naboerne trak paa Skuldrene og sagde, at det var Galskab saaledes at gaae ud for at lade sig skyde, naar man ikke havde det nødigt. Soldaten hørte i den Tid til Pariaslægten, først i vore senere Dage, under Krigen mod Oprørerne i Hertugdømmerne, saae og opfattede vi ham ret; han er den høiire Arm, som fører Sværdet.

Den Morgen, Compagmet, hvori min Fader var, brød op, hørte jeg ham synge og tale lystigt, men hans Hjerte var i stærk Bevægelse, det forstod jeg, paa den vilde Heftighed, hvormed han kyssede mig ved Afskeden. Jeg laae da syg af Mæslinger, laae ene i Stuen, da Trommerne lød, og min Moder grædende fulgte ham ud af Byens Port. Da de vare bortmarseherede, kom min gamle Fa’ermo’er og saae med sine milde øjne paa mig og sagde, at det var godt, om jeg maatte døe nu, men at Guds Villie var altid den bedste. Det var en af de første Morgener fuld af Smerte, jeg erindrer mig.

Det Regiment, min Fader stod ved, kom imidlertid ikke længere end til Holsteen; der blev sluttet Fred og den frivillige Kriger sad igjen paa sit Værksted, og Alt syntes at komme tilbage til det Gamle.

Jeg legede med mine Dukker, spillede Comedie og altid paa Tydsk, thi kun i dette Sprog kjendte jeg Sligt, men mit Tydsk var et Kaudervælsk, som jeg selv opfandt, og hvori kun eet eneste tydsk Ord: ,,Besen” forekom, et Ord, jeg havde opsnappet af de forskjellige Benævnelser, min Fader bragte os hjem fra Holsteen. ,,Du har jo godt af min Reise!” sagde han i Spøg. ,,Gud veed, om Du kommer saa langt ud, men det maa Du, husk paa det, Hans Christian!” – Men min Moder sagde:at saalænge hun raadede over mig, skulde jeg nok faae Lov til at blive hjemme, for ikke at sætte min Helbred til som han.

Med hans Sundhed var det forbi, den havde lidt ved de ham uvante Marscher og Krigslivet. En Morgen vaagnede han i vilde Phantasier, talte om Felttog og om Napoleon; han troede at tage Ordre fra ham og at commandere selv. Min Moder sendte mig strax ud om Hjelp, men ikke hos Lægen, nei, hos en saakaldet ,,klog Kone”, der boede en halv Miil fra Odense. Jeg kom derud, Konen gjorde mig flere Spørgsmaal, tog derpaa en ulden Traad, maalte mine Arme, gjorde underlige Tegn over mig og lagde tilsidst, paa mit Bryst, en grøn Green, den var et Stykke af det Slags Træ, hvorpaa vor Herre var bleven korsfæstet, sagde hun og tilføiede: ,,Gaa nu hjem langs med Aaen! skal din Fader døe denne Gang, saa møder Du hans Gjenfærd!”

Man kan tænke sig min Angest, jeg, som var saa opfyldt af Overtro og levede under Phantasiens Magt. ,,Og Du har ikke mødt Noget?” spurgte min Moder mig; da jeg korn hjem; med bankende Hjerte forsikkrede jeg, ,,Nei!” Den tredie Aften døde min Fader. Hans Liig blev liggende i Sengen, jeg laae med min Moder udenfor, og hele Natten peb en Faarekylling. ,,Han er død!” sagde min Moder til den: ,,Du behøver ikke at synge efter ham, Iisjomfruen har taget ham!” og jeg forstod hvad hun meente; jeg huskede fra Vinteren forud, at da vore Vinduer stode tilfrosne, havde min Fader viist os, at der var frosset paa Ruden, ligesom en Jomfru, der strakte begge sine Arme ud. ,,Hun vil nok have mig!” sagde han i Spøg; nu, da han laae død i Sengen, kom det min Moder i Sindet, og hvad han udtalte, beskjeftigede min Tanke.

Paa St. Knuds Kirkegaard, udfor den venstre Sidedør fra Alteret, begravede de ham, Fa’ermo’er plantede Roser paa Graven; i senere Aar ere andre Liig blevne lagte paa samme Sted, nu voxer Græsset højt ogsaa hen over disse.

Fra min Faders Død var jeg saagodtsom ganske overladt til mig selv; min Moder gik ud at vaske for Folk, jeg sad alene hjemme med det lille Theater, som min Fader havde gjort til mig; jeg syede Dukketøi og læste Comediebøger. – Man har fortalt mig, at jeg da var lang og opløben, havde et stort, lyseguult Haar, gik barhovedet og som oftest med Træskoe paa Fødderne.

I vort Nabolav boede sammen Præste-Enken Madam Bunkeflod og hendes Mands Søster; de lode mig komme ind til sig, fik Godhed for mig, og jeg var hos dem den meste Tid af Dagen; dette var det første dannede Huus, hvori jeg fandt et Hjem. Den afdøde Præst havde skrevet Digte, havde dengang et Navn i den danske Literatur; hans Spindeviser vare da i Folkemunde; i mine ,,Vignetter til danske Digtere” sang jeg siden om ham, som mine Jevnaldrende havde glemt:

Traaden brister, Rokken staaer, Spindevisen tier, Ungdoms-Sangen bliver snart gamle Melodier.

Her hørte jeg første Gang Navnet “Digter” blive udtalt og nævnet med en Højagtelse, som noget Helligt; Holbergs Comedier havde min Fader læst for mig, men her talte man ikke om disse, men om Vers, om Poesie. ,,Min Broder, Digteren!” sagde Bunkeflods gamle Søster og hendes øjne lyste. Af hende lærte jeg, at det var noget Herligt, noget Lykkeligt at være en Digter; her læste jeg ogsaa første Gang Shakspeare, rigtignok i en daarlig Oversættelse; men de kjække Skildringer, de blodige Begivenheder, Hexe og Spøgelser der traadte op, vare just efter min Smag; strax spillede jeg de shakspearske Tragedier paa mit Dukketheater; levende saae jeg i Tankerne Aanden fra Hamlet og den vanvittige Lear paa Heden, Jo Flere der døde i et Stykke, desto interessantere forekom det mig. Paa den Tid skrev jeg mit første Stykke, det var ikke mindre end en Tragedie, og hvori de naturligviis Alle døde. Indholdet havde jeg taget af en gammel Vise om Pyramus og Thisbe, men jeg havde forøget Begivenheden med en Eremit og hans Søn, der begge elskede Thisbe, og begge toge Livet af sig, da hun døde; til de fleste af Eremitens Repliker havde jeg laant Bibelens Ord, udskrevet Bibelsteder af Balles lille Lærebog, især dem, som høne til Pligterne imod Næsten; Stykkets Navn var ,,Aborre og Elvira”. Det skulde hedde ,,Aborre og Torsk!” sagde Nabokonen vittig, da jeg med stor Veltilfredshed og Lykke havde læst det for alle Mennesker og nu ogsaa kom til hende. Jeg blev aldeles nedslaaet ved hendes Ord, jeg følte, at hun gjorde Nar af mig og mit Digt, som alle de Andre havde rost; bedrøvet fortalte jeg det til min Moder. ,,Det siger hun kun, fordi hendes Søn ikke har gjort det!” sagde hun og jeg var trøstet og begyndte paa et nyt Stykke; dette skulde være i en højere Stiil; en Konge og en Prindsesse skulde træde op deri, vel saae jeg, at hos Shakspeare talte disse ligesom andre Mennesker, men dette forekom mig at være ikke ganske rigtigt. Jeg spurgte min Moder og flere Folk i Nabolavet om, hvorledes egentlig en Konge talte, men de vidste ikke ret at give Besked herom, de sagde, at det var saa mange Aar, siden en Konge havde været her i Odense, men at han nok talte fremmede Sprog. Jeg fik da fat paa et Slags Lexicon, hvori stode tydske, franske og engelske Ord med dansk Oversættelse ved, og nu var jeg hjulpen; jeg tog nogle Ord af de forskjellige Sprog og lagde dem ind i hver Sætning, som Kongen og Prindsessen talte. ,,Guten Morgen, mon pére! har De godt sleeping?” var een af Replikerne; det blev et heelt babelsk Tungemaal, som jeg ansaae for at være det ene rigtige hos saa høie Personer. Alle Mennesker maatte høre mit Stykke, det var mig en Lyksalighed at læse det op, og aldrig faldt der mig Andet ind, end at det maatte være dem Alle en stor Glæde at høre det.

Nabokonens Søn var anbragt paa en Klæde-Fabrik, og fortjente derved ugentlig en lille Sum; jeg derimod drev om, som man sagde, og bestilte ingen Ting, min Moder bestemte derfor, at jeg ogsaa skulde paa Fabriken; ,,det er ikke for Fortjenestens Skyld,” sagde hun, ,,men det er, for saa veed jeg, hvor han er.” Gamle Fa’ermo’er førte mig derhen og var inderlig bedrøvet; det havde hun ikke tænkt at opleve, sagde hun, at jeg skulde gaae saaledes sammen med alle de usselige Drenge. Her arbeidede en Mængde tydske Svende, de sang og talte lystigt; mangen raa Spas vakte stor Jubel, jeg hørte paa den, og har lært deraf, at Barnet kan høre Sligt med uskyldigt øre, det naaede ikke ind til mit Hjerte. Jeg havde den Gang en mærkelig smuk og høi Sopranstemme, som jeg beholdt til ind i mit femtende Aar; jeg vidste, at Folk holdt af ét høre mig synge, og da man paa Fabriken spurgte mig, om jeg kunde nogle Viser, begyndte jeg strax min Sang og den gjorde stor Lykke; de andre Drenge blev det overdraget at gjøre mit Arbeide. Da jeg saa havde sjunget, fortalte jeg, at jeg ogsaa kunde spille Comedie; jeg huskede hele Scener af Holberg og Shakspeare og dem fremsagde jeg. Svende og Koner nikkede venligt til mig, loe og klappede i Hænderne. Paa den Maade fandt jeg de første Dage paa Fabriken meget morsomme; men en Dag, som jeg bedst stod og sang og der taltes om min Stemmes Klarhed og mærkelige Høide, udbrød en af Svendene: “det er bestemt ingen Dreng, men en lille Jomfru!” han tog fat paa mig, jeg skreg og jamrede mig, de andre Svende fandt den raa Spøg morsom, de holdt mig ved Arme og Been, jeg hvinede i vilden Sky, og bly som en Pige, styrtede jeg ud af Huset og hjem til min Moder, der strax lovede mig, at jeg aldrig skulde komme derhen mere.

Jeg søgte nu igjen til Madam Bunkeflod, hørte der læse høit, læste selv og øvede mig tillige i – at sye, det var mig af stor Nødvendighed for mit Dukketheater, jeg syede ogsaa som en Festgave til Madamens Fødselsdag en hvid Silkenaalepude, den, jeg mange mange Aar efter, som Ældre, der har seet opbevaret. En anden Præste-Enke der i Nabolavet gjorde jeg og. saa Bekjendtskab med, hun lod mig læse for sig, Romaner fra Leiebibliotheket; en af disse begyndte omtrent saaledes: ,,det var en stormfuld Nat, Regnen pladskede paa Ruderne!”

,,Det er en ypperlig Bog,” sagde Madamen, og jeg spurgte i Uskyldighed hvoraf hun vidste det. ,,Jeg hører det strax paa Begyndelsen!” sagde hun, ,,denne bliver udmærket!” og jeg saae med en Slags Ærbødighed op til hende, der var saa klog.

I Høsten engang tog min Moder mig med fra Odense til en Herregaard i Nærheden af hendes Fødeby Bogense; Fruen paa Gaarden der, hvis Forældre min Moder havde tjent, havde sagt, at vi dog engang skulde komme der i Besøg; dette havde jeg i Aaringer glædet mig til og nu skulde det opfyldes; min Modet og jeg brugte to hele Dage til at naae derhen, thi vi maatte gjøre Reisen tilfods, det var en deilig Gaard og deilig Mad fik vi, men foruden dette gjorde ogsaa Landet selv et saa mægtigt Indtryk paa mig, at mit højeste Ønske var altid at blive her. Det var i Humlehøsten, nede i Laden omkring et stort Kar sad jeg hos min Moder og en heel Mængde Bønder. folk og pillede Humle; der blev fortalt Historier og mange vidunderlige Ting, der var oplevet og seet. Djævelen med Hestefod, Gjengangere og Varsler, kjendte de Alle saa godt til. Der var en gammel Bonde, som blandt Andet sagde, at Gud vidste Alt hvad der skete og skulde skee! de Ord gjorde et dybt Indtryk paa mig, de laae mig bestandig i Tanke, og da jeg henimod Aften gik ene, noget borte fra Gaarden og kom til et dybt Gadekjær, hvor jeg krøb ud paa en af de store Steen ude i Vandet, gik det mig underligt gjennem Hovedet, om Gud dog virkelig skulde vide Alt hvad der vilde skee! -ja, nu har han bestemt, at jeg skal leve og blive mange Aar gammel, tænkte jeg, men dersom jeg nu springer ud i Vandet og drukner mig, saa skeer det dog ikke, som han vil. Og jeg var øieblikkelig fuldt og fast bestemt paa at drukne mig; jeg vendte mig mod det dybeste Sted – da gik en ny Tanke gjennem min Sjæl: ,,det er Djævelen, som vil have Magt over mig!” og jeg udstødte et Skrig, løb alt hvad jeg kunde og styrtede grædende i Armene paa min Moder; men hverken hun eller Nogen fik ud af mig, hvad jeg feilede. ,,Han har vist seet noget Spøgeri!” sagde en af Konerne, og jeg troede det næsten selv.

Min Moder giftede sig igjen med en ung Skomager, hvis Familie, der ogsaa hørte til Haandværksstanden, fandt, at det var et altfor ringe Parti, han gjorde, og hverken min Moder eller jeg fik Lov til at komme i deres Huus. Min Stedfader var en ung, stille Mand med livlige, brune øine og af et jevnt godt Humeur; min Opdragelse vilde han slet ikke blande sig i, sagde han, og lod mig ogsaa være og blive, som jeg selv vilde. – Jeg levede derfor ganske for min Perspectiv-Kasse og mit lille Dukketheater, og det var min største Lykke at have samlet ret mange brogede Klude, som jeg da tilskar og syede i Dragter; min Moder betragtede det som en god øvelse for mig til at blive Skrædder, thi det var jeg født til, meente hun; jeg derimod sagde, at jeg vilde til Comedien, Noget, min Moder paa det Bestemteste satte sig imod, idet hun kun kjendte som Comedie, Liniedandsere og omreisende Skuespillere, som hun regnede for eet. ,,Ja, saa vil Du faae ordentlig Bank!” sagde hun da, ,,saa kommer Du til at sulte, at Du kan være let, og Du faaer Olie at spise for at blive lind i Lemmerne!” nej, Skrædder skulde jeg være. ,,See bare, hvor flint Skrædder Stegmann har det!” Det var Byens fornemste Skrædder. ,,Han boer i Korsgaden, har store Ruder i Vinduerne og Svende paa Bordet; ja, kan Du bare blive en af dem!”

Hvad der i denne min Bestemmelse for Skrædderiet var min eneste Trøst og Glæde, var det, at da vilde jeg ret kunne faae Klude og Lapper til mit lille Theaters Garderobe.

Mine Forældre var flyttede hen i Gaden, udenfor Munkemølle-Port, og vi havde der faaet en Have; den var meget lille og smal, den var egentlig kun et langt Bed med Rips- og Stikkelsbær-Hækker og saa Gangen, der tog ligesaa stor Plads op, men denne førte ned til Odense-Aa, lige bag Munkemølle; tre store Vandhjul drejede sig under det styrtende Vand og stode pludselig stille, naar Sluseportene bleve satte for; alt Vandet løb da af Aaen, der blev tør Bund, hvor i Vandhullerne Fiskene sprællede, jeg kunde tage dem med Hænderne, og under de store Vandhjul kom, ud fra Møllen, fedede Vandrotter, for at drikke; pludseligt løftedes Sluse-Portene, Vandet styrtede skummende og brusende, der var ingen Rotter mere at see, Aa-Lejet fyldtes og jeg, som stod der ude, løb pjaskende gjennem Vandet henimod Bredden, forskrækket som Ravsamleren paa Vesterhavets Kyst, naar han er langt ude og Floden kommer. Paa en af de store Stene, som min Moder brugte til Toe-Bræt i Aaen, stod jeg og sang i vilden Sky alle de Viser, jeg kunde, og tidt var der hverken Mening eller Melodie, men egen selvlavet Sangklang, som den bedst vilde komme; Nabohaven tilhørte Etatsraad Falbe, hvis Frue er af Oehlenschläger omtalt i hans Levnetsbeskrivelse, hun havde været Skuespillerinde og seet deilig ud som ,, Ida Münster” i Dramaet ,,Herman von Unna”, den Gang hed hun Jomfru Beck. Jeg vidste, at naar i Haven derinde vare Fremmede, børte de altid efter min Sang. Alle Folk sagde mig, at jeg havde en deilig Stemme, og at jeg vist med den vilde gjøre min Lykke i Verden. Tidt tænkte jeg over, hvorledes denne Lykke skulde komme, og da det” Eventyrlige for mig var Sandhed, saa ventede jeg de forunderligste Ting. Jeg havde hørt af en gammel Kone, som skyllede Tøj i Aaen, at Keiserriget China laae lige her under Odense Aa, og nu ansaae jeg det for slet ikke umuligt, at en maaneklar Aften, som jeg der sad, kunde en chinesisk Prinds grave sig igjennem Jorden op til os, høre mig synge og saa tage mig ned til sit Kongerige, og gjøre mig rig og fornem, men saa igjen lade mig faae Lov til at besøge Odense, hvor jeg vilde boe og bygge et Slot; hele Aftener kunde jeg sidde og gjøre Tegninger og Grundrids deraf. Jeg var ganske Barn og siden, længe efter – da var jeg det ligesaameget, naar jeg i Kjøbenhavn traadte declamerende op og læste Digte; jeg ventede og troede endnu paa en saadan Slags Prinds i Kredsen, der skulde høre mig, forstaae mig og hjelpe mig frem; men det skulde nu ikke skee paa den Maade og dog skee!

Min Læselyst, de mange dramatiske Scener, jeg kunde udenad og min særdeles klangfulde, høie Stemme, Alt tilsammen vakte en Slags Opmærksomhed for mig hos flere fornemme Familier i Odense; jeg blev kaldt til dem, min hele forunderlige Personlighed vakte Interesse, og blandt de Mange til hvem jeg kom, var Oberst Høegh-Guldberg den, der med sin Familiekreds viste mig den meest sande Deeltagelse; ja han talte om mig endogsaa til Prinds Christian, senere Christian den Ottende, som da boede paa Odense Slot, og derop tog Guldberg mig med sig en Dag.

,,Dersom Prindsen spørger Dem, hvad De har Lyst til,” sagde han, ,,saa svarer De, at det er Deres høieste Ønske at komme i Latinskole!” og det sagde jeg ogsaa strax, da Prindsen virkelig gjorde mig Spørgsmaalet, men han svarede, at det at synge, at kunne sige livlig en Digters Ord, var meget godt, men derfor ikke Genie, og at jeg maatte huske paa, at det at studere var en lang og kostbar Vei! at han imidlertid vilde tage sig af mig, dersom jeg lagde mig efter en smuk Profession, for Exempel at blive Drejer. Dertil havde jeg nu slet ikke Lyst og gik ikke ganske glad bort, skjøndt den ædle Fyrste havde talt aldeles naturligt og rigtigt; siden da Tiden udfoldede mine Evner, var han, som vi ville see, mig til sin Død kjærlig og god; med den inderligste Følelse hænger min Tanke ved Erindringen om ham.

Jeg gik nu hjemme, skød op og blev en lang Dreng, som min Moder sagde, hun ikke godt længere kunde lade gaae saaledes og drive om; jeg gik i Fattigskolen inde paa ,,Fattiggaarden”, lærte kun Religion, Skrivning og Regning, og dette sidste daarligt nok; neppe et Ord forstod jeg at bogstavere rigtigt; hjemme læste jeg aldrig paa mine Lectier, de bleve saa temmeligt lærte paa Veien fra Hjemmet til Skolen, og min Moder roste mit store Nemme paa Nabosønnens Bekostning: ,,Han læser, saa det snurrer efter Morgen og Aften, min Hans Christian seer aldrig i sin Skolebog, og dog kan han den.”

Hvergang det var Lærerens Fødselsdag, flettede jeg en Krands til ham og skrev et Digt, som fulgte med, sædvanlig tog han det med et Smiil, men et Par Gange skjendte han derfor; han var fra Norge og hed Velhaven, sikkert var han et ædelt Menneske, men af en heftig Natur og slet ikke lykkelig; ud af sit Hjerte talte han til os om Religionen, og naar han gjennemgik Bibelhistorien, vidste han at give den saa levende, at imedens jeg hørte, blev mig alle de malede Billeder paa Skolevæggens Betræk, der viste Scener af det gamle Testament, lyslevende, fik for mig en Skjønhed, Sandhed og Friskhed, som jeg senere saae den i de herlige Stykker af Raphael og Tizian. Tidt sad jeg drømmende og stirrede paa den brogede Væg og fik da en lille Irettesættelse af ham, fordi jeg var ,,borte igjen”; saa fortalte jeg de andre Drenge kurieuse Historier, men hvori jeg naturligviis ikke glemte at gjøre mig selv til Hovedpersonen, stundom blev jeg leet af. Gadedrengene havde af deres Forældre ogsaa hørt om mit sære Væsen, og hvorledes jeg kom omkring i ,,fornemme Familier”, og derfor blev jeg en Dag forfulgt igjennem Gaden af en heel vild Skare, der spottende raabte: ,,der løber Comedieskriveren!” Jeg skjulte mig hjemme i en Krog, græd og bad til Gud.

Jeg gik i mit fjortende Aar, min Moder tænkte paa at faae mig confirmeret, for at jeg kunde komme i Skrædderlære og bestille noget Fornuftigt. Med hele sit Hjerte holdt hun af mig, men forstod ikke min Higen og Tragten, som jeg da selv heller ikke forstod den. Hendes Omgivelse talte altid mod min Maade at være paa og opholdt sig over mig, det bedrøvede og piinte hende. Vi hørte til St. Knuds Sognekirke, og her kunde Confirmanderne tegne sig, enten hos Stiftsprovsten eller hos Capellanen; hos den Første gik kun de saakaldte fornemme Familiers Børn, samt Latinskolens Disciple, hos den Sidste gik de fattigere; jeg meldte mig hos Stiftsprovsten, der maatte tage imod mig, men vistnok kun saae Forfængelighed deri, at jeg vilde gaae med hans Confirmander; disse stilledes øverst paa Kirke. gulvet, Capellanens kom derimod nedenfor; jeg tør imidlertid troe, at det ikke ganske var Forfængelighed, der drev mig, jeg havde en Angest for de fattige Drenge, som havde spottet mig, jeg følte altid en inderlig Drift til at nærme mig Latinskolens Disciple, som jeg den Gang betragtede for meget bedre end de andre; naar de legede inde paa Kirkegaarden, stod jeg udenfor Træ-Gitteret, kigede ind og ønskede, at jeg var iblandt de Lykkelige, ikke for Legens Skyld, men for de mange Bøger, de havde, og for hvad de kunde blive i denne Verden. Hos Stiftsprovsten kunde jeg saaledes komme sammen med dem, være som de; – men jeg husker ikke en Eneste fra den Tid, saa lidt maae de der have givet sig af med mig; jeg havde daglig Følelsen af, at jeg havde trængt mig ind, hvor jeg ikke hørte hjemme; ogsaa Stiftsprovsten selv lod mig føle det, og da jeg engang hos nogle af hans Bekjendtskab havde dedameret Scener af en Comedie, kaldte han mig for sig, udtalte det Upassende i at gjøre Sligt paa en Tid, jeg forberedte mig til Confirmationen, og at naar han hørte Sligt om mig igjen, vilde jeg blive viist bort; jeg blev meget angest og fortrykt i Sindet, endnu mere en forvildet Fugl i den fremmede Stue; dog Een her var mig venlig og god, det var en ung Pige, af Confirmanderne, en Frøken Tønder-Lund, hun blev anseet for den fornemste af dem Alle, – om hende kommer jeg senere til at tale – hun alene saae mildt til mig, sagde mig et venligt Goddag, og gav mig endogsaa engang en Rose, og jeg gik hjem, lyksalig, fordi der dog var Een, som ikke oversaae og forskød mig.

En gammel Skrædderske forandrede min afdøde Faders Overkjole til en Confirmationsdragt for mig; jeg syntes, at jeg aldrig havde baaret en saadan Stadskjole, og for første Gang i mit Liv fik jeg Støvler; min Glæde over disse var overorden lig, kun frygtede jeg, at ikke Alle skulde see, at det var Støvler, og derfor trak jeg Skafterne op over Beenklæderne og gik saaledes opad Kirkegulvet; Støvlerne knirkede, og det frydede mig i mit Inderste, at Menigheden nu kunde høre, at de vare nye; men min Andagt var forstyrret, jeg følte det og havde tillige en gruelig Samvittighedsqval over, at min Tanke var ligesaa meget hos mine Støvler, som hos den gode Gud; jeg bad ham ret i mit Hjerte tilgive mig, og tænkte saa igjen paa mine nye Støvler.

I de sidste Aar havde jeg sparet sammen i een Sum alle de Skillinger, jeg ved forskjellige Leiligheder fik, og da jeg talte dem efter, havde jeg tretten Rigsdaler; jeg var overvældet ved Besiddelsen af en saa stor Rigdom, og da min Moder nu paa det meest Bestemte holdt ved, at jeg skulde i Skrædderlære, bad og plagede jeg hende om, dog hellere at lade mig forsøge min Lykke i at rejse til Kjøbenhavn, som da var mig Verdens største Stad.

,,Hvad skal der blive af Dig der?” spurgte min Moder.

,,Jeg vil være berømt!” svarede jeg og fortalte hende, hvad jeg havde læst om mærkelige Mænd, der vare fødte i Fattigdom. ,,Man gaaer først saa gruelig meget Ondt igjennem,” sagde jeg, ,,- og saa bliver man berømt!” Det var en aldeles uforklarlig Drift, som drog mig. Jeg græd, jeg bad, og tilsidst gav min Moder efter, men lod dog først en gammel, saakaldet ,,klog Kone” fra Hospitalet hente, og denne i Kort og Kaffe spaae mig min Fremtids Skjæbne.

,,Hendes Søn bliver en stor Mand!” sagde den Gamle, ,,til Ære for ham skal engang Odense By blive illumineret!” Min Moder græd, da hun hørte det, og havde nu Intet imod, at jeg rejste. Alle Naboer, Enhver, som hørte derom, talte til min Moder og sagde, at det var reent forfærdeligt at lade mig, der kun var fjorten Aar gammel og i Alting saa ganske Barn, løbe til Kjøbenhavn, der laae saa mange Mile borte, og var en stor, vildsom By, hvor jeg Ingen kjendte. ,,Ja, han lader mig ikke have Ro!” svarede hun; ,,jeg har maattet give ham Lov til at tage afsted, men det gjør ikke Noget, jeg er vis paa, at han ikke kommer længer end til Nyborg; naar han seer den vilde Søe der, bliver han nok bange og vender om igjen, og saa skal han i Skrædderlære!”

,,Kunde vi bare faae ham her i Byen paa en Skriverstue!” sagde Fa’ermo’er, ,,det var dog noget Fiint, og det har Hans Christian Tanke til!”

,,Kan han blive en Skrædder som Mester Stegmann, saa forlanger jeg det ikke finere!” sagde min Moder. ,,Lad ham nu kun reise til Nyborg!”

Sommeren før min Confirmation havde en Deel af det kongelige Theaters Sang- og Skuespil-Personale været i Odense og der givet en Række Operaer og Tragedier; hele Byen var endnu opfyldt deraf. Jeg, idet jeg stod mig godt med Placatbæreren, havde ikke blot fra Coulisserne seet alle de givne Forestillinger, men var selv traadt op baade som Page og som Hyrde, ja jeg havde endogsaa sagt et Par Repliker i ,,Cendrillon”; min Iver var saa stor, at naar de Spillende kom i Garderoben før Forestillingen, stod jeg allerede paaklædt; herved bleve de opmærksomme paa mig; min Barnlighed og Begeistring morede dem; de talte venligt til mig, især Haack og Enholm, og jeg saae op til dem som til jordiske Guder. Alt hvad jeg havde hørt om min Sangstemme og om min Fremsigelse af Vers og Monologer bragte nu til Klarhed hos mig den Tanke, at det var Theatret, jeg var født for, og at det var her jeg vilde blive en berømt Mand, og derfor var Theatret i Kjøbenhavn Maalet for min Stræben. Skuespillernes Ophold i Odense var hos Mange, og hos mig især, en Livsbegivenhed; der taltes derom med sandt Sværmeri, og Talen endte altid med: ,,hvem der dog var i Kjøbenhavn og paa Comedie der -Dette var der nu Enkelte der havde været, og disse omtalte da Noget, de kaldte Ballet, der skulde endnu overgaae Opera og Comedie; Dandserinden Madame Schall, sagde de, var der den Første og Mægtigste; hun forekom mig altsaa som Dronningen for det Hele, og i min Phantasie svævede hun som Den, der, naar jeg vandt hendes Godhed og Beskyttelse, kunde hjelpe mig frem til Hæder og Lykke.

Opfyldt heraf gik jeg hen til den gamle Bogtrykker Iversen, en af Odenses meest ansete Borgere, hvem, som jeg vidste, Skuespillerne under deres Ophold i Odense daglig havde besøgt, han kjendte dem Alle og maatte vistnok ogsaa kjende Dandserinden; ham vilde jeg bede om et Brev til hende, og saa vilde Gud nok gjøre det Øvrige.

Den gamle Mand saae mig for første Gang, hørte med stor Venlighed paa mit Andragende, men raadede mig paa det meest Bestemte fra at vove slig Reise. Jeg skulde lære et Haandværk, sagde han. ,,Det vilde virkeligt være en stor Synd!” svarede jeg, og han studsede over Maaden, jeg skal have sagt det paa, og det indtog ham for mig, som Familien senere har fortalt mig. Personlig kjendte han vel ikke Dandserinden, sagde han, men han skulde alligevel nok give mig Brev til hende. Jeg fik det og syntes nu alt at have Lykkens Dør aaben.

Min Moder pakkede en lille Bylt Klæder sammen, talte med Postkarlen, om jeg kunde følge med som blind Passageer til Kjøbenhavn; det lod sig gjøre, jeg skulde kun betale tre Rigsdaler for hele Rejsen. Eftermiddagen, paa hvilken jeg skulde afsted, kom endelig; min Moder fulgte mig bedrøvet ud af Porten; her stod gamle Fa’ermo’er; i den sidste Tid var hendes smukke Haar blevet graat, hun tog mig om Halsen, græd, uden at kunne sige et Ord; jeg var selv inderlig bedrøvet -saa skiltes vi ad; jeg saae hende aldrig mere; hun døde Aaret efter, – jeg veed ikke hendes Grav, hun ligger paa de Fattiges Kirkegaard.

Postillonen blæste, det var en deilig Solskins Eftermiddag, og snart skinnede Solen ind i mit lette, barnlige Sind; jeg glædede mig over alt det Nye, jeg saae, og jeg reiste jo mine Længslers Maal imøde; men da jeg ved Nyborg kom ud paa det store Belt, og Skibet seilede fra min Fødeø, følte jeg ret hvor ene og forladt jeg var, og at jeg ingen Anden havde end Gud i Himlen. – Saasnart jeg betraadte Land i Sjælland, gik jeg om bag et Skuur ved Strandbredden, faldt paa mine Knæ og bad Gud at hjelpe og ledsage mig; jeg følte mig trøstet derved, stolede saa fast paa Gud og min Lykke – og saa kjørte jeg hele Dagen og den næste Nat gjennem Stæder og Landsbyer; eensom stod jeg ved Vognen og spiste mit Stykke Brød, medens Ompakningen skete; Alt var mig saa fremmed, jeg syntes, at jeg var langt ude i den vide Verden.

Kapitel0  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12  13  14  15!  16