Familien Swane fortæller om H.C. Andersens besøg i Hjermind Præstegård 1859 (12)

1-hjermind-praestegaard-2004

Hjerminds “nye” præstegård blev bygget i 1858

Magdalene Swane (født Bruun) optegnelser er kilde til nogle af de nedenstående oplysninger. Desuden fortæller datteren Julie Swane fortæller om sine oplevelser med H.C. Andersen , da han besøgte Hjermind Præstegård. Magdalene var gift med Jørgen Swane og hun var født den 27 marts 1827 på Asmildkloster ved Viborg. Der var i alt 5 børn heri blandt Julie.

Magdalene Swane:

Den 1. juledag 1852 fik hun et julebarn Peter Daniel (borgmester i Randers 1899). Hun fortæller at da hendes mand Jørgen Swane kom hen til H.C. Andersen og sagde ” Jeg har en Bøn til Dem, kære Etatsraad”, så så han meget betænkelig ud, men da Swane tilføjede.” Vi De være Fadder for vor lille Søn?” udbrød Andersen henrykt: ”Ja, Gud velsigne Dem! Jeg troede, De vilde have mig ud at sejle på Søen!” Han var jo meget ængstelig af sig, den rare Mand.

Julie Swane skriver om sit barndomsliv i Hjermind Præstegård:

Hun fortæller om de mennesker der kom og besøgte familien i Hjermind. H.C. Andersen var den mærkeligste af dem alle. Han var som bekendt, en god ven af Ingemann (farfars fætter) og tilbragte ofte en tid ude i Sorø, hvor et værelse i Ingemanns forhåndværende bolig endnu benævnes som H.C. Andersens stue oppe i gavlen.
Han lovede at besøge mine forældre og kom virkelig til Hjermind, hvor han digtede sin smukke sang ”Jylland mellem tvende have”. Desværre var jeg så lille, at jeg blev sendt hen til skolelærer Faarup’s, når H.C.Andersen læste op, thi ”Børnevennen” tålte ikke den ringeste forstyrrelse. Men engang tog han os med op i gæstekammeret og fortalte os et eventyr, hvoraf jeg kun husker, at: ”der var engang en pige, der vaskede sig i spyt”, hvilket frygtelige jeg selvfølgelig ikke har glemt.
Min mor fortalte, at det ikke var nogen let opgave derude på landet hver dag at skaffe nye gæster, der kunne more og beundre H. C. Andersen, men da han ikke blev så længe, lykkedes det. Han var uhyre ængstelig for sit helbred, og da der den sommer var en del kolera tilfælde, kom han en nat ind og vækkede far og mor på grund af mavepine, idet han bestemt troede på en begyndende kolera.
Da han skulle rejse, kørte mor og nogle af os andre med ham i den store lukkede wienervogn til Asmild, hvor han besøgte min bedstemoder, da min bedstefader var til extrasession i København. Vi havde smørrebrød med i vognen, da køreturen var på 3 Mil. H.C. Andersen spiste med af det, og efter at det var fortæret, tog han papiret og satte sig på det til vor store forbavselse. Han forklarede for os: “Jo, hvis Papiret blev kastet ud af Vognen, kunde Blæsten føre det frem foran Hestene, som kunde blive sky, stejle og vælte Vognen!” Så snart vi fra vognen øjnede Domkirken, plejede vi gentagne gange i kor at råbe: ” Vi kan se Viborg Domkirke”! og jeg husker, at H. C. Andersen stemte i med os.
Inden jeg går videre, synes jeg, at jeg må omtale, at jeg virkelig opnåede at høre H. C. Andersen læse op. Da jeg var ganske ung (vistnok i 1870) og var med mor i København, blev vi indbudt til eftermiddagste hos General Raasløff’s, hvis hustru var i slægt med mor. Der var meget elegant. Fru Raasløff var en meget venlig, statelig dame, og vi fik en fin lille beværtning sammen med husets Damer, H.C. Andersen og to ældre damer.   H. C. Andersen blev placeret ved et lille bord, hvorpå stod en karaffel med vand og et glas i lang afstand fra os tilhørere. Han oplæste ” Det utroligste”. Da han var færdig, udbrød de to ældre damer med sødladen, indsmigrende stemme: “Men det utrolige er dog at høre Hr. Konferensraaden læse” !
Da H. C. Andersen var gået, fortalte Frøken Raasløff, som oversatte hans eventyr på engelsk, at det var en meget vanskelig sag, da H. C. Andersen, som ikke var videre sprogkyndig, endelig ville have alt oversat bogstaveligt, men så var det aldeles umuligt for englænderne at fatte netop det, der var det ejendommelige i hans skrifter. Senere har jeg set H.C. Andersen på gaden i København, hvor han just ikke tog sig godt ud med sine store fødder i galocher og sin mærkelige gang.

Kilde: Jørgen Swane, Memoirer og breve 43 . Udgivne af Julius Clausen m.fl Jørgen “Biskop Jørgen Swane og hans Hustru Magdalene f. Bruun” 1925

Foto:  Lars Bjørnsten Odense

Sider:  0   1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12