H.C. Andersen og hans samtid (8)

Maximilian den 2. orden. Foto Lars Bjoernsten Odense
På tilbagerejsen tilbragte han et par lykkelige hos kong Maximilian af Bayern i Hohenschwangau, den smukke alperose, han så her i bjergene, og kort derpå var han atter i Danmark, i travl virksomhed ikke blot med udgivelsen af “Samlede Skrifter”, men også med folkekomedien “En Landsbyhistorie”, der vandt stort bifald i Casino. Sidste bind af “Samlede Skrifter” udkom netop, da vor digter havde fyldt sit halvtredsindstyvende år, og han har i disse dage fornummet en smuk genklang af opholdet hos kong Maximilian, idet denne konge i en egenhændig skrivelse har vist ham den ualmindelige ære, at optage ham blandt de hundrede indenlandske kunstnere og videnskabsmænd, der er hædret med Maximiliansordenen.

Maximillianorden for videnskab og kunst, som H.C. Andersen modtog af kong Max af Bayern 15. november 1859. Maximilian Orden blev stiftet af Kong Maximilian II. den 28. november 1853. Foto: Lars Bjørnsten Odense

Når vor digter i sin selvbiografi erklærer: “Mit Liv er er et Smukt Eventyr, saa rigt og lyksaligt! hvade jeg som Dreng, da jeg fattig og ene gik ud i Verden, mødt en mægtig Fee, og hun havde sagt: Vælg din Bane og dit Maal, og da, efter din Aands Udvikling, og som det fornufttigviis maa gaae til i denne Verden, beskytter og fører jeg Dig, min Skjebne kunde da ikke have været lykkeligere, klogere og bedre ledet, end de er,” så har han i sandhed nydt en lykke, som kun få mennesker kunne rose sig af. Men han kan tillige med stolt selvbevidsthed sige sig selv, at han “Skridt for skridt har bygget sig en vej opad en stejl klippe”, og at han har tilkæmpet sig det navn, som den lunefulde skæbne syntes at have i sinde at nægte den bedende. Han har tilfredsstillet de bedste af sin tid. H.C.Ørsted, Thorvaldsen, Oehlenschläger, Chamisso, Frederika Bremer, Jenny Lind, Charles Dickens have ikke blot digteren kær, de have også været varme beundrere af hans Muse, og han har altså efter Goethes udsagn levet for alle tider. Når han netop i denne tid, fem og tyve år efter at det første eventyr var skrevet, kan bringe sin ualmindelig store læsekreds en ny samling, i hvilken “En Historie fra Klitterne” og “Deilig” ikke stå tilbage for nogen af de tidligere historier, så se vi heri en forjættelse om, at hosten vil vil blive sommeren lig. Men H.C. Andersen har den skæbne, at hans livs eventyr aldrig ville få ende. De ville have et evigtvarende liv i vor litteratur ved siden af det bedste, som vi eje.

m.

Lars Bjørnsten Odense

Sider:  1  2  3  4  5  6  7  8